Der var vild panik, da man ville “ødelægge” københavnernes Langelinie. Men efter anlæggelse af Frihavnen blev Langelinie længere og \”bølget\”. Det var dengang, da sejlsporten blev opfattet som den rigtige sport. Det at cykle var forbeholdt “de dumme”. Og man stormede til Langelinie. For tænk, hvis man mødte en af de kongelige. 

 

En befæstning

Dengang i 1880erne havde man også pavillon. Man kaldte den for Esplanade – Pavillonen. Den lå cirka der, hvor den engelske kirke nu ligger. Her lå også Brugerselskabets Kontor, som blev ledet af den elskværdige sydhavsfarer kaptajn Mathiasen. På pavillonens første sal spillede den fortræffelige pianist Cappelen. Mange nød dette akkompagnement til danske viser. Særlig ved aftenstide, hvor der så kunne blive til et glas øl eller en lille toddy.

Egentlig var Langelinie en del af Kastellets befæstning.. Den kunstige bakke med Gefion Springvandet eksisterede endnu ikke. Vejen gik lige ud.  Et smukt jerngitter skilte området fra
Toldbod området. Tæt ved indgangen var et løb over til Kastels-graven. En tysk ingeniør reddede et barn fra druknedøden, men han måtte selv lide den under hans dåd. Københavnerne gav ham en stemningsfuld begravelse.

 

En god udsigt

Man kunne beundre Refshaleøens forholdsvis nye værft, Trekroner. Hvis man var heldige kunne man skimte øen Hven og Sveriges kyst.  Et herligt syn. Og mod nord var det Skovshoved,
der tittede frem. Var det klart vejr kunne man følge kysten op til Kronborg.

Et lille gammelt underofficershus kunne endnu skimtes. Den måtte lade livet da den første Langelinie – pavillon blev bygget af Dansk Forening for Lystsejlads. Tuborg Bryggerierne havde hvis en finger med i spillet.

 

Den nye pavillon

Bygningen var tegnet af professor Dahlerup.

• Det var 32 Alen i facaden og 24 i dybden. Dens Højde var 21 alen. I Stueetagen en Restaurant og Kafee, der stod aaben for Publikum. Her fandtes to større og et mindre Lokale, foruden Kjøkken og øvrige Bekvemmeligheder. Gik man ovenpaa var der lokale til Foreningen. Der var et Taarnværrelse ud mod Søen, som især fængsler Opmærksomheden.
  Herfra fandtes en sjælden Udsigt over Havnen og Søen. Der var to store Sale og et mindre Værelse.

De kongelige på Langelinie

Omtrent der lå ud mod vandet den store karantæne station med sit grønne flag og termometer. Her kunne man få alt at vide om vejret. Et par lystfartøjer lå der også. Og her kunne man sandelig se prins Valdemar tumle sig i en kajak. Senere kunne man møde adskillige kongelige personer.

Hvis man var heldig kunne man møde selve landets konge, den ungdommelige og ridderlige Christian den Niende motionere på Langelinie. Ved siden af ham var ofte hans bror, Hans
af Glücksborg. 

 

Sejlsporten – den rigtige sport

Det var sejlsporten, der var den rigtige sport, menter borgerskabet. Man foragtede det “nymodens cykleri”. I revyerne havde man ironiske tekster om dette nye fænomen. Det gik på, at der
kun var de dumme, der cyklede.

• jeg kan ikke skrive, jeg kan ikke læse
• Jeg kan ikke regne – men jeg kan pace 

Sejlsporten var ubetinget den fineste sport og den smukkeste tillige af alle sportsarter.

 

Dansk Forening for Lystsejlads

Dansk Forening for Lystsejlads, de senere blev til Kgl. Dansk Yacht – Klub arrangerede ofte konkurrencer ud for Langelinie. Det var udsøgte lystsejlere fra mange lande. Her var kongehuset, adelen, aristokratiet og det borgerskab, der næsten kan betegnes som adelen, repræsenteret.

Det var i 1865 – 1866, at fyrskibsfører J.P. Larsen, Godsejer F. Tutein og Kaptajnløjtnant J.C. Tuxen, der trådte sammen i en komité med det formål, at fremme Interessen for Sejlads med Lystbaade i vore Fjorde og Bælter.  Mange velhavende og formuende mænd blev gennem foreningen gode sømænd.

Kronprinsen overtog Protektoratet for foreningen og det lykkedes sandelig at overtale prins Valdemar til at overtage hvervet som æresformand. Takket være Tuborg lykkedes det at rejse et klubhus ved Langelinie.

Man måtte bejle i flere år for at få autoriteternes velvilje. I lang tid var der blevet talt om, at København ikke kunne være bekendt ikke at have et lokale for Lystsejladsens Dyrkere. Svenskerne havde allerede fået deres egen forening. Og de havde endda fået den svenske konge med.

 

Gefion Springvandet

Og Gefion Springvandet må vi ikke glemme. Bundgaard, der skulle stå for opgaven t forme et springvand, havde i 1890 vundet en lignende konkurrence på Frederiksberg, i den lille Runddel på Frederiksberg Allé. Det var Oehlenschlägers skønne vers i digtet Sjælland, der inspirerede kunstneren:

• Ploven furede
• Dybt i Grunden
• Vældigt Øxende
• Ud i Ægirs
• Sølvblaa Skød

Det var vældig imponerende dengang, da man fik at vide, at vandet steg “op” fra underjordiske ledninger op langs plovjernene.

Det var på loftet af Kryolit-fabrikken langt ude på Nordre Frihavnsvej, at kunstværket blev til. Gefion med sin plov bliver i dag fotograferet af talrige turister. Bundgaards far fortalte også mange sagn i hjemmet, så inspirationen var tæt på.

 

Den lille Havfrue

Da Søndre Frihavn blev anlagt mistede man promenaden langs Kastellet. I stedet blev der anlagt en park og en promenade langs Langeliniekajen. Det mest populære udflugtsmål var Den Lille Havfrue udført af Edv. Eriksen og opstillet i 1913.

 

Protester mod ødelæggelser af Langelinie

Det nye Langelinie kommer til at bugte sig i bakke og dal, og efterhånden blev københavnerne glade for den. Man var dog lidt skeptiske, da parken blev anlagt. Frihavnen kom ikke til at ødelægge Langelinie.

Man var utilfreds med at borgerne på Østerbro fik afskåret deres muligheder for at komme til vandet. Løsningen på konflikten blev, at man lagde en barriere af jernbanedæmning og toldgitter mellem boligkvarter og havneområde. Man var også bange for at Strandpromenaden ville forsvinde. Jo, der var masser af problemer, da Frihavnen blev til.

Ideen med at bruge østsiden af Frihavnens øst-mole, dukkede op i to af seks præmierede forslag. Den ene var udarbejdet af Vilhelm Dahlerup, Wilhelm H. Friederichsen og H.C.V. Møller. Den nye Langelinie var blevet mere snævert, men til gengæld længere. Man kunne dog ikke mere bevæge sig frit gennem Langelinie og så op af Øresundskysten.

 

En undervandsbåd i 1910

I 1910 stormede folk til. Jo de skulle se undervandsbåden Dykkeren, der lavede forskellige kunststykker ude i sundet. Jo folk klappede skam, og det fik så premierløjtnant Reehnitzer til at give et par ekstra nummer, for så til sidst at komme frem og bukke. På den måde gjorde undervandsbåden også gavn i fredstid.

 

Holger Hammerich

I 1918 rejstes en mindesten for Holger Hammerich. Han fremsatte allerede i 1891 om planer for en Frihavn og en ny promenade. Anlægget stod færdigt samtidig med Frihavnen i 1893. På stenen, står anført et andet år. Hvorfor vides ikke.

En anden person, der også gjorde et stort stykke arbejde for Langelinie og Frihavnen var F. Meldahl. Han fik dog ikke opsat en mindesten efter sig.

 

Minebøssen

En nordmand, fik den geniale ide, at opstille en minebøsse på Langelinie. Her skulle der samles penge ind til fattige søfolk og deres efterladte. Minebøssen skulle virke i barmhjertighedens tjeneste. Det var så Sømandsforeningen af 1856, der skulle fordele pengene.

I juni 1944 røg Langeliniepavillonen i luften efter en sabotageaktion. Arkitekterne Eva og Niels Koppel tegnede den nye pavillon.

 

Kilde: 

• Litteratur Østerbro
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Kastellet 1-5
• Fra Langelinie til Strandboulevarden
• – Østerbros Havne  og mange flere artikler 

Redigeret 3.12.2021