Vi tager på en byvandring i 1903. Nørrebro havde både lejekaserne og pragtfulde stiftelser. I Ægirsgade var der luksus for småfolk. Lygtekroen havde fået sine vinduer overmalet med ordet Café. Nørrebrogade vrimlede med arbejdere og masser af butikker – dog ganske små. Dårlig planlægning skabte dog problemer. Og så glemte man at anlægge grønne områder.

 

Mængderne samles

Vi tager et besøg på Nørrebro – dengang. Nærmere betegnet i 1903

Hvis københavnerne var i tvivl om, at det var en storby, de levede i, ja så skulle de kigge i periferien. Godt nok havde man inde i byen, Langelinie, Rådhuset og Kongens Nytorv, men det var på Nørrebro mængderne samledes. Hver dag åd Nørrebro nyt land.

Hvad det skete på Østerbro, kunne københavneren følge med i, når han skulle med damp, cykel og vogn i skoven.

 

Den flotte bro

Men til Nørrebro tog man når man ville til revy i Ravnsborggade. Mærkelig stædigt havde Nørrebro ellers bevaret stedet som et lukket land. Som en selvstændig provins i Danmark.

Trods Elektriciteten som på kun et kvarter bragte den besøgende fra Kongens Nytorv til den anden side af Assistents Kirkegård var Nørrebro på en eller anden
måde ikke forbundet til resten af byen, selv om Nørrebro fik den flotte Dronning Louises Bro i sin helt storstadsmæssige bredde.

 

Fattigkvarter

Var det vandet, der dannede så skarp en grænse? Eller var det den ikke særlig flotte facade ind mod byen, der var skyld i isolationen? Nørrebro blev bygget i en tid, da den hjemmelige arkitektur var mildt sagt prunkløse og nærmest tæt op af gerrighed.

Nørrebro var byens første mørke kvarter, en Askepot. Hele det forreste Nørrebro, set inde fra byen havde i 1903 bevaret sit præg fra de første dage. Måske var farven blevet lidt mere grå. Husene var måske lidt mere snavsede. Befolkningen var rykket mere sammen og fattigdommen var blevet større. Desværre var det ikke nogen umiddelbar ændring på dette.  Københavnerne vidste udmærket, at det her var et fattigkvarter, men det havde man også inde i København.

Det havde været anstrengende at bygge det store Rabarberkvarter og næsten lige så store Ravnsborgkvarter. Men i alt byggeri havde man glemt omfartsveje til omverdenen. Det var også problemer med broerne, både over Ladegårdsåen og over Peblingesøen. Det var nærmest livsfarligt i dårlig vejr, at passere broen over søen. Nørrebro var dengang nærmest at betragte som en ø.

 

Kaos ved banegården

Men det kom som bekendt en by bro, og det kom også en egen jernbanestation. I mange år havde planlæggerne prøvet at gætte sig til, hvor denne station egentlig kom til at ligge. Dette skabte nogle helt vanvittige vejføringer.

Banegården kom til at ligge bag Stefans Kirken. I mange år var der nogle værre gadestumper, der førte hen til banegården. Ja egentlig var der jo flere, station A og B, og så godsbanestationen. Og sidstnævnte lå på den anden side af Nørrebrogade, og dette medførte store trafikale problemer på den allerede dengang meget befærdede vej.

Det var svært at komme hen til banegården. Et utal af vinkler og skråtliggende spor skulle man passere.

Og terrænet var heller ikke godt. Man havde vel ikke fået afvandet ordentlig og man havde ikke fået brolægning og så videre. Når det var midt om sommeren travede man i flyvesand fra Nørrebrogade til stationen. Om vinteren var det bedst at have sine lange støvler på, for da sank man nærmest i bund i at vade i dynd og smadder.

Lidt luft hist og her var det dog skabt. Anlæggelse af den åbne, parkagtige plads på Anker Heegaards gamle grund ved Blågårdsgade var et eksempel på dette.

Efter mange anstrengelser lykkedes det endelig at skjule den stinkende Ladegårds-å under en smuk og bred boulevard.

 

En opdagelsesrejse

Man skulle ud til højre for Nørrebrogade, på den anden side Møllegade og over Jagtvejen, for at finde ud af, hvad der var ved at ske på Nørrebro.

Det var en hel opdagelsesrejse for at komme herud. Her kunne man ved selvsyn se, at en helt ny by i ekspres fart strækker sine fangarme ud over marker og fælleder. Ustandselig brød nye veje frem, hvis navne ingen havde hørt om før. Til tider var det bundløs ælte og smalle smøger. Men pludselig stod man på
30 alen brede boulevarder, hvis husrækker øjet ikke kunne finde en ende på.

Og midt inde mellem disse kolosser, der bredte sig gennem gamle havers mosgroede træer og forpjuskede buske, store skrammelfyldte oplagspladser og vakkelvorne rønner.

Disse rønner forhindrede yderligere fremfærd. Ejerne forsøgte at få byggespekulanter til pengepungen. Det lykkedes ikke altid. Resultatet blev uhensigtsmæssige gennemføringer.

 

Lygtekroen

Men på et eller andet tidspunkt blev gadestumperne ført sammen.

Den gamle Lygtekro, med dens privilegerede aftægtstilværelse, dannede en fin kontrast til det moderne arbejderkvarter. Sporvejens naboskab varslede nye tider. Spredt brolægning samt vand og gas havde indfundet sig. Og dampende lokomotiver i naboskabet var måske årsag til, at der i Lygtekroen var malet Café
på vinduerne.

På rejsestalden var der stadig stråtag. Lygtekroens bygninger var mærket af tidens ånd. Den ene ende var Nørrebrogade, den anden var Slangerupbanen. Jo her var sandelig grænsen mellem by og land. På kroen serverede man stadig Gammelt Øl i sin Kjælderstue mod landet og Bajersk Øl i sin Gjæstestue
mod byen. Men ligesom der ikke var stor forskel på lokalerne påstod sagkyndige, at øllet var påfaldende ens.

Der var stadig mange gæster der ville tage afsked fra byen med et lille glas eller to. En del håndværkere fra nybyggeriet i nabolaget var nye gæster på Lygtekroen.

Jo der var en del steder på Nørrebrogade. En del var lukket, andre havde forsøgt at forny sig. Således også et sted, der hed Orfeum der havde indrettet sig med flag og vimpler. Ja og de havde også fået malet deres lysthuse grønne.

 

Eventyrhuset Aahuset

Nede ved Ladegårdsåen lå engang Aahuset, og her valfartede man til. Fulgte man stien langs Ladegårdsåen og går ud mod landet. Pludselig var man ude for byen. Til højre havde man en fin udsigt ud over Nørrebro. Små lysthuse befandt sig hernede, ude for storbyens larm og travlhed. Aahuset var et besynderligt gammelt hus, i hvert fald 100 – 200 år gammelt. Det var her Nørrebro Handelsforening i sommerperioden afholdt deres første bestyrelsesmøder.

Muren mod vejen bugtede sig ud og ind. Vinduerne gik helt ned til jorden. Der var grønmalede skodder for, når mørket faldt på. Tegltaget var mosbevokset og nåede helt ned mod jorden.

Bag denne underlige facade fandt man en udstrakt have med æble – og pæretræernes grene tynget af frugt. Her var små lyseblå borde. Og bag ved var der et virvar af slyngende grene. Her var et vildnis af løv, vild vin og Guldregn. Det var Eventyrets Hus. Hvis man vovede sig ind, var der masser af øl fra fad.

Snart kunne man skimte Rabarberlandets grumsede mure. Dampfløjternes skingrende piben kunne pludselig høres. De mange fabrikker gav lyd fra sig. Middagspausen var desværre over. De lærredsklædte arbejdere vendte tilbage. Vagabonderne i grøftekanterne rørte også på sig, og sov videre.

Ja sågar karlene til de nærliggende bøndergårde gik tilbage på arbejde Det var en særegen stemning ved det lille eventyrhus på hjørnet ved Jagtvejen.

 

Masser af butikker

På ingen anden gade færdes der så mange arbejdere som på Nørrebrogade. Også butikkerne lå tættere samlet her end noget andet sted i København. Men de var så til gengæld meget mindre. Nørrebro – borgerne ville ikke gå over søen efter fornødenheder. Nej dem købte de i deres egen bydel.

Nørrebro – fabrikkerne og deres kæmpe skorstene rejste sig midt inde i gaderne. Den store jernindustris mange værksteder fandt man ikke andre steder i København.

Det var som om arbejderne fik selvværd, de fandt sig ikke mere i alt.

 

Luksus for småfolk

Men på Nørrebro blev der også bygget en slags paladser. Disse ville være en pryd for enhver storby. Der blev bygget med det bedste materiale fra kælder til kvist, hvor der var taget både praktiske og æstetiske hensyn. Der var to – eller tre værelses lejligheder, ofte med altan. Der var W.C. Overalt, og det hændte også at man oven i købet også fik et badeværelse.

Den nye Ægirsgade, bredte sig bred og fornem ned til Tagensvej med sine store røde og grå bygningskomplekser. Det var et eksempel på et moderne byggeri, beregnet til småfolk. Men ganske vist småfolk, der krævede at få del af den velstand der trods alt bredte sig i visse dele af Nørrebro.

 

Masser af huller

På Nørrebro var der endnu en masse tomter, der engang ville blive bebygget. En masse veje, der engang ville blive brolagte. Og veje, der engang vil bliver forbundet med Østerbro, Frederiksberg og Brønshøj.

 

Pragtbygninger

Kiggede man på detaljerne i det nye byggeri, ville man kunne fornøje sig. Mange bygningers linjer og flader, kunne man glæde sig over. En lille udskæring, en morsomhed, et hoved indhugget i den smukke granit, og i døren blyindfattede ruder.

Arkitekterne havde en forståelse af, hvilken opdragende betydning bygningen med dens kunst havde for det store publikum.

Rundt om i kvarteret kunne man finde almindelige beboelseshuse, der var bygget meget solide. Men så var det også huse ligesom Nørrebrogade 168, som snedkermester Dahl lod arkitekt Rossen bygge.

Og mange pragtbygninger var også at finde på Nørrebro. Det udmærkede, smukke og imponerende alderdomshjem, som kommunen havde ladet bygge i Guldbergsgade. Et mesterværk af arkitekt Tvede. Og hvad med den mægtige Urtekræmmer – stiftelse i Ægirsgade, hvor navnlig de halvrunde, tårnformede karnapper havde sin virkning. Og så var det Brorsons Kirken ved Nordvestvej, bygget af arkitekt Th. Jørgensen. En lille juvel af en kirke.

Jo der var flere juveler. Den tekniske skole i Prinsesse Charlottesgade og Schjoldanns mægtige stiftelse i Hørsholmsgade med dens stilfulde palæfacader. Det var en fornøjelse, at kommunen kunne finde på, at bygge så stilfuldt og pænt.

Men det var også masser af kedelige byggerier. Således var Marinens nye Epidemihospital på hjørnet af Tagensvej og Nørre Allé absolut kedelig.

 

Knugende og trættende

Men her i 1903 virkede det hele lidt knugende og trættende, Hvor brede og lyse de fleste af gaderne var, manglede denne sten.by dog lunger, hvorigennem den kunne drikke sol og få frisk luft. En stump af en boulevard havde gjort et skridt mod det rigtige. Her var der blevet beplantet. Men der manglede masser af grønne områder. Og hvis det offentlige ikke kunne, måtte det private initiativ træde til.

En stor del af gaderne var private. Måske var det på tide, at kommunen tog over.

Men Rom blev heller ikke bygget på en dag, og det blev Nørrebro heller ikke, hvor feberagtig de ellers arbejdede herude.

 

Som amerikansk nybyggerkoloni

Ja man var til tider hensat til en amerikansk nybyggerkoloni. Og disse kolonier kunne ikke bare trylles op af jorden på en uge. Tusindvis af kunder var der til de mange lejligheder. Herude var de af væsentlig bedre standard end dem inde ved søerne, de smudsige kaserner. Der burde ikke brede sig en spekulation ude på den anden side af Nørrebro lige som det forreste Nørrebro.

Dengang var der ikke noget der hed Indre Nørrebro. Man kaldte området for ”Det forreste Nørrebro.

Kilde: 

• Litteratur Nørrebro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler 

Masser af artikler rummer historier fra denne tid. Her skal blot nævnes:

• Barn på Nørrebro
• Arbejderne på Nørrebro
• Blaagaardskvarteret gennem næsten 400 år
• Byggespekulation på Nørrebro
• Den stinkende kloak på Nørrebro
• Historien om Jægersborggade
• Industri og arbejdere på Nørrebro
• Nørrebros mange stationer og mange flere 

Redigeret 30. – 03. – 2022