Af Sven Petersen

Sven Petersen er journalist på magasinet ”campingferie.dk”. Han har skrevet denne interessante artikel om KZ – lejren i Ladelund ikke langt fra grænsen. Sven der er ”Tynne – knajt” ligesom denne sides redaktør siger bl.a. ”Jeg er slet ikke færdig med at få styr på forholdene i grænselandet lige efter krigen, så jeg skal tilbage til Medelby og Ladelund igen. ”Fra Svens fødeby var der ansat arbejdsledere og vagtpersonale i lejren i Ladelund. Artiklen har været bragt i en anden version i
”campingferie.dk”.

• Et uventet indblik i en glemt (eller fortrængt?) fortid

Det sker af og til, at man pludselig konfronteres med begivenheder eller forhold fra barndommen og ungdomsårene, som man aldrig har hørt om. Det skete for mig en grå, trist vinterdag for et par år siden på en campingtur hjemme på min fødeegn nær grænsen. Siden 1971 har jeg boet på Sjælland.

 

Fortiden dukker pludselig op

Ved indtjekningen på Camping Mitte i Medelby lige syd for den dansk/tyske grænse fik min kone og jeg et bundt turistbrochurer stukket i hånden – blandt dem et lille hæfte med forslag til en cykelrute, hvor man cykler på tværs i grænselandet og snart er på den ene, snart på den anden side af grænsen.

Ved læsningen af cykelbrochuren blev min opmærksomhed pludselig fanget af henvisningen til et mindested for en kz-lejr i Ladelund vest for campingpladsen i Medelby. En kz-lejr i Ladelund??? Umuligt! – det havde jeg aldrig nogen sinde hørt om. Brochuren fortalte, at der i 1944 – blot 1½ år før jeg blev født – havde ligget en koncentrationslejr kun 18-20 km fra mit fødehjem på Bylderup-kanten. Godt nok er det nord for den dengang noget stærkere markerede grænse, både fysisk og mentalt. Men alligevel…

Allerede før jeg kom i mellemskolen i Tønder, var jeg meget historisk interesseret – ikke mindst i forholdene under 2. verdenskrig. Bl.a. havde jeg samlet en større samling af flyveblade og andet propaganda-materiale – men en kz-lejr i Ladelund…!?!

Min nysgerrighed var vakt – og min kones med. Vi læste videre i cykelrutebrochuren, at der i Ladelund var et såkaldt permanent udstillings- og dokumentationscenter. Så næste dag kørte vi de 11 km til Ladelund og fandt straks bygningerne, som rummer KZ-museet. Et skilt med ordene KZ – Gedenkstätte sendte os ned ad en sidevej ved kirken.

 

Rystende skildringer

At udstillingen ligger ved siden af kirken, er ingen tilfældighed, fandt vi ud af. Det var nemlig her, ofrene fra lejren blev begravet. Udstillingen er en studiesamling, som til stadighed indsamler og videreformidler dokumentation om de grufulde forhold, fangerne levede og døde under.

En mulig forklaring på, hvorfor der aldrig blev talt om, at der havde eksisteret en kz-lejr så tæt på mit trygge barndomshjem, kan måske være, at den ”kun” nåede at fungere som kz-lejr i 6 uger, fra 1. november til 16. december 1944.

At der til gengæld var tale om en ren dødslejr, retfærdiggør ikke dens korte eksistens.

Fra 1938 og indtil nov. ’44 havde Ladelund-lejren været en af de mange såkaldte Reichsarbeitsdienst-lejre, dvs. arbejdslejre, hvor alle unge, tyske mænd skulle aftjene 6 måneders arbejdstjeneste før den egentlige værnepligt. De blev sendt ud i arbejde på egnens gårde, hvor fædrene og sønnerne var udskrevet til militærtjeneste ved Tysklands forskellige fronter. Herudover var de sat på opgaver til gavn for lokalsamfundet, fx dræningsprojekter, vejbyggeri osv. I den periode rummede lejren omkring 200 personer.

 

Et forrykt projekt

Hen mod slutningen af 1944, hvor situationen på Tysklands forskellige fronter blev mere og mere desperat, befalede Adolf Hitler, at der tværs over landet, et par kilometer syd for grænsen til Danmark, skulle graves en dyb panserværnsgrav. Det såkaldte Projekt Friesenwall. Dette vanvittige byggeprojekt skulle udføres af fanger fra Neuengamme. Arbejdslejren i Ladelund skulle være en såkaldt Aussenlager, men inden da blev lejren forsynet med højt, dobbelt pigtrådshegn samt 4 vagttårne, men ingen ekstra beboelsesbarakker. Den 1. og 2. november blev mere end 2000 fanger sendt fra Neuengamme i kreaturvogne. De blev stuvet sammen i de bygninger, som hidtil havde huset de nævnte 200 RAD-arbejdere. 298 af de godt 2000 fanger overlevede ikke de 6 uger i Ladelund. Der var ingen danske fanger imellem. Dertil lå lejren for tæt på grænsen.

Udstillingen fortæller, hvordan de forhutlede og forkomne fanger tidligt hver morgen, trods stærk underernæring og sygdom, blev kommanderet ud nord for landsbyen for med håndkraft at grave den dybe grøft. Tegninger og samtidige fotografier viser, at panserspærringen endte med at være 4-5 meter bred og over 3-4 meter dyb. Den strakte sig de 14 km fra Ladelund til Süderlügum. Man kan endnu enkelte steder finde spor af den i landskabet.

KZ – fangerne stod ofte ret op i 11 timer og skovlede i iskoldt vand og slam, udsat for tilråb og prygl fra de hårdhændede vagter. Mange døde under arbejdet, og lokalbefolkningen var vidner til, hvordan de døde hver dag blev ført fra lejren til kirken på simple vogne. Og her rører udstillingen ved et ømtåleligt emne:

 

Hvad vidste de lokale om forholdene i kz-lejrene?

Omkring dette ømtålelige spørgsmål synes jeg, at udstillingen er meget præcis; alle i landsbyen kunne dagligt følge, hvordan fangerne blev gennet til og fra tvangsarbejdet. Desuden er der dokumentation for, at mange i den lille landsby udmærket var klar over de grusomheder og den brutalitet, fangerne var udsat for i lejren et par km uden for byen. Udstillingen fortæller, at mange havde den indstilling, at fangerne var gemene forbrydere, som blot fik deres velfortjente straf.

Men sådan var det gudskelov ikke alle, der havde det. Det gør et dybt indtryk at læse de gribende beretninger om, hvordan enkeltpersoner forsøgte at hjælpe de stærkt udhungrede fanger ved at gemme lidt mad til dem ude i området, hvor de skulle arbejde. Ofte blev det opdaget, og de barmhjertige blev truet med selv
at havne i lejren. Ligesådan er det bevægende at læse de beretninger, som børn lige efter krigens afslutning kunne give om deres iagttagelser. Hvordan de om natten trak dynerne op over hovedet for at lukke skrigene fra lejren ude.

I forbindelse med mit arbejde med denne artikel har jeg haft kontakt med dokumentationscentrets daglige leder, fru Karin Penno-Burmeister, som fortæller, at der netop fra den landsby, jeg stammer fra, var en del personer, som var ansat som bl.a. vagtpersonale og arbejdsledere i lejren. Der var tale om personer fra det tyske mindretal. Fælles for dem var, at de aldrig fortalte venner, naboer og familie om deres arbejde, når de var hjemme. Jeg synes godt nok, historien kommer tæt på.

 

Fangerne fra Putten

Blandt de 298, som ikke overlevede opholdet i Ladelund, var den største enkeltgruppe 110 hollændere – alle fra den lille by Putten, ca. 60 km øst for Amsterdam. Natten til 1. oktober ’44 havde en modstandsgruppe beskudt et tysk Wehrmacht-køretøj, hvorved en tysk officer var blevet dræbt. Som hævn befalede den ansvarlige for Wehrmacht i Holland, at alle byens mandlige indbyggere skulle deporteres til tvangsarbejde i Tyskland – og landsbyen brændes ned. Hvilket den blev.

I alt 540 havnede i Neuengamme; kun 49 kunne efter krigen vende hjem til Holland. Siden er Putten ofte blevet kaldt Hollands Oradour eller Lidice.

 

En præst af en særlig støbning

At man efter krigen har helt nøje styr på, hvem der ikke overlevede de umenneskelige forhold i Ladelund, skyldes alene én person, Pastor Johannes Meyer, som var præst ved sognekirken i Ladelund, den luthersk-evangeliske St. Petri Kirche. Til ham transporteredes dagligt de døde fanger, pakket ind i papirsække.
I gennemsnit 50 om ugen. Over hver enkelt bad han et Fadervor, før han så nænsomt som muligt begravede dem i fællesgrave i kirkegårdens nordlige udkant. Gravene ligger der den dag i dag. I kirkegårdens forlængelse ligger dokumentationscentret. Selve lejren lå et par km nord for byen, op mod den danske grænse.

Minutiøst førte Pastor Meyer i det skjulte lister med de data, han kunne skaffe sig om de enkelte. Lejrens officielle dødsårsag var som oftest lungebetændelse. Men pastor Meyer var godt klar over, at døden som oftest skyldtes underernæring eller brutal vold fra fangevogternes side. Efter krigens afslutning førte han alle navne og personlige data ind i kirkens begravelsesregister, ligesom han personligt tog kontakt til de pårørende, hvor det var muligt.

Forsoning

Dette medførte tilnærmelser og forsoning mellem befolkningerne i Putten og Ladelund.

I 1950 besøgte 130 pårørende gravene på kirkegården i Ladelund, og de første tiltag bliver gjort for at oprette et mindested. Hvert år markeres begivenhederne dengang med højtideligheder i kirken og centret, og der lægges kranse og blomster ved gravene. Da vi besøgte stedet, lå der friske blomster.

I 1989 blev dokumentationscentret oprettet og udvidet i 2006. Der er permanent udstilling, ud over at der afholdes foredrag og filmforevisninger, ligesom der arrangeres undervisning af skoleklasser. Der er gratis entré til centret, som regnes for at være det ældste KZ-Gedenkstätte i Tyskland.

De første år efter krigen blev barakkerne i lejren, som ligger et par km nord for landsbyen, brugt som flygtningelejr. Den sidste barak blev revet ned i 1970. I dag er området igen udlagt som landbrugsjord. I en lille mindelund mellem vejen og marken er der en mindesten og en stålskulptur.

 

Offer for kollektivt hukommelsessvigt?

Hvordan kan så grufulde gerninger have fundet sted så tæt på det trygge lokalsamfund, hvor jeg levede de første 18-20 år af mit liv, uden at jeg havde hørt rygter om det på egnen? Jeg ved med garanti, at mine forældre, som var ærkedanske af sind og skind, ville have været åbne og fortalt, hvad de vidste.

Men jeg kan godt huske, at tiden i grænselandet var til forsoning dengang. Krigen var forbi, man skulle leve videre i fordragelighed. Der havde godt nok i krigsårene været nogle åbenlyse smuttere, men dem havde retsvæsnet eller modstandsfolkene taget sig af.

Jeg er slet ikke færdig med at få styr på forholdene i grænselandet lige efter krigen, så vi skal tilbage til Medelby og Ladelund igen. Bl.a. har jeg ikke fået helt styr på, hvorfor lejren blev nedlagt efter blot 6 uger som egentlig kz-lejr. Og så har vi i øvrigt aldrig besøgt Frøslevlejren, som heller ikke ligger så langt fra campingpladsen i Medelby.

Se Svens billeder fra Ladelund – under fotogalleri.

Litteratur, adresse og links:

KZ-Gedenk- und Begegnungsstätte
Ladelund

Raiffeisenstrasse 3

D-25926 Ladelund

Tlf. +49 (0)4666 449

www.kz-gedenkstaette-ladelund.de/

www.gedenkstaetten-uebersicht.de/

www.grenzroute.com/SEEEMS/2.asp

Udstillingskatalog på dansk fra

KZ-Gedenk und Begegnungsstätte Ladelund

Kr. 20,-

Turistbrochure:

Grænseruten & Nordsø-Østersø-Ruten

– en cykelguide over det dansk-tyske
grænseland.

Udleveres gratis på alle lokale turistbureauer

Tak det Sven`s interessante og
tankevækkende artikel. Husk at kigge på hans fotos i
”Fotogalleri”. Sven har lovet at vende tilbage med flere interessante
artikler.

Hvis du vil vide mere: 

• www.dengang.dkindeholder1.784artikler
• Under Padborg/Kruså Bov kan du finde 63 artikler 
• Under Besættelsestiden før/under/efter kan du finde 362 artikler 
• Mord i Padborg 1-4
• Asmus Jensen (opdateret 2020)
• Asmus Jensen – et mord efter 5. maj 1945 (opdateret 2. – 10. 2021)
• Dansk agent skyld i gendarmers død
• Frøslevlejren i den sidste tid
• Sandheden om de hvide busser
• KZ – lejr Ladelund
• To skæbner i Kiskelund
• Straffelejren
• Dagligliv i Frøslevlejren
• Dramaet ved Viadukten
• Harreslev – dengang
• Syd for grænsen efter besættelsen
• Grænsen dengang (b)
• Under krigen i Bov Kommune
• Dramaet ved Viadukten endnu mere
• Sandheden om karantænestationen
• Myten om de hvide busser
• Holocaust – fornægteren fra Kollund
• Lige syd for Grænsen 1940 – 1949
• De Hvide Busser – nok engang
• Kæmp for alt hvad du har kær, Chr. Friis
• Besættelsestiden i den sidste tid i Bov
• Flensborg – 20 dage som regeringsby
• Afnazificering og hungersnød
• Militære efterretninger i grænselandet og mange flere 

Redigeret 28. – 02. – 2022