Byen var i høj grad præget af Tæppefabrikkens storhed og fald. Mange beboere i Højer har i tidens løb været ansat på fabrikken. Det har dog ikke altid været lige
let for fabrikken. Krig, oliekrise og nationale modsætninger, var nogle af barrierene. I dag lever navnet dog videre.

 

Højer Tæppefabrik var for Højer det samme som Danfoss for Nordborg. Min tante Sonja arbejdede der i mange år. Og jeg tror også, at flere andre familiemedlemmer i byen, arbejdede der. På min mormors (Oma) side, var der hvis nok nogle fra familien Tønder, der også arbejdede på Tæppefabrikken.

 

Den mest betydningsfulde aktør i Højer

Fra 1930 og cirka 40 år frem var Højer Tæppefabrik den mest betydningsfulde aktør i Højer. Og det var ikke mindst fabrikant  A.R. Kjærbys fortjeneste. Ja det officielle navn var for fabrikken var Sønderjydsk Tæppefabrik.

 

Dampmaskinen kommer

Egentlig var det et uldspinderi oprettet i 1877. Det var Mads Madsen, der startede det. Året efter var det Mathias Ebbesen, der førte virksomheden videre. 2 – 3 mennesker var ansat på det
lille spinderi, og det var bønderne på egnen, der leverede ulden.

Ved Ebbesns død i 1890 blev O.K. Amstrup chef. Han giftede sig med Ebbesens enke. Og snart skete der noget nyt idet Amstrup fik en dampmaskine i brug.

 

Udvidet produktion

Ved en brand i 1899 kom der flere maskiner til og et par væve. Produktionen blev udvidet til garnproduktion, vævede stoffer. Og så småt begyndte man at fremstille præstegårdsløbere.

I 1918 solgte Amstrup virksomheden til E. Kieler. Men efter kun et år overtog A.R. Kjærby, fabrikken med den klausul, at handelen kunne gå tilbage, såfremt den ny grænse blev trukket nord om Højer.

 

Fra en uldspinder-familie

Anders Rasmussen Kjærby var 3. generation af en fynsk uldspinder-familie. Efter en uddannelse på Brandts Klædefabrik i Odense arbejde han forskellige steder i ind og udland. Sin hustru, Emmy Keidel fandt han i Hannover. De blev gift i 1903. I 1906 flyttede de tilbage til Danmark.

I 1920 havde fabrikken ansat 6 – 7 personer. Nu blev der også vævet stof til damekjoler og herretøj, samt uldtæpper og rejseplaids. Og det gik ret godt

 

En bestilling fra København redder fabrikken

Men de fleste kunder kommer sydfra. De var nu afskåret fra at handle med virksomheden i Højer. I Foråret 1922 var Kjærby på fallittens rand.

En bestilling på 300 meter løbestof fra et københavnsk firma, blev fabrikkens redning. Fabrikken var ikke beregnet til tæppefremstilling, så en masse praktiske problemer måtte løses i stor hast. Tæppestoffet blev leveret.

 

Bedre maskiner

Bedre maskiner og udvidelse af bygningerne, betød at der i 1931 var 25 beskæftigede.

 

Nationale modsætninger hindrer udvidelse

Efterspørgslen var stærkt stigende. Den disponible grund blev for lille. Kjærby skulle bruge bedre elforsyning, vandforbrug og kloakafløb og mere plads til udvidelse. Men det tyske flertal i Højer byråd satte sig i 1936 på bagbenene.

Ved kommunalvalget i 1933 blev der igen syv tyske og fire danske stemmer. Der blev valgt to viceborgmestre: 1: urmager, Laurids Mathiesen, tysk og 2: fabrikant A.R. Kjærby, dansk.

Tre arbejdere fra fabrikken tog til København og bad statsminister Stauning tage affære.  Der var allerede lavet forberedelser til at fabrikken skulle flytte til Bogense, men i 1937 blev problemerne løst. I 1939 var der 130 beskæftigede, og fabrikken var den største industrivirksomhed i Tønder amt.

 

Mangel på uld

Under anden verdenskrig var der mangel på uld. Den blev på fabrikken blandet med klude af alle slags. For at holde produktionen i gang, gik man over til at fremstille papirtæpper.

Kreativiteten var stor. Man kunne ikke købe nye maskiner i udlandet under krigen, så fabrikken fik indrettet et maskinværksted, der selv skulle fremstille maskiner. På den måde klarede man sig gennem krigen. Man havde ansat mellem 90 og 100.

 

Familie-aktieselskab

I 1937 var virksomheden blevet omdannet til et familie-aktieselskab. A.R. Kjærby var bestyrelsens formand, desuden bestod den af bankdirektør Johs. Poulsen, Tønder, Kjærbys svigersøn, J.C. Nielsen, sønnen Johannes Kjærby og endnu en svigersøn, Vilhelm Mathiasen.

 

Ingen overenskomst

A.R. Kjærby og hustru var i 1937 flyttet til Kolding, men allerede året efter bosatte de sig i Aabenraa. Men samme år døde han pludselig.

Kjærby ville ikke lave overenskomst  med tekstilarbejderforbundet. En blokade mod fabrikken var virkningsløs. Lokalbefolkningen ville gerne arbejde på fabrikken. De betragtede Kjærby som deres far. Konflikten varede i fire år. Først i 1936 blev der oprettet overenskomst.

 

Stor udvidelse

I 1949 påbegyndtes en stor udvidelse af fabrikken. Mod vest blev der etableret et nyt kedelhus med vaskeri og farveri og lidt senere en stor ny væverihal. Man begyndte nu også at fremstille Axminstertæpper. Og i 1951 solgte man to km løbestof til plenar-salen i FN – bygningen i New York. Til Aalborghallen lavede man Danmarks største tæppe.

 

Statsafgift på gulvtæpper

I 1952 begyndte man at lave Wiltontæpper. Det var blandt andet takket være Johannes Kjærbys tekniske snilde.

I 1954 blev der lagt 25 % statsafgift på gulvtæpper, og da tolden på udenlandske tæpper samtidig var lave, skabte det i en periode vanskeligheder, med afskedigelser til følge. I 1954 brændte spinderibygningen og nopperiet. Skaden androg cirka en million kroner.
Succes med eksport

Først i 50’erne var man begyndt på eksport. I løbet af en halv snes år, var man oppe på at eksportere ca. halvdelen af produktionen, og antallet af beskæftigede nåede op på 200. Fra 1959 samarbejde man med kunstnerparret Rita og Vincent Lerche. Det betød en stor fornyelse i farver og mønstre. Nye eksportmarkeder som Canada, USA og Japan kom til.

 

Rationaliseringer

I 1966 gennemførte fabrikken en rationalisering. Man opgav selv at fremstille garn, og koncentrerede sig om vævningen. Det varede dog adskillige år inden denne ændring blev gennemført.

Direkte fra fabrik til forbruger

Pludselig kneb det med afsætningen. Der blev ikke solgt det antal tæpper, man havde regnet med. I 1972 stoppede man pludselig med at sælge gennem tæppeforretninger. Nu gik man udelukkende over til at sælge direkte fra fabrik til forbruger..

Man havde overtaget den nedlagte kommuneskoles bygninger, og i gymnastikfløjen blev der indrettet udstillings – og salgslokaler i to etager. I forbindelse med dette, blev der indrettet
et cafeteria.  Man fik dispensation af kommunalbestyrelsen til at holde åbent i weekenden. Dette fremkaldte voldsomme protester af tæppehandlere. En salgsfilial i Odense og Herning blev også oprettet.

 

Arbejdsdeling

I 1973 satte oliekrisen ind, hvilket resulterede i en afmatning på eksportmarkedet. I 1974 måtte man lave en arbejdsdeling blandt de 130 ansatte. Den 5. juli 1974 måtte virksomheden standse sine betalinger. I årets første halvdel havde man oparbejdet et underskud på en million kroner. Fabrikkens gæld var på 12 millioner kroner. Men fabrikkens værdi var dog over dette tal.

 

Fabrikken fortsætter med 40 medarbejdere

Den 15. september 1975 købte fabrikant Per Campen virksomheden med det formål, at føre den videre som tæppefabrik, og stadig satse på kvalitetsvarer. Man fortsatte med 40 medarbejdere, og filialerne i Odense og Herning blev nedlagt. Ligeledes ophørte det direkte salg fra fabrikken og man forsøgte at genetablere forbindelsen til tæppehandlerne. Omkring 1980 blev spinderiet nedlagt.

Billige udenlandske tæpper ødelagde det efterhånden for fabrikken. Man satsede nu på tæpper til intuitioner.

Efter fabrikant Campens død, førte enken, Lissi Campen fabrikken videre og senere blev den overtaget af datteren, Carina Campen. Af hensyn til konkurrencen begyndte man at gå på akkord med hensyn til kvaliteten. Denne kvalitet havde været varemærket i Kjærbys tid.

 

Konkursbegæring

I 1991 var der kun beskæftiget 14 medarbejdere, men året efter blev staben yderligere formindsket. I September 1992 indgav firmaet konkursbegæring. Dermed var det definitivt slut med Højer Tæppefabrik..  Byen Højer har i høj grad været påvirket af Tæppefabrikkens storhed og fald. Og mange borger i Højer kan den dag i dag berette om deres arbejde på Højer Tæppefabrik i dens storhedstid

 

Navnet lever videre

Men navnet Højer Tæppefabrik bliver videreført. I dag fra en adresse i Skævinge, drevet af Familien Degn – Hansen. Virksomheden beskæftiger sig udelukkende med vævning og slag af gulvtæpper. På deres hjemmeside står bl.a.

• Højer er en af Europas ældste gulvtæppefabrikanter. Gennem genrationer er råstoffer og fremstillingsmetoder blevet afstemt for at sikre gulvbelægning i særklasse ved hjælp af den nyeste væveteknik.

Kilde: 

• Litteratur Højer 
• www.dengang – diverse artikler 

 

Hvis du vil læse mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Højer finder du 77 artikler
• Højers historie
• Højer 1935 – 1945
• Hvem boede på Kiers Gaard? og mange flere 

Redigeret 10 – 12 – 2021