Snart fritlægges nogle københavnske vandløb. Lygteåen og Ladegårdsåen fungerede delvis som kloak  i ældre tid. Byggespekulanterne gjorde som det passede dem. Vandinspektør Colding havde en plan. Men Frederiksberg ville ikke være med. Det betød at Nørrebro i mange år havde en stinkende kloak. Den gik ned til søerne, hvorfra man fik drikkevand.

 

I perioden 1850 – 57 opførtes der 296 nye bygninger uden for portene. En stor del af dem var på Nørrebro. Menneskemasserne inde fra byen pressede på, og byggespekulanterne tjente en masse penge.

Jo senere en lejekasserne stod parat, des mindre tjente man. Moralske og hygiejniske hensyn var der ikke tid at tage hensyn til. Resultatet blev også derefter. Triste og ensformige gader.

 

Hastværk førte til besynderligheder

Nørrebro var først, og derfor blev denne bydel også mishandlet mest. Tømrergade og Smedegade blev anlagt i 1853 og Murergade i 1854. I Blågårds – kvarteret fyldtes husene på kryds og tværs. Den ene grund efter den anden blev bebygget, og den ene familie efter den anden flyttede ind.

Dette hastværk førte til mange besynderligheder. Forbindelsen mellem Åboulevarden og Nørrebrogade bugtede sig frem gennem Evaldsgade, Thorupsgade, Korsgade, Vesselsgade, Baggesnesgade og Dosseringen.

I den ene ende af Dosseringen blev der bygget villaer i 15 alens afstand fra Dosseringen, dernæst høje huse i 12 alens afstand og med facade ud mod en sti. Denne sti havde beboerne kun adgang til, med Vandværkets tilladelse.  Det sidste stykke havde facade ud til en offentlig gade.

Man vidste ikke om der langs søens bred skulle anlægges et villakvarter, eller en allé. Resultatet blev ingen af delene, man byggede bare planløst.

 

Byggespekulanterne bestemte selv

Den lille stump gade ved Dronning Louises Bro er kun fremkommet, fordi hjørnegrundens ejer, tømrermester Wildau ønskede det således, da han i 1857 skulle have grunden bebygget. Husrækkernes afstand fra søerne var også helt tilfældige. Tømrermester Bergmann byggede i 1853 sit første hus i en afstand af 12 alen fra Dosseringen. Ja så rettede naboejendommen sig også ind efter dette. Man byggede efter sit eget hoved, der var ingen retningslinjer.

Bülow og Bangert fik særtilladelser, så de kunne fortsætte deres grundspekulation.

 

I den ”beklageligste” forfatning

Inden 1857 var bebyggelsen nåede helt ud i Kløvermarken, mellem Jagtvejen og Lygten. Den første gade herude, var Allersgade, opkaldt efter grundens ejer.

De nye gader og veje i Blågårdskvarteret var alle sammen private, og brygger J.C. Jacobsen skrev i 1856:

• I regelen er gaderne i den beklageligste forfatning, uden brolægning, uden fortove, og hvad der var endnu værre, uden rendestene.

Man havde hverken tænkt på vandafløb eller på tilførsel af drikkevand. Der var ingen lygter og ingen vægter. Renovationsvæsen var der heller ikke.

Den stinkende grøft langs Blågårdsvejen gav konstant grobund for klager. Men parcelejerne værgede sig ved at lade den rense. Vejene var private. Dem ejede grundspekulanterne også. Men de var bundløse.

Kommunen havde tilbudt at sætte dem i stand imod at de blev åbnet for offentlig færdsel. Men grundspekulanterne sagde nej tak. Inde i byen morede de sig i
1855, da et lille læs tørv sad så dybt i mudderet i en af gaderne, at man først måtte spænde hestene fra, og tørven måtte læsses af, før man kunne få vognen i gang igen.

 

Drikkevand fra søerne

Drikkevandet skaffede man i begyndelsen fra brønde, der direkte modtog grundvandet fra Assistens Kirkegården. Det var så sundhedsfarligt, at politiet forbød brugen af dem. I 1854 fik man indlagt nogle provisoriske ledninger fra Peblingesøen og Ladegårdsåen.

Det så ikke bedre ud på den anden side af Nørrebrogade. Sct. Hans Gaden var anlagt på 1. Blegdam, uden at man havde gjort noget forsøg på at aflede vandet. Spildevandet løb langs gadens rendesten ned i Sortedams Søen.

 

Vandinspektør Coldings opfordring

Vandinspektør Colding beskrev i 1854 forholdene således:

• Hidinstil har, som bekendt, Jordene og Ejendommene paa Stadens Grund udenfor Voldene henligget uden andet Vandafløb end det, som fra Arilds Tid har fundet Sted. Stadens Kommunalbestyrelse toede sig ikke berettiget eller beføjet til at ordne Forholdene, da Grundene, vejene, Vandledningerne, Spildevandsafløbene, kort sagt Alt var Grundejernes private Ejendomme, Vandafløbet blev derved i Virkeligheden hvert Aar slettere og slettere, thi Grøfterne forfaldt uden at blive rensede.
• Grunde, hvorover Vandet tidligere har haft Aftræk, opfyldtes flere Fod med Skraldesnavs for at blive tjenelige til Bebyggelse. Vandløbene indskrænkedes ved udvidelse af de private Haveanlæg etc. etc. Vi behøver os kun drage til Minde, hvorledes den største Del af Blegdamsgrundene ere situerede.
• Indtil for længe siden gik det eneste Afløb fra disse til Stadens Drikkevandsbeholder. Der fandtes vel, ligesom der endnu findes, en afskyelig stinkende Pøl i Store Ravnsborg Have, som var bestemt til at optage Afløbs – og Skidenvandet fra Grundene, Vaskerierne og en del af Ejendommene på Fælledvejen, men denne kunde naturligvis kun optage et bestemt Kvantum, og hvad deri ej kunde rummes, løb samme Vej som Vandet i Pølen, forsåvidt som det ikke fordampede, nemlig i Sortesøen.

 

• For tiden er Skidenvandet fra Fælledvejen givet et direkte Afløb til Søerne er blevet umuligt. Ved Foraarstider ere derfor store Strækninger af Blegdammenes oversvømmede, og dette Vand må henstaa saalænge paa Grundene, til det entet er fordampet eller sivet igennem Jorden til Søerne.

 

• Indtil for kort Tid siden var stor Dele af Blaagaardens Parceller beliggende paa en lignende Maade, idet de aarlig oversvømmedes af Nørrebros Kloakvand.
• Jeg maa anse det for særdeles paatrængende, at der snarest muligt udarbejdes en samlet, paa Opmaalinger og Undersøgelser i Marken grundet Plan for Vandafledninger for det hele paatrængende Terræn, saavel for Stadens som for Amtets Andel, thi en hensigtsmæssig Afledning af Vandet vil
  højst sandsynligt blive en umulighed, naar Bygningerne ført bliver opført paa lavtliggende Steder og større eller mindre Kloaker eller Underløb blive nedlagte til Afledning af Vandet fra visse Strækninger, uden Hensyn ti, om der staar i Strid med en hensigtsmæssig Vandafledning for det Hele eller ikke.

 

Ingen kort

Beboerne var glade for, at komme ud fra voldene, og var måske ikke så kritiske over for standarden. De havde vel heller ikke et valg. Myndighederne havde ikketid til bare den allernødvendigste forberedelse. Det tog 5 – 6 år inden de første retningslinjer kom.

Man havde ikke et niveau – kort, at gå efter. Man brugte Generalstabens Kort fra 1848  Heller ikke en ide om, hvor gaderne skulle gå, havde man.

 

Ingen byggeplan

I 1855 foreslog arkitekt Herholdt, at der blev udarbejdet en byggeplan i forstæderne. Der blev nedsat en komité. Og konklusionen var, at så længe, der ikke
forelå planer om vandløbende, var det en håbløs opgave at lave en byggeplan.

En samlet byggeplan blev først vedtaget i Borgerrepræsentationen den 26. oktober 1857, samtidig med den udenbys kloakplan. Problemet var, at der stod en masse bygninger, som ikke havde fulgt den vedtagende kloakplan. Og byggespekulanterne havde også svært ved at overholde den nye plan. Mange af dem sad også i Borgerrepræsentationen.

 

Vandkommissionens opgaver

De eneste, der arbejde med vand var Vandkommissionen. Under dem hørte Ladegårdsåen samt de mindre vandløb i forstæderne. Kommissionens interesse bestod i, at skaffe rent vand. At indrette kloaker og spildevandsledninger lå fjernt fra Vandkommissionens opgaver.

I 1853 blev Kommissionen spurgt om deres mening om situationen. De svarede, at såfremt Ladegårdsåen, Lersøen og de tre københavnske søer blev forbeholdt Vandkommissionen, så var de ubekymret om det øvrige.

Magistraten foreslog da som det nemmeste, at Forordningen af 1846 udvidedes til også at gælde for København, og at der her ligesom andre steder blev udnævnt Vandsynsmænd og anordnet en Landvæsenskommission. Men ministeriet mente, at der var forskel på landet og byen, og udbad sig et andet forslag.

 

Coldings plan

Magistraten bad derefter vandinspektør Colding om at udarbejde en fuldstændig plan til spildevandets afledning fra byens jorder. Colding havde sin plan klar
i 1856. Den var i to dele. En østlig med afløb til sundet, og en vestlig med udløb i Kalvebod Strand (Kallebodstrand).

Den østlige del voldte ikke større vanskeligheder. Den berygtede Blegdamsgrøft skulle afløses af en lukket kloak under en ny gade, som samtidig blev foreslået hen over alle Blegdammene (Ryesgade). De gamle linjer og udløb kunne næsten alle bevares.

Også i det vestlige system bibeholdtes de to ældre løb, bl.a. Rosenåen. Men Colding foreslog, at gøre det sidste til hoved-løbet for at fjerne det urene vand så
langt som muligt fra havnen. Rosenåen skulle da kun fra den forreste del af Vesterbro optage kloakvand, men for øvrigt kun markvandet fra ubebyggede områder og drænvandet fra Assistens Kirkegården. Dette drænvand skulle gennem et nyt underløb under Ladegårdsåen ved Bangertsbro føres ud til Vodroftså.

Rosenåens nedre løb, der i århundrede slyngede sig ned mod stranden gennem Christian den Fjerdes fæstningsgrave skulle helt omlægges og afløses af et nyt, lige vandløb. På de lave engstrækninger omkring åen, måtte der ikke bygges, med mindre det laveste gulv, lå mindst 6 fod over daglig vande, da der ellers ikke kunne skaffes afløb. I et notat fra den tid hedder det sig:

• Saa længe Vandløbet ligger hen og ikkun Møddinger, Svinerier og Latriner udgøre Omgivelserne, kan det nok nogenlunde forsvares at lade det beholde den Retning, som det selv har antaget. Men naar der er Spørgsmaal om at bebygge det omliggende Terræn, det være til Beboelse for
  ”ubemidlede” eller for andre, da tror jeg ikke, at det offentlige bør tillade, at der gøres Anlæg, som vilde gøre en senere Regulering umulig.

 

Hovedledningen blev ikke anlagt

Åløbet blev da også reguleret efter Coldings plan. På strækningen under Vesterbro blev det forandret til en muret kloak, som den engelske ingeniør John Aird udførte i 1856 til alles tilfredshed.

Men hoved-kloakken til Belvedere havde derimod lange udsigter. Her skulle spildevandet fra Nørrebro have sit udløb.

Nørrebro var et problem. Der kunne ikke afvandes længere op ind til Sct. Hans Gade. Den øvrige del af byens jord skulle have afløb til Kalvebod Strand.

Den ny hoved-kloak skulle begynde på Ravnsborgs grund, gå ad Blaagaards Langgade op under Ladegårdsåen. Her havde man tidligere sluppet kloakvandet,
idet det gennem den åbne Vodrofså selv søgte sin vej til stranden.

Men skulle det nu efter Coldings plan føres gennem en ny ledning til udløbet ved Belvedere, måtte denne på en lang strækning gå over Frederiksberg Kommunes jorder, og det krævede en overenskomst med amtet, før dette anlæg kunne udføres.

 

Coldings bøn fra 1857

Der blev foretaget mange forhandlinger, man kan fornemme, hvor vanskelige de var, når man læser denne skrivelse fra Colding den 18. oktober 1857:

• Hr. Kancelliraad Linnemann (borgmester 1856 – 62) har anmodet mig om at opgive, om det er muligt at lægge en Kloak fra Underløbet under Ladegaardsaaen under Amtets Grund med Udløb ved Belvedere, man saaledes indrettet, at den kun skulde aflede Spildevandet fra Stadens Grunde, og derimod ikke skulde optage Afløbsvandet fra Amtets Grund. – Et saadant Arrangement er ganske vist udførbart.
• Aldeles at forhindre enhver gavnlig Virkning af denne Kloak paa Amtets Grund vilde man for øvrigt ikke kunne, thi den vilde i ethvert Tilfælde aflede Grundvandet fra de den nærmest lignende Strækninger, og saaledes gøre disse mere sunde. Eeen Ting maa jeg imidlertid bemærke, nemlig at hvis Kloakken til Belvedere ikke gøres saa stor, at den i Tiden, naar Amtet bliver tvunget til at sørge for en bedre Afledning af dets Spildevand, end
  nu er Tilfælde, kan optage Spildevandet fra Amtets Grund, saa maa Amtet selv sørge for de fornødne Kloakker til Spildevandets Afledning.

 

• Fra de Bekostninger, som disse adskilte Anlæg ville medføre, vil jeg aldeles se bort, men jeg vil derimod bemærke, at saalænge Amtet finder og faar Lov at indbilde sig, at Spildevandsløbende i Frederiksberg Sogn ere svarende til, hvad man med Billighed kan fordre af et Terræn, der dagligt udstykkes mere og mere i smaa ejendomme, hvorpaa det ene Hus efter det andet skyder op som Paddehatte af den sumpige og usunde Grund, saalænge kan Amtet nægte Anlæg af mere gennemgribende Natur og indskrænke sig til nu og da at anlægge en Jordgrøft eller en rendesten
  med Afløb til Vodrofgaard – Aaen eller det nuværende slette Grøfteløb til Belvedere.
• Naar den Tid kommer – og det bør og vil forhaabentlig komme snart, hvis der overhovedet ikke sættes en grænse for Byggeriet på Amtets Grund. At der forlanges noget fuldkomnere end Vodrofsgaard – aaaen og Grøfteafløbet til denne Aa m.m., da betvivler jeg at det vil være muligt, at gennemføre et System af Kloaker på Amtets grunde, uafhængigt af Stadens udenbys Kloaksystem. I ethvert Tilfælde vil et saadant blive meget mindre godt, end hvis det forenes med Stadens.

 

• Jeg har den bestemte Mening, at Kloakanlægget for hele det udenbys vestlige Terræn bør udeføre under Eet. Er Tiden endnu ikke kommen, da dette kan gennemføres, saa maa man lade Planen henstaa til en kommende Tid, endskønt planen er sikker paa at blive betydelig vanskeliggjort med
  hver Maaned, der hengaar, før en beslutning angaaende dens Gennemførelse tages. – I dette Tilfælde altsaa, hvori Amtet nægter at tage Del i Ordningen af det udenbys vestlige partis Kloaker og vandløb, som sigter til en bedre Ordning af Forholdene på Amtets Grund, i Bero, og kun at udføre Afløbene paa Nørrebro til Underløbet under Ladegaardsaaen, og derpaa lade Afløbsvandet sejle sin egen Sø igennem Vodrofgaards – Aaen, hvor dets naturlige Afløb er, og hvor det har Ret til at gaa, indtil det naar ind på Stadens Grund på Vesterbro.
• Belvedere Kloakken vilde jeg selvfølgelig kun anbefale udføre over Vesterbro og Kongens Enghave, og dermed maatte man saa afvente, om Amtet eller Sundhedsvæsenet maatte finde sig foranledigede til at optage Spørgsmaalet.

 

Ingen enighed med Frederiksberg

Københavns Kommune kunne ikke blive enige med Frederiksberg. Man kunne heller ikke blive enige om at fordele udgifterne.

Det gik endnu 30 år, inden Frederiksberg og København blev enige om at udføre den store kloakplan til Belvedere. Colding oplevede aldrig at se sin store plan udført. Man vedblev med at bruge Rosenåen som en åben kloak. På Nørrebro prøvede man at bruge de bestående muligheder.

 

Endelig en ny lovgivning

Endelig den 14. december 1857 udkom Lov om Gader, Veje og Vandløb i København. Dette bemyndigede Kommunalbestyrelsen til at overtage enhver privat
vej, som berørte mere end et matrikelnummer. Med overtagelsen fulgte ret til at ordne gadens afløb og dens beskaffenhed. Desuden skulle man sørge for vedligeholdelse, renholdelse og belysning.

Også på de private veje, som ikke blev overtaget af kommunen, skulle i fremtiden holdes i farbar Stand og forsynes med forsvarligt Vandafløb efter Magistratens bestemmelse.

 

Civilisationen breder sig
til Nørrebro

Ved denne lov fik kommunalbestyrelsen for første gang ret til at give gaderne navne.

I 1857 påbegyndtes anlægget af en stor kloak gennem Blaagaards Langgade. Alt dette bevirkede, at parcelejerne i Blågårdskvarteret nu selv skulle ansøge om, at deres gader og veje måtte blive overtaget af det offentlige. De var så til gengæld indstillet på at betale Brolægnings – og Lygteskat.

Således begyndte den kommunale civilisation at brede sig ud til forstæderne. Men man fik stadig ikke en egentlig byggelov for forstæderne. Man brugte den fra indre by. På den måde fik man ikke bevaret noget af Nørrebros skønne natur.

Kilde: 

• www.eremit.dk
• Villads Christensen: København i Kristian den Ottendes og Frederik den Syvendes tid
• Litteratur Nørrebro 
• www.dengang.dk – diverse artikler 
• Hvis du vil vide mere:
• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler

 

• Fattiglemmerne på Ladegården
• Gamle gader og veje på Nørrebro
• Blaagaards – kvarteret gennem næsten 400 år
• Byggespekulanter på Nørrebro

Redigeret 11. – 04. – 2022