Fattigdom prægede Nørrebros detailhandel, da Nørrebro Handelsforening blev dannet i 1891. Medarbejderne var bundet af slavelignende forhold. Det store spørgsmål var om kvinderne skulle med eller ikke – til den årlige skovtur. Grossister begik den forbrydelse selv at etablere detailhandel. Foreningen sørgede for billige indkøbspriser til sine medlemmer.
I 1862 trådte en ny lov om næringsfrihed i kraft. Det betød, at nye næringsdrivende kunne etablere sig i hovedstaden. Der var aldrig flere butikker af samme slags, end man kunne brødeføde sig selv. Det regulerede de forskellige lav. Desværre fungerede denne regulering ikke evigt. Efterhånden skød der butikker op overalt. Først i ynkelige kælderrum, og senere erobrede man stueetagen.
Forretningsdrivende havde åbent fra klokken 21 og lørdag til klokken 22. Om søndagen var der åbent fra 7 til 9 om morgenen, og så igen fra kl. 16 til kl. 21. Det var utænkeligt, at have åbent i kirketiden. Men selv om man ikke havde åbent, var der masser af arbejde i butikkerne.
Udvalgsbutikker med ting til hjemmet og beklædning opstod i slutningen af 70erne. Pengene var små, og arbejdstiden lang. Det var trange kår for mange på Nørrebro. Befolkningen kæmpede en fortvivlet kamp for at ændre forholdene. Kundernes købeevne prægede butikkernes trivsel.
Detailhandelen på Nørrebro
Alt skulle aftappes, lige fra petroleum til brændevin. Alle andre ting skulle vejes og pakkes. Hele søndagen tog man med, for at få tingene færdiggjort. Selvfølgelig var der handlende på Nørrebro dengang i begyndelsen af 1890erne. Men kun på Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker, særlig inden for manufakturbranchen. Ellers var det mest småbutikker, nogle trin ned i en kælder, eller op i en høj stue.
Det var småt med udstillingsvinduer. Udstillingerne kunne stå i månedsvis, det ville være utænkeligt i dag. Tobaksforretningerne lignede hinanden med ens skilte, med kardusruller eller med rygende matroser, som også kunne finde på at besøge Nørrebro. Kolonialhandlerne havde 2 – 3 træ Sukkertoppe hængende ned ad fra en stang vinkelret ud fra husets facade.
Hørkræmmerne med hør – eller blårruller på opstående jernspidser. Ofte var det dybe kælderforretninger. Duften var bedøvende af spegesild, tjære og blår. Og høkerne ligeledes ofte i
kældre, ville næppe i dag blive godkendt i fødevarekontrollen.
Bagerne havde de allernødvendigste typer af brød. Ikke noget med wienerbrød og flødeskumskager. Slagterforretningerne (Spækhøkerne) fandtes både i Blågårdsgade og Nørrebrogade. Primitivt var det, men det var datidens befolkning vant til. Forfatteren Sophus Scharndorph beskriver livet på gaden (lettere omskrevet):
- Faderen med kasket på hovedet, bare skjorteærmer og pibe i munden. Konerne med Kapper og Kurve på Armen strøg hverandre på Fortovene eller standsede til passiar ved udgangen fra Høker – og Urtekræmmernes åbne døre. Der udåndede en duft henholdsvis af røget flæsk og gammel ost eller krydderier og brændt kaffe.
Social nød på Nørrebro
Den sociale nød tvang folk til sammenhold og fællesskab. Man hjalp hinanden, passede hinandens børn og organiserede sig fagligt og socialt. Nørrebro var præget af arbejdsløshed, druk og meget trange økonomiske og sociale forhold. Det gjaldt om at have en indtjening. Understøttelse var ikke noget man kendte til dengang. Fattigloven sagde, at tilflyttere skulle sendes hjem på hjemkommunens regning, hvis man ikke kunne forsørge sig selv.
For 25 øre kunne man få ¼ rugbrød og en halv fjerding madfedt. Jordmoderen kostede 8 kroner. og en konfirmation hos præsten kostede 5 kroner. En lejlighed kostede 8 – 10 kroner.
Fattigdommen var enorm. Heldigvis var der nogle, der hjalp. I Gartnergade var der gratis suppe og kød i en sporvognsremise. Og i skolen var der vinterbespisning for de mest blege.
For enden af Korsgade var der en politivagt, hvor uartige mennesker blev gennemtævet. Man var konstant på vagt over for politiet. I Rabarberlandet blev politiet betragtet som uniformerede voldsmænd.
Nørrebro Handelsforening bliver født
For de handlende var fortjenesten ringe. Der var ingen grænser for, hvad der blev givet i tilgift. Og for at komme dette uvæsen til livs dannede nogle aktive urtekræmmere Nørrebro Handelsforening. Det skete på det gamle traktørsted Lille Ravnsborg. De allerførste linjer i foreningens forhandlingsprotokol lyder:
- På et møde den 18. november 1891 vedtog en forsamling af Nørrebros urtekræmmere, at stifte en handelsforening for Nørrebro (dengang Nørrebroe).
- Samtidig blev det besluttet, at indkalde til stiftende generalforsamling den 25. november 1891. På denne generalforsamling vælges til formand, undertegnede, og til bestyrelsesmedlemmer, Viggo Mengel, H.C. Horn, Villiam Jensen, Chr. Bang, Kai Hammerick og Alf Jensen.
Foreningens første formand var købmand Chr. A. Munck, der ligeledes en overgang var formand for den daværende Urtekræmmerforening. Meldingerne i protokollen var sparsomme. I 1893 var der planner om start af en Actie løwetands fabrik. Det har ikke været muligt, at finde ud af mere om dette.
Samme år blev Folkets Hus ( Ungdomshus) på Jagtvejen stiftet som aktieselskab. Huset blev i en årrække samlingssted for mange begivenheder i Handelsforeningen.
Kafferbrænderi
I 1894 diskuterede man oprettelsen af et kaffebrænderi. Samme efterår lavede man en aftale med en sennepsrepræsentant, om at sælge sennep til 25 øre pr. pot. I November meldte foreningen sig ind i Danmarks Samvirkende Handelsforeninger. En kraftig kontingentstigning blev vedtaget fra 15 øre til 25 øre.
Det var skovtur i juli, og senere på året var der pølsegilde. De forstod allerede dengang at feste i Nørrebro Handelsforening.
Lersø – slaget
I 1895 var det en særlig begivenhed, der rystede medborgerne på Nørrebro – det såkaldte Lersø slag. Banditterne drak på en beværtning i Gormsgade. De lavede indbrud og nød udbyttet på en mark ved Ægirsgade, og tævede en betjent til døde i Lersøområdet. De fortsatte deres hærgen i Søborg og Dyrehaven, inden de blev fanget og sat bag tremmer.
I juli var der skovtur, denne gang uden damer. Foreningen skulle selv skyde 25 kroner til 50 kroner til turen.
Imod grossister og detailhandel
En heftig mødeaktivitet med Urtekræmmerforeningen og Frederiksberg – samt Vesterbro handelsforening fandt sted. Problemet var, at grossister selv førte detailhandel. Det blev betragtet
som illoyal konkurrence. En plan om oprettelse af et detailgrossist – udvalg blev ikke til noget, fordi de andre handelsforeninger ikke ville være med.
På skovtur – med damer
Foreningen var repræsenteret ved indvielsen af Detailhandlerbanken og H.C. Hein blev frigjort for sine forpligtigelser i festudvalget, da han var syg og sengeliggende. Ballet den 26. januar kostede 5 kroner pr. par.
Lille Ravnsborg blev brugt til bestyrelsesmøder, og i juli tog man en vigtig beslutning. Med fem stemmer mod to besluttede man atter, at den årlige skovtur i 1896 skulle være uden damer. Det var andet år i træk – uden damer. Mon det havde noget at gøre med brændevin?
Det havde åbenbart ikke været en succes, for allerede måneden efter blev der arrangeret en skovtur, denne gang, med damer.
Den anden tirsdag i september var der gevinstkeglespil. Et glas punch kunne ikke bevilliges af foreningens kasse, det måtte medlemmerne selv betale.
Nu gik foreningens virke ikke helt op i fest og ballade. Der blev forhandlet på livet løs med leverandører for at skaffe medlemmerne billige indkøbspriser.
Et bidrag på 50 kroner blev bevilliget til Danmarks Samvirkende Handelsforeninger. Opbakningerne til generalforsamlingerne i de første år var ganske gode. Medlemsantallet var oppe
på 88 medlemmer, og det var 70 – 80 medlemmer, der mødte frem.
De stakkels medarbejdere
For en lærling var udsigterne ikke gode for at overtage mesters urtekræmmerforretning. Med en svendeløn var det desværre umuligt at brødføde en familie. Medarbejderne i 1890ernes
butikker var i en slags afhængighedsforhold til deres arbejdsgivere (principaler) Langt de fleste boede hos deres arbejdsgivere. Ofte var de henvist til usle kamre uden varme, eller sågar sove under disken.
Et kost – og logi system sikrede lige akkurat, at medarbejderne holdt sig over sultegrænsen. Principalens ord var lov. Det var arbejdsgiverens trang til søvn og frihed, der fastlagde arbejdstiden.
Konkurrencen var skarp. Man konkurrerede på åbningstid, ligesom mange gør i dag. Overenskomst og arbejdstidsregler var ukendte begreber. Men i slutningen af 90erne var der nogle medarbejdere, der forsigtig opstillede nogle krav:
- Normal arbejdstid på 12 timer dagligt
- Kost – og logi systemets afskaffelse
- Gennemførelse af en ugentlig fridag
- Hel – og søndagsluknings gennemførelse
- Ligeløn (meget overraskende allerede dengang).
Kilde:
- Uwe Brodersen: Nørrebro handelsforening gennem 110 år
- www.norrebro.dk
- www.dengang.dk
- Protokoller og dokumenter fra Nørrebro Handelsforening
Hvis du vil vide mere:
- www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
- Under Nørrebro finder du 304 artikler
- Under Fra Urtekræmmer til Shawarmabar (Nørrebro Handelsforenings historie) finder du 29 artikler
- Under Industri fra Nørrebro og Nordvest finder du 37 artikler
Redigeret 26,-10. – 2021