På Amagertorv sidder frugtkvinderne og urtegårdsmændene fra Amager, og faldbyder deres varer i højlydt konkurrence med opråberne fra fiskeboderne og udhøkerne af flæsk, ost, ærter og gryn.

Her ligger også en del beværtninger, og allerede fra tidlig morgen er dagdriverne så berusede, at de forulemper borgerne og generer kvinderne med frække tilråb, og det, der er værre.

Byfogeden gør intet. Man ser gennem fingrene med ulovlig handel, sammenstillen og umådeholden drikkeri. Døgnet rundt. Byen vrimler med bedragere og trygler, der på grund af hor, mord og trolddom, fordrevet andre steder fra.

Masser af hjemløse
Langs Østervold og Nørrevold er der store flokke af hjemløse, fredløse, syge og gamle. De fører et letfærdigt og løsagtigt levned. Med jævne mellemrum bliver de med stokkeslag ført ud af byporten.

Et barnelig bliver fundet i brønden ved Vor Frue Kirke. De næste par dage bliver 500 tjenestepiger ”malket” på Rådhuset. Den skyldige bliver dog ikke fundet.

Den første færdselslov
Fodgængere skulle holde balancen, når de skulle gå planken over de dybe rendestene, og for at undgå alt det uhumske, der flød overalt.
Højt hævet over snavs m.m. blev byens mere velhavende borgere transporteret i bærestole.
Vogne og kareter kunne nogenlunde komme frem. Men kødannelser, trafikknuder og sammnstød kunne ikke undgås.

Tænk allerede i 1685 udfærdiges landets første færdselslov

– Om uundgåelig kørsel og adskillig anden usikkerhed på gaderne i København.

Overtrædelse kostede 4 rigsdaler og påkørsel blev takseret til to døgn på vand og brød i Rådhuskælderen.

En speciel lugt
En frisk brise sender et frisk pust af fisk og saltvand gennem gaderne, og lugten blander sig med duften af bagt brød fra bagerkældere og hørmen af kreaturernes gødning.
Der er liv og glade dage på Nyhavn. Der er masser af skibe i havnen og masser af søfolk. Mange steder faldbydes varer. Selv om det ser uorganiseret ud, så er det bestemte regler for, hvor og hvem, der må sælge specielle varer.

Det Gamle rådhus på Gammeltorv rummede magistraten og byfogeden. Skarpretteren boede henne i Kattesundet. Lige over for holdt byens store sprøjte også til. Omme i Svendegade ligger byens fængsel, eller en af dem. Her var også blokken, jernbøjlen og de øvrige forhørsapparater.

Mod Vesterport lå Skydebanen med alle værtshusene., hvor bønderne kunne få sig en forfriskning. En gevaldig rus kunne det også blive til på hjemvejen, når varerne var solgt. Her lå også en række småindustrier, sæbesyderier og spredte møller.

Længere ude lå det nye pesthus, og den murede galge, der fornyelig var flyttet ud til pest – fælleden. Mange af dem, der skulle i galgen sad i Blåtårn eller Bremerholm.

Afstraffelse
Det skete af og til, at de letlevende piger blev dømt for hor og tyveri.
Under mængdernes hujen og tilråb, blev de bundet til kagen og straffedes med stokkeslag, hvorefter de nøgne til livet, piskes gennem gaderne, og ud af byen.
Der var mange tusinde, der omkring år 1700 strejfede rundt fra sogn til sogn. De tigger, stjæler, snyder og sælger sig selv for at overleve.

– dueller og knivdragen koster livsstraf
– utroskab straffes med æren, det vil sige, at man mister alle borgerlige rettigheder
– smider du affald inden for voldene, ligesom du højlydt banner og svovler, så får du gabestok, halsjern og kagestrygning.

I lavene havde man deres egne regler. Vidnerne var fagfæller.

Kagestrygning
Hvad er kagestrygning. Den ulykkelige piskes på den nøgne ryg, til huden hænger i laser. Straffen kaldes også at miste huden.

Den spanske kappe
Ved mindre forseelser, kunne man blive dømt til Den spanske Kappe. Det er en stor tønde, der kun lader hovedet og benene fri. På tøndernes side, står der hvilke forseelser, man havde begået. De skyldige bliver så drevet gennem byen med spottende tilråb.

En anden straf var, at man over for en præst og menigheden offentlig skulle vedkende sine syndere.

Nattevægterne var med til at håndhæve loven. Allerede i 1567 blev der ansat
– 100 duelige karle til natlig overvågning og lettere ordenshåndhævelse.

De uærlige
Nogle af samfundets opgaver blev overladt til samfundets bundfald. Det var dem som ingen kunne eller ville omgås. Det var bøddelen og hans hjælpere, rakkeren, natmanden og skorstensfejeren. Det var dem, man kaldte for de uærlige.

Natmanden tømmer de overfyldte latrintønder. Rakkeren fjerner de stinkende ådsler, som flød på gaderne, og brænder de selvdøde kadavere.
Skorstensfejeren renser retiraderne og banker folks skorstene fri for kvalm, stank og gammel sod.
– urenlighed smitter

Problemet var også, at Ligbærerne gang på gang nægtede, at bære uærlige sjæle til kirkegården.
Skolemesteren afviser natmandens børn, og trommeslageren finder det uværdigt, at forkynde skorstensfejerens ankomst.

Mestermanden selv, det er ham, der svinger professionelt med øksen. Han parterer legemet, og frigøre hovedet fra resten af kroppen. Ja, han er i forbindelse med mørkets kræfter og dermed befængt med synd.

De laveste
Allernederst nede, lige over de uærlige finder vi bysvenden, stutteren og stodderkongen. Disse hverv besættes af folk, der i forvejen har mistet deres borgerlige agtelse.

Stodderkongen var øvrighedens tillidsmands – repræsentant blandt stoddere og betlere. I bund og grund forbliver han i borgerskabets navn – som upålidelig.

Bysvenden eller tyvetrækkeren, som vi også kalder ham, havde til opgave at hente en tyv, pågribe ham og føre ham til arresten.

Stutteren var ham, der skulle holde tyve, barnemordere, gudsbespottere, overfaldsmænd og andre forbrydere blandt lås og slå.

Mange slag i København
I 1686 udkæmpedes et slag i København mellem livgarden, flådens matroser andre regimenter. Stridighederne varede i to døgn, og efterlod mange dræbte og sårede.
I 1693 var der voldsomme sammenstød mellem sømændene i Nyboder og andre militære enheder.
I 1696 stormede bevæbnede lakajer og herskabstjenere Regensen. Her forsvarede studenterne sig med kårder.
Og sådan kunne man blive ved. Det var nogle urolige år i København.

Endelig – et politikorps
Alle disse uroligheder var medvirkende til, at man endelig i 1701 fik et egentlig politikorps. Men lønnen var så beskeden, at de fleste betjente drev et beskedent udskænkningssted ved siden af. Som regel foregik dette uden bevilling. Men det så myndighederne for en god ordens skyld også gennem fingrene med.

Det var også lidt kompliceret med at få alle disse forbrydere dømt. I Københavns var der adskillige domstole. En lang række borgergrupper havde hævd på at blive dømt ved egen værneting.

Pesten kommer
En katastrofe indfandt sig i 1710. Det brød ud i Helsingør. Og inden udgangsforbudet træder i kraft breder panikken sig blandt de 70.000, der er tilbage i København. Pesten er nået til København.

På Nørrebro – siden af Sortedamssøen indrettes der på regiments – kvartermesterens Vodrofs gård. I hast nogle sygebarakker. Kongen forærer også yderligere tre store telte. Portene lukkes, og al færdsel checkes en ekstra gang.
Snart er alle 2.000 pladser på Vodrofs går besat. I hast bliver der opført et pesthospital på Falkegården på Frederiksberg. Man opdager dog snart, at et vandløb lige i nærheden spreder smittefaren.
Meget hurtig bliver hospitalet flyttet til Ladegården.

Mangel på sengepladser bliver uoverskuelig. De små kvindfolk skulle ligges to og to. I en seng.
Men det var en kummerlig tilværelse. De syge stjal fra hinanden og flygtede fra hospitalerne.
Det var ikke kister nok. Ligene blev svøbt i lagener og kørt bort i de anordnede lugtevogne. For stankens skyld blev de overstrøet med læsket kalk.

I fire måneder varede pesten. 22.000 bukkede under, eller cirka en tredjedel af befolkningen. De blev efterhånden begravet alle steder. I byens jordbærmarmelade. Under huse og gader. Tavse for altid, og snart glemt.

Københavns brand
18 år senere indtraf der en ny katastrofe. Københavns brand, der fik katastrofale følger, fordi man ikke ville vække kongen. Han havde nøglen. Så man kunne hente vand til fra Stadsgraven. At brandmandskabet og politiet var på druk hjalp ikke på situationen, men se det er en helt anden historie.

Bedrageri
Justiaus ved Højesteret Christian Scavenius modtog et sæt diamantøreringe til en værdi af 1.200 Rigsdaler. af Grevinde Schack til Schackenborg. Det var meget betænkelig af hende, og hun vandt selvfølgelig en sag mod en flok bønder, der havde anlagt sag mod hende.
I 1760erne anklager Borgerrepræsentationens 32 mænd Magistraten for organiseret underslæb og årelangt fusk med byens regnskab.

De får medhold i samtlige instanser helt op til Højesteret. Men her taber man sagen. Regeringen var ikke interesseret i at man vandt. Det var vigtigere at kalde borgerne til orden.

Den ringe Almuen må ikke få Anledning til at tro, at byen er og bliver fornærmet af Magistraten.