Artikler
Februar 20, 2025
Lersø-bøllernes minder
18 artikler om de skæve eksistenser. Svært at afgrænse et historisk område. Krykke Maries slagsang. Overfald på politimand. De boede i deres primitive huler. De havde det ellers meget hyggeligt ude på Lersøen. Aviserne svælgede i artikler om dem. Masser af revyviser. Et halvt år i Århus. Ferdinand Eriksen døde i 1919. De navnkundige Utterslev-kræmmere. Hvor blev Lersø – bøllerne af? De bevægede sig over et stort område. Spritflokken var stor. Klunserne. Amerikaner – Kaj.
En del om dette tema
Ja egentlig har vi efterhånden skrevet en del om dette emne og holdt en del foredrag om skæve eksistenser på Nørrebro. Lad dette være en slags afrunding. Det var ikke kun Lersø – Bøllerne. Det var også efterfølgerne ”Lersø – Bisserne”, Prinserne og Klunserne.
Det var folk man skrev viser om og som optrådte i revyer rundt omkring. Ja man skrev også skillingsviser om dem. Ja og egentlig hører Utterslev – prangerne også med blandt disse eksistenser.
Svært at afgrænse et historisk område
Og der findes de folk, der gerne vil dele de københavnske bydele ind i bestemte ”historie-områder”. Men det lader sig ikke rigtig gøre med disse mennesker. Her er der både tale om Ydre Nørrebro, Østerbro, Nordvest og Utterslev.
Vi har 18 artikler om ”De skæve eksistenser”
Og Anders Enevig var egentlig politibetjent. Han gik rundt med sin store Eltra båndoptager og optog folk og de skæve eksistenser på Nørrebro og Nordvest.
Du kan få uddybet minderne om Lersø-bøllerne og de andre skæve eksistenser ved at læse vores 18 artikler og foredrag om emne på vores side.
Krykke Maries slagsang
Anders Enevig – også folkemindesamler og forfatter har samlet omkring 1.500 viser om disse folk. Og det startede med at han fandt en vise, der hed ”Krykke Maries slagsang”. Og egentlig kunne indholdet synes at være lidt mærkelig.
Visen handler om et mægtigt gilde, hvor opvartningen bestod af suppe, kogt på svineører behængt med lange hår. Bohavet i den hule, hvor festen foregik, bestod af kasser. Hædersgæsten hed tilsyneladende Karl Baj. Denne Karl Baj blev senere entreprenør.
Og Karl Baj er nævnt i flere viser. Han var en rigtig Lersø – bølle.
Overfald på en politimand
Lersø-bøllerne levede som bekendt ude i sivene i den tørlagte Lersø. Man taler så meget om Lersø-slaget. Men egentlig var det tale om et brutalt overfald på en politimand natten mellem den 29. og 30. september 1901.
Man slog næsten politimanden halvt ihjel. Men i folketraditionen taler man stadig om selve slaget.
De boede i deres primitive huler
Jo Knokkeldrengen, Musen, Kno-Anders, Spiritus, Glo-øje og Lange-Herman levede ikke forgæves. Det var sandelig ikke bare anderumper og pigespejdere. Det var et fag og et erhverv at være Lersø-bølle. På grænsen mellem Københavns kommune og Utterslev Mark dengang holdt kærligheden op.
Området var omkring 1900 en stor nogenlunde tør mose. Den strakte sig fra Nørrebrogade til Lyngbyvejen og videre endnu over mod Ryvangen. Hele dette område var beplantet med pilebuske. Pilegrenene blev brugt af kurvemagerne i København – dengang.
Lersø-bøllerne boede derude i deres primitive huler. Her var fred og ingen fare for ikke engang politiet turde vove sig herud – i begyndelsen. Det var dog en, han var ikke bange. Det var ”Bølle-Jørgen”. Det fortælles, at han var knokkelstærk.
De havde det meget hyggeligt ud på Lersøen
Egentlig havde de mere eller mere kriminelle Lersø-bøller det meget hyggeligt herude i pilene. Hulerne møblerede de med møbler som de hentede over fra lossepladsen ”Mamrelund”. Opsynsmanden dengang hed Abrahamsen – og bohavet bestod af kasseret husgeråd og af gamle madrasser fyldt med basser, lus, lopper og tapethøns.
Den gamle folkesang om Lersø-slaget fik først melodien omkring 1918 og det var til den velkendte ”Den er fin med kompasset”. Det må have været en særlig stemning derude, når de sad i hulerne og sang deres kampsange.
Aviserne svælgede i artikler
Mange mælkedrenge på Mejeriet Enigheden lærte disse viser længe før 1910. Mon disse Lersø – bøller tænkte på, hvordan det gik politibetjent Ørsted? Sikkert ikke. Han blev mishandlet så grusomt, at han døde få år efter overfaldet som en ret ung mand.
Aviserne svælgede i artikler om bøllerne og mange små huspoeter blev inspireret. Den digteriske åre flød voldsomt – alt skulle være på tværs dengang.
Masser af revyviser
Digteren Carl Ewald boede et stenkast fra Lersøen i en herskabelig villa. Han gjorde knæfald for bøllerne i lange avisartikler, og raseriet kulminerede på Sønderbro Teater i både 1905 og 1908. Komedierne om Lersøbøllerne blev sat på programmet. I komedien fra 1905 blev der på de skrå brædder på Søndertorv sunget ikke mindre end 12 grove viser gendigtet over skelettet til de obskøne viser, som alle kendte. Viserne forsvandt lige op i den blå luft. De kunne også blive for sølle.
Et halvt år i Århus
I aviserne kunne man læse at Lersø – bøllen Ferdinand Eriksen og Karen Spidsmus var flyttet. Sidstnævnte havde taget damperen til Århus. Her boede de et halvt års tid inden de blev snuppet af politiet. De blev indsat i den gamle arrest.
Allerede første nat foranstaltede Ferdinand det første forsvindingsnummer. Tidlige morgenvandrer i gaden må absolut have moret sig, da der fra en celle hang to sammenknyttede lagener og blafrede i morgenbrisen. Man bør absolut bruge lagner, hvis man skal flygte fra et spjæld med maner. Det må Ferdinand have vidst, for hele Danmark morede sig.
Ferdinand Eriksen døde i 1919
Skuespiller Frederik Jensens store vise i sommerrevyen i 1902 fra Nørrebro Teater gjorde grin med hele historien. Komponisten Olfert Jespersen havde sat melodi på og hele København, ja hele landet sang med på visen om Lersø-bøllen Ferdinand og Karen – Spidsmus.
Ferdinand døde på Kommunehospitalet i København i 1919. Men Kren Spidsmus levede i bedste velgående i en hyggelig lille lejlighed på Vesterbro endnu da hun var 80 år sammen med et par undulater. Dengang havde hun dog ikke glemt at drikke håndbajer.
De navnkundige Utterslev-kræmmere
Hvad betød dette miljø for det gamle Lersø? Først og fremmest af meget fattige arbejderfamilier med mange børn og dernæst de navnkundige Utterslev – prangere, som handlede over det meste af Sjælland.
De bar næsten en slags uniform. Ingen var i tvivl om, hvem man havde for sig. Et par værdige herrer med sorte bowlerhatte, halsklude bundet i den typiske prangerknude og iført et par blanke ”køjetræsko” kom de kørende ad landevejen på bukker og enspænderkørertøj.
De havde også alle sammen et stort cykelstyreskæg sat op til narrestreger med ”bajuskisnot”. De var skam ikke til at spøge med. Disse gæve gutter satte også deres særpræg på Lersøkvarteret.
Prangerne var stamgæster i den gamle Lygtekro. Jo der går mange fortællinger om Stærke-Harald og Luske-Laurids ude i kvarteret. Nogle af dem har vi allerede fortalt.
Hvor blev Lersø-bøllerne af?
Hvor blev Lersø-bøllerne af? Omkring 1908 – 10 blev hele området for friseret til Lersøbøllerne. De store fabrikker rykkede længere og længere ud i mosen og Slangerupbanen blev anlagt.
De blev til Lersøbøllerne
Man havde heller ikke mere fred for politiet. De var så snedige, at de havde fået anskaffet sig politihunde og de var ikke bange for Lersø-bøller. Nej, nu var det ikke så rart at være Lersø – bølle mere. Tiden gik, og selv de værste af bøllerne var blevet tamme. Alderen og brændevinen var ikke gået sporløst over dem.
De flyttede så ud til Nørre Fælled og tog navneforandring til Fælledbisser. Det var ude hos dem den unge tegner Robert Storm Petersen fandt sine modeller. De lå i mange år og sang deres viser ude ved søerne ”Holger Danskes Briller”.
En af hovedpersonerne blev den legendariske Maja Robinson. Man sagde, at hun en gang havde været gift med en australsk læge. Hver måned fik hun penge af ham. Og så var der ellers kamp om Majas gunst.
De bevægede sig over et stort område
Og Robert Storm Petersens tegninger tog nu form som den godmodige vagabond med jordbærtud og med hængelås på maven, som alle kender og holder så meget af.
Fælledbisserne bevægede sig over et stort område på Østerbro. Men efterhånden blev også Nørre Fælled for friseret for dem. Den ny Fælledpark var blevet anlagt og resten af Fælleden var blevet bebygget. Nu var Fælledbisserne blevet hjemløse herude. Rent galt blev det, da brændevin ikke blev til at betale efter første verdenskrig. Selv Nørrebro Handelsforening kritiserede mod de nye afgifter.
Spritterflokken var stor
De viser, der blev sunget dengang, var dog ikke uden selvironi og humor:
Du er min ven og min trøst
lad andre kun prise champagne med skum
du slukker dog altid min tørst
du lille flaske – du er så rar
du følger altid troligt med far
selv om de værste skæv jeg slår
altid i lommen jeg dig dog har
Spritterflokken delte sig, for den var stor. Den ene halvdel tog ophold på Blågårds Plads. Den anden halvdel søgte igen ud til den lille flok på Rebslagervej. Disse tog steder stod spritterfolket som også blev kaldt Prinserne i lang tid.
De blev ikke gamle. Man holdt dog traditionerne stærkt i hævd fra generation til generation – også i viserne.
Mange af disse sprittere mødte man ude på landevejene om sommeren. Og mange cyklede med deres slibercykel rundt. På Blågårds Plads blev de ofte brugt som barnepiger.
Klunserne
1.500 viser samlede Dansk Folkemindesamling. Og Anders Enevig stod for en stor del af disse. Klunserne blev også en del af folkefærdet som vi også tidligere har berettet om. Han dukkede også op i Klunsermiljøet som især holdt til i Blytækker-kvarteret.
Her besøgte Enevig især to produkthandlere på Blytækkervej, bl.a. Alvi. Her var indrettet et lille klunserskur, hvor klunserne mødtes forskellige tidspunkter af dagen og fik sig en lille dram. Her fik de også mulighed for at lave sig lidt og mad og få vasket sig. Her kunne man også sove dagens rus ud.
Amerikaner-Kaj
Klunserviserne var præget af respektløshed og ironi. Særlig indtryk efterlader Amerikaner-Kaj med sin vise en søndag i Vridsløse Statsfængsel:
Oh lad mig drømme ud!
Lad fængslets porte åbne stå
Så at jeg min frihed kan få.
”Amerikaner-Kaj” havde en smuk død på en varm røgkanal i en kælder, lænet op mod et skråtstillet skraldespandslåg med ryggen mod den lune mur i varmekælderen.
Han ville have frydet sig i levende live, hvis han havde vidst, at han også døde med begge hænder begravet i bukselommerne. Rundt omkring ham stod der 3 halve flasker kogesprit.
Kilder:
Hvis du vil vide mere:
Februar 15, 2025
Har vi ytringsfrihed på Facebook?
Vi har med mennesker at gøre. Vores side bedømmes af algoritmer. Fra sure opstød til begejstrede tilbagemeldinger. Straffet mange gange. Meta vil forbyde vores side til børn under 13 år. Algoritmer er skyld i fordømmelse af vores side. Filosofi- tankegang og algoritmer skyld i fordømmelse af vores side. Sådan skriver Filofax – Meta. Derfor forbyder Filofax/Meta vores side. Filofax/Meta opfordrer ellers til at vi deler historiske minder. Men dette afstedkommer harmdirrende beskeder fra dem og udenlandske advokatkontorer. De svarer ikke tilbage. Vi venter nu på brev fra rets-kontor. Åbenbart er der kommet ny lovgivning på dette område i England. Tak for læsernes opbakning. Vi skriver videre på hjemmesiden og fortsætter på Facebook indtil vi er smidt ud.
Vi har med mennesker at gøre
Læserne har med tiden kunnet læse vores genvordigheder med og på Facebook. Der er sikkert mange, der er træt af at læse om dem. Men de kan så bare let springe over. Vi har i vores naivitet troet, at der var nogle indflydelsesrige folk, der kunne gøre noget ved det. Vi har jo her en platform, der kunne være ideel og få sine historiske holdninger frem.
Og her tænker undertegnede ikke på partipolitiske holdninger. Men mere historiske holdninger. Det er også i orden at læserne ikke alle er enige i ”Den ældgamle redaktørs” holdninger”. Og det er også fint at man har andre holdninger. Som tidligere nævnt må man gerne komme med sine rettelser.
Vi skal ikke bedømmes af algoritmer
Men nu vil ”Den ældgamle Redaktør” også lige gerne kunne acceptere rettelserne. Vi accepterer ikke holdninger som ”Du står også altid sammen med fjenden”. Husk, at vi har med mennesker at gøre.
Men vi accepterer aldrig, at vores side/gruppe skal bedømmes af algoritmer og straffes efter det. Det har ikke meget med ytringsfrihed i Danmark at gøre. Vi skal heller ikke straffes fordi vi ikke godtager den ”amerikanske filosofi”.
Og når en bog bliver anmeldt på vores side, behøver den ikke altid at være positiv. Når ”Den ældgamle Redaktør” ikke bryder sig om den, jamen så skriver vi det.
Fra sure oplæg til begejstrede tilbagemeldinger
I tidens løb har vi fået offentliggjort flere tusinde artikler i diverse blade, bøger m.m. Det har afstedkommet mange sure oplæg med også meget begejstrede tilbagemeldinger fra jer – kære læsere. Ja et par bøger er det også blevet til. Den sidste fra 2017 blev ikke modtaget særlig begejstret i det sønderjyske – vel sagtens fordi det chokerede lokalbefolkningen, dernede. Og familien til hovedpersonen i vores bog blev meget dårlig behandlet af de danske myndigheder og vi blev til sidst nægtet arkivadgang.
Straffet mange gange
Man skal heller ikke skrive for at please folk. Man må gerne give sine velbegrundede meninger til kende. Men disse kan godt være ilde hørt især for Facebook. I tidens løb er vi i den grad blevet straffet og har opnået masser af repressalier.
Det har såmænd aldrig været problemer med hjemmesiden. Men gennem tiden er vi blevet straffet, fordi
Dette accepterer de danske politikere i ytringsfrihedens frie navn.
Meta vil forbyde vores hjemmeside for børn under 13 år
Så er det vel ikke så sært, at vi forleden blev tvunget til at acceptere (I confirm) at dengang.dk i fremtiden skal være et forbudt område for børn under 13 år. Nu må man sige, at vores målgruppe måske heller ikke ligger lige her. Og dog, vi har haft 10 – 12 skolebørn, der har forespurgt om de måtte benytte sig af vores historiske artikler til skolearbejde.
Men nu må skoler vel heller ikke i fremtiden benytte dengang.dk til klassearbejde på grund af algoritmers forarbejde. Sådan noget accepteres også af politikerne i Danmark.
Algoritmer skyld i fordømmelse af vores side
Man skal ikke være uddannet journalist eller historiker for at kunne se, at dette er absolut forkert. Vi har forgæves forsøgt at kontakte Facebook for at høre om det er vores historiske holdninger eller algoritmernes forarbejde, der er skyld i denne fordømmelse af dengang.dk.
I lange perioder har Meta ikke kunnet anbefale vores side.
Filosofi, tankegang og algoritme accepterer ikke dengang.dk
Vi accepterer at der skal være en form for spilleregler. Men hvorfor acceptere Facebook at deres platform misbruges til ulovligheder. Det gør vi trods alt ikke bevidst – kun i Facebooks/Meta filosofi, algoritme og tankegang.
Sådan skrev Filofax/Meta
Hvad skrev Facebook/Meta:
Om dette også bliver en undskyldning for at lukke vores side, vides ikke. Men med alle de ”kriminelle lovovertrædelser”, vi har foretaget, er det en måde at stoppe os på.
Det kan vel næppe være vores historiske beretninger?
Facebook/Meta opfordrer til at vi deler historiske minder
Hver morgen spreder vi vores historiske minder. Det er som regel ældre artikler, der uden problemer har været offentliggjort flere år i forvejen. Og Facebook/Meta ligefrem opfordrer til at man deler dem. Men til forskel fra tidligere år er det nu ophavsret på en del af det vi deler.
Vores ophavsret bliver også misbrugt
Her på dengang.dk er vi selv modstander af at få misbrugt vores ophavsret. Det oplever vi konstant på andre hjemmesider og i bøger. Man må ellers gerne bruge vores artikler med kildeangivelse.
Harmdirrende beskeder fra Facebook/Meta og udenlandske advokatkontorer
Der kommer harmdirrende beskeder både fra Facebook/Meta og udenlandske advokatkontorer. Der indeholder åbenbart beviser på krænkelsen. Men for at se dette skal man så indlæse nye programmer. Man skal efter en uge udarbejde en ”engelsk – jura – afhandling” at nu har man slettet de mange ”ulovlige programmer”. Men vi ved stadig ikke, hvilke det drejer sig om.
De svarer ikke tilbage
Fra Facebook opfordrer man til at man kontakter dem på engelsk. Men de svarer absolut ikke tilbage og det gør advokatkontorerne heller ikke. Det letteste var jo selvfølgelig at fortælle at den og den deling ikke mere er omfattet af fri ophavsret, så den skal slettes. Men sådan er det ikke i virkelighedens verden.
Vi venter på et rets-kontor
Herfra gennemgår man så de delinger, der måske kan være omfattet af tilbuddet og forsøger atter engang at kontakte Facebook og advokatkontorerne. Men atter engang venter man. Og nu venter man så på en eller anden melding fra et rets-kontor ”overthere”.
Åbenbart er der kommet ny lovgivning i England
Så kære læsere, vi indfører nu fra dags dato en begrænsning i, hvad vi deler af såkaldte minder, da det åbenbart kan blive et dyrt bekendtskab. Det kan da ikke være rigtigt, at vi selv skal betale for en advokat for at gardere os imod disse ting. Og skal Meta/Facebook bestemme hvilke programmer vi skal køre med for at kommunikere med dem.
Åbenbart har vi uploadede de omhandlede programmer uden udbyderens tilladelse med dog efter Facebooks opfordring. Der er åbenbart kommet en ny lovgivning på dette område i det engelske. Men ukendskab til lovgivningen er ingen undskyldning.
Fra Meta/Facebooks side har vi fået at vide, at vi skulle installere nye programmer og kontakte dem, ellers ville vi blive sortlistet uden mulighed for nogensinde atter at komme på Facebook.
Tak for jeres opbakning
Kære læsere – her står vi så nu. Tak for alle jeres gode råd og opbakning. Du kan selvfølgelig stadig gå ind på vores hjemmeside. Og hvis vi kan nå det, før vi bliver smidt ud, laver vi lige et reklamefremstød for alle vores kategorier.
Det er ikke helt billigt at lave en ny hjemmeside med et nyt navn.
Vi skriver videre på hjemmesiden
Selvfølgelig skriver vi videre på vores hjemmeside, og fortsætte på Facebook indtil vi er smidt ud.
Vi har ellers lige opgivet alle foredrag. Publikum forventer at vi står op foran dem i to timer ad gangen og fægter med arme og ben. Det kan ”Den ældgamle Redaktør” ikke mere grundet diverse skavanker. Den tid, vi nu sparer på dette, vil vi bruge på flere skriverier. Men åbenbart bliver det med Metas gode vilje på Facebook.
Hvis du vil vide mere:
Februar 14, 2025
Da Ribe havde en rigtig havn
Der var gået stødt tilbage for Ribe. Verdenshandlens tyngdepunkt – havde forlagt sig. Skibene blev stadig større. I slutningen af 1800-tallet kom der en rigtig havn i Esbjerg. Nordtyskland blev større aftager af kvæg. Der skulle omlades på Rømø, Mandø og Fanø. Mange pramme til udlejning. I 1600’ tallet arbejdede man endnu med åens oprensning. Ribe var i en dvaletilstand, Hvor var tolderne? Præsterne fortalte om ulovlighederne En kommission undersøgte forholdene i Ribe. Endnu en undersøgelse om Ribe Havn. Brolægning og reparation af bolværk. Gode tips på Fanø, hvad man kunne gøre i Ribe. Befolkningen gør oprør. Havnen brugtes som losseplads. Ingen begejstring for Havnekommission i Ribe. Fanø – skipperne udnyttede situationen. Overlodsmester med nye kanalplaner. Fire driftige handelsmænd forlangte nye aktiviteter. Forsinkelser i udskibning af korn. Lavpunktet i udskibning af korn. Lavpunktet var nået. Kanalen udgravet i 1855 – 56.
Der var gået stødt tilbage for Ribe
Det var gået tilbage for Ribe. Og eneste trøst var, at der også var gået tilbage for de fleste andre sø-købssteder. I århundreder var der gået stødt tilbage for Ribe. Nu mærkedes der slet ikke noget mere til guldstrømmen i de små købstæder. Havnene var sandet til, skibsbroerne var elendige tilstande havde lammet borgernes energi.
Måske burde man ikke undersøge en bys dårlige økonomi på vej ned. Man tænkte tilbage til den gang, hvor Ribe klarede sig så godt.
Verdenshandlens tyngdepunkt havde forlagt sig
Beliggenheden på den ellers utilgængelige jyske vestkyst som den yderste danske forpost til modtagelsen af den vesteuropæiske handel, hvis betydning steg umådeligt, efter at søvejen til Indien og den ny verdensdel, Amerika, havde forlagt verdenshandlens tyngdepunkt til England og Holland,
Skibene blev stadig større
Naturen lagde også en hindring imellem. Skibene blev stadig større og større. Åen blev mere og mere sandet til. Næringslivet blev desuden ramt af en række krige som i det 16- og det 1700’erne udmarvede riget. Således svækkedes interessen for at forbedre havnene.
I slutningen af 1800-tallet kom der en havn i Esbjerg
Da regeringen så endelig tog sig sammen til at forbedre Ribes havn, var den så ødelagt, at det ikke mere kunne betale sig at gøre noget. Handelsskibene gik nord om Skagen og ned til København.
Da der i slutningen af 1800’ernes slutning kom en ny havn i det vestlige Jylland, var det ikke i Ribe men i Esbjerg.
Nordtyskland blev større aftager af kvæg
Handelsvejene var allerede i 1600’ tallet blevet ændret i betydelig grad. Mens tidligere såvel ind- og udførsel var gået søværts over Ribe vestpå, var udførslen vokset over land idet Nordtyskland var blevet stadig større aftager af vores kvæg. Denne handel trak sig længere over mod øst, selv om Ribe forblev med at være en af de påbudte toldsteder.
Der skulle omlades på Rømø, Mandø og Fanø
Man havde ikke tidligere overvurderet Ribes værdi som søhandelsstad eller rettere sagt, at man har overvurderet Ribes Ås sejlbarhed. Der fulgte besværlige omladninger af varer i pramme ved Fanø, Mandø og Rømø. De bemægtigede sig efterhånden byens hele handel.
Mange pramme til udlejning
Det havde dog vist sig at allerede fra ca. 1500 – tallet havde større skibe fået prammet deres varer ind i havnen. Prampenge spillede en ikke ringe rolle som indtægtskilde i 1600’erne. Havnen ejede et betydeligt antal til udlejning og med forskellige takster fastsat udlejningen efter turens længde.
I 1600’ tallet arbejdede man endnu med åens oprensning
I 1600erne blev der arbejdet godt med åens oprensning. Der blev anskaffet en dyr muddermaskine. Man tænkte på at gennemskære holmen for at forbedre indsejlingen. Invasion af fremmede hære med de deraf følgende ødelæggelser og hele det stagnerende næringsliv, sløvede sindene.
Ribe var i en dvaletilstand
Åen blev forsømt og byen gled i en dvaletilstand, der ganske vist gjorde sit til at bevare det gamle og særprægede ved staden, men som ikke netop fremmede dens bymæssige karakter. I 1747 blev det danske havnevæsen langt under rentekammeret, men dette skulle kun udøve en kontrollerende myndighed. Det var absolut intet ønske at samle de ledende tråde dette sted.
1768: En masse ulovlig import af varer
I 1768 blev der lavet en rapport om forholdene i Ribe. Ganske indlysende så var det store problem jo, at de større skibe ikke kunne gå op i Ribe havn. Åbenbart var der blevet tilladt Ribe – borgere, at klargøre deres skibe ved Sønderho på Fanø. Her kunne de ligge mere sikker end hjemme i Ribe. Åbenbart foregik der en masse ulovlig import og eksport af varer, som myndighederne også forsøgte at komme til livs.
Varerne læsset af på øerne
Ofte kom Ribe-borgernes varer slet ikke til Sønderho, men de blev læsset af på den mølleå, der gik midt ned gennem byen. De varer, som bådene ikke kan komme af med i Ribe, læssede de af på Mandø, Fanø eller Rømø.
Fanø-boerne selv handlede med lærred- og fiskehandel, brænde – og tørveprodukter. I Hamborg, Holland og Bremen tog de igen klæder, fine lærreder, salt, vin, tobak, kaffebønner, hør, blår, kort og meget mere med hjem. Jo de tog meget mere med hjem, end hvad disse Fanø – borgere kunne konsumere.
Hvor var tolderne?
Men myndighederne begyndte nu at spørge sig selv:
Hverken betjente eller toldere var særlig ihærdige med at undersøge de importerede varer.
Præsterne fortalte om ulovlighederne
Kritikken gjorde ingen særlig indtryk i Generaltoldkammeret. De alt for nære toldgrænser til land havde givet søfolkene særrettigheder fra gammel tid. I 1701 havde tolderne opnået at forordningen om toldsvig blev læst op fra prædikestolene i hele amtet. Bønderne undskyldte sig altid med, at de ikke kendte den, eftersom de så sjældent kom til tinge.
Amtmanden havde ladet forordningen rundsende til præsterne, der skulle lade den gp videre med påtegning efter oplæsning.
En kommission undersøgte forholdene i Ribe
En halv snes år senere blev der af regeringen nedsat en kommission til undersøgelse af forholdende ved Ribe toldsted, hvor det nu åbenbart var embedsmændene, der gjorde sig skyldig i svig og underslæb, idet såvel told – som bromændene måtte foreligge deres bøger for kommissionen.
Endnu en undersøgelse om Ribe Havn
I 1774 blev havnevæsnet lagt ind underunder det vestindiske og guineanske rente- og generaltoldkammer. Kort efter sin oprettelse tog dette kammer med det drabelige navn fat på at skaffe sig klarhed over havnenes tilstand, idet amtmændene blev beordret til gennem en indberetning, der for første gang kaster lys ud over forholdene ved Ribe havn. Stiftamtmand Lawetaus indberetning kastede for først gang lys over forholdene ved Ribe havn. Forholdene var følgende:
Brolægning og reparation af bolværk
I ældre tid var det to kaptajner, der deltes om at vedligeholde søtønderne i Ribe dyb på skift. Senere bortforpagtede man vedligeholdelsen. Men åbenbart tjente en fuldmægtig ved Toldvæsnet, Jens Sønnichsen en masse ”kolossale” men ulovlige indtægter ved dette.
I 1791 fandt man også ud af at Ribes brolægning var i en dårlig forfatning. Man anvendte i hvert fald 2.622 Rigsdaler på hårdt tiltrængt reparation på bolværk og brolægning. Men mens broen nu stod pudset til at modtage flere både, groede åen stadig mere og mere til.
Gode tips på Fanø, hvad man kunne gøre i Ribe
Tre år senere tog borgmester Balle sammen med prammand Jørgen Andersen til Fanø for at rådføre sig med skipperne der, om hvilke foranstaltninger, der ville være de bedste. Et af de bedste råd, der blev givet, var at man lavede et ris-gærde. Man ville indskrænke løbet og bringe strømmen til at skære i bunden.
Befolkningen gør oprør
Den 17. april 1795 blev skibsbroen vidne til et formeligt oprør. Byens borgere havde ansøgt om, at der måtte blive udstedt forbud mod kornudførsel, da det inden for amtets grænser var svært at få fat i det.
Den pågældende dag fik man at vide, at det var en stor pram på vej til byen læsset med rug. Der var kommet forbud mod korneksport. Man havde en mistanke om at kornet var påtænkt til eksport.
Købmændene lovede nu, at de ville sælge lige så meget som de ville eksportere men borgerne ville ikke give sig. Jo, der var en del oprør i Ribes næringsliv i disse år. Man klagede også over at fem kniplingshandlere havde fået borgerbevis i byen uden at tage ophold. Det samme gjaldt for tre skippere.
Havnen brugt som losseplads
I maj måned havde en Hr. Kümmel klaget til rentekammeret over, at der faldt jord ud i åen fra et bolværk. Hovedpunktet i klagen var dog at der kastedes alt muligt skarn og affald ud i åen. Men dette var sådan set ikke noget nyt. Gennem århundreder havde åen fungeret som byens losseplads. Det var en let måde at komme af med ens affald på.
Ingen begejstring for havnekommission i Ribe
I 1798 blev der besluttet at en havnekommission skulle nedsættes i hver havneby under den nyudnævnte over-lods. Men i Ribe var det ikke just begejstring for dette arbejde. Der var ingen overensstemmelse med de faktiske forhold:
Fanø – skipperne udnyttede situationen
Indtægter til opgravning af åen kunne ikke findes gennem havnens handel og kunne heller ikke findes i byens offentlige kasse. Man mente heller ikke at dette kunne betale sig. Fanø havde taget Ribes eneret. En havnekommission er helt unødvendigt, mente man.
Det skete ikke noget. Havnekommissionen lå i dvale. De eneste, der kunne finde ud af at sejle på åen var Fanø – skipperne. Og de tog helt ublu priser for transporten.
Overlodsmester med nye kanal – planer
Overlodsmester Løvenørn ville grave en kanal gennem holmen. Men kommissionen var slet ikke enig med ham. Den kanal, som han forslag var beregnet til en længde af 12-1.300 alen og så dyb at 7 fod dybtgående fartøjer kunne passere den. Desuden skulle der anlægges en kommunikationskanal på 60 alen mellem åen og slotsgrunden i den hensigt at etablere den så længe tiltrængte vinter-havn. Dette ville koste ca. 10.000 Rigsdaler. Dertil kom anskaffelse af en muddermaskine til ca. 500 Rigsdaler.
Den indtægt der nu gik til Sønderho ville gå til Ribe. Og størstedelen af udgiften ville blive indvundet ved inddæmninger på 71 tdr. land. Men også dette arbejde gik i sig selv.
Fire driftige handelsmænd forlangte aktivitet
I september 1810 krævede havnen forlangt oprensning af åen, fra bommen til Bjerum Bæk. Det var et forsøg at få arbejdet skubbet over på andre men det mislykkedes. Byen havde fået en tilvækst af fire driftige handelsmænd. Nu skulle der ske noget.
Forsinkelser i udskibning af korn
Kaptajnløjtnant Winkler på Fanø klagede i 1811 til amtmanden over, at der i høj grad kneb med kornudskibningen fra Ribe. Udskibningen blev forsænket unødvendigt. Amtmanden tog sagen i sin egen hånd og beordrede borgmesteren til at sammenkalde de ledede mænd og få gang i havnekommissionen. Men man kunne ikke finde havnekommissionens papirer. Det gik en hel måned. Men ak og ve – det hele døde atter engang.
I november 1812 indløb en ny klage over at kornet til Norge ikke kunne udløbe hurtig nok. Amtmanden ville nu have besked på, hvorfor der ikke var foretaget noget.
Lavpunktet var nået
Den 1. maj 1813 mindede amtmanden havnekommissionen om at tiden var inde til at grave åen op. Der var ikke foretaget som helst i årene op til. Men der skete absolut intet.
Situationen kunne næppe blive dårligere. Lavpunktet var nået. Der eksisterer dog en meddelelse fra 1814, hvor en bom var blevet fjernet. Den havde fra gammel tid spærret for indløbet til skibsbroen. Men det var som om fjernelse af denne varslede en ny tid.
Kanalen udgravet i 1855-56
Fra 1826 arbejdede havnekommissionen regelmæssigt. Kanalen blev gravet i 1855-56. Holmens gennemskæring i 1918 – 1918 bliver således et nyt kapitel i Ribes handelshistorie.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Februar 5, 2025
Byvandring Møgeltønder
Flyttede havnen 100 år senere til Tønder? Schack lod Møgeltønderhus nedrive. Schackenborg var i røde sten. Slotsgade – et bevidst anlæg. Jorden blev ejet af Grevskabet. Stor byggeaktivitet mellem 1730 og 1740. Skodderne forsvinder. Mange endnu i den oprindelige indretning. Omlavet til avlsbygninger. Inspektor fik lov til at sammenlægge tre ejendomme. Efter branden i 1861.
Flyttede havnen 100 år senere til Tønder?
På et verdensberømt kort udgivet i 1130 i Palermo af den arabiske geograf Idrisi, findes en by ved navn Tundria, der betegnes:
Mange mener, at dette er Møgeltønder, som på dette tidspunkt havde en betydelig havneplads.
Men der tales om en borg, og det kan umulig være Møgeltønderhus. Men 100 år senere skulle havnen være flyttet til Tønder (Lille Tønder).
Schack lod Møgeltønderhus nedrive
En biskoppelig gård – det senere Møgeltønderhus – nævnes i 1200 – årene. Gennem hele middelalderen var det en stærk borg, hvoraf der endnu 1660 fandtes et stort stenhus og en vældig firkantet ”donjon”.
I 1661 fik rigets feltherre Hans Schack Møgeltønderhus, som han i hovedsagen lod nedrive for at give plads til det nye hus Schackenborg. De følgende år tilkøbte han meget jord så det blev et vældigt grevskab.
Slottet var i røde sten
Feltherrens trefløjede slot eksisterer stadig den dag i dag. Selvfølgelig er det i årenes løb sket betydelige forandringer, både hvad angår indretningen og bygningens ydre udsmykning.
Oprindelig stod murene således i røde sten, og hovedfløjen havde stejle gavle med sandstensforsiringer svarende til sidefløjens gavle, der ikke synes at have undergået væsentlige ændringer i de forløbende 350 år. Sit nuværende og yndefulde udseende med de hvidkalkede murflader og den lysegrå rokokostuk omkring gårdsidens døre og vinduer fik Schackenborg kort efter midten af 1700 – årene.
Port-huset er lige så gammelt med hovedbygningen, idet der dog skal være rester af et ældre hus i dets mure, ligesom det er tilfældet med sydfløjen. Herskabshestestalden, der modsvarer port-huset i forhold til anlæggets hovedakse, afløste 1785 den oprindelige staldbygning.
Slotsgade – et bevidst anlæg
Slotsgades ensartede bebyggelse med arkitektonisk og kulturhistorisk værdifulde småhuse og gårde danner i samspillet med de mange store lindetræer og den gammeldags brolægning, der er ført helt nop til husenes mure, et af de smukkeste og mest stemningsfulde gadebilleder i Danmark.
I modsætning til Bondebyens krogede gadenet er den lange, lige Slotsgade et bevidst anlæg, der formentlig går tilbage til tiden omkring 1700. Det ser dog ikke ud til, at reguleringen har strakt sig længere end til selve gadeanlægget og dets beplantning, idet de ældst bevarede huse, der er opført i 1730-erne adskiller sig ikke- hverken hvad plan eller ydre udformning angår – fra den traditionelle, frisisk påvirkede byggeskik, der er karakteristisk for hele Vestslesvig.
Jorden blev ejet af grevskabet
Bortset fra arealet lige nord for kirkegården ejedes jorden langs Slotsgade af herskabet på Schackenborg. De enkelte grunde blev givet i livsfæste til dem, der ville bygge i gaden, idet disse fik frihed for fæsteafgift i lige så mange år, som der var fag i de nyopførte huse.
De ældste huse var på tre til fem fag. De lå alle langs den østlige tredjedel af nordsiden. De forsvandt desværre ved en brand i 1861.
Stor byggeaktivitet mellem 1730 og 1740
Mellem 1730 og 1740 blev så at sige resten af denne side bebygget med enkelte af sydsidens grunde. Af husene fra denne periode, der næsten alle er bebygget med seks fag, er bevaret i det mindste en halv snes.
Skodderne forsvinder
Som egnens traditionsbundne huse har de lave, dybrøde mure og store stråtage. En meget fin virkning gør de smårudede vinduer med deres tætte revleskodder, der – når skodderne er åbne danner et hvidmalet sammenhængende bånd tværs hen over facaden.
Desværre forsvinder skodderne efterhånden de fleste steder, ligesom de hvidmalede plankeværker, der dannede nydelige forbindelse mellem de enkelte huse. Derimod har man overalt bevaret de gråkalkede sokler. Det fortælles at man indførte gråkalkningen i stedet for den ældre sorttjæring, fordi farvesammenstillingen sort, rød, hvid mindede den dansksindede befolkning om det tyske flag.
Mange endnu i den oprindelige indretning
Mange af husene har i temmelig stor udstrækning bevaret den oprindelige indretning. Fra forstuegangen træder man ind i den lavloftede dagligstue, der ligger mod gaden med sin hyggelige karnap, hvorfra der er udsyn il alle sider.
Ydervæggen er endnu enkelte steder beklædt med hollandske fliser, en foranstaltning, der ud over det rent dekorative, havde til hensigt i at holde murens fugtighed ude. Op til stuens bagvæg ligger køkkenet med vinduer ud mod gården.
Den åbne køkkenskorsten, der nu er forsvundet næsten overalt, var anbragt midt i huset så dens bag-vange kom til at danne kakkelovnsplads i stuen. Den øvrige del af væggen mellem stue og køkken optages som regel af en dør, et stueur og en lukket alkove. Mod gaden findes endnu en stue, der i gammel tid anvendtes som sal.
Omlavet til avlsbygninger
Det østligste hus opførtes af en præsteenke omkring 1758. Nabohuset mod vest er nogenlunde samtidig opført, blev i 1790 ombygget til kniplingsfabrik. Fra den tid findes den ualmindelig smukke dør udført af en lokal snedker efter tysk forbillede.
Det tredje hus med den brede svungne kvist skyldes en inspektør på Schackenborg (1761) og det fjerde kniplingskræmmeren Mathias Ebsen (1766). Det sidstnævnte er senere hen blevet stuehus til en gård hvis avlsbygninger (fra 1836) danner et tæt sluttet trelænget anlæg, der ganske domineres af ladens mægtige tag.
Det sidste i rækken er opført omkring 1765 af en inspektør på Trøjborg. Fra 1785 og et godt stykke ind i næste århundrede har det været ejet af kniplingskræmmere. Den klassicistiske gangdør og gavlkvistens trægesims og antikke bort stammer fra begyndelsen af 1800 – årene.
Inspektør fik lov til at sammenlægge tre ejendomme
I 1785 får godsforvalteren på Schackenborg, kommandør H.H. Holm tilladelse til at sammenlægge tre af nordsidens mindre ejendomme. De to af husene ombygger han til en stor flot længe, hvis høje vinduer udstyres med morsomme trepas-formede vinduesstik, ligesom den brede tofags kvist dekoreres med vinkelknækkede murstensbånd.
Vistnok allerede i Holms tid udbygges ejendommen til en gård, hvis avlsbygninger sammen med huset mod gaden omslutter en ganske lille gårdsplads helt i overensstemmelse med vestslesvigske traditioner. I dag kaldes gården for Posselts Gård.
Fire år senere (1789) ombygger en præsteenke nabohuset mod øst i samme stil som Holms Gård.
Efter branden i 1861
De nye huse, der opførtes i gadens østende efter branden i 1861, svarer temmelig nøje til den senklassicistiske småhusbebyggelse i Tønder. Selvom man ikke kan betegne disse huse som arkitektonisk værdifulde, er flere af dem dog ganske charmerende med deres forskelligt formede – ofte noget overdimensionerede – karnapper.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
’
Februar 4, 2025
En byvandring i Aabenraa
Dette er en ultrakort byvandring. Opkaldt efter en å. En kirke på bakkens top. Brundlund Slot. En slotsvandmølle. Slotsgade. Den frodigste byggeperiode. Storegade 2. Gildegade. Skibbrogade. Schwennesens Stiftelse. Barkmøllegade 10. Søndergade 20.
Opkaldt efter en å
På en langstrakt bakkeø i bunden af fjorden voksede Aabenraa frem. Det var mellem 1100 og 1200. I lighed med Haderslev blev Aabenraa til side om side med en ældre bonde-by Opnør, der senere er helt forsvundet.
Opnørå blev den ny bys navn efter åen, der her løb ud i fjorden. Den ny bydannelse, der sikkert er opstået som et fiskerleje, var ikke ret stor. Der var torv og havn, en kongsgård mod vest og en kirke – viet til Skt. Knud (nord for Skibbrogade). Den omfattede kun den sydlige del af by-banken, idet en dyb tværgrav beskyttende byens nordside.
En kirke på bakkens top
Ved midten af 1200-årene opførtes en senromantisk korskirke på bakkens top. Da kirkeområdet imidlertid var omgivet med volde og grave, er der næppe grund til at tro, at bebyggelsen allerede på dette tidspunkt har bredt sig nord for den oprindelige tværgrav.
Omkring 1500 synes by-banken at være nogenlunde udbygget. I alle tilfælde blev Ramsherred – den nordlige del af hovedgaden, der falder ned mod Nørreport – bebygget ved denne tid.
Brundlund Slot
Ude i de store engdrag syd for Aabenraa – kun få minutters gang fra byen ligger Brundlund Slot, som i mange år blev anvendt som amtmandsbolig. Det er opført i begyndelsen af 1400-årene af Dronning Margrete den Første. Det var efter, at hun lod kongsgården nedrive.
Et temmelig tykt pudslag dækker det gamle murværk. Det var efter en ombygning af arkitekten C.F. Hansen i 1805 – 07. Hovedhuset rummer utvivlsomt betydelige rester fra middelalderen, mens de mangeartede tårne er kommet til omkring 1600.
En slotsvandmølle
Hvor Slotsgade svinger over åen lige før Brundlund, kommer man forbi den maleriske Slotsvandmølle, hvis tykke munkestensmure forråder, at den lille stærke bygning med det store tagudhæng mod vejen går tilbage til middelalderen. En dobbeltbue-blænding omkring en dør på sydsiden synes at vise, at opførselstiden må søges i første del af middelalderen.
Slotsgade
Den lange let svungne Slotsgade med gavlhusenes takkede kontur og de mange karnapper, der springer frem i fortovet., er uden tvivl den mest interessante og samtidig en af de mest maleriske gader i byen. Det er i øvrigt forbavsende så meget denne lette krumning betyder for helhedsvirkningen.
De forskellige huse ses i alle mulige forkortninger, der ustandselig ændrer sig, mens man går gennem gaden, ligesom udsynet stadig lukkes af nye bygninger.
Alle husene har sikkert fra starten været bindingsværk. Men efterhånden er de fleste af dem blevet ombygget i grundmur – i alle tilfælde mod gaden.
Helt bindingsværk er endnu det meget smalle to – etagers hus med nr. 21, der formentlig er fra 1700 årets første halvdel. Også nr. 11 er et rent bindingsværkshus. Det har dog fået en grundmuret gavltrekant på et meget tidligt tidspunkt. Denne gavl og nabohuset i nr. 13’ s gavl repræsenterer den ældste grundmurede gavltype i byen idet de efter alt at dømme går tilbage til sidste fjerdedel af 1600-årene.
Den frodigste byggeperiode
Den frodigste byggeperiode i Aabenraa ligger omkring midten af århundredet, da skibsfarten, som var byens hovederhverv gennem lange tider, stod på sit højeste. Fra denne tid findes rundt i byens gader en række nydelige bygninger, der alle præges af flot murerhåndværk.
I Slotsgade er der en del sandstenstavler med årstal og initialer og indskrifter på tysk eller latin.
Storegade 2
For en del år siden måtte Storegade 2 rives ned af hensyn til trafikken. Det var dog meningen at ejendommen skulle genopføres i Den Gamle By i Århus. Om den er blevet, det vides ikke. Huset var et af byens perler i et af byens bedste perioder.
Gildegade
Det korte brede gavlhus Gildegade 5 stammer efter de fladbuede vinduesbryn at dømme fra tiden omkring 1765. Det er opført til fire familier, der havde hver sin forstue og stue, mens de tilsyneladende har været fælles om de to køkkener.
Gildegade 15 er et pænt lille lang-hus fra 1752 med to symmetriske karnapper, der virker som korte fremspringende sidefløje. De to gadedøre viser, at det er bygget til to familier.
Skibbrogade
Også i Skibbrogade findes flere lang-huse af hvilke det to etagers dobbelthus i nr. 3 og nr. 5 er opført henholdsvis 1737 og 1748. Her er et bredt fælles karnapparti af samme højde som husene.
Det er tydeligt at karnapperne på de ældre huse er senere på-bygninger. Der er stor forskel på karnapperne i Aabenraa og Tønder.
Schwennesens Stiftelse
Schwennesens Stiftelse, Sønderport 1 har vi tidligere skrevet om. Den er fra midten af 1700-årene. Den lange længe med de for denne landsdel temmelig sjældne gavlkviste synes at indeholde fire små lejligheder, hvis stuer mod gaden har fået en vis karnapagtig karakter, derved er det anbragt små vinduer ud til de dybe bislaglignende nicher foran indgangsdørene.
Barkmøllegade 10
Gennem flere år boede jeg i Barkmøllegade. Og der hos min nabo i nr. 10 lå der også en skøn ejendom.
Søndergade 20
Men blandt byens smukke rokokohuse skal da nævnes, Søndergade 20 – et to – etagers lang-hus fra 1765 – 70. Et helt lille palæ med en skøn facade. Palæet er otte fag i længden. Og egentlig virker ejendommen ”storartet”.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 31, 2025
En byvandring i Tønder
Opstod havnen ved Møgeltønder eller i Tønder? Gammel bystruktur. Stor handel med Holland. Tønderhus – en stærk borg. I 1768 en amtmandsbolig. Gavlhuset på Tønder Torv. Tønder – spændende by at gå på opdagelse. Østergade 13. Dybe grunde bebygget med stald, vognporte og lofter. Digegrevens Hus. Spikegade og Uldgade.
Opstod havnen ved Møgeltønder eller Tønder?
Jo, Tønder er opstået som en havneby. Nej ikke den lille havn ved Skibbroen. Der er uenigheder om havnen først opstod ved Møgeltønder (Store Tønder). Denne skulle så efterhånden være blevet lukket på grund af slikaflejring.
Men 5 km mod øst holdt Vidåen stadig en sejlrende klar. Her skulle havnen så være fortsat. Den lille by fik købstadsprivilegier i 1243. Men helt frem til omkring 1400 måtte byen kalde sig Lille Tønder.
Hertug Abel ville gerne stå sig godt med den mægtige Hansestad Lybæk, derfor gav han Tønder lybsk købstadsret. Der er også en vis lighed i byvåbnet.
Gammel bystruktur
Tønder har en meget karakteristisk bystruktur fra gammel tid med enerådende gavlhuse på de dybe gennemgående grunde, der minder om nordtyske byer.
Stor handel med Holland
Især i 1500- og 1600 – årene var der sø-handel på Holland. Det var dengang byens hovederhverv. Der udførtes stude og landbrugsprodukter. Skibene hjembragte bygningsmaterialer, møbler, kolonivarer, klæde og meget mere.
De hollandske fliser, der endnu findes på væggene i mange vestslesvigske huse, er et minde om den trafik. I løbet af 1700-årene bliver kniplingsindustrien og handlen med kniplinger den dominerende beskæftigelse.
Tønderhus – en stærk borg
Sydvest for byen – helt omsluttet af vand – lå Tønderhus. Det var en meget stærk borg gennem hele middelalderen og forså vidt også gennem renæssancen. Den spillede en rolle i stadige stridigheder mellem konger, hertuger og grever. Omkring 1750 blev det store bygningskompleks revet ned til grunden med undtagelse af et porthus. Dette indgår nu i museets bygninger.
I 1768 – amtmandsboligen
På Tønderhus sad den hertugelige lensmand og senere hen var slottet bolig for amtmanden. I 1768 blev amtmandsboligen opført. J.G. Rosenberg og N.H. Jardins navne er knyttet, uden det dog er muligt nøjere at afgøre, hvilken indflydelse de to kunstnere har haft på bygningens udformning og udstyr.
Gavlhuset på Torvet
Næst efter kirken, hvis smukke, spånklædte spir som et vartegn ses langt over det flade land, er det store gråkalkede gavlhus på Torvet Tønders ældste bygning.
Enkelte forskere har hævdet, at det markante hus skulle være opført af den sidste katolske præst i byen – en hr. Severin – i årene lige efter Østergades brand 1517. Denne formodning er muligvis rigtig, selv om man nok umiddelbart vil være tilbøjelig til at sætte opførselstiden noget nærmere århundredets midte.
Man har ment, at det gamle hus en overgang skulle have været et kalandhus, dvs. forsamlingshus for en fornem og from gildesammenslutning. Hertil kan man kun sige at bygningen i plan og udformning ikke adskiller sig væsentlig fra tidens almindelige borgerhuse – bortset fra at den selvfølgelig har været større og mere storartet udsmykket end de fleste af disse.
Såvel som i det ydre som i det indre er bevaret træk, der fortæller om husets oprindelige udseende. Både mod Torvet og Østergade findes således høje blændinger afsluttet foroven med to eller flere rundbuer – alt efter bredden.
Det er tydeligt, at denne blændingsdekoration i ældre tid må have været langt mere dominerende, end det er tilfældet i dag. Bl.a. kan det ses, at siden mod Torvet har haft en tredje blænding på det sted, hvor karnappen formentlig en gang i 1700 – årene blev brudt igennem de tykke mure.
Også den høje glatte overgavl må skyldes senere tids ændringer. At dømme efter en nær beslægtet bygning i Husum har denne sikkert fra først af været udsmykket med rækker af dobbeltblændinger, der var anbragt i etager over hinanden – adskilt med vandrette profilbånd.
Man må ikke forsømme også at se lidt nøjere på husets indre, der er meget malerisk og samtidig giver et sjældent godt indtryk af, hvordan et stort gavlhus har været indrettet i ældre tid.
Tønder – spændende by at gå på opdagelse i
Tønder er en spændende by at gå på opdagelse i. Her er ikke blot side – og baggader. Her er mange maleriske grupper af småhuse, men også bebyggelse på begge sider af den lange svagt krummende hovedgade her – til trods for at de fleste facader bærer præg af sidste århundredes skiftende moder – endnu bevaret forbavsende meget af sin oprindelige struktur.
Vover man sig ind i gårdene bliver den en klart at Tønder ejer flere store grundmurede bygninger fra 1600-årene end nogen anden dansk by – måske lige undtaget Helsingør.
Østergade 13
En af de bedst bevarede renæssancehuse er Østergade 13, hvis tunge kraftigt svungne gavl med årstallet 1668 gør sig stærkt gældende i gadebilledet. Desværre har man for en del år tilbage ændret den ældre vindues – og dørplacering mod gaden. Den sad tidligere i midten flankeret af en karnap og et vindue. Til gengæld står baggavlen næsten uændret med sit dybrøde munkestensmurværk.
Som de fleste ældre gavlhuse består også dette af to bygningsblokke lagt i hinandens forlængelse. Den forreste del er stue og køkken mens den bagerste del, der er noget smallere. Så bliver det plads til en lille gård langs den ene langside, indeholdt salen (æ Pesel).
Dybe grunde bebygget med stald, vognporte og lofter
Fra gammel tid gik alle grundene langs byens hovedstrøg (Vestergade, Storegade, Østergade). Igennem til baggaderne Norden for Staldene, Østen for Staldene og Vesten for Staldene. Ud mod disse baggader var de dybe grunde bebygget med udhuse indeholdende stald, vognporte og magasinlofter.
De enkelte udhuse kunne enten være langhuse eller gavlhuse. Der kendes dog også eksempler på at der ud mod baggaderne var opført lejeboder for småkårsfolk.
Digegrevens Hus
Digegrevens Hus (Vestergade 9) opførtes 1777 for kniplingshandleren, borgmester Carsten Richtsen. Den pragtfulde rokokoportal og de fine interiører fortællerom, at handlen med Tønderkniplinger ikke blot bragte mange penge til byen men samtidig medførte en vis forfinelse af den borgerlige boligkultur. Det eriøvrigt typisk for Tønder at de traditionsbundne motiver holdes i hævd helt op til efter 1800.
Richtsens hus er et eksempel på, hvordan man søgte at give gavlhusets gadeside et langhus’ facadekarakter. Det er tydeligt at se Tønder – håndværkernes dygtighed ved denne ejendom.
Nabohuset, Vestergade 7 er nogenlunde jævnaldrende med Richtsens hus.
Spikergade og Uldgade
Den mest maleriske gade er uden tvivl Uldgade. Det er vel også den mest helstøbte.
Spikergade er nu heller ikke at foragte. Det er en baggade til Storegade (spiker-speicher-pakhus). Her ligger tre små trefags langhuse. De har sikkert været lejeboder. De har været enkle og stilfærdige. Men beboerne havde ambitioner. De er blevet forsynet med både karnapper og gadedøre af en flothed og størrelsesorden, som var de udført til hovedgadens store huse. Især gadedørene er et kapitel for sig selv. Få danske byer kan opvise en tilsvarende række pragtportaler repræsenterende tre århundreder.
Løverne foran apoteket
Ældst er apotekets sandstensportal (Østergade 1) fra tiden omkring 1665 – et godt tidligt barokt arbejde med snoede søjler. De to skjoldbærende løver hører næppe med i portalens oprindelige kompensation. Nu kan vi slet ikke undvære disse to løver.
Portalen i Drøhses hus Storegade 14 kan dateres til 1672. Også den har snoede søjler, men opbygningen er klarere og mere arkitektonisk præget. Og så kig lige på Vestergade 14.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 27, 2025
Ballum Sogn
Søfart var kun et supplement – dengang. Mere eller mindre sammenbyggede landsbyer. Længst ude mod vandet – Vesterende. Allerede i 1200-tallet skaffede bispen sig jordegods. De fleste gårde hørte til Ribebispen. Ret til marsk-jorden. Hoveri blev erstattet af pengebeløb. En stolt bondebefolkning. Bønderne købte selv deres gårde. Ballumkvæget. De stakkels bønder havde særstatus. Landbruget i 1832.Koner og ugifte kvinder gik i gang med at kniple. Handel og sejlads langs med vadehavet. 45 huse i Ballum blev renoveret. Klægager – Danmarks smukkeste bondegård 2017. Vi besøger Lorenzens gård. Hans Lorenzen blev landmand. Hansigne udgav en hel masse bøger. De blev begge anholdt. At opsøge gamle kniplingsmønstre.
Søfart kun et supplement
Tidligt var sognet og øerne involveret i søfart og handel. Langs kysten har der været varierende erhvervs – og kulturmønstre. For befolkningen langs kysten har søfarten været afgørende for økonomi. Levevis og kultur. Men for Ballum var det vigtigt supplement. Det grundlæggende erhverv var og blev landbruget.
Mere eller mindre sammenbyggede landsbyer
Gesten hæver sig 5 – 6 meter over marsken, og man ser bebyggelsen langs randen af gesten. Vi oplever gamle vestslesvigske gårde af mørkbrændte, rødviolette sten. Men her er også mørkerøde og hvidkalkede småhuse med gavlkviste over dørene.
Ballum består jo af en række mere eller mindre sammenbyggede landsbyer. Fra gammel tid har man sørget for at bygge i sikkerhed for stormfloder. Nordligst langs kanten af marsken ligger Vesterende, Østerende og Mølby.
Længst ude mod vandet – Vesterende
Længst ude ved havet ligger Vesterende med kirken. I dag har den samlet sig nogle få gårde og en masse småhuse omkring sig. I søfartens og kniberiets historie var der endnu flere huse. Der boede mange søfolk og kniplepiger her.
Vesterende var i ældre tid på trods af privilegerede byers protester – vokset op til at blive en hel lille handels – og håndværker-by, der kunne betjene et større opland.
De fire egentlige bondebyer – Vesterende, Østerende, Bådsbøl og Husum omfatter fra gammel tid 48 gårde på den frugtbare gestjord tæt på marsken.
Allerede i 1200 – tallet skaffede biskoppen sig jordegods
Allerede fra begyndelsen af 1200-tallet havde biskoppen i Ribe skaffet sig jordegods i området. Der var forholdt spredte besiddelser fra Ballum i nord og Møgeltønder i syd. Det var især inden for dette område, at de såkaldte kongerigske enklaver blev dannet i 1400-tallet.
Disse enklaver hørte fuldt og helt under kongeriget Danmark og var under danske love og dansk retssystem. De var administreret af danske embedsmænd og havde dansk kirkeordning og senere dansk skolesystem. Andre love og regler fulgte de under det selvstændigt styrede hertugdømme Slesvig.
De fleste gårde hørte til Ribe – bispen
Den overvejende del af Ballums gårde hørte allerede fra middelalderen til Ribebispens og Ribe Domkapitels besiddelser, men de hørte ikke under den samme godsadministration. Ballum enge og jorden i den nordlige del af sognet med byerne Vesterende, Østerende, Bådsbøl og Husum hørte under Riberhus. Den sydlige del af sognet med byerne Bunti og Rejsby hørte under Møgeltønderhus. En enkelt gård i Bunti hørte under Trøjborg, som ligeledes hørte til bispen.
Efter reformationen overgik kirkens gods, her som alle andre steder i Danmark, til kongen. Riberhus og Møgeltønderhus blev til to kongelige len. Fordelingen af Ballums byer mellem disse to forblev samme som før.
Ret til Marsk – jorden
De gamle gårdes ret til marsk-jorden i Ballum enge blev fastholdt gennem århundreder.
Da Hans Schack døde i 1676, blev grevskabet Schackenborg oprettet. Schack overtog det kongerigske jordegods i Vestslesvig med undtagelse af Trøjborg. Dermed overtog han godser, hvor bønderne i omkring 100 år havde været meget frit stillede under kronen.
Hoveri erstattet af faste pengebeløb
Bortset fra Ballum-bøndernes hoveri til Trøjborg i nogle årtier havde bønderne stort set fået det besværlige og omkostningskrævende avlshoveri samt landgilde, der oprindelig afregnedes i naturalier, erstattet af faste pengeudgifter.
En stolt bondebefolkning
Derfor var det en stolt bondebefolkning med stor selvbevidsthed, som mødte Hans Schack. Stoltheden skyldtes ikke bare friheden for hoveriet, men også den gode økonomi. Svenskerne havde ikke formået at knække dem.
De havde tidligt vænnet sig til at handle med og afsætte deres produkter på egen hånd. Dette faldt dem let. De kunne både læse, skrive og regne. Nej, det var ikke ydmyge og underkuede borgere, som Hans Schack havde med at gøre.
Bønderne købte selv deres gårde
I 1774 blev gestjorden i Ballum udskiftet. I 1775 købte bønderne selv deres gårde til selveje. Alle fik sin part af gode og dårlige jorde. Først i vor tid blev der gjort for alvor bod på jordfordelingerne.
Ved udskiftningen blev gårdene ikke flyttet ud af landsbyerne i første omgang. I forvejen var nogle af landsbyerne meget langstrakte, for det andet lå den enkeltes gårds fenner alligevel spredt, så fordelen ved en udflytning var begrænset og for det tredje var bygningerne allerede på det tidspunkt grundmurede.
Ballumkvæget
De fleste havde dengang baseret deres økonomi på opfedning af stude. Ballumkvæget var gennem århundreder have været kendt for sin gode kvalitet. Denne efterspørgsel havde i 15 – 1600 årene gjort Danmark til en af hovedleverandørerne af stude. Det dannede grundlag for rigdommen hos adelen, der i 1577 fik eneret på studefedning i kongeriget.
De Slesvigske bønder havde særstatus
De slesvigske bønder bevarede derimod retten til studefedning. Mens studehandlen fra kongeriget mistede sin betydning efter 1660, beholdt bønderne i marsken og bønderne på østkysten fra Kolding til Løjtland deres ”særstatus” i den europæiske fødevareforsyning op til 1900 – tallet.
Man havde siden middelalderen været afhængig af det europæiske marked og skiftende konjunkturer. Det gjaldt ikke mindst til Holland.
Landbruget i 1832
Den første beskrivelse af landbruget i Ballum har vi fra 1832, da den slesvigske statistikker og geograf, Georg Hansen beskrev det. Da var den gamle handel med Holland ophørt. Det dominerende marked var nu Hamborg.
Men nu kom de store engelske stude, hvor tolden blev beregnet pr. stk. og ikke vægt. De store tungere dyr blev billigere end jyske med det finere kød. Dette var baggrunden for det engelske korthornskvægs sejrsgang i marskegnene i begyndelsen af 1800 – tallet. I Ballum havde man helt samlet sig fra 1832 for samles om at opfede sit eget røde Ballum kvæg.
Koner og ugifte kvinder gik i gang med at kniple
Det var velhavende handelsmænd på Tønderegnen og lokale købmænd som ansatte et stort antal koner og ugifte kvinder til at kniple. Også mange søfolks koner og døtre fik arbejde inden for denne industri, når de ikke kunne finde arbejde i landbruget.
Kniplingshandlerne leverede kniplepigerne garn og mønstre. De betalte for de færdige kniplinger pr. alen. Betalingen var ca. 50 % af kniplingens salgspris. For de billigste mønstre var det 1 ½ skilling pr. alen. En kniplepige levede i yderste fattigdom, mens kniplingshandleren tjente gode penge og var en velhavende og mægtig mand.
I 1832 skrev Georg Hansen specielt om kniplerskerne. At selv om de nøjsomt levede af kaffe og brød, kunne de ikke tjene til føden:
I løbet af 1800-tallet begyndte det at gå ned ad bakke med kniplingshandelen, dels fordi moden ude i verden ændrede sig, og dels fordi maskinfremstillede kniplinger efterhånden trykkede prisen på de håndlavede produkter.
Handel og sejlads langs Vadehavets kyster
Fra det 16. til og med 1800-tallet deltog Ballummer også i handel og sejlads langs Vadehavets kyster eller investerede i anparter i handelsskibe. Desuden tjente mange Ballummer i deres yngre dage som matroser og evt. senere som kaptajner på fremmede skibe.
De fleste husfolk i Ballum og omegn drev kun fiskeri som erhverv før 1800. Selv da tiderne blev dårligere drev de fleste husfolk kun fiskeri som bierhverv.
45 huse i Ballum blev restaureret
I 2015 blev der afsluttet et projekt i Ballum, der sikrede 45 huse en restaurering. Det var A.P. Møllers Fond, der bidrog med 23 mio. kr. I overvejende grad gik pengene til stråtage i stedet for eksisterende faste tag og til udskiftning af grimme plastvinduer.
Klægager – Danmarks smukkeste Bondegård 2017
I 2017 valgtes gården Klægager til Danmarks smukkeste bondegård af foreningen Bygningskultur Danmark. Gården blev bygget i 1857. Stalde og lader er indrettet til selskaber og i stuehuset er der plads til overnattende. Her er de gamle stuer, hvor gæsterne kan nyde opholdet. Der er et bibliotek med en udsøgt samling af bøger om egnen.
Det var her på gården de gamle digegrever boede. Gården er det højeste sted i området. Og gården blev møllerens bryllupsgave til datteren og svigersønnen. Det er en firelænget bevaringsværdig gård og den er firelænget. Den har siden været i slægtens eje og er det nu i 7. generation.
Klægager blev hovedsagelig bygget af genbrugte materialer, såsom, sten fra Trøjborg og andre nedlagte gårde og rømmer, der var skyllet i land
Vi besøger Lorenzens gård
Når vi nu er i Ballum, skal vi da også lige besøge Lorenzens Gård. Hans Lorenzen kom på Tønder Seminarium og blev Anden Lærer i Bådsbøl. I 1890 blev han førstelærer og giftede sig med Hansigne Lorentzen, datter af den just afgåede førstelærer.
Hans Lorenzen var dansksindet og meget engageret i det lokale liv. Det fik myndighederne til at forflytte ham til Ditmarsken. Så tog han sin afsked, hvilket var muligt, fordi hustruen i 1907 sammen med hendes søster Hanne havde arvet forældrenes lille gård i Husum.
Hans Lorentzen blev landmand
Med sin familie og gode navn i ryggen købte Hans Lorenzen nu jord til og blev landmand. I 1920 købte han så den store gård i Bådsbøl. Han fortsatte det dansksindede arbejde og fik mange betroede hverv. Ja han opnåede endda også at blive ridder af Dannebrogorden.
Hansigne udgav en række bøger
Efter at have født fem børn arbejdede Hansigne også for danskheden. Hun udgav en række bøger. Af hensyn til hendes mands ansættelse i det preussiske skolevæsen blev hun nødt til at udgive under pseudonym. Efter at hendes mand havde sagt op, kunne hun udgive hendes bøger under eget navn.
De blev begge anholdt
I 1914 blev både Hans og Hansigne anholdt. De sad begge fængslet i Flensborg. Kort efter sin litterære debut påbegyndte hun sammen med hendes datter (Anna Kjems) det arbejde som skulle blive hendes hovedopgave.
At opspore gamle kniplingsmønstre
Omkring 1908 indledte hun sit store arbejde for at indsamle og opspore typiske mønstre fra kniberiets glansperiode omkring 1800, Vi har tidligere skrevet om hendes bedrifter her på siden.
Det Tønderske Kniplingsdepot med Hansigne Lorentzen blev oprettet i 1921. Hun fik hjælp af datteren Cathrine Lorentzen. I 1929 blev der oprettet en knipleskole i Tønder. Ja lige som hendes man blev Hansigne også hædret. Hun fik også en masse tillidshverv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
En degn fra Ballum
Ballum for 191 år siden
Færgefart mellem Ballum og Rømø 1-2
Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
Klager over præsten i Ballum
Agga – en sønderjysk pige (b)
Mellem Højer og Ballum
Ballum – dengang
Jagten på Mærsk – Familien
Da Ballum næsten fik en havn
Langs Brede Å
Rømø – fra sandflugt til turister
Rømø 1807
Anekdoter fra Rømø 1-3
Rømø under besættelsen
Borrebjerg på Rømø
Da Rømø fik et Nordsøbad
Rømø – den tredje tur
Rømø en ø i Vadehavet
Rømø -endnu engang
Skibe og søfolk fra Rømø
Omkring Rømø – dæmningen
Da Fanø, Rømø og Langli forsvandt
En fortidsskov i Vadehavet
Kurbadet på Rømø
Vægfliser fortæller historien
Januar 24, 2025
Skyttelauget og Pinsen
Dette er en lille kort historie om den gang da Aabenraa fik en pietistisk præst. Dette skabte problemer for Skyttelauget. Foreningen blev dannet i 1734. Man gik på skydebanen. Forbudt at spilde øl. Ingen specielle regler – andre havde lignede regler. En pietistisk præst klager sin nød fra prædikestolen. Skyttelauget klager til kongen. Provsten mente at Skyttelauget optrådte ”ugudeligt”. Gildebrødrene følte sig krænket. Kongen afviste Skyttelaugets klage. Provsten fik også en henstilling fra kongen. Ingen problemer siden hen med at skyde 3. pinsedag. Ingen internationale skel.
Skyttelaug dannet i 1734
Det var i 1734 at en kreds af borgere og håndværkere i Aabenraa dannede et Skyttelaug. Formålet var at øve sig i skydning med bøsser og fremme venskab og fred og velmenende kristelig samdrægtighed, som det sømmer sig for gode naboer.
Man gik til skydebanen
Om festligholdelsen af den årlige skiveskydning hedder det, at deltagerne samles ved rådhuset første hverdag efter pinse kl. 9. I ordentlig procession drager man så ud til skydebanen.
Forbudt at spille øl
Under skydningen er det forbudt at spille terninger og andet spil. Derimod står det ikke noget om, at det er forbudt laugs-brødrene at bekæmpe tørsten. Det forudsættes næsten at der drikkes øl. Der er således fastsat bøder for den, der spilder mere øl, end han kan skjule med foden. Der er sandelig også bøder til den, som smider øllet i hovedet på sin gildebroder.
Ingen specielle regler
Det var ikke fordi dette var specielle regler eller adskilte sig fra andre i diverse håndværkergilder. Der var heller ingen indsigelser, da disse regler blev vedtaget den 6. august 1734. Heller ikke kongen havde indsigelser, da han skrev under.
En pietist bliver præst
I 1736 døde provst Christian Gottlieb Koch. Han blev efterfulgt af pietisten Johannes Schmidt. Den nye provst var vækkelsens mand. Det var ham en torn i øjet at disse stolte og glade gildebrødre dragede afsted om morgenen- Endnu værre var det at høre dem komme hjem igen. Et sammenstød var uundgåeligt.
Skyttelauget klager til kongen
Den 4. juli 1740 indsætte skyttelaugets to oldermænd og de to skaffere en klage til til kongen. Provsten anklagede provsten skyttelauget offentlig fra prædikestolen. Han skældte ud. Provsten havde ladet forstå at gildet skulle være ugudeligt. Lauget skulle holde inde med deres skyderi.
Klagen gik fra kongen videre til overkonsistoriet, der indhentede en udtalelse fra provst Schmidt og hvis man tror at denne nu ydmygt bad om forladelse, tror man fejl. Tværtimod tog han bladet fra munden og læste lauget teksten.
Provsten mente, at Skyttelauget optrådte ugudeligt
Først gendrev han dog et par af advokatens påstande, idet han nægtede at have nævnt lauget fra prædikestolen og han havde mente at lauget optrådte ugudeligt.
Der var dansen til langt ud på natten og der var ”sværmen” rundt i byens gader med musik.
Gildebrødrene følte sig krænket
Gildebrødrene følte sig krænkede over provstens beskyldninger. Men provsten forlangte at gildebrødrene skulle gå til alters. Men de måtte ikke gå til alters før de var værdige til det. Man mente at provst Schmidt havde handlet ret. Klagen var gildebrødrene var ubegrundet. Både skyttelauget som advokaten fik en alvorlig påmindelsen.
Kongen afviste skyttelaugets klage
Den 9. januar 1741 forelå kongens afgørelse. Ingen vandt sagen. Begge parter tabte. Kongen afviste skyttelaugets klage og henstillede til ro og orden. Han indskærpede til oldermand og skaffere, at de skulle påse, at der ikke i fremtiden forgik strafværdige og uanstændige tildragelser i skyttelauget.
Provsten fik også en henstilling
Provsten fik samtidig en henstilling om ved afstraffelsen af lasterne at bruge mere teologisk kløgt og beherskelse og undgå sårende udtryk, der kunne anstifte forbitrelse og splid i menigheden.
Derimod blev han fritaget for fra prædikestolen at bekendtgøre skydningen. Og således endte da sagen uden noget egentlig resultat.
Ingen problemer frem over for at skyde 3. pinsedag
Siden har der dog ikke været problemer med at skyde 3. pinsedag. Laugets medlemmer mødes med faste mellemrum til forsamlinger eller skydninger til møje fastsatte regler.
Og altid den 3. pinsedag mødes laugets medlemmer i kjole og hvidt. Man bliver modtaget på Aabenraas gamle rådhus og kl. 9 marcheres der gennem byen til Skyttegården på Hjelmalle med musik. Efter indtagelse af en traditionel frokost gennemføres kongeskydningen efter et fast skydereglement og dagens bedste skytte kåres efterfølgende som laugets skyttekonge for det kommende år, ved en festlig middag.
Traditionerne holdes ved lige. Og der må aldrig være mere end 100 medlemmer.
Ingen nationale skel
Fra 1959 har lauget generelt været en af de få foreninger i grænselandet, som i stedet for at vælge side i nationalpolitisk spørgsmål, har været åben for begge kulturer, der samles i et godt kammeratskab på tværs af politiske og nationale skel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 22, 2025
Dyrehavsbakkens historie
Kirsten Piils kilde. En særdeles jagtglad konge. Landsbyen Stokkerup. Masser af vildt. Eremitagen. Magisk kraft omkring Skt. Hans. Matroser var skrækkelige ballademagere. De første gøglere. Gøgl, skæg og ballade. Lang og besværlig vej. Visesangere. Gøglerne flyttede til Bakken. Nu med Dampskib. Morskab og lystighed overlevede overtroen. Fra fidusmageri til kunst. Teltholderforeningen. En duel i 1900. Andre forlystelser. Kildevand blev en salgsvare. Friluftsforestillinger. Galopløb, Danmarks første fodboldkamp og Hubertusjagt. Rutsjebanen. 160 forretninger på Bakken.
Kirsten Piils Kilde
Myten fortæller, at en ung from pige for vild i skoven. Kilden springer derefter frem på hendes bøn. Med sit klare ”væld” førte kilden hende så hjem.
Andre fortællinger mener, at Kirsten Pil, som muligvis opdagede kilden, var en from bondepige. Andre igen mener at det var en fornem adelsdame. Mens andre er af den opfattelse, at hun var jordemor eller spåkælling – sidstnævnte var dengang et velanskrevet erhverv.
Året hvor kilden blev opdaget er angivet til 1583. Og det var åbenbart det år, hvor Dyrehavsbakken startede som markedsplads. Men det kan også være andre årstal. Først i sidste halvdel af 1700-tallet fik kilden en betydning som forlystelsessted. Helbredende kilder kan spores tilbage til oldtiden og kulminerede i den katolske tid.
En særdeles jagtglad konge
Jægersborg Dyrehave var kongelig ejendom. Først efter at Frederik den Femte i 1746 havde afløst sin pietistiske far på tronen, er det vidnesbyrd om et kildemarked på stedet.
Vi kan takke en særdeles jagtglad konge for at Dyrehaven har den størrelse, som vi kender i dag. I 1669 havde Frederik den Tredje allerede indrettet sig en dyrehave som blev kaldt Stokkerup Dyrehave.
Landsbyen Stokkerup
Midt i Dyrehaven lå landsbyen Stokkerup, hvorefter bønderne blev fordrevet fra deres gårde. Byen nævnes første gang i 1492. Den bestod af 16 gårde og en række mindre huse. Bønderne var fæstebønder under kongegodset Ibstrup, senere Jægersborg. De blev hårdt ramt af svenskerne i 1650’erne. Halvdelen af husene/gårdene blev forladt.
Bønderne fik besked på at flytte ind i forladte gårde uden for Dyrehaven og Jægersborg hegn. Bønderne fik som kompensation tre års skattefrihed.
Christian den Femte beordrede nemlig at Dyrehaven skulle udvides 3-4 gange.
Masser af vildt
Vildtbestanden bestod af kronvildt of dåvildt, der blev forøget ved indførsel af hvide krondyr fra Württemberg. Det var almindeligt, at store jordbesiddere hegnede vildtet inde i dyrehaver for at sikre sig tilstrækkeligt hjortevildt til jagt og for at have adgang til det eftertragtede kød. Dengang var hjortebestanden dalende. Men alene ved hoffet, blev der spist 1.000 hjorte om året.
I dag er vildtbestanden på ca. 2.000 stykker kronvildt, dåvildt og sika-vildt.
Den 3. november 1698 på Hubertus Dag efter jægernes skytsengel – blev kongen sparket af en kronhjort, hvilket var medvirkende årsag til hans død året efter.
Eremitagen
I 1736 blev det pragtfulde rokokoslot ”Eremitagen” opført af Christian den Sjette. Dette flotte stykke byggekunst har siden stået på Eremitagesletten. Slottet blev bygget i stedet for Hubertushuset. Her kunne kongen og hans gæster spise i fred for lyttende tjenestefolk, en ”eremitage” i ensomhed.
Der har dog også været afholdt statsråd her. I 1853 blev den daværende tronfølgelov underskrevet her. I 1957 holdt Frederik den Niende og Dronning Ingrid en frokost her for dronning Elisabeth og prins Philip her på jagtslottet.
Magisk kraft omkring Skt. Hans
Under Christian den Femte havde Dyrehaven været lukket for menig mand. Først i Frederik den Femtes regeringstid blev der i 1756 atter fri adgang til området.
I 1754 blev der opstillet en fattigblok, hvor kildegæsterne kumme lægge penge til Gentofte Hospital, ligesom de, der fik tilladelse til at opstille handels – og beværtningstelte ved kilden, skulle betale en afgift til hospitalet.
I en bog fra 1756 om ”de naturlige vande” kan man læse, at vandet fra Kirsten Pils kilde var velegnet til at drikke, navnlig for sangvinske og koleriske personer, for børn og syge, tillige for flegmatiske ”naturer”, men ikke for melankolske.
Særlig omkring Skt. Hans havde kildevand en særlig magisk kraft ifølge folketroen. Krukkemagere fandt på, at vandet var ekstra helsebringende, hvis det blev indtaget af et nyslået kar.
Matroser var skrækkelige ballademagere
Men nu skyldtes den store tilstrømning ikke, at det var syge, der ville helbredes, men mere for hvem kilden var et yndet mål for sommerens store udflugt.
Det publikum, der kom, var temmelig blandet. Matroserne blev betegnet som skrækkelige ballademagere. Til Skt. Hansdag 1771 var her en protestaktion mod Struensees lønpolitik.
De første gøglere
Når der var så folk til stede kom der også småhandlende til. Blandt de første var brændevinshandlere. Her kom også spillemænd og tiggere. Omkring 1776 finder vi de første gøglere i Dyrehaven. Det var hovedsagelig linedansere, der havde let ved at finde et sted, hvor de kunne optræde.
Gøgl, skæg og ballade
Omkring 1780erne begyndte gøglerteltene at rejse sig. Og i 1790erne var et gøglermarked ved at tage form. I 1802 kom der en litterær skildring af det herlige liv ved Dyrehaves – kilden – Oehlenschlägers ”Sct. Hans Aftenspil”
Siden har Dyrehaven været centrum for den ”lavere” del af dansk kulturliv, den del der går under betegnelsen ”Gøgl, skæg og ballade”. I dag kalder man det ikke mere for den lavere del af kulturlivet.
Af en beretning fra 1816 fremgår det, at stedet endnu på dette tidspunkt havde bevaret sit kildemarked. På begge sider af vejen blev der falbudt kager, brændevin, skinker og æg. Her blev solgt kaffe og te samt mælk og kildevand.
Lang og besværlig vej
En rejse fra København herud til Dyrehaven var en lang og besværlig affære. Det var dyrt for de mindre velhavende og man skulle stå meget tidligt op. En hyredroske fra byen kostede mellem fem og otte rigsdaler.
Men ude fra Østerbro kunne man for en væsentlig billigere pris få kørelejlighed med en af de mange bøndervogne. De holdt her på de store dage og ventede på passagerer. Der var afgang, når vognen var fuld. Passagerne skulle lige først have stuvet deres øl og madkasser sammen i bunden af holstenskvognen eller ”Kaffemøllen” som den også blev kaldt.
Det var ikke meget affjedring i disse vogne. Hjulene skar dybt ned i vejen med en lyd, der mindede om kaffemøllens kværnen.
Det næsten endeløse vogntog kørte fra byens porte over Gentofte og Ordrup.
Visesangerne
Visesangerne var med til at give stedet sit særpræg. Allerede i 1799 klages der i Politivennen om en liren-drejer, der synger ”de liderligste og pøbelagtigste” viser. Sangerindepavillonen åbnede i 1877 og Sommerlyst i 1888.
I 1936 skulle sangerindepavillonen være revet ned. Her skulle have været en radiobil – bane. Planen blev heldigvis forpurret. Syngepige pavillonen eksisterer stadig væk. Kendte sangerinder som Inger – Lise Gaarde og Cleo og holdt traditionen i hævd.
Endnu omkring år 1800 startede man forlystelserne med en tår fra kilden. Men det var nok mere for traditionens skyld. Det var måltidet i det grønne og et herlige leben omkring gøgleriet, der var hovedårsagen.
Gøglerne flyttede til Bakken
Det var først hen imod 1830 at gøglerne flyttede hen imod Bakken. Kildemarkedet var blevet for stort så overjægermestren beordrede at man flyttede hen til det sted, som vi kender i dag.
Men gøgl var der nok af. Spillemænd, linedansere, spåkællinger, fjællebodsteater, gynger, mekaniske teatre, vaffelboder, menagerier og de meget populære Mester Jakel – teater.
I 1840 fik man tilladelse til at udvide kildeperioden med 4 uger, så den i alt blev på 8 uger.
Nu med dampskib
I begyndelsen af 1800-tallet bliver Strandvejen gjort mere fremkommelig og søvejen til Klampenborg begynder at virke tillokkende. Det var i 1820 at Danmarks første dampskib blev sat i rutefart mellem Langelinie og Bellevue.
Det kunne dog ske, at rejsen blev lidt for vild for de til tider berusede hjemrejsende – så måtte man ankre op for natten ud for Hveen.
Fra 1864 var der jernbaneforbindelse til Klampenborg.
Morskab og lystighed overlevede overtroen
I 1800- tallet blev der åbnet forskellige varieteer på Bakken. Brødrene Kronemanns Cirkus bød omkring århundredeskiftet på en blanding af akrobatik og pantomime til musikledsagelse
Efterhånden mistede kilden sin betydning. Det var ikke længere tale om en kilderejse men en bakketur. Gøglerne havde besejret Kirsten Piil. Morskab og lystighed overlevede overtroen.
Fra fidusmageri til kunst
Her var alt fra den groveste vold over det rene plattenslageri og fidusmageri til noget man uden betænkning ville kalde kunst. Brødrene Price og Johanne Louise Heiberg. Ansete beridere viste også deres kunst.
Allerede i 1795 ankom James Price med sit kunstnerselskab og linedansertrup. James Price fik dansk statsborgerskab og blev siden stamfader til den stadig livskraftige slægt af mange berømte Price’ er.
I år 1800 kom den berømte Pjerrot. Figuren kommer fra Tyrkiet. Og figuren er stadig på Bakken.
En alvorlig konkurrent fik Bakken senere i Tivoli. Da cirkus senere gjorde sig gældende i byen, holdt også beridere sig borte fra gøglermarked.
Teltholderforeningen
Vaffelbagerier, keglebaner, loppecirkus og dampkarruseller kom til. Flere og flere af de rejste telte blev udskiftet med fjælleboder bygget i træ.
I 1885 gik 16-17 af Bakkens teltholdere sammen og dannede Dyrehavsbakkens Teltholderforening. I dag er det en betingelse for at etablere sig at man er medlem af foreningen.
En duel i 1900
I februar 1900 blev der udkæmpet en duel på pistoler i Dyrehaven mellem Politikens teateranmelder og senere redaktør Edvard Brandes og skuespilleren Robert Schyberg. Denne havde slået Brandes i ansigtet på åben gade på grund af en dårlig anmeldelse. Teateranmelderen udfordrede ham derfor til duel.
Duellanterne og deres sekundanter mødtes den 10. om morgenen og affyrede hver to skud. Ingen ramte, men da det var forbudt at duellere, kom de begge to 14 dage i fængsel.
Edvard Brandes bror litteraten Georg Brandes, der døde i 1927, fik sin aske spredt ud ved Slesvigske sten i Dyrehaven.
Andre forlystelser
Efterhånden blev Frederiksberg også et udflugtsmål for københavnerne. Og dem, der ikke lige havde råd til en tur på Bakken, kunne så nøjes med ”De fattiges Dyrehave” på Østerbro.
Et stykke længere ude på vejen mod Klampenborg i Charlottenlund Skov var der en helt telt-by ned beværtningstelte, sang og bægerklang og nogle småboder. I tilknytning til dette meget søgte forlystelsessted blev der åbnet en stald med restauration på første sal. ”Over Stalden” kom stedet til at hedde. Det brændte i 1887. På den anden side af vejen blev, hvor det senere blev kendt som Kabaret og sommerteater. Senere var ”Over Stalden” kun restaurant.
Kildevand blev en salgsvare
Men det helsebringende vand fra Kirsten Piils kilde blev også en salgsvare. En teltholder havde slået en bod op og solgte vand fra kilden i glas. Så skulle gæsterne dog ikke bukke sig ned for at smage vandet.
Friluftsforestillinger
I 1910 begyndte Det Kongelige Teater at sætte store friluftsforestillinger op i Ulvedalene om sommeren. Traditionen blev afbrudt i 1949 men genoplivet i 1996, da Det Kongelige Teater besluttede at opføre stykket Elverhøj.
Galopløb og Danmarks første fodboldkamp og Hubertusjagt
Fra 1860 – 1910 var der galopløb på Eremitage-sletten. Det var også her at den første fodboldkamp på dansk jord blev spillet i 1897 og siden 1900 har Sportsriddeklubben hvert år holdt Hubertusjagt den første søndag i november.
Det var først i 1927 den nuværende restaurationsbygning med stråtag blev opført til afløsning af et mere ydmygt konditori.
Rutsjebanen
I 1932 blev Dyrehavsbakkens rutsjebane indviet. Dengang var det Europas største med i alt 832 meter lang. Det var en højde på 22 meter. På den hurtigste trækning er farten 75 km/t. Og hele turen tager 2 minutter og 30 sekunder. Ja og så hedder stedet ”Rutchebanen”
160 forretninger
I dag kan Bakken byde på 32 forlystelser og 36 spisesteder. Cirkusrevyen begyndte i 1935. Der er 160 forretninger på Bakken og hvert år er her mellem 2,5 og 2,7 mio. gæster.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 19, 2025
Historien om Kaj Birksted
Forsøg på anmeldelse af Bogen ”Birk” af Thomas Harder. Du kan sagtens følge med, selv om du ingen kendskab har til det hele. Han ville på flyverskole. Det var i den grad blev sparet på vores forsvar. Han ville kæmpe mod Hitler. Langt om længe ankommet til Ottawa. Little Norway træningsskole. Over fjendtligt område. Seks prøjsere nedlagt inden morgenmaden. 10 registrerede og 10 ikke registrerede nedskydninger. Han faldt for norske Sonia. Han deltog i 316 togter. Rådgiver for opbygningen af det danske luftvåben. De ældre officerer betragtede ham som en trussel. Hædret af den norske konge. Behold I bare Tordenskjold, hvis vi må få Birksted. For ung, kun reserveofficer, manglende stabsuddannelse og – erfaring. Ja sådan sagde man i Danmark. Bitterheden voksede hos Birksted. Ægteparret kom aldrig tilbage til Danmark igen. Buster opstillet af Kaj Birksted. En fængslende og spændende historie – fremragende fortolket af Thomas Harder. 1.000 danskere tjente i de allierede styrker.
Du kan sagtens følge med
Den danske pilot Kaj Birksted var en helt i Norge og England og næsten glemt i Danmark. Thomas Harder har skrevet en fremragende bog om denne person, der skuffet forlod Danmark for aldrig at vende tilbage. Bogen hedder ”Birk”.
Thomas Harder kender vi fra mange fremragende bøger som vi også har anmeldt her på siden. Det er en spændende bog, vi her har med at gøre. Selv om du ikke har kendskab til forholdene dengang, kan du sagtens følge med, for Thomas Harder forklarer hele tiden, hvad vi har med at gøre.
Han ville på Flyverskole
To dage efter, at Kaj er døbt, flytter han sammen med familien til New York. Da han er 14 år, vender Kaj og familien tilbage til Danmark.
I 1936 er han på session. Han bliver indkaldt til Den Kongelige Livgarde, men han vil noget helt andet. Han ville på flyverskolen.
Der var i den grad sparet på det danske forsvar
Forfatteren fortæller også nu, hvad det er galt med Danmarks forsvar. Hæren blev ladt i stikken i 1864 rent materielt. Man bruger en masse penge på Vestvolden, men skærer i den grad ned på forsvaret. Vi påberåber os neutralitet men går ind på at nedlægge miner for tyskerne under Første Verdenskrig.
Den 15. august 1936 meldte Kaj Birksted sig på Søværnets flyverskole på Holmen. Det blev noteret at Birksted havde gode evner. Han bliver udnævnt til flyverløjtnant.
Ville kæmpe mod Hitler
Den 9. april 1940 får Birksted så at vide, at han skal være i højeste alarmberedskab. Men det er alt for sent. Han skrev i et notat i 1984 at det var ydmygende at skulle se tyske soldater spankulere rundt i København. Han besluttede sig derfor ”at flygte og melde sig frivilligt til kampen mod det uhyrlige Hitler – regime”.
Sammen med en kammerat ”organiserede” han en lille motorbåd fra Luftmarinestationen og sejlede til Sverige. De kom dog i klemme og de svenske myndigheder vidste ikke rigtig, hvordan de skulle forholde sig. Men så trådte journalist Erik Seidenfarten hjælpende til og sørgede for at de kom til Namsos i Norge.
Ankommet til Ottawa
Her blev de evakueret af britiske tropper. De kom ombord på Gunvor Mærsk. Datoen var den 29. april 1940. Nogle dage efter ankom de til Orkneyøerne. Herfra gik det til London. Her meddelte den danske ambassadør at RAF ikke havde brug for sådan nogle som dem.
De kom ombord på det danske skib M/S Tasmania. Turen gik til Dakar og videre til Cape Town. Så Calcutta. Kaj fik job som maskinmester. I Port of Spain fik de rejsepapirer så de kunne komme til Ottawa i Canada, hvor deres uddannelse til piloter i det norske luftvåben skulle finde sted.
Little Norway
I Canada ankom Kaj til den endnu ikke færdigbyggede norske træningslejr ”Little Norway”. Vi får et fint indblik i forholdene. Den 12. maj 1941 kunne Kaj så melde sig til RAF 56 Operational Training Unit – nord for London. Nu begyndte Kaj at se krigens realiteter Et nyt træningscenter øst for Edinburgh startede han nu på.
Over fjendtligt område
I november 1941 begyndte han oplæring i den berømte Spitfire. Han blev sat ind i beskyttelsen af sejladsen mellem Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Kaj blev sat til at lede hele styrken.
I maj 1942 deltog han for første gang i et togt over fjendtligt område. Også her får vi spændende beretninger.
Skes prøjsere nedlagt inden morgenmad
Den 12. marts 1943 gik 331. eskadrille under et tysk angreb på London i luften ved 7 – tiden om morgenen med 11 fly under ledelse af Kaj Birksted. De afskar 12 FW 190 – fly, skød 6 ned og beskadigede fire. Det trak store overskrifter i London – aviserne:
10 registrerede og 10 ikke registrerede nedskydninger
I RAF sled Birksted tre Spitfires op, som alle havde hans personlige kendingsbogstaver KB
Kaj nedskød 10 fjendtlige fly og hjalp til med andre nedskydninger. Og så er det lige 10 ikke verificerede nedskydninger. Han modtog en masse hæder både britiske og norske.
Han faldt for norske Sonia
Han var desuden en fremragende leder i luften og udviklede en fin holdånd. Og så faldt han for norske Sonia Irgens. Dengang var hun dog kæreste med en anden pilot, der dog faldt i krigen. Men fra julen 1944 var Kaj og Sonia et par.
Han var højt placeret i RAF. Han planlagde jagtoperationer i forbindelse med landgangen i Normandiet og slaget ved Arnheim
Han deltog i 316 togter
50 dage før krigen afslutning kom Birk til RAF Bentwaters helt nye flyvestation godt 100 km nordøst for London, der var fyldt med Mustang MK – 3 – jagere. Nu fløj han som eskorte for firemotorede Lancaster bombemaskiner.
Kaj Birksted sluttede efter 316 operative togter.
Rådgiver for opbygningen af det danske flyvevåben
Ankommet til København fik han opgaven af forsvarsminister Ole Bjørn Kraft at være ”Raadgiver ved Opbygningen af det danske Flyvevaaben”. Birksted og frue bosatte sig i København. Men det var nu ikke alle der så med milde øjne på flyverhelten.
De ældre officerer betragtede ham som en trussel
Den senere chef for flyveforbundet og Kaj Birksted kunne ikke rigtig sammen. Dette vanskeliggjorde et godt samarbejde. De gamle militærfolk beskrev ham næsten som landsforræder, fordi han havde forladt Danmark i 1940. Kaj blev genstand for bagvaskelse og mange intriger. Jo hans ansættelse i det danske militær var konfliktfyldt.
Han havde stjernestatus i offentligheden. Men krigserfaring og moderne ideer var ikke i høj kurs i det danske militære system. Det var frustrerende for Kaj Birksted at arbejde i Flyvevåbnet. De ældre officerer betragtede ham som en trussel. De unge flyvere beundrede ham.
Det var en stor afstand mellem de ældre officerer og den kun 35 – årige krigshelt med de mange luftsejre og store beføjelser under krigstidens hurtige beslutningsprocesser.
Han var oberstløjtnant i det norske flyvevåben. Han var fortsat kun flyverløjtnant af første grad af reserven i den danske marine, hvilket han forblev de næste fem år.
Hædret af den norske konge
Den 11. oktober 1946 kom den norske kong Haakon forbi Kaj og Sonias hjem. Her fik Kaj overrakt en af de fineste norske ordener – Sankt Olav – Ordenens Kommandørkorps med stjerne – en af de fineste norske ordener.
Birksted og kongen kendte hinanden i forvejen. Birksteds norske svigerfamilie var gode venner med kongen. Denne besøgte ham privat, når han var i København og Birksted besøgte kongen, når han var i Norge.
Behold I bare Tordenskjold, hvis vi må få Kaj Birksted
Måneden efter blev han hædret med udnævnelsen til æresofficer af ordenen ” The British Empire” – bl.a. med begrundelsen:
I 1948 var kong Haakon på statsbesøg i København. Her var ægteparret Birksted naturligvis inviteret med. I den radiotransmitterede tale sagde den norske konge bl.a., at nordmændene var glade for at et ikke ubetydelig antal danske flyvere var med i de norske flyverafdelinger. Også her blev Kaj Birksted specielt fremhævet.
Ja sådan skulle den norske konge have sagt. Men det er nu aldrig blevet dokumenteret.
For ung, kun reserveofficer, manglende stabsuddannelse og – erfaring
I 1950, da Flyvevåbnet blev oprettet, blev Kaj Birksted forbigået. Følgende argument blev brugt:
Han forblev bare en simpel jagerpilot, en mand af reserven og dermed underforstået var en uegnet til en chefpost.
Bitterheden voksede hos Birksted
I 1953 blev Birksted chef for Vestre Flybasiskommando i Karup, men allerede året efter forlod han Danmark.
Men bitterheden voksede i Birksted. Han søgte sin afsked. Det kunne ikke bevilliges. I stedet fik han sygeorlov. Tilbage igen valgte man at knytte ham til SHAPE – Supreme Headquarters Allied Powers Europe i Paris. Så var han gemt godt af vejen.
Fra 1968 var han udstationeret i Bruxelles. Hans hovedopgave var at koordinere den civile og militære flyvning over Europa.
Ægteparret vendte ikke tilbage til Danmark
Egentlig skulle han være stoppet i 1978 men hans ansættelse blev forlænget i halvanden år til og med marts 1980, da han fyldte 65 år og gik på pension.
Ægteparret flyttede til London. De var trætte af intrigerne i København. De sidste år var præget af en svær kræftsygdom. Han døde den 21. januar 1996. Han blev begravet på Skåtøy kirkegård i Norge. Sonia levede 14 år længere. Hendes urne blev sat ved siden af Kaj Birksted.
Han var næsten glemt. Det var kun nogle kortfattede nekrologer. Det var alt.
Buster opstillet af Kaj Birksted
I 2009 blev der opstillet en buste af Kaj Birksted ved siden af busten af Anders Lassen uden for Frihedsmuseet i København. Denne var bekostet af fhv. piloter fra Flyvevåbnets fotoeskadrille i Karup. Hos Forsvarskommandoen og på Danmarks Flymuseum står der også buster af ham.
Birksted og Lassen mødtes flere gange i Den Danske Klub i London. De kom godt ud af det med hinanden, selvom de meget forskellige af temperament og mentalitet
En fængslende historie
En flot historie af Thomas Harder. Det er en fængslende beretning om en mand, der aldrig blev anerkendt i Danmark. Men som man næsten forgudede i Norge og England. Bogen er også spændende.
I en periode, diskuterede neutralitet, Nordisk forsvarssamarbejde eller NATO. Birksted argumenterede for Atlantpagten.
Birksted spillede en væsentlig rolle som forsvarspolitisk debattør og i udviklingen af det danske luftvåben.
1.000 danskere tjente i de allierede styrker
Cirka 1.000 danskere tjente i de allierede styrker. 128 af den var piloter