Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro

Strandvejens historie

April 25, 2011

Vejen startede ved Trianglen. En kongelig
bortførsel lykkedes næsten. Man blev hvis som snemænd af Støv. Bompenge
blev indtil videre – varede i 90
år. Dampskibene blev betragtet som ild
– skibe. Ballade i kapervognene. Heiberg brød sig ikke om dem.
Døde kaper – heste lå i vejkanten. Legemlig og
åndelig undergang kunne opleves. Og kvindekønnet viste usømmelighed
i deres ”bicycle”.
 

Strandvejen fra Trianglen

En udfaldsvej fra Østerport
blev anlagt ved portens omlægning i 1647. Oprindelig hed gaden Østerbro
eller Østerstenbro. Indtil 1858 hed den Strandvejen
fra Trianglen. Fra 1949 kom også det sidste stykke fra Lille
Vibenhus
til Svanemøllen
til at hedde Østerbrogade til Svanemøllen.  

Den første historie

Allerede på de gamle Sjællands
– kort,
som kartografen Johannes Mejer
tegnede, ses en bugtet linie langs Øresundskysten.
Det var den gamle Strandvej.

Og som så mange andre veje, blev
den kaldt mange navne: 

  • Den store landevej, der
    går til København
  • Adelvejen, der fører til
    Helsingør
  • Helsingørvejen

 

Hvornår vejen er opstået, vides ikke.
Men en vej gik til overfartsstedet Øre
eller Ørekrog. Det var her Helsingør
voksede op. Egentlig var der tre forgreninger af veje, der førte op
til Nordsjælland – dengang.  

Ret en herlig vej

En schlesisk adelsmand rejste i 1593
på vejen: 

  • Ret en herlig vej, langs
    Sundet og undertiden gennem smukke bøgeskove.

 

I en skildring fra 1623 beretter en tysk
fyrste, at der flere steder stod store flokke af vildt og så
lidet sky
var dyrene,at han til vogns kunne komme dem på
pistolskud nær.
 

Det vrimlede med hjorte

Fra det skønne Snekkersten, skrev
en forfatter omkring år 1800, vrimler det med hjorte og rådyr og hele
natten hører man her tuden af horn, hvori hyrderne jævnligen støde,
for at skrække dyrene bort fra kornagrene.
 

Vand på 
vejen

Mange af vejens stednavne vidner endnu
om bække og åer, der dengang gennemskar vejen eller strømmede over
den. Nogle steder var der lavet broer af bulfjæle.

Mange kilder lå langs vejen.  

Skønt og barsk

Det var skønt om sommeren, men kunne
være barsk i mørke efterårs – og vinternætter, når østenstormen
fik havet til at rejse sig og bølgerne frådede over vejen. I sådanne
nætter forklarer sagnet, kunne man møde strandvarsler,
genfærd af lig, som drev op på stranden fra de sønderslåede skibe.
Sagnet fortæller om en bonde fra Taarbæk,
som det nær var gået galt for, da han mødte genfærdet.

Ud for Vedbæk
fandtes et strandareal, som for længst er forsvundet. I sin tid blev
det anvendt som begravelsesplads for strandvaskere. Ved Skotterup
blev syv engelske søfolk bragt til hvile.  

En beskrivelse fra 1757

Præsten Ludvig Boesen
giver en beskrivelse af vejen i 1757: 

  • Paa den første Miiles
    Vey fra Kjøbenhavn kommer man igiennem Vartow, forbi Blegdamme, og
    Landsbyer, seer Alleer overskiære Markerne, og gaae ind i Skovene ril
    Kongelige Sommer – slotte. En Miil fra Kiøbenhavn er Cnuds
    – Hoved og Hvid – øre, hvor tilforn har været et Slot af samme
    Navn, som i sær er bekiendt i Christiani 2. Historie. Og her ongefær
    var det, at samme Konges Gemahl Dronning Elisabeth kom i Land, og blev
    indført i Kiøbenhavn. Paa den anden Miiles Vey ere Skovene, og den
    store Dyre – Havge. Ind i Skovene ligge Jægersborg og Sorgenfri Slotte.
    I Dyre – Havgen tæt ved Veyen ligger Lyst
    – Slottet Gyldenlund eller Charlottenlund. Her er og en Papiirs
    – Mølle, hvor Skoven og Aaen er ret og værd at bese. Hist og her
    langs inde i Landet findes og Lyst
    – Gaarde og Havger, de rige Folk i Kiøbenhavn tilhørte.

 

Kan ikke sættes i stand

Vejens standard var dog ikke god. Det
kan faktisk undre, når man tænker på, hvor vigtig denne vej var.
I en kongelig forestilling fra 1779 hed det:  

  • Den besværlige sandvej
    langs søkysten, som ej kan sættes i god og vedvarende stand.

 

En kongelig bortførelse lykkedes
næsten

Der skete mange ting på Strandvejen.
Den engelske sørøver John Nordcross,
der havde samarbejdet med svenskerne, forsøgte flere gange i 1717 at
bortføre Kronprins Christian,
den senere Christian den Sjette.
En gang var det lige ved at lykkedes. I flere dage i træk havde han
ligget i en båd med bevæbnet mandskab ud for Gyldenlund.

Kronprinsen havde været på jagt
på Gyldenlund og skulle ride ad Strandvejen
ind mod byen. Det blæste dog en råkold vind fra havet, så han havde
fulgt et råd om at ride en anden vej hjem.  

Forvirrende indtryk

Kigger man på ældre kort over
vejene til Nordsjælland, får man et forvirrende indtryk af,
hvor Strandvejen egentlig gik.

Før Christian den Fjerdes
udvidelse af København Østre Port (Østerport)
for enden af Østergade. Fra byporten gik Helsingørvej
vestover, nord om det areal, der senere blev anlagt som Kongens Have
o
g ud over Sortedams – dæmningen (nu
Østerbrogade).
 

Postruten

En postrute blev anlagt langs Strandvejen
i 1624. Der kom postruter til både Helsingør
og til området på den anden side af Sundet,
helt til Varberg i Halland. Helsingørruten
blev betjent af gående bude. Dette fortsatte til 1777. Helsingør
– budene
afgik i begyndelsen en gang om ugen – fra København
om mandagen tilbage igen onsdag.  

Til de kongelige slotte

Fra 1600 – tallets slutning foretog
københavnerne udflugter til de kongelige slotte i nærheden af hovedstaden.
Fra omkring 1740 begyndte de at opføre landsteder, således blandt
andet Aggersville, Enrum, Hellerup og Mariendal.  
 

Udflugter

Omkring år 1800 oplevede man et sandt
byggeboom af landsteder især ved Hellerup
og Charlottenlund. Udflugter gik også til Dyrehavsbakken
og længere nord på. Helt op til Rungsted
foregik disse.

Alt dette bevirkede en voldsom færdsel
på Strandvejen. Har kunne både wienervogn, kapervogn
og omnibus opleves.  

Støvskyer ved Charlottenlund

En passager på dampskibet Caledonia
fortalte om turen gennem Sundet
en dejlig juni – morgen i 1819: 

  • Den skvulpende Sø 
    med sine Sølvbølger vifter os svalende Kølighed i møde
    , skrev
    han. Han så Sjællands yndige kyst glide forbi  med alle
    landstederne, haver, bakker og marker. Ud for Charlottenlund
    ændrede billedet sig. Hele Strandvejen
    derinde så han nu indhyllet i Støvskyer, hvor mange hundrede Vogne
    rulle af sted.

 

Hvide som snemænd ankom man på 
tørre dage til Klampenborg.
Men her trådte såkaldte Børstedrenge
til. For et par skilling befriede de folk for det værste støv.

Omsider fandt man ud af, at lade vejen
vande. Det mærkelige var dog, at Strandvejen
blev vandet helt ind til Lille Vibenhus.  

Og man tror det næppe. Men Trianglen
lå dengang omkring år 1800 hen som et grønt idyl. Det var lejet ud
til en jomfru Winsløw, der havde gæs og kalkuner gående her.
F.C. Sibbern
har beskrevet forholdene dengang på det landelige
Østerbro.
Han forlod byen klokken 4 om morgenen. Han nød udsigten
ud over havet:  

  • Hvor straalede alt Morgenligt
    i Solen. Havet laa stille, næsten mælkehvidt.

 

Fri udsigt til Sundet

Den frie udsigt over havet var dengang
noget naturligt, når man bevægede sig i begyndelsen af Strandvejen
(Østerbrogade).
Andre følte sig dog generet af kalkrøgen fra
kalkovnene fra kalkbrænderierne.  

Strandvejen
blev efterhånden repareret. Det var et yderst vanskeligt arbejde. Alt
tydede på, at entreprenørene havde sjusket. Der indløb mange klager.  

Bompenge

I Berlingske Tidende
kunne man den 27. juni 1825 læse, at bompengeopkrævningen var påbegyndt.
I proklamationen stod der anført, at ordningen skulle gælde indtil
videre.
Ingen havde vel i den vildeste fantasi troet at ordningen
skulle fungere i 90 år.  

Man opførte et lille hyggelig bomhus
ved Slukefter. Her skulle københavnerne standse hver gang de
ridende, kørende skulle en tur på Strandvejen.  

Fritaget for bompenge var ejerne af
Mariendal, Hellerup
og Onsgaarden.
Entreprenørerne Wulff og Randel
havde selvfølgelig fri passage for deres heste og vogne for at vedligeholde
vejen. Fra 1847 tilfaldt bompengene amtet.  

Disse bompenge var meget upopulære.
Kævleriet med bommanden var også uundgåelig. Man kunne sjældent
blive enige om, hvad man skulle betale.

Der var stor uenighed om begrebet
arbejdsvogne
og fragtvogne.  

Skulle officerer betale?

I 1867 forekom et større skænderi med
Gardehusarregimentets
officerer. De værgede sig ved at betale
Passagepenge,
når de passerede bommen uden sabel og altsaa maa
antages ikke at være paa Tjenesterejse.

Krigsministeriet
havde den opfattelse at officererne ere fritagne for Bompenges svarelse
, naar de ridende til og fra København.

Ministeriet mente, at officerer med og uden sabel altid var på tjenesterejse.  

Takstreglementet blev engang imellem
ajourførte. Det sidste reglement er fra 1905 og har fået motorkøretøjer
med.  

Modstanden mod bompenge medførte, at
bommene på Fyn og Sjælland
blev afskaffet i henholdsvis 1851 og 1854. Men det ville man ikke gå
med til i Københavns Amt. Her havde man særdeles store indtægter,
som man nødig ville give slip på.

Men efterhånden blev opkrævningerne
mere og mere håbløse.  

Den 31. marts 1915 var sidste dag bompenge
blev afkrævet ved Slukefter.
Men allerede i år 1900 var bommen og bomhuset blevet revet ned. Det
skete i forbindelse med udvidelsen af vejen gennem Hellerup.  

Dampskibe var ildskibe

Damskibsfarten langs Øresundskysten
blev et tilløbsstykke, efterhånden som nye havne blev bygget. I 1877
havde man således anløbssteder i København, Skovshoved, Bellevue
Strand, Tårbæk, Skodsborg, Vedbæk, Rungsted, Humlebæk, Snekkersten,
Helsingør og Helsingborg.
 

Allerede i 1819 havde Danmark
fået sit første dampskib. Og det var Caledonia.
Men ak, det måtte ikke gå til kaj på grund af brandfaren. Et sådant
ildskib
var alt for farligt. Det kom i fast rutefart mellem København
og Kiel.
Men på sommersøndage anvendte man det til lystture
i Sundet.  

I annoncer fik man at vide, at der om
bord var et særligt værelse indrettet til Damernes Bekvemmelighed.
Desuden blev der under turen serveret spise – og drikkevarer imod
Særskilt Betaling.
Et fuldstændigt Musikkorps
ville udfylde tiden.

I den sydlige del af Sundet
blev der bygget dampskibsbroer, hvor skibene kunne lægge til. Andre
steder måtte passagererne sættes i land af lokale fidkere, som løb
ud med deres både, når dampskibet kom.  

Olufsvej

En lokal grundejer, kul – og vinhandler
Oluf Bang Vinge
(1785 – 1867) ejede et stort areal mellem Strandvejen,
Trianglen
og Øster Allé.
Han fik en lille vej, Olufsvej
opkaldt efter sig. Og prøv at kigge på de to endehuse ud mod Østerbrogade.
Det ene rager længere ud end de andre huse. Dette hus var for charmerende
dengang til, at man bare rev det ned.  

Dampsporvognens indtog

I 1884 skete der noget epokegørende
Strandvejen. Dampsporvognen
holdt sit indtog. Den stod allered og hvæssede på Trianglen.
Og dem, der skulle med den kunne vente inde hos konditor Larsen,
Østerbrogade 55
fra kl. 8 om morgenen til kl. 23 om aftenen. Det
var vigtigt at passagererne var i form. Alt kunne nemlig ske.  

Dengang var strækningen allerede meget
befærdet. Og hestene var ikke glade for den djævel, der spruttede
røg og ild. At uhyret i tidens løb bevirkede flere brækkede legemsdele
er velkendt.  

Den inderste del af sporvogns – strækningen
fra Trianglen til kommunegrænsen ved daværende Slukefter
Kro
var i 1865 – 1868 anlagt af Copenhagen Railway Company.  

Trafikprop ved Trianglen

I begyndelsen af Strandvejen (Østerbrogade)
opstod der i 1920erne så mange trafikpropper, at der måtte udkommanderes
hele seks betjente for at regulere trafikken. De skulle forhindre de
værste ulykker. Trianglen var dengang kaotisk med hestevogne,
biler, sporvogne, cyklister, træk – og barnevogne samt fodgængere.  

Gemytligheden sent om aftenen

Det var også her, man kunne komme med
kapervogne nord på. Og disse kaperkuske var af en bestemt støbning.
De råbte og skreg, når fodgænger kom forbi for at kapre kunder. Og
vognen skulle helst være fuld, så tjente kusken mest.  

Man skændtes, så det bragede.
Men det modsatte skete også, særlig på vejen hjem, når man
var kommet i muntert lag, efter en glad dag i Dyrehaven.
I en turistguide fra den tid hedder det sig, at gemytligheden sent
om aftenen , når man vendte hjem, undertiden kunne antage temmelig
massive former, hvorfor damer i hvert fald kun i en herres selskab burde
benytte denne befordring.
 

Tilladelse til bønderne

Rejsen til Bakken
kunne foretages enten til vogns, på hesteryg eller til fods. Man kunne
hyre en vogn, hvis man havde penge nok. Eller man kunne lade sig befordre
af en af bønderne, der mødte op i København
for at tjene en ekstra skilling. Bønderne havde i mange år foretaget
disse kilderejser.

I 1780 blev man dog nødt til at regulere
forholdene en lille smule. Man udstedte nogle tilladelser. Det blev
tilladt, at bønderne måtte køre  

  • fra Pinsedag til 8 Dage
    efter Frue Dag.

 

Man måtte foretage Skovkørslerne
og holde med vognene på nærmere angivne steder uden for byens porte,
og det  

  • således i ordentlige Rader
    og paa Siden af veien, at de ikke i mindste Maade tilspærrer eller
    hindrer Passagen enten for Gaaende, Kørende eller Ridende
  • Skulle nogen understaa
    sig at holde nærmere Byen, bøde de derfor 1 Rdl.’s Multk, og om de
    holde uordenligt, tilspærre eller hindre Passagen, erlægges en Multk
    af 4 Mark.

 

Heiberg brød sig ikke om kapervognene

Johan Ludvig Heiberg
var bestemt ikke begejstret for disse ture nord på. Det fremgår tydelig
af hans beskrivelse:  

  • Hvad kan være smagløsere
    end Synet af disse store kluntede med fire Sæder forsynede holstenske
    Vogne, hvor tre til fire Mennesker sidder på
    hvert Sæde og mange endnu have små
    Børn på Skødet? Og dette kunne med møje besværlige Læs trækkes
    af et par udmagrede Heste hed ad en støvet Landevej, hvor den ene Kusk
    søger at køre den anden forbi ved hjælp af uophørlige Piskeslag.
    Damerne er udmejede paa den latterligste Maade, som om de skulle til
    Bal og ikke til Skoven, og skønt Klæderne ere deres Et og Alt, saa
    kunne de dog ikke føre over deres Hjerter at opsætte Turen, selv om
    den visse Regn hænger dem over Hovederne.

 

Døde heste i vejkanten

Og det var noget om det. I en avisartikel
fra 1852 fortælles det 

  • at det er sket flere Gange
    i Sommer, at et par Kaperheste paa Bellevueturen er blevne jagede nogle
    og tyve Mil paa en Dag. Man havde set døde Kaperheste ligge paa Vejen,
    og den grusomme Behadling af næsten alle sådanne Heste har idelig
    været Genstand for Omtale.

 

Den legemlige og
åndelige undergang

Ak ja, ikke alle kunne nøjes med vand
fra Kirsten Pils Kilde. Der skulle mere til. Dengang var der
ikke asfalt. Strandvejen var en blanding af sand og grus. Man
måtte vande den i sommermånederne. Det gjorde det mere behageligt,
at færdes på den. 

 Men det var også bevist, at gadevanding
havde en gavnlig virkning på den de lavere klassers moralitet.
Støvet udviklede miasmer (bakterier),
som virkede fortrinsvis på maven. Derfor søgte mændene og undertiden
også konerne tilflugt i spirituøse drikke. Dette bevirkede således
til familiernes legemlige og åndelige undergang, sagde kloge mennesker
dengang.

Når gaderne blev vandet, så blev
trangen til brændevin formindsket.  

Bien på 
Trianglen

På Trianglen
måtte der bygges en ny tidsvarende ventesal med ventesal, toilet aviskiosk
og vagtlokaler til trafikmesteren. Den blev bygget i 1907 efter en voldsom
debat om arkitekturen. I folkemunde kom den til at hedde Bien,
ja nogle kaldte den Suppeterrinen.  

Kvindekønnet på 
bicykle

Det der også vakte forargelse var
især på Strandvejen,
kvinder på det nymodens transportmiddel, cyklen. De kæmpede en ulige
kamp for at holde balancen og skørterne på plads. Man havde sandelig
noget at snakke om, når man iagttog kvindekønnet på disse transportmidler.  

En læge udtalte:

  • Om Sømmelighed vil jeg
    ikke tale. Smuk er denne Sport ikke for en Kvinde. Og bliver den det
    nogensinde?

 

885 cykler på 
en dag

Cyklerne medførte nogle praktiske vanskeligheder.
Bommanden mente, at nu måtte cyklisterne også til at betale bompenge.
Han havde søndag den 16. august 1891 talt ikke mindre end 885 cykler,
der passerede bomhuset.  

I Amtsrådet
mente man ikke, at cyklisterne skulle betale, så måtte man også lade
folk med trillebøre og med barnevogne betale.

Amtmanden
bemærkede dog, at der dog ikke kom 800 trillebøre og 800 barnepiger
med barnevogne ned ad Strandvejen
om søndagen. 

Cyklister blev dengang kaldt for bicykle
– ryttere.
De kom susende forbi i knæbukser og med jockeyhue.
Dansk Bicykel Klub
søgte i 1891 om en sti, hvor cyklister kunne
cykle.

I 1895 åbnedes en cykelskole for damer
og herrer. Det var samme år, at paven nedsatte en kommission, der skulle
finde ud af, om det var passende, at præster måtte køre på cykel.  

Strandvejen var en sammenblanding

I en rejseskildring fra 1893 hedder det
sig:  

  • Strandvejen, Hvilken broget
    Billedverden, der har tegnet sig paa Københavnernes Nethinde imellem
    Lille Vibenhus og Vedbæk. Hvilken Vekslen og Sammenblanding af By,
    Land, Have, Villa, Hytte, Skov, Strand og Menneskemylder. Hvert
    Øjeblik skifter Scenen. Man har vendt Byen Ryggen, og alligevel er
    Byen fulgt med. Dette første Stykke Strandvej er jo endnu København
    Ø. Og lidt længere ude slås Byliv og Landliv, om ikke paa Liv og
    død, dog således at det landelige sættes i Knæ

 

Et køretøj uden hest

En af de første københavnske biler
blev i 1887 prøvekørt i Hammels Maskinfabrik.
Det var værkfører Johansen, der havde skabt dette køretøj.
Og køretøjet vakte forundring. Hvor var hestene, spurgte man.

Ja dette monstrum skræmte faktisk hestene.
I den første tælling i Danmark
af disse køretøjer viste det sig, at der i 1909 var 699 stykker. Halvdelen
af dem var hjemmehørende i København.  

Motorkørsel var forbudt

Strandvejen
var slet ikke gearet til denne form for trafik. I 1906 forbød man motorkørsel
fra Lille Vibenhus til Rungsted Badehotel.
Men der var undtagelser. Dem der boede på den lukkede del kunne ansøge
om tilladelse til at køre på vejen.  

Vanrøgt på 
Strandvejen

Ak og ve, snart skete der vanrøgt
af Strandvejen. Byggeriet i Hellerup
tog fart. I løbet af få år lignede det en hvilken som helst gade
i København. Og området nord for Trianglen,
hvor der før var fri udsigt til det blå Øresund,
blev nu kvalt af Frihavnen og dens mange bygninger. Veje blev
opfyldt. Massive bygninger og karreer tårnede sig op.

Intet mindede mere om den Strandvej,
der engang var.  

Kilde:
Se

Litteratur København (under udarbejdelse)

Litteratur Østerbro 

Hvis du vil vide mere:
Læs

  • Fra det gamle
    Østerbro
  • Nord for
    Østerbro
  • En Sporvogn på
    Østerbro
  • Ydre
    Østerbro dengang
  • Østerbros historie 

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

Østerbro