Dengang

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København

Fra Bellahøj til Husum

November 4, 2010

Vi tog på en rask cykeltur til Utterslev, Bellahøj, Bispebjerg, Søborg, Brønshøj, Grønhøj og til Husum. Vi besøgte restaurant Bellahøj, Bispebjerg Hospital, Carlstad, Husumhus, Frederiksgaard og Linie Buh. I Grønhøj brugte de en kirkebarak. Og så var det hver år diskussion om spanskrør og spyttekummer på en skole. Vi hører også om Danmarks første ballonfærd, hvor damerne dånede. Ja og så hører vi om Feltherre Hans Schack, og Leonora Christine.

 

Nørrebro sælger bedre

Når man passerer under højbanen er man ikke mere på Nørrebro. Men ordet Nørrebro sælger godt i medierne, så ordet bruges, når det er ballade ude i Nordvest.
Indrømmet det ord lyder ikke særlig lokalhistorisk.

Det lyder meget bedre, når vi siger Utterslev, Bellahøj, Bispebjerg, Grønhøj, Søborg, Brønshøj og Husum og Grønhøj

 

Vanskeligt at afgrænse

Allerede når vi har passeret Lygten Station er vi i en anden bydel. Ja, den er formelt først opstået i 1847 med udstykninger langs Frederikssundsvej.

Egentlig er det vanskeligt at afgrænse området, når man skal beskrive det historisk. Men vi forsøger alligevel. Brønshøj Sogn bestod jo netop af Nordvest, Emdrup, Brønshøj, Husum og Vanløse). Ja
herude var der også noget, der hed Sokkelund Herred.

Hurtig springer vi over Lygten Station. Den er beskrevet indgående i andre artikler. En fantastisk smuk bygning også indefra, men med en meget dårlig akustik. Det er svært at holde foredrag herinde.

Det er herude vi har Lygtekvarteret, Provstekvarteret, Ørnevejskvarteret og Pipfuglekvarteret. Her har vi også noget, der glæder en sønderjyde, Genforeningspladsen. Egentlig skulle vi også fortælle om beboerne i Lersøen. Men dem har du mødt i tidligere artikler. Vi burde også skrive om Grundtvigskirken. Men den kommer i en særskilt artikel.

 

En rask cykeltur

Og du skal være i nogenlunde form, hvis du lige som forfatteren vil tage turen på cykel. Således kan du sagtens mærke bakketoppene herude. Ved Brønshøj er der 37 meter, ved Bellahøj 31 meter, ved Utterslev 29 meter og Bispebjerg 31 meter.

 

Vand til søerne

Den sydlige del af Bispebjerg drænes mod Lersøen, som havde to afløb, et via Grøndalen mod Damhussøen. Så var det også via Lygteåen, langs den nuværende Lygten, Bispeengen, Ågade, Åboulevarden og ud mod alveboderne.

Senere blev åen ført ind mod søerne i København, for at bidrage til et højt vandniveau i Sortedamssøen, Peblingesøen og Skt. Jørgens Sø. Dengang var de en del af Københavns
forsvarsværk.

 

Bispebjerg Hospital

Bispebjerg Hospital blev tegnet og bygget af Martin Nyrop i årene 1908 – 13. Nyrop valgte et system af fritliggende pavilloner. Allerede i 1901 havde stadsarkitekt Fenger valgt den mulighed. Men han døde i 1905. så Nyrop
måtte træde til.

Man planlagde 12 pavilloner, men der blev kun bygget seks stk. Dertil kom to operationsbygninger, hvortil der hørte forbindelsesbygninger, dernæst badebygning, køkken, vaskeri, maskinhus, funktionærbygning, et vandtårn, tre portbygninger, patalogisk institut samt et kapel.

Den 19. september 1913 blev det moderne sygehus indviet. Man havde afskaffet klokken, hvis man skulle have hjælp. Man brugte en rød pære i stedet.

Den tyske besættelse satte sit præg på Bispebjerg Hospital. Af flere grunde blev sygehuset centrum for behandling af modstandsfolk, samt beskyttelse af jøder og efterfølgende transport til Sverige.

 

Bellahøj – frisk luft og god udsigt

Når man står ude foran Restaurant Bellahøj, ja så er det svært at forstille sig, at man kun er fem minutters cykeltur fra storbyens larm og trængsler. Herude er der frisk luft og en god udsigt. Vi var her ofte for en del år siden med Nørrebro Handelsforening og Storkøbenhavns Samvirkende Handelsforeninger.

 

Moses Levin Mariboe

Egentlig starter historien på Utterslev Torv i 1682. Men vi springer elegant frem til 1793, hvor købmand og grosserer Moses Levin Mariboe køber gården Johanneshåb på Brønshøj for 2.200 rdl. Gården blev udflyttet og kaldt Frederiksgård. Han sælger den videre efter tre år for 4.500 rdl.

Mariboe var flyttet til København i 1744. Faderen var indvandret fra Schlesien til Maribo. Der har slægten taget sit navn.

I 1792 blev gården opført som en smuk enetages bygning med en pragtfuld udsigt over hele København. Den er opkaldt efter sønnen Moses Levin Mariboes første kone, Isabella eller Bella Henriques. 

Hovedbygningen var 11 fag lang og syv fag dyb. Desuden var der to længer, en hestestald til 8 heste og en kostald til 24 køer. De englænderne i 1807 bombede København, var Brønshøj besat af engelske tropper. På Bellahøj

lå engelske tropper i en periode på to måneder.

 

Familien Lütgen

I 1813 erhvervede premierløjtnant i Søetaten, senere kontraadmiral Magnus Lütken ejendommen. Nu blev den kaldt for Avlsgården Bellahøj. Efter hans død i 1847 overtog hans enke, Cecilie Lütken gården. I 1867 købte hun en nærliggende gård. Derved fordobles Bellahøjs jorde til ca. 100 tdr. land.

Indtil hendes død i 1875 boede enken på gården sammen med sønnen Otto Hans Lütken.

Inden krigsudbruddet i 1864 var han chef på fregatten Niels Juel. Han blev marineminister. Også i det lokale liv var han aktiv, bl.a. formand for sognerådet i Brønshøj 1868 – 76.

Han var gift med Annie Buntzen, der som barn boede i hus med familien Heiberg. Her på Bellahøj var denne familie ofte på besøg.

Brønshøj Sogns Børneasyl fik 1893 et gavebrev af Annie Buntzen. Siden 1886 havde til huse på en af Bellahøjs ejendomme, Frederikssundsvej 108 c. Senere blev asylet overdraget til Brønshøj Kirke.

 

Brand på Lille Bellahøj

I 1888 – 99 blev en stor del af jordene solgt til Københavns Kommune. Undtaget var haven og parken omkring Bellahøjs hovedbygning, jorden omkring Utterslev  Asyl og  omkring Lille  Bellahøj. Disse  bygninger var opført 1848 – 49.

I 1900 overtog kommunen Lille Bellahøj efter en brand. I Illustreret Tidende fra den 28. oktober 1900 kan man læse:

Sidste søndag aften nedbrændte alle bygningerne på den Københavns kommune tilhørende ejendom ”Lille Bellahøj” på Utterslev Mark. Ved 8 – tiden så vejfarende flammer slå op af taget på den gamle stråtækte staldlænge, og hurtigt bredte ilden sig til tre andre gamle bindingsværkslænger . Ingen af gårdens beboere var hjemme, og slukningsarbejdet syntes at lide af visse landelige svagheder, så at det ikke kunne hindres, at også hovedbygningen antændtes, ligesom nogle få husdyr indebrændte.

Flammerne fra den gamle tørre bygning lyste højt op på aftenhimlen. Den tiltrak mange af hovedstadens beboere. Ved midnatstid var Lille Bellahøj kun en rygende tomt med sodede murrester og svedne træer. Lille Bellahøj blev dog genopbygget som Ny Bellahøj på en anden beliggenhed. En af døtrene boede her i mange år sammen med hendes mand.

 

En velhavende familie

Pauline Lütken, den anden datter forblev ugift. Hun var den sidste beboer på Bellahøj. Hun var stiftsdame til Vallø. En stor del af året boede den ene af hendes brødre, Anton Frederik Lütken også på Bellahøj.

Familien Lütgen var en særdeles velhavende familie. Flere gange forsøgte Københavns Kommune at købe ejendommen. Det lykkedes først i 1925. Men de to søskende Pauline og Andreas blev boende på henholdsvis Bellahøj og Ny Bellahøj til deres død.

Da Pauline døde i 1932 overtog kommunen også hovedbygningen. Borgerrepræsentationen vedtog i 1937 at indrette restaurant i bygningen til brug for de planlagte dyrskuer på Bellahøj.

 

Ejere af Restaurant Bellahøj

Hvem der var den første ejer af Restaurant Bellahøj vides ikke. I 1948 overtog direktør H.C. Hansen ejerskabet. Han døde allerede i 1951, hvorefter enken kørte virksomheden videre. Og det gjorde hun godt. I hele 34 år, og
den dag i dag fortælles der om alt det som Clara Hansen kunne udrette.

I oktober 1984 var det Anton Sønderskov, der overtog stedet. En omfattende renovering gjorde oplevelsen endnu større. Ja, Sønderskov købte ejendommen af kommunen.

I november 1995 kom familien Elvstrøm til, og de var der også den aften, hvor Nørrebro Handelsforening fejrede 110 års fødselsdag.

Fra 1938 til 1967 fungerede Bellahøjmarken som dyrskueplads.

 

Fra kongrescenter til idrætshal

Bella Centret langs Hulgårdsvej blev taget i brug som kongrescenter i 1965. det varede i godt ti år, hvorefter centret på Amager blev taget i brug. Bygningerne på Hulgårdsvej blev indrettet som idrætscenter. Det er det som vi i dag kender som Grøndalscentret.

 

Grødslottene

Ved udgravningerne til højhusene indrettede man en friluftsscene af de mange jordvolde. I øvrigt blev Danmarks første højhuse på stedet kaldt for Grødslottene. Navnet kom sig af, at havde man betalt huslejen havde man kun råd til grød.

En anden betegnelse var skyskraberne. Bebyggelsen rummer 28 højhuse med fra 9 – 13 boligetager med i alt ca. 1.300 overvejende små boliger.

 

Carlstad

Ja og tænk. Her lå i 1658 – 60 under Københavns belejring 30..000 svenske lejesoldater. Ja der opstod en hel by, der blev kaldt Carlstad. Byen blev bygget af den svenske Kong Carl den Tiende Gustav.

Byen omfattede området fra Brønshøj Kirke i nordvest til Bellahøj Kirke og højhusene på Bellahøj i nord og sydøst.

Mange vejnavne i området er i dag opkaldt efter perioden, såsom Svenskelejren og Skansebjerg. Og så siges det, at Brønshøj Kirke fungerede som våbendepot.

 

Landbrugets udvikling

Omkring Bellahøj Parken anlagdes allerede i 1938 et friluftsteater. Men ikke nok med det. En stor oval plads, benævnt Ringen. Her blev også opført udstillingslokaler, der skulle vise landbrugets udvikling gennem de forløbne  50 år. Området strakte sig over 100 tdr. land. Det strakte sig fra Frederikssundsvej – Bellahøjvej mod nord til Godthåbsvej mod syd og fra Degnemose Allé mod vest til Hulgaardsvej mod øst.

 

Linie Buh

En ny sporvognsforbindelse oprettedes fra Bellahøj til Københavns Banegård. Det var et billede af en ko på siden, så selvfølgelig fik linien navnet Linie Buh.

En ny lokal politistyrke på Bellahøj med 80 mand blev etableret. Næsten en million mennesker besøgte dyrskuet.

 

Friluftsteater fra 1938

Hele 5.000 pladser fik Friluftsteateret. Man bød på alskens underholdning, der spændte over folkemusik til klassisk. Og så var det et grønlænderkor samt Niels Bukhs gymnasiaster.

Berlingske Tidende heftede sig ved, at der på premieren fløj en Reklame Flyver hen over Teatret og vakte betydelig forstyrrelse.

Politikens anmelder Viggo Cavling karakteriserede Teteret som et fund:

Det ligger som et Idyl midt i Storbyen i den gamle Bellahøj Park med en stor vifteformet Tilskuerplads, der svagt skraaner op ad Bellahøjen og med Scenen kranset af Træer og Buske og flankeret af to Trefødder med den hellige Ild. Lydene fra det store Landbrug høres ikke, undtagen naar en Reklameflyvemaskine summer højt oppe i Luften.

Det nye Bellahøj Friluftsteater blev en succes fra dens start . I foråret 1939 overtog Københavns Kommune friluftsteateret af Landbrugsrådet. Gennem tiden gav friluftsscenen københavnerne store oplevelser.

 

Vaskebrædtet

Bellahøj er også kendt for sine gode kælkebakker. En af dem kaldes for Vaskebrædtet. Den er ikke særlig stejl, men den er lang. Under særlige forhold kunne man få en ekstrem høj fart på kælken. I 60erne og 70erne blev der kørt dødsejlere på Vaskebrædtet. Det var store hjemmelavede kælke, der blev styret ved hjælp af en lang stok/pind.

Og så har Anna Pihl gjort Station Bellahøj verdensberømt i Danmark. Den fungerede tidligere som hovedkvarter for Politiets Efterretningstjeneste.

 

Grøndal

En lidt længere cykeltur fører os til Godthåbsvejen. Det var oprindelig landevejen til Roskilde. Grøndalen ved Grøndal Station var vandskellet mellem Ladegårdsåen og Grøndalsåen. Her kunne man altid komme tørskoet forbi. Som led i Københavns vandforsyning blev de to vandløb forbundet og Damhussøen blev byens vandbeholder. Vesterbrogade og Roskildevej kom først til i 1770 – 77.

Godthåbsvejen var også grænsen mellem landsbyerne Brønshøj og Utterslev.

Grøndal er en mærkelig størrelse. Officielt hedder bydelen kun Vanløse. Fire gårde dannede begyndelsen til Grøndal. Det var Frederiksgård, Grysgård, Fordresgård og Brønshøj Bakkegård. I 1840 havde gårdene ca. 40 indbyggere.

 

En kirkebarak fra 1918

Mange af de mennesker, der bosatte sig i Grøndal i 1920 og 1930 var selvstændig erhvervsdrivende og håndværksmestre.

Grøndal er ikke opstået omkring en eksisterende landsby. Derfor har den aldrig fået nogen egentlig administrativ eller statistisk status. I 1922 udskiltes bydelen dog som selvstændigt kirkesogn. Borups Allé danner grænsen mod øst.

Grøndals Kirke er fra 1928 og ligger på spidsen af Hulgårdsvej og Hillerødgade.

Kommunen havde opkøbt store mængder af jord, for at undgå byggespekulation. De havde set, hvor galt det kunne gå på Nørrebro. Men de havde ikke tænkt på en kirke. Stort set hele området øst for Godthåbsvej blev opkøbt af kommunen i 1890erne.

Frivillige fik bygget en barak – kirke i 1918. Træhytten var dog uegnet til dette formål. Den var kold og fugtig. En grund blev tilbud, men menighedsrådet mente at kirken ikke skulle gemmes af vejen, men kunne ses.

 

Omfattende byggeri

Det første byggeri var egentlig Grøndalsvænge Haveboligforening. De fleste huse var dobbeltvillaer bygget i perioden 1915 – 18. I 1928 kom området nord for Hillerødgade til. Egentlig var dette til mindrebemidlede. Men indskuddet var alligevel så stort, at kun beboere med en hvis indkomst havde råd til at flytte ind her.

Omkring 1918 opstod der en del nærbutikker i området. Meget populær var Spækbrugsen. Den hed sådan, fordi man både havde en kolonial – og viktualieafdeling.

I 1915 blev der opført husvildeboliger, som var midlertidig bebyggelse af såkaldte træbarakker. Det var i trekanten Godthåbsvej, Rønnebærvej og Hulgårdsvej. Bebyggelsen havde gode friarealer. Bygningerne stod helt til 1962. Efter nedrivningen blev der opført højt elementbyggeri af boliger. Det var Københavns Kommune, der opførte disse boliger. I dag er det en privat andelsboligforening.

 

Frederiksgaard

I området lå Frederiksgaard. Den blev drevet af de tre søstre, Hermine, Valida og Alvilda Beyer. Gården blev oprindelig ejet af den svenske major, Mech. Han solgte den til grosserer A.F. Beyer i 1806. Beyer var gået fallit med sin forretning inde i byen i 1817.

Familien Beyer drev landbrug. Men han drev også pensionat for sindssyge, åndssvage og døvstumme. Den sidste ejer var murermester N. Mikkelsen Sørensen. I dag er det Frederiksgårdsskolen, der ligger på gårdens grund. Den blev bygget i 1930erne.

De tre søstre havde delt arbejdet imellem sig.

Hermine stod for det rent landbrugsmæssige. Alvida tog sig af det omfattende havebrug og husholdingen tog Vavild sig af. Familien Beyer fik i alt ni børn.

En fjerde søster, Sille Henrikke Christine Beyer skrev syngestykker og skuespil til Det Kongelige Teater. Og det havde hun en hvis succes med. Hun oversatte også dramatiske værker fra tysk og spansk.

Der blev sat meget pris på hendes arbejde af direktør Johan Ludvig Heiberg. Og sandelig var hun også privatsekretær for Johanne Louise Heiberg.

 

Georg Brandes kunne ikke lide det

Det var lidt usædvanligt for en kvinde dengang, at beskæftige sig med den slags. Og det var da heller ikke noget, der behagede Georg Brandes:

Den gamle pæne Dame gik til Værks i den bedste Hensigt. ”Ved min Strømpes Azur” sagde hun,”Jeg skal lempe disse Personer til efter Nutidens dramatiske Fordringer ” og saa tog hun en hel Pose fuld af Figenblade frem, og overalt hvor Shakespeare havde givet sig en Blottelse, der havde hun et Figenblad parat.

 

Nobelpris til fætteren

En bror til de tre frøkener var præst i Herlufmagle. Han havde en søn, der kaldte sig Fredrik Bajer. Ja egentlig hed han Frederik Beyer. Han startede fredsbevægelsen i Danmark sammen med sin kone, Mathilde. Og han blev i 1908 hædret med den ene halvdel af Nobels Fredspris.

En lille plads ved Tagensvej, Bajers Plads er opkaldt efter ham. Og A.F. Beyer fik også opkaldt en vej efter sig.

Pladsdannelsen i spidsen af Godthåbsvej/Rønnebærsvej blev i slutningen af 1990erne navngivet som Grøndal Torv på initiativ af Grøndal Lokalråd. Man ville med navngivningen gerne markere Grøndals identitet.

Spørgsmålet er om Grøndal overlever som kvarter med egen identitet. Man er presset fra mange sider. Grøndal Kirke gør i hvert fald sit til at bevare identiteten. Den har nærmest funktion som kulturhus.

 

Utterslev

Den ældste bebyggelse i området er fundet nær ved Utterslev Mose. Her er fundet primitive jagtvåben, benspidser med modhager. Alt tyder på, at der har ligget en boplads på stedet. Senere er der kommet bofaste agerdyrkere og kvægbrugere.

 

Omtalt 1186

Ja og vi skal også huske på, at området omtales i det berømte brev – det såkaldte gavebrev udstedt i Verona i 1186, hvori Pave Urban den Tredje bekræfter Valdemar den Stores overdragelse af Sokkelund Herred (Støvnæs Herred) til Biskop Absalon.

I brevet står, at gaven bl.a består af borgen kaldet Havn (senere København) samt Utterslev med alt tillæggende (det var landsbyerne Serridslev, Solbjerg, Vanløse, Vigerslev, Valby og et bol i Brønshøj samt Emdrup). Utterslev må på den tid have været den vigtigste by i hele det landområde, der kaldtes Støvnæs Herred.

 

Jordebogen fra 1370

Næste gang Utterslev nævnes, er i Roskilde – bispens jordebog fra 1370. Heri er en fortegnelse over bispesædets ejendom. Her står, at Utterslev bestod af 9 bol (en bol er den jord, som normalt hører til en gård). De tre af den tilhørte hovedgården. Ejeren må have været en meget betydelig mand på egnen.

En landmlingsmatrikel fra 1688 afslørede, at der lå 11 gårde og 9 huse omkring Utterslev Gadekær.

 

Udskiftning i Utterslev

Men Utterslev var oprindelig en landsby. I 1792 lå der 16 gårde i byen. Efter udskiftningen blev 5 liggende. Landsbyen strakte sig herefter helt ned til den nuværende Nørrebro Station, helt ud til Godthåbsvej og Bellahøj. Mod vest strakte arealet sig til Rådvadsplænen.

Den ene af de gårde, der blev liggende i byen var Utterslevgård. Den ene af længerne er menighedshuset til Utterslev kirke. Og når vi nu er ved kirken. Lige over for ligger de oprindelige arbejderboliger i Tages Huus.

Bydelen Bispebjerg hedder fra 2006 faktisk Utterslev, når der tænkes i valgkredse.

 

Fantastisk natur ved Utterslev Mose

Når du på cykel kommer til Utterslev mose, føler du dig hensat i en anden verden. Man forstiller ikke sådan en natur så tæt ved storbyen. Oprindelig var stedet en tørvemose. Det var meget lidt vand, ja faktisk var det kun nogle kanaler fra Frederik den Andens tid. Et arbejdsløshedsprojekt fik gjort stedet til det, det er i dag.

Mosen er Københavns største fuglereservat. Den store ø ved voldgravens udløb blev af børnene kaldt for Djævleøen. Officielt hedder den dog Teglholm. Myten siger noget om, at der har været et teglværk på stedet.

Utterslev Sø var efterhånden vokset til en regulær mose. Den blev oprenset i 1587, hvorefter Frederik den Anden anlagde fiskedamme og byggede en sluse i den østlige ende for at sikre høj vandstand.

Vandet fra Utterslev blev via trærender ført til København, hvor det indgik i byens vandforsyning i de såkaldte vandkunster, hvor borgerne hentede deres drikkevand. Før slusen blev bygget, havde søen/mosen haft det med at fryse til is om vinteren og tørre ud om sommeren. Slusen sikrede en mere jævn vandforsyning. Kongen ansatte en damvogter til at at overvåge vandstanden.

 

En kro – som ekstra indtægt

Det at være damvogter var bestemt ikke et givtigt job. I 1679 udstedtes en krobevilling af amtmanden, så damvogteren kunne supplere sine indtægter ved salg af øl m.m. til forbipasserende.

I 1721 fik kroen kongelig bevilling til at holde udskænkning. Ja det var starten på Søborghus Kro. Den lå på hjørnet af den nuværende Gladsaxevej og Søborg Hovedgade. 

 

Vandet var forurenet

Hele mosen er vel ca. 1 gange 3 km og i dag et afvekslende område af søer og holme samt et fantastisk dyreliv. Tidligere var den faktisk meget forurenet.

Den østlige del af Utterslev – søerne var antagelig forbundet med Esrum Sø via Rosbækken mod Ryparken videre ud til Hellerup. En anden å har formentlig ledt vandet nordpå mod Gentofte Sø og videre over Ermelunden og østpå til Klampenborg.

 

Jægerkroen

Jægerkroen var den eneste beværtning i Utterslev. De andre beværtninger lå nede på Frederikssundsvej. Krohaven blev brugt til politiske agitationsmøder. Har var der også prædikanter, der holdt vækkelsesmøder. Men også Frelsens Hær kom og gav koncert.

Men efterhånden udviklede den sig til et rigtigt værtshus med masser af slagsmål. Den blev misligholdt og blev revet ned omkring 1944.

 

Villaen var en jagthytte

En meget sjov ting var Villa Sokkelund. Den blev erhvervet af tidligere Tivoli – direktør, L.E. Thrane i 1899. Ved en ildebrand i huset fandt man en indemuret sten med årstallet 1770. Det viste sig, at dele af huset var opført det år til Christian den Syvende, der havde brugt stedet som jagthytte.

Her ligger også en vej, Møllegade. Grunden var, at der for enden lå en mølle indtil 1908 i den østlige ende. Efter nedrivningen blev der opført et dampbageri. 

På Utterslevvej blev der i 20erne opført husvildebarakker. Omkring Utterslev Gadekær opstod et helt butikscenter. I 1965 var der endnu 34 butikker.

 

Omkring Bispebjerg Kirkegård

Nordvest – kvarteret op mod Bispebjerg Kirkegård var indtil 1930 domineret af gartnerier og havekolonier. På grund af bolignøden boede man dog hele året i disse kolonihavehuse.

Om vinteren var der is på væggene inde i husene. Men efterhånden blev der bygget på Skoleholdervej, Møllerlodden, Gravervænget og Ringertoften. Kvarteret fik kælenavnet – Fra vugge til grav. Naboskabet til Bispebjerg Kirkegård lod sig ikke fornægte.

Gravervænget var der 100 små lejligheder af relativ høj standard med eget toilet. Der var dog ikke bad og heller ikke centralvarme. Lejlighederne blev opvarmet af kakkelovne. Her boede hovedsagelig håndværkere, ufaglærte og enlige, mindrebemidlede mennesker. Der var mange børn og unge mennesker.

Kvarterets dårlige ry opstod efter den store arbejdsløshed i 80erne og 90erne. Københavns Kommune eksporterede en masse sociale problemer til kvarteret.

 

Søborg

Søborg kendes som Søborre og Søberg. Det kan måske betyde Bakken ved Søen. Navnet kendes også fra Søborghus Kro og fra den store Søborggård, der leverede jord til den kommende by.

Søborrevangen strakte sig fra Emdrup til og med nuværende Søborg og omfattede bl.a. Emdrup og Utterslev Søer. Søborggård var den største gård i området. Her på jorden opstod Villabyen Søborg ved Glasaxevej, Marienborg Allé, Aakjærs Allé ogSøborghus Allé.

Der hvor Gladsaxevej og Søborg Hovedgade starter, blev der i 1721 anlagt en kro, der fik navnet Søborghus Kro. Vi omtalte også kroen under Utterslev. Den betjente de rejsende, der benyttede den af Christian den Fjerdes anlagte Frederiksborgvej, der fortsatte op til Frederiksberg Slot Hillerød. Vejen er i dag stadig hovedfærdselsåre mellem Gladsaxe og det indre København.

 

En by med vokseværk

Hvis man ved århundredeskiftet kom kørende fra Bispebjerg mod Buddinge måtte man som i dag – passere den lange Søborg bakke. Når man havde nået toppen kunne man nyde den flotte udsigt over København. På begge sider af vejen neden for bakken, lå store marker med tilhørende gårde.

Efter udstykningen af gårdene på Buddinge Mark, blev Søborg Grundejerforening stiftet i 1905. Omkring århundredeskiftet var en del af området Gladsaxe– Herlev Kommune og bestod af 11 bondegårde, 7 huse og 2 villaer. Der boede kun i alt 159 indbyggere. Området havde tydeligvis endnu et landeligt præg.

Udstykningen påbegyndtes med Søborggaards jorde i 1901. Mange af gadenavnene minder om de gamle gårde, Maglegården, Lundegården, Hyldegården.

 

Problemer med drikkevand

Vandforsyningen viste sig hurtig at være et problem. Der blev gravet flere og flere brønde. Og så skete det, at der ikke var vand nok til alle. En sommer kørte der en vogn rundt i byen med vand.Endelig 1909 blev der opført et vandværk ved Gladsaxevej tæt op til Søborg Mose. Her blev der fundet masser af vand.

Der var ikke anlagt kloakledninger ud til Øresund. I første omgang blev der anlagt en stor septiktank tæt ved Søborg Mose, hvortil spildevandet blev ledt efter at have passeret tanken.

 

Så kommer butikkerne

I 1905 startede den første købmand på Søborg Hovedgade. Og i 1922 byggede slagtermester N.P. Larsen et helt lille strøg med fem butikker som tilbygninger på hans private villa på hjørnet af SøborgHovedgade og Niels Bohrs Allé.

En storby er ved at rejse sig, sagde en borger. Indtil da foregik salget til borgerne fra hestetrukne vogne, der kørte rundt og faldbød slagter – og mejerivarer.

 

Udvalg til velgørende formål

I 1905 blev en familieforsøger i Søborg uhelbredeligt syg. Han kunne ikke arbejde, da han havde fået tuberkulose. Familien led stor nød. Det fik tre mennesker nys om, og oprettede et Udvalg med det Formaal at afholde Velgørenheds – og Folkekoncerter i Filantropiens Tjeneste. 

Folkekoncerterne blev en institution i Søborgs selskabelige liv, hvor de største af datidens navne fra Det Kongelige Teater kom og optrådte. Overskuddet gik til forskellige gode formål. Udover at donere penge til nødstedte privatpersoner, samlede  man til kirkebyggeriet.

I 1915 oprettede man et læseværelse og tre bogværelser i forbindelse med koncertsalen på Erik Bøghs Allé. Ja man lagde grunden til Gladsaxes første offentlige bibliotek.

Også et observatorium med Skandinaviens største kikkert kunne man prale med. Dette glemte observatorium lukkede i 1934 på grund af brandfare.

 

Privatskole

I 1906 var der 877 indbyggere. Den nærmeste skole var i Buddinge. Skolebyggeri i Søborg mente sognerådet var for dyrt. Hurtig opstod der to privatskoler i området. Først i 1908 blev der indrettet enpavillonskole ved Frederiksborgvej.

Frk. Andersen – Højer tilbød at undervise op til 60 børn for en samlet betaling for 600 kr. pr. år.

Petroleumslygter holdt sit indtog i 1904. 10 lygter var det til at oplyse Frederiksborgvej og Gladsaxevej. Men i 1908 – 1909 blev der trukket el – ledninger gennem byen. Gasforsyningen kom i 1917.

 

Spyttekummer og spanskrør

I 1911 behandlede man et forslag om, at der skulle indrettes spyttekummer i alle klasseværelser på skolen. Hygiejnen eller mangel på samme gav sig også udtryk i, atskolebørnene hver fjerde mandag skulle have renselsesbad. I forbindelse med badedagen ansøgte lærerrådet om at få bevilliget et par gummistøvler og et gummiforklæde.

Ja og så var det lige det med pegepinde. Mindst en gang om året behandlede lærerrådet dette spørgsmål. . Lærerne brugte disse rekvisitter til andet end at pege med. Og når det så blev hamret hårdt i bordet for at få ro, ja så var det ikke altid disse rekvisitter kunne holde til behandlingen.

 

Den første sporvogn i 1924

Sporvognene havde endestation ved Lygten Station. Efter oprettelsen af kirkegården ved Bispebjerg blev linie 5 forlænget. Beboerne i Søborg håbede snart, at det blev deres tur.

Men de skulle vente hele 20 år. Beboerne i Søborg havde planer, om selv at anskaffe en omnibus. Der kunne dog ikke skaffes midler nok, og man fik ikke tilladelse til en offentlig holdeplads på Københavns grund.

I 1914 gav Magistraten tilladelse til omnibusruter mellem Bispebjerg og Søborg, hvoraf den ene dog blev indstillet efter et par års forløb.

Den 16. maj 1924 ankom den første sporvogn til Søborg under stor jubel og fest .

For at skaffe bedre bedre transportmulighed til Gentofte Sygehus oprettedes i 1938 en trolleybusforbindelse mellem Søborg Torv og Hellerup. Den sidste sporvogn gennem Søborg kørte den 30. april 1962.

Meget mærkeligt så slog Slangerupbanen en bue uden om Søborg. Beboerne blev snydt for jernbanen.

 

Søborg Kirke (Nissehuen)

Anden juledag 1914 kunne menigheden endelig indvie Søborg Kirke. Man havde allerede haft en præst i flere år. Allerede i 1905 talte man om et menighedshus. Og i primitive kælderlokaler under Søborg Skole, holdt man de første gudstjenester.

Turen til Gladsaxe Kirke var lang og besværlig. Og kirken, ja den kaldes i folkemunde for Nissehuen.

I 1921 blev der oprettet et sogn, der blev kaldt Søborggaard.

 

Brønshøj

Brønshøj eller Brunshogæ nævnes første gang den 21. oktober 1186 i et brev fra pave Urban til biskop Absalon.

Denne Absalon var sikkert bygherren på Brønshøj Kirke. Her var også en helligkilde. Den hed Thors eller Thorstens kilde. Om det er den, der har givet navn til Brønds – høj vides ikke.

Helligkilden ved Holcks Plads var meget søgt under pestepidemierne i 1592, 1619 – 20 og 1637.

Brønshøj Bakkegård lå efter udflytningen syd for Gadekæret. Det er i dag området ved Brønshøjvej og Krabbesholmvej

 

Ryttergodset

Det var her i Brønshøj, at der lå en rytterskole. Det skete i 1721, efter at man havde fået en Landmilits. Ved en resolution af 23. august 1721 blev det bestemt, at der i hvert rytterdistrikt skulle opføres et skolehus. Den kom til at ligge bag det område vi i dag kender som Brønshøj Torv.

Regimentets skriver, Thomas Hansen købte gæstehuset Brønshøjgaard. Til denne hørte en liden kro.

Allerede fra 1670 var dette sted eftertragtet af den københavnske middelstand, der i Brønshøjs landelige idyl, nøde den gode, sunde luft.

Fra 1729 til 1757 var Thomas Hansen administrator af ryttergodset.

 

Danmarks første ballonfærd

Her fandt også Danmarks første bemandede ballonfærd sted. Det var studenten, Johan Peter Colding, der stod for den lange rejse fra Nørreport til Brønshøj bakke. Politiet anslog at 90 pct. af Københavnsbefolkning
overværede begivenheden. Politiet var også forbløffet
over, at så mange damer, der dånede.

 

Sporvogn til Brønshøj

I 1902 nåede den første sporvogn ad Frederikssundsvej frem til Brønshøj. Her blev Brønshøj Torv endestationen. I begyndelsen hed den linie 9, men allerede året efter skiftede den navn til linie 5.

Byggeforeningen Enigheden var årsag til at især mange børnefamilier flyttede til Brønshøj. Og i 1901 blev en ny skole indviet med 200 elever, 3 lærer.

Fra 1898 til 1923 blev der anlagt 100 nye veje i byen. Byen fik femdobbelt sit indbyggertal på de 25 år. I 1901 boede der kun 1.881 indbyggere i byen. I 1940 var tallet vokset til 42.401.

 

Befæstningen

Egentlig tager det ikke så lang tid at nå Vestvolden på cykel fra Nørrebro. Ja, det var englænderne der var skyld i, at befæstningen blev anlagt. De skød København i sænk. Man havde vel ikke tænkt sig eget over, at man skyde over voldene.

Mellem 1885 og 1894 blev fæstningsringen anlagt. Fæstningens front mod syd udgjordes af søforter, der strakte sig fra Hvidøre over Middelgrunden og Kastrup til Avedøre. Nordfronten kom tilsvarende til at bestå af en fremskudt række af forter med en linie af batterier bagved.  Fort og batterilinierne skulle i krigstid suppleres med kunstige oversvømmelser.

Vestfronten kom til at bestå af en bred sammenhængende voldgrav med en kraftig vold bagved. Den strækker sig i en blød bue fra Kalveboderne til Utterslev Mose.

 

2.000 voldbisser

Omkring 2.000 voldbisser knoklede gennem fire år, for at bygge Vestvolden. Selv om vi med nød og næppe undgik krigen i 1914 var Københavns Befæstning fuldt bemandet under hele krigen.

Den samlede længde er på 15 kilometer. Hele 23 batterier, hver bestykket med 4 – 8 kanoner, er imponerende. Og så var det hele forbundet med et Batteritog (Voldbanen), der kunne køre derhen, hvor der var mest brug for den.

Staten ejer Vestvolden som også kaldes Husumvolden. I 1925 fik kommunen lov til at åbne volden nord for Frederikssundsvej mod at vedligeholde beplantningen. I 1932 får publikum offentlig adgang. Et stykke af volden var dog stadig afspærret med vagter med hunde indtil 1960erne.

Ved Avedøre Kasserne (Filmbyen) var en del af volden afspærret til 1995. Kasernen havde ammunitionsdepoter i voldens kasematter.

Mange svenskere deltog i bygningen af volden. I 1899 kom det til et stort slag på Slangerupvej (Frederikssundsvej). Arbejderne var ikke tilfredse med deres løn.

 

Husum

Fem landsbyer i Brønshøj Sogn blev i 1901 indlemmet i Københavns Kommune. Det var Husum, som er opstået omkring vores tidsregning. (år 0), Utterslev fra år 500. Og så endelig Brønshøj og Vanløse, som er opstået i vikingetiden omkring år 1000 – 1100. Ja og så var vi lige ved at glemme Emdrup. Her var allerede på Biskop Absalons tid en stor gård.

Landsbyerne flytter i perioder. Men i år 1200 synes det som om, at de har fået deres endelige beliggenhed. I Middelalderen hed området Støvnæs Herred og fra ca. 1445 Sokkelund Herred. Og herredstinget lå, der hvor Gladsaxe – senderen  ligger i dag. Omkring 1620 blev flere herreder lagt sammen under Københavns Amt.

 

Husumhus

Fra middelalderen lå der en stor hovedgård Husumhus i landsbyen. Ni andre gårde lå i nærheden. De var alle fæstegårde og tilhørte Roskildebispen. Efter reformationen i 1536 tilfaldt de kongen.

Husum var en del af kongens rytterdistrikter. Det betød, at det var sønnerne af fæstebønderne, der blev udtaget først til krigsryttere. Men de skulle også passe landbruget. En kongelig rytterskole blev oprettet omtrent hvor Brønshøj Torv i dag ligger.

Bønderne i området gjorde i 1600tallet hoveri på Ladegården.

 

Hans Schack

Husumhus var en meget fornem hovedgård. Feltherre Hans Schack fik efter svenskekrigene, landsbyen Husum til belønning for sit forsvar af København. Andre var rigmænd, der fik gårdene i landegilde i en årrække, som pant for lån til kronen.

Hans Schack nedrev de to største gårde, og byggede en ny stor gård med have og fiskedam. Gårdens jorder udgjorde godt 60 pct. af den samlede jord i landsbyen.

I 1671 flyttede Hans Schack til Møgeltønder, hvor han opførte Schackenborg. Her havde tidligere ligget Møgeltønderhus. Læs mere om Hans Schack og Møgeltønder (under Tønder).

I 1684 døde adelsfruen Else Olufsdatter Parsberg på Husumgård.

 

Leonora Christine

Da Leonora Christine blev løsladt fra Blåtårn i 1685 efter 21 års fængsel, tilbragte hun fire måneder på Husumhus. Her skrev hun Jammers Minde færdig. Derefter flyttede hun til Maribo, hvor hun boede til sin død.

Beboelseshuset var med udmuret bindingsværk i to etager med fem andre bygninger til lade, mælkehus, stalde m.m. Gården lå midt på vejen – Voldparken, nord for gadekæret.

 

Søgaard

Gården Søgaard lå i selve Husum Landsby. Gårdens placering var dårlig. Jorden lå langt væk. Ejeren købte dog en ny gård og mere jord. Desuden byggede han også en ny. Den sidste rest af denne, blev revet ned i 1965. En stor grundejerforening har navn efter denne gård.

På arealet fortsatte Søgaard Gartneri. Den gav senere areal til Åkandevej og Gadelandet samt i første omgang plads til virksomhederne Dansk Gulvkludefabrik og Husum Tryk. Arealerne blev senere overtaget af Radiometer.

Bebyggelsen af det nuværende Husum begynder først i 1820erne. Da Frederikssundsvejen i 1923 – 24 blev udvidet kom der gang i byudviklingen.

Vores cykeltur er slut. Jeg ankom efter mange timer i det interessante kvarter i god behold til mit hjem på Østerbro. Den næste ”ekspeditionstur” går nord og øst for Østerbro. Glæd jer til den historie, og så må jeg nok hellere tage rigelig med vand med. Der går meget til på sådanne ture.

 

Kilde: Se

Litteratur København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere:

  • Tog til København
  • Omkring Nørrebroparken 1- 3 (under Nørrebro)
  • Med tog over Lersøen (under Nørrebro)
  • Nørrebros mange stationer (under Nørrebro)
  • Sporvogn på Nørrebro (under Nørrebro)
  • Svenske tropper på Nørrebro (under Nørrebro)
  • Tog til Nørrebro (under Nørrebro)
  • Johanne fra Lille Ravnsborg (under Nørrebro) (Johanne Louise Heiberg)
  • Rosenvænget på Østerbro (under Østerbro) (Johanne Louise Heiberg)
  • Møgeltønder dengang (under Tønder) (Feltherre Hans Schack)
  • Møgeltønders historie (under Tønder) (Feltherre Hans Schack)
  • Oprør i Møgeltønder (under Tønder) (Feltherre Hans Schack)
  • Schackenborg i Møgeltønder (under Tønder) (Feltherre Hans Schack)

Forrige artikel

Næste artikel

Aktuelle kategori

København