Artikler
Januar 31, 2025
En byvandring i Tønder
Opstod havnen ved Møgeltønder eller i Tønder? Gammel bystruktur. Stor handel med Holland. Tønderhus – en stærk borg. I 1768 en amtmandsbolig. Gavlhuset på Tønder Torv. Tønder – spændende by at gå på opdagelse. Østergade 13. Dybe grunde bebygget med stald, vognporte og lofter. Digegrevens Hus. Spikegade og Uldgade.
Opstod havnen ved Møgeltønder eller Tønder?
Jo, Tønder er opstået som en havneby. Nej ikke den lille havn ved Skibbroen. Der er uenigheder om havnen først opstod ved Møgeltønder (Store Tønder). Denne skulle så efterhånden være blevet lukket på grund af slikaflejring.
Men 5 km mod øst holdt Vidåen stadig en sejlrende klar. Her skulle havnen så være fortsat. Den lille by fik købstadsprivilegier i 1243. Men helt frem til omkring 1400 måtte byen kalde sig Lille Tønder.
Hertug Abel ville gerne stå sig godt med den mægtige Hansestad Lybæk, derfor gav han Tønder lybsk købstadsret. Der er også en vis lighed i byvåbnet.
Gammel bystruktur
Tønder har en meget karakteristisk bystruktur fra gammel tid med enerådende gavlhuse på de dybe gennemgående grunde, der minder om nordtyske byer.
Stor handel med Holland
Især i 1500- og 1600 – årene var der sø-handel på Holland. Det var dengang byens hovederhverv. Der udførtes stude og landbrugsprodukter. Skibene hjembragte bygningsmaterialer, møbler, kolonivarer, klæde og meget mere.
De hollandske fliser, der endnu findes på væggene i mange vestslesvigske huse, er et minde om den trafik. I løbet af 1700-årene bliver kniplingsindustrien og handlen med kniplinger den dominerende beskæftigelse.
Tønderhus – en stærk borg
Sydvest for byen – helt omsluttet af vand – lå Tønderhus. Det var en meget stærk borg gennem hele middelalderen og forså vidt også gennem renæssancen. Den spillede en rolle i stadige stridigheder mellem konger, hertuger og grever. Omkring 1750 blev det store bygningskompleks revet ned til grunden med undtagelse af et porthus. Dette indgår nu i museets bygninger.
I 1768 – amtmandsboligen
På Tønderhus sad den hertugelige lensmand og senere hen var slottet bolig for amtmanden. I 1768 blev amtmandsboligen opført. J.G. Rosenberg og N.H. Jardins navne er knyttet, uden det dog er muligt nøjere at afgøre, hvilken indflydelse de to kunstnere har haft på bygningens udformning og udstyr.
Gavlhuset på Torvet
Næst efter kirken, hvis smukke, spånklædte spir som et vartegn ses langt over det flade land, er det store gråkalkede gavlhus på Torvet Tønders ældste bygning.
Enkelte forskere har hævdet, at det markante hus skulle være opført af den sidste katolske præst i byen – en hr. Severin – i årene lige efter Østergades brand 1517. Denne formodning er muligvis rigtig, selv om man nok umiddelbart vil være tilbøjelig til at sætte opførselstiden noget nærmere århundredets midte.
Man har ment, at det gamle hus en overgang skulle have været et kalandhus, dvs. forsamlingshus for en fornem og from gildesammenslutning. Hertil kan man kun sige at bygningen i plan og udformning ikke adskiller sig væsentlig fra tidens almindelige borgerhuse – bortset fra at den selvfølgelig har været større og mere storartet udsmykket end de fleste af disse.
Såvel som i det ydre som i det indre er bevaret træk, der fortæller om husets oprindelige udseende. Både mod Torvet og Østergade findes således høje blændinger afsluttet foroven med to eller flere rundbuer – alt efter bredden.
Det er tydeligt, at denne blændingsdekoration i ældre tid må have været langt mere dominerende, end det er tilfældet i dag. Bl.a. kan det ses, at siden mod Torvet har haft en tredje blænding på det sted, hvor karnappen formentlig en gang i 1700 – årene blev brudt igennem de tykke mure.
Også den høje glatte overgavl må skyldes senere tids ændringer. At dømme efter en nær beslægtet bygning i Husum har denne sikkert fra først af været udsmykket med rækker af dobbeltblændinger, der var anbragt i etager over hinanden – adskilt med vandrette profilbånd.
Man må ikke forsømme også at se lidt nøjere på husets indre, der er meget malerisk og samtidig giver et sjældent godt indtryk af, hvordan et stort gavlhus har været indrettet i ældre tid.
Tønder – spændende by at gå på opdagelse i
Tønder er en spændende by at gå på opdagelse i. Her er ikke blot side – og baggader. Her er mange maleriske grupper af småhuse, men også bebyggelse på begge sider af den lange svagt krummende hovedgade her – til trods for at de fleste facader bærer præg af sidste århundredes skiftende moder – endnu bevaret forbavsende meget af sin oprindelige struktur.
Vover man sig ind i gårdene bliver den en klart at Tønder ejer flere store grundmurede bygninger fra 1600-årene end nogen anden dansk by – måske lige undtaget Helsingør.
Østergade 13
En af de bedst bevarede renæssancehuse er Østergade 13, hvis tunge kraftigt svungne gavl med årstallet 1668 gør sig stærkt gældende i gadebilledet. Desværre har man for en del år tilbage ændret den ældre vindues – og dørplacering mod gaden. Den sad tidligere i midten flankeret af en karnap og et vindue. Til gengæld står baggavlen næsten uændret med sit dybrøde munkestensmurværk.
Som de fleste ældre gavlhuse består også dette af to bygningsblokke lagt i hinandens forlængelse. Den forreste del er stue og køkken mens den bagerste del, der er noget smallere. Så bliver det plads til en lille gård langs den ene langside, indeholdt salen (æ Pesel).
Dybe grunde bebygget med stald, vognporte og lofter
Fra gammel tid gik alle grundene langs byens hovedstrøg (Vestergade, Storegade, Østergade). Igennem til baggaderne Norden for Staldene, Østen for Staldene og Vesten for Staldene. Ud mod disse baggader var de dybe grunde bebygget med udhuse indeholdende stald, vognporte og magasinlofter.
De enkelte udhuse kunne enten være langhuse eller gavlhuse. Der kendes dog også eksempler på at der ud mod baggaderne var opført lejeboder for småkårsfolk.
Digegrevens Hus
Digegrevens Hus (Vestergade 9) opførtes 1777 for kniplingshandleren, borgmester Carsten Richtsen. Den pragtfulde rokokoportal og de fine interiører fortællerom, at handlen med Tønderkniplinger ikke blot bragte mange penge til byen men samtidig medførte en vis forfinelse af den borgerlige boligkultur. Det eriøvrigt typisk for Tønder at de traditionsbundne motiver holdes i hævd helt op til efter 1800.
Richtsens hus er et eksempel på, hvordan man søgte at give gavlhusets gadeside et langhus’ facadekarakter. Det er tydeligt at se Tønder – håndværkernes dygtighed ved denne ejendom.
Nabohuset, Vestergade 7 er nogenlunde jævnaldrende med Richtsens hus.
Spikergade og Uldgade
Den mest maleriske gade er uden tvivl Uldgade. Det er vel også den mest helstøbte.
Spikergade er nu heller ikke at foragte. Det er en baggade til Storegade (spiker-speicher-pakhus). Her ligger tre små trefags langhuse. De har sikkert været lejeboder. De har været enkle og stilfærdige. Men beboerne havde ambitioner. De er blevet forsynet med både karnapper og gadedøre af en flothed og størrelsesorden, som var de udført til hovedgadens store huse. Især gadedørene er et kapitel for sig selv. Få danske byer kan opvise en tilsvarende række pragtportaler repræsenterende tre århundreder.
Løverne foran apoteket
Ældst er apotekets sandstensportal (Østergade 1) fra tiden omkring 1665 – et godt tidligt barokt arbejde med snoede søjler. De to skjoldbærende løver hører næppe med i portalens oprindelige kompensation. Nu kan vi slet ikke undvære disse to løver.
Portalen i Drøhses hus Storegade 14 kan dateres til 1672. Også den har snoede søjler, men opbygningen er klarere og mere arkitektonisk præget. Og så kig lige på Vestergade 14.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 27, 2025
Ballum Sogn
Søfart var kun et supplement – dengang. Mere eller mindre sammenbyggede landsbyer. Længst ude mod vandet – Vesterende. Allerede i 1200-tallet skaffede bispen sig jordegods. De fleste gårde hørte til Ribebispen. Ret til marsk-jorden. Hoveri blev erstattet af pengebeløb. En stolt bondebefolkning. Bønderne købte selv deres gårde. Ballumkvæget. De stakkels bønder havde særstatus. Landbruget i 1832.Koner og ugifte kvinder gik i gang med at kniple. Handel og sejlads langs med vadehavet. 45 huse i Ballum blev renoveret. Klægager – Danmarks smukkeste bondegård 2017. Vi besøger Lorenzens gård. Hans Lorenzen blev landmand. Hansigne udgav en hel masse bøger. De blev begge anholdt. At opsøge gamle kniplingsmønstre.
Søfart kun et supplement
Tidligt var sognet og øerne involveret i søfart og handel. Langs kysten har der været varierende erhvervs – og kulturmønstre. For befolkningen langs kysten har søfarten været afgørende for økonomi. Levevis og kultur. Men for Ballum var det vigtigt supplement. Det grundlæggende erhverv var og blev landbruget.
Mere eller mindre sammenbyggede landsbyer
Gesten hæver sig 5 – 6 meter over marsken, og man ser bebyggelsen langs randen af gesten. Vi oplever gamle vestslesvigske gårde af mørkbrændte, rødviolette sten. Men her er også mørkerøde og hvidkalkede småhuse med gavlkviste over dørene.
Ballum består jo af en række mere eller mindre sammenbyggede landsbyer. Fra gammel tid har man sørget for at bygge i sikkerhed for stormfloder. Nordligst langs kanten af marsken ligger Vesterende, Østerende og Mølby.
Længst ude mod vandet – Vesterende
Længst ude ved havet ligger Vesterende med kirken. I dag har den samlet sig nogle få gårde og en masse småhuse omkring sig. I søfartens og kniberiets historie var der endnu flere huse. Der boede mange søfolk og kniplepiger her.
Vesterende var i ældre tid på trods af privilegerede byers protester – vokset op til at blive en hel lille handels – og håndværker-by, der kunne betjene et større opland.
De fire egentlige bondebyer – Vesterende, Østerende, Bådsbøl og Husum omfatter fra gammel tid 48 gårde på den frugtbare gestjord tæt på marsken.
Allerede i 1200 – tallet skaffede biskoppen sig jordegods
Allerede fra begyndelsen af 1200-tallet havde biskoppen i Ribe skaffet sig jordegods i området. Der var forholdt spredte besiddelser fra Ballum i nord og Møgeltønder i syd. Det var især inden for dette område, at de såkaldte kongerigske enklaver blev dannet i 1400-tallet.
Disse enklaver hørte fuldt og helt under kongeriget Danmark og var under danske love og dansk retssystem. De var administreret af danske embedsmænd og havde dansk kirkeordning og senere dansk skolesystem. Andre love og regler fulgte de under det selvstændigt styrede hertugdømme Slesvig.
De fleste gårde hørte til Ribe – bispen
Den overvejende del af Ballums gårde hørte allerede fra middelalderen til Ribebispens og Ribe Domkapitels besiddelser, men de hørte ikke under den samme godsadministration. Ballum enge og jorden i den nordlige del af sognet med byerne Vesterende, Østerende, Bådsbøl og Husum hørte under Riberhus. Den sydlige del af sognet med byerne Bunti og Rejsby hørte under Møgeltønderhus. En enkelt gård i Bunti hørte under Trøjborg, som ligeledes hørte til bispen.
Efter reformationen overgik kirkens gods, her som alle andre steder i Danmark, til kongen. Riberhus og Møgeltønderhus blev til to kongelige len. Fordelingen af Ballums byer mellem disse to forblev samme som før.
Ret til Marsk – jorden
De gamle gårdes ret til marsk-jorden i Ballum enge blev fastholdt gennem århundreder.
Da Hans Schack døde i 1676, blev grevskabet Schackenborg oprettet. Schack overtog det kongerigske jordegods i Vestslesvig med undtagelse af Trøjborg. Dermed overtog han godser, hvor bønderne i omkring 100 år havde været meget frit stillede under kronen.
Hoveri erstattet af faste pengebeløb
Bortset fra Ballum-bøndernes hoveri til Trøjborg i nogle årtier havde bønderne stort set fået det besværlige og omkostningskrævende avlshoveri samt landgilde, der oprindelig afregnedes i naturalier, erstattet af faste pengeudgifter.
En stolt bondebefolkning
Derfor var det en stolt bondebefolkning med stor selvbevidsthed, som mødte Hans Schack. Stoltheden skyldtes ikke bare friheden for hoveriet, men også den gode økonomi. Svenskerne havde ikke formået at knække dem.
De havde tidligt vænnet sig til at handle med og afsætte deres produkter på egen hånd. Dette faldt dem let. De kunne både læse, skrive og regne. Nej, det var ikke ydmyge og underkuede borgere, som Hans Schack havde med at gøre.
Bønderne købte selv deres gårde
I 1774 blev gestjorden i Ballum udskiftet. I 1775 købte bønderne selv deres gårde til selveje. Alle fik sin part af gode og dårlige jorde. Først i vor tid blev der gjort for alvor bod på jordfordelingerne.
Ved udskiftningen blev gårdene ikke flyttet ud af landsbyerne i første omgang. I forvejen var nogle af landsbyerne meget langstrakte, for det andet lå den enkeltes gårds fenner alligevel spredt, så fordelen ved en udflytning var begrænset og for det tredje var bygningerne allerede på det tidspunkt grundmurede.
Ballumkvæget
De fleste havde dengang baseret deres økonomi på opfedning af stude. Ballumkvæget var gennem århundreder have været kendt for sin gode kvalitet. Denne efterspørgsel havde i 15 – 1600 årene gjort Danmark til en af hovedleverandørerne af stude. Det dannede grundlag for rigdommen hos adelen, der i 1577 fik eneret på studefedning i kongeriget.
De Slesvigske bønder havde særstatus
De slesvigske bønder bevarede derimod retten til studefedning. Mens studehandlen fra kongeriget mistede sin betydning efter 1660, beholdt bønderne i marsken og bønderne på østkysten fra Kolding til Løjtland deres ”særstatus” i den europæiske fødevareforsyning op til 1900 – tallet.
Man havde siden middelalderen været afhængig af det europæiske marked og skiftende konjunkturer. Det gjaldt ikke mindst til Holland.
Landbruget i 1832
Den første beskrivelse af landbruget i Ballum har vi fra 1832, da den slesvigske statistikker og geograf, Georg Hansen beskrev det. Da var den gamle handel med Holland ophørt. Det dominerende marked var nu Hamborg.
Men nu kom de store engelske stude, hvor tolden blev beregnet pr. stk. og ikke vægt. De store tungere dyr blev billigere end jyske med det finere kød. Dette var baggrunden for det engelske korthornskvægs sejrsgang i marskegnene i begyndelsen af 1800 – tallet. I Ballum havde man helt samlet sig fra 1832 for samles om at opfede sit eget røde Ballum kvæg.
Koner og ugifte kvinder gik i gang med at kniple
Det var velhavende handelsmænd på Tønderegnen og lokale købmænd som ansatte et stort antal koner og ugifte kvinder til at kniple. Også mange søfolks koner og døtre fik arbejde inden for denne industri, når de ikke kunne finde arbejde i landbruget.
Kniplingshandlerne leverede kniplepigerne garn og mønstre. De betalte for de færdige kniplinger pr. alen. Betalingen var ca. 50 % af kniplingens salgspris. For de billigste mønstre var det 1 ½ skilling pr. alen. En kniplepige levede i yderste fattigdom, mens kniplingshandleren tjente gode penge og var en velhavende og mægtig mand.
I 1832 skrev Georg Hansen specielt om kniplerskerne. At selv om de nøjsomt levede af kaffe og brød, kunne de ikke tjene til føden:
I løbet af 1800-tallet begyndte det at gå ned ad bakke med kniplingshandelen, dels fordi moden ude i verden ændrede sig, og dels fordi maskinfremstillede kniplinger efterhånden trykkede prisen på de håndlavede produkter.
Handel og sejlads langs Vadehavets kyster
Fra det 16. til og med 1800-tallet deltog Ballummer også i handel og sejlads langs Vadehavets kyster eller investerede i anparter i handelsskibe. Desuden tjente mange Ballummer i deres yngre dage som matroser og evt. senere som kaptajner på fremmede skibe.
De fleste husfolk i Ballum og omegn drev kun fiskeri som erhverv før 1800. Selv da tiderne blev dårligere drev de fleste husfolk kun fiskeri som bierhverv.
45 huse i Ballum blev restaureret
I 2015 blev der afsluttet et projekt i Ballum, der sikrede 45 huse en restaurering. Det var A.P. Møllers Fond, der bidrog med 23 mio. kr. I overvejende grad gik pengene til stråtage i stedet for eksisterende faste tag og til udskiftning af grimme plastvinduer.
Klægager – Danmarks smukkeste Bondegård 2017
I 2017 valgtes gården Klægager til Danmarks smukkeste bondegård af foreningen Bygningskultur Danmark. Gården blev bygget i 1857. Stalde og lader er indrettet til selskaber og i stuehuset er der plads til overnattende. Her er de gamle stuer, hvor gæsterne kan nyde opholdet. Der er et bibliotek med en udsøgt samling af bøger om egnen.
Det var her på gården de gamle digegrever boede. Gården er det højeste sted i området. Og gården blev møllerens bryllupsgave til datteren og svigersønnen. Det er en firelænget bevaringsværdig gård og den er firelænget. Den har siden været i slægtens eje og er det nu i 7. generation.
Klægager blev hovedsagelig bygget af genbrugte materialer, såsom, sten fra Trøjborg og andre nedlagte gårde og rømmer, der var skyllet i land
Vi besøger Lorenzens gård
Når vi nu er i Ballum, skal vi da også lige besøge Lorenzens Gård. Hans Lorenzen kom på Tønder Seminarium og blev Anden Lærer i Bådsbøl. I 1890 blev han førstelærer og giftede sig med Hansigne Lorentzen, datter af den just afgåede førstelærer.
Hans Lorenzen var dansksindet og meget engageret i det lokale liv. Det fik myndighederne til at forflytte ham til Ditmarsken. Så tog han sin afsked, hvilket var muligt, fordi hustruen i 1907 sammen med hendes søster Hanne havde arvet forældrenes lille gård i Husum.
Hans Lorentzen blev landmand
Med sin familie og gode navn i ryggen købte Hans Lorenzen nu jord til og blev landmand. I 1920 købte han så den store gård i Bådsbøl. Han fortsatte det dansksindede arbejde og fik mange betroede hverv. Ja han opnåede endda også at blive ridder af Dannebrogorden.
Hansigne udgav en række bøger
Efter at have født fem børn arbejdede Hansigne også for danskheden. Hun udgav en række bøger. Af hensyn til hendes mands ansættelse i det preussiske skolevæsen blev hun nødt til at udgive under pseudonym. Efter at hendes mand havde sagt op, kunne hun udgive hendes bøger under eget navn.
De blev begge anholdt
I 1914 blev både Hans og Hansigne anholdt. De sad begge fængslet i Flensborg. Kort efter sin litterære debut påbegyndte hun sammen med hendes datter (Anna Kjems) det arbejde som skulle blive hendes hovedopgave.
At opspore gamle kniplingsmønstre
Omkring 1908 indledte hun sit store arbejde for at indsamle og opspore typiske mønstre fra kniberiets glansperiode omkring 1800, Vi har tidligere skrevet om hendes bedrifter her på siden.
Det Tønderske Kniplingsdepot med Hansigne Lorentzen blev oprettet i 1921. Hun fik hjælp af datteren Cathrine Lorentzen. I 1929 blev der oprettet en knipleskole i Tønder. Ja lige som hendes man blev Hansigne også hædret. Hun fik også en masse tillidshverv.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
En degn fra Ballum
Ballum for 191 år siden
Færgefart mellem Ballum og Rømø 1-2
Da Birthe fra Ballum forsøgte selvmord
Klager over præsten i Ballum
Agga – en sønderjysk pige (b)
Mellem Højer og Ballum
Ballum – dengang
Jagten på Mærsk – Familien
Da Ballum næsten fik en havn
Langs Brede Å
Rømø – fra sandflugt til turister
Rømø 1807
Anekdoter fra Rømø 1-3
Rømø under besættelsen
Borrebjerg på Rømø
Da Rømø fik et Nordsøbad
Rømø – den tredje tur
Rømø en ø i Vadehavet
Rømø -endnu engang
Skibe og søfolk fra Rømø
Omkring Rømø – dæmningen
Da Fanø, Rømø og Langli forsvandt
En fortidsskov i Vadehavet
Kurbadet på Rømø
Vægfliser fortæller historien
Januar 24, 2025
Skyttelauget og Pinsen
Dette er en lille kort historie om den gang da Aabenraa fik en pietistisk præst. Dette skabte problemer for Skyttelauget. Foreningen blev dannet i 1734. Man gik på skydebanen. Forbudt at spilde øl. Ingen specielle regler – andre havde lignede regler. En pietistisk præst klager sin nød fra prædikestolen. Skyttelauget klager til kongen. Provsten mente at Skyttelauget optrådte ”ugudeligt”. Gildebrødrene følte sig krænket. Kongen afviste Skyttelaugets klage. Provsten fik også en henstilling fra kongen. Ingen problemer siden hen med at skyde 3. pinsedag. Ingen internationale skel.
Skyttelaug dannet i 1734
Det var i 1734 at en kreds af borgere og håndværkere i Aabenraa dannede et Skyttelaug. Formålet var at øve sig i skydning med bøsser og fremme venskab og fred og velmenende kristelig samdrægtighed, som det sømmer sig for gode naboer.
Man gik til skydebanen
Om festligholdelsen af den årlige skiveskydning hedder det, at deltagerne samles ved rådhuset første hverdag efter pinse kl. 9. I ordentlig procession drager man så ud til skydebanen.
Forbudt at spille øl
Under skydningen er det forbudt at spille terninger og andet spil. Derimod står det ikke noget om, at det er forbudt laugs-brødrene at bekæmpe tørsten. Det forudsættes næsten at der drikkes øl. Der er således fastsat bøder for den, der spilder mere øl, end han kan skjule med foden. Der er sandelig også bøder til den, som smider øllet i hovedet på sin gildebroder.
Ingen specielle regler
Det var ikke fordi dette var specielle regler eller adskilte sig fra andre i diverse håndværkergilder. Der var heller ingen indsigelser, da disse regler blev vedtaget den 6. august 1734. Heller ikke kongen havde indsigelser, da han skrev under.
En pietist bliver præst
I 1736 døde provst Christian Gottlieb Koch. Han blev efterfulgt af pietisten Johannes Schmidt. Den nye provst var vækkelsens mand. Det var ham en torn i øjet at disse stolte og glade gildebrødre dragede afsted om morgenen- Endnu værre var det at høre dem komme hjem igen. Et sammenstød var uundgåeligt.
Skyttelauget klager til kongen
Den 4. juli 1740 indsætte skyttelaugets to oldermænd og de to skaffere en klage til til kongen. Provsten anklagede provsten skyttelauget offentlig fra prædikestolen. Han skældte ud. Provsten havde ladet forstå at gildet skulle være ugudeligt. Lauget skulle holde inde med deres skyderi.
Klagen gik fra kongen videre til overkonsistoriet, der indhentede en udtalelse fra provst Schmidt og hvis man tror at denne nu ydmygt bad om forladelse, tror man fejl. Tværtimod tog han bladet fra munden og læste lauget teksten.
Provsten mente, at Skyttelauget optrådte ugudeligt
Først gendrev han dog et par af advokatens påstande, idet han nægtede at have nævnt lauget fra prædikestolen og han havde mente at lauget optrådte ugudeligt.
Der var dansen til langt ud på natten og der var ”sværmen” rundt i byens gader med musik.
Gildebrødrene følte sig krænket
Gildebrødrene følte sig krænkede over provstens beskyldninger. Men provsten forlangte at gildebrødrene skulle gå til alters. Men de måtte ikke gå til alters før de var værdige til det. Man mente at provst Schmidt havde handlet ret. Klagen var gildebrødrene var ubegrundet. Både skyttelauget som advokaten fik en alvorlig påmindelsen.
Kongen afviste skyttelaugets klage
Den 9. januar 1741 forelå kongens afgørelse. Ingen vandt sagen. Begge parter tabte. Kongen afviste skyttelaugets klage og henstillede til ro og orden. Han indskærpede til oldermand og skaffere, at de skulle påse, at der ikke i fremtiden forgik strafværdige og uanstændige tildragelser i skyttelauget.
Provsten fik også en henstilling
Provsten fik samtidig en henstilling om ved afstraffelsen af lasterne at bruge mere teologisk kløgt og beherskelse og undgå sårende udtryk, der kunne anstifte forbitrelse og splid i menigheden.
Derimod blev han fritaget for fra prædikestolen at bekendtgøre skydningen. Og således endte da sagen uden noget egentlig resultat.
Ingen problemer frem over for at skyde 3. pinsedag
Siden har der dog ikke været problemer med at skyde 3. pinsedag. Laugets medlemmer mødes med faste mellemrum til forsamlinger eller skydninger til møje fastsatte regler.
Og altid den 3. pinsedag mødes laugets medlemmer i kjole og hvidt. Man bliver modtaget på Aabenraas gamle rådhus og kl. 9 marcheres der gennem byen til Skyttegården på Hjelmalle med musik. Efter indtagelse af en traditionel frokost gennemføres kongeskydningen efter et fast skydereglement og dagens bedste skytte kåres efterfølgende som laugets skyttekonge for det kommende år, ved en festlig middag.
Traditionerne holdes ved lige. Og der må aldrig være mere end 100 medlemmer.
Ingen nationale skel
Fra 1959 har lauget generelt været en af de få foreninger i grænselandet, som i stedet for at vælge side i nationalpolitisk spørgsmål, har været åben for begge kulturer, der samles i et godt kammeratskab på tværs af politiske og nationale skel.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 22, 2025
Dyrehavsbakkens historie
Kirsten Piils kilde. En særdeles jagtglad konge. Landsbyen Stokkerup. Masser af vildt. Eremitagen. Magisk kraft omkring Skt. Hans. Matroser var skrækkelige ballademagere. De første gøglere. Gøgl, skæg og ballade. Lang og besværlig vej. Visesangere. Gøglerne flyttede til Bakken. Nu med Dampskib. Morskab og lystighed overlevede overtroen. Fra fidusmageri til kunst. Teltholderforeningen. En duel i 1900. Andre forlystelser. Kildevand blev en salgsvare. Friluftsforestillinger. Galopløb, Danmarks første fodboldkamp og Hubertusjagt. Rutsjebanen. 160 forretninger på Bakken.
Kirsten Piils Kilde
Myten fortæller, at en ung from pige for vild i skoven. Kilden springer derefter frem på hendes bøn. Med sit klare ”væld” førte kilden hende så hjem.
Andre fortællinger mener, at Kirsten Pil, som muligvis opdagede kilden, var en from bondepige. Andre igen mener at det var en fornem adelsdame. Mens andre er af den opfattelse, at hun var jordemor eller spåkælling – sidstnævnte var dengang et velanskrevet erhverv.
Året hvor kilden blev opdaget er angivet til 1583. Og det var åbenbart det år, hvor Dyrehavsbakken startede som markedsplads. Men det kan også være andre årstal. Først i sidste halvdel af 1700-tallet fik kilden en betydning som forlystelsessted. Helbredende kilder kan spores tilbage til oldtiden og kulminerede i den katolske tid.
En særdeles jagtglad konge
Jægersborg Dyrehave var kongelig ejendom. Først efter at Frederik den Femte i 1746 havde afløst sin pietistiske far på tronen, er det vidnesbyrd om et kildemarked på stedet.
Vi kan takke en særdeles jagtglad konge for at Dyrehaven har den størrelse, som vi kender i dag. I 1669 havde Frederik den Tredje allerede indrettet sig en dyrehave som blev kaldt Stokkerup Dyrehave.
Landsbyen Stokkerup
Midt i Dyrehaven lå landsbyen Stokkerup, hvorefter bønderne blev fordrevet fra deres gårde. Byen nævnes første gang i 1492. Den bestod af 16 gårde og en række mindre huse. Bønderne var fæstebønder under kongegodset Ibstrup, senere Jægersborg. De blev hårdt ramt af svenskerne i 1650’erne. Halvdelen af husene/gårdene blev forladt.
Bønderne fik besked på at flytte ind i forladte gårde uden for Dyrehaven og Jægersborg hegn. Bønderne fik som kompensation tre års skattefrihed.
Christian den Femte beordrede nemlig at Dyrehaven skulle udvides 3-4 gange.
Masser af vildt
Vildtbestanden bestod af kronvildt of dåvildt, der blev forøget ved indførsel af hvide krondyr fra Württemberg. Det var almindeligt, at store jordbesiddere hegnede vildtet inde i dyrehaver for at sikre sig tilstrækkeligt hjortevildt til jagt og for at have adgang til det eftertragtede kød. Dengang var hjortebestanden dalende. Men alene ved hoffet, blev der spist 1.000 hjorte om året.
I dag er vildtbestanden på ca. 2.000 stykker kronvildt, dåvildt og sika-vildt.
Den 3. november 1698 på Hubertus Dag efter jægernes skytsengel – blev kongen sparket af en kronhjort, hvilket var medvirkende årsag til hans død året efter.
Eremitagen
I 1736 blev det pragtfulde rokokoslot ”Eremitagen” opført af Christian den Sjette. Dette flotte stykke byggekunst har siden stået på Eremitagesletten. Slottet blev bygget i stedet for Hubertushuset. Her kunne kongen og hans gæster spise i fred for lyttende tjenestefolk, en ”eremitage” i ensomhed.
Der har dog også været afholdt statsråd her. I 1853 blev den daværende tronfølgelov underskrevet her. I 1957 holdt Frederik den Niende og Dronning Ingrid en frokost her for dronning Elisabeth og prins Philip her på jagtslottet.
Magisk kraft omkring Skt. Hans
Under Christian den Femte havde Dyrehaven været lukket for menig mand. Først i Frederik den Femtes regeringstid blev der i 1756 atter fri adgang til området.
I 1754 blev der opstillet en fattigblok, hvor kildegæsterne kumme lægge penge til Gentofte Hospital, ligesom de, der fik tilladelse til at opstille handels – og beværtningstelte ved kilden, skulle betale en afgift til hospitalet.
I en bog fra 1756 om ”de naturlige vande” kan man læse, at vandet fra Kirsten Pils kilde var velegnet til at drikke, navnlig for sangvinske og koleriske personer, for børn og syge, tillige for flegmatiske ”naturer”, men ikke for melankolske.
Særlig omkring Skt. Hans havde kildevand en særlig magisk kraft ifølge folketroen. Krukkemagere fandt på, at vandet var ekstra helsebringende, hvis det blev indtaget af et nyslået kar.
Matroser var skrækkelige ballademagere
Men nu skyldtes den store tilstrømning ikke, at det var syge, der ville helbredes, men mere for hvem kilden var et yndet mål for sommerens store udflugt.
Det publikum, der kom, var temmelig blandet. Matroserne blev betegnet som skrækkelige ballademagere. Til Skt. Hansdag 1771 var her en protestaktion mod Struensees lønpolitik.
De første gøglere
Når der var så folk til stede kom der også småhandlende til. Blandt de første var brændevinshandlere. Her kom også spillemænd og tiggere. Omkring 1776 finder vi de første gøglere i Dyrehaven. Det var hovedsagelig linedansere, der havde let ved at finde et sted, hvor de kunne optræde.
Gøgl, skæg og ballade
Omkring 1780erne begyndte gøglerteltene at rejse sig. Og i 1790erne var et gøglermarked ved at tage form. I 1802 kom der en litterær skildring af det herlige liv ved Dyrehaves – kilden – Oehlenschlägers ”Sct. Hans Aftenspil”
Siden har Dyrehaven været centrum for den ”lavere” del af dansk kulturliv, den del der går under betegnelsen ”Gøgl, skæg og ballade”. I dag kalder man det ikke mere for den lavere del af kulturlivet.
Af en beretning fra 1816 fremgår det, at stedet endnu på dette tidspunkt havde bevaret sit kildemarked. På begge sider af vejen blev der falbudt kager, brændevin, skinker og æg. Her blev solgt kaffe og te samt mælk og kildevand.
Lang og besværlig vej
En rejse fra København herud til Dyrehaven var en lang og besværlig affære. Det var dyrt for de mindre velhavende og man skulle stå meget tidligt op. En hyredroske fra byen kostede mellem fem og otte rigsdaler.
Men ude fra Østerbro kunne man for en væsentlig billigere pris få kørelejlighed med en af de mange bøndervogne. De holdt her på de store dage og ventede på passagerer. Der var afgang, når vognen var fuld. Passagerne skulle lige først have stuvet deres øl og madkasser sammen i bunden af holstenskvognen eller ”Kaffemøllen” som den også blev kaldt.
Det var ikke meget affjedring i disse vogne. Hjulene skar dybt ned i vejen med en lyd, der mindede om kaffemøllens kværnen.
Det næsten endeløse vogntog kørte fra byens porte over Gentofte og Ordrup.
Visesangerne
Visesangerne var med til at give stedet sit særpræg. Allerede i 1799 klages der i Politivennen om en liren-drejer, der synger ”de liderligste og pøbelagtigste” viser. Sangerindepavillonen åbnede i 1877 og Sommerlyst i 1888.
I 1936 skulle sangerindepavillonen være revet ned. Her skulle have været en radiobil – bane. Planen blev heldigvis forpurret. Syngepige pavillonen eksisterer stadig væk. Kendte sangerinder som Inger – Lise Gaarde og Cleo og holdt traditionen i hævd.
Endnu omkring år 1800 startede man forlystelserne med en tår fra kilden. Men det var nok mere for traditionens skyld. Det var måltidet i det grønne og et herlige leben omkring gøgleriet, der var hovedårsagen.
Gøglerne flyttede til Bakken
Det var først hen imod 1830 at gøglerne flyttede hen imod Bakken. Kildemarkedet var blevet for stort så overjægermestren beordrede at man flyttede hen til det sted, som vi kender i dag.
Men gøgl var der nok af. Spillemænd, linedansere, spåkællinger, fjællebodsteater, gynger, mekaniske teatre, vaffelboder, menagerier og de meget populære Mester Jakel – teater.
I 1840 fik man tilladelse til at udvide kildeperioden med 4 uger, så den i alt blev på 8 uger.
Nu med dampskib
I begyndelsen af 1800-tallet bliver Strandvejen gjort mere fremkommelig og søvejen til Klampenborg begynder at virke tillokkende. Det var i 1820 at Danmarks første dampskib blev sat i rutefart mellem Langelinie og Bellevue.
Det kunne dog ske, at rejsen blev lidt for vild for de til tider berusede hjemrejsende – så måtte man ankre op for natten ud for Hveen.
Fra 1864 var der jernbaneforbindelse til Klampenborg.
Morskab og lystighed overlevede overtroen
I 1800- tallet blev der åbnet forskellige varieteer på Bakken. Brødrene Kronemanns Cirkus bød omkring århundredeskiftet på en blanding af akrobatik og pantomime til musikledsagelse
Efterhånden mistede kilden sin betydning. Det var ikke længere tale om en kilderejse men en bakketur. Gøglerne havde besejret Kirsten Piil. Morskab og lystighed overlevede overtroen.
Fra fidusmageri til kunst
Her var alt fra den groveste vold over det rene plattenslageri og fidusmageri til noget man uden betænkning ville kalde kunst. Brødrene Price og Johanne Louise Heiberg. Ansete beridere viste også deres kunst.
Allerede i 1795 ankom James Price med sit kunstnerselskab og linedansertrup. James Price fik dansk statsborgerskab og blev siden stamfader til den stadig livskraftige slægt af mange berømte Price’ er.
I år 1800 kom den berømte Pjerrot. Figuren kommer fra Tyrkiet. Og figuren er stadig på Bakken.
En alvorlig konkurrent fik Bakken senere i Tivoli. Da cirkus senere gjorde sig gældende i byen, holdt også beridere sig borte fra gøglermarked.
Teltholderforeningen
Vaffelbagerier, keglebaner, loppecirkus og dampkarruseller kom til. Flere og flere af de rejste telte blev udskiftet med fjælleboder bygget i træ.
I 1885 gik 16-17 af Bakkens teltholdere sammen og dannede Dyrehavsbakkens Teltholderforening. I dag er det en betingelse for at etablere sig at man er medlem af foreningen.
En duel i 1900
I februar 1900 blev der udkæmpet en duel på pistoler i Dyrehaven mellem Politikens teateranmelder og senere redaktør Edvard Brandes og skuespilleren Robert Schyberg. Denne havde slået Brandes i ansigtet på åben gade på grund af en dårlig anmeldelse. Teateranmelderen udfordrede ham derfor til duel.
Duellanterne og deres sekundanter mødtes den 10. om morgenen og affyrede hver to skud. Ingen ramte, men da det var forbudt at duellere, kom de begge to 14 dage i fængsel.
Edvard Brandes bror litteraten Georg Brandes, der døde i 1927, fik sin aske spredt ud ved Slesvigske sten i Dyrehaven.
Andre forlystelser
Efterhånden blev Frederiksberg også et udflugtsmål for københavnerne. Og dem, der ikke lige havde råd til en tur på Bakken, kunne så nøjes med ”De fattiges Dyrehave” på Østerbro.
Et stykke længere ude på vejen mod Klampenborg i Charlottenlund Skov var der en helt telt-by ned beværtningstelte, sang og bægerklang og nogle småboder. I tilknytning til dette meget søgte forlystelsessted blev der åbnet en stald med restauration på første sal. ”Over Stalden” kom stedet til at hedde. Det brændte i 1887. På den anden side af vejen blev, hvor det senere blev kendt som Kabaret og sommerteater. Senere var ”Over Stalden” kun restaurant.
Kildevand blev en salgsvare
Men det helsebringende vand fra Kirsten Piils kilde blev også en salgsvare. En teltholder havde slået en bod op og solgte vand fra kilden i glas. Så skulle gæsterne dog ikke bukke sig ned for at smage vandet.
Friluftsforestillinger
I 1910 begyndte Det Kongelige Teater at sætte store friluftsforestillinger op i Ulvedalene om sommeren. Traditionen blev afbrudt i 1949 men genoplivet i 1996, da Det Kongelige Teater besluttede at opføre stykket Elverhøj.
Galopløb og Danmarks første fodboldkamp og Hubertusjagt
Fra 1860 – 1910 var der galopløb på Eremitage-sletten. Det var også her at den første fodboldkamp på dansk jord blev spillet i 1897 og siden 1900 har Sportsriddeklubben hvert år holdt Hubertusjagt den første søndag i november.
Det var først i 1927 den nuværende restaurationsbygning med stråtag blev opført til afløsning af et mere ydmygt konditori.
Rutsjebanen
I 1932 blev Dyrehavsbakkens rutsjebane indviet. Dengang var det Europas største med i alt 832 meter lang. Det var en højde på 22 meter. På den hurtigste trækning er farten 75 km/t. Og hele turen tager 2 minutter og 30 sekunder. Ja og så hedder stedet ”Rutchebanen”
160 forretninger
I dag kan Bakken byde på 32 forlystelser og 36 spisesteder. Cirkusrevyen begyndte i 1935. Der er 160 forretninger på Bakken og hvert år er her mellem 2,5 og 2,7 mio. gæster.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 19, 2025
Historien om Kaj Birksted
Forsøg på anmeldelse af Bogen ”Birk” af Thomas Harder. Du kan sagtens følge med, selv om du ingen kendskab har til det hele. Han ville på flyverskole. Det var i den grad blev sparet på vores forsvar. Han ville kæmpe mod Hitler. Langt om længe ankommet til Ottawa. Little Norway træningsskole. Over fjendtligt område. Seks prøjsere nedlagt inden morgenmaden. 10 registrerede og 10 ikke registrerede nedskydninger. Han faldt for norske Sonia. Han deltog i 316 togter. Rådgiver for opbygningen af det danske luftvåben. De ældre officerer betragtede ham som en trussel. Hædret af den norske konge. Behold I bare Tordenskjold, hvis vi må få Birksted. For ung, kun reserveofficer, manglende stabsuddannelse og – erfaring. Ja sådan sagde man i Danmark. Bitterheden voksede hos Birksted. Ægteparret kom aldrig tilbage til Danmark igen. Buster opstillet af Kaj Birksted. En fængslende og spændende historie – fremragende fortolket af Thomas Harder. 1.000 danskere tjente i de allierede styrker.
Du kan sagtens følge med
Den danske pilot Kaj Birksted var en helt i Norge og England og næsten glemt i Danmark. Thomas Harder har skrevet en fremragende bog om denne person, der skuffet forlod Danmark for aldrig at vende tilbage. Bogen hedder ”Birk”.
Thomas Harder kender vi fra mange fremragende bøger som vi også har anmeldt her på siden. Det er en spændende bog, vi her har med at gøre. Selv om du ikke har kendskab til forholdene dengang, kan du sagtens følge med, for Thomas Harder forklarer hele tiden, hvad vi har med at gøre.
Han ville på Flyverskole
To dage efter, at Kaj er døbt, flytter han sammen med familien til New York. Da han er 14 år, vender Kaj og familien tilbage til Danmark.
I 1936 er han på session. Han bliver indkaldt til Den Kongelige Livgarde, men han vil noget helt andet. Han ville på flyverskolen.
Der var i den grad sparet på det danske forsvar
Forfatteren fortæller også nu, hvad det er galt med Danmarks forsvar. Hæren blev ladt i stikken i 1864 rent materielt. Man bruger en masse penge på Vestvolden, men skærer i den grad ned på forsvaret. Vi påberåber os neutralitet men går ind på at nedlægge miner for tyskerne under Første Verdenskrig.
Den 15. august 1936 meldte Kaj Birksted sig på Søværnets flyverskole på Holmen. Det blev noteret at Birksted havde gode evner. Han bliver udnævnt til flyverløjtnant.
Ville kæmpe mod Hitler
Den 9. april 1940 får Birksted så at vide, at han skal være i højeste alarmberedskab. Men det er alt for sent. Han skrev i et notat i 1984 at det var ydmygende at skulle se tyske soldater spankulere rundt i København. Han besluttede sig derfor ”at flygte og melde sig frivilligt til kampen mod det uhyrlige Hitler – regime”.
Sammen med en kammerat ”organiserede” han en lille motorbåd fra Luftmarinestationen og sejlede til Sverige. De kom dog i klemme og de svenske myndigheder vidste ikke rigtig, hvordan de skulle forholde sig. Men så trådte journalist Erik Seidenfarten hjælpende til og sørgede for at de kom til Namsos i Norge.
Ankommet til Ottawa
Her blev de evakueret af britiske tropper. De kom ombord på Gunvor Mærsk. Datoen var den 29. april 1940. Nogle dage efter ankom de til Orkneyøerne. Herfra gik det til London. Her meddelte den danske ambassadør at RAF ikke havde brug for sådan nogle som dem.
De kom ombord på det danske skib M/S Tasmania. Turen gik til Dakar og videre til Cape Town. Så Calcutta. Kaj fik job som maskinmester. I Port of Spain fik de rejsepapirer så de kunne komme til Ottawa i Canada, hvor deres uddannelse til piloter i det norske luftvåben skulle finde sted.
Little Norway
I Canada ankom Kaj til den endnu ikke færdigbyggede norske træningslejr ”Little Norway”. Vi får et fint indblik i forholdene. Den 12. maj 1941 kunne Kaj så melde sig til RAF 56 Operational Training Unit – nord for London. Nu begyndte Kaj at se krigens realiteter Et nyt træningscenter øst for Edinburgh startede han nu på.
Over fjendtligt område
I november 1941 begyndte han oplæring i den berømte Spitfire. Han blev sat ind i beskyttelsen af sejladsen mellem Orkneyøerne og Shetlandsøerne. Kaj blev sat til at lede hele styrken.
I maj 1942 deltog han for første gang i et togt over fjendtligt område. Også her får vi spændende beretninger.
Skes prøjsere nedlagt inden morgenmad
Den 12. marts 1943 gik 331. eskadrille under et tysk angreb på London i luften ved 7 – tiden om morgenen med 11 fly under ledelse af Kaj Birksted. De afskar 12 FW 190 – fly, skød 6 ned og beskadigede fire. Det trak store overskrifter i London – aviserne:
10 registrerede og 10 ikke registrerede nedskydninger
I RAF sled Birksted tre Spitfires op, som alle havde hans personlige kendingsbogstaver KB
Kaj nedskød 10 fjendtlige fly og hjalp til med andre nedskydninger. Og så er det lige 10 ikke verificerede nedskydninger. Han modtog en masse hæder både britiske og norske.
Han faldt for norske Sonia
Han var desuden en fremragende leder i luften og udviklede en fin holdånd. Og så faldt han for norske Sonia Irgens. Dengang var hun dog kæreste med en anden pilot, der dog faldt i krigen. Men fra julen 1944 var Kaj og Sonia et par.
Han var højt placeret i RAF. Han planlagde jagtoperationer i forbindelse med landgangen i Normandiet og slaget ved Arnheim
Han deltog i 316 togter
50 dage før krigen afslutning kom Birk til RAF Bentwaters helt nye flyvestation godt 100 km nordøst for London, der var fyldt med Mustang MK – 3 – jagere. Nu fløj han som eskorte for firemotorede Lancaster bombemaskiner.
Kaj Birksted sluttede efter 316 operative togter.
Rådgiver for opbygningen af det danske flyvevåben
Ankommet til København fik han opgaven af forsvarsminister Ole Bjørn Kraft at være ”Raadgiver ved Opbygningen af det danske Flyvevaaben”. Birksted og frue bosatte sig i København. Men det var nu ikke alle der så med milde øjne på flyverhelten.
De ældre officerer betragtede ham som en trussel
Den senere chef for flyveforbundet og Kaj Birksted kunne ikke rigtig sammen. Dette vanskeliggjorde et godt samarbejde. De gamle militærfolk beskrev ham næsten som landsforræder, fordi han havde forladt Danmark i 1940. Kaj blev genstand for bagvaskelse og mange intriger. Jo hans ansættelse i det danske militær var konfliktfyldt.
Han havde stjernestatus i offentligheden. Men krigserfaring og moderne ideer var ikke i høj kurs i det danske militære system. Det var frustrerende for Kaj Birksted at arbejde i Flyvevåbnet. De ældre officerer betragtede ham som en trussel. De unge flyvere beundrede ham.
Det var en stor afstand mellem de ældre officerer og den kun 35 – årige krigshelt med de mange luftsejre og store beføjelser under krigstidens hurtige beslutningsprocesser.
Han var oberstløjtnant i det norske flyvevåben. Han var fortsat kun flyverløjtnant af første grad af reserven i den danske marine, hvilket han forblev de næste fem år.
Hædret af den norske konge
Den 11. oktober 1946 kom den norske kong Haakon forbi Kaj og Sonias hjem. Her fik Kaj overrakt en af de fineste norske ordener – Sankt Olav – Ordenens Kommandørkorps med stjerne – en af de fineste norske ordener.
Birksted og kongen kendte hinanden i forvejen. Birksteds norske svigerfamilie var gode venner med kongen. Denne besøgte ham privat, når han var i København og Birksted besøgte kongen, når han var i Norge.
Behold I bare Tordenskjold, hvis vi må få Kaj Birksted
Måneden efter blev han hædret med udnævnelsen til æresofficer af ordenen ” The British Empire” – bl.a. med begrundelsen:
I 1948 var kong Haakon på statsbesøg i København. Her var ægteparret Birksted naturligvis inviteret med. I den radiotransmitterede tale sagde den norske konge bl.a., at nordmændene var glade for at et ikke ubetydelig antal danske flyvere var med i de norske flyverafdelinger. Også her blev Kaj Birksted specielt fremhævet.
Ja sådan skulle den norske konge have sagt. Men det er nu aldrig blevet dokumenteret.
For ung, kun reserveofficer, manglende stabsuddannelse og – erfaring
I 1950, da Flyvevåbnet blev oprettet, blev Kaj Birksted forbigået. Følgende argument blev brugt:
Han forblev bare en simpel jagerpilot, en mand af reserven og dermed underforstået var en uegnet til en chefpost.
Bitterheden voksede hos Birksted
I 1953 blev Birksted chef for Vestre Flybasiskommando i Karup, men allerede året efter forlod han Danmark.
Men bitterheden voksede i Birksted. Han søgte sin afsked. Det kunne ikke bevilliges. I stedet fik han sygeorlov. Tilbage igen valgte man at knytte ham til SHAPE – Supreme Headquarters Allied Powers Europe i Paris. Så var han gemt godt af vejen.
Fra 1968 var han udstationeret i Bruxelles. Hans hovedopgave var at koordinere den civile og militære flyvning over Europa.
Ægteparret vendte ikke tilbage til Danmark
Egentlig skulle han være stoppet i 1978 men hans ansættelse blev forlænget i halvanden år til og med marts 1980, da han fyldte 65 år og gik på pension.
Ægteparret flyttede til London. De var trætte af intrigerne i København. De sidste år var præget af en svær kræftsygdom. Han døde den 21. januar 1996. Han blev begravet på Skåtøy kirkegård i Norge. Sonia levede 14 år længere. Hendes urne blev sat ved siden af Kaj Birksted.
Han var næsten glemt. Det var kun nogle kortfattede nekrologer. Det var alt.
Buster opstillet af Kaj Birksted
I 2009 blev der opstillet en buste af Kaj Birksted ved siden af busten af Anders Lassen uden for Frihedsmuseet i København. Denne var bekostet af fhv. piloter fra Flyvevåbnets fotoeskadrille i Karup. Hos Forsvarskommandoen og på Danmarks Flymuseum står der også buster af ham.
Birksted og Lassen mødtes flere gange i Den Danske Klub i London. De kom godt ud af det med hinanden, selvom de meget forskellige af temperament og mentalitet
En fængslende historie
En flot historie af Thomas Harder. Det er en fængslende beretning om en mand, der aldrig blev anerkendt i Danmark. Men som man næsten forgudede i Norge og England. Bogen er også spændende.
I en periode, diskuterede neutralitet, Nordisk forsvarssamarbejde eller NATO. Birksted argumenterede for Atlantpagten.
Birksted spillede en væsentlig rolle som forsvarspolitisk debattør og i udviklingen af det danske luftvåben.
1.000 danskere tjente i de allierede styrker
Cirka 1.000 danskere tjente i de allierede styrker. 128 af den var piloter
Januar 18, 2025
Ny bog om Tøndermarsken
Forfatteren, fotografen. 300 mio. kr. er brugt i Tøndermarsk – initiativet. Masser af relevant tekst. Mennesket tilpasser sig naturen. Unescos Kulturarv. Vandre- og cykelture. Fremragende udgivelse.
Forfatteren
En utrolig flot bog om Tøndermarsken er udkommet. Den hedder ”Tøndermarsken – Født af havet, formet af mennesker”. Forfatteren hedder Gunhild Riske, som har stået for en masse turbøger. Hun har tidligere været London-korrespondent for dagbladet Politiken. Hun er ekspert inden for rejselitteratur.
Fotografen
Det er den tidligere pressefotograf Ulrik Pedersen, nuværende kommunikationschef hos Tønder Kommune, der har leveret de fleste fotos til bogen. Han har tidligere været fotograf hos Tøndermarsk – Initiativet fra 2017 – 2021. Og han har også en fortid hos Jyske Vestkysten.
Men der er nu også andre 5 – 6 fotografer, der bidrager til bogen.
300 mio. kr. er brugt
Turistforeningen kan også være glad for bogen, som sælger egnen fantastisk godt. For ikke blot er det en fantastisk flot billedbog. Den rummer også relevant tekst fra området. Bogen rummer 256 sider og er i stort format.
Vi får alle kendte historier fra Tøndermarsken – om dyrelivet, den høje himmel, naturen og alle de kulturhistoriske skatte.
Tøndermarsk-initiativet satte gang i ombygning af Højer og en masse andre ting. I alt 300 millioner kroner er brugt på dette initiativ.
Dette er også omtalt i bogen, der også er blevet støttet af Nordea – Realdania – og A.P. Møllers Fond.
Masser af relevant tekst
Vi andre, der er opvokset på egnen, kender Tøndermarskens særegne natur og os amatørhistorikere som vi bliver kaldt, kender vel også historien. Så her rummer teksten i bogen vel ikke nogen overraskelser. Men dem, som ikke kender den. De får det hele serveret her i bogen.
Men der er også masser af nutid i bogen. Temaet er nu blevet mere let tilgængelig både for besøgende og beboere.
Når man nu kigger på bogen, er det som om det er blevet endnu mere attraktivt at bo i Tøndermarsken.
Mennesket har tilpasset sig naturen
Havets kræfter, naturområdet, handelsnetværket og det rige fugleliv bliver på flot beskrevet. Læseren får et flot indblik i, hvordan det er at bo i Tøndermarsken. Gennem århundreder har mennesket tilpasset sig marsken. Ja vi får også beskrivelser af de mange projekter, der er gennemført for at sikre området i fremtiden.
Sort Sol, som vi andre oplevede for mere end 65 år siden, hvor fænomenet endnu ikke havde noget navn, bliver også beskrevet i bogen.
Unescos Verdensarv
Egentlig er bogen tankevækkende. Det er en hyldest til naturens kræfter og menneskets evne til at tilpasse og udvikle.
Som vi tidligere har skrevet, så er området udnævnt til Unescos verdensarv. Det er vel også i respekt for fuglelivet.
Vandre og cykelture
Også arkitekturen i Tønder, Højer og Møgeltønder bliver det kigget på. Vi bliver også guidet ud på cykel – og vandreture i området. Blandt andet skal vi en tur på Marskstien – en strækning på 54 kilometer. Ja selv madkulturen fokuseres der på.
Fremragende udgivelse
Man glemmer heller ikke historien, således er Pietismen også nævnt. Og de mange sønderjyder, der faldt i tysk uniform under Første Verdenskrig. Emil Nolde glemmes heller ikke. Guldhornene er der også ligesom Zeppelinbasen.
Egentlig er målgruppen stor – det er både til historieinteresserede, naturinteresserede og vandrepublikummet. Dette er en fremragende udgivelse som varmt kan anbefales.
Gunhild Riske: Tøndermarsken – Født af havet, formet af mennesker
Under disse kategorier kan du finde flere hundreder af artikler, der behandler de samme emner, som du kan finde i denne fremragende bog.
Januar 15, 2025
Tønder Statsskole – endnu engang
En flagstang på 15 meter. Afhængig af kilder. Den første danske morgensang. Egebjerg Jensen – ansat som adjunkt. Han fik vendt udviklingen. Ungdomsarbejde og 500 foredrag. Længere sygdomsperioder. Grundet sit helbred søgte han væk fra Tønder. Hele befolkningen var glade for ham. Forholdet til seminariet var ikke godt. Jacob Randrup ville gerne være retsindet og korrekt. Tønder Statsskole 9. april 1940. Aage Rosenkjær blev hædret. Anders Feilberg Jørgensen. Samarbejde med Tyskland vakte ikke begejstring i lokalbefolkningen. Morgenbønnen blev afskaffet. Knud Fanø var tilhænger af traditioner. Under Feilberg voksede skolen. Mord efter lærernes julefrokost – begået af en skattet kollega. Aktiv på den yderste venstrefløj. Misforståelse førte til mordet.
En flagstang på 15 meter
Den 27.oktober 1947 fik Statsskolen en 15 meter høj flagstang. Noget senere fik skolen gennem borgmesteren et flag så stort at det passede til flagstanden. Ligeledes fik man fremstillet en mindetavle over de elever og tidligere elever som led døden gennem krigen. Det drejede sig om 14 stykker.
Afhængig af kilder
Det er ikke alle, der har den samme opfattelse af en lærer. Det kan vi se på de reaktioner, som vi har fået, når vi har beskrevet skoler i vores artikler. Når det nu gælder Tønder Statsskole må vi bruge kilder. Undertegnede har ikke selv gået der. Jeg har gået på Tønder Kommuneskole og Tønder Handelsskole, inden jeg rejste fra Tønder for 55 år siden.
Denne artikel er ikke en kronologisk fremstilling af Statsskolens historie. Det er snarere spredte glimt af historien.
Den første danske morgensang
A.J. West, hvis far var blevet udvist af de preussiske myndigheder, blev den første danske rektor på danske rektor på Tønder Statsskole. Og den første danske morgensang ved Tønder Statsskole fandt sted den 25. august 1920. Det var ”Jeg elsker de grønne lunde”.
Til stede var 140 elever, hele lærerforsamlingen, mange forældre og en del indbudte gæster. Blandt de sange, man sang, var også ”Den signede dag”. Denne sang fik en særstilling blandt Statsskolens fremtidige morgensange.
Eleverne kom fra såvel danske som tyske familier. Nogle elever talte dansk, mens andre havde svært at udtrykke sig på dansk.
Egebjerg Jensen – ansat som adjunkt
Allerede i foråret 1920 henvendte West sig til Andreas Egeberg Jensen og tilbød ham et lektorat på Tønder Statsskole. Hvad han svarede ved vi ikke.
Men i hvert fald blev Egebjerg Jensen ansat som adjunkt. Og i 1922 skrev han den sang, der nærmest er en nationalsang for Tønder og Omegn ”For en fremmed barsk og fattig”. Han underviste i dansk, engelsk og historie og dansk. Han ville gerne have undervist i sang, men det ønske fik han ikke opfyldt.
Han fik vendt udviklingen
Efter et halvt år på skolen, konstaterede han at situationen ikke var så rosenrødt. Han mente at mange af de tysksindede også var tyskpræget. Det vanskeliggjorde undervisningen.
Men i 1922 så han anderledes på det. Han sagde, at disse elever nu var blevet de mest interesserede og hans gode venner. Og noget som befolkningen satte stor pris på. Han lærte at tale sønderjysk.
Ungdomsarbejde og 500 foredrag
Han tog fat i ungdomsarbejde. Han arrangerede vandre- og cykelture. Han påtog sig også jobbet som Tønder Statsskoles første bibliotekar. Ja og så holdt han hele 500 foredrag i Nord- og Sydslesvig.
Lange sygdomsperioder
Han havde lange sygdomsperioder. Gennem livet var han plaget af astma og af en aldrig helbredt tuberkulose. Han led ofte af en svælg- og strubelidelse. Han var Venstremand men nægtede at stille op i Tønder.
Ved den tyske besættelse den 9. april 1940 var Egebjerg Jensen indlagt på Kolding Sygehus.
Grundet sit helbred søgte han væk fra Tønder
Hans læge anbefalede ham allerede i 1925 at søge til Østkysten eller Øerne på grund af en tilbagevendende bronkitis. Når han nu alligevel skulle væk fra Tønder, kunne han jo lige så godt søge et rektorjob. Måske brød han sig ikke om rektor på Tønder Statsskoles lidt håndfaste metoder. Men Egeberg Jensen havde haft lidt lange sygedomsperioder, så de var slet ikke sikkert, at han kunne få et rektorjob.
I 1930 søgte Egeberg rektorjobbet på Tønder Statsskole, da A.J. West efter eget ønske pga. sygdom i familien blev forflyttet til Sønderborg Statsskole. På trods af massivt ønske fra kollegaer og familie blev Jakob Randrup valgt i stedet for.
Hele befolkningen var glad for ham
I maj 1936 søgte Egeberg stillingen som rektor på sit gamle gymnasium men heller ikke det job fik han. Endelig i 1937 fik han rektor-stillingen ved Haderslev Katedralskole.
Men folk var glade for ham. Og han var glade for dem, ja han var nærmest forelsket i den egn, han var havnet i, fremgår det af hans berømte hjemstavnssang:
Er vort land, men rigt på minder
For dets børn og fuldt af skønhed,
Her plovjernet guldhorn finder.
Det var hans kollega på statsskolen, Ernst A. Kjørboe, der komponerede den smukke melodi.
Forholdet til seminariet var ikke godt
I Tønder var forbindelsen mellem statsskolen og seminariet ikke særlig god. Egeberg havde oplevet, hvordan nogle af lærerne på statsskolen så lidt ned på seminariets lærere.
Jacob Randrup ville gerne være retsindet og korrekt
Jakob Randrup var rektor på Statsskolen fra 1930 – 1954. Han ville gerne være rettroende, retlinjet, retsindet, retskaffen og korrekt. Men han tog også fejl. Nogle elever betragtede ham som den fejlfri og uangribelige. Han elskede at få besøg af gamle elever eller få breve af dem.
Tønder Statsskole 9. april 1940
Den 9. april 1940 var det som sædvanlig undervisning på Statsskolen. Kun 30 elever ud af 314 var fraværende. Forældrene var betænkelige ved at sende dem i skole. Endog gendarmbørnene fra Sæd var mødt op.
Kl. 8 var lærerne og en del af lærerfruerne blevet samlet på lærerværelset. Her meddelte rektor Jakob Randrup, at der var undervisning ”som sædvanlig” Alle var knuget af sorg. Stærkest var sorgen hos fru lektor Larsen, der var med som elev, da skolen åbnede den 25. august 1920 og gik på skolen, til hun i 1925 tog realeksamen.
Der var som sædvanlig morgensang. Her sang man bl.a. nationalsangen og afsluttede med ”Danmark i tusind år”. Tårerne stod adskillige i øjnene.
Aage Rosenkjær blev hædret
Tønderkahytten var ret populær. Her var plads til 70 elever og ledere. Det var et muntert liv, der udspillede sig her. Det var Aage Rosenkjær, der var stifteren af dette sted. Rosenkjær, der døde i KZ – lejr i Husum, blev kastet i en fællesgrav på Husum kirkegård. Efter kapitulationen blev hans lig overført til Tønder. Her blev han hædret. Efter nogle korte mindeord førtes liget til Gauerslund Kirkegård.
Anders Feilberg Jørgensen
Fra 1954 til 1962 hed rektor Anders Feilberg Jørgensen. Han er født i 1907 og opvokset i Skærbæk i et frimenigheds-præstehjem. Han havde påbegyndt sin skolegang i tysk skole. Her oplevede han den håndfaste preussiske disciplin. Det var en rigtig spanskrørs – Kaiser und Vaterland – disciplin.
Efter 1920 kom han på dansk realskole og senere på statsskolen i Tønder, hvor han blev student i 1925. Han var på Askov Højskole og derefter Københavns Universitet.
Tønder Statsskole havde siden 1920 stået for danskheden i grænselandet. Det havde rektor Jacob Randrup (1930 – 1954) også stået for. Også med en respekt for de elever, der kom fra tysksindede hjem. Men han var også en mand af den gamle skole, når det drejede sig om – disciplinært og pædagogisk.
Samarbejde med Tyskland vakte ikke begejstring i lokalbefolkningen
Feilberg skulle fortsætte denne danske linje med respekt for dem, der kom fra de tyske hjem. Han ønskede dog at gør op med den patriarkalske – disciplinære stil. Men han forsøgte at kunne afløse had med forsoning med et Tyskland, der forsøgte at opbygge en demokratisk Tyskland.
Han fik gennemført en elev – og lærerudveksling med en gymnasieskole i Hamborg. Den blev gennemført og gentaget de følgende år. Dette vakte dog ikke uddelt begejstring hverken hos lokalbefolkningen eller i medierne.
Morgenbønnen blev afskaffet
Feilberg fik også afskaffet morgenbøn under elevernes morgensamling. Dette vakte dog ikke kollegaernes begejstring.
Knud Fanø var tilhænger af traditioner
Vogteren over alle traditioner var Knud Fanø. Han var lærer i dansk, historie og oldtidskundskab. Desuden var han inspektør med ansvar for alt forløb efter skolens reglement. Han var Feilbergs modsætning på næsten alle områder.
Fanø var højttalende – til tider brovtende. Han var tilhænger af traditioner. Feilberg ønskede kun at bevare dem, der gav mening. Fanø var nærmest konservativ. Feilberg var radikal eller socialdemokrat.
De stødte også sammen, når det gjaldt revselsesretten. Formelt var den afskaffet, da Feilberg tiltrådte. Denne havde ved sin tiltrædelse sagt, at han ikke tolererede nogen form for korporlig afstraffelse på skolen.
Fanø og hans kone Else var de uofficielle regenter i Tønder-kahytten ved Lillebælt. Siden 1954 var Fanø konservativt byrådsmedlem. Fanø var tilhænger af mytologisk udenadslære.
Knud Fanø forlod Tønder i 1962 for at bliver rektor af Duborg-skolen i Flensborg.
Under Feilberg voksede skolen
Feilberg havde ordet i sin magt. Det var dog ikke de administrative færdigheder, han var kendt for. Han ville gøre skolen mere elev- og lærervenlig. Under hans tid voksede skolen med pedelbolig, gymnastiksal til piger, toiletter, fagklasser og kantine. Det var i midten af 60’erne.
Helt oppe under loftet lå skolens sanglokale. Sanglæreren hed engang Poul Nielsen.
Mord efter julefrokosten
Det var ingen af kollegaerne der i deres vildeste fantasi kunne forestille sig, at deres venlige, dygtige og entusiastiske lærer i spansk og historie havde det i sig, der skal til for at slå et andet menneske ihjel.
Men retten i Sønderborg afgjorde, at den 34 – årige B.F.J. skulle 12 år i fængsel for drabet på den 74 – årige E. E. Efter mødet med B.F.J. havde den ældre mand kraniebrud, blødninger i hjernen, adskillige stiklæsioner i hovedet samt på kroppen.
Det kom frem i retten at i 2008 var B.F.J blevet dømt tre måneders fængsel for grov vold.
Aktiv på den yderste venstrefløj
I 90’erne var han aktiv på den yderste venstrefløj. Han var medlem af Rebel og var en del af den militante og yderliggående organisation Antifascistisk Aktion. Han var gået på Det Fri Gymnasium på Nørrebro. Han blev anholdt i et kollektiv mistænkt for at sælge hash.
Trods sin plettede straffeattest var han i 2011 startet som gymnasielærer i Tønder.
Han valgte derfor at flytte fra København med sin daværende kæreste, som han havde et barn med. Men hun valgte at flytte tilbage til København med barnet. Til en julefrokost for lærerne på Statsskolen (Gymnasiet) valgte han at gå tidligt hjem.
En misforståelse førte til mord
Han var stærkt beruset, da han omkring midnat ankom til det, han troede var ejendommen han boede i, men det var i virkeligheden naboejendommen. B.F.J. har forklaret, at han forvekslede E.E.’ s lejlighed med sin egen og troede, at den 74 – årige var en indbrudstyv. Misforståelsen kostede pensionisten livet og gymnasielæreren 12 år i fængslet.
Vi vender senere tilbage til Tønder Statsskole igen.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: (Skolevæsen i Tønder)
Januar 11, 2025
Baupflege Tondern
Ja egentlig hedder det Baupflege Kreis Tondern. Og foreningen er næsten glemt. Egentlig er det endnu en af Tønders attraktioner. Gennem en årrække prægede Tønderegnens arkitektur både den tyske og den danske byggekunst. Foreningen blev oprettet i 1908.Og det var stor aktivitet. Landråd Rogge udførte en stor arbejdsindsats. Men han havde også to aktive mennesker med, da foreningen blev startet – Godsinspektør Hans Christian Davidsen og arkitekt Lauritz Thaysen. Det var nærmest tale om en kulturhistorisk strømning. Bevægelsen slog også igennem på landet og i landsbyen. Hvad kendetegner byggestilen? Bevægelsen eksisterede i 10 år. Sårbar over for ændringer og tilføjelser. Bygninger i Tønder og Møgeltønder og andre steder, som fremhæves. Den regionale tradition blev videreført efter 1920. Dansk og Slesvig-holstensk byggeskik nærmede sig. Emma Gad klagede over smagløse landbohjem. Danske arkitekter begejstret af Møgeltønder. ”Ned med Italien – Leve Møgeltønder” ”Det skal ikke være for frisisk” Tyske advarsler.
Oprettet i 1908
Vi kunne også have kaldt artiklen ”Heimatschutz” eller ”hjemstavnsstil”. Når vi nu har valgt den overskrift, som vi har skyldes det at i Tønder blev der oprettet en forening med dette navn. Det var i 1908. Og det var bl.a. landråd Rogge, der tog initiativ til dette.
Endnu en attraktion i Tønder
Tønder er i gang med at samle historiske milepæle såsom Wegner – museet, Zeppelin-hallen, Den gamle havn m.m. Men de har allerede en attraktion, som de kan servere for byens besøgende nemlig ”Bauplege Tondern”
Foreningen var en del af en række nationale reaktioner mod den ”Europæiske Historicisme i Tyskland. Dette gav bl.a. udtryk i dannelsen af ”Bund deutscher Heimatschutz i 1904 og kort tid efter ”Baupflege – bevægelsen”.
Heimatschutz blev indført i Tyskland i slutningen af 1800-tallet.
Stor aktivitet
I Tønder startede man med et bombardement af fotografier og opmålinger af gamle lokale bygninger som ”Vorlegeblätter” udgivet fra foråret 1908 bragte efterfulgt af ”Baupflege-tage” – for håndværker i 1909. Man lavede et specielt informationskontor. Så udgav man slesvig-holstensk Bau – Katechismus. I løbet af kort tid lykkedes det at få stort set alle til at bygge i gammel ”Møgeltønder – stil”.
Stor arbejdsindsats fra landråd Rogge
Landråd Rogge fik gennemført en lovgivning mod skræmmende nybyggeri i værdifulde landskaber. Han fik også ændret byggeloven af 1878.
Allerede i 1911 ville Rogge sammen med byrådet overlade det gamle portnerhus til lokale historieinteresserede til et museum. Men en verdenskrig kom i vejen. Planerne blev først til virkelighed i 1923.
Landråd Rogge var kendt som kompromissøgende og omgængelig. Han tiltrådte i 1904 og var kendt for sin store arbejdsindsats
I 1909 var der allerede indført censur af alt nybyggeri i Tønder kreds. En tilsvarende ordning fandt sted i hele Nordslesvig.
Godsinspektør Hans Christian Davidsen var medstifter
Medstifter var bl.a. godsinspektør Hans Christian Davidsen fra Møgeltønder. Han blev inspireret af foreningen og tegnede en række smukke huse, der var selvstændige og smukt tilpasset byggeskikken i Møgeltønder.
Han var en af de mange dansksindede, der blev arresteret og interneret i Nordslesvig, da Første verdenskrig brød ud. I fangenskab tegnede han sine medfanger. Det kom der et ”Forbryderalbum” ud af.
Allerede i 1897 var Davidsen begyndt at fotografere gamle huse på egnen.
Arkitekt Lauritz Thaysen en anden medstifter
Et andet markant medlem var arkitekten Lauritz Thaysen, som vi allerede har skrevet en artikel om. Han opførte en række smukke bygninger i Tønder. Hans første markante værk var Statsskolen. Hans bygninger er af høj kvalitet, fine detaljer og forståelse for den regionale byggeskik.
Typiske eksempler på dette er den forhenværende landbrugsskole, Ribelandevej 12 fra 1912. Denne bygning er i dag fredet. Men også en række ejendomme på hovedgaden, for eksempel Vestergade 38 fra 1909. Men der er også villaer i de nye kvarterer for eksempel Ribelandevej 37, men også en række dobbelthuse i Strucksalle – kvarteret skal nævnes.
En kulturhistorisk strømning
Stilen er kendetegnet af den lokale byggeskik som f.eks. gavlhusene i Tønder og Slotsgade i Møgeltønder. Stilen er ikke en bygningstype men snarere en kulturhistorisk strømning. Et typisk eksempel er Amtshuset – opført i frisisk – hollandsk byggestil i 1907.
Landråd Rogge udskrev en konkurrence i 1905 om opførelsen af Amtshuset.
Stilen blev anvendt i både offentlige byggerier og i villaer og enfamiliehuse. Bygningsdele og materialer er knyttet til den traditionelle byggeskik, men som anvendes i ny skala og nye sammenhænge.
Rogge holdt Baupflege Tondern uden for Heimatschutz – forbundet. Måske var det for neutralitetens skyld.
Bevægelsen slog også igennem på landet og i landsbyen
Også på landet og i landsbyerne slog bevægelsen igennem. Man kan se det i opførelsen med skoler, villaprægede gadehuse samt forsamlingshuse.
Hvad kendetegner byggestilen?
Men hvad kendetegner byggestilen?
Der er sikkert mange andre lighedspunkter. Men nu er undertegnede ikke arkitekt eller uddannet historiker.
Baupflege Kreis Tondern eksisterede i ca. 10 år
Baupflege blev en officiel byggestil som rigsmyndighederne i Kiel og de lokale myndigheder benyttede sig af.
Bauplege Tondern eksiterede i ca. 10 år. Foreningens arbejde havde en uvurderlig indflydelse i mange år fremover. En lang række bygninger i området er opført med inspiration fra Baupflege Kreis Tondern, f.eks. husmandssteder og villalignende gavlhuse.
I Danmark arbejdede man med lignende projekter. Mest kendt er nok ”Bedre Byggeskik”.
Sårbare for ændringer og tilføjelser
Byggeskikken fra Tønder er særlig sårbar over for ændringer eller tilføjelser. Det er vigtigt at bevare bygningerne egenart. Mange af disse ejendomme er fredet. Alle ændringer udover almindelig vedligeholdelse kræver forudgående tilladelse fra Kulturarvsstyrelsen. Ofte er der også en Lokalplan, man skal tage hensyn til.
Andre ejendomme er ligefrem ”bevaringsværdige”.
Bygninger i Tønder som fremhæves
Tønder fik tidligt grundmurede huse. Ældst er gavlhuset Torvet 11 fra ca. 1550. Husrækken på Kirkepladsen 7 – 9 er fra 1646 (ombygget 1750). Latinskolen er fra 1612 og har sokkel af kvadre fra den nedlagte Sankt Laurentius Kirke.
Mod Torvet ligger det gamle rådhus som blev bygget som renæssancegavle 1643 – 47. Desværre blev meget fjernet i ombygningen i 1867,
Barokken slog igennem i Drøhses hus, Storegade 14. Det er fra 1672. Og så har vi Østergade 1, som er to sammenbyggede gavlhuse fra 1670. Men ellers er det også værd at kigge i Smedegade, Søndergade, Uldgade men også den østlige ende af Østergade samt Nørregade og Spikergade.
Baupflege Tondern lod sig inspirere af disse bygninger men også af Møllehuset fra 1598. Møllebygningens fundament stammer fra det nedbrudte franciskanerkloster.
En mølle omtales allerede i 1436. Det var oprindelig en kornmølle med salg af korn og foderstoffer. I 1799 blev møllen købt af familien Bachmann, der ejede den frem til 1980. I dag er Visemøllen fredet. De øvrige bygninger blev nedrevet ned i 1970erne.
Vajsenhusets hospitalsbygning ud mod Østergade 67 har et tårn med urskive. Tårnet er fra 1798.
Det prægtige gavlhus Digegrevens Hus, der ligger i Vestergade 9 med den flotte facade er et af de bedste eksempler på en senbarok bygning. Den er fra 1777 og var i mange år borgmester og købmand Carsten Richtsens privatbolig. Siden har der boet flere digegrever her. Bygningen blev fredet i 1921.
I 1700-tallet kom langhusene til Tønder. Blandt disse finder vi Frigrunden 2 fra sidst i 1700 – tallet ombygget i 1828. Også nr. 7 skal nævnes med 2 karnapper. Amtmandsboligen som blev opført 1767 – 68 på Jomfrustien 6. Det er et palæ med en etage.
I 1768 blev der anlagt offentlige promenader med Liebestempel med søjler og kuppel (ca. 1800). De såkaldte Tønderkarnapper, der er helt i træ, ses mange steder i byen.
Den fredede villa, Allegade 24 fra 1910 skal nævnes, den har både hjemstavnsstil og moderne detaljer.
Bygninger i Møgeltønder
En opmåling af Kirkestien 4 i Møgeltønder blev udført i 1909 som led i Foreningen af 3. december og publiceret i 1911. Huset på Kirkestien med kvisten og de to karnapper blev efterlignet over hele Danmark.
En af de gårde, der blev model for to landes nationale byggeskik, var Sønderbyvej 21 i Møgeltønder. Gården er fra 1775 og blev fredet i 1921.
På Sønderbyvej 3 og 5 i Møgeltønder kan man se både original og kopi lige ved siden af hinanden. I nr. 5 maler Gregersens hus fra 1700 og i nr. 3 godsinspektør H.C. Davidsens ældst kendte hus i hjemlig stil fra 1910.
Også rækken af husene i Slotsgade i Møgeltønder fremhæves
Andre bygninger
Brinks Gård, Vinkelvej 18, Rørkær bliver også fremhævet med murankrene fra 1912.
Ballum Slusekro blev opført i 1915 som kombineret hovedkvarter for digelaget og kro for færgefarten til Rømø er trods ændringer en af hjemstavnsstilens perler i det vestslesvigske.
Den regionale tradition blev videreført
Efter 1920 blev den regionale tradition videreført, for eksempel plejecentret på Leosalle fra 1939. Og så kan vi også nævne Tønder Kaserne fra 1935 – 36 og Hotel Tønderhus fra 1943, som er opført som en firlænget gård med røde tage og mure, sprosse. vinduer, karnapper mv.
Dansk og slesvig-holstensk byggeskik nærmede sig
Den dansk – sønderjyske arkitekt Jep Fink fra Aabenraa sagde i 1920:
Men dansk og slesvig-holstensk arkitektur og byggeskik har nærmet sig i forbløffende grad. Den gamle byggeskik fra 1700 – tallet i Vestslesvig var populær.
Emma Gad klagede over smagløse landbohjem
Allerede i 1904 have Emma Gad klaget over smagløse urbaniserede landbohjem og de skønhedsforladte nye byer på landet. I 1906 var der blevet nedsat et udvalg ”Bedre Byggesæt på Landet”
Danske arkitekter begejstret af Møgeltønder
Unge arkitekter fra Danmark var begejstret for Tønder – egnen og var flere gange hernede for at fotografere og opmåle. En af dem, Svend Sinding skrev i 1908 om Møgeltønder:
Ned med Italien – leve Møgeltønder
Redaktøren af ”Architekten”, arkitekt Kristoffer Varming skrev i 1910 følgende:
Det skal ikke blive for frisisk
Begge nationaliteter kunne enes om Møgeltønder som forbillede. Men for den ene part var det tale om en dyrkelse af det regionale. For den anden part et stykke dansk kultur fælles med kongeriget.
I den forbindelse var det en lokal kommentar til bygningen af Ballum Slusekro i 1915:
Tyske advarsler
Og fra tysk side kom der advarsler om ikke at blive for dansk. I en opfølgning af en ellers meget rost dansk arkitektur og kunstindustriudstilling i Berlin i 1910 skrev ”Neudeutsche Bauzeitung i 1912 om danskernes ”fine, renfærdige og beskedne” bygninger.
I 1907 fik vi to nye foreninger med meget forskellig sigte. ”Danmarks Naturfredningsforening” og Foreningen til Gamle Bygningers Bevaring.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 8, 2025
Tysklandsbrigaden
En glemt historie. Med lodder og trisser blev Danmark anerkendt som allieret. Wilhelm Buhl og Christmas Møller lovede en hel division. Briterne modtog tilsagn med glæde. Danske soldater skulle også bevogte 245.000 flygtninge, passe landegrænsen og bevogte Bornholm. Englænderne skuffet over, at det kun blev 4.000 mand. Moralsk forpligtet til at hjælpe. Stemningen var ophidset. Opgaven var at oprette ro og orden. De danske soldater så at tyskerne led. Norge trak deres tropper til Slesvig – Holsten. Skulle Tysklandsbrigaden nedlægges? De danske tropper blev modtaget med venlighed. Fraternisering blev sammenlignet med Tyskerpiger. Stor misfornøjelse hjemmefra. Brigadens militære formål var minimal. Tysklandsbrigaden var en helgardering. I 1958 rejste danskerne hjem.
En glemt historie
Mange er slet ikke klar over, at Danmark og Norge havde tropper i Nordtyskland fra 1947 til 1958. Det var i den britiske zone og man stod under britisk kommando.
Med lodder og trisser anerkendt som allieret
Egentlig er det en bemærkelsesværdig situation, da begge nationer måtte lide under den tyske besættelse fra 1940 – 1945. Og Danmark blev jo kun med lodder og trisser anerkendt som en allieret nation.
Wilhelm Buhl og Christmas Møller lovede en division
Allerede den 2. oktober 1945 udtalte den danske statsminister Wilhelm Buhl, at en dansk division kunne deltage i en militærindsats i Tyskland:
Forhistorien er dog de tilsagn som den danske konservative eksilpolitiker i London John Christmas Møller gav det britiske udenrigsministerium, gav i vinteren 1944/45. Man ville hjælpe de britiske soldater, så de kunne vende hjem til deres familier.
Briterne modtog tilsagn med glæde
Men måske var det en betingelse fra engelsk side at vi stillede med en hær for at blive betragtet som allieret?
Danmark ville stille med en division (ca. 10.000 – 11.000), blev det lovet. Fra britisk side modtog man dette tilsagn med stor glæde.
Danmark havde hverken hær eller regering
Den britiske regering havde dengang tilbudt at hjælpe Danmark med en militærisk opbygning. Da krigen sluttede, havde Danmark hverken en hær eller en regering.
Danskerne skulle også bevogte 245.000 flygtninge
En sådan hjælp var tvingende nødvendig, da den danske stat efter den tyske besættelse havde store finansielle og organisatoriske problemer i genopbygningen. Dertil kom hjælpen til ca. 245.000 tyske flygtninge, som befandt sig i Danmark til 1949. Måske var det derfor, at en dansk militærisk indsats i Tyskland ikke blev kritiseret.
Fra dansk side pointerede man at skulle Danmark sende en hel division så skulle de tyske flygtninge sendes hurtigere hjem, for de optog en masse soldater, der bevogtede alle flygtningelejre. Englænderne var i grunden glade for at Danmark passede på så mange flygtninge og kunne ikke gå ind for at disse blev sendt hurtigere hjem.
Den dansk – tyske grænse skulle bevogtes og efter at russerne havde forladt Bornholm, skulle denne også bevogtes.
Englænderne skuffet, da der kun blev sendt 4.000 mand
Efter befrielsen dannede Venstre regering. Den ny forsvarsminister mente ikke, at Danmark kunne undvære så stor en arbejdskraft efter krigens ophør, når økonomien skulle i gang igen. Så han gik efter, at Danmark kun sendte en styrke på 4.000 mand.
Det danske ønske om reduktion af styrketallet affødte betydelig skuffelse hos englænderne.
Men i Danmark var der mangel på officerer og befalingsmænd. Befalingsmandsskolerne havde været lukket siden 1943.
Moralsk forpligtet til at hjælpe
Der meldte sig snart nogle praktiske problemer. Man følte sig godt nok moralsk forpligtet til at hjælpe nu, hvor man var sluppet så nådigt gennem krigen. Men man ønskede heller ikke at blive dybt sammenkoblet med den ene af de to magtblokke. Og hvem skulle betale for udrustningen? Hvor længe skulle man blive i Tyskland?
Nu var det sådan at udrustningen lejede og lånte vi hos englænderne. Den Danske Brigade var udstyret med hovedsagelig svenske våben.
Stemningen var ophidset
Men det varede lidt inden det var mulighed for dette. Stemningen var ophidset. Og på grund af de tyske og danske mindretal i grænselandet kom det i første omgang ikke på tale. Derfor blev der valgt andre steder, hvor de danske tropper skulle stationeres. Det blev i Østfrisland:
Opgaven var at opretholde ro og orden
Brigadestyrken skulle i første omgang omfatte stab, tre infanteribataljoner (eller et regiment), et pionerkompagni, artilleri med luftværnsafdeling, et telegrafkompagni samt en opklaringsenhed.
Opgaven var at opretholde ro og orden samt at hjælpe det dengang ubevæbnede tyske politi. Således leverede Tysklandsbrigaden en eskorte til leveringen af de nye sedler og mønter til de tyske pengeinstitutioner af D-mark, som den 20. juni 1948 indførtes i alle tre vestlige besættelseszoner.
De danske soldater så at tyskerne led
Englænderne var også bange for, at der ville komme en tysk opstand. Tyskland var også et humant katastrofeområde med millioner af flygtninge. I Danmark var tyskerhadet meget stort, men de danske soldater kunne med egne øjne se, hvordan den tyske befolkning led.
For de danske soldater var det lidt af et chok at se tyske kvinder med børn lede rundt i ruindyngerne i Bremen og Hamborg. De ledte i murbrokkerne efter mad. På kasserne begyndte man at uddele madrester til tyskerne.
Tysklandsbrigaden var det første danske internationale og militære engagement efter 1945.
Norge trak deres tropper til Slesvig-Holsten
Fra februar 1947 bidrog Norge med 4.000 mand. Først i Nedersaksen. Efter at truslen fra østen tiltog trak Norge deres kontingent tilbage til Slesvig-Holsten og stationerede deres tropper i
Skulle Tysklandsbrigaden nedlægges?
Den socialdemokratiske regering under Hans Hedtoft mente, at Tysklandsbrigaden skulle nedlægges. Vi havde brug for alle mand til at forsvare Danmark. Under forhandlinger i London i 1948 lykkedes det englænderne at overbevise Danmark, at de skulle bibeholde deres engement i Tyskland. Men det blev dog i stærk reduceret form.
I 1949 blev det danske kontingent rykket til Itzehoe og reduceret til 1.400 mand. Og derefter skiftede man navn til ”Det danske Kommando i Tyskland”
De danske tropper blev mødt med venlighed
Modtagelsen af de danske og tyske soldater i det tyske var for det meste venlig. Der kom ikke til større konflikter eller sammenstød. De danske soldater tog på udflugt og lærte lokalbefolkningen at kende. Det Danske kommando udgav endda en rejseguide ”På Rundtur i Holsten og det sydligste Slesvig”.
Fraternisering blev sammenlignet med Tyskerpiger
Men brigadesoldaterne viste stor interesse i at møde tyske kvinder i cafeer og danserestauranter. Men brigadesoldaterne var underlagt et dansk fraterniseringsforbud. Dette forbud betød at al omgang med tyskere bortset fra den rent tjenstlige f.eks. med tyske ansatte på danske kaserner.
I Danmark så man med stor alvor på fraterniseringen. Man sammenlignede det med tyskerpigernes rolle under besættelsen. De unge danske officerer forsøgte hele tiden at finde huller i de stramme regler.
Forbuddet fremkaldte stor utilfredshed og i januar 1949 blev forbuddet lempet, så besøg i tyske hjem blev tilladt. Det var dog fortsat forbudt at tilbringe natten i tyske hjem og på hoteller.
Stor misfornøjelse hjemmefra
Efter at Billed Bladet bragte en fotoreportage af de såkaldte Tyskerballer, som Brigaden arrangerede, skabte det stor misfornøjelse hjemme i Danmark. Så meget at man blev nødt til at afskaffe disse Tyskerballer.
Forbuddet gjaldt helt frem til 1955, hvor Vesttyskland blev en suveræn stat og medlem af Nato. I begyndelsen havde Danmark håbet at man kunne blive en del af en Skandinavisk alliance. Dette affødte også dilemmaer i forhold til Tysklandsbrigaden.
Brigadens militære formål var minimal
For briterne var brigadens militære betydning minimal. Men man ville forhindre at Danmark igen blev neutral. Man ville ikke have at Danmark lurepassede, hvis det kom til en international konflikt.
Hvordan skulle Danmark forholde sig i tilfælde af konflikt mellem besættelsesmagten i Tyskland, særligt mellem Sovjet på den ene side og USA, Storbritannien og Frankrig på den anden?
Tysklandsbrigaden var en helgardering
Det endte med at Danmark indtrådte i 1949 i Nato. Danmark havde valgt side. Fra 1955 blev Den Danske Kommando’ s opgave også at forsvare Slesvig – Holsten mod et angreb fra Østen. Deres opgave blev bl.a. at ødelægge Kieler – Kanalen i en krigssituation.
Danmarks engagement førte til FN – medlemskab, Grønlandsaftalen og Marshall – hjælpen blev gennemført. Ja for Danmark var Tysklandsbrigaden en helgardering. Dog mener man i USA, at denne Grønlandsaftale nu skal afskaffes.
I 1958 var Bundeswehr klar
Det danske kommando blev trukket tilbage i 1958 efter at cirka 45.000 soldater havde deltaget. Den vesttyske hær, Bundeswehr kunne nu selv forsvare Slesvig – Holsten.
Kilde:
Hvis du vil vide mere:
Januar 6, 2025
Nørreport – dengang
Dengang blev alt uden for porten betragtet som forstad – altså Nørrebro. Er det så Nørrebro – Historie? Det var den største af byens porte. En familie boede over porten. Kirsebærgangen. Det var sjældent, man greb synderne. En ”pyntelig” kagekone. En vis aromatisk duft. Den fantastiske udsigt fra volden. Volden var godt vedligeholdt. Omvæltning da port og vold blev nedrevet. Broen var sikret i tilfælde af krig. Et lille bomhus. Alt skulle kontrolleres. En krig mellem posekiggere og bønder. Man kunne falde ned i muddergrøften. Gæstgiveriet ”Tre Hjorter” Da bønderne agerede som vognmænd. Acciseboden var en anseelig bygning. Tømrermester Kellermann. Da fæstningen blev overdraget.
Den største af byens porte
Lige ud for Frederiksborggade lå Nørreport. Det var den største af stadens porte. Det var også her fæstningsvolden nåede sin største højde. Det var en anseelig bygning opført i 1671. Men to vogne havde svært ved at passere hinanden.
På hver side af kørebanen var det enkelt fortovsrække til gående. Så også her var det smalt. Porten var i alle henseende en mærkelig bygning. Det var grænsen mellem land og by. Og egentlig blev alt uden for porten regnet for forstaden – altså Nørrebro.
Et nogenlunde stort halmlæs kunne lige til nød klemme sig igennem. Om aftenen oplystes portrummet af en enkelt i loftet anbragt tranlampe.
En familie boede over porten
Oven på porten boede der en familie. Her boede en af fæstningsofficererne. Her var tre temmelig små firkantede værelser. Adgangen til boligen var fra selve volden. Der gik døre ind fra begge sider.
Kirsebærgangen
Det var rødmalede jernbeslagene døre eller nærmere porte. De forblev lukkede den 3. december 1839. Da var Frederik den Sjette død. De åbnedes først kl. 5 om eftermiddagen.
Fulgte man turen ind mod byen kom man til begyndelsen af vindebroen over stadsgraven. Til begge sider var der Jerngitterporte, der førte ind til ”Kirsebærgangen”, der fulgte hovedvoldens retvinklede bastioner og adskilte denne fra den lavere forvold, som atter sænkede sig ned til Stadsgraven.
Al passage i Kirsebærgangen var forbudt for dem, der ikke havde fået et særligt tegn udstedt af ”fæstningens kommandant”.
Stedet var et yndet opholdssted om sommeren og foråret for utallige sangfugle og et specielt voksested for violer.
Det var sjældent de greb synderne
Man så dog ikke nogen kirsebærtræer men en del valnøddetræer. Små kommandoer og en ”Gefreiter” gjorde strejftog for bl.a. at sikre at ungdommen ikke tog den forbudte frugt. I så fald skulle synderen anbringes bag lås og slå i vagten.
Men til publikums morskab ankom styrken først efter at den forbudne frugt var uddelt. Mandskabet var lidt længe om at komme ud. De letfodede ugerningsmænd var allerede langt væk.
En ”pyntelig” kagekone
Den indhegnede plads var atter forsynet med en jerngitterport. Den var dog aldrig lukket. Her sad i mange år en gammel pyntelig kagekone med sit bord tæt op til muren – både sommer og vinter, så længe der var lyst, altid med en ren hvid dug over sine herligheder. Hun solgte bl.a. kirsebær.
Her opholdt sig også en lille jøde med store stikkende øjne med en vældig høj gammel silkehat på hovedet. Han stod der fra tidligt forår til sent om efteråret. Nogle gange også på en søndag om vinteren i det yderste hjørne. På sit lille bord tilbød han cigarer.
En vis aromatisk duft
Ved Frederiksborggade havde hr. Halberg sit udsalg af garvet skind og læder. Her i nærheden lå også selve garveriet. Når garveren åbnede for sine i kulerne værende skind bredte der sig over hele arealet en vis aromatisk duft.
Den fantastiske udsigt fra volden
Gik man op på volden var det en fantastisk udsigt over det omgivende område. Man kunne mod øst se det blinkende sund med de mange sejlere. I klart vejr skimtede man den svenske kyst. Mod nord så man Hveen’ s stejle sydlige skrænt med Sjællands kyst og Svanemøllebugten i forgrunden, Charlottenlund, Dyrehaven med Fortunens hvide bygninger og Bernstorffs slotskuppel trædende ud af skovens dunkle baggrund.
Længere mod nord og nordvest det flade land med enkelte bondegårde og småbyer. Der var den højtliggende Bispebjerg Mølle ved Frederikssunds landevej. Endnu lidt længere til venstre den ligeledes højtliggende avlsgård ”Bellahøj”.
Folk med gode øjne kunne i klart vejr skimte Roskilde Domkirkes slanke spir i den retning. Endnu lidt længere til venstre knejsede Frederiksberg Slot med Søndermarkens træer som baggrund.
Mod sydvest kunne man endelig over Vesterbros lave huse møde havet repræsenteret ved Kalvebod Strand. Dette var den yderste linje.
Mod øst yderst til højre kunne ses Østerbros enkelte huse og haver. Classens Have, Vibenshus og Fællederne indhegnet af lange snorlige alléer. Her var Tagens Hus, Jagtvejen, Blegdamsvejen, hvis bygninger med røde tage kunne skimtes mellem træerne. Det meste var dog haver. Derefter var det Blegdammen med små bassiner og de hvide tøjstrimler. Så var det Manchesterfabrikken umiddelbart ved bredden af Sortedamssøen med sit brudte tags blå glaserede sten blinkende i sollyset, Feilbergs tørrehus.
Ligefor lå Nørrebro med sine få huse med lave tage som kunne skimtes mellem træerne. Fabrikant Goltzes anseelige ejendom, der bestod af to aldeles ens opførte smukke bygninger lige over for Assistens Kirkehård på Nørrebros Runddel.
Så var det kirkegårdens lange hvide mur, Ølunds Mølle og længere ude Lygten Kro og lystgården Ventegodt, tilhørende den ansete familie Melchior. Nærmere mod byen kom træerne på Blågård til syne. Man kunne se boghandler Steens ejendom, Selve Blågård lå i grus.
Mere vestlig over kirkegården kunne ”Roligheds” store træer skimtes. Så var det Falkoneralleens og piletræernes bugtede linje langs Ladegårdsåen. Desuden sås Mosedal, derefter statelige Vodruffgård med sine parklignende anlæg. Og lige for var det søerne. Her var små broer, hvor der lå en del småskibe. De tilhørte de velhavende, der havde fisketegn.
Efterhånden som det blev bygget blev udsigten mere begrænset.
Volden var godt vedligeholdt
Selve hovedvolden var beplantet med træer. I årenes løb har de udviklet sig smuk og kraftigt. Samtlige voldsskråninger såvel som køreveje og gangstier på volden var altid i god og vedligeholdt stand. De var under stadig opsyn fra militærets side, idet patruljer på to – tre mand hele tiden patruljerede her.
De anholdt enhver, der på nogen måde overskred de på pladerne ved voldbakkerne opslåede færdselsreglement. Man måtte under ingen omstændigheder gå udenfor de afstukne veje og i ældre tider ikke ryge tobak på volden.
De på skråningerne forefaldende reparationer såsom græstørvspålægning m.m. blev under militær opsigt udført af slaverne (stokhus-fangerne) fra Stokhuset ved Østervold, iført særlig afstikkende halvt gule og halvt grå dragter.
Omvæltning da portene og volden blev nedrevet
Det var en stor omvæltning, da fæstningen blev opgivet. Portene blev opgivet for ikke at hæmme færdslen. Nye boulevarder blev anlagt. Demarkationslinjen blev opgivet.
Stadsgraven strakte sig i en bue fra Østerport, i hvis nærhed den stod i forbindelse med Kastelsgraven til Kalvebod Strand.
Broen var sikret i tilfælde af krig
Allerede tidligt om morgenen holdt der lange vognrækker med alskens fødevarer. Midt på den bro, disse vogne skulle over var der anbragt klapper som i krigstid kunne hejses op. I graven under broen var der anbragt store jernpigge. Ligeledes var det på bredden anbragt ”Spanske Ryttere”.
Et lille bomhus
Straks ved enden af broen var et lillebitte bomhus til brug for bommanden, der skulle opkræve den befalede afgift (bompenge) af kørende og ridende og desuden af fodgængere.
I tiden fra kl. 12 nat til kl. 4 om morgenen (Vinter kl. 5) var bommen sænket. Passagen måtte i disse timer betales af fodgængere med 2 sk.
Alt skulle kontrolleres
Vejen gjorde en svingning mod vest. Lige efter svingningen lå en lille bygning, beboet af en underordnet funktionær ved kommandantskabet og en større, hvor Told- og Accise – eftersynet havde station.
Al til førelse til staden af visse bestemte varer var dengang forsynet med en ”Accise”. Alt skulle kontrolleres. Bygningen var en lang et – etagers bygning, der i de senere år fik et langt tag, under hvilket eftersynet fandt sted i alskens vejr uden at varer og mennesker blev våde.
En lille krig mellem ”posekiggere” og bønder
Denne ”accise-pligt” gjaldt al tilførelse til hovedstaden af landmandens produkter. Det var til stor gene og gav ofte anledning til en lille krig mellem ”posekiggerne” og landmændene.
Selve afgiften blev betalt i Acciseboden. Her blev varerne også vejet. Lange jernsøgere blev på lykke og fromme jaget ned i Hø – og halmlæs og ind i sække med ærter, kartofler m.m.
Enhver pakke kunne forlanges åbnet. Ikke engang damers håndtaske eller syposer var fredet.
Man kunne falde ned i muddergrøften
Man kom nu til en lavere vold (Ravelinen) og man passerede en træbro over en tør grav. Broen her kunne ligeledes hejses i fredstid. Vi befinder os nu omtrent hvor Nørregade udmundede i Nørrevoldgade. Her udvidede vejen sig til en bred kørebane med ridesti i midten. Her var kun 6 svagt brændende tranlygter – 3 på hver side.
Her var en dyb muddergrøft. Folk, der havde fået lidt for meget kun let falde ned i den. Det var meget naturligt at de vejfarende var forsynet med en tændt håndlygte.
Gæstgiveriet ”Tre Hjorter”
På det nordlige hjørne af Øster Farimagsgade og ”Aleén” lå gæstgiveriet ”Tre Hjorter” med en rejsestald. Det var en lang lav et etagers bygning med trappe midt på. Stedet var ret godt besøgt, et slags ”Slukefter” for den hjemvendende kulsvierbonde, som her fik sin sidste Københavner-snaps før næsen, vendte hjemad.
Det skete dog ofte, at staldmesteren måtte hjælpe bonden op i hans sæde og så ellers give ham tømme og pisk i hænderne. Og et hyp måtte han også sige til hestene. Så luntede de ellers afsted. Det skete også, at de nåede hjem med far sovende bagerst i vognen.
Da bønderne agerede som vognmænd
Mest liv var det om sommeren i kildetiden – det var de 3-4 uger omkring Skt. Hans. Dengang var det tilladt amtets bønder at agere vognmænd og kapre gæster. De vogne, som der blev kørt med, var meget umagelige to-, tre eller firestolede vogne uden fjedre.
En tur til Bakken kostede 1 Rbm. Pr. person. Familier, der tog alle sæder, fik rabat. Om søndagen, når efterspørgslen var større var det en højere pris. Det gik meget livligt til ved Tre Hjorter lige fra den årlige morgenstund.
Kuskene lige frem trak i deres kunder. Hvis familiens overhoved ikke tog det helt roligt, kunne det blive en forfærdelig oplevelse for familien.
Acciseboden var en anseelig bygning
Op til Tre Hjorters rejsestald lå føromtalte Acciseboden med det store skur med ind- og udkørselsport i gavlene. Jo Acciseboden var en ret anseelig 1 – etages bygning med en bred trappe, der førte op til en åben forhal, prydet med søjler. Som Råd- og Domhuset bare i lidt mindre målestok. Gennem en række luger i bagvæggen afgjorde man forretningerne. Det var en ret langsommelig affære og det var et stort problem på de store torvedage. Den lange vognrække kom kun langsomt frem. Det var strengt forbudt at bryde vognrækken.
Det var kun enkelte privilegerede, der kunne køre lige igennem. Ja og vognrækken kunne strække sig fra Acciseboden helt ud til Nørrebros Runddel. Ja nogle gange endnu længere.
Tømrermester Kellermann
I 1830erne eller 1840erne opførtes der ved siden af Acciseboden et stateligt forstadshus. Det var tømmerhandler Kellermann, der her anlagde en tømmerplads, der strakte sig helt ned til Sortedamssøen. Tre Hjorter forsvandt først da fæstningsværkerne blev solgt til kommunen.
Da Fæstningen blev overdraget
I 1852 var demarkationslinjen trukket tilbage til Falkoneralléen og Jagtvejen til søerne, hvorved hele terrænet beliggende uden for søerne blev overladt til fri bebyggelse.
Lovgivningen var hastet igennem. Planlægningen af de kommende kvarterer var stort set ikke eksisterende. Spekulation blev grundlaget for byggeriets udformning og boligerne var præget af det.
Den 30.6. 1856 betragtes som den dag da København ophørte at være en fæstning. Men først i 1870 blev fæstningsværkerne omkring selve København overdraget til Københavns Kommune. Nu blev planerne over fæstningsarealets bebyggelse udarbejdede og efterhånden gennemført.
Teknologien var efterhånden blevet så avanceret, at demarkationslinjen ikke forhindrede et bombardement af byen. Vi så det jo allerede i 1807.
Kilde:
Hvis du vil vide mere: