Dengang

Søgeresultater på "aabenraa skippere"


Søfartshistorier fra Aabenraa

Dato: juni 27, 2016

Søfartshistorier fra Aabenraa

Der var mange store kaptajner i Aabenraa. For mange var det et risikofyldt job. De var ude i al slags vejr. Mange led skibbrud. Og mange steder var der også pirater og røvere. Men i næsten alle havne mødte man bekendte. Heldigvis er det også lykkedes at skrive en masse erindringer ned. Særlig i 1920erne gjorde man meget for at få fastholdt Aabenraa’ s storhedstid. I byen var der et væld af skibsværfter.

 

Købmanden mistede alle sine skibe

Christoffer Conrad Fischer (1736 – 1810) sejlede hos en af de store købmænd i Aabenraa, Cornelius Cornelsen. Men ak, efter englandskrigen var det mange der led i Aabenraa.

Sådan gik det også for Cornelsen. Han mistede alle sine skibe. Og kaldte alle sine kreditorer til. Han fremviste sit guldur og spurgte om det kunne række. Også fra sin bolig i Storegade måtte han flytte. Når han fremover gik ture på gaden, gik han aldrig forbi sit tidligere hus.

 

Slået ned på prøvetur

Men denne Christoffer var et hidsigt gemyt. Således melder historien, at han slog sine medredere ned på en prøvetur.

Christoffer fik seks børn med den første kone og tre med den anden kone. Men også han oplevede skibrud. I ni dage lå de på en øde ø, og det var faktisk Elba.

 

Hele 70 – 80 skibe på redning

De kaptajner, der boede i Slotsgade førte skibsmateriel op af åen. Hele 70 – 80 skibe lå på reden dengang.

Vi har efterhånden gengivet en del søfartshistorier fra Aabenraa. Og vi har da også før kigget på den berømte Fischer – familie.

 

Erindringer blev nedskrevet

I 1920erne blev Aabenraa – borgere opfordret til at skrive deres erindringer ned. Man ville godt bevare erindringerne af Aabenraa’ s storhedstid. Det var netop Kaptajn Fischer, der slog til lyd for, at de folk, der havde oplevet søfarten skulle skrive det ned.

Dette resulterede også i, at Kaptajn Hans Schlaikier og amtslæge Mads Michelsen fik udgivet Aabenraa Søfarts Historie (1929). C.C. Fischer bakkede alle de historiske ting op til sin død i 1933.

 

Spændende beretninger

Ligesom Hans Bruhns erindringer indeholder også Fischers erindringer:

  • Slægten
  • Slægtens skibe
  • Dramatiske situationer

 

Familien Bruhn’ s erindringer

Hans Bruhn skriver om 1860erne og beskæftiger sig primært med sejladsen på Sydamerika. Vi kigger tilbage på Jørgen Bruhn’ s tid efter Englandskrigen i 1820erne. I 1840erne sejlede de første Aabenraa – skibe til Østen. Flere skibe sejlede til østen uden at vende hjem igen.

 

Den mest dansksindede

Den mest dansksindede var vel nok Frederik Fischer. Denne har vi også beskrevet på vores side. Da han blot var ni måneder gammel, blev han ramt af børnelammelse. Han kunne derfor ikke følge familietraditionen og gå til søs. I stedet kom han i urmagerlære.

I 1830 kunne han nedsætte sig som mester. Men lige så meget interesserede naturvidenskab og samfundsforhold sig ham.

 

Freja

Den 20. august 1839 fik Frederik Fischer privilegium at han måtte påbegynde udgivelsen af ugebladet Apenrader Wochenblatt. Oprindeligt var det hans plan, at det skulle være tosproget, men snart skiftede han opfattelse, at bladet udelukkende skulle være på dansk.

Fra 1849 hed bladet Freja. Og det blev fjenderne ikke mindre af. Jo det var danskernes vigtigste talerør i Nordslesvig. Den 4. juni 1871 døde Frederik Fischer.

Men inden da, var onkel Frederik blevet udvist under treårskrigen til Barsø.

 

Frederiksklubben

Christoffer Conrad Fischer var den 11. december 1848 sammen med Frederik Fischer blandt stifterne af Frederiksklubben. Som havnefoged tog Christoffer Conrad Fischer haveflaget ned, inden prøjserne kom. Dette flag befinder sig nu i museet.

Omkring 1856 blev Nyvej anlagt. Indtil da, havde det kun været Skibbrogade, der gik ned til havnen. Midt i 1850erne var den første dæmning også lagt over til Lindnakke

 

Masser af skibsværfter

Der var masser af skibsværfter dengang i Aabenraa:

  • Michelsens, der blev overtaget af Jacobsen
  • Så var det Thorkild Andersen, Rabens, Reimars og Paulsens
  • Foruden dem var det endvidere Lunds og Holms værft, sidstnævnte blev senere stor i Hovedstaden.

 

Det største værft lå ude på Kalø

Men byens største reder og bygmester var dog stadig Jørgen Bruhn, der havde sit værft på Kalø. Han byggede her i 50’erne Danmarks dengang største handelsskib Cimber. Tidligere havde han bygget Calcutta, men den forliste ved Læsø. Master m.m. blev brugt til Cimber.

Jørgen Bruhn ejede også Nymølle, Knappen, Teglgården Lindsnakke, Vejrmøllen og flere huse i byen.

Hele byen var efterhånden afhængige af skibsfarten.

 

Man bevægede sig ud i verden

Først rejste de kun til Middelhavet, senere gik turen videre ud til Brasilien, Østasien, Kina og Japan. I begyndelsen var der ikke ret mange havne, der var åbne i Japan. Når man læser de oplevelser, som søfolkene har oplevet i det fjerne, ja så er det mere spændende end en kriminalroman.

 

Man så kendte Aabenraa – kaptajner i fremmede havne

Og overalt i de fremmede havne optrådte danske skippere ofte fra Aabenraa. Det var også i 1860, hvor Suez – kanalen åbnede. Da C.C. Fischer endelig kom hjem fra det fremmede, fik han det sidste skib, som skibsbygger Skifter Andersen byggede. Det hed Charlotte Christine.

 

Sendte konen hjem med tre børn

Også en tredje gang sejlede Fischer i 1870 ud mod øst. Han blev derude en del år, og blev også gift derude. Det var farligt om natten, for kineserne dengang stjal som ravne. Ja de kunne også finde på at stjæle hele skibet for så at brænde det af.

I 1877 sejlede konen hjem nu med tre småpiger. Atter engang havnede Fischer i skibrud. Halvdelen af mandskabet gik ned med forskibet. Men vores hovedperson klarede også lige en japansk kaptajnseksamen.

 

Badeanstalt og så ikke til søs igen

Jo, Fischer var meget imponeret af japanerne. Han fortalte også, at de selv førte deres skibe til Europa. Selv om de var krigere, var de også dygtige fiskere og bådfolk. Efter fem år ville Fischer vende vejen hjemad. Og hans kone mente så, at han skulle føre dampvaskeri og en badeanstalt og ikke tage til søs igen.

 

Danskerne stemte på ham

I 1882 var der borgmestervalg. Der var opstillet tre kandidater. Men tyskerne regnede slet ikke med Vreden. Men nu så det ud som om, at alle danskere havde stemt på ham. Så måtte man gå ud fra, at han betalte tilbage.

12 år efter skulle Vreden igen vælges, og igen stemte danskerne på ham, og han blev valgt.

 

Folkehjem blev købt

Køllerpolitikken forbød værter at leje lokaler ud til dansksindede. Og dette gav også værten på Schweitzerhalle i Aabenraa problemer. De dansksindede tilbød så 30.000 mark for herlighederne, men det skulle holdes hemmeligt. Betingelsen var at værten med det samme skulle gå hen til sin advokat og få aftalen underskrevet. Det var ikke noget gå hjem og rådføre sig med konen. Og så blev Folkehjem til de dansksindede.

Men borgmesteren ville ikke tillade servering af spiritus. Men man var nu ikke tabt helt bag vognen så fandt man bare på andre kreative ideer.

Da man skulle have tilladelse til at afholde bal i Frederiksklubben inviterede man selvfølgelig borgmesteren, og så fik man tilladelsen. Kort tid efter oprettede man også Selskabelig Forening.

Frimenighedskirken var Fischer også med til at bygge. Under byggeprocessen forsøgte myndighederne hele tiden at spænde ben.

 

Udvisningen blev ophævet

I 1902 skulle C.C. Fischer også udvises. Men udvisningen blev der ophævet af overlandretten.

 

Ridderkorset

I 1929 fyldte C.C. Fischer 85 år. Han var efterhånden blevet et nationalt ikon og man kunne købe postkort af hans hus. Nordschlewigsche Zeitung syntes, at det var en skam, at man mindedes de lokale tyske myndigheders behandling af ham.

Da Sønderjylland vendte tilbage fik Fischer overrakt det danske ridderkors. Den 29. oktober 1933 døde han, 89 år gammel.

 

Kilde: Se

  • Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere om Aabenraa og Søfart: Se

  • Sømænd fra Løjt og Aabenraa
  • Skibsbyggeri og industri i Aabenraa
  • Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
  • Aabenraa, skibe og søfart
  • En skibskaptajn fra Aabenraa
  • Briggen Chico af Aabenraa
  • Aabenraa som søfartsby
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa

 


Aabenraa for meget længe siden

Dato: maj 14, 2016

Aabenraa for meget længe siden

Vilhelm Marstrand blev bedt om, at skrive en bog om Aabenraa med undertitlen ”en egnsplan og byhistorisk undersøgelse”. Men der er da hvis lidt for meget roman over denne. Vi vil her forsøge at give den rigtige fremstilling af Aabenraas første historie. Opnør var en landsby, der lå ud til ”den åbne strand”. Aabenraahus blev anlagt længere mod nord, og her blev også anlagt en dyb stadsgrav. I 1247 blev Opnør lagt i aske i Erik Plovfennings kamp mod Abel. Beboerne flyttede ind til Aabenraa eller til Kolstrup. Den såkaldte Skraa kendes fra 1335. En overenskomst underskrevet i 1340 i Aabenraa bestemte, at de holstenske grever fik magten. Men dronning Margrethe var smart. Hun fik efterhånden magten. Hendes efterfølger, Erik af Pommern fik mange fjender. I 1460 blev grundloven for Slesvig – Holsten underskrevet. Foran Aabenraa opstod der et slumkvarter – Ramsherred.

 

En historikere tog fejl

I 1933 udkom Vilhelm Marstrands bog om Aabenraa. Det står anført i bogen, at det er en egnsplan og byhistorisk undersøgelse. Men det er noget i bogen, der ikke kan stemme. Skal man undersøge sandheden, ja så bliver det svært. For hvilke kilder, skal man nu følge? Hvilke er korrekte? På vores side har vi da heldigvis også kvalificerede kræfter, der har skrevet om Aabenraa’ s tidlige historie.

 

Byen Opnør

Det er ingen tvivl om, at byen tidlig hed Opnør. Og særlig med Opnør var der naturlige grænser. Mod nord var det Nørreskov. Mod syd havde vi Sønderskov. Mod øst var der Jørgensgård Skov, som dengang i Middelalderen hed Østerskov. Ja og navnet Vesterskov overlevede heller ikke. Det blev i stedet Hjelm Skov.

 

Var der et gadekær på Vægterpladsen?

Kunne der måske have været et gadekær på vægterpladsen? Nogle af beboerne har i tidens løb klaget over fugt i kælderen. Antagelig har grundvandstanden været høj. Andre igen peger på, at der her har været en voldgrav.

Men herfra var der ikke langt til Opnørs beskedne trækirke. Der gik veje til Kolstrup. Den sidste del af navnet tyder på, at det var udflytterby.

 

Den åbne strand

Vi har tidligere filosoferet over navnet Opn – ør. Det betyder noget i retning af Bebyggelsen ud mod ”den åbne strand”. Ja ør (eller –er) kender vi fra andre byer. Det oversættes vel bedst med Strandbred.

Opnør må have kunne ses fra fjorden. Men de jordløse har søgt ned mod vandet, hvor fiskeriet var deres hovederhverv. Vi ser det i byvåbnet De tre makreller. Mange af datidens gader gik direkte ned til vandet eller til åen. Her bosatte fiskerne sig og trak deres både op.

Man sejlede ind ad åen. Så sent som i 1680 er en af Slotsgades skippere således indblandet i en smuglerhistorie. Også ved udgravninger kan der konstateres at åen fortsatte hertil.

 

Handelslivet voksede

Handelslivet udviklede sig langs Østersøen. Det skete efter sejren over venderne. En af disse strandkøbinger var Aabenraa. Ifølge gammel ret tilhørte stranden kongen. Derfor havde han ret til at opkræve told. Til gengæld værnede han om købstæderne.

 

Aabenraahus

Aabenraa fik borgen Aabenraahus. Denne blev lagt for enden af det snorlige strøg, der skabte forbindelsen til havnen. Midt på dette strøg blev Storetorv anlagt. Her skulle man udveksle varer med folk fra oplandet. Gaderne til hver side fik navnet Vestergade og Østergade (nu Skibbrogade). Søndergade førte sydpå ud af byen.

 

Den dybe stadsgrav

Nord for Storetorv gennemskar en dyb stadsgrav den sydligste del af Bybakken. Udgravninger har vist, at denne var usædvanlig dyb. Til de andre sider var engstrækningerne nok beskyttelse.

 

Den såkaldte Skraa

Aabenraa fik som andre købstæder også deres egen bylovgivning, den såkaldte Skraa. Den kendes først fra 1335. Men den har tydelige træk fra Valdemar Sejrs tid (1202 – 41). Kong Valdemar nævnes flere gange ved navn.

Borgerne drev dengang landbrug ved siden af deres købstadserhverv, handel, håndværk og fiskeri. Derfor støttede kongen dem ved at tildele dem græsningsarealer i syv omkringliggende landsbyers marker.

Skraaen omtaler også Skåne. Det vidner om, at allerede dengang havde fiskeriet stor betydning. Det var selvfølgelig Middelalderens store silde – fiskeri, som aabenraaerne også havde deltaget i.

 

Sankt Knuds gilde

Endelig er også omtalen af Sankt Knuds gilde et vidnesbyrd om handelens store betydning for byen. Gildet i Aabenraa havde deres egen kirke, Sankt Knuds Kirke, der lå på hjørnet af Skibbrogade og Gildegade.

Ved Valdemar Sejrs død i 1241 var købstaden i god trivsel og byens borgere kunne gå en lys fremtid i møde.

 

Et skæbneår 1247

Men ak og ve. Det skulle gå helt anderledes. Skæbneåret i Aabenraa’ s ældste historie er 1247. I Danmarks Riges Krønike fra år 1600 skriver Arild Huitfeld, at Kolding, Haderslev, Aabenraa og ”mange bondebyer” blev afbrændt under Erik Plovpennings kamp mod Abel.

Denne måske meget sene oplysning kan måske forklare ny kirkebyggeri i de nævnte byer omkring 1250.

Det vides med sikkerhed, at kirken på hjørnet af Gildegade/Skibbrogade gik til. Og det samme er sikkert sket for borgernes stråtækte træhuse.

 

Opnør blev ikke genopført

Opnør blev ikke genopført. De overlevende var enten flyttet til Kolstrup eller ind til Aabenraa. Der var ikke kræfter til at genopføre Sankt Knuds Kirke. Man valgte i stedet at bygge en teglstenskirke på Bybakkens top. Den blev antagelig bygget på trækirkens tomt. Denne kirke blev indviet til de søfarendes helgen Sankt Nikolai.

Det var lidt enestående, at byens kirke kom til at ligge uden for det egentlige byområde, cirka 100 meter nord for Stadsgraven.

Kongen havde retten til Opnør’ s jord. Da byen ikke blev genopført forærede han nu dette til Aabenraa.

 

En overenskomst fra 1330

En overenskomst blev undertegnet i Aabenraa i 1330. Den betød, at Gerhardt den Tredje (grev Gerhardt eller Den kullede greve), der i 1325 havde kaldt sig Danmarks Riges administrator, formelt overdrog hertug Valdemar regeringsmagten over den nordlige del af Sønderjylland.

Efter attentatet i Randers i 1340 bevarede Gert’ s sønner herredømmet over Sydslesvig. Som nordligt værn anlagde de Niehuus.

Det var hertug Valdemar, der bekræftede og fornyede den gamle stadsret fra Kong Valdemars tid. Denne og hans søn, Henrik var de sidste hertuger af Abel’ s slægt.

 

De holstenske grever tager magten

Da denne døde i 1375, samme år som Valdemar Atterdag satte de holstenske grever sig i besiddelse af den nordlige del af Sønderjylland og dermed også Aabenraa.

I 1386 godkendte Dronning Magrethe dette. Hun var optaget at få samlet hele Norden. Da den daværende holstenske greve, Gerhard den Sjette faldt i kampen mod ditmarskerne, påtog dronningen sig, at være formynder for afdødes børn.

Dronningen var meget kløgtig, for hun benyttede lejligheden til at besætte borgene i den nordlige del af Sønderjylland. Hun fik også fodfæste i Flensborg og opførte Duborg.

Et slot i Aabenraa

I Aabenraa mente hun ikke, at Aabenraahus var egnet, og opførte Brundlund i 1411. Det vil sige, slottet blev først færdig efter hendes død. Og egentlig blev slottet ikke så stort, som hun kunne have forstillet sig.

Til slottet hører jo også en mølle. Og Slotsmøllen er der endnu.

 

De mange fjender

Hun var smart, Dronning Margrethe. Men hertugerne i Holsten ville ikke findes sig i hendes politik. Det førte til en 30 år lang krig fra 1409/10 – 1435/40. Efter hendes død i 1412 i Flensborg Fjord var det hendes efterfølger Erik af Pommern, der skulle forsvare kongemagtens herredømme over Sønderjylland. På grund af Øresunds – tolden fik han hanseaterne som fjender. Og det blev farligt for ham.

 

Aabenraa plyndret i 1429

I 1429 blev Aabenraa plyndret af en hanseatisk lejehær. Også omegnens beboere led overlast. Bønderfolk fra Løjt flygtede nordpå. Mod vest nedbrændte kirken i Ønlev, samt landbyerne i Årslev og Søst. Det lille bondesamfund i Hessel forsvandt for altid. Det lå omkring det nuværende Tøndervej – kvarter.

I 1431 måtte de danske tropper rømme Flensborg. Det betød, at Sydslesvig fortsat var under tysk administration. Ja det havde det været siden 1325.

Men det betød også, at hele området fra Kongeåen blev styret på tysk, det vil sige, at det var på plattysk.

Dette betød, at Aabenraa’ s gamle Skraa måtte oversættes til plattysk.

 

Grundlov for de to hertugdømmer

Og det hele endte med en Slesvig – Holstensk territorialstat. Denne statsdannelse blev i 1460 anerkendt af Danmarks Rigsråd, da den danske konge af oldenborgsk herkomst Christian den Første blev valgt til Herre over landene Slesvig og Holsten. Dette foregik i Ribe.

Ja man kan sige, at aftalen i Ribe var en slags grundlov for de to hertugdømmer. Og den holdt helt til 1848.

 

Et flygtningeproblem

Den store krig havde skabt et flygtningeproblem. Men lige så snart faren var over vendte de fleste tilbage og genopbyggede deres ødelagte landsbyer.

Men mange andre søgte mod Sønderjyllands østkyst, fordi de havde trange kår. Også mange søgte til Aabenraa. Men her ville borgerne ikke dele deres brød med de nye. De måtte blive uden for byvolden. På den måde opstod Ramsherred.

 

Skarnsknægte og tyve i Ramsherred

plattysk hedder Ramsch noget i retning af Slum. Ramsherred var således et slumkvarter, beliggende nord for Aabenraa’ s vold og grav.

Borgerskabet så ikke med milde øjne på de mange elendig stillede mennesker. Dette fremgår ganske tydeligt af Aabenraa Bykrønike. Ifølge denne var Ramsherred oprindelig et sted, hvor

  • Skarnsknægte og tyve opholdt sig og tilføjede de rejsende stor skade.

Det vandløb, der i Skråen kaldes Bækken norden by, fik nu navnet Tyvkærbæk.

 

Kirker tog sig af sociale problemer

Ja og i Middelalderen var kirken eneste instans, der tog sig af de socialt usselt stillede. I Haderslev og Flensborgs slumkvarterer oprettedes Sankt Gertuds stiftelser og gilder med tilhørende kirkerum. Sankt Gertrud var nemlig skytshelgeninde for de elendige.

Noget tilsvarende kendes ikke i Aabenraa. Måske var det fordi Ramsherred lå tæt ved den lokale Skt. Nikolaj kirke. Her kunne beboerne søge hen, hvor marianer – præsteskabet kunne tage sig af dem.

Den lille smøge mellem to af de nordligste ejendomme på Storegades vestside er i dag et minde om Ramsherred – folkets adgang til Skt. Nikolaj kirke.

 

Aabenraa atter udplyndret

For Aabenraa’ s vedkommende var afslutningen på middelalderen ret så voldsom. Det hang sammen med Christian den Andens fordrivelse som konge i 1523.

Danmarks Rigsråd havde opfordret kongens farbroder, Frederik den Første til at blive ny konge. Han lod derfor sine tropper rykke nordpå ad Hærvejen.

Undervejs slog de lejr ved Rise. Herfra måtte aabenraaerne finde sig i, at deres by blev plyndret for alt af værdi.

Aabenraa var nemlig ved Sønderjyllands første deling i 1490 blevet tillagt kongens andel af hertugdømmet. Derfor var byen på den forkerte side i kampen.

 

Desværre, Marstrand

Ja, kære Wilhelm Marstrand, det er sådan at Den Gamle Redaktør tolker historien om Aabenraa’ s historie i begyndelsen. Det er en skam, at vi ikke er helt enige.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: Læs

  • Dengang på Sønderborg Slot (Christian den Anden)
  • Margrethe den Første og Sønderjylland
  • Abel og hans sønner
  • Sønderjyllands historie indtil 1200
  • Slottet Duborg i Flensborg
  • Aabenraas oprindelse (2)
  • Aabenraas oprindelse (1)
  • Brundlund Slot

 


Aabenraas oprindelse

Dato: april 6, 2015

F:\Aabenraas oprindelse\Redigeret Foredrag om Aabenraa i 1200 tallet.(ny 5).docx
Jørgen Witte:

Aabenraa vokser frem i 1200 tallet
Foredrag på Rigsarkivet Aabenraa 22. januar 2015

Disposition:
Opneraas skrå
Anlæggelsen af købstaden som led i kongens administrerede handel
Byfredens udstrækning
Opneraa havn
Handel i Opneraa og købstadens økonomiske ydeevne
Spedalskhedshospitalet St Jørgensgård
Landsbyen Opner og købstadens jorder
Fædriften i Jørgensgårdskov
Den første kirke i Opneraa
Kirkebyggeriet på bakken
Købstadens konsolidering – afslutning

1. Opneraas skrå

Sidste år publicerede jeg en analyse af Aabenraa købstads skrå fra 1335, der er det ældste kendte dokument fra byens arkiv.
Den viste, at skråen var et dokument, der refererede indholdet af ældre dokumenter. Skråens mest særegne del,- midterstykket, – med 53 paragraffer falder i to hoveddele. Første del med 22 paragraffer hænger nøje sammen og definerer borgernes rettigheder i Opneraa overfor dem, der ikke var borgere, især fremmede købmænd. Denne del opfatter jeg som Opneraas oprindelige skrå, som jeg daterer til 1234 – 1241. Tidligere har historikere også ment, at mulige forgængere til skråen 1335 var sædvaneret, ikke en nedskrevet ret. Jeg ser anderledes på skråen, og min fremstilling bygger i øvrigt på en grundforestilling af et rige ledet af en moderne kongemagt.
I slutningen af 1230erne etablerede den næsten 70 år gamle kong Valdemar Sejr købstaden Opneraa. Måske sammen med sin søn og medregent Erik Plovpenning. Det skete ved en særlig statut, en såkaldt skrå. Udtrykket blev brugt i datidens handelskredse, og betød oprindelig et ’tørt skindstykke, en pergamentsbog’, dvs noget skrevet.

Skråen var aftalt på gammeldansk med nogle købmænd, – formentlig fra en handelsplads på Varnæs hoved, som allerede betalte afgifter til kongen. Kongens kancelli formulerede og nedskrev skråens 22 paragraffer på latin. Det var ikke let, og hele 29 udtryk om nordiske retsforhold og handelsudtryk måtte overtages på gammeldansk i den korte latinske tekst.

Kancelliet blev ledet af bisp Niels Stigsen, der i 1234 havde afløst bisp Niels af Slesvig som kansler. I over fire årtier havde Kancelliet fungeret som et moderne sekretariatskontor for kongen. Det havde betydelige administrative kompetencer. Det ses af bl.a. dets internationale korrespondance og den detaljerede opgørelse af rigets økonomiske ressourcer i Kong Valdemars Jordebog 1231-40.

Kanonisk ret var det naturlige arbejdsgrundlag for kancelliets virksomhed, og den krævede skriftlighed og dokumentbevis. I datidens testamenter lyder begrundelsen bl.a. : Fordi menneskenes hukommelse er svag, og for at det der sker i tiden, ikke skal svinde hen sammen med tiden, plejer det at blive foreviget med skriftens vidnesbyrd. Skråen var skriftlig og den regnede i øvrigt selv i § 14 om gæld med skriftlighed som afgørende bevis.

2. Anlæggelsen af købstaden som led i kongens administrerede handel
Vi må forstå Opneraas opståen ud fra den måde, handelen blev administreret af kongen. Særkendet for en købstad var, at den havde handelsmæssige aktiviteter på et marked. Oprettelsen af handelsknudepunkter var en del af Valdemar Sejrs handelspolitik.
Varetransport ad søvejen var usikker i 1200 tallet, men kongen havde magten til at skabe sikkerhed. På handelsstederne overvågede kongen aktiviteterne ved sin stedlige foged, advocatus. Kongen fastlagde karakteren af varehandelen, dens omfang og bestemte, hvor den måtte finde sted og på hvilke betingelser. . Den administrerede handel havde også andre aspekter, f.eks. begunstigelser af enkelte udenlandske byers købmænd eller sammenslutninger af byer. F.eks. den tyske Hanse med Lübeck i spidsen, der trængte kraftigt frem på den sydlige vendiske Østersø kyst i 1200 tallet.

Der var kun ét internationalt marked i riget, nemlig Skånemarkedet i eftersommeren, der primært var baseret på de store forekomster af sild. Her havde de hanseatiske byer egne områder med egen lybsk ret. I løbet af århundredet opstod i Danmark mange nye markedsbyer, men her skulle de fremmede købmænd skulle følge dansk ret og stadsretterne beskyttede i stadig højere grad den lokale detailhandel. De hanseatiske købmænd arbejdede i et fleksibelt netværk med kontakt til såvel små som store danske købstæder.

Det var den nye skibstype koggen, der sejlede de mange tunge laster ad den hanseatiske hovedrute i Østersøen op til Gotland og Novgorod med massevarer som, – sild, klæde, jern, øl, salt og meget mere. Omkring 1250 dukkede de hanseatiske købmænd op overalt, hvor der fandtes købstæder, og Opneraa lå tæt på deres øst-vestlige rute.

Grundlæggelsen af nye danske købstæder og markeder eller eventuel en flytning af bestående byer til et nyt sted var et naturligt led i den administrerede handel. Kongemagten gav mange købstadsprivilegier, de fleste til byer ved åbent vand. I middelalderen blev omtrent tre fjerdedele af de danske købstæder placeret ved kysten, hyppigt så langt inde i en fjord som det var muligt at færdes med skib. Skibstransport var billig, og fra slutningen af 1200 tallet fortælles det, at en tønde øl ville koste 50 % mere i en handelsby i indlandet (en akselstad) end i en havneby.

Kongen havde ikke vanskeligt ved at anlægge eller flytte en by. Købstaden Opneraa blev anlagt det mest egnede sted, ved åen for enden af fjorden. Det blev en købstad med eget retsområde til vands ud til Skarrev, halvvejs ud til Varnæs. Måske markerede det, at stedet derude ikke længere havde nogen berettigelse.

3..Byfredens udstrækning
Kongens repræsentant, fogeden, fra begyndelsen havde den største betydning i købstaden. Meget tidligt er der sikkert blevet anlagt en lille befæstning på den vestlige side af bakken, ved Nybro. Den er ikke fundet endnu, men nok en bred voldgrav og en træ belagt gade sydfor.

Fra fjorden var der let adgang til borgen ved at sejle op ad den brede å, sådan som det skete i århundreder derefter. Hvor Nybro udmunder i Slotsgade er fundet en række kraftige, tilspidsede egetræspæle, en form for bolværk til åen. Der mangler dog en datering af dem, om de hører til den tidlige befæstning eller til det senere Brundlund.

Fra begyndelsen havde Opneraa tilsyneladende sine egne repræsentanter, rådmænd (consules), et råd og et byting. Intetsteds defineres rådmændenes antal og stilling, lige så lidt som det sker med fogeden (advocatus). Fællesskaberne: St Knuds gilde, St Nikolajs gilde og hvirving er nævnt i den oprindelige skrå. Men det er vanskeligt at sige, hvilken betydning, de har haft i købstadens første tid.

Skråen indleder med et fællesskab af borgere, og nævner, at ansøgere om borgerskab blot skulle betale kongens foged 2 kobber øre og tilsvarende 2 øre til rådmændene. Borgerne havde begunstigende rettigheder over for de fremmede.

Adgangsbetingelserne blev dog strammede i den følgende tid. Der synes at være kommet mindre heldige personer fra landet. De ville også være borgere, fordi en mand her frit og let kunne handle jord, hus og gods uden at skulle spørge sine slægtninge. Det var ikke tilfældet i landsbyerne. Opneraa fik da sin byherre til at udfærdige en supplerende bestemmelse. Fremover skulle ansøgeren fremlægge et åbent brev fra sit herredsting om sin rosværdige vandel, eller et tilsvarende vidnesbyrd fra troværdige og gode mænd.

Opneraas store retsområde til vands er nævnt. På landjorden har historikere opfattet byfreden som et mærkeligt lille område, faktisk kun Opner bakken. Det svarer efter min mening ikke til skråens ordlyd. I det følgende må I følge stederne på kortet.

Kongen definerede byfreden til lands til den nærmeste bæk ved Kongslund. Stedet Kongslund kendes ikke, men det må nok tolkes således, at der var en lille skov (lund) ved kongsgården, og her løb der en bæk. Følger vi den oprindelige å, dvs. Lille Mølleå ind i landet gennem kongens (?) særjord Ornum til bækhulningen ( kaldt Holbæk), når vi til Hesselgårde. Det må oprindelig have været kongens gård. Endnu i vores tid findes her skov og bæk. Det gælder ikke Brundlund (fra 1400) eller forgængeren, befæstningen ved Nybro, hvor der ikke fandtes skov og bæk, men vådområder og en stor å.

Byfreden gik til Gunnetveds led. På det ældste kendte kort fra 1641 er det området mellem Mølleåen ved den nuværende Nymøllevej. Mølleåen har i øvrigt også i nyere tid været afgrænsningen til Søst. Når gærdeleddet er nævnt, kan det skyldes, at der ud for den nordligste del af Gunnetved fandtes en kort vej til hovedvejen fra Brunde, Kolstrup Stenbro. Udtrykket Kolstrup stenbro skal efter min mening forstås som en brolagt vej, ikke en bro.

Afgrænsningen af byfreden sluttede ved bækken nord for byen, Tyvkjærbæk. Den nordlige grænse for Opneraas byfred svarede altså til hovedvejen, Kolstrup Stenbro, og den vestlige grænse var Mølleåen ude ved den senere Nymølle. Den sydlige afgrænsning må have været ved Skelbæk, til Kliplev (dvs Lundtoft) herred.
Købstadens byfred skar kongen ud af det eksisterende Rise herredstings jurisdiktion. Opneraa skulle have sine egne institutioner til at bedømme overtrædelser. Svarende til herredet fik købstaden 8 sandemænd med bopæl i byen, udpeget af kongen til at afgøre alvorligere sager som manddrab, voldtægt og lignende. Sandemændene samledes på bytinget, der årligt mødtes første gang efter hellig trekongers dag. Antallet af fremmødte mænd på bytinget var næppe stort, men mindst syv skulle der nok være.

Til behandling af mindre alvorlige sager som brud på husfred, hærværk og tyveri, skulle rådmændene på det første møde i tinget vælge fire nævninge, bosat i Opneraa, som fogeden skulle tage i ed. De skulle afgøre sagerne efter rådslagning med byens ældste og klogeste mænd.

Bytinget var helt centralt for købstadens selvstyre. Hertil skulle borgerne stævne deres medborgere med rets klager, inden for bestemte tidsfrister og hvor de kunne forsvare sig med 12 mands ed. Medlemmerne af St Knuds gilde og St Nikolaj gilderne havde særlige sociale, kultiske og økonomiske fællesskaber. De var sikkert få i Opneraa, og af den grund kunne de i indbyrdes stridigheder nøjes med at forsvare sig med 6 mands ed, modsat ellers 12 mands..

Inden for byfreden kom rådmændene til at styre købstadens udvikling. I slutningen af 1200 tallet fik de byherrens godkendelse af, at det kun var dem, der havde kompetence til at sælge eller afhænde en grund (toft) i købstadens område. Hverken fogeden eller nogen anden havde ret dertil. Hvis nogen ville bebygge en øde toft, skulle han opnå rådmændenes accept. Økonomisk ville byherren dog stadig have sin del, – ansøgeren skulle betale fogeden 122 penning i bolafgift.

4. Opneraa havn

Opneraa havde med sin beliggenhed ved å og åben strand ideelle forhold for de traditionelle nordiske skibe. Et tænkt eksempel på et hurtigt kystskib kunne være Skuldelev 3 fra Roskilde fjord. Det var 14 m langt og 3,3 m bredt, førte sejl og kunne ros. Besætningen var 5-8 mand. Det kunne laste ca 4 tons og stak kun 1 m dybt. Disse skibe havde brug for sikre havne, hvor de kunne ligge beskyttet mod vinden, eller blive trukket op på stranden. Måske anvendtes denne type, da den oprindelige skrå blev skrevet. Det hed her, at en fremmed skipper kunne forsvare sig med en 12 mands ed ved sine søfolk, hvis han havde så mange mand. Han satte da foden på sit skibsbord, ’skips borth’. Med færre sømænd, kunne de stadig sværge sammen med ham.

Skibstyperne ændrede sig i løbet af 1200-tallet. Behovet lå i transport af massevarer, bulk varer. Det skete med den langsomme, men rummelige kogge, som de hanseatiske købmænd brugte. Koggen havde en flad bund, der muliggjorde de tunge laster. I begyndelsen af 1200-tallet kunne et sådant skibet tage i hvert fald 40 til 60 læster, altså op til 70 m3 ! Dybgangen var et problem, for mindste gennemsejlingsdybde til en havn synes at have været ca 3,0 meter. Købmændene kan have lejet et sådan skib med en aftalt hyre til skipperen og hans søfolk. Hvis den ikke blev betalt, skulle de heller ikke åbne skibsladningen, bunkæ, for dem.

I Opneraa må der efter et par årtier være blevet etableret en slags havn, som dækkede det nye behov. I 1257 fritog kong Christoffer munkene i Løgumkloster for at betale told, hvis de kom til ’vor havn i Aabenraa’. Det samme indtryk af en havn, hvor tunge kogger fortøjede ved skibbroen, får vi af en lidt senere tilføjelse til skråen. Her hedder det, at en fremmed, som kommer med sit skib, må fortøje det til skibbroen uden at spørge om lov, når han blot betaler den skyldige told. Det er sandsynligt, at havnen med pæle er blevet placeret lidt mod nord, på dybere vand og bort fra åens udmunding. Skibenes større dybgang fik følger for købstadens gadestruktur. Der blev behov for en direkte forbindelse fra Skibbroen op til en åben plads ved Fiskergade, lige ved kirken.

Indtægterne fra tolden var afgørende for kongens kasse. Der var strenge bøder for at undlade at betale kongens told, og fogeden arbejdede nært sammen med rådmændene. Omgåelser af tolden kostede 720 penninge (= 3 mark) til foged og tilsvarende 720 penninge til Opneraas rådmænd.

Straffene kan sammenholdes med toldsatserne, der startede med at fastlægge taksten for bulk produkter i rummål:
30 penninge for 1 læst, vel svarende til nutidens 1,24 m3, eller 40 små tønder (à 31 l),. Indholdet var uspecificeret, – det kunne sikkert både være tysk øl, salt, vin, stoffer, genstande af jern, osv.. En udenbys købmand, der medførte såkaldte ’korsbundne pakker’, mindre pakker , skulle betale 6 penninge for hver.

Nogle særlig værdifulde produkter blev nævnt for sig selv, i første række 6 penninge for et pund humle. Tolden for et pund humle, som jo fyldte ret meget, var også 6 penninge. Tolden gjaldt både import og eksport af varer. Der skulle betales 4 penning for en hest, hvis den ikke førtes i tømme, det samme for andre trækdyr som en okse eller en ko. For et får eller et svin var satsen derimod helt nede på 2 penninge.

Nogle lettelser fik den udenbys købmand dog, idet han måtte arbejde uagtet de gældende hviletidsbestemmelser. Der skulle ellers herske ’Gudsfred’ i de helligdage som jul, faste, påske, pinse. På de korte helligdage måtte der principielt heller ikke arbejdes. Men reglerne var i opbrud og den fremmede i Opneraa havde ret til uden bødeafgift at oplagre , samle og borttransportere sine varer.

5.Handel i Opneraa og købstadens økonomiske ydeevne

Byen var lille, men vi kan ikke vide, hvor mange mennesker, der boede. Måske ikke mere end 100-200 personer. Den oprindelige bebyggelse lå sikkert tæt ved åens udløb og stranden, dvs mod øst i Fiskergade fra det nuværende Søndertorv. Fra torvet førte en nyanlagt vej nordpå, den senere Søndergade. Veje skulle ifølge Jydske Lov være 14 alen brede, altså 8-9 meter.

Fiskergade har sikkert været udstykket i et antal hustofter, der strakte sig ned til det lave område ved åen. Borgeren skulle hvert år den 30. november betale en afgift på 30 penninge for toften til kongen, men borgeren kunne have flere. Manglende betaling kostede dyrt, 720 penninge til kongens foged. Hvorledes husene var byggede, kan måske engang konstateres ved udgravninger.

Torvet var købstadens handelsområde. Den fremmede, der ville handle i købstaden, skulle årligt betale en afgift 10 penninge, en torveørtug, i overværelse af sin husvært. Fra begyndelsen var der klare mængdemæssige begrænsninger på de fremmedes handel. Undtagelsen var heste, som Opneraa åbenbart havde rigeligt af. (§§ 11,12).
I løbet af århundredet beskyttede byherren borgernes eneret til detailhandel stadig mere. Hvis man overtrådte bestemmelserne, vankede der store bøder. De fremmede måtte ikke sælge humle i skæpper (20 liter), men kun i store mål (drømt), ca 300 liter. Den importerede humle kom måske fra hansebyen Wismar, hvor den dyrkedes meget i haverne.

Hvis de fremmede medbragte klædestoffer, måtte de ikke sælges i mindre stykker i alen, men kun i hele stykker. Det importerede klæde kom primært fra Nederlandene og det nordlige Frankrig. Salt måtte de kun sælge i store mængder i tønder, men ikke en detail til skade for borgerne. Hvis det drejede sig om det gode trave-øl fra Lübeck eller sild fra Skånemarkedet skulle det sælges i hele tønder. Ved køb af omfangsrige eller dyre produkter som brænde eller tømmer, samt vogne, skulle der være vidner på handelen, så køberen ved retskrav kunne holdes sagesløs.
På torvet har kræmmerne slået deres telte op med varer. Lübsk øl er blevet udskænket af en krovært, sommetider uden betaling, men ved at givet noget i pant. Øllet fra Lübeck var bedre, mere holdbart og dyrere, fordi det var brygget med humle. Borgerne i Opneraa søgte åbenbart også at brygge øl på den nye, men vanskelige måde. De handlende kunne åbenbart fristes til at snyde med skæppe og alen målene, og kroværterne til at bruge forkerte øl mål, – begge dele straffedes hårdt med bøde til fogeden og rådmændene.

På torvet talte man det lokale gammeldansk og middelnedertysk med de fremmede. Ved torvet lå Søndergade, der åbenbart ikke var bebygget i 1200-tallet, men i det efterfølgende århundrede har der åbenbart på nr 2-4 været en bager med ovne og måske en pottemager med ovn i en bod eller anden åben konstruktion.

Også borgere fra Opneraa er måske rejst ud som købmænd. Deres navne kender vi desværre ikke, som de mænd fra nabobyerne Flensborg, Haderslev, Svendborg, der nævnes i Rostocks stadsbog 1254-73. Hvis borgerne ikke ejede skib, kunne de leje sig ind. Lejemålet var en dyr sag, så indgåelsen skulle bevidnes af gode mænd. Hvis lejeren sprang fra aftalen, skulle udlejeren alligevel have halvdelen af lejesummen.

Borgerne fra Opneraa kunne f.eks. i eftersommeren tage til det internationale marked på Skanør. Rejsen kunne tage længere tid, og være tvingende grund til, at han ikke kunne møde på tinget i Opneraa i en retssag. Hans repræsentanter garanterede så for, at det ville ske senest fem dage efter hans hjemkomst.

Vi ved ikke, hvor stor byen var, men der findes en vurdering af købstadens økonomiske ydeevne i forhold til andre. Kong Valdemars Jordebog rummer en Indkomstliste fra ca 1240 over købstæderne med provenuet af en møntskat. Den mangler dog oplysninger fra Sønderjylland. Men skråen (§ 6) bestemte, at købstadens rådmænd maksimalt skulle betale 8 mark (= 1920 penninge) til kongens foged i møntpenge. Beløbet fra Opneraa svarede til den lille købstad Helsingør, mens den betydningsfulde købstad Vordingborg skulle af med 15 ½ mark penge, Svendborg 30 mark, den gamle by Roskilde 80 mark, og storbyen Ribe 900 mark. Nogle købstæder inde i landet havde dog væsentlig mindre økonomisk pondus end Opneraa.

Datidens danske og europæiske konger rejste rundt i landet med deres omfattende følge. Under Valdemar Sejr og hans sønner synes de politiske interesser i Nordtyskland at have betydet, at de tit besøgte de store købstæder Slesvig og Ribe. Også Opneraa fik besøg. Christoffer 1. befandt sig her i marts eller april 1259, hvor han udstedte et brev til domkapitlet i Roskilde. Muligvis har han ved denne lejlighed også ’lånt’ penge i Opneraas kirkes bygningsfond. Gæsteriet var en økonomisk belastning for købstaden, men det har også været en festlig begivenhed med de fint klædte kongelige og deres følge. I 1265 var det kongesønnen Erik 1. Abelsøn, der var blevet sønderjysk hertug, som besøgte byen.

6. Spedalskhedshospitalet St Jørgensgård

Rejsende fra byer sydpå kan have bragt tidens farligste smitsomme sygdom med sig. Det var infektionssygdommen lepra eller spedalskhed, der smittede ved langvarig, nær hudkontakt, dråber fra smittede personers næse, ved beskadiget hud osv. De syge fik vævsskader f.eks. sammenfaldet næse og strube, med hæshed og vejrtrækningsproblemer. Betændelsen i fingre og tæer førte til, at de blev deforme, svandt hen og faldt af.

Sygdommen bredte sig i 1200-tallet voldsomt over hele Europa. Lægerne vidste, at sygdommen var smitsom. I alle lande oprettedes hospitaler, hvor de syge blev isolerede. De blev behandlet som levende døde, der uden for byens område skulle leve afsondret fra de raske.
I hansestaden Lübecks nærområde og ved dets handelslinjer etableredes også ’leprosorier’, der her hed Skt. Jürgen (Georg) på nedertysk og havde den dragebekæmpende ridder som skytshelgen Uden for de fleste købstæder i hertugdømmet Slesvig etableredes også leprosorier. Det gjaldt også Opneraa, hvor der senest i 1270erne fandtes et Skt Jørgen hospital ved hovedvejen mod nord. Det var sikkert kirken, der sørgede for at bygge og drive huset og kapellet med en lille kirkegård for de spedalske. Dets godgørende formål blev omkring 1280 støttet af stormanden Knud Snubbe , der testamenterede det 240 penninge (1 mark).

7. Landsbyen Opner og jorderne
Den nøjagtige lokalisering af Opner har været meget diskuteret. Her skal den bestemmes ud fra de skriftlige kilder. Dens torp, udflytterlandsbyen Kolstrup, lå nok i nærheden, da de havde et fælles areal, det såkaldte Kongskøb. (se kort) Når landsbyen senere kun huskes som Gl. Opner, kan det forklares med, at alle dens bønder flyttede ud til torpen og at dens bymark er blevet overtaget af købstaden, der så at sige blev det Ny Opner. (se kort)

Landsbyer skulle i følge Jydske Lov ligge ved fire veje, men gjorde det næppe altid. Gl. Opner må have ligget ved en vej, formentlig den, der fra Opner-bakken via Kolstrup førte til Hærvejen. Ved bakkens fod drejede vejen skarpt mod nord, til Bodum og Haderslev. Her må landsbyen Opner have ligget. Skråen omtaler (§ 3) ’bækken norden by’. Bækken er identificeret som det lille vandløb, der sammen med Tyvkærbæk løb ud i den nordligste del af fjorden. Begrebet ’by’ må forstås som landsby. Dvs. at Opner må have ligget lige syd for vandløbet, dvs syd for det senere Kilegård.

Nogle dyrkede arealer havde landsbyen fælles med Kolstrup, ovre ved Østerskov, men adelbyens egne arealer må primært have ligget mod vest og syd ud til Rise og Søst skove. Store dele af område vest for Opner-bakken var våde enge, men muligvis har landsbyen haft nogle dyrkede arealer i Rugkobbel, hvor et område i 1609 kaldtes ’Gammeljord’. I bymarken havde Opner også nogle særligt indhegnede jordstykker, der senere kaldtes Gl. Øbening løkker, dvs Gl Opner løkker). Til landsbyens jorder hørte også stort engområde, Ornum, der var afmærket ved pæle o.l.. Det havde fra gammel tid havde været i særeje og har sikkert tilhørt kongen.

8.Fædriften i Jørgensgårdskov
Opneraa havde visse funktioner svarende til en landsby. Dens gade eller åbne plads kaldtes en forte ligesom i en landsby, den ejede fritgående heste, hopper og kreaturer, og borgerne havde agerbrug, hvor de pløjede deres jorder, som må have ligget på Opners bymark, stort set syd for Mølleåen. Nord for åen var det Kolstrups.

Købstaden manglede dog overdrevsarealer, men det løste kong Valdemar med to mindeværdige donationer. Som det skete i andre købstæder støttede kong Valdemar også Opneraa med adgang til ’fægange’ . Det skete i syv landsbyers overdrev, der lå i en stor halvkreds rundt om købstaden : Hostrup, Stubbæk, Årup , Hessel, Gl. Opner, Løjt og Brunde. Opneraa har nok haft en hyrde til at drive kvæget ud til overdrevene. Bønderne dér har nok accepteret det efter let pres, fordi kongen selv ejede ejendomme i flere af landsbyerne.

Den anden donation var meget mere storslået. Kong Valdemar skaffede nemlig endda (quatenus) med egne penge Opneraas borgere fægang i Østerskov (dvs. Jørgensgårdsskov). Han købte nogle jorder (det såkaldte Kongskøb) på Gl. Opner og Kolstrups mark af deres ejere. Derpå tilbagegav kongen uden betaling jorden til dens oprindelige ejere, for at borgerne i Opneraa til evig tid skulle have deres fægang i Østerskov.

Når Østerskov indgik i en underlig økonomisk transaktion med udgifter for kongen, lå sikkert følgende bag. Det ældgamle ord ’fæ’ omfattede også småkvæg og grise. Østerskov var almindingskov, hvor kongen ejede jorden, mens bønderne i Opner og Kolstrup ejede selve skoven. Skoven gav olden, bog og agern, der var en meget værdifuld ressource til opfodring af bøndernes oldensvin. Det kunne ikke kunne tåle en for kraftig udnyttelse. Kongen købte derfor for egne penge et stykke agerjord af nogle bønder i Opner og Kolstrup, og lod brugsretten gratis vende gå tilbage til dem, mod at de lod købstaden få andel i skovens nedfaldne rigdomme.

9. Den første kirke i Opneraa
Kong Valdemar Sejr lod givetvis en kirke bygge samtidig med etablering af købstaden. Landsbyerne Opner og Kolstrup havde ingen egen kirke, men må have hørt til Rise kirke, et par timers gang derfra. Opneraas første kirkesogn være blevet skåret ud af det oprindelige Rise storsogn. Den kristne tro gennemsyrede alt i menneskelivet, så en købstad måtte have en kirke. Såvel fastboende som tilrejsende købmænd eller søfolk havde behov for at kunne komme i kirke: – til gudstjeneste, gå til nadver, skrifte synder, gøre bod, indgå ægteskab, få foretaget dåb, og for de døende få den sidste olie og blive begravede i indviet jord.

Kirken var lille og lå på den lille bakke tæt på den første bebyggelse, bag ved den nuværende Skibbrogade 7. Hen over den lille by har der i 1200 tallet lydt dens klokker, der også kunne bruges til at alarmere borgerne ved ildebrand. Efter de kanoniske regler skulle en kirke og kirkegården indvies af biskoppen selv, der festligt klædt og med bispestav rituelt vandrede tre gange om kirken og syv gange om alteret. Kirkeadministrativt hørte købstaden under provstiet Præpositura Ellumsyssel i Slesvig bispedømme. Derfor har det været biskop Tyge eller hans efterfølger fra 1238, biskop Jens, der i slutningen af 1230erne foretog dedikationen af den lille kirke. Ellers så man kun bispen sjældent i byen.
Købstadens borgere var analfabeter i modsætning til deres præst og til en vis grad hans diakon. Præsten) havde inden ordination bestået en eksamen, og han skulle kunne forvalte kirkens sakramenter, kunne belære lægfolket om trosartiklerne og den kristne moral. Når han prædikede eller talte med menigheden var sproget købstadens gængse gammeldanske. Præsten skulle kende skriftemålspraksis og vide, hvilke forseelser, hans overordnede provst skulle afgøre. Degnen (diakonen) havde kun en beskeden viden, og skulle kun kunne læse, synge og følge med i de liturgiske bøger.

Befolkningen betalte tiende og bakkede økonomisk op om kirken. En tredjedel af tienden gik til at vedligeholde kirken (fabrica). Også rige fremmede testamenterede beløb til kirken, som stormanden Knud Snubbe fra Bolderslev omkring 1280 med 240 penninge til dens bygningsvedligeholdelse, og 120 penninge til præsten, der holdt messe, samt til messetjeneren (diakonen) 60 penninge. Pengene blev vel givet for der skulle holdes sjælemesse i Opneraa og på hans dødsdag bedes for hans sjæl. Dagen må være blevet indført i kirkens dødebog.

Når provsten kom på visitation var det bl.a. for at dømme alvorlige overtrædelser af kirkens bestemmelser og at pålægge de skyldige straf, mest i form af bøder. Overtrædelserne kunne være menneskelige synder som – åger, hor, samleje uden for ægteskab, blodskam, mened. Nogle alvorlige sager var dog forbeholdt biskoppen selv og skulle derfor foregå i hans gårde i Sydslesvig, altså efter en lang rejse. Det ændrede sig allerede i 1259, hvor biskoppen lovede at nøjes med at stævne de anklgede til sin gård i landsbyen Hessel kun 3 km uden for byen, mod at hver husstand i Opneraa betalte en skat på 2 kobberpenninge. Derefter må de alvorlige kriminalsager må være blevet pådømt der.

10. Kirkebyggeriet på bakken
Efter et par årtier havde byen økonomisk kraft og ambition om en større kirke, øverst på Opner bakken, et projekt der må være blevet godkendt i domkapitlet i Slesvig. Det var en enskibet korskirke i tegl, og byggeriet begyndte med koret og tværskibet. Der må at have været en del penge i fabrica fonden, for kong Christoffer tilegnede sig til sine egne formål 462 mark (= 110.966 penninge) fra tienden i Opneraa! Det skete fra tid til anden i 1200-tallet, at konger lod sig friste til at tilegne sig fabrica tienden fra rige kirker. Efter kongens død 1259 havde hans enke Margrethe Sambiria imidlertid brug for politisk støtte fra biskop Niels i Slesvig i den store kirkekamp. Hun indgik en aftale med bispen om at tilbagebetale beløbet finansieret af de kongelige indtægter af byen. Som sikkerhed fik bispen også købstaden Opneraa i pant.

Af kirkens murværk ses, at byggeriet standsede i en række år, og det blev nok først færdig efter år 1300. Bag byggestoppet lå nok kirkekampen mellem kongehuset og ærkebiskop Jakob Erlandsen. I august 1266 kom kardinal Guido til Danmark for at løse konflikten. Han lagde band og interdikt på den kongehusets side. Det betød, at al kirkelig aktivitet standsede. Af sakramentale handlinger var kun to tilladt, – dåb og skrifte ved død. Biskop Bonde gennemførte interdiktet i sit stift, og dermed også i Opneraa. Kardinalens påbud blev fastholdt i hele Slesvig stift fra 28. oktober 1266 til 11. april 1275, altså hele 8 ½ år og det må have lammet hele livet i Opneraa.

Under interdikt var transaktioner med kirkeligt gods ulovligt, og byggeriet af den store kirke på bakken må længe have ligget stille. Et kvart århundrede senere, i 1297, forkyndtes der atter interdikt i en strid mellem konge og ærkebiskop. Den varede i hele seks år. I næste århundrede led købstaden under krigeriske handlinger i 1318. Det har sikkert taget lang tid før den nye kirke var færdigbygget.

11. Købstadens konsolidering – afslutning

Købstaden voksede, men ikke hurtigt. Op over Opner bakkens vange havde der sikkert allerede fra købstadens startfase været anlagt en særlig, vedtaget vej op til vejknækket ved den gamle landsby Den førte forbi kirkebyggeriet, men ellers lå bakketoppen ubebygget i århundreder.

Det bebyggede område i Opneraa blev i begyndelsen af 1300 tallet afgrænset mod nord ved en bred øst-vestlig voldgrav vendt mod kirkebjerget, og vejen nordpå måtte passere den via en træbelagt bro. Vandet løb vådområderne vest for bakken og ud i fjorden nord for havnen. Vejen nede fra havnen førte via Østergade tværs over begyndelsen til et nyt torv, videre til en ny Vestergade. Her lå der lidt bebyggelse, men det var ellers i lange tider øde.

Herredømmet over købstaden skiftede jævnligt i det 1200 tallet, fordi kongerne forlenede efterkommere af den yngre kongesøn Abel med Sønderjylland som hertugdømme. Når det var muligt, søgte rådmændene at skaffe sig byherrens accept på nødvendig lovgivning for købstaden. Det var vigtigt for Opneraas rådmænd at markere deres købstads særlige rettighed som retsområde. I den oprindelige skrå fra Valdemar Sejr var det bl.a. fastlagt at ingen borgere måtte stævnes til et andet ting, men en klager skulle komme til Opneraas byting for at få afgørelsen. Det måtte igen slås fast.

Der var i de følgende årtier også en bestræbelse fra rådmændenes side for at øge købstadens selvstændighed over for fogeden. Det accepterede byherren tilsyneladende, men med hensyn til det økonomiske holdt byherren åbenbart på sin ret,

Den seneste styrkelse af det gamle Opneraas rettigheder kan være sket med den kendte udgave af skråen 1335. Dens sidste paragraf gav rådmændene den egentlige indflydelse i de alvorlige retssager, der straffedes med døden.

1.maj 1335 bekræftede og beseglede hertug Valdemar Opneraa borgernes skrå med alle deres opsamlede rettigheder fra det første århundrede. Det er et enestående dokument, der fortolket på rette måde tillader os at kaste et langt blik tilbage i købstadens historie.

Tak til Jørgen Witte, fordi han vil overlade foredraget til www.dengang.dk
Noter til Aabenraa’s oprindelse (denne artikel) vil komme som et særskilt indlæg.

På www.dengang.dk kan du læse 96 artikler om Det Gamle Aabenraa


Aabenraa – dengang

Dato: december 17, 2013

Historikere er ikke altid enige. Det gælder for eksempel hvor Aabenraa er opstået. Vi bringer fire – fem bud. Man er heller ikke helt enige om, hvor Aabenraahus lå. Og så er der også tvivl om, der var en \”hellighed\” i Sankt Andreas Kapel eller om den befandt sig Sankt Nikolaj Kirke. Store brande har hersket i byen. Og til trods for, at byen var omgivet af volde og grave, så har mange fjender i tidens løb hærget byen. På et tidspunkt var kravet, levering af øl, ellers ville byen bliver overfaldet. Jo det var brød og øl, byen blev kendt for. Og så havde gilderne stor indflydelse.

Hvor lå Opnør?

Vi har tidligere nævnt, at Aabenraa er opstået som Opnør. Det fremgår af Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby med dette navn.

I byens gamle Skraa som Hertug Valdemar den Femte stadfæstede på Sønderborg Slot i 1335, finder vi betegnelsen Gammel Opner. I Skraaens paragraf fire omtales en Grænsningsrettighed, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er Gammel Opner.

Men ud fra Skraaen kan vi ikke se, hvor denne landsby, har ligget.

Der er forskellige opfattelser. I den ene opfattelse skulle Opnør have ligget et par kilometer vest for det nuværende Aabenraa ved den nuværende Mølleå.

I nærheden af Nymølle

Men en anden opfattelse er, at i nærheden af Nymølle mellem vejen til Søst og stedet Enemark lå tre Obeningsløkker. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Denne og en anden landsby, Hessel, som lå i nærheden er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra begge landsbyer er formentlig inddraget under Ladegården til Brundlund Slot.

For enden af byens udløb

Og her kommer så den tredje opfattelse.

Den å, der flød forbi Opnør, nu Mølleåen, har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen, og er blevet kaldt Opnør – Å. Denne bydannelse, der skete for enden af åens udløb, har fået navnet Openørå. Det har ganske givet været svært at udtale korrekt.

Forskellige dokumenter og aktstykker er tidens løb blevet dannet under diverse sprog og dialekter. Det har været i form af Oppenraa og Oppenra i den plattyske oversættelse af Skraaen. Omkring 1410 – 20 er det blevet til Apenraa og Apenra.

I Christian den Første’s konfirmering af Skraaen i 1474 er det blevet til Aabenraa.

Ved strandbreden

Den fjerde opfattelse er, at ordet ør, slutningen af Openør, betyder gruset strandbred. Byen skulle have ligget ved stranden, og det er årsag til navnet.

Og en femte opfattelse, er at Opnør umuligt har kunnet ligge på Obeningsløkkerne ved Nymølle. For i Skraaens artikel 4 hedder det:

I nærhen af Dambjerg

– Vor Fægang skal være saaledes som Kong Valdemar har givet os den paa syv Lanndsbyernes Marker, nemlig Horsthorp(Hostrup), Stubeby(Stubbæk), Athorp(Aarup), Hæsel (Hessel), Gammel Opner, Loytæ (Løjt) og Bruunæmark (Brunde)saa langt som samme Herre Kong Valdemar af Ejerne for sine egne Penge købte nogle Jorder, som kaldes Kongskøb paa Gammel Opners og Kolstrups Mark …….

Det siges her, at Kongskøb laa paa Gammel Opners og Kolstrups Mark. Navnet Kongskøb kendtes som en mark i nærheden af Dambjerg. med andre ord, Gammel Opnør har haft marker her øst for byen. Mark nævnes i ental, så noget tyder på, at Gammel Opnør har ligget meget tæt på Kolstrup, eller måske øst for fjorden. Hvis dette er rigtig, så er en del af Gammel Opners jorder blevet lagt til Sankt Jørgensgård, som blev oprettet her.

Købstadsrettigheder før Skraaen

Byens købstadsrettigheder er over hundrede år ældre end Skraaen. Den har i hvert fald eksisteret før 1231. Nogle påstår, at den er fra 1203. Men det kan dog ikke bekræftes. Bebyggelsen bestod af hytter. Disse blev senere afløst af rigtige huse.

I Skraaen nævnes skippere og sømænd, samt gejstlige og Raadmænd. Men også handel og købmandsskab. Åbenbart har der været en livlig handel på stadens torve, Storetorv og Søndertorv. Det ældste København er vokset frem omkring Fiskegade – Gildegade.

Omgivet af volde og grave

Byen har været omgivet af volde og grave. En bygrav med vold strakte sig fra Kilen i øst, syd for det tidligere rådhud, og vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmynding i Nybro. Herfra er bygraven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret.

Byen afbrændt i 1148

Men trods den beskyttelse er Aabenraa ikke blevet forskånet for krige og overfald. Allerede i 1148 afbrændte venderne byen. Det skete, da Kong Svend Eriks søn og Kong Knud Mogens søn kæmpede med hinanden om Danmarks Rige.

Hundrede år senere i 1247 har krig og brand igen hærget byen. Det var under krigen mellem Erik Plovpenning og Abel at byen skulle være brændt sammen med slottet og Sankt Knuds Kirke ved Skibbrogade.

Slottet blev genopbygget, men ikke kirken.

Der rejste sig en kirkebygning

For på banken norden for Byvolden rejste sig en ny kirkebygning indviet til de søfarendes beskyttere, Sankt Nikolaj. Kirken var lagt højt, så den kunne tjene som sømærke. Der nævnes et årstal 1248, hvor bygningen var påbegyndt, men den kan allerede på dette tidspunkt have eksisteret.

Et helligt sted

Sandelig om det ikke også har været et tredje Guds Hus i byen. Det var nærmest et kapel, indviet af fiskernes skytsengel Sankt Andreas. Det har været lille og uanselig ifølge et gammelt kort fra 1641. Det lå på et højdedrag syd for byen, vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Bakken hed endnu i 1641 Kapelbjerget.

Kapellets præst holdt messe hver dag og mange mennesker menes at være valfartet her til. Grunden til den store interesse var, at kapellet husede et udskåret billede i træ af Sankta Anna, Marias moder.

Men heller ikke dette er historikerne enige om. For mange er af den opfattelse, at helgen – billedet hørte til Sankt Nikolaj.

Efter reformationen mistede kapellet anseelse, og dens jorder blev omdannet til kålhaver.

Aabenraahus

I byens vestligste del, ragede den gamle kongsgård, Aabenraahus’ mure op. Slottet blev også kaldt Gamle Brundlund og Kongslund. Stedet, hvor slottet har ligget er ikke endelig fastslået. Man siger, at det skulle have ligget på hjørnet af Nybro og Vestergade. Andre mener, at det har ligget længere mod syd i den vestlige del af Slotsgade.

Slottet var omgivet af volde og grave.

I 1193 skulle Valdemar Sejr have været fange på slottet. I 1192 havde han taget kongenavnet og stræbt efter den danske trone.

I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde på slottet. De holstenske grever erhvervede slottet ved List og Svig efter Kong Valdemars sejr. De havde betalt Kongens Foged, Spiker for at åbne slottets porte for dem.

Dronningen river slottet ned

Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev slottet nemlig erhvervet af Dronning Margrethe den Første. Hun indgik en overenskomst med Holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen pantsatte Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronningen.

Dronningen fik indsat en bestemmelse om, at hun måtte bryde slottet ned, og bygge et nyt på det sted, der passede hende bedst. I 1411 lod hun slottet rive ned, og ude på et sted sydvest for byen i et område med sumpe og morads påbegyndte bygningen af et nyt slot, Brundlund Slot. Endnu i Claus Møllers tid indtil 1635 fandtes der rester af det gamle slot. Dronningen nåede dog at se sit slot. Hun ville rejse et prægtig og anseelig slot. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette slot.

Bygget ved Nybro og Nygade

Udviklingen sprængte de rammer, som volden dannede. Efter at det gamle slot blev revet ned, blev der bygget en del ved Nybro og Nygade. Men bortset herfra, skete udviklingen mod nord. Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalundhuset, der skulle være opført af katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Huset har været Gildehus for byens gildebroderskaber. I 1540 blev det taget i brug som byens rådhus.

Byens Ting

Byens Ting lå foran rådhuset på den nuværende Rådhusgade. Byens retssager blev afgjort under åben himmel. Andre historikere mener dog, at det var Storetorv, der dannede rammerne for byens ting lige til den store brand i 1610.

Lidt længere mod nord, anlagdes i 1470 Ramsherred, der før den tid, havde været en bydel for sig selv. Det var som navnet antyder, ikke godtfolk, der holdt til her, men derimod tyve, løsagtige kvinder og deslige. De levde til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere. Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de Skarns Folk i Ramsherred. Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere mod syd. Galgen blev senere placeret på Arnsbjerg, et højdedrag lige nord for det daværende Aabenraa.

Endnu et \”Guds Hus\”

Vi skal da heller ikke glemme endnu et Guds Hus. Det var indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller nærmere kapel var knyttet til Sankt Jørgensgård. Det var en slags hospital for spedalske. Allerede i det 5. og 6. århundrede mødte vi disse hospitaler.

Efter et fund i 1929 på Karpedam kunne man stadfæste gårdens beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten.

Efterhånden som spedalskheden forvandt, blev Jørgensgård indrettet til en stiftelse for gamle og fattige. Claus Møller skriver følgende:

– Sankt Jørgens Kirke ligger nord for byen og er bygget til ære for Sankt Jørgen. Til Kirken, i hvilken der skal have boet fattige Folk, var Lagt Jørgensgaard Skov, Agre og Enge, hvoraf de Fattige fik deres Underhold. Da disse Fattige var døde, blev Bygningen og Jordene givet i Forlening til den fyrstelige Lensmand \”Svarte Hans\”.

Senere er Sankt Jørgens Kirke samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer. Han ombyggede kirken til beboelseshus, og benyttede det en tid som sådan. Efter cirka fire års forløb, drog han bort. Jordene blev lagt til Brundlund Slot. Siden blev disse jorder forpagtet ud til borgere. Kirken blev i 1660 brudt ned.

Tre Gilder

Før Skraaens konfirmering i 1335, måske lang tid før, var der i Aabenraa tre Gildebroderskaber, Sankt Knuds Gilde, Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab. Mest anseelse havde Sankt Knuds Gilde opkaldt efter Knud Lavard, som havde været oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At de havde stor betydning for Aabenraa ses i Skraaens § 20:

– Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde anklager en af sine Gildebrødre for nogen Sag, skal denne forsvare sig med seks Brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være Tilfældet for saa vidt angaar Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.

Stor indflydelse

Sankt Knuds – brødrende havde stærk indflydelse på, hvem der blev valgt til byens Raadmænd og borgmester. I Stadsretten for Aabenraa – Flensborg Stadsret, der ved år 1514 er tillempet efter Aabenraaske forhold og anvendes ved siden af Skraaen, siges der således, at Sankt Knuds Gildes Oldermand, skal være med til at indsætte af afsætte Raadmændene.

Gilderne var oprindelig fromme, kærlige Sammenkomster til indbyrdes Fornøjelse. Siden udartede de til svire – og drikkelag. Hvorvidt det også har været tilfældet i Aabenraa ides ikke.

Et godt brød

Næringslivet i Aabenraa i Midelalderen ser ud til at været særdeles livligt. Fiskeriet i de første århundreder var den vigtigste næringsvej. Der blev fisket alle slags fisk, torsk, makreler, sild, flyndere, hvillinger, ål, Rødspætter m.m.

I tiden op til år 1600 blev der i perioder op mod år 1600 blev der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev solgt i Lybeck, Rostock, og Wismar.

Men i Aabenraa kunne man også få en anden specialitet. Om dette fortæller Claus Møller:

– Det liflige Rugbrød, som her blev bagt, er jævnlig blevet berømmet af de Rejsende som har hævdet, at de her kunde købe bedre Brød ed andre Steder, hvorfor vi ikke noksom kan love og prise Gud for hans rige Velsignelse.

Mest berømt for øl

Men det som Aabenraa virkelig blev berømt for, var byens øl. Og det skete også uden for landets grænser. Navnet Kükelhaen var på alles læber. Hos Claus Møller hedder det:

– Fremfor Fyrstendømmets andre Byer, har den gode Gud velsignet denne By med den skønne Humle, der vokser næsten rundt omkring hele Byen, og hvoraf Byens Borgere ikke har nogen ringe Næring.

Dygtige Ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse. Om øllet sagde man:

– at det er i Sandhed godt Øl, Mage til Øl, der brygges i Wismar.

De adelige i Fyrstendømmet og Sundeved holdt meget af øllet fra Aabenraa. de købte rigeligt ind i Aabenraa og fordelte det rundt på deres godser.

Krævede øl – ellers overfald

Det har dog ikke altid været til byens fordel, at dets øl var så eftertragtet. Da den jyske adel i 1523 havde opsagt Kong Christian den Anden, Huldskab og Troskab og derefter tilbudt Hertug Frederik af Gottorp kongekronen, sluttede hertugen forbund med Lübeck og fik nogle lübeckske lejetropper til hjælp mod Kong Christian.

I Sønderjylland satte kongens bønder og byer sig kraftigt til modværge mod hertugen. I Aabenraa var man også forblevet trofaste mod kongen.

Dengang sad Benedict von der Wish som kongens tro mand på Brundlund.

Om det var øllets skyld, at de lübeckske tropper fuldstændig hærgede byen, vides ikke. De røvede og plyndrede. Men på et tidspunkt fremsatte tropperne et krav om den berømte Aabenraa – øl. Det vides ikke, hvorfor borgmester Hans Kristensen ikke efterkom troppernes krav.

Byens skæbne var beseglet:

– Naar I er en saadan Tyran hengiven, skal vi nok lære Jer at tappe Øl.

By og slot blev indtaget, og huse blev brændt af. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe, til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.

Alle dem, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Man skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev mange af byens borgere dræbt og såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt.

Byens brande

Også den 25. oktober 1576 hjemsøgtes byen af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var den sydlige del, der gik ud over.

Men den 19. maj 1610 gik det helt galt. Peter Baadbygger og Niels Ovesen havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Og fra denne ild opstod den frygtelige brand. Der blæste en stærk østenvind. Det endte med, at gnisterne fløj over og tændte en staldbygning. Ilden bredte sig hastigt. I løbet af de næste 2 1/2 time brændte detmeste af byen. I alt brændte 156 huse, deriblandt rådhuset, skolen og en del af kirken.

Under branden omkom adskillige mennesker.

I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. Og i 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske.

I 1669 brændte hele Slotsgade, 1679 Gildegade, 1680 Vestergade, 1694 Skibbrogade. I juni 1707 brændte det i den sydlige bydel, 38 huse blev ildens ofre. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.

Man havde forsøgt at vedtage brandvedtægter, men det var svært at komme igennem. Og efter de sidste brande havde Bulhusene og Stråtagene udspillet deres rolle i byen.

Aabenraa – dengang

Hvordan så det ud i Aabenraa, dengang?

Magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64, udgav i 1774 sit Forsøg til en Indenlands Reise:

– Jeg burde vel nævne den, for den tyske Vellyds Skyld, Apenrade, men ingen Mand hos mig kalder den andet end Aabenraae eller Aavenraae. Det er en maadelig, men meget smuk Bye, ligger paa Bierge, med store Skove rundt om og tæt ved omgiven, har smukke Gader og en Del Ziirlige Huse, næsten alle smukt malede. Et pudserligt Hoved ved Navn, Claus Nar har bragt denne Maling først i Brug, samme var af Haandværk en Malere, kommet der til Byen om Efteraaret ved Skibslejlighed for at reise videre, men som Søen frøs til maatte han overvintere i Aabenraae, ogfor at leve tilbød han først sin Vært at male hans Huus for en ringe Betaling, dette befaldt fleere og lod deres Huse male, saa at han deri viiste, at han just ikke var det, man kaldte ham.

En jævn Gudsfrygt

Det var også fornøjelig at læse, hvad en forfatter, der en årrække senere besøgte byen, har fortalt sin samtid om Aabenraa. Det var L.M. Wedel, som i sin Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, som udkom i 1806, har nedskrevet disse indtryk:

– De fleste Huse ere smukke og med en ukonstlet Pynt, udbygget næsten alle med Karnap, et Fag eller to, som springer ud fra Bygningen selv og har Vinduer til alle tre Sider, saa Færdselen paa Gaden derfra altid kan iagttages baade fra begge Sider og ligefor, i denne Karnap sidde Fruetimmere almindingen om Dagen ved deres Rok, Ramme eller Synaal for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigaande.

– Uden for Dørene ere desuden sirlige Bislage og Hvilebænke som især i Aftenskumringen findes besatte af Damer og Mandfolk, der havde Lejlighed paa denne Tid at hvile sig fra Dagens Sysler.

– Indvaanerne er meget venskabelige og høflige. Ingen ny Moder havde fordrevet Indvaanernes gamle Tarvelighed, da Staden for det meste bestaar af Handlende og Søemænd, men skiønt Dragten er simpel, er den dog prægtig og af Værdi, Damerne bære Silketøj, skiønne Guldkiæder, Guldlivspænder og mange Ringe.

– Ærlighed uden Komplimenter og en jævn Gudsfrygt uden alt for meget Philosofie synes at være det herskende i Borgerens Karakter, Giestfrihed kan jeg, og bør rose af Erfarenhed.

Guldfeber i Aabenraa

På et tidspunkt opstod ideen, om at udvinde ædle metaller i højdedragene ved Aabenraa. men dette projekt bragte kun skuffelser. Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1526 til 1586 satte dette projekt i værk. Det var omkring 1581, at han lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i Colstrup Höltzung. Der blev brugt ikke så få penge på dette projekt.

 

Kilde: Se

Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere:

Aabenraa i de onde tider

Anekdoter fra det gamle Aabenraa

Brundlund Slot

Aabenraas oprindelse

Aabenraa – en by der hed Opnør

og mange flere artikler

 

 

 

 

 

 

 

 


Aabenraas oprindelse

Dato: december 17, 2013

Historikere er ikke altid enige. Det gælder for eksempel hvor Aabenraa er opstået. Vi bringer fire – fem bud. Man er heller ikke helt enige om, hvor Aabenraahus lå. Og så er der også tvivl om, der var en \”hellighed\” i Sankt Andreas Kapel eller om den befandt sig Sankt Nikolaj Kirke. Store brande har hersket i byen. Og til trods for, at byen var omgivet af volde og grave, så har mange fjender i tidens løb hærget byen. På et tidspunkt var kravet, levering af øl, ellers ville byen bliver overfaldet. Jo det var brød og øl, byen blev kendt for. Og så havde gilderne stor indflydelse.

Hvor lå Opnør?

Vi har tidligere nævnt, at Aabenraa er opstået som Opnør. Det fremgår af Kong Valdemars Jordebog fra 1231, at der har eksisteret en gammel bondeby med dette navn.

I byens gamle Skraa som Hertug Valdemar den Femte stadfæstede på Sønderborg Slot i 1335, finder vi betegnelsen Gammel Opner. I Skraaens paragraf fire omtales en Grænsningsrettighed, som Kong Valdemar Sejr har givet Aabenraa på syv landsbyers marker. Blandt disse er Gammel Opner.

Men ud fra Skraaen kan vi ikke se, hvor denne landsby, har ligget.

Der er forskellige opfattelser. I den ene opfattelse skulle Opnør have ligget et par kilometer vest for det nuværende Aabenraa ved den nuværende Mølleå.

I nærheden af Nymølle

Men en anden opfattelse er, at i nærheden af Nymølle mellem vejen til Søst og stedet Enemark lå tre Obeningsløkker. Her skulle Gammel Obening eller Gammel Opnør have ligget. Denne og en anden landsby, Hessel, som lå i nærheden er forsvundet i det 16. århundrede. Jordene fra begge landsbyer er formentlig inddraget under Ladegården til Brundlund Slot.

For enden af byens udløb

Og her kommer så den tredje opfattelse.

Den å, der flød forbi Opnør, nu Mølleåen, har ganske naturligt fået sit navn af bebyggelsen, og er blevet kaldt Opnør – Å. Denne bydannelse, der skete for enden af åens udløb, har fået navnet Openørå. Det har ganske givet været svært at udtale korrekt.

Forskellige dokumenter og aktstykker er tidens løb blevet dannet under diverse sprog og dialekter. Det har været i form af Oppenraa og Oppenra i den plattyske oversættelse af Skraaen. Omkring 1410 – 20 er det blevet til Apenraa og Apenra.

I Christian den Første’s konfirmering af Skraaen i 1474 er det blevet til Aabenraa.

Ved strandbreden

Den fjerde opfattelse er, at ordet ør, slutningen af Openør, betyder gruset strandbred. Byen skulle have ligget ved stranden, og det er årsag til navnet.

Og en femte opfattelse, er at Opnør umuligt har kunnet ligge på Obeningsløkkerne ved Nymølle. For i Skraaens artikel 4 hedder det:

I nærhen af Dambjerg

– Vor Fægang skal være saaledes som Kong Valdemar har givet os den paa syv Lanndsbyernes Marker, nemlig Horsthorp(Hostrup), Stubeby(Stubbæk), Athorp(Aarup), Hæsel (Hessel), Gammel Opner, Loytæ (Løjt) og Bruunæmark (Brunde)saa langt som samme Herre Kong Valdemar af Ejerne for sine egne Penge købte nogle Jorder, som kaldes Kongskøb paa Gammel Opners og Kolstrups Mark …….

Det siges her, at Kongskøb laa paa Gammel Opners og Kolstrups Mark. Navnet Kongskøb kendtes som en mark i nærheden af Dambjerg. med andre ord, Gammel Opnør har haft marker her øst for byen. Mark nævnes i ental, så noget tyder på, at Gammel Opnør har ligget meget tæt på Kolstrup, eller måske øst for fjorden. Hvis dette er rigtig, så er en del af Gammel Opners jorder blevet lagt til Sankt Jørgensgård, som blev oprettet her.

Købstadsrettigheder før Skraaen

Byens købstadsrettigheder er over hundrede år ældre end Skraaen. Den har i hvert fald eksisteret før 1231. Nogle påstår, at den er fra 1203. Men det kan dog ikke bekræftes. Bebyggelsen bestod af hytter. Disse blev senere afløst af rigtige huse.

I Skraaen nævnes skippere og sømænd, samt gejstlige og Raadmænd. Men også handel og købmandsskab. Åbenbart har der været en livlig handel på stadens torve, Storetorv og Søndertorv. Det ældste København er vokset frem omkring Fiskegade – Gildegade.

Omgivet af volde og grave

Byen har været omgivet af volde og grave. En bygrav med vold strakte sig fra Kilen i øst, syd for det tidligere rådhud, og vest om det ældste slot, som menes at have ligget ved Vestergades udmynding i Nybro. Herfra er bygraven ført videre syd om byen for at munde ud i Noret.

Byen afbrændt i 1148

Men trods den beskyttelse er Aabenraa ikke blevet forskånet for krige og overfald. Allerede i 1148 afbrændte venderne byen. Det skete, da Kong Svend Eriks søn og Kong Knud Mogens søn kæmpede med hinanden om Danmarks Rige.

Hundrede år senere i 1247 har krig og brand igen hærget byen. Det var under krigen mellem Erik Plovpenning og Abel at byen skulle være brændt sammen med slottet og Sankt Knuds Kirke ved Skibbrogade.

Slottet blev genopbygget, men ikke kirken.

Der rejste sig en kirkebygning

For på banken norden for Byvolden rejste sig en ny kirkebygning indviet til de søfarendes beskyttere, Sankt Nikolaj. Kirken var lagt højt, så den kunne tjene som sømærke. Der nævnes et årstal 1248, hvor bygningen var påbegyndt, men den kan allerede på dette tidspunkt have eksisteret.

Et helligt sted

Sandelig om det ikke også har været et tredje Guds Hus i byen. Det var nærmest et kapel, indviet af fiskernes skytsengel Sankt Andreas. Det har været lille og uanselig ifølge et gammelt kort fra 1641. Det lå på et højdedrag syd for byen, vest for landevejen Aabenraa – Flensborg. Bakken hed endnu i 1641 Kapelbjerget.

Kapellets præst holdt messe hver dag og mange mennesker menes at være valfartet her til. Grunden til den store interesse var, at kapellet husede et udskåret billede i træ af Sankta Anna, Marias moder.

Men heller ikke dette er historikerne enige om. For mange er af den opfattelse, at helgen – billedet hørte til Sankt Nikolaj.

Efter reformationen mistede kapellet anseelse, og dens jorder blev omdannet til kålhaver.

Aabenraahus

I byens vestligste del, ragede den gamle kongsgård, Aabenraahus’ mure op. Slottet blev også kaldt Gamle Brundlund og Kongslund. Stedet, hvor slottet har ligget er ikke endelig fastslået. Man siger, at det skulle have ligget på hjørnet af Nybro og Vestergade. Andre mener, at det har ligget længere mod syd i den vestlige del af Slotsgade.

Slottet var omgivet af volde og grave.

I 1193 skulle Valdemar Sejr have været fange på slottet. I 1192 havde han taget kongenavnet og stræbt efter den danske trone.

I 1366 sad Hertug Henrik af Sønderjylland inde på slottet. De holstenske grever erhvervede slottet ved List og Svig efter Kong Valdemars sejr. De havde betalt Kongens Foged, Spiker for at åbne slottets porte for dem.

Dronningen river slottet ned

Grev Gerhard den Sjettes død i 1404 kom til at indlede den afsluttende fase i slottets historie. Nu blev slottet nemlig erhvervet af Dronning Margrethe den Første. Hun indgik en overenskomst med Holstenerne, hvorefter Hertug Erik af Sachsen pantsatte Aabenraa By og Kongsgården med tilhørende jorder og forleninger til dronningen.

Dronningen fik indsat en bestemmelse om, at hun måtte bryde slottet ned, og bygge et nyt på det sted, der passede hende bedst. I 1411 lod hun slottet rive ned, og ude på et sted sydvest for byen i et område med sumpe og morads påbegyndte bygningen af et nyt slot, Brundlund Slot. Endnu i Claus Møllers tid indtil 1635 fandtes der rester af det gamle slot. Dronningen nåede dog at se sit slot. Hun ville rejse et prægtig og anseelig slot. Vi har tidligere her på siden beskæftiget os med dette slot.

Bygget ved Nybro og Nygade

Udviklingen sprængte de rammer, som volden dannede. Efter at det gamle slot blev revet ned, blev der bygget en del ved Nybro og Nygade. Men bortset herfra, skete udviklingen mod nord. Lige uden for volden ved foden af bakken lå Kalundhuset, der skulle være opført af katolske gejstlige, som forrettede gudstjenesten i Sankt Nikolaj Kirke. Huset har været Gildehus for byens gildebroderskaber. I 1540 blev det taget i brug som byens rådhus.

Byens Ting

Byens Ting lå foran rådhuset på den nuværende Rådhusgade. Byens retssager blev afgjort under åben himmel. Andre historikere mener dog, at det var Storetorv, der dannede rammerne for byens ting lige til den store brand i 1610.

Lidt længere mod nord, anlagdes i 1470 Ramsherred, der før den tid, havde været en bydel for sig selv. Det var som navnet antyder, ikke godtfolk, der holdt til her, men derimod tyve, løsagtige kvinder og deslige. De levde til skræk og afsky for de ærlige og lovlydige borgere. Neden for Ramsherred løb Tyvkær Bæk. I nærheden rejste myndighederne galgen til skræk og advarsel for de Skarns Folk i Ramsherred. Retterstedet lå her i længere tid, men blev så flyttet længere mod syd. Galgen blev senere placeret på Arnsbjerg, et højdedrag lige nord for det daværende Aabenraa.

Endnu et \”Guds Hus\”

Vi skal da heller ikke glemme endnu et Guds Hus. Det var indviet til Sankt Jørgen eller Sankt Georg. Den pågældende kirke eller nærmere kapel var knyttet til Sankt Jørgensgård. Det var en slags hospital for spedalske. Allerede i det 5. og 6. århundrede mødte vi disse hospitaler.

Efter et fund i 1929 på Karpedam kunne man stadfæste gårdens beliggenhed. Man fandt et gammelt stengulv af munkesten.

Efterhånden som spedalskheden forvandt, blev Jørgensgård indrettet til en stiftelse for gamle og fattige. Claus Møller skriver følgende:

– Sankt Jørgens Kirke ligger nord for byen og er bygget til ære for Sankt Jørgen. Til Kirken, i hvilken der skal have boet fattige Folk, var Lagt Jørgensgaard Skov, Agre og Enge, hvoraf de Fattige fik deres Underhold. Da disse Fattige var døde, blev Bygningen og Jordene givet i Forlening til den fyrstelige Lensmand \”Svarte Hans\”.

Senere er Sankt Jørgens Kirke samt de tilhørende jorder i 1592 givet som len til Claus Høyer. Han ombyggede kirken til beboelseshus, og benyttede det en tid som sådan. Efter cirka fire års forløb, drog han bort. Jordene blev lagt til Brundlund Slot. Siden blev disse jorder forpagtet ud til borgere. Kirken blev i 1660 brudt ned.

Tre Gilder

Før Skraaens konfirmering i 1335, måske lang tid før, var der i Aabenraa tre Gildebroderskaber, Sankt Knuds Gilde, Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab. Mest anseelse havde Sankt Knuds Gilde opkaldt efter Knud Lavard, som havde været oldermand for Knuds – Gildet i Slesvig. At de havde stor betydning for Aabenraa ses i Skraaens § 20:

– Hvis en, der hører til Sankt Knuds Gilde anklager en af sine Gildebrødre for nogen Sag, skal denne forsvare sig med seks Brodered, nemlig fem foruden sig selv. Det samme skal være Tilfældet for saa vidt angaar Sankt Nikolaj Gilde og Sankt Nikolaj Lægbroderskab.

Stor indflydelse

Sankt Knuds – brødrende havde stærk indflydelse på, hvem der blev valgt til byens Raadmænd og borgmester. I Stadsretten for Aabenraa – Flensborg Stadsret, der ved år 1514 er tillempet efter Aabenraaske forhold og anvendes ved siden af Skraaen, siges der således, at Sankt Knuds Gildes Oldermand, skal være med til at indsætte af afsætte Raadmændene.

Gilderne var oprindelig fromme, kærlige Sammenkomster til indbyrdes Fornøjelse. Siden udartede de til svire – og drikkelag. Hvorvidt det også har været tilfældet i Aabenraa ides ikke.

Et godt brød

Næringslivet i Aabenraa i Midelalderen ser ud til at været særdeles livligt. Fiskeriet i de første århundreder var den vigtigste næringsvej. Der blev fisket alle slags fisk, torsk, makreler, sild, flyndere, hvillinger, ål, Rødspætter m.m.

I tiden op til år 1600 blev der i perioder op mod år 1600 blev der i perioder fanget særlig mange torsk. Flere skibsladninger blev solgt i Lybeck, Rostock, og Wismar.

Men i Aabenraa kunne man også få en anden specialitet. Om dette fortæller Claus Møller:

– Det liflige Rugbrød, som her blev bagt, er jævnlig blevet berømmet af de Rejsende som har hævdet, at de her kunde købe bedre Brød ed andre Steder, hvorfor vi ikke noksom kan love og prise Gud for hans rige Velsignelse.

Mest berømt for øl

Men det som Aabenraa virkelig blev berømt for, var byens øl. Og det skete også uden for landets grænser. Navnet Kükelhaen var på alles læber. Hos Claus Møller hedder det:

– Fremfor Fyrstendømmets andre Byer, har den gode Gud velsignet denne By med den skønne Humle, der vokser næsten rundt omkring hele Byen, og hvoraf Byens Borgere ikke har nogen ringe Næring.

Dygtige Ølbryggere forstod at hæve øllets kvalitet og dermed dets anseelse. Om øllet sagde man:

– at det er i Sandhed godt Øl, Mage til Øl, der brygges i Wismar.

De adelige i Fyrstendømmet og Sundeved holdt meget af øllet fra Aabenraa. de købte rigeligt ind i Aabenraa og fordelte det rundt på deres godser.

Krævede øl – ellers overfald

Det har dog ikke altid været til byens fordel, at dets øl var så eftertragtet. Da den jyske adel i 1523 havde opsagt Kong Christian den Anden, Huldskab og Troskab og derefter tilbudt Hertug Frederik af Gottorp kongekronen, sluttede hertugen forbund med Lübeck og fik nogle lübeckske lejetropper til hjælp mod Kong Christian.

I Sønderjylland satte kongens bønder og byer sig kraftigt til modværge mod hertugen. I Aabenraa var man også forblevet trofaste mod kongen.

Dengang sad Benedict von der Wish som kongens tro mand på Brundlund.

Om det var øllets skyld, at de lübeckske tropper fuldstændig hærgede byen, vides ikke. De røvede og plyndrede.  Men på et tidspunkt fremsatte tropperne et krav om den berømte Aabenraa – øl. Det vides ikke, hvorfor borgmester Hans Kristensen ikke efterkom troppernes krav.

Byens skæbne var beseglet:

 – Naar I er en saadan Tyran hengiven, skal vi nok lære Jer at tappe Øl.

By og slot blev indtaget, og huse blev brændt af. Soldaterne greb de gejstlige og verdslige autoriteter, bandt dem og pinte dem så længe, til de fik vristet ud af dem, hvor der var gemt guld og sølv.

Alle dem, der kunne bruge deres ben, flygtede ud af byen. Man skjulte sig i skovene omkring Aabenraa. Ved overfaldet blev mange af byens borgere dræbt og såret. En del af byens værdifulde dokumenter blev ødelagt.

Byens brande

Også den 25. oktober 1576 hjemsøgtes byen af en stor brand, der lagde en fjerdedel af byen i aske. Det var den sydlige del, der gik ud over.

Men den 19. maj 1610 gik det helt galt. Peter Baadbygger og Niels Ovesen havde tændt ild på Skibbroen til brug for deres tømrerarbejde. Og fra denne ild opstod den frygtelige brand. Der blæste en stærk østenvind. Det endte med, at gnisterne fløj over og tændte en staldbygning. Ilden bredte sig hastigt. I løbet af de næste 2 1/2 time brændte detmeste af byen. I alt brændte 156 huse, deriblandt rådhuset, skolen og en del af kirken.

Under branden omkom adskillige mennesker.

I 1629 nedbrændte 24 gode gavlhuse. Og i 1640 lagde en brand alle på Klingbjerg liggende huse helt ned til Ramsherred i aske.

I 1669 brændte hele Slotsgade, 1679 Gildegade, 1680 Vestergade, 1694 Skibbrogade. I juni 1707 brændte det i den sydlige bydel, 38 huse blev ildens ofre. I 1708 brændte en stor del af Ramsherred.

Man havde forsøgt at vedtage brandvedtægter, men det var svært at komme igennem. Og efter de sidste brande havde Bulhusene og Stråtagene udspillet deres rolle i byen.

Aabenraa – dengang

Hvordan så det ud i Aabenraa, dengang?

Magister Johan Arndt Dyssel, der var præst i Nustrup fra 1760 – 64, udgav i 1774 sit Forsøg til en Indenlands Reise:

– Jeg burde vel nævne den, for den tyske Vellyds Skyld, Apenrade, men ingen Mand hos mig kalder den andet end Aabenraae eller Aavenraae. Det er en maadelig, men meget smuk Bye, ligger paa Bierge, med store Skove rundt om og tæt ved omgiven, har smukke Gader og en Del Ziirlige Huse, næsten alle smukt malede. Et pudserligt Hoved ved Navn, Claus Nar har bragt denne Maling først i Brug, samme var af Haandværk en Malere, kommet der til Byen om Efteraaret ved Skibslejlighed for at reise videre, men som Søen frøs til maatte han overvintere i Aabenraae, ogfor at leve tilbød han først sin Vært at male hans Huus for en ringe Betaling, dette befaldt fleere og lod deres Huse male, saa at han deri viiste, at han just ikke var det, man kaldte ham.

En jævn Gudsfrygt

Det var også fornøjelig at læse, hvad en forfatter, der en årrække senere besøgte byen, har fortalt sin samtid om Aabenraa. Det var L.M. Wedel, som i sin Indenlandske rejse igennem de betydeligste og skjønneste Egne af de danske Provindser, som udkom i 1806, har nedskrevet disse indtryk:

– De fleste Huse ere smukke og med en ukonstlet Pynt, udbygget næsten alle med Karnap, et Fag eller to, som springer ud fra Bygningen selv og har Vinduer til alle tre Sider, saa Færdselen paa Gaden derfra altid kan iagttages baade fra begge Sider og ligefor, i denne Karnap sidde Fruetimmere almindingen om Dagen ved deres Rok, Ramme eller Synaal for undertiden at kunne fornøje sig med at betragte de forbigaande.

– Uden for Dørene ere desuden sirlige Bislage og Hvilebænke som især i Aftenskumringen findes besatte af Damer og Mandfolk, der havde Lejlighed paa denne Tid at hvile sig fra Dagens Sysler.

– Indvaanerne er meget venskabelige og høflige. Ingen ny Moder havde fordrevet Indvaanernes gamle Tarvelighed, da Staden for det meste bestaar af Handlende og Søemænd, men skiønt Dragten er simpel, er den dog prægtig og af Værdi, Damerne bære Silketøj, skiønne Guldkiæder, Guldlivspænder og mange Ringe.

– Ærlighed uden Komplimenter og en jævn Gudsfrygt uden alt for meget Philosofie synes at være det herskende i Borgerens Karakter, Giestfrihed kan jeg, og bør rose af Erfarenhed.

Guldfeber i Aabenraa

På et tidspunkt opstod ideen, om at udvinde ædle metaller i højdedragene ved Aabenraa. men dette projekt bragte kun skuffelser. Hertug Adolf af Gottorp, der levede fra 1526 til 1586 satte dette projekt i værk. Det var omkring 1581, at han lod bjergværksmestre grave efter guld og sølv i Colstrup Höltzung. Der blev brugt ikke så få penge på dette projekt.

Kilde: Se

Litteratur Aabenraa

Hvis du vil vide mere:

Aabenraa i de onde tider

Anekdoter fra det gamle Aabenraa

Brundlund Slot

Aabenraas oprindelse

Aabenraa – en by der hed Opnør

og mange flere artikler

 

 

 

 

 

 

 

 


Mennesker i Aabenraa

Dato: april 5, 2010

Vi følger tiden før, under og efter
tre – års krigen. Det dramatiske forløb inkluderer mennesker
som borgmester Schow, redaktør Fischer, pastor Rehoff, læge Neubert,
Martin Bahnsen, rektor Nissen, agent Bruhn, brygger Kopperholdt, politimester
Henrici, leder af Friskarene von der Tamm og mange flere. Vi skal også
høre om den danske forening Union og Frederiksklubben. Om Liedertafel
og boykot mod nationalbanken og danske mønter. Så
var der også sangkrig i Hjelm Skov.
 

De sproglige forhold

Allgemeines Wochenblatt
vente tilbage til den gamle helstatsvenlige holdning. Nyheder fra kongeriget
var talrige. Men i Aabenraa
blev man i 1830erne mere og mere bevidst om om den dansk – tyske holdning.
Denne holdning var man også bevidst om tidligere.

Således skrev kaptajn W. F. Born
i sine erindringer fra 1834: 

  • De samme sønderjyder,
    som senere så ofte påstod på 
    ægte sønderjysk, at de var tyske, sang da med
    ægte danske varme ”Vi alle dig elske, livsalige fred.

 

En skildring i Nyeste Morgenblad
fra 1833 viser lidt om de sproglige forhold – dengang. I indledningen
kaldes Sønderjylland for en ældgammel dansk provins og navnet
Aabenraa
sættes i overskriften i parentes efter den da fremherskende
betegnelse Apenrade: 

  • Et mærkværdigt særsyn
    er den måde, hvorpå det danske sprog behandles i Apenrade., lige som
    i flere af Sønderjyllands stæder. Overalt på
    landet hører man tungemål, der stemmer med Nørrejyllands i alle dens
    særegenheder. Det samme er tilfælde med tjenestetyendets og overhovedet
    almuens sprog her. Man må højlig undres, at i denne ligesom i flere
    sønderjyske købstæder, både skoleundervisning, det kirkelige foredrag
    og forretningsvæsenet er langt mere betegnede på
    at fortrænge det danske sprog, uagtet ejerne forstår og taler dansk.

 

Den tyske salmesang

Efter en omtale af den tyske salmesang
ved de danske gudstjenester hedder det: 

  • Alle offentlige indskrifter
    er på tysk, hvilket naturligvis anlediger, at også 
    handlendes og andre næringsbrugeres skilte er affattede på 
    dette sprog, uagtet ejerne forstår og taler dansk. Dog gør udsalget
    for kaptajn Bruhns mølle en undtagelse. Dets indskrift er på
    dansk. Nattevægteren har efter 1814 råbt på
    tysk, men den offentlige udråber bruger
    ”bredt sønderjysk”. Et vink fra regeringens side ville uden tvivl
    være tilstrækkeligt for i Sønderjylland at hæve og beskytte fædrenesprogets
    rettigheder.

 

Hertugdømmerne afsondrer sig

Det var interessante betragtninger, som
politikere dengang, burde have lyttet til. Hertugdømmerne afsondrede
sig mere og mere fra kongeriget. Hamborg
beherskede mere og mere de økonomiske forhold. Især var Aabenraas
skibsfart afhængig af Hamborg.
Det tyske sprog blev brugt flittig i det administrative styre, i skolen
og kirken.

Men en anden ting var kampen mellem tilhængere
og modstandere af enevælden.  

I begyndelsen af 1830erne kom velstanden
til Aabenraa. Skibe fra Aabenraa
anløb i stigende grad Sydamerika.
Og i 1840erne begyndte Ostindien og Kina
at spille en stigende rolle i skibsfarten fra Aabenraa.  

To småskibe gik i rutefart mellem
Aabenraa
og Kiel. Men også et dampskib König Christian
8.
blev indsat på ruten. Fire skibe sejlede ugentlig til København.  

Egentlig var det folkende fra Løjt,
der var de dominerede søfolk. Ifølge en folketælling fra 1845 boede
de 157 søfarende i Aabenraa
og de 225 i Løjt Sogn.

Masser af analfabeter i Aabenraa

Kun halvdelen af drengene fik undervisning
i 1840erne. For pigerne var forholdene endnu dårligere. Først i 1845
fik man egentlige lærerbøger. Indtil da havde man brugt salmebøger
og bibler. Pastor Rehoff mente således, at man ikke behøvede
nogen lærerbog, da formålet med undervisningen var kristendomsundervisning.
Dette var dog i strid med skoleloven.

Der var masser analfabeter i Aabenraa
i
1840erne. Når der skulle indkaldes til møder, måtte dette kundgøres
mundtligt. Rektorskolen som skulle være en slags realskole blev
hårdt kritiseret. Fra 1830 til 1850 havde man hele 6 rektorer, der
afløste hinanden. I 1844 blev der endelig lavet en reform af denne
skole.  

Kun få 
havde valgret

Stænderforfatningen gav i købstæderne
valgret til de borgere, der ejede en fast ejendom af mindst 1.600 rbd.,
mens valgbarhed var betinget af en ejendom til mindst 3.200 rbd. På
dette grundlag fik kun 69 personer valgret i Aabenraa.
Af disse var 34 købmænd, skibsredere, skippere og lignende, 10 embedsmænd
og intellektuelle, mens 5 tilhørte andre grupper.

Det var datidens demokrati.  

Ny borgmester

I 1837 blev borgmester Bendix Schows
helbredstilstand så dårlig, at hans søn Georg Schow
blev konstitueret som borgmester. Med sin hovne og selvsikre væsen
var han en udfordring for borgerskabet i Aabenraa.
Snart opstod der også sammenstød mellem borgmesteren og udgiveren
af ugebladet, Kopperholdt. Det var også borgmesteren, der i
sidste ende forhindrede bladet i at udkomme. Den årelange konflikt
med Allgemerines Wochenblatt
vakte opsigt.

Kopperholdt,
der havde været fortaler for liberalismen, faldt tilbage til sit bryggeri
i Aabenraa. I 1841 flyttede han fra byen. Han og sin søn havde
overtaget et bryggeri i Hamborg.  

Nyt ugeblad

Fischer
var begyndt at udgive et ugeblad. Men det var ikke noget der huede borgerskebet
i Aabenraa, især ikke liberalisterne. Kongen havde tildelt urmager
Frederik Fischer
privilegium til udgivelse af et ugeblad. Det første
nummer udkom den 2. oktober 1839. Det første nummer hed Königlich
privilegirtes Apenrader Wochenblatt.
 

Fischer
var ligesom Kopperholdt af en gammel aabenraask skipperfamilie.
I 1824 kom han i urmagerlære og i 1830 etablerede han sig som mester
i Aabenraa. Allerede som niårige blev han ramt af børnelammelse.
Fischer
viste dansk nationalfølelse ligesom sin far, der var imod
tyskheden i kirken. Han mente, at det danske modersmål skulle bruges
mindst lige så meget som det fremmede tyske.
Han forklarede også, at Holsten
var man knyttet til med administrativt og økonomisk, men ikke med hjertet.

Hans omgangskreds var håndværkere,
skibstømrere og søfolk. Fischer
havde ingen omgang med byens mægtigste mænd. Og disse mægtige mænd
var villige til at svigte det danske monarki og befolkningens danske
sprog.  

Dansk bibliotek

Fischer
fik etableret et lille dansk lejebibliotek. På den måde fik han kontakt
med en stor kreds fra byen og dens opland. Biblioteket kom til at spille
en stor rolle i den nationale vækkelse. Selv hertugen af Augustenborg
udtrykte angst for, at denne danske selvbevisthed skulle brede sig.  

Oprør over brug af bynavn

Da det rygtedes at bladet skulle udkomme
på dansk, blev der nærmest oprør i Aabenraa.
Mange mente, at dette stred mod privilegiet. Også truslen mod boykot
fremkom.  Fischer stod over for store kræfter.

Efter det første halvår på tysk
var der ikke noget i bladet, der bevidst pegede på at være dansksindet.
Der var 130 abonnenter, hvoraf de 20 var på landet.  

Da bladet så kom på dansk
opstod der et nyt problem. Fischer
brugte navnet Aabenraa i stedet for Apenrade.
Sidstnævnte havde bragt byen så meget hæder i havnebyer verden over.  

Et blad fra Haderslev, Lyna
havde efterhånden opnået 60 abonnenter i Aabenraa
og Fischers avis var i stærk tilbagegang.  

Fischer havde borgmesterens opbakning

Fischer
havde dog borgmesteren på sin side. Borgmesteren anbefalede Fischer
at udgive bladet på begge sprog. Stødt med langsom begyndte abonnenterne
at søge tilbage til Fischers
ugeblad. De liberales stormløb mod ham var slået tilbage.  

Aabenraas
borgmester var tilhænger af hertug Christian Augusts
politik. Denne ville gerne have afskaffet det tyske øvrighedssprog.

Men pludselig råbte udråberen igen
på tysk i Aabenraa. Og Fischers
dage som udgiver af ugebladet var nu i fare.  

Borgmesteren støtter Neuber

Borgmesteren støttede nu lægen A.W.
Neuber
som redaktør af ugebladet. De dansk fjendtlige synspunkter
synes nu pludselig at have overtaget klimaet i Aabenraa.
Neuber var kommet til Danmark som flygtning. To småskrifter om det
positive ved slesvigholstenisme
havde vist noget om Neubers
litterære formåen.  

Ugebladet i modvind

Borgerskabets protest mod Fischers
dansksprogede blad, havde overbevist Kancelliet
om, at der i Aabenraa skulle udkomme et tysksporget ugeblad.

Pludselig var Fischers
dansknationale bestræbelser næsten at betegne som statsfjendtlig.
I løbet af bare et halvtår var stemningen vendt i Aabenraa.
Pludselig blev hans ugeblad betegnet som indholdsløst.

I første omgang fik borgmesteren dog
ikke sit forslag igennem. Men så brugte man et nyt udspil. Neuber
var bedre til tysk end Fischer.  

Regeringen fører nervøs politik

For regeringen var det vigtigt at fastholde
det dansk – tyske i regionen. Man ville nemlig bevare Holsten.
Tyskvenlige udnævnelser forekom derfor hyppigt dengang. Således blev
Prinsen af Nør
udnævnt til statholder i Hertugdømmerne
og Reventlow – Criminil til præsident for det slesvigholstenske
Kancelli.
 

Ugeblad
– ikke engang på værtshusene

Fischer
kæmpede videre. Nu hed hans blad Apenrader Ugeblad.
I vinteren 1841 – 42 havde bladet betydelig fremgang.

I 1844 forsøgte man igen at få 
et privilegium til Neuber. Nu brugte man argumentet, at Fischers
blad ikke engang var at finde på værtshusene.  

Det var også  Neuber,
der stod for Aabenraas forliste projekt som international badeby
(Se artiklen ”Rådhuset i Aabenraa”).  

Boykot mod nye mønter

Nye rigsbankmønter blev udsendt i sommeren
1841. De kunne veksles med de i hertugdømmernes cirkulerende kurantmønter.
Dette skete som led i Christians den ottendes
helstatsbestræbelser.

Men i Aabenraa
førte dette til en boykot fra de handlende mod de nye mønter.  

Ud med Dannebrog

39 skippere og skibsredere fra byen bad
om at begrebet dansk ejendom
blev ændret til Schleswigholsteinisches Eigentum.
Desuden ville man have Dannebrog
udskiftet med det slesvigholstenske
flag.

Byens matador, Jørgen Bruhn
var dog ikke blandt underskriverne.  

Ringeagten for Danmark kom til udtryk
i en påstand om, at man i Sydamerika
havde spurgt , om ikke Danmark lå i Aabenraa.  

Nye flag i Aabenraa

Pludselig kunne man i Aabenraa
opleve flag fra Slesvig Holsten.
Det var rødt med Hertugdømmernes
forenede våben. Men under et protestmøde på Mønterhøj
dukkede et andet flag frem. Det var rød – hvid – blå. Dette protestmøde
som priste Slesvig Holsten havde 6.000 besøgende.  

Liedertafel

Liedertafel,
som var en sangforening fra Aabenraa
kom til at spille en propagandistisk rolle til fordel for Slesvig
Holsten,
nægtede at optage dansksindede. Neubert
var en flittig sangskriver. Han skrev blandt andet: 

  • Schleswig und Holstein
    auf ewig verient

    Das ist da Vaterland, das ist
    gemeint
     

Boykot mod Nationalbanken

I november 1843 havde et par hundrede
af Aabenraas erhvervsdrivende tegnet sig som bidragsydere til
en slesvig – holstensk landsbank.

Nationalbanken oprettede en filialbank
i Flensborg. Men samtidig oprettedes en forening, hvis medlemmer
forpligtede sig til ikke frivillig at drive forretning med denne filialbank,
og modtage danske pengesedler. Og i denne forening tiltrådte hundredvis
af erhvervsdrivende fra Aabenraa.  

Kongeligt besøg 

Den 31. juli 1844 besøgte kongen
Aabenraa.
De fleste af byens huse var illumineret to aftener i træk
. Det samme gjaldt for Burgervereins
lokaler. De mest radikale af denne forenings medlemmer sad dog bag
mørke vinduer og fulgte begivenhederne.  

Nyt flag
– mange steder

Skibsrederne førte an med propaganda
for Slesvig Holstens selvstændighed. Og for første gang blev
der i Aabenraa etableret danske moddemonstrationer.  

Det slesvig holstenske flag dukkede op
ved indvielse af Neuberts badehus, samt i 1844, da skonnerten
Succurs
løb af stabelen hos Aabenraas
betydligste skibsværft Júrgen Paulsen.  

Den 27. august 1845 skrev Fischer
i sit blad: 

  • Hvorvidt det går med det
    slesvig – holstenske uvæsen herovre, kan ingen tro som ikke
    selv har set det. Diebørn påhæftes slesvig
    – holstenske kokarder, og små og store drenge løber omkring i byen
    med disse politiske partiemblemer. Børn, som næppe kan tale, grynter
    deres ”Sleswig Holstein stammverwandt”. De lidt større bruger de
    så yndede titler ”dansk hund, landsforræder”. Med en
    øvet og rutineret færdighed. Ikke sjældent er dansksindede forældres
    børn blevet forfulgt, angrebet mere eller mindre mishandlet af disse
    3 – og 4 – fods riddere.

 

Liedertafel
fik i 1844 lokale i Rudebecks Gæstgivergård.
Stedet skiftede navn til Stadt Copenhagen
og senere til Schleswig – Holsteinisches Haus.  

Sangerkrig i Hjelm Skov

I Hjelm Skov
udspandt der sig i 1845 en sangerkrig. I en aktion mod Liedertafel
havde en række skibstømrer og en del svende fra værksteder i byen
samlet sig ved havnen. Med Dannebrog i spidsen båret af den 18 –
årige Jens Peter Jungreen gik det mod skoven, hvor der opsat
forskellige telte. Her blev der Slesvig
– Holsten
lovprist. De unge mennesker sang Kong Christian,
hver gang de separatistiske Schleswig
– Holstein meerumschlungen
lød.  

Borgmesteren havde i sin egenskab som
politimester fulgt de unge mennesker åbenbart i håb om at kunne gribe
ind, hvis der skete lovbrud.

Men mange af de unge mennesker blev dagen
efter fyret af deres mestre, som sympatiserede med separatisterne.  

Union
– ny dansk forening

Endelig i 1847 begyndte det aabenraaske
småborgerskab at vise tegn på en danskvenlig orientering. Man
protesterede mod en ny skolereform.

Fischer
havde i sit blad optaget to tyske indlæg som gik imod Neuber.
De var antagelig skrevet af Martin Bahnsen
som sikkert var bagmanden bag foreningen Union.  

Den danskorienterede forening Union
blandede sig også i kommunale anliggender. Man havde efterhånden 45
medlemmer. Her i 1848 kom de dansksindede endelig i gang i Aabenraa.
Men situationen blev hurtig tilspidset.  

Aabenraa anerkender ny provisorisk
regering

Revolutionen i
marts 1848 forlangte et forenet og demokratisk Stortyskland.
Den danske helstat var dermed sprængt. I Aabenraa
blev Bürgerverin det revolutionære samlingssted. Ledelsen bestod
blandt andet af borgmesterens bror, dr. Wilhelm Schow, rektor Nissen,
skibsreder Michael Jebsen, købmand Lüders og advokat Nissen.

De gik alle ind for både Slesvig
og Holstens indlemmelse i det tyske storrige.  

Meget tidlig godkendte man i Aabenraa
den provisoriske regering. Byens danske parti blev fuldstændig overrumplet
af begivenhederne.

Fischer
fik at vide, at han skulle udgive sit blad i slesvig holstensk ånd.
Han foretrak i stedet at flygte til Kolding.
Flere dansksindede borgere måtte forpligte sig til at afholde sig fra
al politisk virksomhed, ellers ville de ende bag tremmer.

Ved alle indgange til byen blev der opstillet
vagtposter. 

Indkaldte landsoldater på vej til
deres garnisoner i Kongeriget blev anholdt, omdirigeret til Rendsborg
eller beordret hjem. Aabenraa
stod pludselig som en tysk fæstning i det danske Nordslesvig.  

Det gik en hel uge inden der nåede militær
frem til byen. Jægere, dragoner og friskarer. 

Danske protestaktioner

Den 28. marts gennemtvang arbejdere på 
Aabenraas
største værft, at ejeren Jürgen Paulsen
strøg sit tyske flag. . Den næste dag var en trussel fra alle værftsarbejdere
nok til at alle tyske flag i byen blev taget ned.

Foran rådhuset demonstrerede tømrerne.
På den danskorienterede agent Bruhns
opfordring gik de dog hjem.  

De første skud i krigen

Bevæbnede danske styrker nåede samtidig
frem som styrken fra Slesvig Holsten.
Den 30. marts 1848 blev en dramatisk dag i Aabenraas
historie.

Danske krigsskibe blev observeret i Genner
Fjord.
Ved indløbet til Aabenraa Fjord
iværksatte alle skibstømrer en antitysk demonstration. Dannebrog gik
atter til tops ved havnen.  

Ved havnen ankom St. Thomas
med kaptajnløjtnant Suenson
ombord. Han lod borgmester Schou
komme ombord. Samme aften blev han sendt videre til Sønderborg
for at stå til regnskab for anerkendelse af den provisoriske regering
og sin adfærd over for indkaldte soldater.

Mod friskarerne affyrede briggen to skarpe
kanonskud. Det var de første danske skud, der fra dansk side blev affyret
under treårskrigen.  

Tyske tropper modtaget med begejstring

De slesvig – holstenske tropper
blev modtaget med begejstring af de tysksindede. Men snart trak disse
styrker sig tilbage mod syd. Sammen med disse flygtede også de revolutionære
ledere fra Aabenraa.

Om aftenen forsikrede magistraten over
for flådens repræsentant, Steen Bille
sin troskab over for kongen. Frederik Fischer
vendte tilbage til byen og snart vajede Dannebrog
fra huse og skibe.  

Den 14. april red Frederik den Syvende
i spidsen for livgarden, da de kom til byen. Bortset fra skibstømrerne
var det ifølge Fischer ”manges usle lunkenhed”
i byen, da der blev råbt hurra for kongen.  

Preussiske tropper i Aabenraa

Natten til den 30. april marcherede preussiske
tropper ind i Aabenraa. Først to år senere i juli 1850 vendte
det danske militær for alvor tilbage til byen. Frederik Fischer
forlod byen som flygtning om bord på St. Thomas.

Med de preussiske tropper fulgte de revolutionære
ledere tilbage til byen.  

Der fandtes ikke mere et decideret dansk
parti i byen. Magistraten under ledelse af agent Bruhn
viste ikke noget sympati for det radikale tyske parti. Man undlod også
at tage en antidansk holdning.

Dansksindede blev med mellemrum arresteret,
men snart blev de igen løsladt af magistraten.  

Ny politimester

Denne holdning var ikke alle tilfredse
med. Man forlangte udnævnelse af en politimester, der kunne tage
sig af den danske pøbel.

Til midlertidig politimester blev udnævnt
hollænderen P. Chr. Henrici.
Han nærede det inderligste afsky for revolutionære. Straks ved sin
indtrædelse viste provst Rehoff
ham to dobbeltløbede ladte pistoler og en skarpt slebet dolk som lå
i hans pult.

Provsten havde været bange for at
pøbelen
skulle slæbe ham ombord på en dansk krigsskib.  

I 1848 tilsluttede Preussen
sig delingstanken. Wrangel trak sig ud af hele Jylland
og rømmede også Nordslesvig.
Sammen med ham forlod de tysksindede embedsmænd atter byen. Den største
del af Magistraten havde også forladt byen, dog ikke agent Bruhn.  

Den danske flåde truer Aabenraa

Den 29. maj sendte Steen Bille
en sending i land for at høre, om man ville betragte ham som ven eller
fjende. Hvis ikke Dannebrog
blev hejst og embedsmændene straks indfandt sig ombord ville byen blive
beskudt.

En hannoveransk ritmester, hvis folk
endnu lå i byen ville give efter, men politimesteren satte sig
imod. Hans argument var, at ingen dansk marineofficer ville påtage
sig ansvaret for at beskyde en by, hvis beboere som bekendt overvejende
var dansksindede.
 

Fischer vender tilbage
– for tidligt

Den 30. maj 1848 forlod de sidste tyske
tropper byen. Den følgende dag foretog små danske styrker rekognosceringer
i omegnen.

Med de danske skibe vendte Fischer
atter engang tilbage til sin fødeby.

Det var dog et sørgeligt syn, der mødte
ham. Hele hans butik var blevet ribbet. Også de danske biblioteksbøger
var fjernet. Men ak, Fischer
var vendt tilbage for tidligt. 

Den 4. juni ved daggry marcherede ca.
480 mand preussisk infanteri under musik ind i byen, mens kun to danske
kanonbåde lå i havnen. Fischer
blev afhentet fra sit hus, kastet op på en mælkevogn og kørt til
Torvet.
 

  • Ist das der gefährliche
    Mann!

 

Udbrød den preussiske oberst, da krøblingen
blev anbragt på gulvet foran ham. Han nægtede at arrestere
Fischer.

Efter et par timer forlod preusserne
igen Aabenraa. Fischer skyndte sig atter ombord på en af de
danske kanonbåde. Et par dage efter forlod bådene Aabenraa.  

Von der Tann
– elsket og hadet

Den 10. juni rykkede 700 preussere og
von der Tanns
friskarer ind i byen. Preusserne forlod byen, men
friskarerne som ikke blev regnet for officielle soldater, forblev.

Aabenraa
blev behandlet som en fjendtlig by. Vogne blev kapret og kuskene pryglet.
Overalt i byen var der opstillet barrikader.  

Bruhn
tog til Flensborg for at bede general Wrangel
om at trække dem bort fra Aabenraa.
Men de tysksindede mente ikke, at Bruhn
repræsenterede byen. Da von der Tann
den 18. juni fyldte 33 år, blev der arrangeret et fakkeltog for ham
i Aabenraa. Hele korpset fulgte med. Foran hans hotel var der
opstillet en sort – rød – gylden fane. Unge hvidklædte piger overrakte
ham en laurbærkrans. Borgmesterens bror holdt en festtale, hvori han
udtrykte håbet om Tysklands snarlige enhed.  

Den 28. juni blev de uregerlige tropper
af løst af regulære tropper. Snart blev byen besat af andre slesvig
– holstenske tropper, snart preussiske eller andre tyske styrker.

De danske tropper rømmede hele Slesvig
og begge Hertugdømmer. Sådan var situationen indtil 25. august.  

Borgmesteren vender tilbage

Omkring 1. oktober vendte borgmester
Schow
tilbage fra sit danske fangenskab. Han havde via Sønderborg
været over Fredericia, Nyborg
og Kastellet. Han var meget forbitret over den behandling de
danske myndigheder havde udsat ham for. Han var tilhænger af Stortyskland
og en fanatisk danskhader.  

Schow
fik en stor modtagelse i Aabenraa.
De tysksindede havde strøet grønt og blomster i gaderne. Om aftenen
var der illumineret i husene. I Schleswig
– Holsteinisches Haus
var der festbanket med 150 deltagere.i sin
takketale sagde Schow, at man i fremtiden ville finde held
og lykke i Tysklands storhed.

På Skibbroen
blev det tyske flag atter hejst.  

Borgmester Schow
opsøgte den fungerende politimester, og spurgte hvad han ville foretage
sig over for den dansksindede læge, Grauer.
Politimesteren svarede, at denne havde forpligtet sig til at afholde
sig for dansk agitation.

Borgmesteren svarede, at det ikke var
nok. Han ville sørge for, at få tysksindede borger til at smadre
ruderne i Grauers hus, ind til denne forlod Aabenraa.

Senere opsøgte borgmesteren igen politimesteren,
og ville have denne til om natten, at sørge for at diligencen blev
malet over med sort, så ordet Königlich
forsvandt.  

Borgmesteren sørgede for, at der ikke
blev demonstreret på kongens fødselsdag. Almindelige borgere
var blevet udnævnt som politibetjente på dagen. Politimesteren måtte
bøje sig.  

I Aabenraa
blev en  Schows første embedshandlinger, at udnævne den
forhadte leder af friskarerne, von der Tann
til æresborger. Dette var en hån over for de dansksindede. Endvidere
anmodede Schow om, at der blev lagt ekstra told på handel med
Danmark.
 

Dansk protest

Man kan undre sig over, hvorfor de dansksindede
ikke protesterede mere højlydt, for i november 1848 blev der samlet
459 underskrifter på en tekst med følgende ordlyd: 

  • Vi protesterer på 
    det højtidligste imod, at Slesvig forenes med Tyskland, og at det under
    hvilket som helst påskud løsrives fra dets forbindelse med Danmark.

 

Det var Frederik Fischer,
der organiserede underskriftsindsamlingen. Han boede nu i Sønderborg,
og lignende underskriftsindsamlinger foregik i en række andre sønderjyske
byer.  

Frederiksklubben

Den 11. december 1848 blev der oprettet
en dansk forening i Aabenraa.
Den fik navnet Frederiksklubben.
Initiativtagerne var farver Martin Bahnsen, kaptajn C.C. Fischer
(Frederik Fischers bror), læge J. Grauer og købmand Johan Nielsen.

I marts 1849 havde foreningen 129 medlemmer.
Fra Sønderborg skrev Frederik Fischer: 

  • Vore medborgere har rejst
    sig og jeg føler ordentligt mit hjerte banke, når jeg tænker på,
    at den fædrelandskærlighedens lue, som jeg i så
    lang tid forgæves har arbejdet på
    at oppuste, og til trods for al tilsyneladende frugtesløshed i mange
    bestræbelser aldrig har tvivlet om at få
    at se, nu på én gang, under så vanskelige omstændigheder og så
    mægtig er frembrudt, og – hvad det vigtigste er
    – holder sig. Vi behøver ikke længere at skamme os at være aabenraaer.

 

Aabenraa
ønskede et kejserdømme

Borgmesteren lod sig nu ikke slå 
ud af det. Han skrev til rigsministeriet i Frankfurt.
Han foreslog at Tyskland og Slesvig Holsten
blev omdannet til et arveligt kejserdømme i familien Hohenzollern.
Samtidig forslog han Aabenraa Havn
omdannet til krigshavn for den tyske flåde.  

Tilstanden ifølge borgmesteren

Borgmesteren skrev også til fællesregeringen
og berettede om den nationale tilstand i Aabenraa.
Han delte det danske parti i tre afdelinger.

 Den første afdeling bestod af
tømmerfolkene. De var ganske vist dansksindede, men ikke så farlige,
som man antog dem for.

Den anden afdeling var den berygtede
redaktør Fischers tilhængere. De bestod af hans ungdomsvenner
og pårørende. Man gjorde tilsyneladende ikke andet end korrespondere
med Fischer Als.

Den tredje afdeling  var de mindre
håndværkere, arbejdsfolk og tjenesteydende. Disse var kun med, fordi
de var bange.

Det tyske parti samlede derimod de indbyggere,
der havde intelligens og betydning.

Sådan var borgmesterens mening, der
også anbefalede oprettelse af en borgervæbning.  

Med våbenstilstandens ophør i slutninger
af marts 1849 skærpedes alle modsætninger yderligere. De danske ledere
i Aabenraa blev udvist. Få dage efter kom danske krigsskibe
atter til  Aabenraa. Myndighederne undtagen Bruhn
var alle sammen flygtet. Fjendtlige tropper blev fordrevet med kanonild.
Danske styrker ødelagde nogle skanser ved byen. Også Brundlund
Slot
blev beskadiget ved skyderierne.  

Aabenraa. Frederik den Syvende er
en forræder

Et par dage efter begyndte de tyske tropper
deres fremrykning. Det første dem højt op i Nørrejylland.
Sejrene ved Eckernförde og Kolding
gav de tysksindede forhåbninger om en snarlig sejr. Dette kom blandt
andet til udtryk i en henvendelse den 14. maj til landsforsamlingen,
hvor man fra Aabenraas side gav udtryk for, at man ikke længere
ville anerkende Frederik den Syvende
som landsfyrste. I stedet skulle fyrstetronen overgå til Prins Ferdinand.
Ja man kan undre sig over det sprogbrug, man brugte: 

  • En fremmed leder i landsfyrstens
    navn med rov og mord trængte frem på 
    Slesvig Holstens sletter og med draget sværd pålagde en fri tysk folkestamme
    trældommens skændige åg. Nu havde Frederik den Syvende frivilligt
    nedværdiget sig til vor undertrykker og bøddel. Han erklæres derfor
    for en forræder mod sit tyske land og sit tyske folk og for uværdig
    til at bære den slesvig holstenske hertugkrone.

 

Fischer atter tilbage

En måned efter denne henvendelse, var
situationen igen en helt anden. Den slesvig – holstenske hær var
blevet slået ved Fredericia. Preussen
havde sluttet fred med Danmark.

Måneden igennem fortsatte de tyske tropper
deres tilbagetog gennem Aabenraa.

Den 25. august blev Bestyrelseskommisionen
for Slesvig
installeret i Flensborg,
og Nordslesvig blev besat af norsk – svenske tropper.  

Frederik Fischer
vendte hjem fra Barsø, hvor han havde hjulpet det danske efterretningsvæsen.
Den 10. oktober udkom hans blad igen, under navnet Freja.
I mellemtiden havde bogtrykker Rathje
udgivet Apenrader Wochenblatt.  

Borgmesteren bliver afskediget

Den svenske general Malmberg
klagede over borgmester Schow
i forbindelse med at postmester Moltke
igen skulle betræde sin stilling. Dette førte til borgmesterens afskedigelse
den 12. september. Forinden havde agent Bruhn
bedt om sin afsked.

Da de resterende magistratsmedlemmer
nægtede at samarbejde med den nye borgmester, Broder Knudsen,
blev disse også afskediget.

Schow
blev boende i byen og stod i spidsen for modstanden mod den nye magistrat.
Provst Rehoff
og rektor Nissen
blev også afskediget.  

Dansksindet borgmester og magistrat

En ny borgmester og en nyt magistrat
blev valgt. Krigen havde skabt et dybt fjendskab mellem de tysksindede
og de dansksindede i Aabenraa.

Det slesvig – holstenske parti, der
før krigen havde været skibsredernes og købmændenes parti, var nu
blevet et parti præget af det mere velhavende , frihedsbegejstrede
lag af håndværkere.  

Det kan undre, at størstedelen af befolkningen
i Aabenraa under hele konflikten syntes at have været passive.
Dette kan dog også skyldes manglende adgang til kildemateriale.

Skibsrederne var før 1814 danske patrioter,
men efter 1840 under de forandrede forhold, blev de slesvig holstenske
patrioter eller tyske nationalister. De havde magten i Aabenraa.

Men sømændene og skibstømrerne ville
det anderledes.  

Måske spillede det også ind, at
slesvig holstenerne i sidste ende ville være med i det tyske storrige.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Aabenraa

    Litteratur Sønderjylland (under
    udarbejdelse) 

Hvis du vil vide mere:
Se

Aabenraa 1864

Kysten ud for Aabenraa 1863 – 
1864

Rådhuset i Aabenraa

Skyttelauget i Aabenraa

Skibe fra Aabenraa

Flere skibe fra Aabenraa

Kampen ved Bov – og de slesvigske
krige (under Padborg/Krusaa/Bov)

Rendsborg 1848 (under Sønderjylland)

Sønderjylland til Ejderen (under Sønderjylland)

Kongeligt besøg i Tønder (under Tønder)

Tønder – mellem dansk og tysk (under
Tønder)

Heltene i Vadehavet (under Højer)  
 
 
 


Aabenraa 1800 – 1850

Dato: januar 16, 2010

Skibsfarten var både i frem
– og modgang. Kun halvdelen af børnene gik i skole. Borgerskabet
fastholdte det tyske sprog. Ved de danske gudstjenester sang man tyske
salmer. Kanoner og geværer blev hentet i Rendsborg og kanonbatterier
blev oprettet, for at forsvare byen mod de onde englændere
 

Som en Morten Korch
– roman

En tysk rejsende var begejstret for Aabenraa.
Han skrev: 

  • Byen med dens huse og røde
    tage, med dens spidse kirketårn, med dens gamle slot, med dens haver
    på bakkerne, og dens enge omkring den, lå
    foran mig. En krans af bjerge, løvklædte med ege
    – og bøgetræer, omgiver det hele, og i midten ligger denne søstad
    på bakker som en rubin på en grøn krone.

 

En anden berejst tysker, karakteriserede
byen som en temmelig nydelig, folkerig og meget velhavende by.
På en tur gennem byens gader fandt han alle indbyggere meget velklædte.

Han roste også Postgårdens
mahognikommode og – bordene samt sengenes fine linned.  

En pastor Wedel
fra Sjælland besøgte byen i 1801. Han fandt de fleste huse
smukke, og konstaterede at de næsten alle sammen var udbygget med karnap. 

  • I denne karnap sidder fruentimmerne
    om dagen ved deres rok, ramme eller synål for undertiden at kunne fornøje
    sig med at betragte de forbigående. Uden for døren er desuden sirlige
    bislag og hvilebænke, som især i aftenskumringen findes besat af damer
    og mandsfolk, der har lejlighed til på
    den tid at hvile sig fra dagens sysler.
  • Ingen nye moder har fordrevet
    indvånernes gamle tarvelighed, da staden for det meste består af handlende
    og sømænd, som skønt dragten er simpel, er den dog prægtig og af
    værdi. Damerne bærer silketøj, guldkæder, guldlivspænder og mange
    ringe.
  • Torvet er lidet med et
    vandspring i midten, hvor Neptun står, meget velgjort.

 

Ja man skulle tro, at man befandt sig
i en Morten Korch – roman.  

Tysk eller dansk?

Hvem var de dem fra Aabenraa?

En stor del var daglejere, sømænd og
tjenestefolk, som aldrig nåede at blive borgere i byen. Halvdelen af
tilflytterne kom fra Nordslesvig.
Og cirka en femtedel kom fra kongeriget. Fra underklassen var der kun
en tiendedel, der kom fra de tysktalende egne.  

I 1851 lavede borgmester Lunn
en undersøgelse over sprogforholdene i byen. Anledningen var, at der
i 1850 blev besluttet, at indføre dansk som undervisningssprog i byens
skoler.

Af byens 850 familier talte de 42 tysk.
Desuden var der 20 familier, hvor der blev talt tysk med børnene, men
ellers talte forældrene dansk indbyrdes.  

Doktor Neuber
ville i 1841 udgive et tysk ugeblad i Aabenraa.
Fra Provinsialregeringen på

Gottorp
lød beskeden, at det ikke var så god ide, da der næsten udelukkende
blev talt dansk i Aabenraa.

I 1811 havde amtmanden og provsten indberettet,
at der kun var behov for to tyske eftermiddagsprædikener om ugen.  

Nu var det bare sådan, at i Aabenraa
var det ret betydningsfulde mennesker, der talte tysk. Det var embedsmænd,
gejstlige, lærere, advokater, læger m.m. Dette forhold er nok bedre
beskrevet i artiklen om Skyttebrødrene.  

I retten brugte man det tyske sprog,
men det var nok mest på skrift. I Magistratens indberetning fra
1811 blev der ligefrem anført at ved forhør over ringere folk brugtes
det danske sprog.
 

Sproget er fattigt?

Nu stod det sikkert ikke så dårlig
til med sproget i Aabenraa som provst Paulsen
påstod i 1829. Han sagde, at Aabenraa er en af de grænsebyer, der
er så ulykkelig ikke at have et egentlig folkesprog.

Senere blev det påstået at den afart
af det danske sprog, der tales i Aabenraa, at den er så
fattig, at den mangler ord for alt, hvad der ligger uden for hverdagslivets
snævre områder, så eleverne for eksempel tænker og udtrykker alt,
hvad der har med religion at gøre, på
tysk.
 

Det gjorde det nok ikke bedre da den
før omtalte pastor Wedel igen besøgte Aabenraa
i 1810 mente, at sproget var vanskelig at forstå, halvt tysk, halvt
dansk med en fordærvet udtale.
 

Nu er den dialekt, man taler i dag i
Aabenraa
nok ikke meget forandret fra den gang. Da jeg i oktober
2009 skulle holde foredrag på Landbohøjskolen på
Frederiksberg
om Aabenraas historie
foregik det på sønderjysk. Og her har min Tønder – herkomst sikkert
skindet igennem. Af de 65 tilhørere har mange været fra Aabenraa,
og de forstod det udmærket. Forrige gang jeg holdt et foredrag på
sønderjysk, var det dog en tilhører fra Sønderborg,
der udtalte sig om, at han lige skulle indstille sine sprogøre til
Tønder – dialekten.  

Borgerskabet fastholdte det tyske

Man kan så undre sig at borgerskabet
i Aabenraa så længe kunne fastholde det tyske, som øvrighedens
sprog. Måske havde det noget at gøre med, at Magistraten kom til at
bestå af byens indflydelsesrige skibsredere og købmænd, der så en
ære i at holde traditionerne ved lige. Når en rådmand afgik, valgte
magistraten på livstid efterfølgeren. Af de 50 deputerede i tidsrummet
fra 1800 til 1850 var der kun 5 håndværkere.  

Ja det var håndværkerne, der dominerede.
I 1803 talte byen hele 433 håndværkere. Men også sømandsstanden
og skibsfarten dominerede byen. Besætningsmedlemmerne kom både fra
Aabenraa og Løjt.
Skipperne kom i begyndelsen fra Aabenraa,
mens Løjt Land senere kunne levere kaptajnerne.  

Tilbagegang for skibsfarten

Takket være udenlandske fragtfarter
var Aabenraa i det 18. århundrede blevet en velhavende by. Krigen fra
1807 – 14 forandrede dette. Aabenraa oplevede et kæmpe formuetab.
Aabenraas tab af skibe fra 1801 til 1811 udgjorde hele 66 pct.

I 1819 skrev skolekollegiet til kongen,
og fortalte, at 200.000 rbd. Aldrig var betalt i fragt, foretaget af
Aabenraa – skibe.
Af 66 større fragtskibe var de 46 faldet i
fjendens hænder og resten havde ligget stille i årevis.  

Dansk gudstjeneste
– med tyske salmer

I det 19. århundrede gennemførtes en
række mindre reformer til fordel for det danske kirkesprog i byen.
Men der var stor modstand mod disse reformer fra byens spidser. Og til
de danske gudstjenester blev der stadig sunget tyske salmer, selv om
der var kommet danske salmebøger. Ja en af dem kom endda fra en af
nabobyerne – Tønder.  

Skolevæsnet i dårlig forfatning

I 1742 vendte de deputerede sig imod
at ansætte underlærer Johansen
som skrive – og regnemester.
Hans tysk var simpelthen for dårlig. Man mente, at byens tyske skole
var det sted, hvor børnene skulle nyde en grundig undervisning i god
og ren tysk – skrivning.  

I 1800 var Skolevæsenet i Aabenraa
i en meget dårlig forfatning. Der var tre sæt skoler i byen. Den
Kommunale Byskole, den selvejende Günderothske Fattigskole,

og et varierende antal biskoler.

Byskolens
førstelærer kaldtes kantor.
Han ledede den såkaldte latinskole for de ældste elever. Skrive
– og regnemesteren,
der blev assisteret af en underlærer underviste
i den såkaldte tyske skole. Den blev besøgt af cirka 100 drenge fra
10 til 14 år.

En del af lærerens løn blev dækket
af byens kasse. Resten af lønnen kom fra det beløb, som forældrene
måtte betale. 

Kun halvdelen gik i skole

Fattigskolen
havde sine egne penge og lønnede en lærer, som i 1794 underviste 80
elever, både drenge og piger. Skolegangen her var gratis. Det var provsten,
der bestemte, hvem der skulle gå der.

Biskolerne
var beregnet til børn under 10 år, men da skolevæsnet var forsømt,
var det ikke ualmindeligt, at de fortsatte til konfirmationsalderen.  

Det var nok kun halvdelen af byens børn
mellem 6 – 14 år, der gik i skole. Fattigskolens elever forlod
skolen ved 11 års alderen, og bedre så det ikke ud for byens
piger.

Amtsstuefuldmægtig Thomas Iversen
udtalte i 1804, at ikke en af Byskolens
elever kunne skrive en linje korrekt på tysk. Og det blev overhovedet
ikke undervist i latin eller på dansk.  

Nødvendigheden af en skolereform blev
allerede lagt på banen i 1794 af Generalsuperintendent Adler.
Reformens gennemførsel blev i årevis forsinket på grund af en strid
mellem førstepræst Nissen
i Aabenraa og provst Posselt. 

En ny skoleordning

Den nye skoleordning blev vedtaget af
alle parter i 1807. Alle de bestående skoler, bortset fra Fattigskolen
blev forsamlet til en fælles byskole, til hvilken drenge og piger havde
lige adgang.

Latinskolen
blev opgivet, dog skulle kantoren
privat kunne forberede elever til universitetet. Alle biskoler blev
forbudt. Børnene blev skolepligtige fra det 6. år. Lærerne skulle
lønnes af kommunen. Børnene skulle hver dag sikres seks timers undervisning.
Danskundervisningen blev slet ikke nævnt i skoleordningen. Skolekollegiet
indførte den dog på egen hånd, antagelig allerede fra starten i 1807.  

Til de 600 skolepligtige børn rådede
man over 8 – 9 delvis ustabile og dårligt uddannede lærere. Lokaleforholdene
var også elendige. Ikke desto mindre lykkedes det inden for et par
år, at få ordningen til at fungere. I 1809 havde pigeskolen fået
den krævede indretning. 

Ud at tjene som 11
– årig

Fra 1815 blev der besluttet, at eleverne
i Fattigskolen daglig skulle have fire timers undervisning i
religion, læsning, skrivning og regning. Efter det 11. år måtte børnene
tage ud og tjene om sommeren og komme i håndværkerlære.

Konfirmationsundervisningen bestod af
to timers aftenundervisning de fem af ugens dage.  

Kantorklassen
fungerede dog ikke helt efter hensigten. Erhvervslivet var ikke tilfreds
med standarden. Men skylden for dette fik kantor Matthiesen.
Man mente, at han havde for mange skavanker. Manden var ikke læreruddannet
og efterhånden var han blevet senil.  

Fra 1814 – 1835 var der ansat
15 lærere ved skolevæsenet i Aabenraa.
De 7 af dem havde fået eksamen på seminariet i Tønder.  

Dansk sproget undervisning foregik et
par timer ugentlig skolens højere klasser. Det ansås ikke nødvendigt,
at børn i Fattigskolen skulle lære dansk, før de beherskede
tysk i skrift og tale. Men der var ingen problemer i Aabenraa
med at læse Fischers danske ugeblad.  

En utrættelig indsats af provst Poulsen
fik hele skolesystemet til at fungere i meget usle lokaler.  

Aabenraas forsvar

Statholderen Carl af Hessen
opfordrede i 1801 havnebyerne til at opbygge et forsvar, da et engelsk
angreb kunne forventes. I Aabenraa
manglede man dog både kanoner og geværer. Derfor bad man om hjælp.
Byen bad amtsforvalter, kaptajn Chr. von Born,
der var forhåndværende officer i hæren til at lede forsvaret.

Byfogeden, J. Chr. Hojer
blev fornærmet over denne udnævnelse. Han mente selv, at være den
rette mand, da han havde været Stadshauptmand
og forsvaret byen tidligere. Han fandt også borgmesterens og borgernes
foranstaltninger latterlige. 

Disse foranstaltninger bestod af, at
fire fiskere hele natten skulle ro rundt i havnen, forsynet med lygter
og bøsser. De skulle skyde, hvis de bemærkede noget fjendtligt.  

Overretsadvokat Lorentzen og købmand
Hermann Frees
fik fuldmagt til at rejse til Rendsborg
for at bede om at få udleveret 8 kanoner og 200 musketter til havnens
og byens forsvar.

Ved havnen blev byens krudt opbevaret,
og udkommanderede folk, holdt skiftevis vagt ved bygningen. Et batteri
blev opført ved havnen. Amtmand von Schmettau
havde indkaldt tolvmændene fra Løjt og Varnæs
for at få dem til frivillig at køre jord til batteriet. Men de ville
på ingen måde hjælpe til. De gav udtryk for, at de havde rigelig
at se til.  

Borgmester Bendix Schow
ønskede at der kom militær til byen, så man fik oprettet et ordentligt
forsvar. I december 1807 besluttede hærledelsen at opføre flere kanonbatterier
ved Aabenraa. Den mest omfangsrige kom til at ligge på Lindsnakke.

Man lod dog også bygge en kanonbåd,
der fik navnet Caroline.  

Fremmede tropper i byen

I årene 1808 og 1809 var mange spanske
og franske soldater indkvarteret i Aabenraa.
I december 1813 transporterede frivillige fra Aabenraa
kanoner og ammunition fra batterierne i byen til Middelfart og Strib.  

Et voldsomt indtryk efterlod det sig,
da den første afdeling kosakker i 1814 kom til byen. To uger efter
freden i Kiel den 28. januar viste borgerne i Aabenraa
deres kongetro. På borgmesterens initiativ havde byens borgere illumineret
deres huse. Der blev affyret kanonskud og i madam Rudebecks
gæstgivergård var der bal.  

Skibsfarten i fremgang

Krigen satte sine spor. I løbet af kort
tid erobrede Hamborg handelen på den jyske halvø. Fra København
vendte skippere tilbage til Aabenraa.

I midten af 1820erne var skibsfarten
på vej frem, og i begyndelsen af 1830erne voksede Aabenraas
flåde med yderligere 50 pct. Medvirkende til den positive udvikling
var sikkert det gode håndværk, man præsterede på de lokale værfter
i byen. Mange af Aabenraas skibe kom til at sejle for de handelshuse
fra Hamborg. Der har sikkert også været masser af kapital fra
Hamborg
i skibene fra Aabenraa.  

På Jacob Paulsens Skibsværft
var der i 1827 ansat 160 tømrere. Aabenraas erhvervsliv oplevede en
sand opblomstring. Hele eventyret bevirkede også en opblomstring i
indbyggertallet.  

Allgemeines Wochenblatt

Hans Kopperholdt
var medlem af en gammel skipper– og købmandsfamilie, der havde fået
sit knæk under krigen mod England. I sin ansøgning om at udgive et
ugeblad i Aabenraa, at han havde hustru og fire børn. Han skulle
have et erhverv, der kunne ernære ham. Det kom udgivervirksomheden
nu aldrig til. Men Koppenholdt
drev ved sin af et ølbryggeri, der efterhånden kunne ernære ham.  

Bladet Allgemeines Wochenblatt
skulle hovedsagelig bringe handels – og skibsefterretninger og være
et lokalt annonceorgan. Venner hjalp ham med det økonomiske, herunder
borgmester Schow og fysikus Neuber.

Egentlig skulle bladet have heddet Hamburger Nachrichten.
I kontrakten med bogtrykker Rathje
var nævnt titlen Nordischer Mercur.
De første numre udkom i 1826.

Bladet var mere moderne end for eksempel
Tondernsches Intelligenzblatt, det haderslevske Lyna

eller Flensburger Wochenblatt für Jedermann.  

Før 1834 var der kun ganske få 
lokale nyheder, og hvad der findes af politisk stof, var beskåret af
censuren. Der var påfaldende mange artikler fra kongeriget.
Der var også prøver på Aabenraa
– dialekten.
Ja man kan sige den var meget tolerant over for både
dansk og tysk. Kongefamiliens gøren og laden kunne også læses i bladet.  

Vi fortsætter i en senere artikel,
beskrivelsen af Aabenraa 1800 – 
1850.
 

Kilde:

Se Litteratur Aabenraa 

Hvis du vil vide mere:
Se

  • Aabenraas fattige
  • Muntre historier fra Aabenraa
  • Skibe fra Aabenraa
  • Flere skibe fra Aabenraa
  • Rådhuset i Aabenraa
  • Skyttelauget i Aabenraa

Aabenraa's Fattige

Dato: december 6, 2009

I perioder var der stor opgangstider
for Aabenraa. De rige blev rigere, men de fattige blev endnu fattigere.
Flere gange blev tiggeri forbudt. Men fattigdommen kunne ikke bremses.
Borgmesteren og provsten ville ikke sætte fattigskatten op af hensyn
til borgerskabet. Man mente, at de havde byrder nok. To fattighuse hjalp
heller ikke. En arbejderanstalt i Persillegade skulle skræmme de fattige!

 

En snæver del fik hjælp

I Middelalderen var fattigplejen overladt
til kirken og private velgører. I byerne opstod halvgejstlige foreninger
og institutioner som helligåndshuse, St. Jørgensgårde, broderskaber
og gilder. Men ofte var hjælpen kun bestemt for en snæver del af borgerskabet. 

Tiggeri tåles ikke

Hovedparten af de fattige måtte søge
deres underhold ved tiggeri. Dette tiggeri blev en stor ulempe for de
fleste byer. Man forsøgte at komme tiggeriet til livs med forordninger.

I 1572 udsendte Frederik den Anden
og hertugerne Hans den Ældre
og Adolf en fællesforordning mod herreløse landsknægte
og omstrejfende leddiggængere.

Det var nu ikke megen socialforanstaltning
i dette. Der blev befalet, at tiggeri ikke måtte tåles, de skulle
pågribes og bortvises.  

Anden gang blev der straffet

Hans den
Ældre
gentog denne forordning i 1573 og 1579. Her nævnte han,
at såfremt tiggerne kom igen, skulle de sættes i fængsel og straffes
korporligt.

Præsterne skulle belære om, at gavmildhed
mod de fattige var Gud velbehagelig.  

De fattige, der ikke kunne optages på 
hospitalerne, skulle have et tiggertegn af øvrigheden. De måtte kun
søge almisse i den by, de var hjemmehørende i. I 1548 fastsatte
Christian den Tredje
at denne ordning skulle være gældende i
Ribe Stift
og dermed for Tønder by. 

 
I 1573 udsendte Hertug Hans den
Ældre
en lignende forordning for sit område. Men han indskærpede,
at kun svagelig og legemligt skrøbelige personer, der havde hårdt
brug for hjælp, skulle have tilladelse til at tigge.  

Tiggeri til det daglige brød 

Før 1736 var der ingen offentlig administreret
fattigforsorg i Aabenraa. Den af myndighedernes organiserede
hjælp indskrænkede sig til provstens og borgmesterens nytårsuddeling
af renterne af den kapital, der var indkommet fra klingpungene.

Knap 20 fattige fik husly i to fattigstiftelser
grundlagt af borgmester Jens Hansen
og amtsforvalter Joachim Danckwerth
i første halvdel af 1600 – årene.

Men både disse og de øvrige trængende
måtte tigge sig til det daglige brød. 

Magistraten søgte at regulere tiggeriet
med tiggertegn. Hver onsdag gik de i samlet flok under fattigfogedens
ledelse gennem byen. Men ordningen kunne ikke forhindre at fremmede
og tidligere soldater blandede sig i tiggeriet.  

To fattighuse i Aabenraa

Efter reglerne i fattigforordningen af
1736 blev der nu oprettet en lokal fattigkasse, der skulle forsørge
sine egne fattige.

Købstaden hørte under magistraten,
mens det meste af Slotsgade
og landsognet sorterede under amtet. Her sorterede amtmanden og herredsfogeden
i Rise Herred. Men de to institutioner samarbejdede omkring fattigdommen. 

Amtmanden og magistraten blev enige om,
at ansætte en fattigforstander, der skulle modtage fattigkassens indtægter,
uddele understøttelserne og føre regnskabet. Den første fattigforstander
hed Johan Otto von Niendahl,
der var regnskabsfører for to fattighuse. Indtil 1774 gik stillingen
i arv fra far til søn. 

Fra 1774 var det kirkeværgen, der var
fattigforstander. Han var samtidig bedemand. I Aabenraa
var arbejdet lønnet. Men det var nu ikke den bedste løn, der blev
givet for dette hverv.  

Frivillig indsamling gav ikke nok

Et kollegie
fungerede som en slags bestyrelse. Fra prædikestolen bad præsten hver
søndag at man skulle yde frivillige bidrag. To skiftende borgere i
Aabenraa
samlede hver måned penge ind. På samme måde samlede
to borgere i amtsdistriktet hver måned de frivillige bidrag ind til
fattigkassen. Men blot efter et par måneder måtte man i amtet opgive.
Der kom simpelt hen ikke nok penge ind. 

I selve Aabenraa
prøvede man længe med overtalelse. I 1748 klagedes der over, at midlerne
var for små. Inspektørerne snakkede om, at der skulle bruges skrappere
midler. Men først i 1763 indførtes der reelt fattigskat i Aabenraa.  

Fattigkassen

Klingpungene
i kirken gav også en god indtægt. Men i 1780 – 1790 svandt denne
indtægt i takt med aftagende kirkebesøg. I 1796 fik fattiginspektørerne
derfor lov til at gå rundt til eftermiddagsgudstjenesterne. På værtshuse,
kroer, posthuse og ved havnen blev der også opstillet bøsser til fordel
for fattigkassen.  

Ved årlige møder på rådhuset
blev hvert enkelt fattigmedlems forhold undersøgt. De fattige, der
ønskede hjælp, kunne også selv møde op.  

Såfremt der var underskud i fattigkassen,
måtte de straks dækkes med lån i kirken eller hos velhavende borgere.  

Ingen kunne slippe for fattigskat

Nu var det ikke alle velhavere, der var
lige vilde med at bidrage til fattigkassen. Således bosatte Jean
de Young
sig i Slotsgade. Der havde han erhvervet sig et
frihus,
som var skattefrit og sorterede under Overretten. Han mente
ikke at han havde pligt til at betale fattigskat, men en gang
imellem gjorde det af fri vilje.

Overretten fastslog dog, at bidraget
til fattigkassen ikke kan regnes til stats -, amts -, eller byskatterne.
men sådant bidrag skal betales at ethvert medlem af en menighed.
 

Fattigvæsen beskæftigede sig med mange
ting. I 1751 fik 50 fattige børn gratis undervisning i Günderoths
fattigskole.
I århundredets slutning nød ca. 80 børn godt af
denne undervisning. 

Ingen penge til dem på 
fattiggårdene

Byens økonomiske fremgang fra 1750 til
1750erne førte til, at fattigkassen kunne opbære et overskud. Fremgangen
skyldtes i høj grad den vældige vækst i skibsfarten.

Fattigkassens kapital var i 1778, 5010
mk. I 1800 var den på 4910 mk.

Men selv om der var overskud fik ikke
alle den hjælp, som de havde behov for. I 1737 havde kollegiet
besluttet, at de personer, der befandt sig på de to fattiggårde ikke
mere skulle have understøttelse, men udelukkende have andel i det overskud
fattiggårdene selv kunne opbære.  

Tiggeri et stort problem for byen

I 1756 udviklede situationen sig i Aabenraa
dårligt. Tiggeriet tog til samtidig med at byens økonomi var faldene.
To nye fattigfogeder blev antaget. I 1765 indberettede pastor Bargum,
at tiggeriet var et problem i Aabenraa.
Mange fremmede havde bosat sig i byen, og mange var blevet efterladt,
efter at deres slægtninge var forulykket på havet. Fattigvæsenet
i Aabenraa viste sig på det tidspunkt, at være helt utilstrækkelig.  

Beskæftigelse til de fattige

I 1766 lod magistraten for fattigkassens
regning indkøbe hør, som mod beskeden betaling blev spundet af de
fattige. Alle var dog klar over, at dette blev en betydelig udgift for
kassen. Derfor skulle lønnen til de fattige være meget lav.  

Efter Pastor Bargums
død opstod der en langvarig strid omkring indflydelse eller ikke. Det
hele endte med, at hovedpræst og magistrat for fremtiden skulle fastsætte
fattigskatten og fordele pengene til de fattige, mens amtmand og borgmester
(fattigkollegiet) reviderede regnskaberne og tog sig af klager over
inspektørerne. Denne praksis varede til 1811 – 12.  

Frivillig hjælp

En kreds af borgere i byen var dog ikke
tilfredse med den hjælp man ydede til de fattige. De lavede en sammenslutning,
der skulle yde mere hjælp. Disse mennesker var bl.a. pastor Nissen,
købmand og rådmand Hermann Frees, skipper P.T. Hübschmann, skipper
Jürgen Frellsen
og købmand Hans Kopperholdt.
De fik en række andre borgere til at indhente oplysninger om de trængende
i byens forskellige distrikter. To gange i vinterens løb blev der foretaget
indsamlinger. I de første måneder af 1801 uddelte man henimod 1000
portioner af Rumfords suppe.  

Presset på 
Fattigkassen vokser

I 1811 havde Aabenraa
mistet 66 pct. af sin tonnage. Al handel og næring blev lammet og især
håndværkerklassen og daglejerne mærkede tilbagegangen. Presset på
fattigkassen voksede stærkt.

Ved højtiderne drog 300 – 400
tiggere fra byen og det omliggende land gennem gaderne.

Borgmester Schow
bakkede provst Petersen op i sine bestræbelser for at omorganisere
fattigvæsnet.  

Tiggeri atter forbudt

Byen blev delt op i 14 distrikter under
14 fattigplejere. Disse blev valgt blandt byens solide og agtede borgere.
Den første mandag i hver måned skulle de mødes med fattiginspektørerne,
magistrat og provst på rådhuset. Inspektørerne skulle nøje indberette
om de fattige i deres distrikter, desuden skulle de sørge for, at ingen
fremmede sneg sig ind.

I april 1812 blev alt tiggeri forbudt
i Aabenraa. 

Ordning fungerede ikke

Intentionerne var store. Desværre var
udgifterne også store, og reformen fik slet ikke den tilsigtede
virkning. Et spinderi blev også oprettet, men måtte ophøre i 1814.

I den strenge vinter i 1814 foretog
borgmester Schow
og pastor Paulsen
en indsamling af korn, penge og brændsel til de fattige. 
 

Præsten begravede frivillig de fattige

Indtil Peter Paulsen
blev provst i Aabenraa, ledsagede præsten ikke de lig, der blev
begravet på fattigkassens regning til graven. Det fandt Paulsen
uacceptabelt. Indtil den nye kirkegård blev anlagt ude på Forstallé
deltog provsten frivillig i disse begravelser. Efter 1822 skete det
på skift med diakon David Davidsen.  

Efter 1826 da kirkegården lå på 
Forstallé
måtte præsten køres derud. Og der var uenighed om,
hvem der skulle betale den køretur. Fattigkassen ville ikke og præsten
kunne heller ikke af egen lomme.  Endelig i 1833 sejrede menneskeligheden
over økonomien. Paulsen kunne nu indberette, at intet lig, heller
ikke det fattigste nu blev begravet uden en lille gravtale.  

Peter Poulsen
arbejdede hårdt for forbedring af skolevæsenet. Det var ham, der stod
bag anlæggelse af den nye kirkegård. Han oprettede en enkekasse samt
en sparekasse. Desuden blev han valgt til stænderforsamlingen i
Slesvig.
Og foruden dette ledede han med fast hånd fattigvæsenet
i Aabenraa.  

Forsynet med pas og papir

For at tiggeriet ikke igen blev et problem,
blev fattig rejsende forsynet med et pas og papirer. De kunne så henvende
sig til borgmesteren i den by, de rejste til. De kunne så få udbetalt
rejsepenge, som derpå blev udbetalt af fattigforstanderen. Dette kom
især aftakkede soldater, underofficerer, skibbrudne søfolk, og håndværkssvende
på vandring, til gode.

Denne udbetaling af rejsepenge ophørte
dog senere i Aabenraa på grund af besparelser.  

Provsten klagede over stor arbejdsbyrde

Gentagende gange udtalte provst Poulsen,
at han ikke fik nok støtte af befolkningen. I 1837 klagede han også
over sin store arbejdsbyrde.. Ind imellem alle sine gøremål måtte
han tage stilling til ansøgning om hjælp – i vinteren 10 – 12
tilfælde om dagen. Alligevel kunne han ikke fralægge sig ansvaret.
Både borgmesteren og pastoren
mente at privat velgørenhed var at foretrække frem for at belaste
borgerskabet med forøgelse af fattigskatten.  

Børn
”bortliciteres” 

I Allgemeines Wochenblatt
i Aabenraa kan man i 1832 finde en annonce fra fattigkollegiet,
undertegnet af borgmester Schou.

Der meddeles at nogle fattige børn fra
den 6. oktober vil blive bortliciteret til de mindst bydende. Alle interesserede
opfordres til at møde den nævnte dag kl. 14 hos regnskabschef Møller
for at byde.

Det drejede sig simpelt hen om, at sætte
børn i pleje og påtage sig opdragelsen af disse. Ofte drejede det
sig om forældreløse børn. Men holdningen hos det bedre borgerskab
var også, at fattige folks børn fik en dårlig opdragelse.  

Fremgang for de rige
– tilbagegang for de fattige

Godt nok havde skibsfarten fremgang.
Det betød fremgang for skippere og skibsbyggere. Men efterhånden medførte
det ikke den store fremgang for byens andre håndværkere og småhandlende.
Den stærkt stigende befolkningsfremgang bevirkede også boligmangel.
Det var svært at skaffe husly til de mange ubemidlede. Enkelte borgere
oplevede betydelig fremgang, men det så størstedelen af byens befolkning
ikke så meget til.  

I 1830’erne afkortede man understøttelsen
om vinteren. I stedet udeltes spisetegn, så de fattige kunne hente
et måltid mad. Misfornøjelsen var stor. Man ville hellere være fri
for spisebilletten og få understøttelsen tilbage. Men lige meget hjalp
det. 

Arbejdsanstalt

Allerede i 1821 havde provst Petersen
fremsat ønske om et tvangsarbejderhus. I 1830′ erne var der planer
om at indrette et arbejderhus uden for byen sammen med amtet, men først
i 1851 fik Aabenraa en arbejds
– og forsørgelsesanstalt.
 

En komité blev nedsat. Den foreslog,
at det i 1847 – 48 nybyggede sygehus i Persillegade 8
blev ombygget til formålet. Bykollegierne accepterede planen. Sidst
på året 1851 kunne anstalten tages i brug.

En ny bygning opførtes i 1853 som sygehus
i Persillegade 6.  

Arbejdsanstalten betegnedes som en stramning
i holdningen til de fattige. Formålet var at hindre tiggeri og sikre
mod at Understøttelse ydes Personer, som ikkun af ulyst til Arbejde
søge Hjælp af Fattigvæsenet.

Understøttelsen skulle fremover hovedsagelig ydes i form af ophold
i arbejdsanstalten. Her fik de indsatte fuld, men dog tarvelig forplejning
(grød, ikke kød). Al nydelse af tobak eller brændevin blev forbudt. 

Hensigten var at skræmme

De måtte ikke forlade anstalten uden
tilladelse. Arbejdstiden var om sommeren 12 timer og beskæftigelsen
bestod af blandt andet syning, fremstilling af trætøfler, nagler og
andet træarbejde.

Hensigten var at begrænse udgifterne
ved at skræmme arbejdsduelige personer, hvis trang, man mente blot
skyldtes dovenskab. 

En hård kurs

De fattige der bad om hjælp, fik straks
den nye kurs at føle. I talrige tilfælde blev ansøgninger om understøttelser
herefter mødt med det svar, at hvis de ønskede hjælp, måtte de indtræde
i anstalten. Truslen skulle få dem til at klare sig selv, evt. skulle
familien bidrage. Man skulle også sørge for, at børnene blev holdt
regelmæssig i skole.

Den hårde kurs var ikke forgæves. Man
kunne mærke at fattigkassen ikke mere var så belastet. Administrationen
blev også billigere.  

Kilde:
Se

  • Litteratur Aabenraa
  • Litteratur Sønderjylland

 

Hvis du vil vide mere om
Fattigdom i Sønderjylland Se: 

  • Husvild i Aabenraa
  • Lov og ret i Aabenraa
  • Udvandring fra Tønder 1 –
    2
  • De stakkels Kniplepiger
  • En af Tønders patrioter
  • Lov og ret i Tønder
  • En af Tønders patrioter
  • Sygdom og andre lidelser i
    Tønder
  • Vajsenhuset i Tønder

Rådhuset i Aabenraa

Dato: oktober 13, 2009

Foran Rådhuset blev man straffet, måske sat i arresten. Fængslerne under Rådhuset var under al kritik. Egentlig er Aabenraa Rådhus et genbrugsprojekt – bygget af materialer fra et kuldsejlet søbad. Aabenraa skulle være en international kur – by. Det var her på Rådhuset, jeg blev hemmelig gift.

Hemmelig gift på Rådhuset

Det var her, jeg blev hemmelig gift. På det tidspunkt var jeg formand for HK, og Hanne lavede film for TV – Syd. Giftefogeden var borgmester Jens Terp Nielsen, som jeg kendte fra forskellige sammenhænge. Egentlig ville vi have
haft vores nabo til at gifte os i kirken. Han var godt nok præst, men det var i en frimenighed i Aabenraa. Der kunne ikke gives tilladelse til at bruge folkekirken.

Men her på Aabenraa Rådhus kom jeg på et tidspunkt ret ofte. Vi var i gang med at lave et teknologiforsøg. Og her kom til skade ved at gå imod Aabenraa’s daværende borgmester Camma Larsen – Leddet. Det tilgav hun mig aldrig. Til gengæld var hun meget glad for min kone. Jeg tror, at Hanne havde brugt hende til nogle indslag i TV – Syd.

 

Rådhuset til salg

Og minsandten opdager jeg ved et tilfælde, at det gamle Rådhus er til salg. Ja Aabenraa Kommune er nu flyttet ud i den tidligere amtsgård, og nu er Rådhuset overflødig. Den nuværende bygning er fra 1830 og tegnet af arkitekt C.F. Hansen. Det er også ham, der står for den nyeste udgave af Brundlund Slot.

 

Rådhus fra gammel tid

På stedet lå der allerede rådhus fra 1500 tallet. Efter den store brand i 1610 blev der i 1616 opført et nyt rådhus. Det var ni fag langt og to etager højt. I baghuset var der fængsler, delvis gravet ind i bakken. Oven over var der retssal

 

Mange planer

I begyndelsen af 1800 tallet blev der bygget en masse nye rådhuse i landets købstæder. Anledningen var blandt andet, at der på Rådhusene befandt sig fængselsceller. De var som regel i en sørgelig forfatning. Man havde også fået et andet syn på afstraffelse. Den skulle ikke kun afskrække men nu også forbedre.

Allerede i 1783 havde man i Aabenraa diskuteret muligheden for et nyt fængsel, men planerne strandede. I 1794 blev Rådhuset og sikkert fængslerne nødtørftig forbedret.

 

Måtte bruge et andet fængsel

I 1801 foreslog Amtmanden at man lavede et fælles arresthus for by og amt med fem – seks rummelige fængselsceller. Åbenbart er der flygtet fangere fra arresten for i 1816 kom der påbud om forbedringer. I særlige tilfælde lånte man amtscellerne på Brundlund Slot.

Borgmester Schou havde forklaret at byen ikke havde råd til at iværksætte nybyggeri.

 

Et nyt Rådhus i sigte

Endelig den 5. april 1826 skriver kancelliet for at ansøge om tilladelse til nybyggeri. I argumentationen beskrives de gamle lokaler som faldefærdige og utæte.

Ja lokalerne var så faldefærdige at bystyret måtte holde deres møder hjemme hos borgmesteren i Den Gamle Borgmestergård i Slotsgade.

I 1835 boede der i Aabenraa omtrent 4.000 mennesker. Nedgangstiden havde ramt byen, her var mange fattige. Men byen havde også en elite. Og de havde den økonomiske magt og var også ene om at sidde i bystyret. Eliten bestod af storkøbmænd, redere, vigtige embedsmænd og enkelte håndværksmestre.

Borgmesteren valgtes af regeringen dvs. kongen, mens han og de fire rådmænd udgjorde magistraten. Skulle der iværksættes lidt større byggeri, ja så skulle man have tilladelse fra højere sted.

 

Et kuldsejlet projekt

Og så gik bystyret til bygmester Per Callesen. Materialet til bygningerne stammede hovedsagelig fra det tidligere Frederikslyst på Lindsnakkevej. Frederikslyst Søbad

var et stort og smukt to etagers hus. Det var så godt som nyt. Det var læge A.W. Neuber, der havde vundet byens førende familier til sit store projekt med at skabe et tilløbsstykke til Aabenraa. Nogle af rigets mest fremtrædende personer havde tegnet aktier i projektet.

Men ak, der var alt for få badegæster. Selskabet måtte opløses allerede i 1826.

Hvad var det for et søbad? Jo, Neuber var blevet fysikus i Aabenraa i 1811. Han var meget moderne indstillet, og altid åben for noget nyt. En poetisk åre havde han også, og skrev flere hyldestdigte til kongehuset. Stjernehimlen optog ham også meget.

I 1813 fik han rejst en badebro ved Skibroen. Her fik han opsat to badekabiner, et til kolde bade og et til varme bade. I 1818 blev det så udvidet til 4 kabiner. Ja, og de gamle blev så imens anvendt til svovl – og stålbade.

Neuber fik overtalt en masse pengestærke personer til at investere i et i et internationalt søbad. Der skulle bygges et større badehus, anskaffes badevogne og bygges et kæmpe selskabs – og boldhus med tilhørende park. Selv Frederik den Sjette skød 2.000 rigsdaler i projektet. Amtmanden sørgede for stier og udkigspunkter. Oldemors Trapper stammer fra dette projekt.

I 1820 stod projektet færdigt. Badegæsterne holdt sig borte. Aabenraa blev ikke Nordens Athen. Neuber havde ellers sørget for ture til det skønne Løjt, sejlture over fjorden til Laksemølle, hjorteskydning, bålfester m.m. Der var arrangeret middag hos Hartmeyer, byens fornemste værtshus og bal hos madam Rudbeck. Men nej, intet hjalp. Underskuddet voksede og den 10. marts 1826 trådte selskabet bag søbadet i likvidation.

 

I gang efter tre forsøg

Allerede 5 måneder efter at ansøgningen til et nyt rådhus var indløbet til kancelliet, blev der givet tilladelse til opførelse af Rådhuset.

Bystyret i Aabenraa tilsidesatte til dels kancelliets afgørelser og foretrak den lokale byggeentreprenørs afgørelser. Man havde også fået nogle skitser fra bygningsinspektør Meyer i Slesvig. Disse blev så forenet med tegninger fra tidens  kendeteste arkitekt Kgl. ombygningsdirektør og konferenceråd C.F. Hansen.

Efter tre forsøg gik man så i gang og endelig den 28. oktober 1830 kunne Rådhuset indvis.

 

Masser af lån

Pengene til byggeriet blev fremskaffet dels gennem lån fra private, dels af byens egen kapital. Der var 27 udlånere, og de fleste var gårdejere fra Løjt. Men et par lokale velhavere var også iblandt, bl.a. skibskaptajn Boy Andreas Nissen og rådmand Martin Bahnsen. Der blev også udskrevet en ekstraskat. Endvidere solgte man møblerne fra Frederikslyst samt solgte de gamle vægterboliger på Vægterpladsen.

Foran Rådhuset blev pladsen planeret og brolagt. Her byggede snedker Thaysen en ottekantet, ornamenteret brønd med springvand. Tidligere havde der stået kagmand og to skampæle foran rådhuset. Men retssystemet var blevet ændret.

I underetagen fandtes et fængsel med fire celler, en vagabond – og borgerdentation, en fangervogterbolig, bestående af et lille køkken, en stue og et soveværelse samt en vagtstue for bytjenerne. Endelig var der et stort køkken til selskabssalen ovenpå.

 

Jomfru Fanny syede gardiner

Fra det gamle rådhus blev 30 kongelige portrætter overført. De forstiller oldenborske konger fra Christian den Første til Frederik den Sjette og deres dronninger. Muligvis er billederne først hængt op i 1842.

En del lokale fik arbejde på grund af Rådhusets bygning, blandt andet blev nogle af gardinerne syet af Jomfru Fanny.

 

Rådhusgade anlægges

I 1868 – 1870 blev to nærliggende huse revet ned. Det betød, at man kunne anlægge Rathausstrasse. Ved gadens ende blev der anlagt en eksercerplads og indrettet en kasserne. Denne eksercerplads blev senere omdannet til markedsplads. En opført borgmesterbolig blev indrettet til markedskro.

I 1885 blev der til trappen lavet et muret gelænder. Trappen blev senere fjernet og i 1930 erstatet af den nuværende tegnet af arkitekt Jep Fink.

I 1899 blev der opført et selvstændigt baghus til fængsel.

 

Aabenraa´s tre korps

I 1800 årenes første halvdel var tre organiserede borgerlige korps tæt tilknyttet til Rådhuset. Det ældste var Skyttelauget. Men det fineste var det ridende korps, der bestod af de største skippere og købmænd. Endelig var det Borgervæbningen. Dette korps opgave var at udføre parader ved officielle fester, frem for  alt kongemodtagelse.

Særlig synes modtagelsen af Frederik den Syvende og hans dronning i 1854 at have været meget overdådig.

Men også den 22. marts 1897 til festen for Kejser Wilhelm var byen på den anden ende.

 

Borgerlige fester

I 1830 – 1840 blev Rådhuset ofte brugt til større borgerlige fester som foreksempel bryllupper og baller. Men du skulle være noget ved musikken for at kunne deltage. I 1850 – 1860 havde forskellige restauranter og kroer indrettet sig med større selskabslokaler.

Efter 1880erne var det kun juletræsfesten for børneasylet i Persillegade der blev holdt hvert år på Rådhuset.

 

Sparekasse og museum

I 1882 blev Pfenning – Sparekasse oprettet på Rådhuset. Det var en bank for de fattigste. Men man var afhængig af den rigtige sparekasse. Og denne Bysparekasse var oprettet i 1880 og forblev på Rådhuset til 1924.

Allerede før 1864 var der indrettet et telegrafkontor på Rådhuset. I 1886 blev et lokale stillet til rådighed for en kreds af borgere, der ville starte et bymuseum. Året efter indrettede man sig i Nygade 48.

 

Teater og gøgleri

I Rådhusets allerførste år fungerede rådhuset også som teater. Mange gøglere og akrobater optrådte her. Ved Mikaelis – festen i 1837 blev der vist kraftprøver i rådhussalen.

Omkring 1900 – 1910 sker der en masse offentlig byggeri i Aabenraa, blandt andet arresthus, retshus og fængsel.

 

Borgmester Bendix Schow

Han varetog i høj grad Aabenraas tarv, den kloge borgmester Bendix Schow. I 1827 ansøgte han om lønforhøjelse. Muligheden opstod også for, at han kunne blive forflyttet, men ingen ville af med ham. Den 7. september 1830 havde han 25 års jubilæum. Egentlig havde den kongelige statholder Carl af Hessen foreslået, at Rådhuset skulle indvis på denne dato til ære for borgmesteren. Men det ville Bendix Schow ikke høre tale om. Det skulle indvis på Dronning Maries og hendes datter prinsesse Carolines fælles fødselsdag.

I taknemmelighed over borgmesterens virke havde Aabenraas deputerede og senatorer samlet sammen til en sølvpokal med inskription. Om aftenen havde folk af egen tilskyndelse sat lys i vinduet, da borgmesteren blev fejret.

Om han fik sin lønforhøjelse, melder historien ikke noget om.

 

Kilde:

  • Se Litteratur Aabenraa

 

Hvis du vil vide mere: Se

  • Aabenraa 1864
  • Fra det gamle Aabenraa
  • Lov og Ret i Aabenraa
  • Skyttelauget i Aabenraa

Skibe fra Aabenraa

Dato: februar 24, 2009

Det er ofte dramatiske fortællinger,
der knytter sig til skibsfartens historie i Aabenraa. Efter indbyggertal
befandt Danmarks største handelsflåde sig i Aabenraa.
Kongerigets største skibsredder, Jørgen Bruhn døde i 1858. Han havde
i alt ejet 37 skibe og havde verdens hurtigst sejlskib fra Liverpool
til San Francisco. Havde alle søfolkene været fra Aabenraa havde det
ikke været plads til erhverv i byen. Så
var det godt, at man kunne hente mandskab fra Løjt Land.
 

Masser af skibe

Allerede i 1748 var der i Aabenraa 115
hjemmehørende skibe.

I 1789 – 90 gik mange Aabenraa –
skibe til svenske havne.  

I 1796 var der registeret 44 skibe i
Aabenraa, heraf var de 7 mellem 80 – 99 kmcl. (kommercelæster) og
21 mellem 40 – 79 kml.

Sønderborgs handelsflåde var især
beregnet til kystsejlads.

Når et skib var fra 50 – 100 kml.
var det efter datidens forhold et ret stort skib. Denne størrelse var
nærmest beregnet til sejlads til Vest – og Sydeuropa. 

Hvad blev det af mandskabet?

Man var også udsat for sørøveri. Således
blev Neptunus og St. Johannes
i 1798 opbragt af franske skibe.  

Rygterne omkring Neptunus går på, at
skibet blev taget af en fransk kaper i Vestindien. Hvad der blev af
besætningen ved man ikke. Dog vides det at skipperen F.W. Bargum
døde den 5. januar 1798. 

Mandskab fra Løjt

Efter slaget på Rheden
blev en del danske skibe opbragt. Det gjaldt også for Aabenraa –
skibe. De vendte hjem med ødelagte ladninger.

Sejladsen til Sydeuropa var nedadgående
efter 1803.  

Omkring 1800 havde Aabenraa 2.800 indbyggere.
Knap en tredjedel var mænd i aldersgruppen 14 – 60 år.

De lidt større skibe krævede en besætning
på 8 – 12 mand. De mindre kunne nøjes med 4 – 5 mand.

Det betød, at der skulle være 450 mand
til at gøre Aabenraa´s flåde sejlklar. Skulle alle disse tages fra
selve Aabenraa ville det betyde at halvdelen af de erhvervsaktive var
ude at sejle. Men sådan var det heller ikke. En stor del af søfolkene
kom fra Løjt Land. 

Mange anpartshavere

Det var en betydelig kapital, der var
investeret i Aabenraa – flåden. I andre havnebyer var der stor –
reddere, der ejede skibene. Sådan var det ikke i Aabenraa. Det normale
var, at hvert skib var opdelt i 10 – 20 anparter.

I skibslisterne fra 1789 opgives der
ejere af næsten 500 anpartere. De største anpartshavere fandtes blandt
byens købmænd. Men ofte havde skibenes kaptajner også anparter.

Under rubrikken Rhedere figurerede
dem, som varetog administrationen. I 1788 – 89 figurerede købmændene
J.F. Brørsen
og M. Jebsen
med hver syv skibe. Niels Thomsen
figurerede med fem.  Men ofte samarbejdede de på tværs af interesser.  

Den største handelsflåde

Man kastede sig ud i vovede sejladser
syd på, i stedet for småskibsfart til Norge eller de nærliggende
Østersø – havne.

Fordelt efter indbyggertal havde Aabenraa
den største handelsflåde og de mest rige købmænd. 

Krigsudbruddet 1807
– en katastrofe for Aabenraa

Krigsudbruddet i 1807 blev en katastrofe
for Aabenraa. Da myndighederne efter krigen skulle indsende den årlige
skibsliste, tilføjede man, hvor de enkelte skibe befandt sig. Flåden
bestod af 33 skibe på mindst 30 kml. De 9 var beslaglagt af englænderne,
2 var beslaglagt af andre krigsførende lande, 8 lå indespærret i
sydeuropæiske havne og 2 i Østersø – havnene. De sidste 12 lå
”stille” i Norge, København og de Slesvig – holstenske havne. 

En stor skibsreder bliver født

Det gik dog pludselig stærkt tilbage
for Aabenraa’s skibsfart. I 1811 var der kun 13 skibe tilbage.

Men takket være Jørgen Bruhn fra Strågård
og hans rederi fra 1806 kom der igen gang i skibsfarten i Aabenraa.
I 1819 rundede et af hans skibe Cap Horn.

Som 15’årig kom han ud at sejle med
barkskibet Aeolos. Han gjorde hurtig karriere, og fik allerede
i 1806 sit eget skib Flora.  

Fanget og
løsladt

Den 20. juli 1807 afgik Flora fra Christiansstad
på St. Croix mod København, men den 28. august blev skibet opbragt
af en engelsk kanonbåd ud for Isle of Scilly, og derpå ført til Plymouth.  

Tusinder af danske søfolk kom i engelsk
fangenskab og det samme gjorde besætningen på Flora. Jørgen Bruhns
mindste bror, Hans Dethlef Brun som var skibsdreng ombord, fik ophold
på en engelsk skole. Det var noget, som Jørgen Bruhn sørgede for.
Han fik senere udleveret sit borgerbrev og er sandsynligvis derfra rejst
til Aabenraa. Hans Bruhn fortæller: 

  • I to Aar var han i engelsk
    Fangenskab, men kom saa fri ved hjælp af Bestikkelse. Pengene dertil
    havde han fået, da de kom i Havn, da havde han nemlig solgt, hvad han
    kunne fra Skibet.

 

Med disse penge undslap Jørgen Bruhn
fra fangenskabet. Han fik tilladelse til at rejse til London, hvor han
bestak lægen, så han kunne blive erklæret for syg og blive indlagt
på et hospital. Derfra fik han mulighed for sammen en ven at komme
fra England på et preussisk skib, som landsatte dem på Jyllands vestkyst.

Og Flora blev den 14. juli 1808 solgt
for 2280 pund ved en auktion. Den ene af køberne var Jørgen Bruhn.  
 

Jørgen Bruhn som sørøver

Senere drev han kaperfart fra Helsingør.
Det var en legaliseret form for sørøveri. Skibet Hyænen
var forsynet med 2 svingbasser (små kanoner, der kunne drejes hele
vejen rundt). Han opbragte sammen med andre kapere det amerikanske skib,
Commerce.
Dette skib havde benyttet sig af forfalskede papirer,
derfor blev skib og ladning solgt på auktion. Dette indbragte Jørgen
Bruhn 6.971 rdl.  

Masser af skibsbyggeri

1811 blev Jørgen Bruhn skipper og eneredder
af fregatskibet Anna Maria.
I 1818 var Bruhn redder af 3 skibe. 

I 1820 forsvandt Aabenraa – fregatten
Den Indiske Paquet.
Det skete på strækningen fra Batavia til Portsmouth.
I meget dårligt vejr forliste skibet.  

Bruhn fik også fremstillet skibe hos
andre værfter i Aabenraa. Fregatskibet Caravane
blev bygget hos skibsbygger Jacob Paulsen
i 1820. Fregatskibet Creole
blev bygget samme sted i 1825. Fregatskibet Cimber blev bygget i 1827.
Og i 1840 blev en stor fregat bygget på T.A. Andersens
værft.

Skibene blev stadig større og i 1848
blev fregatskibet Cherusker
på 282 kmcl. søsat fra T.A. Andersen’s værft.  

Pas på
kannibaler

Den 2. august 1825 får Creole udstedt
Algerisk søpas, og det går fra Aabenraa til Hamborg og derfra videre
til Rio de Janerio med Colons et soldats (med soldater). Fra
Rio går det videre til Bahia i ballast den 10. december.

Den 18. september 1829 går det fra Rio
hele vejen syd om Kap Horn til Valparadiso i Chile. Den 17. november
1832 sejler Creole til Cap Verdiske Øer.

Jo, Creole var langt væk hjemmefra.
Hans Bruhn skriver om Creoles forlis: 

  • som
    forliste Skibet paa et Coral Rif i China Søen, og maatte Mandskabet
    at holde Søen i en aaben Baad i 14 Dage, førend de
    naaede en befaret Plads, og maatte de ved en ubekjendt
    Øe ligge til for om muligen at faae noget Vand, hvor de bleve overfaldne
    af de Vilde. Mandskabet naaede Baaden, men Captain Mathiesen blev greben,
    alle hans Klæder ham berøvet, og havde han kuns at takke, at han var
    saa mager, thi ellers vilde han være blevet steegt og opspiist med
    stor Appetit.

 

Hvad er et søpas?

De opmærksomme læsere vil sikkert undre
sig over, hvad det er for noget med et algerisk søpas. Ja det var også
noget med et latinsk søpas. Det var simpelt hen et krav fra regeringen.

Grunden dertil var, at der gennem 1700
– tallet blev det ene handelsskib efter det andet udplyndret, og hele
besætningen kom i fangenskab, hvor mange døde. Dem, der foretog disse
plyndringer var de såkaldte barbarestater i Nordafrika, Algier, Marokko
og Tunis. For at få løskøbt allerede tilfangetagende søfolk og fremover
undgå, at danske skibe blev taget af disse sørøvere, indgik den danske
regering aftaler om løsepenge til de forskellige barbarstater. Pengene
kom bl.a. ind ved at opkræve et beløb for udstedelse af et søpas
og samtidig med udstedelsen af søpasset til skipperen og hans skib,
blev det øverste af passet klippet af i en bølgekant, hvorefter det
blev sendt ned til Nordafrika. Når så skibet mødte et fartøj fra
barbarstaterne blev passet sammenlignet med overstykket. Passede de
sammen, slap man som regel for videre tiltale. 

Den 17. december 1847 købte Bruhn øen
Kalvø af to bønder i Genner. 

En Robinson – historie

Den 17. februar 1852 kunne man læse
følgende i lokalavisen for Aabenraa, Freja: 

  • Skibet
    ”Aladin”, Møller, fra Antwerpen til
    Valparadiso Natten til den 18. Septbr. F.A. forliist paa Nytaars
    – Øerne, ved Sadens Land i nærheden af Cap Horn. Hele Mandskabet
    frelste sig i Land i Land, men maatte udholde paa Nytaars
    Øerne indtil 26. October, da de blev opbragt af en Skonnert fra Newyork,
    som bragte dem til Kysten af Patagonien, hvorfra de med Guanoskibe vilde
    afgaae til Europa.

 

En dramatisk Robinson – historie udspillede
sig på den fjerntliggende ø for søfolkene fra Aabenraa.  Den
stod på Pingvinsuppe og Pingvinsteg i mange uger. Men også fugleæg
stod på menuen.. Af vraget byggede man en lille hytte på øen. Mange
skibe passerede dem. Men de blev ikke set.

Ja de tændte sågar et bål, for at
gøre opmærksom på dem selv. Men uheldigvis bredte ilden sig. Ja i
hele tre døgn brændte det.

Endelig den 18. oktober blev de observeret
af den amerikanske skonnert John Davidson.

De var på vej for at hente syv engelske
missionærer fra Ildlandet. Skonnerten fik søfolkene ombord og anløb
Picton Island, for at hente missionærerne.

Den første missionær blev fundet under
en sandynge, den næste blev fundet med struben skåret over i en båd.
Der var ingen spor af de fem andre missionærer.  

Værfternes store tid

I 1856 var der 48 skibe i Aabenraa men
lasteevnen var steget betydeligt. 

I løbet af 18oo’tallet blev skibene
bygget på byens egne værfter. Byen havde efterhånden seks skibsværfter
og beskæftigede 200 – 300 skibstømrere og mange underleverandører
til værfterne.

På Kalvø byggede Jørgen Bruhn sit
eget værft. En del af arbejderne boede på Løjt. Og for at gøre det
lettere for dem, at komme på arbejde, blev der bygget en gangbro mellem
Løjt og Kalvø.

Men der var ikke just begejstring for
Bruhns projekter. Det tog lang tid for at få tilladelserne. 

Stabelafløbning fra Kalvø

Bruhn tænkte meget på sine arbejdere.
Han overvejede at bygge en skole i forbindelse med værftet. Den 6.
februar 1852 kunne Aabenraa´s befolkning læse følgende i Frederik
Fischers avis Freja: 

  • Vort Skibsbyggeri gaar
    sin stadige Gang og paa de forskjellige herværende Værfter ere flere
    store Skibe i Bygning. Paa Agent Brughns Værft på
    Calø i Gjennerbugt er begynst paa det største Koffardiskib, der nogensinde
    har existiteret i Danmark, et Skib paa c. 500 Commercelæster, som skal
    bygges efter den saakaldte Clipperconstruction, hvorefter de nordamerikanske
    Hurtigseilerne ere udførte. Kjølen er hos dette Skib 190 Fod lang.
    Overtømmerets ydre Brede 40 Fod. Dybden fra Bjælkens Retlinie 23 Fod.

 

Bruhn inviterede Aabenraa´s befolkning
til stabelafløbning på Kalvø. Det foregik med hans dampskib Kønig
Christian den Ottende
, som han ejede sammen med senator og købmand
Woldsen i Husum.

Og det man skulle se, var det store fregatskib
Calcutta
på 480 kmcl.

Skipperen på denne båd, var en af Bruhn’s
sønner, Jacob Adolph Bruhn. Han ledede en besætning på 31 mand.  

Forlis ved Læsø

Men ak og ve. Turen blev ikke så lang
som forventet. Den 11. oktober 1853 kunne man læse i Freja: 

  • Læsø, d. 5. Oct. Afvigte
    Nat grundstødte østen under øen Fregatskibet Calcutta, Capt. Bruhn,
    i Ballast, Formedelst Stormen har idag Intet kunne foretages til Skibets
    Redning, men det staar endnu uskadt.

 

Redningsforsøget optog Aabenraa’s
befolkning, men Freja kunne den 13. oktober fortælle følgende: 

  • Der gjøres de største
    Anstrængelser for at faa det ligeledes under Læsø
    strandede skrønne Fregatskib Calcutta af Aabenraa fra Grunden. 100
    Mand fattes i Arbeide med at hive Ballasten. Et Dampskib var indtruffet
    fra Helsingør og Dykkerkutteren herfra til Læsø
    for at yde Hjælp. Endnu igaar havde man godt Haab om at redde Skibet,
    men den haarde Storm i nat og stærke Blæst
    i dag fra N.O., frygter man for, vil
    ødelægge Skibet.
  • Grunden til Skibets Stranding
    skal efter Capitainens Udsagn være en Forveksling af Trindelens Fyr
    med det nye Fyr på Kobbergrunden, da dette i det tykke Vejr i Afstand
    kun viste sig som eet Fyr i stedet for tre.

 

Der var ikke noget at gøre. Det flotte
nye skib blev slået til vrag. Calcutta blev slået læk, og vandet
fossede ind i det store skib.  

Skibsrederens død

I 1854 – 1856 blev det store fregatskib
Cimber
bygget. Det var på 570 kmcl. Det var det største nordiske
skib dengang. Jomfrurejsen gik til San Francisco. Derefter gik turen
til Peru. Siden sejlede den på Rio de Janeiro, Bombay og Australien.

Det blev solgt i 1865 for kun 7000 Pund
Sterling til et handelshus i Bombay.  

Jørgen Bruh, der døde i 1858, nåede
ikke at se sit sidste skib færdigbygget. Fregatskibet Jørgen Bruhn
på 340 kmcl. var færdig i 1859. Det sejlede mest på østen. Det blev
solgt i 1868 i Tyskland.  

I hele sin karriere som skibsreder (1807
– 1858) havde Jørgen Bruhn 37 skibe, som han enten var enereder eller
hovedreder for sammen med andre. Ved sin død var han kongerigets største
skibsreder, og det ene af hans skibe var Nordeuropas største sejlskib.
Det var også verdens hurtigste mellem Liverpool og San Francisco.

Til skbsrederens begravelse var der omtrent
300 mennesker. 

To dage efter hans død stod følgende
at læse i Freja: 

– Det er navnligen hans varme Interesse
for Handelsskibenes Forbedring, som vor By kan takke det store Opsving,
Skibsbyggeriet har her vundet mere end paa andre Steder.

Utrættelig Virksomhed var overhovedet
et Grundtræk i afdøde Ag. Bruhns Characteer og man saae fra tidligste
Morgentime af i stadig Bevægelse, for at paasee og lede de mangfoldige
Foretagender, han havde at føre Opsyn over. Endnu
i fjor har ikke det raaeste Vinter
– og foraarsveier afholdt ham fra i aaben Vogn at gjøre 2 Miles
– Touren herfra til Kalvø frem og tilbage paa een Dag flere Gange
i hver Uge. Hans Stræbsomhed blev af Skjæbnen belønnet med Held;
foruden flere Skibe af en samlet Drægtighed af over 1000 Com. Lastr.
Og Kalvø i Gjennerbugt eiede han flere Møller og andre Besiddelser
her i Omegnen og Byen.
 

I 1860 var befolkningstallet i Aabenraa
lidt over 5.000 indbyggere. 

En barsk ansættelseskontrakt

Det var hårdt at arbejde på et skib,
dengang. Alt foregik med muskelkraft. En gang imellem skete det også
at dele af mandskabet deserterede: 

  • Mandskabet er
    forpligtet, yden Modsigelse at arbejde om Natten, saavel ved Losning
    som ved Indladningen paa saadanne Steder hvor saadant er Skik og Brug
    er nødvendigt, imod at Mandskabet i saadant tilfulde erholder tilsvarende
    Søvn om Dagen. Ligeledes er Mandskabet forpligtet til at hente Ballasten
    fra Land, samt at opgrave samme ved Strandkantetn paa saadanne Steder,
    hvor saadant er nødvendigt. Skulde det mod Forventning hænde, at enkelte
    af Mandskabet paa en udenrigsk Plads, skulde desertere fra Skibet, saa
    lover og forpligter det øvrige Mandskab sig til ej at gøre sig
    opsætsig mod Capitainen, men uden særlig Godtgørelse villig at gøre,
    hvad han af og i Skibets tjeneste maatte forlange.

 

En slags passagerskibe

Det var mange måder at tjene penge på,
når man var redder. Således skriver Jørgen Bruhn’s søn, Hans Bruhn
i sine erindringer: 

  • Colonistfarten imellem
    Hamburg, Bremen og Rio Janeiro og tilbage med
    brasilianske Produkter, fortjente mange Penge i denne Fart og har bragt
    mange Familier som ogsaa Soldater fra Tyskland til Brasilien, gjorde
    4 Reiser med Folk og havde hver Reise 400 til 430 Passagerer inde, og
    kunde ingen meere passende Mand findes til denne Post som Capt. Jacob
    Bendixen, som af Colonisterne i Almindelighed blev kaldet Schiffshauptman;
    han ægteviede, han døbte, og han holdt Liigtaler ombord, naar nogen
    døde, og alt var for Eftertiden gjeldende.

Byens fremtrædende plads som søfartsby
stoppede i sidste del af 1800’tallet, da jernskibe afløste træskibe.  
 
 

Kilde:

Se Litteratur, Aabenraa

Se Litteratur, Løjt (efter Løjt
Land nordøst for Aabenraa)

Erland Møller,
Johan Hvidtfeldt: Kaptajn Hans Bruhns erindringer

www.søfartshistorie.dk