Ville Russerne kun have Bornholm?

Bornholm følte sig svigtet af alle. Frihedsrådet sendte Døssing til Moskva. Tidlig fik han at vide, at Danmark havde russernes interesse. Men sådan så det ikke ud i febr. 1945, da tre ældre herre skulle tegne ny Europa – kort. Kommunisterne herhjemme vejrede morgenluft. Montgomery krydsede endelig Elben. Hans tropper nåede lige akkurat Lübeck før russerne. Flyvemaskiner stod parat til Bornholm, Men Eisenhower tøvede. Russerne havde længe haft øjnene på Bornholm. Nexø og Rønne blev sønderbombet. Og der blev begået mange forbrydelser af russerne, og disse blev skamrost af de københavnske politikere. Man skulle nødig genere russerne. Der var censur på pressen. Christmas Møller havde lav kurs på Bornholm. Rigspolitiet blev bedt om at sende flere betjente. Bornholmerne følte sig meget utrygge, men det skulle holdes hemmeligt. Englænderne var meget irriteret på danskerne, fordi de ikke selv kontaktede russerne. Endelig den 4. april 1946 forlod russerne Bornholm.

 

Bornholm følte sig svigtet

Ja dette er historien om russerne, der nok var mere interesseret i Danmark end formodet. Men det er også historien om Bornholm, hvor øboerne blev sure på:

• Tyskerne, fordi de ikke havde kapituleret
• Russerne, fordi de havde bombet
• Englænderne, fordi de ikke var kommet i tide
• Danskerne, fordi politikerne ikke bekymrede sig om den lille danske ø

 

En ambassadør til Moskva

Ja vi skal tilbage til 1943, da det lykkedes for kommunisten Mogens Fog at samle de meget uens grupper under en kasket i Frihedsrådet. Ja hans egen organisation kaldte han Frit Danmark, Var det ikke Aage Trommer, der kaldte det for:

• Kommunisternes forlængede arm ud i det borgerlige Danmark

Om Rådet fortalte socialdemokraten Frode Jacobsen:

• Det var ikke megen politisk erfaring hos mine ikke – kommunistiske fæller i Rådet.

Foruden Mogens Fog sad også de meget stærke kommunister Børge Houmann og til sidst også Alfred Jensen. Rådet fik i 1944 sendt en ambassadør til Moskva. Det var kommunisten Thomas Døssing.

 

Det nye Europa – kort

I februar 1945 sad Stalin, Churchill og Roosevelt og skulle tegne et nyt Europakort. De vestallierede lovede, at de ville holde sig væk fra Østersø – området. Stalin fejede Danmark af bordet som et spørgsmål af mindre betydning. Men mon ikke han havde Danmark i tankerne. Han ville bare ikke blive uenige med de andre to ældre herre. Ja historikerne er også uenige i dette spørgsmål. Åbenbart blev man enige om, at den der først nåede Danmarks grænse skulle befri os.

 

Danmark gør klogt i at regne med Sovjet

At Stalin ville få hjælp af de danske kommunister var han godt klar over. Der var uafbrudte telegrafiske forbindelser mellem Danmark og deres røde kammerater i Sovjet. Man lod i Moskva Døssing forstå, at:

• Danmark ville gøre klogt i at regne Sovjetunionen som Østersø – magten. Danmark var russisk interessesfære.

I januar 1945 deltog Døssing i en samtale med viceudenrigsminister Dekanozov. Denne kunne fortælle, at der lå en meddelelse om, at danskerne selv mener, at de er et engelsk interesseområde og engelsk – amerikansk militærområde. Her vil vi gerne protestere, sagde den sovjetrussiske viceudenrigsminister.

Jo der var tegn på at russerne ville blive stormagtspolitik over for Danmark og gøre dette land afhængig af Moskva.

 

Kommunisterne vejrede morgenluft

På et Rådsmøde den 17. april 1945 fremlagde kommunisterne Fog og Houmann, støttet af Dansk Samlings Arne Sørensen og den konservative Aage Schock et gennemarbejdet politisk – socialt program, som i givet tilfælde skulle gøre Rådet til en Folkefront – regering, sådan som vi så det i de sovjetbefriede lande i Østeuropa. Jo Kommunisterne vejrede i den grad morgenluft og håbede at russerne kom.

Nu var det sådan, at Frode Jacobsen var kommet for sent til mødet. Han stemmede imod med al kraft og truede med at gå øjeblikkeligt fra Rådet. De uro medlemmer måtte give sig.

 

Duckwitz pendlerede med fare for sit liv

Man kunne jo undre sig, at vestallierede rykkede så langsomt mod øst. Fra Hamborg henvendte gauleiter Kaufmann sig til diplomaten Georg Duckwitz i Danmark, om han via englænderne kunne fortælle hvordan man lettest kom over Elben nemlig ved Lauenburg. Jo i Hamborg var de bange for at russerne kom først.

Duckwitz pendlede med fare for sit liv mellem Hamburg, Stockholm og Silkeborg, for at overtale den stædige og stadig Hitler-tro general Lindemann til at kapitulere. Det ville han ikke.

 

Montgomery krydser Elben

Vi ved også, at general Dewing den 22. april var i Stockholm for at briefe situationen. Og den 27. april var Duckwitz der. Via det britiske gesanstskab får han meddelelse om, at alle forberedelser til Elben – overgangen var iværksat, og at den var nært forestående. Endelig den 29. april krydser Montgomery.

 

Endelig ankommet til Lübeck

Dagen derpå den 30. april, tager Hitler sig selv og veninden Eva Braun af dage i bunkeren i Berlin. Den 2. maj er Montgomerys tropper endelig i Lübeck. Men russerne er lige i hælene øst fra. Blot 2 dage senere den 4. maj mødte de russerne ved den nærliggende Wismar.

Og efter tyskernes, endnu kun delvise kapitulation den 4. maj kl. 20.30, blev Dewing af Montgomery beordret til Danmark. Han landede med sine godt 100 mand i Kastrup den 5. maj

Denne Duckwitz har vi tidligere skrevet om. Man kaldte ham den gode tysker. Men den er lidt svær. Hans erindringer er det tydeligvis pyntet på. Han havde en finger med i spillet, da jøderne blev reddet.

 

Skiftede russerne kurs og holdning?

Faghistorikere har længe diskuteret, om det var et tilfældigt kapløb, der blev afgørende for, hvilke lande, der blev befriet af henholdsvis øst – og vestmagter. Spørgsmålet vil nok aldrig blive helt afklaret.

Danmark var tæt på at blive besat af Stalins styrker. Bl.a. anføres det at den sovjetiske legationsråd i Stockholm, Semenov bl.a. lod Thomas Døssing forstå at:

 

• Danmark ville gøre klogt i at regne med Sovjetunionen som Østersømagten. Danmark var russisk interessesfære.

 

Men senere er det så opstået tvivl om Sovjetunionen reelt har skiftet kurs, hvilket Radio Moskva for eksempel meddelte i begyndelsen af april 1945. Men dette fortaber sig i russiske arkiver. Det mest sandsynlige er, at Stalin prioriterede at tage Berlin men stadig havde planer om at tage vest på.

 

Luk porten til den jyske halvø

Da de russiske soldater bevægede sig ind i Berlin i slutningen af april og englænderne stadig ikke var nået frem til Lübeck, fik kommandant Rokossovskij ordre til at skynde sig af sted med sine panserstyrker. Så skulle han om muligt fra Lübeck rykke nord på. Men den mulighed opstod så ikke.

Churchill frygtede russisk stormløb mod Jylland. Han gav Montgommery besked om:

• At lukke porten til den jyske halvø.

Ja det lykkedes så på et hængende hår.

 

Flyvemaskiner stod klar til Bornholm

Flere flyvemaskiner stod klar i Kastrup Lufthavn i dagene fra den 5. maj til den 8. maj for at føre briterne til Bornholm. Det ville tage under en time.

Men beslutningen lå ikke hos briterne men hos Dwight D. Eisenhower øverstkommanderende for de allierede styrker i Europa, SHAEF. Han havde sine forbehold og tøvede.

General Dewing ventede og ventede. Den 4. maj skrev Montgomery til Eisenhower:

 

• Der er rygter om, at russerne har kastet deres øjne på Bornholm.

 

Endelig den 7. maj kom svaret fra Eisenhower:

 

• De må ikke sende styrker til Bornholm undtagen på anmodning af den danske regering.

 

Et par timer efter dette faldt de første bomber på Bornholm.

Dewing mente, at man kunne sende en symbolsk luftbåren styrke til Bornholm. Men fra Eisenhower hørt han aldrig noget.

 

Churchill: Go ahead

Premierminister Churchill havde en anden mening end Eisenhower.

 

• Go ahead, send straks folk til øen

 

I dagene fra den 5. til den 9. maj var der bestræbelser gennem diverse kanaler og kommandoveje fra både lederen af Special Forces Danmark, Otto Lippmann, den tyske kommandant på Bornholm og amtmand Stenmann, at formå briterne til bage at sende blot en lille militærafdeling til øen.

Men ak, Eisenhower havde uden at informere sin politiske rådgiver eller briterne telegraferede Eisenhower sen 8. maj om eftermiddagen til Bornholm, om han måtte sende en delegation.

 

Hvorfor rystede Eisenhower på hånden?

Hvorfor rystede Eisenhower nu på hånden?

Fra Foreign Office forlød det den 4. april, at russerne ikke havde nogen interesse i Bornholm. Og når sådan noget sker, så opstår der myter. Og myrten går på at ”ambassadør” Døssing skulle have afleveret en skriftlig note.

Han identificerede sig nok mere med Sovjet end Danmark. Han havde over for russerne tilkendegivet, at danskerne ikke ville modsætte sig, hvis russerne ville oprette baser for eksempel på Bornholm.

London og SHEAF var skeptiske. Man mente, at sådan en henvendelse kunne tolkes som en opfordring til Moskva om at engagere sig i befrielsen af Danmark.

Åbenbart havde Døssing misforstået sine instrukser. Han var af den faste overbevisning, at der slå en aftale mellem SHEAF og Frihedsrådet, som det ikke gjorde. Nu blev der aldrig lavet en aftale med russerne, men noten skabte stor forvirring.

Måske var det også øens beliggenhed, der var inden for de russiske linjer, der var årsag til Eisenhowers tøven.

 

Montgomery skulle ikke tage Bornholm

Interessant er det også at kigge på et direktiv, der var tilgået Montgomerys 21. armegruppe den 3. maj 1945. Her var en plan over de øer, der skulle befries, og her var Bornholm ikke med. I direktivet stod der:

• I betragtning af mulige internationale forviklinger, må der ikke foretages nogen aktion mod Bornholm uden forelæggelse for 21. armegruppes hovedkontor.

 

En yderst farlig situation for Danmark

Russerne tog sig god tid til at besvare Eisenhowers forespørgsel. De sagde selvfølgelig njet til, om en delegation måtte komme på besøg. Og ellers forklarede de, at Bornholm lå inden for deres interesseområde.

I virkeligheden var det en meget farlig situation for Danmark. For ingen kunne vide sig sikker om russerne ikke ville beholde øen, som det senere skete for så mange andre lande, som Stalins tropper besatte.

 

Russerne havde længe haft kig på Bornholm

Men nu kunne det vel ikke være en overraskelse for nogen, at russerne kom til Bornholm. De havde længe haft øje på Bornholm modsat de allierede. Allerede i sommeren 1944 havde man i Moskva diskuteret øen.

I begyndelsen anså man Bornholm som et militært støttepunkt. Men efterhånden skiftede dette karakter. Nu var det en forpost til Danmark og måske en indgang til indflydelse på Danmarks udvikling.

Ved årsskiftet 1944/1945 blev befrielsen af Danmark mere påtrængende:

• Hvordan kunne sovjetiske tropper tage del i den? Lad os begynde med Bornholm

Ja sådan hed det i et memorandum til Molotov i december 1944.

I marts 1945 forslog legionsråd Semjonov igen at erobre Bornholm. I de kommende uger var der tre forskellige instanser, der foreslog det samme.

I marts 1945 havde de sovjetiske tropper indtaget Kohlberg syd for Bornholm. Nu anbefalede den sovjetiske udenrigstjeneste, at Den Røde Arme skulle besætte Bornholm. Argumentet var rent politisk nemlig at det kunne sikre Moskva indflydelse på udviklingen i efterkrigstidens Danmark og på landets udenrigspolitiske orientering.

 

Rønne og Nexø bombet

Hvorfor to byer skulle bombes synder og sammen kan virke mystisk. Godt nok skød tyskerne på de tyske fly fra et batteri ved Nexø, men alligevel? Russerne troede ikke på tyskerne. Her lå trods alt 20.000 tyske soldater. Og her var en af de sidste tyske lommer.

Alene i Nexø befandt der sig 5.000 tyske flygtninge. Men udhungrede, beskidte og uden midler boede de i interimistiske lejre i skovene langs kysten, mens de ventede på at blive fragtet videre.

De lå også i skibe i havnene. Der var masser af døde og syge flygtninge. Mange havde også smitsomme sygdomme.

Også sygehuset blev ramt. I havnene blev fiskekuttere, bornholmske dampfærger og tyske krigsskibe ramt.

 

Von Kampz kunne ikke overgive sig

Man forsøgte at overtale den tyske kommandant Von Kampz til at overgive sig, men det kunne han ikke. Fra Flensborg havde Dönitz befalet ham til at kæmpe til den bitre ende.

Von Kamptz måtte ikke overgive sig. I de dage fra den tyske delkapitulation den 5. maj til den totale kapitulation den 9. maj var tyskerne stadig i krig med russerne. Von Kamptz nægtede efter krigen, at han havde givet ordre til at beskyde de russiske fly.

En bornholmer har fortalt, at han havde hørt tyske soldater fortælle, at ordren var kommet fra tyske ”pansergeneraler”, der netop var kommet til øen fra østfronten.

 

To millioner tyskere på Østersøen

I februar 1945 var Bornholm fra tysk side udvalgt til at spille en hovedrolle i de evakueringsplaner, der skulle bringe tyskerne fra Baltikum, Østpreussen og Pommern til Tyskland. Man besluttede derfor, at Bornholm skulle holdes på tyske hænder så længe som muligt. Situationen var vanskelig. Tyskerne vidste udmærket, at Bornholm lå bag de russiske linjer.

Gerhardt von Kamptz havde godt 15.000 soldater til rådighed, men det var ikke tale om elitesoldater. Han besluttede at bruge sine styrker til et forsvar for havnebyerne Nexø og Rønne. Han opgav at forsvare kystlinjen. Den 10. maj overgav han sig uden yderligere kamphandlinger til russerne.

Og den stakkels Gerhardt von Kamptz blev sendt i russisk fangelejr, hvor han tilbragte de kommende ni år.

Tyske flygtninge og soldater strømmede til øen og efter aftale med modstandsbevægelsen og tyske myndigheder skulle tyske tropper holdes i lejre indtil de kunne afvæbnes af allierede styrker.  Men disse kom ikke.

Så sent som den 6. maj ankom den tyske general Rolf Wulthmann for at overtage evakueringsplanerne.

I de sidste dage af krigen blev mere end to millioner tyskere transporteret gennem Østersøen.

 

Knugende og ubehagelig fornemmelse

Af Rønnes 3.000 ejendomme var der blot nogle få hundrede, der var forblevet uskadte. Ni ud af ti huse var beskadiget.

I Nexø var stort set alle 900 ejendomme let eller svært beskadigede. Heraf var 400 helt eller delvist ødelagte. Og pludselig var 4.500 eller hver 10. bornholmer hjemløs. Ja selv tyske soldater hjalp med oprydningsarbejdet.

Thorvald Nielsen skrev den 10. maj 1945 i sin dagbog:

 

• Det var en knugende og ubehagelig fornemmelse at færdes i de øde og folketomme gader, omgivet af ruiner og ødelæggelser på alle sider, at det er ganske umuligt at beskrive. Man føltes sådan kold helt igennem.

 

Øjenvidner beretter om, at tyskerne brændte over 100 lig på to store bål på havneområdet i Rønne. Dette har dog ikke kunnet bekræftes i skriftlige kilder.

 

Masser af fulde russere

Først den 9. maj forsøgte russerne at indtage øen med fem hurtigbåde. Nu gik rygterne på øen, at besættelsen var permanent. I alt 7 – 8.000 russere invaderede øen.

Straks efter landsætningen begyndte russiske soldater med trusler fra geværer og pistoler at afkræve bornholmernes armbåndsure og cykler. Ret hurtig fandt øboerne også ud af, at det var et tørstigt folkefærd. De drak alt, madolie, hårsprit, bonevoks, eddike og ikke mindst snaps.

Beretningen om fulde russere var talrige. De fandt også på at drikke saltsyre. Og i disse tilfælde var der mindst to døde.

Afstraffelsen af de russere, der blev grebet på fersk gerning kunne godt virke brutal. En russer, der stjal en guldring, blev skudt på stedet. Og en russer, der blev pågrebet med favnen fuld af tøj, blev transporteret væk på en lastbil for derefter at blive skudt af en kvindelig officer.

Rygter om disse afstraffelser fik mange øboer til at undlade anmeldelser.

 

Russerne blev skamrost til bornholmernes fortrydelse

I radioen lød der en varm tak til Rusland og den Røde Hær. Og så blev der ellers talt om venskab. Der var ikke noget om de enorme ødelæggelser på Bornholm. Og det hørte man ikke engang noget om i ekstraudsendelserne efter besættelsestiden. Hele Danmark festede undtagen Bornholm.

Gang på gang blev russernes opførsel skamrost i radioen. Dette forstod man ikke på Bornholm. De oplevede i den grad noget helt andet.

 

Bornholmerne i frygt

Russernes talrige overgreb og forbrydelser blev holdt hemmelige. Det måtte absolut ikke komme frem i medierne. Man skulle gerne blive ved med at holde sig gode venner med dem. Heller ikke russerne selv mente, at der var foregået alvorlige hændelser.

Mænd turde ikke lade deres koner være alene hjemme i frygt for, at russerne ville komme og voldtage dem.

Christmas Møller ville sende 800 frihedskæmpere til Bornholm for at aflaste det udkørte frihedskorps, men han fik njet fra russerne.

 

Masser af omkommende

Russerne beordrede en masse Bornholmer – skibe til at borttransportere de tyske soldater. Det skete fra den 12. maj og så fem dage frem. I lange kolonner blev soldater og flygtninge transporteret til Kohlberg.

På tilbagevejen var skibene fyldt med russiske tropper, krigsmateriel, kanoner og heste. Damperen ”Vesterhavet” ramte på tilbagevejen en mine ud for Kolberg og forliste. 11 bornholmske søfolk og 217 russiske soldater mistede livet.

I sin første tale efter besættelsen udtalte amtmand von Stemann:

• Hans (von Kamptz) vil i generationer blive omtalt med skændsel her på øen.

 

Christmas Møller i lav kurs på Bornholm

Udenrigsminister Christmas Møller var heller ikke i høj kurs herover. De havde indtryk af, at han overhovedet ikke ville beskæftige sig med problemerne på øen. Hver gang amtmanden skulle have fat i ham, så sad han enten til møde eller kunne ikke findes.

Den 19. maj 1945 taler Christmas-Møller om den ”Store marskal – Stalin”. Dette hjalp måske, fordi nu kom en stor ministerdelegation til øen. De var inviteret til en stor middag på Dams Hotel. Her fortsatte udenrigsministeren med at rose Den Røde Hær.

I Fælledparken fortalte Christmas Møller kort tid efter i en tale, at man på Bornholm havde det på absolut samme måde som i det øvrige Danmark.

Allerede den 9. maj ville man officielt have budt russerne velkommen. Men det afviste russerne. I stedet forsøgte russerne nu at isolere øen.

 

Mindst 20 voldtægter

Grovheden tog til i sommermånederne, hvor også de mest forhadte forbrydelser som voldtægter tog til. I sommeren 1945 var der daglige rapporter om indbrud, tyveri og røverier. Blandt ”Befrierne” var der afstumpede forbrydere. Ved kig i politirapporterne var der tale om mindst 20 voldtægter begået af russerne.

Tre måneder efter landgangen var der stadig masser af soldater som de overordnede ikke kunne styre. Gentagende gange havde de russiske ledere forsøgt at få sendt 2.000 af de 8.000 russere sendt hjem. Disciplinen var slap og mange af soldaterne kunne vel betagnes som upålidelige.

 

Rigspolitiet sendte flere betjente til øen

Rigspolitiet sendte flere betjente til øen. Man oprettede en speciel udrykningstjeneste. Efterhånden fandt de russiske ledere også ud af, at noget var galt. I 1946 måtte soldaterne ikke færdes uden for deres lejre uden speciel tilladelse. Man var nemlig fra russisk side også bange for – for meget vestlig påvirkning.

Amtsrådsmedlem og medlem af lokalkomiteen Skov sendte også en stemningsrapport til Christmas – Møller. Og denne gang var der svar fra udenrigsministeren. Han svarede, at han var afskåret fra at sige noget om det over for offentligheden. Gentagende gange spillede politikerne maskespil.

 

Negativ omtale ville fornærme russerne

Amtsrådsmedlem Jens Holm skrev i midten af september 1945 til partifællen udenrigsminister Christmas Møller:

 

 

• Forholdet udvikler sig stadig i uheldig retning. Jeg ved ikke om De får indberetning fra myndighederne her – amtmanden eller politimesteren. Så vidt jeg ved, indgår der dagligt politirapporter om tyveri, indbrud og voldtægt. Her på min egn er der i hvert fald sådan, at snart ingen tør lade deres kvinder være alene hjemme eller færdes ude alene. Sidste søndag kl. 3 eftermiddag blev min nabos unge pige overfaldet af to russere, den ene tog hendes cykel og armbåndsur og forsvandt med det, hvorefter den anden med revolver i hånden øvede voldtægt med hende – og således hører man næsten dagligt så fra den ene, så fra den anden kant af øen.

 

Man frygtede at negativ omtale ville fornærme russerne og forværre spændingerne. Aviserne blev jævnligt kaldt til møder, hvor der blev understreget, hvor vigtigt det var, at omtale russerne positivt. Ministerierne kiggede også aviserne over skuldrene.

 

Mange penge til genopbygning

Danmark ville ikke have, at russerne skulle føle sig mindre velkomne end briterne og på den måde blev bornholmerne en brik i et stort politisk spil. Man lovpriste Den Røde Hær og roste russernes adfærd frem for at protestere over deres opførsel.

Bornholmerne vidste i virkeligheden ikke, om de var købt eller solgt.

Regeringen bevilligede omkring 100 millioner af kroner til genopbygningen af Bornholm. En landsindsamling indbragte 7,5 millioner kroner. Her bidrog svenskerne også.

Bornholmerne blev nervøse, da russerne begyndte at bygge barakker til vinteren. Rygter om russernes permanente tilstedeværelse på Bornholm blev dermed forstærket. De havde ellers sagt, at de ville forlade øen, når den sidste tysker var forsvundet.

 

Englænderne var irriteret over danskernes nølende stil

Englænderne var efterhånden blevet trætte af danskernes henvendelse angående Bornholm. Ja de var irriteret over den nølende danske stil.  De mente, at danskerne selv måtte løse deres problem med russerne.

Amtmanden måtte indkassere adskillige vodka-sjusser får at holde det gode diplomatiske forhold ved lige. Amtmanden forsøgte også, at finde ud af, om der var nyt med hensyn til, hvor længe russerne ville blive.

Regeringen godkendte, at betale russerne to millioner kroner om måneden så længe de var på øen. Det var en vanvittigt højt beløb, mente man på øen. Russerne sagde godt nok, at pengene ville blive refunderet. Men man så dog aldrig noget til de 20 millioner kroner som Den Røde Hær fik overført.

 

Amtmanden havde et dårlig forhold til København

Amtmand von Stemann brød sig ikke om de danske udenrigsministre, John Christmas – Møller og efterfølgeren på posten Gustav Rasmussen. Men modviljen gik begge veje.

I København var man trætte af amtmandens lange indberetninger. Han fik talrige gange at vide, at han skulle fatte sig i korthed. Det var nu nok noget tvivlsomt, hvor meget ministerierne gik op i disse indberetninger.

Von Stemann følte hele tiden, at han talte for døve øren. Bornholmerne følte, at Danmark ignorerede øen.

 

Russerne svarede prompte

Briterne havde troet, at danskerne ville afkræve et svar fra russerne, men det var ikke sket. Nu ville London gerne vide, hvor Danmark stod. Der blev udfærdiget en note, men så skete der egentlig ikke mere.

På FN* s generalforsamling i London i februar 1946 forlangte briterne nærmest, at den danske udenrigsminister tog kontakt til russerne. I en timelang samtale talte udenrigsminister Gustav Rasmussen den 8. februar 1946 også med viceudenrigskommissær Andrej Vysjinskej. Umiddelbart kom der ikke noget ud af det. Meningen var, at henvendelsen skulle efterfølges af en skriftlig forespørgsel fra dansk side.

Det gik dog noget tid, inden man fik renskrevet en officiel skriftlig anmodning til russerne. Den fik gesandt Thomas Døssing afleveret den 4. marts 1946.

Udenrigsminister Molotov svarede prompte:

 

• Hvis Danmark er i stand til at overtage øen Bornholm med sine egne tropper og oprette egen administration, der uden nogen som helst deltagelse af fremmede tropper og fremmed administration, så vil den sovjetiske regering tilbagekalde sine tropper fra Bornholm og overgive øen til den danske stat.

 

Offentligheden skulle tro, at forhandlingerne var vanskelige

Alt dette var amtmand von Stemann slet ikke blevet orienteret om. Han fik det at vide ad omveje. Udenrigsminister Rasmussen ville have offentligheden til at tro, at man fra dansk side havde været igennem nogle særdeles vanskelige forhandlinger. ’

Måske havde Bornholm mistet sin strategiske betydning. Og russerne havde fundet ud af, at englænderne ikke blev i Danmark. Man havde fra russisk side ikke fået den indflydelse, som man havde håbet på. Men man havde jo heller ikke gjort forsøg på det.

Og det kunne jo også være, at man allerede i september 1945 kunne have fået russerne til at rejse hjem. Da havde nordmændene bedt russerne om at forlade Nordnorge, og det havde de uden betingelser gjort.

 

Den 5. april 1946 var russerne væk

I marts 1946 slap bornholmerne af med russerne. Den 24. marts 1946 rejste danske soldater med britisk udstyr til Bornholm og 5. april var øen atter befriet. Da sagde kommandant Fjordoe Korotkov farvel og tak.

Fra russisk side blev der ikke stillet betingelser. Men alligevel nægtede den danske regering efter optagelsen i NATO at give NATO-tropper adgang. Således afviste den danske regering 1982 at lad et amerikansk militærorkester at spille på øen. Måske var det en overdreven ydmyghed over for den kommunistiske kæmpe.

 

”De ofrede livet”

I Allinge på Bornholms nordøstligste kyst ligger et mindesmærke for de russiske soldater, der døde under besættelsen. Mindesmærket er en fire meter høj obelisk i poleret rønnegranit med hammer og sejl og femtakket stjerne på toppen.

Obelisken er opstillet ved Allinge kirkegård, og på mindesmærket er indgraveret denne tekst:

 

• Evig berømmelse for de russiske helte som ofrede livet i kampen mod tyske okkupanter. Fædreland 1945.

 

Hver år, den 8. april kommer der officielle russiske repræsentanter og lægger kranse ved de 29 gravpladser.

 

300 huse fra Sverige

I Rønne og Nexø er der særlig et tydeligt minde fra de russiske bombardementer i maj 1945. Det er de såkaldte svenskehuse, der var en gave fra svenskerne til bornholmerne. Svenskerne følte stærkt med bornholmerne, der så tæt på dem selv havde mistet hus og hjem. Derfor byggede og klargjorde de 300 huse i moduler i Sverige og sendte dem til Bornholm som hjælp til at genopbygge de to byer. Det første svenskerhus var klar til indflytning i september 1945 og er fortsat attraktive boliger.

 

Masser af hemmelige forsvarsanlæg

Ingen andre steder i Danmark har hjemmeværnet trænet så talstærkt som på Bornholm. Her er bygget mange hemmelige bunkers, forsvarsanlæg, lytte – og radarstationer og meget mere. De skulle jo nødig tage Bornholm nok engang

Ud over at være forberedt på et eventuelt sovjetisk angreb, var Bornholm under hele Den Kolde Krig også et yndet mål for især polske afhoppere og flygtninge. En af de spektakulære afhopninger fandt sted den 5. marts 1953. Det var en 21 årig polsk pilot der landede her i et sovjetisk jagerfly.

 

Kilde:

• Chr. Von Steemann: En dansk embedsmands odysse
• Jørgen H. Barfod: Et centrum i periferien
• Jacob Harnemann: Bornholm mellem øst og vest
• Børge Kure: En ø i krig
• Anne Vibeke Knudsen (red) Bornholm i krig 1940 – 1946
• Erik Dyreborg: Flugten fra Bornholm 1944
• Bornholm besat – bomber – befriet (Frihedsbevægelsen på Bornholm)
• Hans Gregersen: Bornholm
• Bent Jensen: Den lange befrielse
• Jesper Gaarskjær: Bornholm besat
• Øjvind Kyrø: Det hemmelige Bornholm
• Wikepedia: Bornholm befriet
• mreast.dk/bornholm
• b.dk
• information.dk
• Diverse artikler på dengang.dk

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk er der 230 artikler fra Besættelsestiden herunder:

 

• Duckwitz – den gode tysker
• Hvorfor kom Montgomery så sent?
• Syd for grænsen – efter besættelsen
• Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
• Deserteret i Svenborg – Likvideret i Gelting Bugt
• Likvideret på Alssund den 5. maj 1945
• Frihedsrådet – det kneb med opbakningen
• Frihedsrådet – som springbræt og mange flere