Vesterbro – under besættelsestiden (2)

Vi kigger på Folkestrejken. Men starter på to vellykkede sabotager. Alle var på gaden. Og der blev bygget masser af barrikader. Der kom restriktioner fra tyskerne. Istedgade var en brændende ovn. Tyskerne svarede igen med skud. Folkestrejken fik sit første offer. To mennesker dræbt i deres lejlighed. Hvordan så det ud fra Gl. Kongevej. Uro i Saxogade. Et dødeligt skud i maven. Danske håndlangere dræber en person. Ballade i sporvognene på Istedgade. Ekstra skud fra danske håndlangere. Gestapo-vagtmand fik klø. Et kompagni soldater ved Hovedbanegården. Dansk SS-mand i vanskeligheder. Den stakkels damefrisør. Chaufføren og SS-manden fik også bank. Seng smidt ud fra 4.sal. Slut med hjælp fra de sårede. DNSAP-kontor raseret.  Skud mod Vesterbro Torv. Hængende i vindueskarmen. Tyske tropper rykker ud fra kl. 7. Tvunget til at rydde barrikader. Flere kanoner på Vesterbro. Skud mod fredelige danskere. Sejren er dyrt købt.

 

To vellykkede sabotager

I denne artikel fokuserer vi på Folkestrejken i 1944. Men vi starter med to vellykkede sabotageaktioner, der havde karakter af partisanangreb. Det første var mod Globus i Glostrup den 6. juni. Fabrikken, der fremstillede flydele til tyskerne var en af de vigtigste rystningsvirksomheder i Danmark.

Den anden aktion var mod Riffelsyndikatet i Frihavnen den 22. juni. Denne havde også stor betydning for tyskerne. Sabotørerne nåede at forsyne sig med våben og store mængder af ammunition. Til tyskernes raseri og danskernes jubel.

Dagen efter fuldbyrdede tyskerne dødsdomme over otte sabotører, og dagen efter igen iværksatte de omfattende schalburtager mod bl.a. Tivoli.

 

Alle var på gaden

Arbejderne på B&W havde nedlagt arbejdet. Fra Istedgade meldte Bergstrøm:

 

• Ophidselsen steg i byen. I Isted-kvarteret, hvor der var en smal skygge, samledes dagen igennem diskuterende grupper. Man gestikulerede og talte højt uden hensyn til mindre pålidelige vidner. Ved 19-tiden var grupperne blevet til opløb. Og da man ved 20 – tiden skulle have befundet sig oppe i lejligheden – hvis man ville holde sig forbuddet efterretteligt – var næsten alle mennesker nede på gaden, selv kvinder med mindreårige børn.

 

Barrikader på Istedgade

Lidt efter kl. 20 kørte en tysk udrykningsvogn gennem Istedgade. Folk i gaden hujede og peb ad bilen, som derefter standsede op. Tyskerne skød et par varselsskud og kørte derefter videre. Bergstrøm beretter:

 

• Denne episode blev netop signalet til en voldsom aktivitet. Til at begynde med lidt falmende, men meget hurtigt med en vis rutine, begyndte man at bygge barrikader, den første tværs over Istedgade ved Saxogade-krydset. Man brød brosten og fortovsfliser op, man fyldte op med skarnskasser, som man slæbte ud fra gårdene. Gamle møbler blev puttet ind imellem. Og man stivede af med lyskasseriste. På den måde fik man lavet ganske antagelige spærringer, som i hvert fald ikke lod sig forcere med almindelige biler, selv om det var legeværk for tanks. Snart var der fuldt med spærringer i Istedgade med sidegader. Mange steder kronedes barrikaderne med et rødt flag, revolutionens fane.

 

Restriktioner fra tyskerne

Der var voksende protester mod tyskerne. De svarede igen med at indføre spærretid fra kl. 20 til 5 næste morgen. Dette gjaldt fra mandag den 26. juni. Det blev også forbudt at samles mere end fem personer på gaden.

Der blev rejst barrikader og de første bål blev tændt. Tyskerne forsøgte at bekæmpe modstanden med massive skyderier i gaden. Det var på Nørrebro og Vesterbro oprøreret var mest markant.

 

Istedgade var en brændende ovn

Vilhelm Bergstrøm var kriminalreporter på Politiken. Han fulgte Folkestrejken tæt i de ni dage, den varede. Han skrev hver dag en 20 siders dagbog og efter krigen udgav han bogen ”Istedgade overgiver sig aldrig”.

 

• Istedgade var en brændende ovn. Der var næsten ikke til at ånde. Alle gadens tusinder af vinduer med spæråbne og strittede stift ud fra snavsede facader, så at man kom til at tænke på fisk, som uden for deres element krampagtigt vider gællerne ud. Tilmed var luften fuld af brandos, hvis der endelig kom en svag luftning nede fra havnen. Her var hvert andet brunkulslager ved selvantænding kommet i glød og fik lov til brænde og gløde videre, fordi brandvæsnet hverken havde materiel eller mandskab nok til at bekæmpe disse brande, når alle andre opgaver skulle passes.

 

Tyskerne svarede igen med skud

På Enghave Plads var der ligeledes bygget barrikader. Situationen var ved at glide det danske politi af hænde. Og de tyske politipatruljer, som blev sendt på gaden, bidrog selv til kaosset.

Ved 21 – tiden sendte politiet en højtalervogn på gaderne i sidste forsøg på at få folk til at gå hjem. Men pludselig hørtes voldsom skyderi både fra Hovedbanegården, Enghave Plads og fra adskillige af de omkringliggende hustage. Mandskabet i højtalervognen måtte skyndsomt søge dækning for kugleregnen.

Når de tyske patruljer viste sig, blev de mødt med ophidsede tilråb og nogle steder stenkast. Tyskerne svarede igen med skud mod menneskemængden. Den voldsomme konfrontation forblev dog heller ikke uden dødsofre. Det første offer faldt ironisk nok på Vesterbrogade, som ellers var forholdsvis rolig.

 

Folkestrejkens første offer

Det var ganske vist mange mennesker på gaden, men de fleste var ude at trække luft. Kort før kl. 22 gik en kæde af tyske politisoldater gennem gaden mod Pile Allé. De affyrede en række maskinpistolsalver langs med gaden og op mod husfacaderne. En af salverne ramte en gruppe mennesker, der stod på hjørnet af Sundevedsgade.

Den 20-årige konditorlærling Knud Rasmussen blev ramt i maven og faldt til jorden. Han var Folkestrejkens første offer. Adskillige andre blev såret under den tyske fremrykning. En tilsvarende kæmning af Istedgade fandt sted. Her var tyskerne ledsaget af danske håndlangere, der ikke ville stå tilbage for deres herrer og derfor skød med stor iver.

 

To mennesker dræbt i deres lejlighed

Men også i kvarterets andre gader blev der dræbt og såret folk. Dannebrogsgade var helt tom. Alligevel kørte tyskerne ved 22-tiden igennem gaden og affyrede skud mod husfacaderne. To mennesker blev dræbt i deres lejligheder.

Status for denne dag var, at ti danskere mistede livet og 46 blev såret. Tyskerne led også tab. Mindst to danskere i tysk tjeneste mistede livet på Vesterbro den aften.

 

Et glimt fra Gl. Kongevej

Maleren Flemming Barsøe oplevede de voldsomme begivenheder. Han havde atelier på Gl. Kongevej, men i sommeren 1944 skjulte han sig med andre kunstnere bl.a. forfatteren Kjeld Abell, i et hus i Skovlunde. Mandag den 26. juni opholdt Bergsøe sig i sit atelier:

 

• Ved halv otte-tiden hører oppe fra mit vindue kraftigt skyderi over på Vesterbro. Det er mærkeligt at se Gl. Kongevej ligge fuldstændig øde hen i fuldt dagslys, kun små grupper af mennesker står uden for deres gadedør for at se efter, om det sker noget. Det er en enestående smuk aften, varm stille og lys. En sådan aften kan man godt opgive at holde unge mennesker inde.

 

Ved ti-tiden viser de første tyskere sig på Gl. Kongevej. Fem grågrønne skikkelser med stålhjelm kommer slingrende i rasende fart ned gennem gaden på cykel, riflerne har de liggende i skudstilling over styret. Allerede på lang afstand hører jeg dem vræle op. Skønt de er bevæbnede, er det tydeligt nok dem, der er mest bange. Folk trækker sig skyndsomst ind i gadedørene, navnlig da tyskerne fyrer et par skud ned ad gaden, kommer der fart i de små grupper. En klynge unge mennesker henne på hjørnet af Nyvej er ikke hurtige nok i vendingen, og øjeblikkelig spurter tyskerne hen mod dem, idet de brøler – weiter, weiter.

 

Inden de flygtende har noget gadedøren, er tyskerne nået ind på livet af dem, de smider cyklerne og tager sigte, de brøler op som vilde dyr, og de to sidste københavnere falder baglæns ind af dørtrinet ind over dørtrinet i porten. At de ikke bliver skudt, er en tilfældighed.

 

En likvidering på åben gade

Tirsdagen bliver noget roligere end den blodige mandag. I løbet af dagtimerne er det kun få sammenstød mellem danskere og tyske patruljer. Flemming Bergsøe opholdt sig denne dag i sit galleri sammen med Frederik Schyberg, der er litteratur- og teaterkritikker på Politiken. De blev vidne til en likvidering på åben gade. Bergsøe beretter:

 

• Lige efter frokost, da Frederik og jeg sidder og lytter til radioen lyder der skud nede på gaden. Jeg går til vinduet og ser en mand bliver slæbt ind i Sæbehuset lige over for min gadedør. Hans cykel ligger endnu på gaden i en blodpøl, som viser, hvad der er sket. Lidt efter bliver han båret ud i en ambulance, tæppet er trukket over hans ansigt.

 

Senere får jeg at vide, at det er den unge bagermester Svanberg i Smallegade. Han har været nazist og stikker, Hans forretning har arbejdet videre trods bagerstrejken. Han er dræbt af en revolverkugle i tindingen, affyret af en cyklist, der kom op på siden af ham og efter likvideringen forsvandt uset ned ad Nyvej.

 

Uro i Saxogade

Omkring 19.30 var der uro i Saxogade. I centrum for postyret var en udrykningsvogn med politisoldater fra den dansk – tyske kommando i Gernersgade. Udrykningskøretøjet holdt ud for nr. 64, hvor det skulle afhente en tysk soldat, der vistnok var beruset.

Pludselig blev der kastet en flaske efter udrykningsvognen. En af politisoldaterne affyrede en salve ind i menneskemængden. Den 23 maskinarbejder Carl Albert Møller blev dræbt og otte andre såret.

 

Et dødeligt skud i maven

Senere på aften ved 22-tiden blev det 30-årige bud, Alfred Petersen dødelig såret af skud i Sundevedsgade. På grund af nogle bål i gaden var en tysk militærvogn kommet kørende af Vesterbrogade, standset op ved Sundevedsgade. Og ligesom dagen før havde tyskerne affyret en salve ned ad gaden.

Dansk politi forsøgte at få folk inden døre. Klokken 19.30 var en politipatrulje kørt rundt i Istedgade-kvarteret for at få folk indendørs. Gårsdagens begivenheder skulle ikke gentage sig.

Onsdag hørtes der skyderi fra Vesterbro. Det kom fra Istedgade, hvor nogle af tyskernes håndlangere åbnede ild mod menneskemængden på hjørnet af Abel Cathrinesgade.

 

Danske håndlangere dræber en person

Senere gik det løs omkring Istedgade-Saxogade-krydset, hvor håndlangere kørte forbi i bil og affyrede flere salver.

Kort efter vendte de tilbage og affyrede flere skud. Tre personer blev ramt. Den ene, matros Otto Moretto, blev dødelig såret af skud i maven. Tyske militær- og politipatruljer var ligeledes på gaden og også de åbnede ild mod folk.

Hele aftenen hang et tysk bombefly som en mørk sky over de oprørske kvarterer. Men københavnerne slap for at blive bombet.

 

Ballade ved sporvognene

Bag kulisserne arbejdede DKP for at udvide strejkerne. Om torsdagen var det i dagtimerne forholdsvis roligt i dagtimerne. Sporvogns og Omnibusfunktionærernes Organisation havde udarbejdet en beretning. I denne kan læses følgende:

 

• En stor flok unge mennesker stormede vognene i Istedgade, koblede dem fra hinanden, skamslog 3 funktionærer og væltede 3 vogne. Der blev skudt i gaderne. Straks efter blev urocentret flyttet til Vesterbrogade (sporvognene var holdt op med at køre i Istedgade). Her blev funktionærerne truet på vognene af passagererne. I et tilfælde blev en konduktør truet med en brosten, som passageren ville slå i hovedet på ham, hvis de kørte længere. Truslen kom dog ikke til udførelse, da der straks efter opstod en standsning.

 

Sporvognen på Istedgade

Det hele begyndte omkring kl. 20 på hjørnet af Istedgade og Saxogade. Her gik en større menneskemængde løs på en sporvogn, som var standset i krydset. Det tilstedeværende politi var ikke talrigt nok til at klare situationen på egen hånd. Der måtte tilkaldes forstærkning. Politiet måtte true med at anvende magt. Sporvognen fik lov til at køre videre.

Men værre gik det for sporvognen kl. 20.50. Man havde lagt fortovsfliser og cement på skinnerne. Det betød at vognen blev afsporet. Nogle ældre arbejdere forsøgte at vælte sporvognen.

Der var gået rygter om ballade på Istedgade. Kort tid efter ankom kriminalassistent Wegge fra Sipo med tre danskere i tysk tjeneste. Bergstrøm beskriver, hvordan bilen, som de fire kørte i:

 

• Pløjede sig vej gennem mængden ved at affyre salver i luften. Folk gav plads. Ingen flygtede over stok og sten, de foregående dages skydning havde hærdet befolkningen.

 

Bilen standsede ved sporvognen, og de tre danskere steg ud. De var alle bevæbnede med pistoler. Bergstrøm fortsætter:

 

• I en brysk tone sagde den ene af dem til lederen af det danske politi, at han værsgo havde at sørge for, at sporvognen hurtigst muligt atter kom på skinnerne og blev fjernet. Da den pågældende politimand kort forklarede, at vognen måtte siges at være ”gået i baglås” opgav de tyske medhjælpere yderligere parlamentering og satte sig op i bilen. Svinehunde, Forrædere råbte folk rasende og nogle kastede sten efter bilen. Svaret blev en salve fra vognen. Medhjælperne sprang ud af vognen og fyrede videre.

 

Ekstra skud fra tyskeren og hans tre danske håndlangere

Derefter forsvandt bilen Men lige efter kom en lastbil med tyske soldater forbi i retning mod Hovedbanegården. Soldaterne åbnede ild mod mængden ved sporvognen. I alt ni personer blev såret ved skyderierne.

Man beslutter, at undlade sporvognskørsel gennem Istedgade. Og Wegge og hans tre danske håndlangere var langt fra færdige med at skyde på danskerne. Kl. 22.10 kørte de gennem Vesterbrogade og skød mod folk på gaden. Og få minutter efter gik det ud over tilfældige forbipasserende på hjørnet af Gl. Kongevej og Værnedamsvej.

 

Gestapo-vagtmanden fik klø

Også på Vesterbro Torv gik det hedt for sig. Her trak den 45 årige tidligere mælkekusk Valdemar Larsen som nu arbejdede som vagtmand ved Gestapos hovedkvarter i Shell-huset sin pistol og affyrede flere skud. Tre mennesker blev såret. Men i stedet for at flygte kastede en større menneskemængde sig over ham. Han blev banket og trampet på og blev ilde tilredt. Kort tid efter kom politiet forbi og redede manden.

Urolighederne fortsatte på Istedgade. Omkring kl. 22.30 væltede nogle unge mænd bivognene på to af de standsede sporvogne for at skabe barrikader. Der blev også tændt bål i flere af kvarterets gader.

Men nu havde tyskerne fået nok. Dansk politi måtte rykke ud. Tre delinger politibetjente gik i kæde ned ad Istedgade fra Hovedbanegården. Folk på gaden blev beordret op i lejlighederne. Senere gentog sceneriet sig i sidegaderne. Falck fik rejst de væltede sporvogne og fjernet barrikaderne. Herefter var det forholdsvis rolig.

En dansk-tysk kommando fra Gernersgade måtte arrestere fire danskere i tysk tjeneste, der skød omkring sig i Istedgade. 15 mennesker blev i alt såret og en døde senere af sine sår.

 

Et kompagni soldater ved Hovedbanen

Fredagen startede med at al sporvognskørsel blev indstillet kl. 7.30.

Kl. 8 blev der opstillet et kompagni tyske soldater ud for hotel Astoria på Hovedbanegården klar til at besætte banegården, hvis det var nødvendigt. Kl.10 blev det meddelt at togtrafikken herunder S-togene var indstillet.

Stormagasinerne lukkede. Det samme gjaldt små handlende. Det eneste der fungerede var mejerier, hospitaler, brandvæsen og kraftværker. Flemming Bergsøe oplevelede det således:

 

• Da jeg vågner den næste morgen, fredag den 30. juni, er der ingen vand i rørene, og jeg er straks klar over, at generalstrejken er brudt ud. Sporvognene kører ikke, men en lang række vogne står ned ad Gl. Kongevej, tomme og forladte. I løbet af formiddagen lukker alle forretningerne, fødevarebutikkerne bliver dog ved at holde åben lige til kl. 12. Folk står i lange køer foran urtekræmmerne og bagere for at få endnu lidt mad til de dage, som skal komme.

 

Overalt diskuteres situationen, folkestrejken er erklæret, målet er fuldt, vrede og forargelse har samlet københavnerne til en mur af enighed. I gadedøren finder jeg en løbeseddel fra Land og Folk, der opfordrer til arbejdsnedlæggelse og slutter med ”Vis enighed, sammenhold, mod og dristighed i handling”

 

Dansk SS-mand i vanskeligheder

Samtidig med disse begivenheder opstår der voldsom uro på Vesterbro. Ved 10-tiden gik den danske SS-mand Obergrenadier Marius Nielsen gennem Istedgade, efter at have været på besøg hos en kammerat. Ved Saxogade forsøgte han at klatre over en barrikade. Men i samme øjeblik blev der kastet sten mod ham.

Det fik Nielsen til at trække sin pistol og skyde et par skræmmeskud. De eder, der ledsagede skuddene røbede hans danske herkomst. ”Fædrelandsforræder” blev der råbt efter ham.

Menneskemængden tvang ham nu på flugt. Han tiltvang sig nu adgang til en opgang og forsøgte at komme ind i en lejlighed. Men døren var låst. Menneskemængden var fulgt efter ham. Nielsen affyrede sin pistol mod den første. Han blev ramt og resten af forfølgerne bar ham i gården.

Nielsen blev nu angrebet og fik en temmelig ublid behandling. Han blev skubbet ned ad trappen, blev slået med en skruenøgle i hovedet. I sidste øjeblik blev han reddet af en udrykningsvogn fra kommandoet i Gernersgade. Senere måtte en ambulance hente liget af den person, som Nielsen havde ramt.

 

Den stakkels damefrisør

Ned gennem Istedgade gjaldede opråbet:

• Ned med nazisterne!
• Vi skal damptromle deres butikker!
• De skal have klø!

Folk begyndte at plyndre kendte nazisters forretninger. Den første det gik ud over var en frugt- og grønthandler, men ellers var vreden vendt mod tobaksforretningerne.

Kort før kl. 13 blev en damefrisørsalon i Istedgade stormet. Det var kendt, at indehaveren var forlovet med en tysk marinesoldat. Det hjalp ikke, at hun sagde, at hun havde forbindelser. Hun blev klædt af, fik malet hagekors på kroppen og blev klippet med hendes egne sakse.

Herefter blev hun skubbet ud på gaden. Under mængdens hujen og piften løb hun hen ad gaden og ind hos nogle bekendte.

I mellemtiden blev frisørsalonen raseret og inventaret smidt på gaden og antændt. Et forslag om at antænde frisørsalonen blev forpurret, idet politiet ankom.

 

Chauffør og SS-Sturmmann i vanskeligheder

I Dannebrogsgade blev en dansk chauffør overfaldet. Bergstrøm beretter:

 

• I kloaken med ham, blev der råbt. Man væltede ham omkuld og flåede tøjet af ham. Kun iført sine sokker, ellers splitternøgen lykkedes det ham at komme på benene. Men han var ikke kommet langt, da der blev spændt ben for ham, så han faldt. Han blev gennempryglet og sparket

 

Man slæbte ham til en kloak, hvis rist man fjernede. Derefter begyndte man at stoppe ham ned med benene foran. Han var dog for tyk om livet, så det kunne ikke lade sig gøre. I stedet pryglede man ham videre.

 

 

Hvis ikke redningsmanden SS-Sturmmann, Bernhard Petersen var kommet med en revolver og havde udfriet ham, var han kommet op at dingle.

 

Men mængden gik nu løs på redningsmanden. Han havde næppe klaret sig, hvis ikke en dansk politipatrulje var nået frem.

 

De blev begge bragt til Svendsgades politistation. Foran forsamlede der sig en større folkemængde, der forlangte de to udleveret. De to uheldige blev dog senere afhentet af mandskab fra kommandoet i Gormsgade.

Man fortsatte angrebet mod butikkerne. Under hele Folkestrejken blev i alt 140 forretninger raseret. Ikke alle var nazistiske.

 

Seng smidt ud fra fjerde sal

Et anonymt vidne fra dengang beretter:

 

• Da vi hørte at situationen på Vesterbro ikke skulle være så slem som på Nørrebro kørte vi hen i Istedgade-kvarteret. På vejen derhen var det ikke meget at se, kun enkelte tyske patruljer. Da vi opdagede en røgsøjle kørte vi derhen. Det var Valdemarsgade 47, hvor en nazi-lejlighed på fjerde sal blev raseret.
• Da vi kom brændte allerede et stort bål på gaden. Der kom stadig mere deroppe fra. Senge blev smidt ud af vinduet, dyner, frakke, tøj, hatte og en paraply kom sejlende ned på bålet. På Istedgade var samme skæbne allerede overgået en tobaksbutik i nr. 110 og Stella Nova i nr. 38, en tobaksbutik i Dannebrogsgade 38 og Absalonsgade 29.

 

Slut med at hjælpe de sårede

Fredag aften fortsatte med skudepisoder. Kort før kl. 19 havde tyskerne opstillet et maskingevær på taget på hjørneejendommen Vesterbrogade/Værnedamsvej og givet sig til at skyde ned ad Saxogade, hvorved adskillige blev såret.

Godt en time efter blev det endda meddelt, at der snart var slut med at hjælpe de sårede. De tyske myndigheder forbød al kørsel med brandvæsnets og Zone-redningskorpsets kørertøjer samt al ambulancekørsel i tidsrummet 23 – 5.

 

DNSAP-kontor raseret

Omkring kl. 20 blev adressen Vesterbrogade 79, hvor det danske nazistparti DNSAP havde kontorer, stormet af en større menneskemængde. Alt hvad der kunne knuses blev knust. Man knuste WC – kummen og slog cisternen ned, hvilket havde til følge, at vandet overstrømmede det hele og trængte ned til forretningen i kælderen. Rester af borde, stole og kartoteker blev kastet i et stort bål. Man var bange for at ilden ville antænde nærliggende huse. Men menneskemængden tillod ikke brandvæsnet at komme til. Omkring 100 politibetjente blev tilkaldt og fik spredt folk.

Kort før kl. 21 begyndte tyskerne at besætte byens værker for at afbryde forsyningerne af el, gas og vand. Nu skulle de ulydige københavnere sættes på plads.

 

Skud mod Vesterbro Torv

I tårnet på Havemanns Magasiner på Vesterbrogade havde tyskerne placeret maskingeværer. Ved 22-tiden begyndte soldaterne at skyde omkring sig. Den 30-årige køkkenkarl Carl Eivind Jensen blev på hjørnet af Vesterbro Torv og Gasværksvej ramt i hovedet af en af tyskernes kugler og dræbt.

 

Høngende i vindueskarmen

I Oehlenschlægergade kom en tysk patrulje gående i retning mod Istedgade. Tyskerne skød op mod husfacaderne. En af kuglerne ramte den 33-årige brødkusk Einer Nielsen, der stod i et vindue.

Bergstrøm skriver det på denne måde:

• En af disse skud ramte Nielsen i hovedet. Han faldt forover og blev hængende i vindueskarmen. Fra såret i hans hoved drev blodet ned ad ejendommens facade.

 

Tyskerne trak tropper til København

Schalburg korpset var værst, men også nogle enheder af Sommerkorpset kørte rundt og skød. Frihedsrådet opfordrede til at fortsætte strejkerne. De gamle partier var bestemt imod denne udvikling. Tyskerne begyndte fredag aften at lukke for vand, gas og el. Dagen efter den 1. juli kl.  12 trådte deres militære undtagelsestilstand på Sjælland i kraft.

Det betød indførelse af militære standretter, der kunne afsige krigsretsdomme med øjeblikkelig følge. Tyskerne fulgte op med at trække tropper til København og afskar byen fra sit opland.

 

Masser af barrikader

De børn der ikke var på sommerferie var længe blevet gemt væk i gårdene. Nu blev det også tilflugtssted for de voksne, der byggede ildsteder til madlavning. Butikkerne havde lukket til gaden, men mange åbnede udsalg til gårdene via bagdørene. Vand var blevet tappet i alskens beholdere og kunne suppleres med vand fra søerne.

Frihedsrådet opfordrede for anden gang til at fortsatte strejken.

I Bogen af Flemming Bergsøe: Det underlige år er det givet følgende beretning:

 

• På hjørnet af Frederiksberg Allé, Vesterbrogade og Oehlenschlægersgade møder der os et pragtfuld syn. Trækvogne og skraldekasser er væltet over gaden. Ved Osborne er Vesterbrogade spærret af en række cykelstativer, og på tværs over gaden er der tændt kæmpebål, hvis flammer slår op mellem de mørke huse. Det nazistiske kontor overfor Osborne brænder, og alle dens propagandaskrifter flagrer brændende hen ad gaden. Valdemarsgade er spærret af en væltet kulvogn og langt nede på Vesterbrogade ser vi et andet stort bål, som spærrer gaden ved vester Fælledvej.

 

Café og restauration Osborne lå i et nu nedrevet hus på hjørnet, hvor Vesterbrogade og Frederiksberg Allé løber sammen. Og DNSAP´s ødelagte lokalkontor lå Vesterbrogade 79, 1.

 

Overnatning på Glostrup Politistation

Om lørdagen var det mange københavnere, der tog ud af byen. De turde ikke være derinde mere. ”Larsen” beretter følgende:

 

• Lørdag eftermiddag besluttede jeg at se at komme ud af byen med Hanne, og det gik også meget godt, selv om der var nogle stop på grund af skyderi, især på Toftegårds Plads, hvor tyskerne skød ind i et mægtigt opløb. Der var en mængde, der blev såret og dræbt, men vi kom igennem med hele lemmer, men da jeg skulle tilbage lørdag aften, havde tyskerne spæret ved Glostrup. Der var 400-500 mennesker, der måtte overnatte på Glostrup Politistation.

 

Tyske soldater rykkede ved 7 – tiden

De tyske soldater rykkede allerede ud ved 7-tiden fra et nyoprettet militært støttepunkt ved Sparekassen for København og Omegn på hjørnet af Enghave Plads og Istedgade. Bergstrøm beretter:

 

• Samtidig kom der fra alle kanter af Vesterbro vrimlende med tyskere i person- og lastbiler, på cykel og til fods. Enkelte steder rykkede man frem i kolonner medførende fodfolkskanoner.

 

Modbydelig nedskydning af tyskerne

Tyskerne gav sig derefter til at skyde. Adskillige blev såret. Nu var der nok mest Schalburgkorpset, der skød men der er mange eksempler på tyskernes brutalitet. Bergstrøm nævner et eksempel fra Oehlenschlægersgade fra lørdag morgen:

 

• En arbejdsmand skulle hente mælk til sine småpiger i alderen 2 og 3 år. Idet han kom ud af porten, blev han indhentet af to tyske soldater, hvoraf den ene var bevæbnet med maskinpistol. På gebrokkent dansk blev det spurgt, hvor han skulle hen. Han forklarede, som det var rigtigt, at han var ude for at skaffe noget mælk til sine børn.

 

Han fik lov at gå, men næppe var han gået nogle skridt hen ad kørerbanen, før soldaten med maskinpistolen affyrede en salve efter ham. Han styrtede til jorden, ramt af et skud i venstre lår. Men ikke nok hermed. Mens den stakkels mand lå på gaden, blev der endnu engang fyret på ham.

 

 

Han fik et skud gennem højre side af hovedet, hvorved kæbebenet blev knust og højre øje beskadiget. Desuden fik han et skud i venstre skulder. Han havde på en måde fået frit leje, og dog skød man ham. Sådan var den tyske militærånd.

 

Tvunget til at rydde barrikader

Folk blev tvunget til at fjerne barrikader. Bergstrøm fortæller:

 

• Barrikaderne var en torn i øjet på besættelsesmagten, de skulle fjernes. Store lastbiler med soldater blev sendt rundt i kvarteret. I porte og opgange samlede de unge mennesker op og anbragte dem i deres vogne. Var man ved at tage gidsler? Søgte de unge mennesker, man gjorde jagt på tilflugt i lejligheder tiltvang soldaterne sig adgang, og det hjalp ikke, de unge mennesker noget, at de bedyrede at de intet havde gjort, de blev alligevel taget med på vognene. De blev derefter kørt derhen, hvor der fandtes barrikader. De unge mennesker skulle ikke være gidsler. Der var opsamlet arbejdskraft. De blev tvunget til at fjerne barrikaderne.

 

Kanoner rettet mod Vesterbrogade

Jens Carlsen-Møller skulle lørdag formiddag hente sine døtre fra spejderlejr. På Hovedbanegården får han at vide, at der slet ikke kører tog på Sjælland. De to uheldige spejderforældre måtte så kære hjem igen:

 

• Da vi ad cykelstien på Vesterbrogade kom til Rådhuspladsen, så vi lige ind i løbet på en 75 mm kanon anbragt i muslingeskallen, parat til at beskyde Vesterbrogade – det så hyggeligt ud! Det var tillige godt spækket med maskingeværstillinger og maskinpistolbevæbnede soldater.

 

Flere kanoner på Vesterbro

I Svendsgade blev der på begge sider af politistationen opstillet fodfolkskanoner med mundingerne vendt mod Istedgade. Samtidig blev der opstillet kanoner ved Gsværksvej og Absalonsgade.

Lørdag aften kl. 23 trak tyskerne sig tilbage. Dansk politi overtog patruljeringen. Det samlede antal dræbte danskere fredag og lørdag var opgjort til 51, mens i alt 300 mennesker var sårede.

 

Frihedsrådet opfordrede til at fortsætte strejken

Dagen efter søndag den 2. juli udsendte Københavns Bystyre og arbejdsmarkedets organisationer så et opråb med opfordring til at genoptage arbejdet. Tyskerne ophævede afspærringen omkring byen og lod de offentlige værker gå i gang igen.

Frihedsrådet opfordrede igen til at fortsætte strejken indtil hovedkravene blev opfyldte. Det var at spærretiden blev ophævet og at Schalburgkorpset blev flyttet væk fra København. Korpset havde hovedkvarter i den beslaglagte Frimurerloge på Blegdamsvej.

 

Skud mod fredelige danskere

Bergstrøm beretter fra Vesterbro:

 

• Gennem Istedgade kom ved 20.30-tiden gående en tysk patrulje. Skummelt blik under hjelmen, gevær og maskinpistol klar. Med et fik de to forreste soldater øje på en lille klyngeunge mennesker, der stod og snakkede fredeligt sammen på gaden. Tyskerne vidste lige så godt som danskerne at situationen var afspændt.

 

• Men tyskerne var veldresserede og kunne tælle til fem. Så mange måtte der efter en stadig gældende lov ikke stå sammen på gaden. Altså ein, zwei, drei, geværet op og en række skud mod de unge mennesker, der sprang for livet.

 

 

En ung kvinde på 26 år, der tilfældig kom forbi sammen med sin mand blev hårdt såret af skuddene.

 

Skud mod bænk

Bergstrøm beretter også om en episode på Vesterbro Torv, hvor tyskerne skød mod fem mænd, der sad på en bænk. Ingen blev ramt, men reaktionen var ikke til at tage fejl af:

 

• Fanden skulle genoptage arbejdet, når vi bliver hundset på den måde.

 

Sommerkorpset mod 14 – årig dreng

På Vesterbro gik det voldsomt for sig. Ved 15 – tiden kørte to tyske biler gennem Enghavevej. I den ene af bilerne var der medlemmer af Sommerkorpset. De havde dannet et terrorkorps. De begyndte at skyde på mængden. Blandt de sårede var den 14- årige skoleelev Bent. Han blev dog ikke mere såret end, han søgte hjælp i Enghavevej 3. Men medlemmer af Sommerkorpset fulgte efter ham. De mente, at han havde hemmelige papirer på sig. Men det var nu papir til hans dukketeater. Så han udgjorde absolut ikke nogen fare for det tredje rige.

 

Istedgade – et chokerende syn

Et vidne var gået gennem Istedgade ved fem-tiden. Han bemærkede, at der var særdeles mange raserede butikker. Og så var der skudhuller i mange ruder selv i 3. og 4. sals højde. Der var brudt fliser op fra fortove og på gadehjørnerne var der brudt stenbro op.

Man fulgte ikke politikernes krav om at gå på arbejde om mandagen. Man blev hjemme. Først da tyskerne imødekom kravet om, at Schalburgkorpset skulle flyttes, skete der noget.

 

Sejren var dyrt købt

Frihedsrådet proklamerede, at sejren var vundet og gik med til at afblæse strejken senest onsdag. Mange gik på arbejde allerede tirsdag og onsdag den 5. juli var arbejdet genoptaget i fuldt omfang.

Tyskerne ophævede undtagelsesbestemmelserne og nogle dage senere blev Schalburgkorpset flyttet til Ringsted.

Frihedsrådets anseelse var steget enormt. Og politikerne var tvunget til at opgive deres modvilje mod Frihedsrådet og der opstod kontakt mellem de to parter.

Frihedsrådet opgjorde tabet til 84 dræbte og 664 sårede under Folkestrejken.

 

Kilde:

• Flemming Bergsøe: Det underlige år
• Rasmus Jørgensen: Folkestrejken – Da Hovedstaden gjorde oprør
• Vilhelm Bergstrøm: Istedgade overgiver sig aldrig
• Daglige Beretninger om Begivenheder under den tyske Besættelse (fra januar 1944 til maj 1945/Københavns Kommune.
• Eilstrup, Lindeberg: De så det ske under besættelsen ”Bevar ro og orden”
• Jørgen Hæstrup: Hemmelig Alliance 1-2
• Jørgen Hæstrup m.fl.: Besættelsen 1940-45
• Hans Kirchhof: Samarbejde og modstand under besættelsen
• Hans Kirchhof m.fl.: Gads leksikon om dansk besættelsestid

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk har 262 artikler om besættelsestiden (før, under og efter) herunder:

• Sommerkorpset
• B. Martinsen – et portræt af en forræder
• Frihedsrådet – det kneb med opbakningen
• Frihedsrådet – som springbræt
• Vesterbro – under besættelsestiden (1)
• Udleveret til tyskerne
• Da Buldog brændte
• De fem dramatiske år på Nørrebro
• Sommeren 1944 – på Nørrebro
• Nørrebro 1945 – to episoder
• Nørrebrogade 156
• Varehuset Buldog på Nørrebro
• Besættelsen på Nørrebro 1-5
• Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
• Likvideret på Nørrebro
• Sabotage på Nørrebro 1-2 og mange flere