Vesterbro – under besættelsestiden (1)

Det forbudte parti. Radiofirmaet Gyberg og Jensen. Militærorganisationen. Martin Andersen Nexøs fraskilte kone. Charles døde under dødsmarchen fra Stutthof. Masser af sabotage. De fleste blev udført af BOPA. Stjern Radio. En stille dag på Axelborg. På flugt. Tom fortsatte sin virksomhed. Overtjeneren, der aldrig blev dømt. En dødelig trussel. Oversigt over sabotager. Talrige sabotager mod Always. Sabotagen mod Langebro. Angrebet mod Shell-huset. 18 modstandsfolk flygtede. Militærstrategisk succes eller menneskelig tragedie. Alsgades Skole, Dagmarhus, Persilhuset, Deutsches Eck. Politigården. Vestre Fængsel. Vestre Kirkegård. Vesterport. Befrielsen. Det tyske lazaret. Mord blev ikke altid straffet. Hotel Nordland. Masser af kriminelle. Ikke alle havde ren mel i posen. Masser af sortbørs. Den modige bagermester. Der blev handlet guld med tyskerne. En forfejlet likvidering.

 

Det forbudte parti

Vi bevæger os også ud over Vesterbro til Frederiksberg, Valby og København SV.

Det forbudte og illegale parti opererede overalt i København og selvfølgelig også på Vesterbro. Her var distriktslederen for Vesterbro, SV og Valby, maskinarbejder Otte Sand, også kaldet Oskar. Han blev aldrig taget af tyskerne. Han mente, at skyldtes den oplæring i illegalt arbejde, som tyske emigranter, havde givet ham.

Som flygtninge fra Hitlers Tyskland havde de i 30erne arbejdet illegalt mod diktaturet. Ved den tyske besættelse den 9. april 1940 måtte de gå under jorden herhjemme. I den periode var Oskar deres kontaktperson. Godt et år senere var 295 danske kommunister blevet fængslet.

 

Radiofirmaet Gyberg og Jensen

Otto blev også aktiv i modstandsbevægelsen. Alle grupper var aktive på Vesterbro. Her skal lige nævnes radiofirmaet Gyberg og Jensen, der lå på Vesterbrogade 30. Begge ejere Werner Gyberg og Robert Jensen (Tom) var tidligt i forbindelse med SOE. Gyberg arbejde især med de livsvigtige illegale radioforbindelser til England. Derfor man han flygte til Sverige i 1943. Her gik han i arbejdet omkring de illegale ruter over Kattegat til og fra Danmark.

Robert Jensen blev i Danmark, hvorfra han organiserede illegale transporter over Øresund i samarbejde med ”Dansk-svensk Flygtningetjeneste” i Malmø. Han blev dræbt i ildkamp med Gestapo, da de den 24. juli 1944 stormede det illegale ”postkontor” på Forchhammersvej på Frederiksberg.

 

Militær-organisationen

Om militærorganisationen ved vi at Vesterbro tilhørte afsnit 5, Frederiksberg, Valby og Vesterbro. Ved befrielsen omfattede afsnit 5 godt 2.000 mand. Vi kender et par af kompagnilederne, der begge dengang boede i Saxogade. Det var Helmer Jørgensen (Villy) Saxogade 101 2. tv. Og Johan Sørensen (Oskar) Saxogade 49 a. Sidstnævnte var en af stifterne af KONPA. Han arbejdede videre i efterfølger-organisationen BOPA. På et tidspunkt må han være blevet overflyttet til militærgrupperne, hvor han så optræder som kompagnileder.

Johan Sørensen havde mistet et par brødre i Den Spanske Borgerkrig, og var selv illegal det meste af besættelsestiden. Selv om han aldrig blev taget var han mærket af indtrykkene og begivenheder, som han deltog i. Han døde engang i begyndelsen af 1970erne.

 

• Når disse erindringer skal skrives, så skal det også nævnes det store og offervillige arbejde, som blev mødt en 30 – 40 eller –flere-illegale kammerater hver eneste dag. De kom til spisning i middagskøkkenet ”Alex” på Vesterbrogade – hos Lilly og Poul Larsen (Hovmestersmørrebrød). De stillede spisehus, De stillede lejlighed. De havde våben. De husede, jeg ved ikke, hvor mange cykeldæk og –slanger, som måtte skaffes af vejen, da politiet blev taget og et illegalt politilager var i farezonen. Det nød vi illegale godt af. (Tage Revsgård Andersen: Et studie i rødt-hvidt og blåt)

 

Martin Andersen Nexøs fraskilte kone

Under besættelsen var Åboe Nielsen vicevært i ejendommen Vesterbrogade 66. Han havde af sin partisekretær Thorkild Holst fået ordre til at holde sig uden for medlemsaktiviteter og omgang med kommunister. Den illegale ledelse benyttede nemlig jævnlig hans lejlighed til diskrete møder.

Hos Martin Andersen Nexø’ s fraskilte kone, Margrethe (Grethe) Andersen Nexø, der boede i Absalonsgade foregik der også illegale møder. Her blev der også fremstillet illegale tryksager.

 

Charles døde under dødsmarchen fra Stutthof

I Alsgade 12 3.tv. boede ægteparret Charles Frederik og Harriet Larsen i en hjørnelejlighed med udsigt til de tyske polititropper på Alsgade Skole. Charles Larsen var cigarmager, amatørsangere og medlem af det kommunistiske parti. I lejligheden blev der holdt masser af illegale møder. Charles Larsen blev anholdt på tysk foranledning allerede i 1942. Det var i forbindelse med et mord på en estisk person tilbage i 1936.

Charles Larsen blev frikendt men sendt med de andre kommunister til Horserød. Han blev også sendt sammen med 149 andre kommunister til Stutthof. Charles Larsen døde under den såkaldte dødsmarch den 10. marts 1945.

Mens han sad indespærret havde hans kone Harriet Larsen været med til at stifte ”De røde Enker”. Det var konerne til de internerede kommunister. De organiserede Røde Kors pakkerne til deres mænd i Stutthof. Vi har andets steds skrevet om disse Røde Enker.

 

Masser af sabotage

Før og under besættelsen var der mange virksomheder på Vesterbro, hvoraf nogle i perioden 1940-45 arbejdede for besættelsesmagten. Endvidere strækker det store jernbaneterræn sig vestover fra Københavns Hovedbanegård. Her lå dengang både Godsbanegården og DSB s Centralværksteder, som var oplagte mål for sabotagen. I en bog fra 1945 gives følgende oversigt:

 

• I hovedstaden gennemførtes i 1942: 31 sabotager, i 1943: 354, i 1944: 264 og i 1945: 128. Af disse aktioner var 338 rettet mod fabriksmål, 43 mod havneanlæg, værfter, skibe og kraner. 99 mod tyske militære anlæg og depoter, 24 mod elektriske anlæg, 87 mod biler og garager, 44 mod olie- og benzinlagre, 39 mod restauranter, 36 mod vaskerier, uniformsskrædderier etc., 74 mod naziforretninger.

(Børge Brandt, Kaj Christensen: Sabotage)

 

Det er nok ikke helt korrekt. I hvert fald ikke det sidste tal. Historieforskningen har nok rettet lidt på tallene.

 

De fleste sabotager blev udført af BOPA

De fleste sabotager på Vesterbro blev udført af BOPA. De fleste af de oprindelige femten medlemmer var folk med erfaring i væbnet kamp mod fascister, da de havde været frivillige i Den Spanske Borgerkrig. Organisationen var hele tiden under kommunistisk ledelse. Efterhånden omfattede et flertal ikke-kommunister. Organisationen skiftede navn fra KOPA (Kommunistiske partisaner) til BOPA (Borgerlige partisaner).

 

Stjerne Radio

Ja vi skal da også nævne Holger Danske, som også var aktive på Vesterbro og endda stiftet her. Holger Danske var under borgerlig – national ledelse. Det første Holger Danske blev stiftet i Stjerne Radios baglokaler i Istedgade. Den oprindelige kreds omkring ejeren Carl Munck startede i slutningen af 1942 med at duplikere illegale blade i baglokalet (De Frie Danske)

Kredsen omfattede bl.a. Holger Danskes første leder Josef Søndergaard (Tom), der havde militære erfaringer som frivillig i den finske vinterkrig mod Sovjetunionen (1939 – 1940), og hans efterfølger Jens Lillelund (Finsen). I løbet af efteråret udviklede Holger Danske sig til en sabotageorganisation med ”Tom” som leder. Kommunister fra KOPA/BOPA var Holger Danskes første instruktører. De to organisationer arbejdede sammen resten af krigen.

I vinteren 1944-1945 spillede indehaveren af radioforretningen Sjerne Radio hver eftermiddag to militærmarcher på en grammofon. Det gik gennem et par højtalere direkte ud over Istedgade og kunne høres lang bort.

Først en engeslk ”It’ s a long way to Tipperary” og så fulgte den amerikanske flådemarch ”Anchors Away”. Det gik godt et par uger. Mange frydede sig over den åbenlyse provokation mod besættelsesmagten. Men en nat blev radioforretningen sprængt i luften af medlemmer af Schalburgkorpset.

Vi skal nok lige nævne, at Stjerne Radio for længst var stoppet med at være hovedkvarter for Holger Danske. Tilholdsstederne var nu anderledes og organisationen selv i sin anden reorganiseringsperioder efter to oprulninger.

 

En stille dag på Axelborg

Både BOPA og især Holger Danske blev hårdt ramt af det tyske sikkerhedspolitis optrævlinger. Til formålet hvervede besættelsesmagten blandt danskere en hær af stikkere og medlemmer i forskellige væbnede nazistiske korps (Schalburgkorpset, Sommerkorpset, ET (Efterretningstjenesten) og HIPO m.fl.)

Den 9. maj 1944 skulle være en afslapningsdag for nogle modstandsfolk. De sad på Axelborg Bodega. Det var tæt på Tivoli og 300 meter fra tyskernes hovedkvarter, Dagmarhus. Så sent som dagen før havde Tom været med til et vellykket aktion mod sin arbejdsplads B&W. Men man kunne aldrig vide sig sikker. Og grunden var stikkere. Brandt snakkede med en overtjener, som han kendte fra en anden restaurant.

Men pludselig var det lille selskab omringet af Gestapo-folk med pistolerne fremme. Det var ikke noget at gøre. Modstandsfolkenes pistoler var derhjemme. De andre BOPA-folk var genet ud på pladsen foran Axelborg Bodega med kurs mod Dagmarhus ved Rådhuspladsen.

 

På flugt

Brandt blev holdt op med en pistol, men på vej ud øjner han en flugtmulighed. Han kaster sig ud foran en sporvogn, og slipper i et splitsekund helskindet om på den anden side af sporvognen-så gestapo-chefen ikke kan skyde efter ham. Her springer Brandt op på trinbrættet af en tilfældig taxa og råber ”Så kør for helvede”

Chaufføren fatter situationen med det samme og træder sømmet i bund. Og da taxaen med Brandt stående på bilens udvendige trinbræt når helskindet ud til Amager, beder BOPA-lederen taxachaufføren om at standse.

 

Tom fortsatte sin virksomhed

For Tom og de andre anholdte BOPA-folk blev mødet med tyskernes hovedkvarter Dagmarhus en omgang tæsk, bank og anden tortur. Men Tom lukkede ikke munden op, trods en byge af spørgsmål og trusler om henrettelse. Han fortalte, at han hed Per Gylling Mortensen og var maskinlærling. Han kendte ikke noget til storsabotøren Tom. Han blev sendt videre til Vestre Fængsels tyske afdeling og senere til Frøslevlejren. Efter et ophold blev han løsladt. Han vendte tilbage til København og fortsatte sit arbejde som sabotør til befrielsen den 5. maj 1945.

 

Overtjeneren, der ikke blev dømt

Efter krigen forsøgte BOPA – folkene at få den føromtalte overtjener kendt skyldig i stikkeri og dermed landsforræderi. Det lykkedes ikke-trods tunge beviser. Overtjeneren optrådte oven i købet i engelsk uniform lige efter befrielsen i selskab med engelske soldater, som var de-de bedste venner. BOPA – folkene kunne pege på mindst tre episoder, hvor overtjeneren var involveret.

Efter krigen forsvandt overtjeneren ud af landet. Han tog hyre som hovmester på forskellige engelske skibe og viste sig siden ikke i Danmark.

 

En dødelig trussel

Disse tyske håndlangere udgjorde en dødelig trussel mod modstandsbevægelsen, der svarede igen med stikkerlikvideringer. Det var især Holger Danske folk, der blev sat til dette.

En af de farligste stikkere, fru Hedvig Delbo, blev for øvrigt likvideret i sin lejlighed i Sandelmarksgade nr. 30 af folk fra Holger Danske. Under opklaringsarbejdet fandt politiet i lejligheden hendes judaspenge, 35.000 kr. i kontanter – en stor sum penge dengang (Se vores artikel).

 

Oversigt over sabotager

Her er en lille oversigt over sabotageaktioner på Vesterbro/Frederiksberg:

• Den 2.12.1942 A.S. Julius Taftdrups Konfektionsfabrik, Vesterbrogade 9

 

• Den 6, 5, 1943 Skiltefabrikken 5001 skilte, Vesterbrogade 137 1.

 

• Den 31.7.1943 Maskinfabrikken Max J, Madsen. Ny Carlsbergvej 76 – 80

 

• Den 1. august 1943 Radiometer, Bernhard Bangs Alle 23. Fabrikkens midtersektion blev delvis ødelagt. Nabobygningen i nummer 25 blev brugt som kulisse i TV – serien Krøniken som Radio Bella.

 

 

• Den 12.8.1943 Dreschlers Papirvarelager og en transformerstation, Vesterbrogade 93 – 95 a

 

• Den 15.10.1943 Maskinfabrikken Undi, Skelbækgade 22 b. Fabrikken producerede dele til maskingeværer, der gennem et mellemled blev solgt til Værnemagten. Aktionen ødelagde en del af bygningerne og udløste en erstatning på 127.000 kr. (2,75 mio. nutidskroner). Nogle af sabotørerne blev genkendt af arbejdere. Og disse arbejdere blev senere opsøgt og truet til at holde mund.

 

 

• Den 3.1.1944 Lau Lauersens Sadelmagerværksted, Bevtoftegade 8

 

• Den 3.2.1945 C.F. Riedel & Lindegaard, Kingosgade 11

 

 

Sabotager mod Always

• Den 13. maj 1944 udførte to mand fra ”Gruppe 7” en stor sabotage mod radiofabrikken Always i Teglholmsgade. Fabrikken producerede radiodele til Tyskland. De fik flere gange besøg af BOPA. Ved denne lejlighed blev aktionen gennemført af ”Otto” og ”Freddy”. Ødelæggelsen var total.

 

Efter planen skulle stoffet bæres ind af folk fra nabovirksomheden. Disse folk sprang dog fra i sidste øjeblik. Så måtte man finde på noget andet. Til fabrikken Parker Patenter ankom den ene sabotør kl. 11.50 forklædt som elektrikermed værktøj, kabler, tintråd m.m. Han udgav sig for at skulle tilse elektriske kabler i virksomheden.

 

Efter forevisning af falske følgesedler til vagterne fik han passertilladelse og læssede pakkerne af i pakkerummet. Han afleverede følgesedlen og forlod fabrikken. Blandt det han havde afleveret var sprængstoffet.

 

Den anden sabotør stjal nu pakkerne i pakkerummet og anbragte dem opad et lager af fortyndervæske med 3 stk. 6-timers blyanter. Derefter forlod han fabrikken.

Kl. 17.15 ringede den ene sabotør til Always for at få vagterne ud, men han fik ingen forbindelse. En opringning til prokoristen var også forgæves. Derefter blev der ringet til Politigården for at få dem til at sørge for at få vagterne ud.

 

Eksplosionen kom som planlagt og efterfulgtes af en kraftig brand.

 

Otto og Freddy skulle bruge 60 kg trotyl for at standse virksomhedens produktion. Skaderne på bygninger, maskiner og lager blev opgjort til over en mio. kroner. Ikke desto mindre var produktionen i løbet af et par uger på fulde omdrejninger igen.

 

Rapporten var underskrevet af ”Brandt”, som den 5. maj havde været meget tæt på at blive arresteret af tyske sikkerhedsstyrker, da han sad og fik en øl på Axelborg Bodega. Det lykkedes ham dog at flygte på hjørnet af Axeltorv og Jernbanegade ved at springe ud foran og forbi en sporvogn, der netop i samme øjeblik kom kørende.

 

• Den 7. oktober 1944 forsøgte en gruppe fra Holger Danske at sprænge fabrikken Tororor, der lå i gården til Amerikavej 4. Aktionen mislykkedes og en modstandsmand blev skudt af sabotagevagterne. Han blev dræbt over for nr. 4 på Amaerikavej nær Tøndervej.

 

• Den 12.2.1945 Houlberg Fabrikker, Kødbyen ved Skelbækgade

 

• Den 10.3.1945 Dette var en sabotageaktion, som efterfølgende har fået en fremtrædende plads i historien om sabotagen i Danmark under besættelsen. Det var ikke specielt for, at den var særlig succesfuld, men fordi det var første og eneste gang, sabotører i Danmark brugte en 20 mm maskinkanon i forbindelse med en sabotage. Målet var atter engang Always.

 

Det var efter danske forhold en gigantisk aktion, hvor der deltog ikke færre end 75 mand. Aktionslederen Børge ”Brandt” Thing, der udarbejdede den obligatoriske rapport. Først blev der præciseret, hvorledes aktionen oprindelig var planlagt til at løbe af stabelen, og videre kan det læses, hvordan tingene gik galt fra starten. Et skud fra en karabin skulle have været startskuddet. 

 

Men nu skete det katastrofale, at det var et skud fra en karabin, der nedlagde vagten med et skud i panden. Det blev ikke hørt af andre end de, der skød.

 

De sprænggrupper, der havde ventet syv, otte minutter mente, at der måtte være noget galt med kanonen – de regnede med, at den ikke var noget frem. Lidt overilet blev der givet ordre til tilbagetrækning Men en anden gruppe havde mistet tålmodigheden og var gået fremad. De gik frem og skød de to skildvagter.

 

Dette hørte kontrolgruppen, som nu gik til angreb. Fabrikkens mandskab blev fuldstændig tilintetgjort. De udgjorde 20 SS-soldater og 20 værnemagtssoldater. Det var således glimrende muligheder for sprængningsgruppernes arbejde, men de havde trukket sig tilbage. Brandt indrømmer senere i sin rapport, at denne tilbagetrækning havde været en fejl.

 

Maskinkanonen, som stammede fra den store aktion mod Riffelsyndikatet måtte efterlades foran Always. Men alle sabotører kom helskindet hjem. Tilbagetoget foregik over det nærliggende jernbaneterræn. Sabotørerne var dog kommet i ildkamp med en udrykningsstyrke fra HIPO på Politigården og tysk og dansk vagtkorps fra nærliggende virksomheder i Sydhavnen. Børge ”Brandt” Thing afsluttede sin rapport fra denne aktion med lakonisk at konstatere: ”Efter nøgtern vurdering regner vi med, at tyskerne havde 50 faldne og sårede. Der blev afskudt 200 granater mod vagtstuen”.  

 

• Den 26.3.1945 Always, Boyesgade på grænsen til Frederiksberg Kommune. Sabotagen blev meget kendt, da BOPA s illegale studie lavede en lydoptagelse af forløbet fra en nærliggende lejlighed. Lakpladen blev smuglet ud af landet og afspillet i BBC og fra andre allierede radiostationer.

Sabotagen mod Langebro

 

• Den 27.3.1945 Maskinhuset og hejsemekanismen på Langebro. Det forhindrede tyskerne i at sejle med 16 store danske skibe, der lå i Sydhavnen. Broen var stærkt bevogtet, så sabotørerne måtte bemægtige sig et tog i hvis sidste vogn, der anbragtes en kraftig ladning.

 

• Allerede aftenen før havde man forsøgt. ”Terkel” havde stjålet en Falckvogn og en Falckuniform og kørte midt ud på broen med 100 kg. Sprængstof gemt i to sække med generatorbrænde. Midt på broen lod han som om, vognen var gået i stå og demonstrerede med al tydelighed, at han ikke kunne få den i gang igen. Men straks kom et tysk vagtmandskab og skubbede ham væk.

 

• Men nu fik man så fat i nogle samarbejdsvillige folk fra Amagerbanen, og i fællesskab fik man stykket 16 togvogne på Islands Brygge sammen i en togstamme. I den sidste blev sprængstoffet placeret. Klokken 18 var alt klart.

 

• På Amager-siden lå folk bag Volden klar. Skydning herfra var tegn på, at de danske brovagter skulle komme i sikkerhed. På gaden var folk stillet op til at advare folk, sporvogne og bilister. Der var også en højtalervogn fra Frederiksberg Vagtværn, der var bemandet med modstandsfolk til at advare.

 

Da toget var kørt over broen og vognen med sprængstoffet holdt på broklappen holdt lokomotivet. Jens, der opholdt sig i bagerste vogn tændte nu lunterne, der var på 3 ½ minut. Han sprang ud af vognen, hvorefter han løb op til lokomotivet.

 

I samme øjeblik lød der fra højtalervognen: ”Alle må forlade broen”. Broen var øjeblikkelig tømt, bortset fra tyskere. Folkene på Volden begyndte et kraftigt skyderi op i luften.

 

Tyskerne begyndte nu febrilsk at skyde til alle sider. Broen kom ikke til at fungere før efter besættelsen selv ikke efter, at tyskerne havde hentet eksperter fre hjemlandet.

 

Andre BOPA-folk havde slæbt et havareret tysk troppetransportskib ved navn Wuri ud i selve havnebassinet, hvor det effektivt blokerede for sejlads gennem Københavns Havn.

 

Angrebet mod Shell-huset

Den 21. marts 1945 angreb britiske jagerbomber Shell-huset i København, hvor Gestapo havde hovedkvarter. Bombardementet fandt sted, selv om, eller måske netop fordi, man var vidende om, at et stort antal af modstandsbevægelsens ledere sad fængslet i celler oppe under taget på bygningen.

Derudover havde Gestapo samlet så meget materiale sammen gennem deres stikkere, at man på dette tidspunkt var klar til at lamme modstandsbevægelsen over hele landet med et slag. Det var kun et spørgsmål om tid.

De britiske piloter var blevet trænet i at kaste deres bomber i bunden af Shell-huset, således at fangerne under taget i bedste fald hade en chance for at undslippe, hvilket også lykkedes for de fleste. Men det er dog en myte, at det var derfor at de skulle sigte lavt.

Man var vidende om, at hele modstandsbevægelsen var blevet optrevlet. Det betød, at alle de modstandsfolk, der endnu ikke var arresteret, var på vej til det og måske senere henrettet.

I denne situation havde Frode Jacobsen på Frihedsrådets vegne anmodet S.O.C. og RAF om at ødelægge Gestapos kartoteker i Shell-huset. Anmodningen blev prioriteret meget højt.

Det var også ved samme lejlighed, at der ved et uheld blev kastet adskillige bomber mod Den franske Skole på Frederiksberg, hvorved bl.a. 93 børn og 13 voksne omkom. Under indflyvningen ramte et bombefly en signalmast på DSB-terrænet og styrtede ned i skolen. De efterfølgende fly troede at røgen kom fra det udpegede mål og smed deres bombelast på og ved skolen.

 

Flere tragedier

Det er mindre kendt, at der kort før udspandt sig en anden tragedie. Efter at bombeflyet havde ramt signalmasten og beskadiget blev det slået ud af kurs. Herved ramte det en skorsten på ejendommen af Palnatokesgade og Sønder Boulevard. For at vinde højde smed besætningen så bomberne, der ramte ejendommen over for, Sønder Boulevard 106. Herved blev 11 mennesker dræbt. Flyet hvirvlede op i luften og styrtede så kort tid efter ned i Den franske Skole.

Det var i alt 18 engelske Mosquito-bombere, dækket af amerikanske Mustang-jagere, der angreb den 21. marts om formiddagen. Mange tyske Gestapo-folk og danske håndlangere blev dræbt, men også 8 danske modstandsfolk blev dræbt. Det heldige var, at en af de danske fangers fængselsdør sprang op. Han fik fravristet et nøglebundt fra en af de rystede fængselsfolk.

 

18 modstandsfolk slap væk

Andre modstandsfolk(18) slap væk, gik under jorden igen og fortsatte deres illegale virksomhed. Blandt dem var to medlemmer af Frihedsrådet, Mogens Fog og Aage Schoch, samt folketingsmedlem Poul Sørensen og lederen af de kommunistiske militærgrupper i region 6, Jørgen Nørup.

Det lykkedes dog ikke at få ram på den tyske ledelse, der netop på det tidspunkt var til en begravelse.

 

Militærstrategisk succes eller menneskelig tragedie

Skulle britiske bombefly tilintetgøre Shellhuset krævede det selvfølgelig minutiøs planlægning. For at undgå tysk radar og antiluftskyts skulle briterne flyve ind over byen i meget lav højde, og piloterne skulle have indgående kendskab til den københavnske topografi og arkitektur. Det krævede tillige dagslys og godt vejr. Når målet var i sigte, skulle bomberne kastes lavt ind i bygningen.

Selvom operationen skulle lykkes, regnede englænderne med tab af mandskab men også med betydelige civile tab. Man flyver ikke med 500 kilometer i timen ind over en storby med en tung regn af bomber, uden at noget går galt.

I akt omkommer 200 mennesker ved aktionen. Det var det største tab af menneskeliv på en enkelt dag under den tyske besættelse af Danmark. Skal man kalde aktionen for en militærstrategisk succes eller en menneskelig tragedie. Ja denne vurdering overlades til læserne.

Besættelsesmagten var i den grad til stede på Vesterbro:

 

Alsgades Skole

Det var hovedkvarter for de tyske politisoldater. Den 29. august 1943 overtog de tyske tropper hele magten i Danmark og afvæbnede de danske soldater. Samtidig hermed tog deres hemmelige politi Gestapo omkring 400 kendte danskere som gidsler. De blev interneret på Alsgades Skole, inden de blev overført til Horserød-lejren, hvorfra de senere blev frigivet.

Fra maj 1945 til marts 1946 rummede Alsgades Skole den britiske kontraspionages Civilian Interrogation Centre. Det var et forhørstribunal, der skulle afdække og bekæmpe fortsat nazistisk virksomhed såvel Varulvebevægelsen. Et antal danske politifolk arbejdede her under ledelse af britiske officerer.

 

Dagmarhus

Ved Rådhuspladsen på hjørnet af Jernbanegade. Her havde den tyske Befuldmægtigede sit hovedkontor. Bygningen rummede også andre aktiviteter4 og kontorer for den tyske administration, herunder politikontorer. Sikkerhedspolitiets chef havde sine kontorer her til sommeren 1944, hvor de blev overflyttet til Shell-huset.

De små hundegårde i kælderen, der hørte til Dagmar biografen blev anvendt som celler for fanger, der var til forhør. Selve biografen var omdannet til et såkaldt Værnemagts Kino. Den 5. december 1943 blev tre modstandsfolk likvideret i Dagmarhus.

 

Turisthotellet Vester Boulevard (I dag H.C. Andersens Boulevard)

Den var også overtaget af tyskerne og blev bl.a. benyttet til interneringer.

 

Jernbanegade 7

Her lå SS-Einsatzkommando Dänemarks administration, og alle blev hvervet til Waffen SS herfra. Det centrale hvervekontor lå Rosenvængets Alle på Østerbro, med elle lokalkontorer flere steder i Danmark. Genboen var det nærtbeslægtede Germanische Leitstelle.

 

Persilhuset, Vesterbrogade 2 D

Germanische Leitstelle, oprettet af SS- hovedkvarteret i Berlin. Det skulle virke for udbredelse af Himmlers storgermanske ideer blandt nazi-medlemmer og det der kaldtes ”genrejser-grupper”.

Schalburg-korpset blev finansieret af Germanische Leitstelle, der også havde en propagandaafdeling og en understøttelsesafdeling, der tog sig af SS’ er og deres familier. Rummede også Germansk SS, der var den ”civile” afdeling af SS-Ordenen for danskerne. Den skulle sammen med Waffen-SS danne en større ring til ”Europas Nyordning”, byggede på det ”Germanske racefællesskab”.

 

Deutsches Eck

Ved Paladsbiografen. Det var dengang restauration for besættelsesmagten og deres danske venner. Ja det var nærmest danseetablissement for tyske soldater. I illegale blade blev kvinder, der besøgte stedet kaldt for ”Tyskertøser”. Efter krigen blev stedet demonstrativt omdøbt til British Corner. Men nu hedder det Palads.

 

Securitas-Bygningen

Denne bygning var ligeledes beslaglagt

 

Politigården

Efter afsættelse af det danske politi den 19. september 1944 rykkede tyskerne ind på politigården sammen med deres danske håndlangere. Nu fik ET og HIPO hovedkvarter her sammen med tyske afdelinger og nogle af terrorbanderne, der gennemførte Clearing-mord og Schalburtage. Herfra terroriseredes den københavnske befolkning de næste måneder frem til befrielsen.

Overtagelsen af Politigården skete ved et kup under en fingeret luftalarm, hvor danskerne fra Schalburgkorpset deltog. 2.182 danske politifolk blev fanget og senere deporteret til KZ-lejr i Tyskland.

 

Dahlerupsgade 1, 3.sal Ved Politigården

Bag dørskiltet ”Seidenfarden & Co. Havde lederen af ET sit kontor. De øvrige afdelinger lå på politigården. Lederen var opdagelsesbetjent Erik V. Petersen, der var blevet udnævnt i marts 1944. Han udbyggede organisationen med flere afdelinger bl.a. ”Hjælpepolitiet, HIPO (Hilfspolizei), og gjorde den landsdækkende.

Som en nazistisk politiorganisation i tysk tjeneste i stedet for det opløste danske politi. ET’ s mange forskellige afdelinger var både underlagt det tyske ordenspolitis kontor i Dagmarhus og SIPO i Shell-huset.

Erik V. Petersen blev likvideret i marts 1945.

 

Vestre Fængsel

Fængslet rummede en tysk afdeling. Mange fanger, danske såvel som tyske emigranter, er af de danske myndigheder blevet overført og udleveret til denne afdeling, og dermed til en uvis, men ofte grusom skæbne.

Den tyske afdeling var oprindelig den underste etage i sygehuset. Men i takt med modstandens vækst og dansk og tysk politis øgede indsats voksede den tyske afdeling. Fra maj 1944 rådede det danske fængselsvæsen kun over nordfløjen.

 

Shell-huset

Bygningen er almindeligvis kendt som Gestapo – hovedkvarteret. Men den rummede også andre tjenester. Det var det tyske sikkerhedspolitis (SIPO) hovedkvarter fra sommeren 1944. SIPO bestod fra september 1943 af det tyske kriminalpoliti (Kripo), det hemmelige politi (Gestapo) og SD (Sicherheitsdienst), samt kontraspionageafdelingen (SD Ausland).

Sicherheitsdienst var oprindeligt det tyske nazipartis private efterretningsafdeling, som også opererede i Danmark før besættelsen.

 

Vestre Kirkegård

De dræbte Gestapo-folk fra Shell-hus-bombardementet blev begravet i en særlig afdeling af Vestre Kirkegård ved en større helteceremoni. Stedet har siden da været benyttet af de overlevende og de nye nazister som mindested for faldne nazister.

Deres ”parade” holdes gerne den 2. juni, som er årsdagen for C.F. von Schalburgs død. Han deltog, som vi har nævnt i tidligere artikler som SS-officer i Hitlers østfelttog og faldt som kommandør af Frikorps Danmark den 2. juni 1942. Han var en central figur i nazisternes dødskult.

 

Vesterport

Her lå en række tyske kontorer, det ordinære tyske arbejdsanvisningskontor i Meldahsgade, og i Trommesalen lå et anvisningskontor for Organisation Todt. OT var en organisation for arbejdere ved de tyske befæstningsanlæg i Jylland og Norge. Det var de såkaldte ”Frontarbejdere”, der udgjorde en milits og var under tysk jurisdiktion (Wermachtsnachfolge) En del af korpset var uniformeret og bevæbnet og gjorde tjeneste som vagtkorps.

I andre tysk-besatte områder var korpsmedlemmerne, her i blandt danskere, fangevogtere og deltog i partisanbekæmpelse. I Vesterport var der også hemmelig Gestapo-registreringskontor og kontorer for SD’ s Københavnerafdeling.

I Meldahlsgade 1 5. sal lå hovedkontoret for Sommer Vagtkorps (vagtkorps ved det tyske luftvåben i Danmark). Under Folkestrejken i sommeren 1944 holdt en gruppe fra Sommerkorpset til her. Den 20-25 mand store terrorgruppe kørte rundt og skød på aktionerende københavnere. Gruppen indgik senere i ET og HIPO-korpset.

Her på Vesterport lå også Fattys Kro. Værtshuset blev under besættelsen et berygtet tilholdssted for danskere i tysk tjeneste. Berusede personer i tysk uniform kom hyppigt i klammeri med civilbefolkningen i området.

Danske håndlangere og danskere, der var hjemme fra orlov fra østfronten mødtes her. Fra SS i Jernbanegade blev det dengang ringet til Fattys Kro, at øst-frivillige skulle deltage i jødeaktionen. Fattys Kro lukkede i 1960.

 

Befrielsen

Ved befrielsen den 4-5. maj ville nogle tyskere og deres danske håndlangere ikke overgive sig og der udbrød en voldsom ildkamp. Til sidst tog modtandsfolkene en maskinkanon i brug og nedkæmpede hermed modtanden.

Efter befrielsen rykkede en række danske og britiske kontorer ind i Vesterport. Her fik Den danske Brigades Feltpolitidetachement sit hovedkvarter. De medbragte anholdelseslister fra Stockholm – tiden var ret mangelfulde. Dette medførte fejlagtige anholdelser af folk, der overførtes til Alsgade Skole, hvor de hørte under allieret jurisdiktion.

Det opløstes hurtigt i takt med politiets genetablering. Det hørte under Generalstabens Efterretningssektion. De boede også i Vesterport på 3. sal med indgang i Trommesalen.

Det nydannede Rigspolitiets Efterretningsafdeling, REA havde ligeledes hovedkvarter på Vesterport. REA erstattede det gamle særdeles belastede Rigspolitiets Sikkerhedspoliti, og det er det nuværende PET’ s forgænger.

REA blev dannet efter britisk ønske for sammen med dem (Civilian Interrogation Centre på Alsgades Skole) at bekæmpe fortsatte nazistiske aktiviteter.

Fra maj 1945 til maj 1946 havde det britiske Field Security Section også sit hovedkvarter her. FSS beskæftigede sig mest med kontrol af de afmarcherende tyske tropper ved den dansk-tyske grænse, i samarbejde med Feltpolitidetachementet.

 

Det tyske lazaret, Nyelandsvej (Nordre Fasanvej 52)

Her lå en grillbar med en ejer, som havde forbindelse til dette sted. Grillbaren blev ejet af en tysk soldat, der havde gjort tjeneste her. Om den ligger der endnu, vides ikke. Det er længe siden ”Den Gamle Redaktør” har været forbi.

I 1940 beslaglagde tyskerne dele af Frederiksberg Hospital og udnævnte stedet til Kriegslazarett Kopenhagen. Der blev oprettet lazaretter forskellige steder i byen. Lazarettet på Nyelandsvej var det største og bedst udrustede.

Der kom mange sygtransporter fra Østfronten, som var i meget dårlig stand. Således ligger 4.600 tyske soldater på Vestre Kirkegård.

Danskere der havde overlevet likvideringsforsøg blev også bragt hertil. En af de tyske soldater Karl Heinz Neumann plejede i særdeleshed danskerne. Han blev kaldt for ”Englen fra Nyelandsvej”. Han kunne få lov til at blive her efter krigen. Han var skuespiller og har optrådt i ”Min søsters børn”.

 

Mere skyderi

Der var også kampe andre steder på Vesterbro. Således på Rewentlowsgade-siden af Hovedbanegården, ned ad Istedgade. På Vesterbro Torv blev en modstandsmand dræbt.

Omkring Matthæusgade udbrød der skyderi. De kommunistiske modstandsgrupper stillede op i gaden den 5. maj med armbind, røde faner og våben, der ikke alle var nye. For enden af Hedebygade i Tøndergade, var der også et kompagni, men det var socialdemokratisk. I Tøndergade blev der smidt et klaver ned fra tredje sal, sammen med al indboet fra den lejlighed, hvor der sikkert havde boet en landsforræder eller nazist. Der var almindelig lynchstemning. Ny carlsberg Skolen var samlingssted for dem, som modstandsbevægelsen havde arresteret.

 

Amerikanerne kommer

General Dewing og hans faldskærmstropper tilbragte den første nat på Carlsberg. Her var også indrettet et stort nødlazaret i tilfælde af større kampe brød ud ved befrielsen. Dewing og hans folk rykkede næste dag til Charlottenborg, der også blev brugt af modstandsbevægelsen. BOPA-folkene trådte ind i Special Forces vagtkorps og blev iklædt deres uniformer.

Enheder af Den danske Brigade var også på Vesterbro. De var med til at nedkæmpe modstanden på Vesterport. De blev indkvarteret på bl.a. Matthæusgade Skole, og de patruljerede også i bydelen.

Hovedstyrken af de britiske tropper passerede grænsen ved Kruså den 7. maj i en meget lang kolonne, der spredte sig ud over Danmark. En del af dem nåede Valby Bakke den 8. maj.

Med de tyske tropper på vej ud, nazisterne nedkæmpet og interneret begyndte Vesterbro og resten af Danmark på et nyt kapitel af deres historie.

 

Man blev ikke straffet for alle mord

Nu var problemerne langt fra over, hverken på Vesterbro eller i det øvrige Danmark. Sortbørshandlen trives i bedste velgående. Således er adressen Peter Bangsvej 74 kendt af de fleste, når vi nævner dobbeltdrabet på ægteparret Vilhelm og Inge Jacobsen den 19. februar 1948. Der var tråde tilbage til besættelsestiden.

Men få år forinden var der begået et mord her i en gråzone mellem frihedskamp og kriminalitet. Det var Store Bjørn og Lille Bjørn, der foretog likvideringer. Men det var ikke altid til at se om det var i forbindelse med frihedskamp eller kriminalitet. De havde en løs tilknytning til Holger Danske.

Grønthandleren Regnar Schmidt blev dræbt, fordi han var medlem af nazistpartiet, men han påstod, at han for længst havde udmeldt sig. Men de skød med det samme. Hustruen, der blev såret påstod, at de tog hans tegnebog indeholdende flere tusinde kroner. De tog blev aldrig dømt for mordet. Lille Bjørn fortsatte sin kriminelle løbebane og døde i 2006. Store Bjørn blev myrdet i 1968.

 

Masser af Sortbørs – handel i Saxogade

Særlig Saxogade var præget af en masse sortbørshandel under og efter besættelsestiden. I kaffebaren i nummer 64 – 66 var der masser af rygter om illegal salg af rationeringsmærker. Sortbørshandlere og Det kommunale vagtvært var ofte i slagsmål. Helt galt gik det den 20. marts 1945. Inde i kaffebaren var vagtværnet i gang med at anholde sortbørsfolk, da HIPO ankom og arresterede vagtværnsfolkene.

Den såkaldte Edderkoppesag udspandt sig netop af sortbørshandlen. De oprindelige bygninger, Saxogade 64 – 66 eksisterer ikke mere.

 

Hotel Nordland

På dette sted var det måske relevant at nævne Hotel Nordland. Ja det var baren og restauranten i baghuset Vesterbrogade 22. Her var mødested for både tyskerne og danskerne fra kulturlivet og de bedre kredse. Indehaveren selv Ejler Jørgensen var dog ikke tyskervenlig. Han kom flere gange i de danske nazisters søgelys. DNSAP’ s partiavis, Nationalsocialisten og dagbladet Fædrelandet bragte i flere omgange artikler om ham og hotellet. Årsagen var især Ejler Jørgensens provokationer i form af blandt andet annoncer, der reklamerede med ”de Gaule” – specialiteter. Det henviste til den franske general Charles de Gaulle.

Når der ikke var tyske gæster til stede spillede orkestret den franske nationalhymne og kendte britiske melodier. Men stedet, der kun lå hundrede meter fra Shell-huset og Dagmarhus blev ofte anvendt af tyske myndighedspersoner fra politiet og Gestapo.

 

Har kom masser af kriminelle

En af de personer, der ofte boede på Hotel Nordland var Jane Horney, der blev likvideret af modstandsbevægelsen i januar 1945. Man mistænkte hende for at spionere for tysk politi.

Under og efter krigen var stedet tilholdssted for kriminelle underverden. Her kom de to hovedbagmænd i Edderkoppesagen, Johannes Linde og Svend Aage Hasselstrøm. Ja de var hovedpersoner i en af Danmarkshistoriens største kriminalsager.

 

Folk med ikke ren mel i posen

En dag i juli 1949 sidder kriminalbetjent Vestergaard Christensen og sveder over en stak papirer og rapporter på Politigården i København. Han har fået til opgave at indsamle beviser mod møbelhandler Johannes Linde. Men det er ikke fordi, at vidnerne står i kø. Møbelhandlerens butik lå på den mest befærdede del af Gl. Kongevej.

Her kunne iagttager en gang imellem se, den navnkundige chef for Rejseholdet, Otto Himmelstrup i synlig spirituspåvirket tilstand vakle ud af forretningen. Himmelstrup var kendt for at opklare de mest vanskelige kriminalsager og alvorlige mord over hele landet.

Også chefen for politiets efterretningstjeneste Troels Hoff ses ganske ofte ud på eftermiddagen forlade stedet på usikre ben. Han og hans afdeling lå næsten lige overfor. Så han kunne lige nå, at få en tur på ottomanen inden han skulle hjem til aftensmaden. Hustruen havde fået en kostbar pels af Johannes Linde. Hendes mand måtte som ledende politimand ikke modtage gaver i den størrelsesorden.

 

Linde havde tæskehold

Der gik rygter om, at Linde havde en proper næve, men han havde også et tæskehold. Man kunne også bestille et lejemord hos Linde, ja sådan gik rygterne.

Kriminalbetjent Vestergaard Christensen og hans kollegaer havde en vanskelig opgave. En af hans samarbejdspartnere var guldsmugleren Arne Jack Becker. Denne var også kendt som Revolver Jack.

Men nu meldte der sig en bagermester med en stor forretning på Vesterbrogade og en fornem villa i Klampenborg. Han besøgte de restauranter og natklubber, hvor også sortbørsfolk kom. Bagermesteren kunne fortælle kriminalbetjenten, at man ofte talte om Linde og hans samarbejde med tyskerne på Kakado.

 

Igen et uopklaret mord

En af tjenerne brokkede sig altid højlydt, når han skulle servere for Linde. Der kom til flere sammenstød. En sen aften i april 1945 blev tjeneren skudt af ukendte gerningsmænd på hjørnet af Istedgade og Gasværksvej. Mordet blev henlagt som uopklaret.

Møbelhandler Linde havde et stort alkoholforbrug. For at holde sig gående indtog han Mecodrintabletter, som er en slags amfetamin, og som kvikker op. Direktøren i Kakado blev til sidst nødt til at udstede et forbud mod Lindes tilstedeværelse. Men han kunne ikke sige nej, når han kom i selskab med den lige så tørstige politiinspektør Himmelstrup.

 

Den modige bagermester

Bagermesteren blev indblandet i Lindes klammerier. Efter en lang arbejdsdag sidder bagermesteren og nyder et par genstande på Kakadu, da en af hans gamle bekendte en trikotagefabrikant fra Klampenborg kommer ind i lokalet. Men så ser sidstnævnte Linde og kalder ham for ”Nazisvin”. Linde farer op, men bagermesteren når at komme imellem.

Trikotagefabrikanten tager nu en runde i byen, men på en eller anden måde får hans hustru kontakt med ham. Han skal ikke tage hjem for hele huset er omringet af folk fra det tyske sikkerhedspoliti. Det er uden tvivl at Linde har anmeldt trikotagefabrikanten.

 

En jøde, der sammen med modstandsbevægelsen handlede med tyskerne

Nu kunne bagermesteren også fortælle om Jack Becker. Han var en af de danske jøder, der i samarbejde med visse folk fra modstandsbevægelsen smuglede guld fra Sverige til Danmark. De solgte det videre til medlemmer af det tyske sikkerhedspoliti.

Denne Jack Becker opsøgte bagermesteren i hans bageri, fordi han følte sig fornærmet af bagermesteren:

• Du skal vide, at jeg er en farlig mand, at blive uvenner med. Jeg har krisepolitiet i min hule hånd.

Det gik 3-4 måneder, så dukkede Krisepolitiet op i bageriet for at gennemsøge det. Hårdt presset fortalte politiet, at det var Jack Becker, der havde anmeldt uregelmæssigheder i bageriet.

De to betjente, der dukkede op blev en del af Edderkoppesagen. Den modige bagermester fra Vesterbrogade kom heldigvis ikke noget til som følge af sine afsløringer af nogle af underverdenens skikkelser. Men de har nok været flittige gæster i bageriet/konditoriet. Bagermesteren blev 94 år gammel.

 

En forfejlet likvidering

Den 19. april 1944 blev chauffør Tage Lerche likvideret i sin bil i krydset Roskildevej/Vesterbrogade og Pile Alle. Det var af en Holger Danske gruppe bestående af bl.a. Flammen, Citronen og Gunnar Dyrberg. Gruppen ramte bilen med 25 – 30 skud. Tage Lerche døde senere på hospitalet, og det gjorde hans syvårige søn også. En kammerat undslap kuglerne.

Likvideringen var en fejl. Selv om Lerche var chauffør for Werner Best, gjaldt kuglerne i stedet Gestapo – manden og stikkeren, Arno Hammeken.

Som hævn for denne aktion smed det dansk – tyske terrorkorps samme dag to håndgranater ind i en sporvogn i samme kryds. 30 mennesker blev såret.

Stikkeren Arno Hammeken overlevede krigen, men blev senere fængslet. Den 15. september 1949 blev han henrettet for sit arbejde for Gestapo.

 

Kilde:

• Vesterbro under den anden verdenskrig (Demos)
• Tage Revsgård Andersen: Et studie i rødt-hvidt og blåt
• Andreas Skov: Sabotage
• Brandt, Christiansen: Sabotage
• Vang Hansen, Kjeldbæk, Maurer: Industrisabotagen under Besættelsen i tal og kommentarer
• Horwitz, Rasmussen: En sabotørs erindringer
• Erik Johansen: Sabotage, Bogen om den danske modstandsbevægelse
• Kjeldbæk: Sabotageorganisationen BOPA 1942-45
• Leif Larsen: Borgerlige Partisaner
• Per Mortensen: Sabotørerne
• Røjel: Holger Danske rejser sig. Opgøret med stikkere og terrorister
• Aage Staffe: En smededreng går til modstand
• Hans Edward Teglers: Sabotage, amatørernes oprør
• Bak, Bundgård Christensen, Lund, Sørensen: Turen går til Besættelsestidens København
• Morten Thing: Sabotøren-min fars historie
• Per Gylling Mortensen: Sabotørerne – vi vandt en krig.
• dobbeltdanmark.dk

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 261 artikler fra Besættelsestiden herunder:

• Vesterbro under besættelsen (1)
• Sommerkorpset
• B. Matinsen – et portræt af en forræder
• Frihedsrådet – det kneb med opbakningen
• Frihedsrådet – som springbræt
• Udleveret til tyskerne
• Da Buldog brændte
• De fem dramatiske år på Nørrebro
• Sommeren 1944 – på Nørrebro
• Nørrebro 1945 – to episoder
• Nørrebrogade 156
• Varehuset Buldog på Nørrebro
• Besættelsen på Nørrebro 1-5
• Nørrebro – 9 dage i sommeren 1944
• Sabotage på Nørrebro 1-2
• Likvideret på Nørrebro og mange flere