Vesterbro – omkring 1914

Vaskevandet var blåt. Man kunne godt snige sig på vognene. Vesterbro var forlystelsescentret. Man fik kartofler efter ”træmål”. Og så var en ugeløn på 14 kr. Mad betød altid meget på Vesterbro. Mandelsæbe fik man om lørdagen som tillæg. Og 10 øre fik man for en død rotte. Stakkels butiksfolk med lange åbningsdage. Folk boede elendigt. Især om lørdagen var der liv. Der var masser af Lånekontorer. Måske var sand-ål det eneste familiefaderen havde med hjem af ugelønnen. Og det var ”tøset” at have håndklæde med, når man skulle bade i 9 graders varme. I biografen hamrede pianisten løs, og så blev man advaret, når der var flyvning. Det var dengang, da ”Hønen” endnu kørte. Og så blev en dansesal til kirke. Men forlystelser var der skam nok af.

 

Vaskevandet var blåt

Man taler så meget om ”de gode gamle dage”. Verdenskrigens udbrud satte et slags skel, før og efter. Vi har i dag tv, biler og nymodens bekvemmeligheder. Men er vi lykkeligere?

Livet havde både som nu og dengang sine lyse og mørke sider. Dengang var pengene noget værd. Det var gammeldags stenbrobelægning med store rendestene.

Ud for hver ejendom var der rendestensbrædder. Når børnene legede i gården kunne man se, når der blev vasket i huset. Der strømmede blåt vand ud. Folk benyttede dengang ”blåelse” til vask. Så fik tøjet ”en god grund”.

Af vaskemidler kendtes kun soda og brun sæbe eller det lidt billigere grøn sæbe. Tøjet blev i hvert fald snehvidt og duftede herligt.

 

Man kunne køre med på vognene

Det var ikke meget trafik i gaden. Børnene kunne sagtens lege på gaden. De eneste vogne, der kom, var brødvognen eller ølvognen. De kunne høres på lang afstand, når de på hårde hjul blev trukket af heste skrantende hen af brostenene.

Når kuske ikke lige så det kunne man køre med, når vognen satte i gang, idet man hagede sig fast på trinet på bagenden, hvor kusken stod, når man skulle lange ind efter brødet. På ølvognen hagede man sig fast på de nedhængende ølanker.

Så var der trækvogne, som folk benyttede til at hente kul og koks på fra gasværket. Det var billigere end at købe brændslet i butikkerne.

 

Vesterbro var forlystelseskvarteret

Vesterbro har aldrig som Nørrebro fået præg af arbejderkvarter til trods for, at der i sidegaderne kunne være både nød og slum. Selvfølgelig var der mange arbejdere, der boede her. Men bydelen bar præg af at her boede bohemer, gadepiger, artister og forlystelsessyge, der fra hele byen søgte mod Vesterbro.

Jo her var mange livlige forretningsgader, hvoraf Istedgade bærer prisen. Vesterbro har tidlig været et forlystelseskvarter, hvor dansebulerne og værtshusene har floreret.

 

Kartofler efter træmål

Hørkrambutikkerne solgte kartofler efter mål – stort eller lille. Jo det var træmål. Desuden solgte han eller hun også spegesild, kål, porrer, gulerødder, petroleum, optændingsbrænde og ildtændere.

 

En ugeløn på 14 kr.

I etagerne boede jævne arbejdere og håndværkere, der stred for at komme igennem livet. En ugeløn på 14 kr. var almindelig til oprettelsen af livet for en familie. Men priserne var også derefter. ½ pot mælk kostede 6 øre, ¼ pægl fløde 5 øre, 1 pilsner 11 øre.

I brødudsalget kunne man hente for 3 øre fløde. Her havde man kopper stående med kogt fløde. Ved hjælp af en hornpind drejede man langs kanten af koppen, for at ”flødens skind” skulle løsne sig. Så blev det hele hældt op i den medbragte flødekande.

Wienerbrød kostede 4 øre, men man kunne også få 2 øres wienerbrød eller rosenbrød til samme pris. Ja og så var det 5 øres kager.

 

Mad har altid betydet noget på Vesterbro

Det var også spændene inde hos spækhøkeren. Han havde dejligt hjemmesmeltet fedt.  Og en mager spegepølse. Desuden havde han flæsk, der ikke er så sejt som nutidens. Dengang var flæsk fattigmandsspise. Når man kom ind i opgangen lugtede det ofte af stegt flæsk med løg. Det var billigt mad.

Mad har altid betydet noget på Vesterbro. Der spares på alle andre områder for at få god mad. For en daler kunne der laves mad til en hel familie ofte for flere dage.

 

Mandelsæbe som tillæg

På det andet gadehjørne boede en urtekræmmer, en lille pukkelrygget mand med bakkenbarter. Her fik man hver lørdag i tilgift et stykke mandelsæbe og et kræmmerhus bolsjer.

Slap teen op, blev knægten ofte sendt der over efter to lod. Mor var tit derover for at låne telefonen eller ”Berlingeren”. Det var dengang, man kunne abonnere på Dannebrog, men den gik hvis ned. Så var det en avis, der hed Riget, men det var nu begrænset, hvad der stod i den.

 

Belysning

Det var gadebelysning på gaden. Gadelygterne blev tændt, når tiden var til det, af en lygtetænder med en lang stang. Stangen blev sat ind i en rung ring i lygten. Trods sit navn slukkede han også lyset, men aldrig helt. Der var en lille ”vågekone”, som brændte hele dagen.

Tændstikker havde man også. Det var billigst at købe dem i ”tutter” og så have en strygeflade ekstra, der blev sat på tændstikkestativet i køkkenet.

På trappen var der også gasbelysning. Viceværten lukkede op for hele opgangen på en gang. Og det lugtede af gas indtil han havde været turen igennem fra kælder til kvist for at få lys på. Det var ikke bengalsk belysning, men kun et lille blus, så man lige kunne skimte trapperne. Man måtte føle sig frem til nøglehullet i entredøren.

Gaslugten gentog sig senere på skolen, når man vintermorgener skulle have lys, men her var der godt blus på.

I lejlighederne havde man petroleumsbelysning. Når man kom hjem efter mørkets frembrud, var det om at have tændstikkerne parat. Det gjaldt om hurtigt at finde lampen, tage glasset af og få den tændt.

Man måtte passe på, at den ikke osede, at lampeglasset nyligt havde stiftet bekendtskab med en lampepudser, og at der var petroleum på lampen.

I Gasværksvejens skolegård var der nogle træer. Dem var der nu ikke mange af i brokvarteret.

 

10 øre for en død rotte

I gården blev der leget langs skraldebøtterne. Der blev spillet klink med blyknapper, der anvendtes til arbejdsskjorter. De blev kaldet for janter. Så var der også brandmandsknapper. Pigerne nipsede og havde fine nipsepuder.

Der var rotter i gården, og når man fangede dem i de opsatte fælder, fik man 10 øre pr. hale, når den blev afleveret på den nærliggende Svendsgades politistation.

 

Lange åbningsdage

Butikkerne på Istedgade lukkede først kl. 23 om lørdagen. Inden butikspersonalet kunne gå hjem skulle der først gøres rent. Så blev lukketiden fastsat til kl. 22 kl. 20 osv. Det var hyggeligt at gå på indkøbstur lige inden lukketid om lørdagen.

 

Folk boede ofte elendigt

Folk boede ofte elendigt. Mange mennesker var sammenstuvet i et enkelt rum. Det var i reglen forhus, sidehus og baghus, ja visse steder flere baggårde. Folk boede i mange tilfælde i etværelses – lejligheder, hvor man fra trappen gik ind i den eneste stue. Der måtte for eksempel skrives 3. sidesal på brevene for at postbuddet skulle finde adressaten.

Først efter at have passeret en eller et par porte nåede man ad sandbelagte trapper op til lejeren, hvis eneste udsigt var til andre triste lejekaserner.

 

Liv og glade dage om lørdagen

Når man kom hen i Istedgade en fredag eller lørdag aften, var der liv og glade dage. Lyset strålede fra butikkerne med de mange dejlige varer. Fra Eskildsgade til Oehlenschlægersgade var der på den ene side af gaden, der vender mod Sønder Boulevard, en lang række trækvogne, som solgte alskens varer, æbler, pærer, appelsiner, ost, røgede sild, rødspætter, røgede ål m.m.

 

• Sild er godt
• De kan tro, at det er lækre ål

 

På lånekontorerne

Ja sådan lød det. Prangerne havde travlt. Handelen gik livlig. Carbidlygterne på vognene lyste og lugtede. På gaden hørte man også i dagtimerne sælgernes råb om ”Rejer er godt”, ”Sild, rødspætter eller frugt”.

Blandt Vesterbros mange handlende var der også en del pantelånere. Her måtte folk gå den triste gang for at skaffe sig penge til maden eller til at sætte lidt ekstra kolorit på tilværelsen.

På lånekontorerne afleverede man det to – tårnede – sølvtøj, overfrakken om sommeren eller en tøjbylt om vinteren.

 

Familiefaderen kom hjem med sand – ål

Så var det også manden med sand – ålene, der vandrede gennem Istedgade. Det var ål, der var fanget i Gasværkshavnens mudder. Efter at være flået blev de rullet i sand. Manden søgte ofte beværtningerne, hvor han prakkede de snavsede ål på mere eller mindre fulde arbejdere. Det var måske det eneste, familiefaderen kom hjem med af ugelønnen foruden ”kæferten”.

 

En egen luft i Istedgade

Altid var der liv og glade dage i Istedgade, Sporvognene klemtede. Sent om aftenen, når beværtningerne lukkede, hørte man lystige folks stemmer. Om dagen kunne man være heldig at se brygger Carl Jacobsen i lyst tøj med en rose i munden gå gennem Istedgade på vej til Carlsberg.

Det var en egen duft i Istedgade. Når man en sommeraften kom fra Tivoli, var det, ligesom luften stod stille iblandet lugte fra forretningerne – øl, klipfisk, ost, spegesild, æbleskiver, i et sammensurium iblandet ”duften” fra beværtningerne.

 

Når dampsprøjten kom

En særlig fest var det, når dampsprøjten kom kørende. Hestens hove slog gnister og det samme gjorde den blankpudsede dampsprøjte, hvor man under kørslen var ved at ”fyre op”. En anden lyd, der vakte opsigt var, når Lægevagtstationens vogn kom kørende, og man hørte det dumpe signal og så hesten i fuld fart mod ulykkesstedet.

En tredje vogn med en underlig ringlende lyd var sygevognen med de matte ruder, der skulle føre patienter til Blegdamshospitalet eller Kommunehospitalet.

Søndagsskolen blev afholdt i Gasværksvejens skoles gymnastiksal, hvor der blev afholdt børnegudstjeneste kl. 3. Man sad på en umagelig træbænk uden rygstød. Benene kunne ikke engang nå gulvet. Når der var sunget et par samler, kom prædiken.

 

Vejrmøller i gymnastikhallen

Så kom julefesten, hvor man fim appelsiner og andre godter, samt ”Skovturen”, der som regel gik til Søndermarken, hvor der blev leget ”røver og soldater”.

For mange Vesterbro-borgere var Søndermarken et yndet udflugtssted, hvor man spiste sin medbragte mad. Turen kunne også gå op til Korups Have eller de små haver i Pile Alle.

Men se der skete også andre ting end søndagsskole i denne gymnastiksal. Under kommando af en krigsassessor og en gymnastiklærer blev der her holdt eksercits. Her skulle man også kunne slå vejrmøller og stå på hænder.

 

Gasværkvejens Betalingsskole

Se dengang hed det Gasværksvejens Betalingsskole. Det kostede 1 kr. om måneden i skolepenge. En af lærerne var særlig populær. Det var den senere berømte tegner, Herluf Jensenius.

På Sønder Boulevard var der marker. Om vinteren kunne man kælke ned ad bakkerne. Det var allerede dengang skabt betingelser for den senere højhusbebyggelse. Det sidste høje hus på hjørnet af Enghavevej og Sønder Boulevard blev kaldt ”Blæsenborg”, fordi det stod så ensomt.

 

Bekendtskab med naturens vidundere

Længere ude af Enghavevej var der om vinteren skøjtebane. Ved Vestre Kirkegårds Alle var der køkkenhave, hvor poderne for første gang stiftede bekendtskab med naturens vidundere. For en knægt fra stenbroen var det en oplevelse at kunne lægge frø i jorden og se dem gro under sine hænder. Der blev dyrket gulerødder, blomster, radisser og så kunne man om efteråret gå hjem med store græskar.

Om sommeren gik man i vandet i Gasværkshavnen. Man gik af Sommerstedsgade, som dengang hed Hartmannsgade. Derfra over Dybbølsbroen og ind på kommunens badeanstalt.

 

”Tøset” at have håndklæde med

Det kunne godt være hårdt for poderne, når man ved en temperatur på 11 grader i luften og 9 grader i vandet eller omvendt skulle afføre deres tøj og ad ribberne begive sig ud i de våde element på tre fod. De mere dygtige, der kunne svømme, kom på fire fod. De særlige frisvømmere tog udspringet fra den høje vippe på ni fod. Og så var det ”tøset” at have håndklæde med.

Mange mødte her for første gang det salte vand og fik den første lektion i svømning. Læreren stak en stiv løkke på en stang ud til en, og så var det ikke andet at gøre end at lægge sig på maven ind i løkken. Drukne kunne man ikke, men man kunne få en ordentlig dukkert af læreren, der holdt i den tykke ende af stangen. Så kæmpede man sig halvkvalt op og hørte gennem sine vandfyldte øren og med munden fuld af saltvand kammeraternes hoverende grin.

 

Pianisten hamrede løs

Af fornøjelser var der biografteatrene, der lige var dukket op. Det var i stumfilmens dage, og man sad på hårde klapsæder. Filmen gik over det hvide lærred, mens en pianist hamrede løs på klaveret.

 

Advaret om flyvning

Bilerne var lige begyndt at komme frem, men man ventede sig ikke nogen stor fremtid af dem. Flyvningens første tid var også inde. Når der var flyvning på Kløvermarken blev det annonceret ved, at Taxamotors vogne havde flag på, hvorpå der stod: ”Flyvning”. Så vidste man, hvad der ville ske.

 

Da ”Hønen” endnu kørte

Det kostede 5 øre at køre en kortere strækning med sporvogn, en længere kostede 10 øre. Skulle man lave en omstigning, benyttede konduktørerne et stykke blåt kridt til at skrive på billetten, hvor man var stået på, så den næste kunne se, om man havde ret til at stige om.

Det var på den tid, hvor Hønen endnu kørte på Nørregade, bussen forspændt 2 heste på strøget, og linje 12 også med to heste fra Højbro ad Købmagergade til Søtorvet. Den sidste bus kunne selv en dreng stadse ved blot at række hånden i vejret. Der var ingen faste stoppesteder dengang.

 

En dansesal blev til kirke

En tidligere dansesal, Valkyrien på Vesterbrogade var omdannet til kirkesal under navnet Skt. Mariæ Kirkesal. Det var Vesterbros navnkyndige præst, A.N. Fibiger, der prædikede her og tordnede for sine bysbørn. Det var på hans initiativ og gennem hans arbejde, at Eliaskirken på Vesterbros Torv rejste sig i 1908 med deraf følgende værdifulde samfundsgavnlige virkninger. Fibigers navn vil for al fremtid være knyttet til Vesterbro i kirkelig henseende.

 

Masser af forlystelser

Vesterbro har altid været forlystelsernes centrum. Det følger vel af, at solen går ned i vest. Man begyndte med Tivoli, Scala, Tivoli – Variete (Kisten)senere Apolloteatret. Her optrådte i sin tid Gissemand (Holger Pedersen), Carl Fischer og Schiøler Linck.

På Scala i de store dage var det Carl Alstrup, Liva Weel, Olga Svendsen m.m.

Fortsatte man længere ud ad Vesterbrogade kom man forbi Figaro, der var dansesalon, en årrække Palais de dance, senere Valencia. Endelig blev forlystelserne afsluttet i Frederiksberg Alle med Sommerlyst og Alleenberg, hvor der var optræden og alskens forlystelser for både voksne og børn.

Tænk engang over alt dette, når du går en tur i Vesterbros gader.

 

Kilde:

• Se Litteratur København (under forberedelse)
• Københavner – minder

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder bl.a. 153 artikler fra det gamle København og omegn herunder:

• Vejen går min tro over Vesterbro
• Vesterbro i gamle dage
• Vesterbro – den fjerde tur
• Vesterbro – en historisk vandretur
• Et sted på Vesterbro
• På Vesterbro
• Frihedsstøtten – et folkeligt monument
• Forlystelser i København
• Adspredelse i det gamle København
• Gamle værtshuse i København
• Flere gamle værtshuse i København
• Svenskerne på Nørrebro
• Tivoli
• Tog til København
• Jørgen, Helgen, Hospital og Sø
• Det Gamle Frederiksberg
• Frederiksberg/Valby fra A til Å
• Frederiksbergs Lystigheder og Folkeliv
• Frederiksberg – dengang
• Det var på Frederiksberg
• Frederiksberg Slot
• Solbjerg, Nyby og Ny Amager
• Gader og veje på Frederiksberg
• Flere gader og veje på Frederiksberg og mange flere