Vesterbro-dengang for længe siden 

Foredrag den 5. februar 2024 i Vesterbro KFUM/KFUK. Det var et skønt og veloplagt publikum også tredje gang, jeg optrådte her. Vi skal langt tilbage i tiden. Allerede i 1577 så man de første slagtere herude. Senere mente man at hvert andet hus på Vesterbro indeholdt en slagter. Da kongefamilien kørte mod Frederiksberg Slot kunne de ikke undgå at lægge mærke til slagteriaffald. Det var slagterfamilierne, der kunne finde på grovkornet spøg. Vi skal kigge på, hvordan man boede på Vesterbro. Og det er ikke for sarte sjæle. Vi kigger også på lystighederne på Vesterbro og butikslivet dengang. Vi fokuserer på Tivoli og dets grundlægger Carstensen. Vi slutter af med lidt kirkehistorie. De kirkelige handlinger foregik på samlebånd. Men havde man penge nok, kunne man godt betale sig fra et ordentligt bryllup. Advarsel: Dette er et meget langt indlæg.

 

Den ældste af forstæderne

Vesterbro er den ældste af forstæderne. Her fik man allerede i 1795 det første apotek. I 1840 boede her allerede 1.711 mennesker. Men en tur ud af Vesterbro var ingen fornøjelse. De lokale mente, at her skulle plantes træer, men det gik Borgerrepræsentationen ikke med til.

I Stadens Jordebog nævnes fra 1496 17 haver ud for Vesterport. Blandt ejerne nævnes en brygger, en grydestøber, en bager og en vognmand. Knap 100 år senere i 1581 var der 43 haver syd for alfa-vejen og 70 haver nord derfor.

 

Et slagter-hus med 14 boder

I 1577 blev slagtning i byen forbudt på grund af frygten for pestilens og anden sygdom. Derfor lod Christoffer Walkendorf opføre et slagter-hus med 14 boder uden for byen. De var beliggende ned til stranden. Meget senere sagde man, at hvert anden hus på Vesterbro var et slagter-hus.

 

Mord hørte til dagens orden

Ved Viktoriagade lå byens galge. Den blev ved Vesterbros grundlæggelse flyttet ud til Amerikavej. Det var temmelig øde herude. Og man skulle nok heller ikke bevæge sig herud efter mørkets frembrud.

I 1584 blev det berettet om drukkenskab, løsagtighed og tyveri. Mord hørte til dagens orden. Dem der ejede huse eller boder uden for voldene forpligtede sig til at sørge for, at lejerne skikkede sig og at de ikke blev beboet af løsagtige og letfærdige folk.

 

Nu måtte kun gamle folk bosætte sig

Men det hjalp åbenbart ikke, så tre år efter blev der nu indskærpet at kun gamle folk, som havde et ærligt og godt rygte måtte bo herude. De måtte hverken sælge øl eller andre drikke eller have andre logerende.

I 1592 blev der meddelt at nu måtte man føre tilsyn med borgernes kvæg og de private haver. Magistraten havde pålagt borgerne selv til at gøre dette.

Længe før at det senere brokvarter for alvor blev bebygget, lå der uden for voldene foruden store eng – og markstrækninger, talrige småhuse og haver, der tilhørte ansete borgere inde i staden. Men om natten var det tilholdssted for lyssky elementer, der her i frihed kunne hengive sig til et liv i udskejelser.

Omkring 1620 på Christian den Fjerdes tid har der været hele 18 vejrmøller.

 

Vesterbro grundlagt 1648

I Jens Lauridsen Wolfs Diarum fra 1648 meddeles der, at Vesterbro blev grundlagt i 1614. Nu måtte der lægges en fast plan for den yderligere udvikling. I den forbindelse indgår også Christian den Fjerdes befæstningsanlæg, der blev påbegyndt i 1606: det var hans plan at søerne skulle indgå i denne plan.

Men dengang var Skt. Jørgens Sø blevet tørlagt. Dens sø var blevet en frodig eng. Voldgravene var heller ikke blevet vedligeholdt.

 

Ikke sådan som kongen havde forestillet sig

Vester-byen som bydelen hed dengang, blev anlagt som et skakbræt, hvor gaderne overskar hinanden i rette vikler. Det var dog i betydelig mindre målestok end kongen havde forestillet sig det. Foruden to parallelveje, svarende til nutidens Vesterbrogade og Gammel Kongevej fik den nye bydel ved Trommesalen blot en enkelt tværvej, mens den hidtidige hovedvej, Vester Adelvej, der lå mellem de to nye hovedveje, blev nedlagt.

 

Kvæg blev konfiskeret efter 3. gang på volden

Gammel Kongevej blev anlagt allerede i 1618 men strakte sig indtil Svenskekrigene fra fæstningsværkerne vest for Skt. Jørgens Sø, mens det første stykke af Vesterbrogade blev fuldendt i 1624, da det blev brolagt. I 1622 boede der 5-600 mennesker herude.

Kongen meddelte at kvæg ikke måtte opholde sig på voldene. Blev et kvæg antruffet her for tredje gang blev det konfiskeret. En masse smugkroer opstod. Men hvis bønderne stoppede op for at få slukket tørsten, blev dette straffet med fængsel.

 

Tre af byens kendisser

På Vesterbrogade 81 blev Adam Oehlenschläger – dansk digterkonge født i 1779. Ja det er ikke uden grund at bydelen blev kaldt ”Det Vilde Vesten” På hjørnet af Vesterbrogade og Enghavevej græssede kreaturerne fredeligt. De kunne også finde på at søge mod Kalvebods Strandes sumpede enge. Ja så måtte karlene på hesteryg – som andre cowboys.

Og når vi nu er ved kendisser. Så skal vi da lige nævne Storm P. han gik på Istedvejens betalingsskole. Han glemte aldrig kvarterets originaler. De fleste motiver til sine tegninger fik han nu hos Fælledbisserne og Lersøbøllerne. Så var det jo lige Tove Ditlevsen. Sine første solskinsdage tilbragte hun i Hedebygade.

 

Kunne ikke sælge byggegrunde – vejen ufremkommelig

Et skydeselskab gik konkurs. En grundejer tilbød et grundstykke. Men det afviste politiet. Man kunne komme til at ramme dem, der gik ned til stranden. Og så var det lige Vester Fælled. Her mente Borgerrepræsentationen at den skulle man sælge til byggegrunde. Men så fandt man ud af, at vejen dertil var ufremkommelig.

På Vester Fælled lå det gamle pest-hus. Det fik et nyt flot navn – nemlig Belvedere. Borgere på Vesterbro klagede over, at der ikke var mere lys. Men de fik det svar, at der var adskillige gader og veje i København, der slet ikke havde lys bl.a. Blegdamsvej.

 

Slagterne med grov spøg

Slagterne på Vesterbro gik ikke f vejen for en grov spøg. Det fortælles at slagternes børn og læredrenge morede sig med at kaste blodige indvolde fra sig fra det slagtede kvæg i hovedet på de lapse, der var på vej ud for at promenere i Frederiksberg Have

Også de kongelige, der var på vej til slottet, så de blodige ting ligge i grøfterne langs vejen. Langs rendestenene flød der blod fra de mange slagterier.

Der blev klaget over ”slagter-stanken” på Vesterbro

 

De fine ville ikke blande sig med pøblen

Meget tidligt fungerede Vesterbro som gennemgang til Frederiksberg Allé og slottes have. Det var nu ikke altid at denne have var åben for alle. I mange år var det forbudt for Nyboder – folket at besøge det.

Engang blev vejen lukket med en jernport. Den fornemste klasse valgte bestemte tidspunkter til at besøge slotshaven. Så skulle man ikke blande sig med pøblen.

 

Eldorado af liv og lystighed

På hjørnet af Istedgade og Knudsgade (Eskildsgade) lå der en osteforretning nede i kælderen omkring 1900. Hele ejendommen duftede af Gammel Ole eller hvad ostene hed dengang.

Her i kvarteret var der allerede fra 1897 et eldorado af liv og lystighed. Det var pigerne og deres alfonser, der dominerede kvarteret.  Pigerne i deres lette gevandter bankede på ruderne med en hattenål for at gøre opmærksom på deres tilstedeværelse. Et besøg kostede fra 75 øre.

 

Damerne måtte nedlægge deres hverv

Damernes Huse blev nedlagt med den såkaldte oktober – lov i 1906. De blev flyttet hen i Oktober-stiftelsen.

Ja den offentlig prostitution blev gjort ulovlig. Det sørgede Alberti for. Han var justitsminister og blev dømt for bedrageri. Han blev kørt ned ad en sporvogn på Nørrebro og døde få dage efter.

 

Bydelens handlende havde rigelig at se til

Hørkræmmer – og urtekræmmerforretninger duftede af krydderier, sild og klipfisk. Der duftede også af tovværk og tjære. Gulvene var hvidskurede og sandbestrøet. Her kostede to små sild ti øre. Her var en sennepskværn. Man kunne få fyldt sin kop op for to øre.

Spækhøkere boede i kælderen. Her kunne man købe for 10 øre blandet pålæg. Man kunne få for 5 øre leverpostej. Så kunne man få for 3 øre fløde med skind på. Her kunne man også købe dejligt hjemmesmeltet fedt.  Og så var der mager spegepølse. Han havde også flæsk, der ikke er så sejt som nu til dags. Dengang var flæsk fattigmandsspise. Ja det var hestekød også. Når man kom ind i en opgang, duftede det ofte af stegt flæsk og løg.

Hos urtekræmmer Nygaard handlede man på bog, som det hed. Når ugelønnen så faldt om lørdagen blev det betalt.

Hos bageren fik man rosenbrød, mandelstænger, kaffebrød og sukkerkringler for 2 øre pr. stk.

 

Lørdag var en stor markedsdag

Der var ret så livligt omkring Istedgade dengang. Om lørdagen havde butikkerne meget længe åbent. Og så åbnede man allerede tidligt om søndagen, men man havde lukket i kirketiden. De små butikker lå side om side.

Hver lørdag kunne man hos urtekræmmeren få gratis tillæg i form af mandelsæbe. Og til børnene var der et kræmmerhus med bolsjer.

På gadehjørne stod gadehandlerne og fladbrød deres varer. Om lørdagen var det næsten som en markedsplads. Store fede rødspætter blev solgt for 15 øre.

 

Far kom ikke altid hjem med lønnen

Det var ikke altid far kom hjem med lønnen. Han havde investeret i flydende kost. Ofte stillede konen sig på værtshuset og forlangte mandens løn.

Kunne hun ikke finde ham, var det lånekontorerne tilbage. Den var der mange af på Vesterbro. Her kom man så med dyner, lagner og det pæne søndagstøj. En krone kunne måske holde til få dages forbrug. I sådan et tilfælde var det godt at kende Rulle – Mutter. Hun kunne få en dug til at se helt ny ud. Hun boede på hjørnet af Istedgade og var svensker. Derfor talte hendes papegøje også svensk.

 

Legetøjsbutikken

Fiskerkonen og hendes mand gik rundt i kvarteret og råbte op. Indehaveren af legetøjsforretningen blev kaldt Rasmus Pengeløs. Her kunne man for to øre købe små vogne med en hest foran. Et lokomotiv med svinghjul kostede ti øre.

Nu var det langt fra alle, der havde råd til at handle til at handle i sådan en butik. Børnene blev sendt til byggepladserne for at hente brænde til kakkelovnen eller til havnen efter kul, som var faldet ned under losningen. Så blev der ellers fyldt op i en gammel barnevogn.

 

Galgebakken

Og så var det Galgebakken. Den frygtede selv de store knægte. Man sagde, at resterne af Struensee og Brandt havde ligget her. Deres hoveder blev sat på stage og deres radbrækkede lemmer blev lagt ud her, efter at de var blevet henrettet på Øster Fælled.

 

Livet i og omkring Folkets Hus

I den store have bag Folkets Hus udspillede der sig et meget muntert liv om sommeren. Her kunne madkurve medbringes. En bajer kostede 15 øre. Og kaffe og to kager fik man for 5 øre.

Her var karruseller, gynger og vipper og anden fornøjelig underholdning. Her var sportsstævner og socialdemokratiske brandtaler- Hver søndag blev der spillet komedie. Billetprisen til hele salen og balkonen var 35 øre. Og så var der dans til den lyse morgen. Hele haven duftede af huld og jasmin. Her var blå og hvide syrener.

 

Gårdsangerne

Hjemme i baggårdene kom der gårdsangere, der ellers blev jagtet af panserbasserne. Ofte var det krigsveteraner fra 1864. De manglede enten et ben eller en arm.

 

Gammelt brød og varm mælk

Frysende koner stillede sig op foran bagerbutikkerne om vinteren ofte allerede ved 4-tiden for at være de første til at købe gammelt brød. Wienerbrød kostede 4 øre. Man kunne dog også få 2 øres wienerbrød eller rosenbrød til samme pris.

Når mælkemanden og mælkedrengene kom og ringede med deres klokke, kunne der købes en kande varm mælk, aftappet fra vognen til 4 øre.

 

Natpotten var indført

En to – værelses lejlighed kostede fra 15 til 18 kr. om måneden omkring 1900. Man måtte beregne en ugeløn til huslejen. Der naturligvis lokummer i gråden. De såkaldte retirader. Her var der ofte mange familier der skulle deles om et sæde. Ja man skulle lige frem stå i kø. Det var bestemt ikke sjovt, at skulle derned om natten oppe fra femte sal. Ofte var det bælgmørkt på bagtrappen.

Så mange steder havde man indført natpotten. Var det en stor familie havde man flere af disse. De skulle jo så tømmes. Så kunne man om morgenen stille sig i kø og få dem tømt i retiraderne. Ofte var det den ældste af knægtene, der skulle gøre dette. Af sine kammerater blev han så kaldt ”Pølseknægt”.

 

Fru Petersen oppe på 5. sal

Men det var ikke sikkert at gamle fru Petersen oppe på sjette gik ned med hendes potte. Hun smed enten potten ud af vinduet. Måske pakkede hun det store ind i avispapir, men smed det alligevel ud. Ellers tømte hun det i vaskekummen, hvis hun havde sådan en. Dette kunne så give problemer med faldstammen. Og særlig om sommeren gav dette en ikke særlig behagelig duft.

 

Rotter, Lopper og Lus

Man skulle altid klappe med træskoene, når man gik hen til retiraderne. De var fulde af rotter. På Svendsgades Politistation kunne man få 10 øre for halen af en død rotte.

Lopperne var næsten ikke til at holde nede i de gamle huse. De holdt til i sprækker i gulve og vægge. Dengang var der ikke råd til at få ferniseret eller malet så meget. Lus hørte til dagligdagen. Så skulle man ned på apoteket og købe for 25 øre cippedillefrø. Og så skulle man gennemgå en større renselsesproces. Frøene blev opløst i eddike. Det var noget der sved. Men skulle helst ikke få det i øjnene.  Bagefter skulle det hele gennem en tættekam. Og så røg der ofte store totter af håret.

I skolen blev børnene jævnligt tjekket af Lusemor. Og det var altid flovt at få konstateret, at man havde lus.

Murermester Hansen i Oehlenschlægersgade 29 havde fundet lejere, der alle havde arbejde. Arbejdsløse ville han ikke have.

 

Anlagt oven på en kloak

Abel Cathrines gade blev anlagt oven på den åbne kloak i 1880erne. Og denne kloak var faktisk Rosenåen. Den skal v i høre lidt mere om.

 

Vi besøger Absalonsgade

I Absalonsgade 37 var der fire sæder på retiraderne til 171 personer. Det høje beboerantal i de små lejligheder forringede hygiejnen. I gennemsnit boede der 4-5 personer i hver rum. Og for at få økonomien til at løbe rundt, så udlejede beboerne også rum til logerende.

Tænk i et rum skulle man både spise, opholde sig og sove. Havde kvinden hjemmearbejde, ja så fungerede værelset også som hjemmearbejdsplads. Og lige her i Absalonsgade 37 oppe på 1. sal boede Petersen. Han handlede med kludder og ben. I op til en uge lå disse ting og lugtede. Det var ikke en særlig behagelig duft.

Kælderen mindede allermest og en sump. Køkkener var behængt med snegle.

I baghuset var der ikke mere døre foran retiraderne. En gang om ugen blev det rum, hvor natpottens indhold blev hældt over i – tømt. Det var i trætønder. Men de blev aldrig gjort rigtig rent. Retiraderne var klamme smittebærere. Rosenåen havde spillevand med helt fra Blågårdskvarteret.

 

Vestergade 54

Og ejendommen Vestergade 54 havde direkte afløb af det og det andet direkte til denne Rosenåen. Her fandtes både kostald og mælkeriudsalg. Rosenåens bundfald udviklede bakterier. Det havde så forplantet sig til mælken. Folk fik feberanfald på Vesterbro. I løbet af 1880erne var der 4.825 tilfælde af alvorlige sygdomstilfælde.

Ofte manglede den lovbefalede vandlås på håndvasken, sådan at luften fra kloakkerne og andre ulækker ting forplantede sig rundt om i Køkkenet.

 

Lærerne var sadister

I skolen var det ikke moderne pædagogik, der var fremherskende. Her blev spanskrøret flittig brugt. Eleverne mente at lærerne var sadister.

Gik det nu galt, at man ikke kunne betale sin husleje, ja så blev de fattiges bohave stillet på fortovet, En betjent blev sat til for at passe på stumperne. En jernseng, et træbord, nogle vakkelvorne stole, lidt køkkengrej, nogle urtepotter med forpjuskede planter. Så stod der en grædende kone svøbt ind i et falmet sjal og talte med betjenten.

 

Når man blev smidt ud

Manden var ude for at finde et nyt sted for at anbringe de fattige ejendele. Børnene holdt sig væk. De var flove over situationen. Alt for tidligt mærkede de livets barske realitet. Og havde far ikke fundet et nyt sted inden aften, kunne familien risikere at ende på fattiggården Ladegården. Så ville Fattigvæsnet overtage deres få ejendele.

 

Knægtenes manddomsprøve

Knægtene på Vesterbro havde dengang en slags manddomsprøve. Når temperaturen var 11 grader og vandet var 9 grader skulle de springe i vandet eller omvendt at afføre deres tøj og bevæge sig ud i det våde element. Og så var det ”tøset” at have håndklæde med.

Mange mødte op her og fik første lektion i svømning. Lærerne stak en stiv løkke på en stang ud til en. Og så var det ikke andet at gøre end lægge sig på maven ind i løkken. Drukne kunne man ikke på den måde. Men man kunne få en ordentlig dukkert af læreren, der goldt i den anden ende af stangen. Så kæmpede man sig halvkvalt op og hørte gennem sine vandfyldte øren og med vanden fuld af saltvand kammeraternes hoverende grin.

 

Øl stod parat til panserbasserne

På hjørnet af Matthæusgade og Oehlenschlægersgade lå beværtningen Vilvorde. Det var på et tidspunkt en af de ældste værtshuse på Vesterbro. Har stillede man under trappen bajere beregnet til betjentene. Det var vigtigt for en værtshusejer at holde sig gode venner med politiet. Så blev det set gennem fingrene med, hvad der foregik.

 

Betjenten og Sorte Marie

Nu var alle betjente ikke ens. Der var en, der var stærk som en bjørn og meget hjælpsom. I skolen havde han måske ikke lyttet så godt efter. Han hadede at skrive rapporter. Det kunne ske, at en beruset person kom dinglende hen ad vejen med en flok hujende unger efter sig. Hvis det var betjent Christian Holm. så fulgte han personen hjem så han kunne sove rusen ud.

Hvis det var fyre, der havde drukket hele ugelønnen op og derefter bankede koner og børn tog betjenten det ikke så let. Han sørgede for en trækvogn – så fik han læsset fyren op. Men de hyldende børn undgik han ikke.

Nu måtte Christian Holm også sørge for at tage sig af de løse piger. Måske havde Sorte Marie blinket lidt for meget til ham med sine smukke øjne. De blev forelsket i hinanden. Og snart svirrede rygterne. Betjenten måtte så skoleret for politidirektøren, der mindede ham om, at det var en skandale for hele politi-etaten. Betjent Christian smed øjeblikkelig sin hjelm og sin frakke og fortalte politidirektøren, at han ikke skulle bestemme, hvem han skulle have som kone.

Sorte Marie og Christian Holm blev gift. Og så kunne historien har endt lykkelig. Men det gjorde den bare ikke. Christian blev havnearbejder. Der blev drukket tæt – en snes bajer pr- dag. En dag faldt Christian ned i lasten. Han lå i lang tid med indre kvæstelser på hospitalet. Han begyndte igen på havnen. Han skrantede. Og fik tuberkulose. I løbet af kort tid døde Christian Holm.

 

Tøjet blev snehvidt

Omkring 1914 skulle der også bruges en hel dag for mor til at vaske. Af vaskemidler kendtes kun soda og brun sæbe eller den billigere grøn sæbe. Man brugte ”blåelse” til vask. Tøjet blev i hvert fald snehvidt og duftede herligt.

Men der løb blåt vand ud i de overdækkede rendestene. Disse var bare overdækkede med planker. Der var ikke meget trafik på gaderne. Ofte blev børnene jaget ud af baggårdene. Det var nærmest kun øl – og brødvognene, der kom. Så kom folk med trækvogne efter at have hentet kul og koks på gasværket. Det var billigere end at købe brændsel i forretningerne.

 

En hestehandel på Gasværksvej

På Gasværksvej helt nede ved Vesterbrogade var der en hestehandel. Det var en lang gård med en del hestestalde. Her kom folk og købte heste som de skulle bruge som køreheste. Nogle gange ville køberne dog lige se, hvordan sådan en hest opførte på brosten. Så var det med at komme væk, for man vidste aldrig om den ville løbe løbsk.

 

Panserbasserne havde nok at se til

Det var altid sjov i gaden. Også når byens originaler indfandt sig. Det var for eksempel Krølle Charles. Han var erklæret socialist. Han kritiserede altid Christian den Tiende, Kongehuset og regeringen. Han skabte i den grad opløb. Men havde det stået på i længere tid, kom nogle panserbasser og fjernede ham.

Disse panserbasser skulle helst være så tykke som muligt. De gik i lange frakker. De havde hjelme på hovedet og læderbælte omkring deres fyldige vom. Man kunne godt blive helt væk under sådanne pansere.

 

Masser af lystigheder

Måske var Vesterbro ikke så udpræget et arbejderkvarter som Nørrebro. Godt nok var der i sidegaderne masser af slum og nød. Men her boede også bohemer, gadepiger, artister og folk med forlystelsessyge. Ja her var mange livlige forretningsgader, hvoraf Istedgade nok var den største. Her var i den grad et forlystelsessted med dansebuler og værtshuse

Man begyndte ved Tivoli, så kom Scala. Apollo – Teater. Fortsatte man længere ud af Vesterbrogade kom man forbi Figaro, der var en dansesalon, som en overgang hed Plais de dance, senere Valencia. Og så var det ellers på Frederiksberg Alle med Sommerlyst og Alleenberg, hvor der var optræden for både børn og voksne.

Den dårlige lugt og andre uhumskheder generede åbenbart ikke forlystelserne. Således havde Prices Teater etableret sig i et tarveligt træhus over for Skydebanen. Det blev etableret af den engelsk født James Price, der på sin primitive scene foruden linedans og andre artistnumre også gav udmærkede pantomimeforestillinger.

Egentlig var de Odeon, der havde størst succes. Det var en af de mange øl-haller, der dengang lå på Vesterbro og langs Frederiksberg Alle. Det blev senere til Morskabsteater.

 

Georg Carstensen og Tivoli

Lad os lige dvæle ved Tivoli og Georg Carstensen. Hans forældre var selvfølgelig sønderjyder. Han var manden, der skabte Tivoli. Først langt efter hans død blev han anerkendt. Det var ikke de bedste karakterer han fik på Herlufsholm. Det var kun med snyd han bestod eksamen.

Han glimrede også med sit fravær på filosofi – studiet.

Hans første bogudgivelse var en tynd bog ”Dansk Ordsprogs Almanak”. Dernæst oversatte han 1001 nats eventyr fra tysk til dansk. Der kom også andre udgivelser, men han blev beskyldt for at en litteratur – tyv.

Han blev fortrængt til udlandet. Først ville han i Fremmedlegionen, men han blev ikke optaget. Så kom han hjem igen og gik i gang med at udgive ugeblade. Dernæ.st var der koncert og fyrværkeri i Classens Have på Østerbro.

Så blev han tilknyttet satire-bladet Cosaren, et blad der i løbet af kort tid blev beslaglagt 43 gange. Han blev involveret i mange ting. Så gik han til kongen og fortalte ham, at når folk morede sig, så begik de ikke revolution.

 

Billetpriser holdt fattigfolk på afstand

Den 15. august 1843 kl. 4 om morgenen startede Tivoli. Carstensen havde en nøjagtig plan med. Men bygningerne måtte kun opføres i træ. Billetpriserne holdt fattigfolk på afstand. Slagsmål. Sjofelheder og synlig utugt blev ikke tolereret. Carstensen gik selv rundt og holdt opsyn.

De allerhøjeste klasser betragtede stedet med skepsis. Bladet Fædrelandet var forarget over københavnernes forlystelsessyge. Og H.C. Andersen var der kun tre gange så havde han fået nok.

 

Døde som en skuffet mand

Ret hurtigt havde Carstensen fået nok af sin bestyrelse. De var imod alle hans ideer og ville ikke investere i nye ting. De ville bare have overskud. Brdr. Price lagde sag an mod Tivoli. De mente at have eneret på pantomime.

Den 20. juni 1848 udløb Tivolis tilladelse. Som hævn over for bestyrelsen havde Carstensen ikke fornyet den. I maj 1852 ansøgte Carstensen om tre måneders sygeorlov. Efterfølgende sagde han op.

Tivoli ville ikke mere kendes ved ham. Han blev dog hurtig involveret i nye projekter bl.a. i Alhambra på Frederiksberg. Skuffelser og stridigheder fulgte ham til det sidste. Han døde i 1857.

 

De umoralske sangerindeknejper

En af de populære sangerindeknejper var Olympen, Vesterbrogade 29. Disse knejper oplevede deres blomstringstid fra 1860erne til ned i 90erne på trods af protester fra moral-prædikanter og myndigheder. I 1865 var der 31 af disse sangerindeknejper i København. De 4 af dem lå på Vesterbro.

 

Det var efterhånden kommet mere gadebelysning. En lygtetænder kom med en lang stang. Stangen blev sat ind i en rund ring i lygten. Trods sit navn så slukkede lygtetænderen også for gadelygterne.

 

Tiderne ændrede sig

De gamle smukke slagter-huse og andre småhuse blev efterhånden erstattet af store beboelseshuse og forretningsejendomme. De gamle gæstgivergårde som Sorte Hest blev nedrevet. De gamle beværtninger og forlystelsessteder forsvandt næsten alle sammen. Butikshandlen holdt tidligt sit indtog på Vesterbro. Men egentlig holdt industrien aldrig rigtigt fodfæste. Der kom kun mindre virksomheder. Undtagelsen er grænsen til Valby, Carlsberg og Bing & Grøndahl.

Tændstikker havde man også. Det var billigst at købe dem i ”tutter” Så havde man en strygeflade ekstra, der blev sat på tændstikstativet. I køkkenet.

 

Gasbelysning og petroleumslamper

På trappen var der også gasbelysning. Viceværten lukkede op for hele opgangen på en gang. Nu var det ikke meget lys, men man kunne dog skimte trapperne. Man måtte dog føle sig frem til nøglehullet i hoveddøren.

I lejlighederne havde man petroleumsbelysning. Når man kom hjem efter mørkets frembrud, var det om at have tændstikkerne parat. Det gjaldt om hurtigt at finde lampen, tage glasset af og få det tændt.

 

Ingen afgift ved anlæggelse af små lejligheder

Generelt boede man elendigt. Mange mennesker var stuvet sammen i et enkelt rum. Der var især i sidegaderne på Vesterbro et forhus. Sidehus og baghus. Ja visse steder flere baggårde. Folk boede i mage tilfælde i etværelses lejligheder. Lovgivningen var sådan at byggematadorerne ikke skulle betale byggeafgift, hvis ejendommen var under 64 alen (1 alen er 0,39 m).

 

Den første jernbane

Under stor højtidelighed blev jernbanen og den første station indviet den 26. juni 1847. De forså var jernbanen en virkelig sensation. Snart blev banegården for lille. I 1863 – 64 opførtes der på den modsatte side af Vesterbrogade en ny og større banegård. Den nuværende banegård er fra 1911. Foruden denne banegård lå der ved Gyldenløvesgade en særlig banegård for tog til Klampenborg og ved Vester Farimagsgade lå en station for Nordbanen.

 

Fattigdommen var det største problem

Jo engang var her i provstiet hele 11 kirker. Det er der ikke mere. Men mange af den nyere danske kirkehistories mest dramatiske kampe er foregået her på Vesterbro.

Man havde længe tænkt på at bygge en kirke på Vesterbro. Det var dengang Vesterbro var lukket for natten. Det var her, der var bondeland. I 1843 åbnede Georg Carstensen for Tivoli. Jo han havde sønderjyske rødder. Tivoli lå inde på det gamle voldanlæg.

I 1846 flyttede brygger Jacobsen sin hastigt voksende virksomhed til Valby. Lige der midt imellem forlystelserne og det bajerske øl – voksede Vesterbro frem i lyntempo. Ti år senere blev Vesterport sløjfet.

Fest og druk var nu ikke de største problemer. Det var fattigdommen. Kvartererne omkring Viktoriagade, Vesterbro Torv, Istedgade og Oehlenschlägergade blev i løbet af 3 – 4 år i 1850erne tilbygget med lejekaserner.

 

Kierkegaard rasede mod folkekirken

Den københavnske industri manglede arbejdskraft. Folkevandringen fra land til by voksede. Endda hurtigere end behovet for Arbejdskraft. Og tilflytterne, der fik arbejde fik så ringe en løn. At den næppe var til at leve for. Vesterbro blev født og opfostret som bydel for fattige indvandrere.

Søren Kierkegaard døde, mens de første lejekaserner skød op herude. Hans sidste år havde jo været opfyldt af hans rasende enmandsskrig mod den nye folkekirke og dens hykleriske overfladiske fromhed.

Denne kierkegaardske udfordring skulle mange år senere komme til at spille en dominerende rolle i Vesterbros kirkeliv.Men sådan  liv fandtes endnu ikke, da han døde.

 

20.000 mennesker uden kirke

Et par år senere boede her ca. 20.000 mennesker. Uden kirke. Det gav store problemer for Frederiksberg Kirke, som på papiret var deres sognekirke. Derfor var det naturligt, at initiativet til at gøre noget ved sagen kom fra velhavende frederiksbergske borgere.

Men inden da oplevede vi Dybbøl – katastrofen i 1864. Bortset fra de blodige tab på slagmarken betød den en økonomisk krise. Dette gjorde fattigdommen endnu strengere.

 

Indre Mission kom også til hovedstaden

Det var i denne nederlagskrise, at Vilhelm Becks Indre Mission voksede sig til den største vækkelsesbevægelse i vores kirkehistorie. Beck var voldsomt anfægtet af Kierkegaard. Han forsøgte at skabe en kirke af sandt troende kristne – i opposition først og fremmest til den lyse, frie, magelige grundtvigianisme, der bredte dominerede landsogne.

Indre Mission bredte sig først i de fattigste landsogne, ikke mindst de vestjyske. Men efterhånden nåede missionen også hovedstaden, og den kom til at sætte sit stærke præg først og fremmest på Vesterbro.

 

Til møde på Frederiksberg Alle

Endnu var der altså ingen kirke til at sætte noget præg. Det blev der gjort noget ved i efteråret 1868, da en kreds af damer og herrer fra det bedre selskab mødtes hos etatsrådinde Casse (med C) på Frederiksberg Allé.

De blev enige om, at der skulle bygges en kirke på Vesterbro, der skulle være ”rummelig, men tarvelig og dog tillige hyggelig”. Damerne organiserede en Bazar, mens herrerne nedsatte et alvorligt udvalg med henblik på at skabe en privat byggefond. Først når den havde en rimelig størrelse, ville man gå til myndighederne med kirkeplanerne.

Efterhånden fik man også nogle indfødte vesterbroere med i arbejdet. Men de fyldte ikke meget. Det var ikke om det kristne evangelium, snakken gik mand og mand imellem på Vesterbro. Derimod blev der et par år efter mødet hos etatsrådinde Casse afholdt et andet møde i Tømrerkroen inde i Adelgade.

 

Knæk sablen – Bryd kronen – Styrt kirken

Der blev den danske socialistiske Internationale stiftet med Louis Pio som leder. Og året efter prøvede den kræfter med ordensmagten i slaget på Fælleden. De socialistiske ideer bredte sig af gode grunde hastigt på Vesterbro. En af de første revolutionære paroler lød:

• Knæk sablen. Bryd kronen! Styrt kirken!

Dette var ikke ligefrem befordrende for kirke-sagens udbredelse.

Men indirekte virkede også Georg Brandes moderne gennembrud med dets fritænkende ateisme ind i situationen. De kirkelige kredse var så at sige kommet under beskydning både neden fra og fra oven.

 

Da Venstre tog regeringsmagten

Endnu værre blev det, da Det forenede Venstre blev dannet og fik flertal i folketinget. Dermed begyndte den forfatningskamp, der skulle vare århundredet ud og undervejs resultere i, at demokratiet en overgang blev afskaffet.

En god del af grundtvigianerne støttede Venstre i dets krav om regeringsmagten og en ny demokratisk grundlov. Men den overvejende del af præsterne og kernemenigheden støttede Estrups Højre. De fleste som Vilhelm Beck, af gode lutherske grunde. Luther havde jo sagt, at en kristen har pligt til at adlyde både den himmelske og den verdslige magt. Derfor støttede de fleste kirkefolk Estrup og kong Christian den Niende, også da de i 1877 gennemtvang den første, provisoriske finanslov.

 

Grundstenen til Sct. Matthæus kirken

Et halvt år efter, 29. marts 1878 nedlagde Hans Majestæt grundstenen til Sct. Matthæus kirke. Det var småt med socialister, fritænkere og overbeviste demokrater ved den højtidelighed. Den store bygning, der rejste sig, var tegnet af arkitekt l. Fenger i historisk, norditaliensk – romansk stil. Den havde 1.100 siddepladser. Den skulle være kirke for et nyoprettet sogn med 25.000 sjæle.

 

Kirkelige handlinger på samlebånd

Ja i begyndelsen var det den eneste kirke på Vesterbro. Dens præster skulle sørge for gudstjeneste og kirkelige ceremonier for hele Vesterbro og Valby. I 1901 angives befolkningen til at være 72.836 indbyggere. Under disse forhold kunne ingen præst overkomme at døbe, vie eller begrave sine sognebørn på regelret maner. Det blev til massedåb, bunkebryllup og linkebegravelser.

Massedåb blev foretaget i hold på 7 – 10 børn. For at spare tid blev ritualet indskrænket til det mindst mulige. Da det var for omstændigt at korstegne hvert enkelt barn to gange med de højtidelige ord. Man nøjedes med at sige dem en gang pr. hold.

Det var som regel kirkens yngste præst, der havde til opgave at døbe alle disse børn.

Ved bunkebryllup gik det lige så hurtigt, Der gik syv brudepar på et hold. Han holdt en fællestale – så blev de viet en, to tre – uden orgel og salmesang. Hvis det bagefter skulle være et fint bryllup, blev de skyndet ud. De sidste kunne måske lige nå at se organist, kantor og graver. Nu kom der pludselig grønne planter i koret, kandelaberne blev tændt og der blev placeret løbere op ad gulvet.

Nu kunne grossereren føre sin datter op ad gulvet, så hun kunne få sin premierløjtnant.

 

Solidaritet eller det kristne evangelium

Socialdemokratiet flyttede sit hovedkvarter til Rømersgade over ved Grønttorvet. Den mest revolutionerende gejst havde man lagt på hylden. Men det forholdt sig stadig afvisende til kirken og dens ”opium for folket”. Vesterbroerne måtte vælge mellem solidaritet med kammeraterne og det kristne evangelium.

 

Da Harald Stein kom til

Men der var skabt en tredje mulighed. Allerede i 1876 havde den unge pastor ved Diakonissestiftelsen, Harald Stein holdt en omdebatteret foredragsrække om kirkens opgaver i hovedstaden. Der skulle skabes et praktisk, socialt, kristent hjælpe – og omsorgsarbejde blandt de fattigste.

Vilhelm Beck mente, at opgaven ikke var social og slet ikke socialistisk. Den var slet og ret, at ”bringe Guds ord til menneskernes hjerter” Men Stein fik så meget opbakning, at han i 1879 blev valgt til formand for den lille københavnske afdeling af Indre Mission.

Nogenlunde samtidig fik han kaldt den endnu ikke færdig byggede Matthæuskirke for Vesterbros domkirke.

Under Steins formandskab voksede medlemstallet. Der blev oprettet et Magdalenehjem for byens faldne kvinder og som en slags forløber for Frelsens Hær – en bespisning og en opsøgende mission, der virkede i de usle knejper og baggårde, hvor både de sociale ulykker og syndigheden var størst.

I 1882 kunne den københavnske mission sætte kronen på værket ved at indvie missionshuset Bethesda på Grønttorvet. Vilhelm Beck menter, at Stein skulle udtræde af missionens landsledelse. Han sagde dog nej, men måtte finde sig i, at få mindre indflydelse.

 

De politiske modsætninger tog til

I 1885 blev de politiske modsætninger skærpet. Estrup hjemsendte rigsdagen og oprettede sin vakkelvorne politistat. Smedesvendene og deres arbejdsgivere udkæmpede den første af mange langvarige arbejdskampe.

Matthæuskirkens menighedsarbejdere gjorde, hvad de kunne for at afhjælpe den værste sult og nød. Nu satte Stein og kirken sig i realiteten mellem to stole. De tog parti i konflikten. Men det var kun en dråbe i havet med den hjælp, de kunne tilbyde. Efterhånden var sognet vokset til 40.000 indbyggere.

 

Arbejdet for de vantro masser i hovedstaden

Året efter tog Harald Stein og Holmens provst, senere Sjællands biskop, grundtvigianeren Skat Rørdam et usædvanligt initiativ. I foråret 1886 indkaldte de til en række møder i Bethesda. Man ønskede ro mellem grundtvigianere og missionsfolk i hovedstaden. Man skulle i fællesskab finde frem til at arbejde for:

• Arbejdet for de vantro masser i hovedstaden

 

Ja det kan vel bedst illustreres med et citat fra Trinitatis – præsten Schepelerns indlæg:

 

• Det nytter intet, at man kæmper mod de socialistiske ideer, selv om man nok så klart påviser deres uholdbarhed, så længe man ikke med det samme klart og bestemt indrømmer, at der bagved hele den socialdemokratiske agitation med al dens løgnagtighed og samvittighedsløshed ligger den sandhed, at det er et stort socialt spørgsmål, som må løses, ikke blot retfærdigt, men med kærligt og højsindet hensyn.

 

Matthæus Sogn var overbebyrdet

Men i Matthæus sogn var der slet ikke kræfter til at løse disse opgaver. Harald Stein forlod i 1890 stedet for at blive biskop i Odense. Der var hektisk samlebåndsarbejde som vi allerede har hørt  med dåb (cirka 1.500 om året), bryllupper (ca. 1.000), begravelser (ca. 1.000). Dette gav anledning til uvaner.

Det blev en skik at stikke degnen en kontant anerkendelse, hvis han skrev ens navn op til altergang. Og man betalte 5 kr. for at blive gift ved et bunkebryllup. Men hvis man betalte det dobbelte, blev man viet alene, uden konkurrenter til rampelyset.

 

Initiativer modtaget med modstand

Man skulle begynde helt forfra med en lille trækirke, foreslog en præst. Tre handlekraftige kvinder tog initiativet til at oprette:

• Foreningen til Opførelse af små Kirker i København

Dette mødte modstand i præstelige kredse. De var ikke teologer og havde ikke det rigtige køn.

Men seks år senere blev udvalget overhalet af Udvalget til Kirke-sagens Fremme. Dette var så en gruppe af mænd. I 1896 kom udvalget så til at hedde Kirkefondet.

Der var nu meget modstand mod flere kirker. Således blev der påstået, at kun 20.000 af Københavns 300.000 kirkepladser var besat hver søndag. Et andet argument var at man hellere skulle give penge til fattige og hospitaler end til dyre kirker.

 

En tragedie ved vestkysten fik negativ indflydelse

En tragedie ved vestkysten fik stor indflydelse i København. En u-varslet storm havde kostet halvdelen af Harboøres fiskere livet. Det drejede sig om i alt 27 fiskere. Den missionske præst Moe begravede dem og holdt en hård og fordømmende prædiken. Han sagde bl.a., at de flestes død var ret ligegyldig, for de havde kun levet som vantro i mørket.

Dette fik en meget uheldig virkning for hele kirke-sagen i København.

 

De første små kirker

Den første kirke, som kirkeudvalget fik samlet ind til var den lille Nazarethkirke. Den blev stillet op i Ryesgade i 1892. Det var en vandrekirke, bygget af jern. Den kunne hurtigt flyttes et andet sted hen.

Året efter blev den første Gethsemane-kirke på Dannebrogsgade indviet. Den var også en uanselig, lille, ikke særlig køn vandrekirke, selv om den var bygget i bindingsværk og mursten med bølgebliktag, fordi jernkonstruktionen havde vist sig være behæftet med en del svagheder og gener.

 

Masser af forstyrrelser

I de første år hørte vandrekirken til under Matthæus Sogn, som nu var svulmet op til 60.000 sjæle. Ubeskyttet på frontlinjen stod den. Man kaldte den for ”Stalden”. Pastor Immanuel Bang beskrev situationen således:

• Det var tider, hvor så godt som hver eneste gudstjeneste blev forstyrret udefra eller indefra. Itu-slagne ruder, kinesiske pistoler, skrubtudser eller andet fyrværkeri kastet ind i kirken. Sten kastet op på bølgebliktaget, hvorfra de raslede ned under stort spektakel.

 

Man havde altid et lille vagtkorps, som fungerede som frivilligt politi.

 

Kirken havde masser af fjender

Hele tiden måtte man kæmpe mod anarkister og frække unger. Der var også voksende modstand mod kirkens arbejde. Der var ikke kun i arbejderbevægelsen, der var modstandere. Man havde også fjender i kulturministeriet.

Kirkefonds – folkene erklærede som tilhængere af, at kirken skulle løsrives fra staten.  Det betød, at de havde ejendomsretten til de kirker, som de havde selv havde bygget. De kunne også selv bestemme, hvem de ville have som præster.

Ja på Vesterbros gade skulle man også slås med en mængde sekter og løsgående prædikanter. Gademissionær Clausen hed den mest profilerede.

Man havde fundet den rigtige præst, der tog på hjemmebesøg og gik i clinch med både revolutionære, mormoner og ateister.

 

Man overtog et berygtet danseetablissement

I 1898 overtog man så det berygtede danseetablissement ”Valkyrien” på Vesterbrogade og omdannede det nødtørftigt til Mariæ Kirkesal. Ved århundredeskiftet blev der skiftet spor i kirkebyggeriet på Vesterbro.

 

Præsternes egen kirke

I 1893 havde en Fredericia – præst opfordret sine kollegaer til at gå i spidsen for at løse Københavns kirkeproblemer. Der skulle bygges en kirke på Vesterbro samlet ind af midler i den danske præstestand.

I maj 1900 blev ”præsternes kirke, den hvide Krist – kirke på Enghave Plads indviet af Christian den niende og mere end 100 danske præster. Det imponerende tårn kunne ses viden om.

Herremændenes kirke

Året efter svarede kirkefondskredsen igen. Da blev Apostelkirken i Saxogade indviet. Den blev i begyndelsen kaldt ”Herremændenes Kirke”, fordi midlerne til at bygge den var indsamlet i de allerøverste, oftest adelige kredse. Det var en lidt vanskelig opgave for arkitekten Valdemar Koch. Grunden var lidt akavet. Den fik en facadevæg, der klinede sammen med gadens andre huse. I dag er de huse væk.

 

Sognet var nu på 70.000 sjæle

Mens de to kirker blev bygget, skete der store ting i danmarkshistorien. Storlockouten og Septemberforliget i 1899 greb dybt ind i den vesterbroske virkelighed. Og systemskiftet i 1901 fik skæbnesvangre følger for Kirkefondet. Den nye kulturminister, I.C. Kristensen fremsatte forslag om en helt ny kirkeordning, baseret på demokratisk valgte menighedsråd, der skulle have ansvaret for de selvejende kirker og afgørende indflydelse på præstevalget. Det tog ca. 20 år at få gennemført loven. Men Kirkefondets magt var ødelagt.

I de første år af 1900-tallet blev Matthæus sogn med nu 70.000 sjæle endelig delt. Den femte sognekirke kom til. Det var Eliaskirken på Vesterbro Torv. Den blev kaldt for Kirkefondets katedral. Det var den første kirke på Vesterbro, der for en stor del var betalt af den omkringboende befolkning. Det var den største af alle kirkefondets kirker.

 

Fibiger – en vækkelsesprædikant

Ildsjælen var pastor Fibiger. Han var en missionsk vækkelsesprædikant med sjældne evner. Fra den lille Mariæ Kirkesal organiserede han sine stadig voksende tilhørerskarer i arbejdet med at rejse penge til en kirke.

Som arkitekt var valgt Martin Nyrop. Han havde netop fuldført det nye rådhus inde på det, der engang var Halmtorvet.

Fibiger var selvskreven som sognepræst i Eliaskirken. Han var ofte i konflikt med Moe i Harboøre, der afløste Vilhelm Beck som formand for Indre Mission.  Fibiger gik ind for en mere rummelig forkyndelse.

Han var nærmeste ven og medarbejder med H.C. Mollerup, da denne i 1912 skabte Kirkens Korshær. Gennem den, det i 1911 oprettede Studentersettlementet i Saxogade og en overgang Bethesdas redningskorps.

Eliaskirken fortsatte med at være missionens københavnske højborg efter Fibigers død.

 

Maria Sognekirke blev indviet

Året efter fik Vesterbro sit sjette sogn. Mariæ kirkesal på Vesterbrogade blev lukket og Maria sognekirke blev indviet i Istedgade. Den blev billigere og mindre pompøs end Eliaskirken. Den blev rejst uden Kirkefondets medvirken af en komité, som stiftsprovst Paulli havde oprettet til formålet.

Til gengæld kunne Kirkefondet i 1916 erstatte den lille nedslidte vandrekirke i Gethsemane sogn med en rigtig stenkirke. En fjerdedel af byggeomkostningerne blev afholdt af Fibigers store Elias – menighed.

 

Seks solide stenkirker plus den Katolske

Nu var de sidste spor forsvundet efter den ydmyge forkyndelse i små tarvelige kirkerum. I stedet stod seks solide stenkirker, foruden den katolske Jesu Hjerte kirke i Stenosgade med et sogneliv, der var begyndt at ligne det, der blev levet i resten af landet.

 

Præsterne var et udsat folkefærd

Men Vesterbro var trods alt stadig Vesterbro. Første verdenskrig og den russiske revolution tilsammen fremkaldte et helt andet klima. Arbejdsløsheden og knapheden voksede, alt imens gullaschbaroner og andre spekulanter skovlede formuer sammen. Oven i det hele kom den spanske syge, der især hærgede morderisk i broernes slumkvarterer.

Mange reagerede på modgangen ved at blive syndikalister eller kommunister. De så bolsjevikkernes sejr som håbets fakkel. De revolutionære grupper blev talrige på Vesterbro. De fyldte godt op ved massedemonstrationerne i vinteren 1918 inde på Grønttorvet lige neden for Bethesdas vinduer. De revolutionære optøjer kulminerede fastelavnsmandag med stormen på Børsen.

Men det ulmede i mange år derefter, ikke mindst på Vesterbro. Det betød også, at den barske, antikirkelige retorik igen blev taget i brug. Præsterne på Vesterbro var stadig et mere udsat folkefærd end kollegaerne i resten af landet.

 

Socialdemokraterne ændrede politik

Nogenlunde samtidig med, at verdenskrigen brød ud, begyndte arbejderbevægelsens kooperative byggeselskab (AKB) et storstilet boligbyggeri på Frederiksholm og de øvrige, stort set ubebyggede Sydhavnsområder.

De nye arbejderkvarterer var monumenter over Socialdemokratiets folkelige sejr. Det blev kronen i 1924, da Stauning dannede sin første regering. Undervejs til magten havde partiet og bevægelsen ændret mening om en del sager og var blevet mere midtsøgende og rummelige.

Det gjaldt ikke mindst i forholdet til kirken. Her spillede Staunings nære medarbejder Borgbjerg en afgørende. Han regnede sig selv for både grundtvigianer og socialist. Han fik efterhånden overbevist sine partikammerater om, at det i bedste fald var nyttesløst at bekæmpe folkekirken.

Dette betød selvfølgelig ikke at alle socialdemokrater pludselig var blevet kristne. AKB projekterede ikke med kirkebyggeri i de nye arbejderkvarterer. Men det betød dog, at kirkefondet og Vesterbro provsti fik en ny arbejdsmark, ovenikøbet med et bedre samarbejde med de kommunale myndigheder end i de værste gamle dage.

 

Tre nye småkirker

I 1918 blev der indviet en lille træbarak – kirke på det, der i dag er Mozarts plads. Den fik navnet Frederiksholm kirke og var i begyndelsen annekskirke under brygger Jacobsens Jesuskirke i Valby.

Året efter blev en tilsvarende træbarak ved den nuværende Søndre Boulevard indviet som Absalonkirken. I daglig omtale kaldte man den for ”cykelskuret”. Det nye sogn skulle betjene de nye boligkvarterer, der skød op på havneopfyldningerne ved Kalvebod Strand.

I 1924 blev det hastigt voksende Kristkirke – sogn delt. En tredje lille, foreløbig kirke, Enghave Kirke, blev indviet længere ude ad Søndre Boulevard.

Det var fra begyndelsen Kirkefondets mening, at de tre nye småkirker hen ad vejen skulle erstattes af mere solide bygninger. Frederiksholm Kirke stod først for tur. Den fik sit eget sogn og blev lagt inder Vesterbro provsti.

 

Første røster om nedlæggelser

I 1927 blev den nye kirke indviet. Den lå ved teglværkssøen, der blev omdøbt til kirkesøen. Men frem for alt ligger den på Louis Pios gade.

Til gengæld havde befolkningstallet i provstiets indre sogne nået sit maksimum og gik i visse kvarterer endda tilbage. Derfor foreslog de kommunale myndigheder i 1930, at Absalon sogn med ”cykelskuret” skulle nedlægges. Men menigheden og Kirkefondet satte sig imod og sejrede. I 1934 blev den nuværende Absalon stenkirke indviet som monument over sejren.

 

Store forandringer i Folkekirken

I mellemtiden var der sket store forandringer i folkekirken. I 1922 vedtoges den lov om menighedsråd, som Kirkefondet havde bekæmpet så hidsigt. Den langsomme proces, der efterhånden gjorde Kirkefonds – kirkerne til ganske almindelige sognekirker, satte i gang.

Også det teologiske landskab blev ændret afgørende, først med Tidehvervsbevægelsen i 20’erne og siden på en helt anden måde, at Oxfordbevægelsen i 30erne. Begge disse bevægelser satte skår i den relative, missions – kirkelige enighed, som ikke mindst pastor Fibiger havde skabt på Vesterbro.

 

En afholdt kirkeminister

Så kom besættelsen og Vesterbro viste igen sin uregerlighed. Istedgade overgav sig aldrig. Det var missionen til gengæld nødt til at gøre lige efter krigen, da loven om kvindelige præster på trods af den højrøstede modstand blev vedtaget. Loven blev ovenikøbet administreret af en kvindelig socialdemokratisk minister. Bodil Koch blev dog hurtigt den mest afholdte kirkeminister nogensinde, og de nye, kvindelige præster på Vesterbro gjorde endnu et indhug i den enige præstefront.

 

Bavnehøj Barakkirke

I efterkrigstiden kom spørgsmålet igen op, om der var for mange kirker og sogne på Vesterbro. Men det Ydre Vesterbro blev ved med at vokse. På lokalt initiativ og md støtte fra Kirkefondet blev en lille Bavnehøj barakkirke på Tranehavevej ved Vestre Kirkegård derfor indviet i 1948.

Året efter blev Sjælør sogn skilt ud fra Frederiksholm og tre år senere fik de deres egen kirke på Wagnersvej. Som trøst fik Frederiksholm kirke så samtidig et kirketårn

 

Kilde:

• vesterbroprovsti.dk
• dengang.dk – diverse artikler
• b.dk
• Villads Christensen: København 1840-1857
• Steffen Lindvald: Vesterbro, slagternes, forlystelseslivets og den jævneborgers bydel (1965)
• København Før og Nu bind 5 (1950)
• Steffen Lindvald: Vandringer i København (1961)
• Steffen Lindvald: København har moret sig (1966)
• Kampmann: Paraplyen – Den gamle tjener fortæller (1928)
• Carl Bayer: Kjøbenhavns Folketheater (1857-1882) (1882)
• Knud Bokkenheuser: Dreyers Klub (1903)
• Vidar Bruhn: Sangerknejpernes Dage (1920)
• Clausen, Krogh: Danmark i fest og farver 1-6 (1936)
• Carl C. Christensen: Fra Grønnegade – kvarteret (1922)
• Jacob Davidsen: Fra det gamle København (1910)
• Carl Muusmann: Da København blev voksen (1932)
• Carl Muusmann: Firsernes glade København (1920)
• Carl Muusmann: Københavns Cirkusliv gennem 100 år (1927)
• Carl Muusmann: Det Glade København 1-3 (1939)
• Viggo Schiørring: Hyggelige gamle København 1.3 (1939)
• Viggo Schiørring: Københavner Kavalkade (1949)
• Bent Zinglersen: Skål København (1965)
• Bent Zinglersen: Københavnske gadenavne og deres historie (1972)
• Jens Fleischer: Ture i København (1986)

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.113 artikler
• Under København finder du 207 artikler

 

• Vesterbro 1840 – 1857
• Vesterbro Kirkehistorie
• Vesterbro – omkring 1900
• Vesterbro – under Besættelsen 1-2
• Vesterbro omkring 1914
• Vejen går min tro over Vesterbro
• Vesterbro i gamle dage
• Vesterbro – den fjerde tur
• Vesterbro – en historisk vandretur
• Et sted på Vesterbro
• På Vesterbro
• Tivoli
• Forlystelser i København
• Gamle virksomheder i København
• Flere værtshuse i København
• Den Franske Skole – i Bomberegn 1-2
• Tog til København
• Jørgen – Helgen, Hospital og Sø
• Urenheder i drikkevandet og hygiejnen i København
• København er en meget skiden by
• Det var trangt i København
• Sådan boede arbejderne dengang