De blev betragtet som landsforrædere og skulle straffes. Men det var der langt fra alle der blev. Familien i Sønderjylland, der modtog erstatning for deres faldne far/mand fra den tyske stat måtte aflevere erstatningen til den danske stat. Men de skippere, vognmænd og gårdejere, der havde tjent styrtende med penge på tysk samhandel måtte beholde deres penge. Arbejdsløse blev tvunget til at arbejde for tyskerne eller sendt til Tyskland. De blev af Modstandsbevægelsen betragtet som værnemagere og truet. Danske firmaer i Tyskland snød så vandet drev. Mange brugte slavearbejder, men dette er aldrig blevet nærmere undersøgt. Både den danske fagbevægelse, Dansk Arbejdsgiverforening, entreprenørerne ja selv den almindelige dansker var general tilfredse med samarbejdspolitikken. Efter sammenbruddet den 29. august 1943 fortsatte den danske landbrugseksport med stigende styrke. Mange tjente styrtende med penge – men disse blev ikke betragtet som værnemagere.

Min kloge far
Min kloge far fortalte mig flere gange, at det ikke var alle, der blev straffet efter krigen. Han mente, at det ofte var de forkerte, der blev straffet. Dem med forbindelserne i orden, ja de slap, sagde han. Den lille mand blev straffet.
Min far havde valget til at tage til Tyskland eller arbejde for tyskerne ved befæstningsanlægget, ellers var der ingen dagpenge. Organisationerne syntes, at det var en god ide, at arbejde sammen med tyskerne.
Arbejdsløsheden i Danmark var i 1940/41 ramt af ekstrem høj arbejdsløshed. Således var en tredjedel på et tidspunkt ramt af arbejdsløshed.

Truet af modstandsbevægelsen
Modstandsbevægelsen havde ikke meget til overs for dem, der havde taget arbejde hos danske entreprenører som lavede befæstningsarbejde ved vestkysten. Således blev arbejdere, der arbejdede i Oksbøl og skulle tilbage til Tønder, truet af modstandsbevægelsen. De skulle se sig for, når de kørte hjem, for de kunne risikere at blive skudt.

Danmark var privilegeret
De besatte lande havde et omfattende økonomisk samarbejde med besættelsesmagten. Ja de kunne ikke mere selv bestemme, hvem de ville eksportere til og importere fra. Mange firmaer og enkelt personer tjene dog store summer på samarbejdet med tyskerne. Man brød diverse love, blandt andet den danske prislovgivning. Andre gjorde opmærksom på, at de handlede i overensstemmelse med politikerne.
Forskellen til de andre besatte lande, var at tyskerne der foretog direkte plyndringer og udskrev arbejdskraft til produktion.
Allerede inden besættelserne af Europa havde de tyske myndigheder nøjagtige planer for de besatte landes indpasning i den tyske krigsøkonomi. Det var en meget nøjagtig planlægning og ikke meget var overladt til tilfældighederne.
I årene 1942 – 44 var de besatte landes bidrag til den tyske rustningsindustri betydelige.

Tyskland havde en konto i nationalbanken
Tyskerne havde en konto i Nationalbanken, som de kunne trække på. Ved krigsafslutningen stod den konto på 8 milliarder kroner. Det svarer vel i dag til ca. 175 milliarder kroner. Ja det var, hvad Danmark selv måtte betale for samarbejdet. Det økonomiske samarbejde bestod af mange ting:

– Landbrugsprodukter til Tyskland
– Indkvartering af tyskere
– Leverancer til de tyske styrker i Danmark
– Bygning af militære anlæg
– Produktion af våben til tyskerne

Politikerne var indforstået med dette arbejde. Og meget af dette fortsatte også efter oprøret den 29. august 1943. Det økonomiske samarbejde voksede endnu mere i de sidste måneder frem til befrielsen.

Man var tilfredse med samarbejdspolitikken
De fleste historikere vil gerne have os til at mene, at den danske befolkning fra starten var imod tyskerne. Eftertidens opfattelse af den danske modstandskamp har været ideologiseret og har båret præg af efterrationalisering. Sandheden er, at danskerne var tilpasningsparate.
Forfatteren, Palle Roslung – Jensen har haft mulighed for at gennemlæse 70 dagbøger fra den tid. Sådanne dagbøger er et vidnesbyrd om, hvad folk tænkte og følte, mens landet var besat af den tyske krigsmagt. Man beundrede Norges modstand, men man ønskede ikke norske tilstande i Danmark.
Nu var det nok ikke arbejderne, der skrev dagbøger, men nærmere de veluddannede. Selv om danskerne grundlæggende var demokrater og engelsksindede og glædede sig over de allieredes sejre, så var det først da krigslykken vendte, at man vendte sig mod samarbejdspolitikken. Og ved krigens slutning havde de fleste danskere lykkelig glemt, at de i starten støttede samarbejdspolitikken.

Lovgivning overtrådt uden følger
Mange danske virksomheder og enkeltvirksomheder overtrådte dansk lovgivning, uden at regeringen kunne gøre noget som helst.
Mange sabotagevirksomheder var rettet mod danske virksomheder, der rettede sig mod tysk eksport. Og i Sønderjylland havde Det Tyske Mindretal organiseret deres virksomheder, så de kunne få det bedt mulige ud af samarbejdet med tyskerne.
Særlig den kommunistiske del af modstandsbevægelsen var særdeles utilfreds med, at der ikke kom til et større opgør med kapitalisterne efter krigen.
Flere entreprenørvirksomheder klarede frisag, fordi de kunne henvise til, at politikere og regeringer direkte havde opfordret dem til at samarbejde med tyskerne helt tilbage fra 1940.

Ikke mange værnemagere blev dømt
Kun 1.100 værnemagere blev dømt, men halvdelen af disse blev frifundet. Straffene var også minimal, når man tænker på indtjeningens størrelse. Egentlig var det kun 75, der kom et år eller mere i fængsel. Ja mange af disse blev også senere benådet.
Meget paradoksalt blev kun 300 millioner kroner tilbagebetalt til Staten. Det var et meget lille beløb. Men dette peger måske også på de kaotiske forhold, der var i retssystemet, dengang.

Var Danmark – Hitlers spisekammer?
Det er rigtigt, at danske landbrugsvarer spillerede en rolle for at opretholde fødevareforbruget i den tyske befolkning. Men var det nu rigtigt, at Danmark var Hitlers spisekammer?
Ja den 10. april 1940 vurderede Wehrwirtschaftsamt at indlemmelsen af Skandinavien kunne bibringe den enkelte tysker 2 kg. Kød/flæsk og 1 kg smør ekstra. Ja og så lige 1 kg. Fisk.
Egentlig var det ikke så mange tillokkende ting fra den danske industri, der lokkede. Og egentlig var det svenske råstof, som tyskerne var ude efter. Men først måtte svenskerne bøje sig for kravet om transport af tyske tropper gennem landet op til fronten i Norge. Siden gennemførtes store leverancer af kul til Nordnorge. Først i august 1944 foretog Sverige en spærring af kultransporterne. Dermed ramtes det tyske erhvervsliv hårdt. Men indtil da, kunne man vel næppe hævde at svenskerne var neutrale.
De danske leverancer gik som en rød tråd gennem alle indberetninger til Berlin under besættelsen. Mottoet var, Her går det godt. Man ønskede at bevare det forholdsvis fredelige Danamark.
Franz Ebner berettede den 22. marts 1944 til Berlin, at Danmarks eksport havde fået endnu en tak op ad. Nu kunne det lille land dække det tyske behov af kød i 6 – 7 uger og 4 – 5 uger med smør.

Danmark havde selv det største forbrug under krigen
Mens vareudvekslingen i 1939 kun udgjorde en fjerdedel af den danske ind – og udførsel, så var indførslen vokset til trefjerdedel og eksporten til seks/syvendedel. Dette blev så viderebragt som en ”skrøne” i danske presse.
Tilfredsheden skyldtes nok, at det hele blev betalt over clearingskontoen, som ikke skulle udlignes før krigen var forbi. Og det man måske også lige glemmer, er at Danmark under krigen havde det største forbrug alle i Europa. Og væsentlig højere end i Tyskland.
I 1942 – 43 blev 57 pct. af al smørproduktion anvendt til dansk forbrug, mens det for oksekøs drejede sig om 81 pct. For svinekød og flæskekød drejede det sig om 67 pct.
Ægeksporten var i 1940 næsten ubegribelig høj. 968 millioner æg blev eksporteret. Også eksporten af fjerkræ var astronomisk høj. I perioden fra 5. november 1940 til 5. april 1941 blev der afsendt 152 togvogne med 322.055 levende høns til Tyskland.
I 1942 og 43 var det de store år for kanineksporten. 595.435 kg blev eksporteret til Nazi – Tyskland.

Skrappe restriktioner i andre lande
I Norge, Holland, Belgien og Frankrig blev der gennemført skrappe rationeringer på smør, æg og svine – og oksekød. I stedet måtte man spise brød, kartofler, frugt og grøntsager, hvis det ellers kunne skaffes.
I lande som Polen, Ukraine og Rusland blev befolkningen fra starten udsultet af den nazistiske besættelsesmagt, fordi der skulle skaffes mad til Tyskland.
Den danske industrieksport var beskeden. Men det blev påpeget, at danskerne opfyldte 73 pct. af de givne ordre til den tyske krigsindustri. Man burde sørge for at sikre Danmarks forsyninger med råvarer og maskiner og især jern, så krigsleverancen kunne blive endnu større.

Dækadresser for regeringen
Under tysk pres blev det meste at det danske værns våben og ammunition til den tyske værnemagt. I februar 1941 måtte seks torpedobåde udleveres til den tyske marine. Allerede i slutningen af maj 1940 rejstes krav om produktion af krigsmateriel for tysk regning på Krigsministeriets og Marineministeriets tekniske værksteder samt på Orlovsværftet. Dette blev efterkommet af regeringsbeslutning i august 1940. Men det skulle dog ske på den måde, at disse leverancer skulle ske via private virksomheder, for våben og ammunition gennem Dansk Industri Syndikat. Desuden skulle de ske gennem skibe gennem Burmester & Wain. Disse firmaer blev dækadresser for regeringen. Dørene var hermed på vidt gab for de krigsvigtige leverancer fra dansk industri de kommende år.
Den 15. februar 1941 henvendte den tyske Værnemagt sig til Krigsministeriet med anmodning om levering af 40.000 granater og 24 stk. 75 mm luftværns – kanoner. Og sådan gik det slag i slag. Dansk Industri Syndikat gik ind som mellemleverandør. Senere blev det til bl.a. en leverance af 500 stk. 20 mm maskinkanoner.
I princippet var de danske virksomheder fritstillet, om de ville modtage tyske ordre. Men staten træder regulerende ind ved at indgå aftaler med besættelsesmagten om leverancer på områder, der er af stor vigtighed for Værnemagten. Det drejede sig bl.a. om områder som våbenproduktion, skibsbygning og militære entreprenøropgaver.

Efter pres fra regeringen
Ja det startede allerede den 16. april 1940, hvor den danske regering allerede henvendte sig til danske entreprenørvirksomheder med henblik på iværksættelse af arbejder til sikring af tyske militære stillinger i Danmark. Det begyndte med udvidelser af Ålborg Lufthavn og andre lufthavne. Det endte med de storstilede befæstningsarbejder på den jyske vestkyst, der var vendt mod en allieret invasion og befrielse af Danmark ad denne vej.
Entreprenørerne pressede selv på
Det var entreprenørfirmaet Wright, Thomsen og Kier, der efter pres fra regeringen indvilligede i at påtage sig arbejdet. Dagen efter kom turen til Danmarks store våbenfirma Dansk Riffelsyndikat.
Ingeniør T.K. Thomsen, der ledede de største entreprenørvirksomheder, der arbejdede for tyskerne påkaldte sig en del opmærksomhed. Han var således formand for Entreprenørforeningen, formand for Håndværksrådet, næstformand og senere formand for Dansk Arbejdsgiverforening i forskellige perioder under besættelsestiden.
Regeringen havde givet efter for entreprenørernes ønske, om at det ville være i dansk interesse at arbejde for tyskerne.
Hvis danske virksomheder afviste tyske ordrer, gik de tyske myndigheder videre til Udenrigsministeriet og de politiske myndigheder med krav om at få de firmaer anvist, der gerne ville arbejde for dem. For de firmaer, hvor der var tale om en vital produktion for tyskerne, kunne det også blive tale om, at tyskerne overtog produktionsstedet.

Werner Best forstærkede selv myten
Kigger vi på nogle af Werner Best’ s indberetninger, ja så fortsætter han lovsangen fra oktober 1943 til oktober 1944:
– Danmark leverer værdifulde bidrag til den tyske krigsøkonomi med leverancer af kød, heste og fisk. Ja for kød er det sågar fordoblet.
Efter sammenbruddet i august 1943 fortsatte den danske eksport med forstærket kraft.
Måske var Werner Best selv med til at forstærke myten om Danmark, som Hitlers Spisekammer. Ja han medvirkede kraftigt til at styrke den for at styrke sin egen position i Danmark.
Den sidste indberetning fra Danmark til Berlin kom fra oberstløjtnant Hugo Hans. Han havde foretaget en inspektionsrejse til Norge og Danmark. Der blev ved denne lejlighed ikke talt om leverancer, men om det snarlige sammenbrud. Man talte om, at omstille den danske jernbanedrift til brug for brunkul og trækul. Men også problemet med de tyske flygtninge blev nævnt. På daværende tidspunkt var der ankommet 123.000. Ansvaret havde påhvilet værnemagten.

Nybygning af 70 tyske skibe
Set ud fra et tysk synspunkt var reparation af tyske handelsskibe ved danske værfter vigtige. I marts 1941 blev der ved dansk – tyske forhandlinger indgået aftale mellem tyske og danske rederier og værfter om nybygning syv nybygninger. Men i november 1942 blev der truffet aftale om nybygning af hele 70 tyske skibe.
Den danske handelsflåde ydede endnu i 1944 betydelige transportydelser for den tyske regering. Men haverier og brændstofmangel reducerede den danske handelstonnage med 25 pct. Rejsetiden var grundet minesprængninger og andre hindringer steget til det dobbelte.

18 pct. arbejdede for tyskerne
Ved det tyske befæstningsbyggeri var der ansat 30.000 arbejdere. Ved det danske politi, kystpoliti og hjælpepoliti og ved banebeskyttelsen var der ansat 15.000 mand til gavn for tyske interesser. Yderligere var 2.000 ansat som hjælp i luftvåben og marine. Ja, dertil kom 3.300 frivillige i Waffen SS. Ja tager vi alle frivillige danskere med i tysk tjeneste bliver det meget mere. Ja, tænk cirka 18 pct. af arbejdstagerne i Danmark arbejdede for tyskerne. Ja sådan beskrev Werner Best det.
Vender vi blikket mod Det Tyske Mindretal. Ja så kunne man den 1. december 1944 registrere 2.162 frivillige ved Værnemagten, Waffen SS, mens 4.100 var beskæftiget ved tysk arbejde. Sammenlagt drejede det sig om i alt 6.292 personer, der arbejdede aktivt for tyskerne.
Men inden forargelsen buldrer frem, så var mængden af frivillige til den tyske værnemagt større fra det øvrige Danmark end fra Det Tyske Mindretal.
Udgifterne trods alt minimale

Man blev enige med tyskerne i at reducere det danske militær fra 6.599 mand til 2.200. mens officerskorpset stort set forblev i tjeneste. Den danske marine fik desuden overladt en række bevogtningsopgaver for tyskerne.
Vi bidrog til den tyske krigsøkonomi lige som de andre besatte lande. For Danmarks vedkommende beløb det sig i alt til 8 milliarder kr.
Men egentlig slap vi billig i forhold til andre besatte lande. Udgifterne i forhold til Danmark

– Var i Norge og Belgien 2 – 3 gange større
– Var i Holland 6 gange større
– Var i Frankrig 16 gange større.

Beskæftigelsen herhjemme steg dog også i takt med den stigende afsætning til værnemagten og rustningsindustrien. Og det hjalp også på det hele med befæstningsarbejdet ved vestkysten. Gennem hele perioden skete der også en femobling af landbrugseksporten til tyskerne.
Importen fra Tyskland blev fordoblet mellem 1939 og 1944. Der skete en tredobling af den danske eksport. Den norske eksport blev firedobbelt.
Det kan godt være at samarbejdet med tyskerne var brudt sammen. Men kødeksporten steg til det dobbelte i 1944.
Det var især udgifterne til værnemagten i Danmark og til fæstningsbyggeriet og først i anden række det tyske underskud på clearingkontoen for varer og ydelser, der belastede den danske økonomi.

Tvangsarbejde
Tilførselen af arbejdskraft til Tyskland var enorm. Det drejede sig om i alt 7 mio. mennesker. Her var det tale om tvangsarbejde. Fra Danmark var tilgangen frivillig. Ifølge opgørelser fra den belgiske militærforvaltning var 577.579 belgiske arbejdere formidlet til arbejde i Tyskland.

Det ”neutrale” Sverige
Men hvad så med det neutrale Sverige? Ja i 1943 leverede de 9,5 millioner tons jernmalm til tyskerne. Det dækkede halvdelen af tyskernes forbrug. Og de kuglelejer som svenskerne leverede dækkede hele 60 pct. af tyskernes forbrug.
Svenskerne leverede desuden 70.000 tons ædelmetal og trækulsjern. Dette blev brugt til fremstilling af motorer og værktøjsmaskiner.
Så sent som i 1944 aftaltes import af jernmalm fra Sverige for 500 mio. RM.

Kaos i retsopgøret
Alle de politiske partier var enige om leverancer til tyskerne. Det har man glemt i dag. For i 1945 førte Kommunisterne sammen med Dansk Samling an i korstogene mod de virksomheder, der samarbejdede med tyskerne.
Trods det, at staten var dybt involveret i leverancerne til tyskerne, forberedtes der efter den 29. august 1943 i besættelsens sidste år en kovending i politikken over for erhvervenes tyske leverancer. Hen mod besættelsens ophør begyndte man at bebude, at der ville blive lavet om på de hidtidige regler og procedurer med tilbagevirkende kraft uanset myndighedernes ansvar for disse.
Vi skal samtidig huske på, at eksporten af landbrugsprodukter i de sidste år af besættelsen steg væsentlig. Og ved vestkysten mistede man fuldkommen kontrollen med befæstningsbyggerierne. I det lys havde min kloge far sikkert ret.
Tidligere her på siden har vi været inde på retsopgøret efter krigen. Domstolene i Danmark havde også de første fire år ret så svingende afgørelser. 600 domme blev i 1949 taget op igen og endte med frifindelse.

Nogen skulle betale – andre skulle ikke
Der var blevet arbejdet for tyskerne på bred basis. Også en mængde transporter i form af vognmandskørsel og fragtsejlads var foretaget for tyskerne. Clearingskontoen for levering af fisk og landbrugsprodukter var efterhånden landet på 4,1 milliarder kroner.
Lovgiverne besluttede, at landbruget, fiskeriet og gartnerierne ikke skulle tilbagebetale noget som helst. Heller ikke de arbejdere, som havde arbejdet for tyskerne skulle tilbagebetale noget som helst. Heller ikke selv om Danmarks Statistik ifølge stikprøveundersøgelser kunne godtgøre, at i en del tilfælde har indtægterne været betydelige.
Men det var ikke alle, der kunne regne med tilsvarende politisk beskyttelse. Det gjaldt for eksempel tilskud til de tyske mindretals organisationer, skoler løn og understøttelse under tysk krigstjeneste. Dette skulle tilbagebetales til den danske stat.

Social ulighed
Understøttelse til efterladte koner og børn, samt lønoverførelser og erstatninger fra Tyskland, samt salærer og honorarer og andre overførelser fra Tyskland skulle efter lovgivningen tilbagebetales.
Man kan jo godt forstå, at Det Tyske Mindretal følte dette som en forfølgelse. Det kan måske også ses i forhold til at B & W som blandt landets største leverandører til den tyske værnemagt slap forholdsvis billigt. Måske var det, fordi der var masser af statslige penge i foretagenet.
Gårdejere fik forbedret deres realindkomst med 49 pct. under besættelsen og godsejere fik en fremgang på 62 pct. Denne fremgang skyldtes samhandel med tyskerne. De skulle ikke betale noget tilbage.
De magtfulde landbrugsorganisationer havde gjort deres indflydelse gældende. Men de landmænd, der havde tjent sorte penge ved tørveproduktion eller ulovligt salg ved stalddøren til besættelsesmagten blev straffet ved pengeombytningen den 23. juli 1945.
De skippere og fiskeeksportører der fik forøget deres indtægter med 3 – 400 pct. under besættelsen skulle heller ikke betale noget som helst tilbage til staten.

I fuld forståelse med staten
Landbruget omstillede sig fra britisk til tysk leverance. Snart måtte tyske opkøbere indstille sig på massive prisforhøjelser. Og det hele blev betalt over den dansk – tyske clearingskonto i den danske nationalbank, hvilken i realiteten betød, at det var det danske samfund, der skulle betale.
Eksportpriserne på landbrugsvarerne steg med 100 pct. i løbet af de første besættelsesår. Og visse eksportvarer steg med det femdobbelte. Dette forhold var afstemt med staten.

Var det for at lette samvittigheden?
Dansk Arbejdsgiverforening og T.K. Thomsens rolle under besættelsen i forbindelse medsamarbejdet med tyskerne kan selvfølgelig diskuteres. Men de oprettede sammen med andre erhvervsfolk Hjælpefonden af 17. februar 1943. Onde tunger spekulerer på, om det var for at lette samvittigheden?
Med denne fond støttede de sabotører, deres familier og efterladte. Endelig blev der indkøbt våben til den del af modstandsbevægelsen, som under General Gørtz og viceadmiral Vedel havde tættest forbindelser til regeringen.
Hjælpefonden var mellemled ved overførelsen af et beløb på 40 mio. kr. fra statskassen, der deponeredes flere steder i landet til brug af sikring af illegale militær – og politifolks lønninger.
Wright, Thomsen & Kier blev udsat for omfattende og hadefulde angreb i offentligheden først og fremmest i Information samt Land og Folk. Thomsen måtte forlade sin formandspost i Dansk Arbejdsgiverforening efter et større opgør.

Tilfældig domsafsigelse
Den 8. november 1943 meddelte direktør Niels Svenningsen fra Udenrigsministeriet, at tyskerne havde truet med tvangsudskrivning af dansk arbejdskraft, hvis befæstningsarbejder ikke blev færdiggjort inden for en bestemt tidsfrist.
Vi kunne selvfølgelig have bragt en liste over alle de virksomheder der blev dømt, eller de virksomheder, der blev frikendt som eksempelvis Aabenraa Motorfabrik. Når vi nu bringer dette firma frem, er det fordi, at vi også i en artikel bringer en sabotageaktion mod firmaet. Men vi har planlagt en artikel, der hedder Tilfældet – Aabenraa Motorfabrik.
Det var nogle besynderlige domme, der fulgte. Nordwerk i Ryesgade fremstillede rotorer til V2 – raketter. I ejerkredsen var højesteretssagfører Geo Schiørring. Denne forsvarede også virksomheden i retten. Han sagde aktiviteterne var godkendte af myndighederne og især af Udenrigsministeriet. Men virksomheden blev frifundet i Byretten. Sagen gav anledning til en voldsom debat i befolkningen. Man syntes ikke, at frifindelsen var i trit med den almindelige retsfølelse. Men firmaet slap dog ikke i Landsretten. Måske var det den offentlige debat, der pludselig fik retten på andre tanker?

Tysklands – arbejdere fortæller frygtelige historier
Der har ikke været nævnt så meget om danske entreprenører i Nazi – Tyskland og danske Tysklandsarbejdere. Men der i den forbindelse nogle frygtelige historier. Arbejderne troede, at når de danske myndigheder nærmest tvang dem til at rejse, var det hele i orden. 127.910 Tysklandsarbejdere oplevede nu ikke alt som i orden.
Således fortælles der om, at arbejdere først skulle gennem en gennemgangslejr i Flensborg. Og så skulle man ellers gennem en lang togrejse. Men hverken løn eller forplejning levede op til det som, der var fastsat i kontrakterne. Man kunne ikke bare forlade ens arbejdsplads. Så var Gestapo på pletten. Og når man så ifølge kontrakten ville forlade arbejdspladsen fik man at vide, at man gemte på hemmeligheder, så man blev nødt til at blive på stedet til krigen var slut.

De hvide slavehandlere
Andre danskere havnede i en arbejderopdragelseslejr, hvor de under særdeles ødelæggende forhold skulle producere V1 – missiler og V 2 – raketter. Produktionsstedet var indrettet i minegange og huller under jorden.
Mange var blevet engageret af et dansk firma i Tyskland. Det var en af hovedårsagerne til at man ikke var så nervøse. Tilliden til et dansk firma var væsentlig større.
Men ofte viste det sig, at det danske firma bare udlejede danskernes arbejdskraft videre til tyske foretagender mod et større eller mindre gebyr. De kaldtes Hvide Slavehandlere.
Slavehandelen stred mod en dansk lov fra 1938, som forbød privat arbejdsanvisning, men det var langt fra det eneste problem i forbindelse med den såkaldte firmaindsats.
Slavehandel, plat og svindel kom til at stå som overskrifter over danske firmaers engagement i Tyskland, men det skal helst ties ihjel.

De danske firmaer havde ikke ren mel i posen
10 danskere, der var hvervet af danske entreprenører endte i arbejderopdragelseslejre og ikke alle overlevede. Ja selv danske firmaer anmeldte deres danske arbejdskraft til Gestapo.
Mindst 23 danske firmaer har benyttet polske tvangsarbejdere, og Villadsen har under genopbygningen af Rostock benyttet tvangsudskrevne civilarbejdere fra Sovjet. En tilbundsgående undersøgelse af disse forhold, er aldrig blevet foretaget.
Det kunne også være spændende, at finde ud af F.L. Schmidth & Co. Samt trafikminister Gunnar Larsens arrangement i Østeuropa. Måske kommer vi ind på dette i en senere artikel.

Den danske stats officielle politik
De danske firmaers engagement lå dog i direkte forlængelse af den danske stats officielle politik i disse år. Man indrettede sig under det tyske førerskab i Europa.
Militærindkaldelse havde drænet tysk arbejdskraft, så de tog imod dansk arbejdskraft med kyshånd.
Danske politikere plejede omgang med topnazister
Danske entreprenørfirmaer var også vilde med at komme til Tyskland. Danske politikere plejede omgang med Hamborgs nye statholder, den dybt korrupte nazist Karl Kaufmann. Han var personlig indsat af Hitler.
Planerne var at danske entreprenører skulle være med til at lave et nazistisk prestigeprojekt. Niels Monberg fra entreprenørfirmaet Monberg & Thorsen var dybt involveret.
Et betydeligt antal af byggebranchens virksomheder var særdeles interesseret i at samarbejde med tyskerne, og det gjaldt hvad enten opgaverne skulle løses på dansk eller tysk.

Svindel og bedrag
I april 1943 var 108 danske firmaer aktive i Tyskland:

– I 27 af firmaerne konstateredes der underslæb, begået af firmaets indehaver, forretningsfører eller bogholder
– I 67 firmaer forekom der uorden i forbindelse med overførsel af arbejdernes opsparede løn til familierne i Danmark
– I 36 af firmaerne blev der foretaget ulovlig overførelse af fortjeneste, bl.a. ved at misbruge de ansattes konti.
– I 62 af firmaerne forekom der uregelmæssigheder og overtrædelser af reglerne i forbindelse med aflønning og andre kontraktforhold, typisk at man ikke betalte den lovede løn eller nægtede arbejderne at blive løst fra arbejdsforholdet, så de kunne rejse hjem, når kontrakttiden var udløbet.

Kære læsere, sådan kunne vi have blevet ved. Og det gør vi. Men det kommer så i en senere artikel. Værnemagere har mange ansigter.

Kilde:
– Vi har under denne artikel brugt talrigt med litteratur. Vi håber snarest at kunne bruge en revideret Litteraturliste:
Besættelsestidens Litteratur A – L
Besættelsestidens Litteratur M – Å

Hvis du vil vide mere:
– www.dengang.dk indeholder 133 artikler fra Besættelsestiden