Urtekræmmere og andre handlende

Foredrag den 5. oktober 2020, Handicaphuset, Tåstrup arrangeret af Foreningen Danske DøvBlinde FDDB. Dette er hele manuskriptet, men der var dog ikke tid til at holde hele foredraget. Vi skal advare om, at det er en lang artikel. Og vi starter med Torvehandlens glade dage. Man indførte regler om, på hvilke markeder hvad skulle sælges. Det var Urtekræmmere, der startede Nørrebro Handelsforening. Og i denne forening kunne man bestemt ikke have, at det var en kommunist, der var formand. Mellem 1910 og 1920 udviklede Nørrebro sig til Danmarks handelscenter nummer et. Foreningen havde 800 medlemmer. Både urtekræmmerne og ølhandlerne og Nørrebro handelsforening havde stiftelsesejendomme til deres medlemmer. Vi kigger også på de sociale forhold dengang. Og så var det lige Brugsforeninger. Dem brød almindelige detailhandlere sig ikke om. Man mente, at de blev forfordelt og fik for mange særrettigheder.

 

Man lærer hele tiden

Som foredragsholder er det altid spændende at komme nye steder hen. Og holder da op det godt organiseret her hos FDDB. Der var hjælpere, der havde styr på alle hjælpemidler. Og man blev forsynet med både mad, drikke, chokolade m.m.

En anden ting er, at man får et indblik i en gruppe, handicappedes forhold og kamp. Men de klarede sig på en meget beundringsværdig måde. Og jeg ved, at de på en eller anden måde også er i stand til at læse dette.

Tak for en stor oplevelse for undertegnede at være sammen med jer.

 

De mange markeder

Meget tidligt i historien mødte bønder op på markeder inde i byerne og falbød deres varer. Det så vi også i København. Efterhånden fik hvert marked sit særpræg. Ved portene skulle der betles afgift.

Amagerbønderne kom med alle deres grøntsager og nordfra kom de berømte fiskerkoner.

På Frederik den Sjettes tid var gaderne omkring torvepladserne fyldt op med folk på vej til deres daglige indkøb. Her færdedes madammer mellem hinanden fulgt i hælerne af deres tjenestepiger, som skulle bære de indkøbte varer. En hver husmoder, der ville bevare sin værdighed, og bildte sig ind at have en position, og det gjorde de fleste, fandt det under deres værdighed selv at bære en kurv.

 

To ugentlige handelsdage

Ved vandposterne, som ingen af torvene manglede, gik sladren lystig mellem de mange koner, som her hentede deres daglige forsyning af vand. Det var der nemlig ikke i ejendommene. Nogle var så heldige at have indlagt vand i gårdene, Sommer og vinter formede livet sig derfor hyggeligt og fornøjeligt rundt om på byens torve.

Mange af torvebønderne kom langvejs fra og turen ind til byen var fuld af forhindringer. København var jo indtil 1856 lige som en fæstning. Der blev ført kontrol med enhver, der passerede ud og ind af de fire byporte.

Gennem Nørreport var det dog mulighed for mod betaling at slippe igennem efter lukketid. Om vinteren blev portene først åbnet kl. 7. På de to ugentlige torvedage onsdag og lørdag var der lange rækker af vogne, som ventede at blive kontrolleret. Det kunne også være dyrt for bonden, for byen forlangte sit, inden den åbnede sig.

Og inden bonden nåede portene, havde han måttet igennem adskillige landevejsbomme, hvor der også skulle betales afgift. Endelig nåede vognen og bonden frem til Acciseboden, hvor toldbetjente gennemstak læsset med en stang. Jo der skulle da også betales bropenge.

 

Halmtorvet

Lige inden for Vesterport lå Halmtorvet, der udgjorde den østlige del af den nuværende Rådhusplads. Her lå en dårlig vedligeholdt vagtbygning og et sprøjtehus. Til højre lå en vejerbod. Her var også et smudsigt plankeværk og nogle væmmelige latriner. Pladsen var dårlig brolagt. I regnvejr var det sølet og ufremkommeligt. Pladsen blev også brugt til at parkere gamle arbejdsvogne og til at tørre tøj.

 

Gammeltorv

Oprindelig havde pladsen ligget øde og ubebygget hen. I 1682 gav kongen tilladelse til at den blev indrettet til høtorv, To år senere blev tilladelsen udvidet til, at der på torvedage og andre søgnedage måtte sælges korn, gryn, fødevarer, kalve, svin, gæs, ænder, høns, duer m.m. Desuden måtte der sælges kul, brænde, hø, halm, strøelse, riskoste, tøndebånd og en hver slags egetømmer. Denne tilladelse fik andre torve også:

 

• Og maa Amagere, Urtegaardsfolk og Fiskeblødere tilstedesat sidde ved Siderne med hvis have Vækst, Fisk og andet, de kan sælge. Dog saaledes, at ikke de gaaende og kørende derved forhindres.

 

Da Gammeltorv derfor snart blev fyldt med, hø- og halmlæs, udstedte politimesteren Ole Rømer den 7. februar 1705 en forordning om, at alle vogne:

 

• Skulde holde paa de Pladser som ere inden Volden ved vester – og Nørre Porte, og der have deres Torve.

 

Et forslag om, at holde høtorvet uden for portene blev afslået med den begrundelse, at det ville vanskeliggøre opkrævningen af ”Konsumptionen”.

 

Torvet udvides

I virkeligheden var Halmtorvet ikke særlig stort, idet dets sydlige del fra Lavendelstræde til Farvergade blev benyttet for beboerne i Vartov og senere også fra Vajsenhuset på Nytorv.

Først da kirkegården i 1760 blev nedlagt, fik torvet den udstrækning, der blev bevaret til voldenes fald. Men det var i grunden mærkelig, at pladsen fortsatte med at være forfalden. Det var det første indtryk de rejsende fik, når de kom fra vest. Og København var trods alt en ”Kongelig Residensstad”.

Størst var torvehandelen på Gammeltorv. Spækhøkerne turde ikke forsyne sig, før Torvevægteren havde ringet med sin Torveklokke. Her sad værdige Valbykoner og falbød deres fjerkræ. Her så man bønder og slagtere sælge kød fra åbne vogne eller ”skidenfærdige Kludetelte”.

 

Trommesalen

Handelen med fjerkræ var en vigtig indtægtskilde for bønderne i Valby. Mange havde ligefrem opkøbere, som rundt om i landet opkøbte kalkuner, høns, kyllinger, gæs og andet til videresalg på torvet i København. I 1820 siges det, at der var 120 personer beskæftiget med dette.

Konerne havde deres faste stader på Gammeltorv, hvor de sad i flere rækker lige som Skovserkonerne på Gammelstrand. Valby-konerne solgte også æg og smør. Det var dog knap så indbringende som salg af fjerkræ.

Fra gammel tid var slagtning inden for voldene forbudt inden for voldene. Derfor havde slagterne slået sig ned på Vesterbro i nærheden af byens første kvægtorv, Trommesalen. Denne var oprettet 1671 af hofslagter og konsumptionsforpagter Niels Olufsen. Når det nu blev kaldt Trommesalen skyldtes det, at markederne indledtes og blev afsluttet med trommeslagning.

 

Slagterne mødtes på Nytorv

Slagterne var et djærvt folkefærd, der på gammeldags manér sluttede en handel med håndslag og bagefter drak lidkøb i en af de små beværtninger, Vesterbro dengang var berømt for.

Langt op i forrige århundrede var denne bydel kendt for sine slagtergårde. Men efterhånden som bebyggelsen bredte sig, især efter voldenes fald, flyttede mange slagtere ud til Omegnens landsbyer., hvor de erhvervede sig gårde til kvægopdræt. Skønt adskillige af dem efterhånden var holdne folk, var de dog hver dag at finde i deres boder i Maven ved Nikolaj Kirketårn eller i andre af byens slagterboder. Men på torvedage mødtes de alle på Nytorv.

 

Et broget liv

Når bønderne kom til byen, var vognene læssede med kornsække. Oven på lå der svinekroppe. Bønderne var klædt i en lang gulladen frakke og vest med sølvknapper, knæbenklæder og grå uldsokker. På hovedet havde de en spids hue, der hang ned med en dusk på siden. De fleste havde langt hår. Efterhånden forandrede påklædningen sig. Bønderne fik lange blå benklæder og langskaftede støvler.

På torvene blandede de forskellige samfundsklasser sig med hinanden. Det var ikke kun i klædedragten, der var forskel. Sprog og manerer var også forskellige. Bønderne talte med uforfalsket sjællandsk dialekt, så var det slagternes djærve og ligefremme gloseforråd og det københavnske borgerskabs kultiverede udtryksformer og gadedrengenes slang og mange morsomme indslag på torvedagene.

Handelen foregik direkte mand og mand imellem. Bønderne stod jo ved vognene med varerne. Selvfølgelig tingedes der om priserne, men det gik nu hurtigt. Enhver handel blev afsluttet med håndslag. Det var absolut lige så bindende som en underskrift.

Men tingene ændrer sig som bekendt. Den 16. august 1910 afholdtes for sidste gang torvedag på Nytorv. Handelen med slagtekvæg blev flyttet til den nye flæskehal ved Godsbanegården. København havde mistet et festligt sceneri.

 

Nikolaj Plads

Endnu nogle år holdt slagterne stand på Nikolaj Plads. De slagterboder, der i 1852 var bygget på Gråbrødretorv, blev allerede nedrevet i 1902 med torvets regulering.

Nikolaj Plads blev brugt som øvelsesplads for brandvæsnet. Enkelte håndværkere brugte stedet som lagerplads. Men størstedelen af den var fyldt med skure og boder i hvilken slagtere, amagere, høkere og kallunmænd havde deres primitivt indrettede butikker. I alt fandtes der i 1840 på Nikolaj Plads 82 boder og stadepladser.

Men det var en torn i øjnene på myndighederne. De fandt forholdene under al kritik. Men det gik en del år, inden man besluttede sig for at rydde pladsen og indrette nye boder. Arkitekten P.C. Hagemann opførte i 1845 – 46 af støbejern i nygotisk stil i alt 68 større og 10 mindre butikker, der blev udlejet til byens slagtere. Til disse blev også slagtere henvist. Der endnu i 1845 havde deres boder bl.a. på Gammelstrand, muren ved Helligånds Kirkegård og på Christianshavn. Maven som de nye boder blev kaldt, blev først revet ned i 1917, da den nuværende kirke blev opført.

 

Gråbrødretorv

På Gråbrødretorv eller Ulfeldts Plads, som det hed til 1841, var forholdene ikke bedre. Omkring Ulfeldts skamstøtte i nationalmuseets Have, blev der lige som på Nikolaj Plads drevet handel fra boder og skure. Her var det med brugte klæder og alskens andet skrammel. Men der fandtes også 13 slagterboder og flere grøntudsalg. Også dette sted ville myndighederne gerne have reguleret.

Beboerne ville gerne have fjernet skarnstøtten. Men først i 1852 blev der opført 230 slagterboder ligesom dem på Nikolaj Plads. Disse forsvandt igen i 1902.

Nu levede københavnerne jo ikke af kød alene. I enhver husholdning skulle man have fisk mindst en eller to gange om ugen. Og fisk købte man blandt andet hos fiskerkonerne på Gammelstrand.

 

Fiskerkonerne fra Skovshoved

Konerne fra Skovshoved skaffede familierne hjemme i det lille fiskerleje deres daglige brød. Derhjemme måtte børnene tidlig hjælpe til. Mændene tilbragte ofte nætterne på havet. Det var navnlig sildefiskeriet, der spillede en stor rolle. Ingen sild smagte bedre end dem fra Skovshoved.

Når mændene kom hjem med deres fangst, stod konerne og børnene parat. De levende sild blev anbragt i store rektangulære kurve, som konerne bar på ryggen, støttet af en kort stok under armen. Denne kurv blev en del af deres dragt, der bestod af græsgrønt vadmelsskørt med en rød bort forneden, et blåt bomuldsforklæde, et sort liv og et stivet, hvidt hovedklæde, hvorunder de i ældre tid havde en metalbroderet hue.

Disse koner var et festligt indslag. Når de blev uenige, så kunne det hænde, at de vaskede hinanden med en torsk eller en rødspætte, eller hvad de lige havde ved hånden. Dette har sikkert moret mange.

Dag efter dag, år efter år i al slags vejr, sad de samme koner på de samme pladser, lige frejdige og altid parate til en munter og vovet spøg.

 

Masser af andre salgssteder

Foruden fisk blev der også handlet med andre ting langs kanalerne. Mellem Højbro og Holmens Bro lå der små fartøjer, der drev detailhandel med forskellige varer. Nærmest Højbro lå både fra Bornholm med pottemagerarbejde.

Ved Holmens bro solgte norske skippere laks. Holstenske skippere solgte smør og ost, mens finske skibe solgte træ ud for Børsen.

Det såkaldte Loppetorv var måske et lidt trist syn. Det lå indtil 1870érne som en del af gammelstrand. Det var her, at det tidligere Assistenshus lå. Her blev al muligt ragelse solgt. Klæder, billeder, porcelæn og jernkram. Det stammede fra dødsboer og fattigfolk. Dette marked fortsatte senere til Vandkunsten, hvor det lå, indtil det blev nedlagt i 1887. Det var foran det hys i Rådhusstræde ud for Vandkunsten, at Tallotteriet blev trukket, indtil det blev ophævet i 1851.

 

Højbro Plads

Ja egentlig har vi allerede her på siden fortalt om torvene på Strøget i tidligere artikler, men måske er det godt med en uddybning. I forbindelse med brandene 1728 og 1795 skete der noget i byen. Masser af bygninger måtte nedrives, og man fokuserede også på brandbælter. Det vil sige at torvene i sig selv kom til at fungere som brandbælte.

Gammel – og Nytorv blev forenet til et stort torv ved at rådhuset blev flyttet hed til det nedbrændte vajsenhus plads mellem Frederiksberggade og Lavendelstræde.

Store Færgestræde og Højbrostræde blev ikke genopført, men blev erstattet af det nye torv, det nuværende Højbro Plads.

Der var store planer med dette torv. Også fordi, at det var omgivet af stilfulde ny klassiske bygninger. Men i stedet for et fornemt og velklædt publikum blev den befolket af lurvet klædte handlende, der solgte gamle bøger og landkort, skilderier, jernkram og sønderslaget porcelæn, umage spænder m.m.

Men efterhånden blev forholdene dog bedre. Det blev midtpunkt for et broget og afvekslende folkeliv. Boder og rullende butikker blev udlejet til slagtere, amagerkoner, bissekræmmere m.m.

 

Jøderne havde deres egen plads

Jøderne havde fra gammel tid deres stader på hjørnet af Læderstræde. Her solgte de piskebånd, galanterisager og hvidevarer. Kvarterets tjenestepiger mødtes ved pumperne, hvor de udvekslede nyheder om deres herskaber, Særlig livligt gik det naturligvis til på de to torvedage. Onsdag og lørdag følte man sig hensat til Paris og London.

Magistraten måtte dog atter gribe ind og skabe ordnede forhold. Højbro Plads udviklede sig nu til et frugt – og blomstertov, hvor man kunne fryde sig over synet af de kønne Amagerkoner med deres grøntsager.

 

Et projekt, der forblev i skrivebordet

Men ak og ve. Heller ikke det kunne tilfredsstille de forvente københavnere. ”Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse” besluttede i 1888, at nu skulle der gøres en virkelig indsats for at gøre torvet smukt og attraktivt. Derfor lod man arkitekten Martin Nyrop udarbejde et projekt til et blomstertorv, grupperet omkring en fontæne med afløb i et stort bassin. Men ak, projektet nåede kun til papiret.

I en beskrivelse af København 1856 havde man en plan om et torv inden for Nørreport. Det skulle på torvedage aflaste Gammel Frederiksborggade og lille Købmandsgade, hvor handel med brændsel havde foregået. Ny Nørretorv som Kultorvet egentlig hed var beregnet til den plads, hvor kulsviervogne fra Skovengen i nordøst Sjælland falholder deres varer.

 

1807 ødelagde en masse

Men størstedelen af det nærliggende universitetskvarter, de nærliggende gader og selve Kultorvet blev delvis ødelagt under det engelske bombardement i 1807. Forgæves kæmpede brandmænd, politi og vægtere mod flammernes hærgen. Alene på Kultorvet nedbrændte 13 ejendomme.

 

Hauser Plads

Da det hele igen kunne tages i brug, blomstrede handlen. Vognene blokerede efterhånden Frederiksborggade. Derfor blev man nødt til at tage Hauser Plads i brug som hjælpetorv. Dette torv var opkaldt efter den schweizisk fødte forretningsmand, konferenceråd Conrad Hauser. Han havde opkøbt en del grunde i den nuværende Hausergade. Ved hans død i 1824 var hele gaden bebygget, selv boede han i nr. 32.

I 1819 var det lykkedes ham at få anlagt et torv på en stor brandtomt, hvor der havde ligget et Tvangshus. Men først i 18348 blev pladsen officielt taget i brug.

Det var kulsvierne, der kom her. Det var også de bønder, der gravede tørv i deres moser. Allerede i 1780 havde Kultorvet været overfyldt med vogne. Man sagde dengang, at man for enden af Købmagergade ikke kunne se andet end blå og grå kasketter og hoveder af heste og folk.

Alle former for brændsel blev bragt til hovedstaden. Så sent som i 1869 havde man udsendt en ny ”Rådhus – Plakat, der forkyndte, at handel med Tørv, Pindebrænde, trækul og andet indenlandsk Brændsel og Riskoste kun måtte finde sted på Kultorvet og eventuelt også Hauser Plads.

Det hed yderligere at:

 

• Handel tillades saavel fra Vogne eller trillebøre, naar varene er ført til Torvet paa saadanne, som ved at holde dem til fals eller siddende.

 

Næringsloven 1857

Ved næringslovens indførelse af 29. december 1857 bortfaldt torvetvangen, der skulle forhindre bønderne på landet at handle med ”omløbende høkere og prangere” eller købe deres varer andre steder end på torvene.

Dette betød dog ikke en væsentlig ændring af torvehandelen.

Borgerskabets kvinder stod for indkøbet af de daglige varer. I modsætning til de lavere samfundslag, hvor kvinderne var tvunget til at påtage sig et usselt job som sypige eller rengørings eller vaskekone, indtog borgerskabets kvinder en privilegeret stilling i samfundet. De brugte dagen på at visitere, modtage visitter og så gå på indkøb i Strøgets fine butikker.

 

Gadehandlerne

I hushjørnernes skygge, i porte og kælderhalse blev der handlet med brød, pølse, grøntsager m.m. Skuespilleren Julie Sødring fortalte i sine barndomserindringer følgende:

 

• I Porten ud til Adelgade sad vor gamle Amagerkone, Kirsten med sine Grøntsager. Hun forærede mig Blomster, Hanekamp, Krusemynte, Gyldenlak og Balsam. Dem plantede jeg nede i Baggården og legede Have.
• Paa den anden side af Gaden var en Kælder, uden for hvilken stod Ballier med dampende Kartofler, og hvor der solgtes Kartoffelkage.

 

Disse gadesælgere var ofte specialister. En kvinde havde specialiseret sig i hampen frø, koren frø og dansk kommen. Og så var det konen med ræddiker og de to mænd der falbød brøndkarse. Der var også en, der var leveringsdygtig i flintesten til fyrtøj. En mand solgte gulvmåtter og sandmanden solgte gulvsand.

 

Fuglekræmmeren

Og der var sandelig også Fuglekræmmeren som i skovene omkring København indfangede mejser, drosler, stære og nogle gange endda nattergale. Det morede folk at have disse i bure i deres hjem. Men den mest populære af alle gadehandlere var mælkekusken.

 

Byens ældste storcenter

Byens ældste storcenter er faktisk Børsen. I begyndelsen af 1800-tallet var hele stueetagen optaget af hørkræmmernes boder. Boderne eller basaren på første sal var udlejet til mange forskellige handlende:

 

• Silke- og klædekræmmere, Legetøjshandlere, Boghandlere, Glashandlere, Møbelhandlere m.m.

 

Der var ikke behov for flere urtekræmmere på Vesterbro

I begyndelsen af 1860’erne var København kun en stor provinsby med 170.000 indbyggere. Der var kun lidt spredt bebyggelse uden for voldene. En del udflyttere på Vesterbro havde henvendt sig til lavsformanden om flere urtekræmmere.

Men han mente nu ikke at bydelen havde behov for flere urtekræmmere. Der boede faktisk to urtekræmmere på hvert hjørne af Frederiksberggade, der kunne man jo bare købe sine varer. Senere blev der brug for et utal af urtekræmmere på Vesterbro.

 

En pyntelig dragt

På Strøget var der masser af urtekræmmere. Der var også på de hjørner af Gammeltorv, i den dybe kælder på hjørnet af Købmagergade.

Endnu i 1890’erne kunne man mange steder se den pyntelige dragt med mørk jakke og hvide forklæder. I en kælderbutik på hjørnet af Viktoriagade og Vestergade optrådte indehaveren i hvid tætknappet toradet jakke med store benknapper.

 

Kælderbutikkerne var varmere

På disken stod et skilt med:

 

• Prøv ½ Cacao kr. 1.00 (sådan blev det stavet dengang)

 

Ak ja, som man sagde en del år senere:

 

• Også denne butik måtte vige for andre med lidt mere morderne anstrøg.

 

Nu var de butikker, der lå i kælderen lidt varmere end de andre butikker. Her havde man ikke varme på. Man kunne let for frosne fingre. Men til gengæld var sommeren behagelig. Og den gang brugte man heller ikke markiser. Men nu havde man heller ikke vinduesudstillinger dengang, hvor varer kunne tage skade.

 

Urtekræmmerne forvandt fra Strøget

På Kongens Nytorv nr. 6 var der en stor Urtekræmmerbutik, der brændte i 1896. det var ved den lejlighed, hvor prinsesse Marie oplevede så stor popularitet. Det var byens ældste urtekræmmerbutik etableret i 1799.

Efterhånden forsvandt urtekræmmerne fra strøget. Huslejen blev for dyr og avancen var for lille. Til gengæld kom der masser af urtekræmmere i brokvartererne både i baggårds – og mellemgårds-butikker.

 

Der var gang i Købmandsgårdene  

I provinsen kunne man sagtens få øje på de store købmandsgårde. I København skulle man kigge efter skiltet over indgangsdøren. De handlende havde ingen særlig grund til at gøre noget ud af forretningens ydre. Den primære opgave dengang var at distribuere frem for at sælge varen.

Købmandsgårdene havde et bredt udvalg i levnedsmidler, beklædningsgenstande, isenkram m.m. Desuden solgte de fleste håndværksprodukter.

Op mod jul blev kunderne trakteret med cigarer, klejner, skrå og brændevin. Specielt sirup blev der solgt meget af til jul. Sirupstønderne stod parat. Der var også bønder, der tog hjem med 60 – 70 pund rå kaffebønner. Og at købe 10 pund tobak for en storryger var ikke unormalt. Sukker købtes i stor stil sukker-toppe. Mel, svesker og krydderier købtes for en længere periode.

Tidligt på færde var også de såkaldte lærredskræmmere. Dem, der havde et begrænset udvalg blev ofte bare kaldt høkere.

 

Øl-handlerne snød

Men allerede i 1251 hører vi om øl-handlerne. Meget tidligt begyndte de at snyde deres kunder. Bryggerne kom i lav sammen med købmændene. Og tidligt stoppede man for import af tysk øl for at fremme den danske øl. Der var tre slags øl:

 

• Slet øl blev solgt for 1 Rigsdaler pr. tønde
• Middel øl blev solgt for 2 Rigsdaler pr. tønde
• Brunt øl eller dobbelt øl blev solgt for 3 Rigsdaler pr. tønde

 

114 bryggergårde

På et tidspunkt hører vi om hele 114 bryggergårde i København og i 1709 er der registreret 539 bryggere i byen, heriblandt en masse fribryggere.

Egentlig var meget af det udpint maskevand, men måske var det sundere end almindeligt drikkevand dengang. I et skrift fra 1781 kan man læse:

 

• Smager og lugter ilde fra en del bryggerier.

 

Ofte kun man i de mange øl kældre kun få slet øl. Men så kom brygger Jacobsen og gik i gang med Bajersk øl.

Også ølhandler – foreningen byggede en flot stiftelsesejendom, og det var på Elmegade 6 på Nørrebro.

 

Brød-butikkerne solgte gammelt brød

Brødbutikkerne blev truet med, at hvis de blev ved med at sælge gammelt brød til fuld pris så blev de ekskluderet af foreningen. I 1918 forsøgte at producere en ”Standard-mælk med en fedtprocent på tre. Det blev en kæmpe fiasko. Foreningen oprettede deres egen margarinefabrik for at få lidt mere fortjeneste.

 

Store markeder

På landet var befolkningen indtil midten af 1800-tallet stort set selvforsynende med levnedsmidler lige som en del af deres eget tøj. Andre varer blev købt i byerne eller hos omvandrende kræmmere. Enkelte steder på landet havde man fra gammel tid opnåede tilladelse til at holde et årligt marked.

Min fødeby Tønder var kendt for deres store kvægmarkeder. Men de havde også andre markeder i løbet af året. Det betød at hele byen stod på den anden ende med tivoli og gøgl og masser af værtshuse. Således opnåede Tønder at få verdensrekorden i antal af værtshuse pr. indbygger.

Man havde ligefrem lavet en sti ned til banegården, så folk kunne vakle fra det sted, hvor der var størst koncentration af værtshuse. Og meget passende fik denne sti navnet ”Æ Punchsti”.

 

Man aftalte priserne

Der midt i 1850’erne havde man indbyrdes i lavene aftalt priserne. Da industrialiseringen tog fat, begyndte den voksende arbejderklasse at efterspørge billige fabriksvarer. Landbrugskrisen i 1857 havde også ført til lavere landbrugsvarer. Folk begyndte at spørge efter andre varer, end de dem som købmændene eller urtekræmmerne normalt førte.

Der opstod et behov for at gøre forskel på detailhandlen. I den gamle købmandshandel eller urtekræmmer kunne man købe alt på et sted. Efter indførelse af næringsfrihed voksede en stor mellemklasse af mindre detailhandlere frem især fra 1880’erne.

 

Høker- og Næringsloven

Med høkerloven i 1856 var der tilladt at forhandle høker- og urtekramvarer, dvs. hovedsagelig indenlandsk producerede fødevarer i landdistrikterne uden for byernes nærmeste opland.

Med næringsloven af 1857 bortfaldt byernes eneret på detailhandel. Herefter kunne enhver fuldmyndig person med indfødsret, som ikke var under fallitbehandling eller fundet skyldig i en vanærende handling, få udstedt borgerskab eller næringsbevis, der gav mulighed for at drive handel i en købstad eller i et landdistrikt undtagen inden for en radius af 1 ½ mil uden om hver købstad.

Næringsloven var købmændenes og urtekræmmernes grundlov.

 

1857 – ”Det mærkværdige år”

H.C. Andersen betegnede 1857 som ”det mærkværdige år” – et år, hvor det gamle måtte vige for udviklingen. Københavns byporte blev revet ned, gadernes tranlygter blev skiftet ud med gaslygter. Og så blev en af Danmarks ældste indtægtskilder Øresundstolden, indført af Erik af Pommern i 1429 ophævet med en engangserstatning på 33 ½ millioner rigsdaler betalt af de søfarende nationer.

 

Ingen byggevedtægter

Der blev nu i den grad bygget på livet løs især på Nørrebro. Byggevedtægter så man stort på. Der blev bygget så meget som muligt på så lidt plads. Meget af dette byggeri blev først bortsaneret omkring 1980. Det betød, at befolkningen ikke havde råd til at bo her mere. Og mange blev tvangsflyttet. For detailhandlen betød det en katastrofe. Pludselig forsvandt cirka halvdelen af kundeunderlaget. En masse butikker måtte lukke.

 

Butikker lukkede på stribe

I 1950 boede der 132.000 på Nørrebro. I 1980 var der kun 78.000 tilbage. Mange Nørrebro – borger følte, at deres rettigheder blev taget fra dem. Derfor oprettede de Nørrebro Beboeraktion. I har sikkert hørt om Kampen om Byggeren.

I 1958 var der 2.326 butikker på Nørrebro. I 1981 var der kun 965 butikker tilbage. I Blågårdsgade stod 44 pct. af alle butikker pludselig tomme.

De såkaldte læbælter blev først afskaffet fra 1903 i en række købstæder og i 1920 i hele landet. Næringsbeviset kunne udstedes til købmandshandel, høkerhandel eller ringe handel.

 

Lærlingen havde masser at lave

Små detailhandlere med få medarbejdere var lette at etablere. Det krævede ikke meget startkapital. Indehaveren behøvede heller ikke en særlig uddannelse eller viden. Efterhånden var det mange af butikkens varer, der begyndte at blive masseproduceres. Ofte var de færdigpakket, f.eks. tobak, mælk eller rengøringsmidler.

Men hos den rigtige urtekræmmer, kolonialhandel eller i købmandsgårdene skulle det meste stadig måles og vejes og pakkes. Ofte fik man brændevin og øl i tønder. Det skulle alt sammen hældes på flasker. Her var der stadig masser at lave for lærlingen.

 

Mange etablerede sig som detailhandler

Håndværkeren slog sig ned som detailhandler. Skomageren blev skotøjshandler og væveren manufakturhandler. Men desværre holdt disse detailhandlere ikke længe. Bønder, der oprettede en butik, kom fra en gård, der ikke kunne løbe rundt. Arbejderen, der oprettede en butik var blevet syg og kunne ikke få hjælp. Også enker med en masse børn forsøgte at etablere butik.

Men efter et til to år var det slut og de havde mistet en masse penge.

 

Brugsforeningerne var ikke populære

I 1899 indtraf den store lockout. Det var en styrkeprøve mellem arbejder og arbejdsgiver. Den varede i 4 – 5 måneder. Det betød krise for urtekræmmerne.

I 1854 var der opstået den første forløber for brugsforeningstanken i Nyboder:

 

• Foreningen for billige livsfornødenheder.

 

Fra 1866 opstod de rigtige brugsforeninger. De blev ikke betragtet som detailhandel i egentlig forstand og kunne placeres andre steder end egentlig detailhandel. Urtekræmmerne og senere handelsforeninger betragtede dem som unfair konkurrence.

Urtekræmmerforeningen mente, at det var konkurrenceforvridende for de skulle hverken betale skatter eller lavs-afgifter.

I 1871 var der allerede 80 brugsforeninger. Med årene blev de en alvorlig konkurrent til den selvstændige urtekræmmer eller købmand. Ved århundredeskiftet var der omkring 100.00 medlemmer i brugsforeningerne landet over.

I virkeligheden var det købstædernes forsøg på at beskytte handelslivet, der dannede grundlag for brugsforeningerne. Det var næringsloven fra 1857, der dannede læbælterne, et slags beskyttelsesbælte for detailhandlen.

Men brugsforeningerne var jo baseret på medlemskab. De kunne etablere sig overalt også i læbælterne. Og kooperationen voksede sig stærk. I 100 år var brugsforeningerne skattefrie og kunne derfor udbetale dividende – det var noget kunderne kunne forstå.

I 1925 sad kooperationen på 25 pct. af dagligvarehandlen.

 

Et værn mod storkapitalen

En anden ting var, at man måtte kun have et udsalg i hver kommune. Ordningen blev etableret for at beskytte de mindre handlende som et værn mod ”storkapitalen”. Men igen engang var kooperationens butikker ikke omfattet af denne regel. De kunne oprette lige så mange filialer, som de ønskede.

Sådan var det også for Irma, der startede på Nørrebro. En anden ting var så måske Irmas personalebutik, som vi ikke skal komme nærmere ind på her. Hvis kvindelige ansatte giftede sig, blev de fyret.

Det var her i Ravnsborggade 13 at Carl Schepler startede med et ismejeri i 1895. Ved sin død i 1942 eksisterede der 110 Irma – butikker.

 

Fabrikanter måtte ikke gå direkte ud til kunderne

I 1866 var der også dannet en kolonialhandler-forening. Om man startede med hele 280 medlemmer. Men levetiden for denne forening var sølle to år.

Cirka fire år efter vedtagelsen af næringsloven af 1857 blev der rettet en henvendelse til fabrikanter og mellemhandlere til ikke at gøre indgreb i detailhandlernes rettigheder. Med andre ord, man ville ikke have at disse gik direkte ud og solgte varerne til slutbrugerne.

Og Urtekræmmerforeningen etablerede allerede i 1865 en lærlingeskole, der blev opretholdt indtil man fik oprettet købmandsskoler.

 

Ud med forbrugsforeninger

Uha – Uha i 1866 blev man præsenteret for noget der hed ”Embedsmændenes Forbrugsforening” Det var en institution, der i virkeligheden gjorde fortræd, mente urtekræmmerne. De ville nemlig have rabat.

Urtekræmmerne lavede et udvalg, der skulle afskaffe tilgiften. Og det handlede om, at man ikke måtte give noget gratis for at få folk til at købe noget, f.eks. en lille gratis bog, når man købte et pund kaffe.

Ja maskinmestrene havde en forening som gav op til 15 pct. rabat. Og de havde allerede 34 leverandører. Og handelsforeningerne og Urtekræmmerforeningen truede deres medlemmer med eksklusion hvis de var med i en spareforening.

Nørrebro Handelsforening bevilligede et år 50 kr. til en annonce, der advarede mod juletilgift.

 

Ikke mange specialbutikker

Endnu i 1890 var der ikke noget i København ikke noget der hed specialbutikker for i en urtekræmmerbutik, kunne man få alt, hvad man behøvede i husholdningen. Den gang brugte man ikke mange hygiejneartikler. Jo man havde skam også frugt og grønt.

Urtekræmmer havde også et svar parat, når mejerierne bebrejdede dem, at de solgte smør:

 

• Ja men det er kun indpakket smør

 

Urtekræmmerne var sure over, at Ismejerierne solgte øl om søndagen.

 

Urtekræmmerne: det var ikke os

Kaffebutikkerne er nok de ældste af specialbutikkerne. Men de fik sandelig også mange vare ind stammende fra porcelænsvarebutikker og isenkrambutikker. Urtekræmmerne sagde dengang:

 

• Det var ikke os, der gav anledning til kampen
• Det var ikke os, der bravt huggede til os
• Vi har derimod stadig måttet afgive

 

Gadehandlerne

Gadehandlen tog også til og blev en konkurrent til urtekræmmerne. Da foreningen startede, blev der kun solgt fisk på gaden. Måske lidt grøntsager og måske lidt sjældnere frugt. Senere kom der kørende vogne, hvor sælgerne falbød deres varer.

Magistraten gav arbejdsløse og handicappede lov til at sælge deres varer. Urtekræmmerne var sure over, at det stadig stigende antal gadehandlere ikke skulle betale leje.

 

Lus og andet udyr

Understøttelse kendte man ikke noget til i begyndelsen. Hvis man ikke kunne forsørge sig selv, blev man sendt retur til den kommune, som man kom fra. I 1873 kunne man få 174 rugbrød og en halvfjerding madfedt, En jordemoder kostede 8 kroner og en konfirmation 5 kr.

Mange kvinder var dengang enlige forsørgere. Prinsen på den hvide hest havde forladt dem. De boede i bag – og sidehuse øverst oppe. Der var lus og andet udyr. Lejlighederne var utætte. Man havde ikke råd til at varme dem op.

Når man om natten skulle på toilet, skulle man ned af den uoplyste køkkentrappe. I gården var retiraderne placeret. Her var der også andre gæster. Nemlig rotterne.

Mange havde natpotte. Det var så den store knægt, der skulle tømme den hver morgen. Dette hverv gav ikke mange point hos de andre knægte i gården.

Nu var det ikke alle der gjorde som fru Petersen oppe på 4. sal. Når hun havde gjort det, kunne man lugte det over hele ejendommen.

 

Skolen var en kronisk krigstilstand

De små piger stod tidlig op om morgenen. De skulle hjælpe mor med at gå med aviser. Knægten var sendt hen til bageren for at købe rester. Man startede dagen med øllebrød, spegesild eller rugbrødshumpler. Velbekomme.

Rabarberdrengene fra Rabarberkvarteret blev sparket ud af deres fulde fædre. I skolen fortsatte man med at få prygl. Det var datidens pædagogik. Man fik med spanskrør for den mindste forseelse. Forfatteren Martin A. Hansen mente:

 

• At skolen var en kronisk krigstilstand.

 

For øvrigt blev revselsesretten indført i 1685. Den sagde:

 

• Husbond må revse sine børn med kæp og vand og ej med våben

 

Tænk revselsesretten blev først ophævet i 1986.

 

Urtekræmmerne undrede sig

Man skulle ikke tro, men man havde et sundheds-politi dengang, men de var nu ikke særlig aktive.

Urtekræmmerne spurgte, hvor gadehandlerne opbevarede deres varer om natten? Var det bare i et skur eller en gård, hvor der var adgang for dyr. Måske var varerne bare overdækket med et lærred?

Og så syntes man det var mærkelig, at en jernbanekiosk skulle have lov til at sælge te. Ja og tænk engang, en husmoderforening solgte te ved garderoben. Så mente man også at Hovedstadens Brugsforening misbrugte statistikker til egen fordel.

EPA – forretningerne var nok de første discountforretninger vi havde herhjemme. De almindelige forretninger kunne slet ikke hamle op med disse priser. Man henstillede til leverandørerne at tænke på de almindelige detailhandlere.

 

Man skulle arbejde hele søndagen

Indtil 1892 havde man lov til at holde butikken åben søndag eftermiddag fra kl. 16. Det var ikke rart at skulle møde på dette tidspunkt. Men det var utænkeligt at have åbent i kirketiden.

Men nu var de allerfleste allerede begyndt kl. 7 søndag morgen. Man måtte nemlig godt have åbent fra 7 – 9 og så igen fra kl. 16. Men søndagen skulle bruges til at veje og pakke. Dette blev det meste af søndagen brugt på.

 

Hvorfor skulle bajersk øl beskattes?

Det var også dette år, at man fik en forsmag på beskatning af Bajersk øl. Før den tid havde man kunne købe en bajersk øl for 7 øre. Men beskatningen af øllet skulle føre til lavere priser på sukker og petroleum.

 

Handelsforening fungerede som politi

Undersalg var også noget som Handelsforeninger beskæftigede sig med. Man ville gerne inden for hele detailhandlen konkurrere på lige fod under lige vilkår. Men der var nogen, der ikke overholdt de priser, man havde aftalt.

Det var også problemer med varernes beskaffenhed. Således havde Nørrebro Handelsforening 268 sager på et år. Det var lige fra fortyndet whisky til Heidelberg Eddike. Og fandt man ulovligheder så gav man bøder. Således blev en forhandler dømt en bøde på 50 kr. for at have solgt sprit til underpris. Foreningen sendte pengene til De Danske Spritfabrikker, der dog returnerede dem. De vidste ikke, hvad de skulle bruge pengene til. Og sendte pengene retur.

Det var starten til handelsforeningens understøttelsesfond. Gennem årene er der udbetalt mange penge fra denne fond. Og netop for øjeblikket bliver de sidste 400.000 kr. fra denne fond udbetalt.

Handelsforeningen havde ansat en prøvemand, der fik 2 kr. pr. sag. Og 5 kr. hver gang han skulle møde i retten. Desuden fik en han en fast løn på 30 kr. om året

Det var også problemer med billig øl. Og det var bryggerier, der indblandet, bl.a. Phønix øl og Bispebjerg øl. Handelsforeningen skulle give Tuborg og Carlsberg lov til at levere øl til brugsen på Lygten, men bryggerierne havde selv givet sig lov. Konfiskeret øl fra Bryggeriet Alliancen gav masser af penge til Understøttelsesfonden.

Man udnævnte også gadeforstandere, der skulle tjekke om kollegaerne opførte sig kollegialt og efter reglerne.

 

Man var træt af Brugsforeningerne

Godt og grundig træt var man af brugsforeningerne. Handelsforeningen vedtog i 1902 en resolution:

 

• I henhold til den af Arbejderstanden med hvilke vi ved mange Lejligheder har følt os meget nøje forbundne (såvel ved Valg som Lockout, Strejker m.m.) skulle gøre sig Tanker gældende med konkurrerende Foretagender at beskære Detailhandlernes i forvejen beskedne Levevilkår
• Foreningen vedtager derfor, at der for vor Stand nu gælder om endnu inderlig Sammenslutning og ved Fællesskab at muliggøre de lavest mulige Varepriser, og derved bevare vor Eksistensberettigelse.
• Vi håber derved at kunne overbevise vore hidtidige Kunder om, at Detailhandlerstanden vedblivende vil arbejde paa at sætte sig i Stand til her i Samfundet, at udfylde sin plads som Forhandler i Detail.

 

Politiet hjalp de skyldige

Man lavede kampagner mod billigmagerne. Således var der problemer med Lagermanns vaske – og skurepulver. Bestyrelsen bevilligede 10 kr. for at finde ud af, hvor man fik produkterne fra.

Ude i kolonihaverne solgte mobile marketenderier sprit og andre drikkevarer. Dette var ulovligt men politiet ville ikke gøre noget ved det. Sundhedspolitiet foretog dem ikke meget, syntes Urtekræmmerforeningen og de forskellige handelsforeninger. Nu havde politibetjente også selv kolonihaver.

Nørrebro Handelsforening var også efter ismejerierne fordi de forbrød sig mod lovgivningen. Man anmeldte ismejerier, som solgte varer, som de ikke måtte. Men politiet gad ikke at gøre noget ved det. I stedet fortalte de ismejerierne, at Nørrebro Handelsforening var efter dem.

 

Pludselig skulle alt udregnes i meter

Men de gjorde dog deres indflydelse gældende og efterhånden skulle man til at sætte sig ind i lovgivninger om kunstige sødemidler i levnedsmidler, konkurrencelov og lukkelov, læbælternes og tilgift-forordningernes ophævelse og meget mere. Dette kom i høj grad til at præge urtekræmmernes og købmændenes hverdag.

Ja og så kom der en ny lov om det metriske system. Et pund kaffe blev nu til et halvt kilogram. Det krævede behændighed. Hekseriet begyndte først, når alen og fod skulle omsættes til meter og en skræppe eller pot skulle sælges i litermål.

 

Man startede med en mælketoddy

Der var kommet masser af industri til Københavns brokvarterer. Og især til Nørrebro. Inden arbejderne skulle på arbejde kunne de nå at få sig en mælketoddy på en af de mange morgenværtshuse. Den bestod af en snaps og et stort glas mælk. Det var godt at starte arbejdet med en eller to af disse.

 

Rutebilen betød meget

Omkring 1900 kunne man køre i rutebiler ind til byerne. Udvalget af butikkerne blev større. I Købmandsgårdene var det særlig op til højtiderne der var gang i den. Her havde man stald i forbindelsen med købmandsgården. Det var ikke småting, der her blev handlet. Og købmanden gav en lille en eller to til stamkunderne.

Rutebilerne blev nu også brugt til at fragte varer ud på landet.

 

Arbejderbevægelsen havde vind i sejlene

Arbejderbevægelsen havde vind i sejlene omkring århundredeskiftet. De lod sig ikke nøje med politisk indflydelse – de ville også have økonomisk indflydelse. En rækker kooperative virksomheder skød op – som bønderne med deres mejerier og grovvareselskaber, etablerede arbejderne brødfabrikker, kul – og koksimport, dagblade og en lang række andre – dengang succesrige – virksomheder.

Man havde et motto med at fra vugge til grav skulle man benytte arbejderbevægelsens virksomheder. Særlig på Nørrebro kom der mange af disse virksomheder.

Man blev klippet hos Figaro – frisørerne, man drak Star Pilsner. Man kunne købe kød hos Arbejdernes Kødforsyning, brød i Arbejdernes Fællesbageri og mælk i Enigheden. Og sko købte man hos A.K.S. Og så klarede Arbejdernes Ligkistemagasin resten.

 

Borgerskabet kunne ikke lide socialister

50.000 arbejdere demonstrerede den 1. maj 1890 for en 8 – timers arbejdsdag på Fælleden. Der fulgte adskillige lockouter og arbejdskampe. Udgangspunktet var ofte Nørrebro. Borgerskabet kunne aldeles ikke lide socialister.

Borgerskabet kunne heller ikke tolerere dem, der måske var endnu mere yderliggående. Således havde Nørrebro handelsforening indkaldt til ekstraordinær generalforsamling. Man havde opdaget, at formanden Gunnar Hejgaard havde skrevet en kommunistisk hilsen i Land og Folk. Uha – uha.

 

Udvalg til bekæmpelse af stormagasiner

Efterhånden opstod der flere og flere specialbutikker. Det var tobakshandlere, kulhandlere, trikotagehandlere, isenkræmmere og boghandlere, foruden mere specialiserede levnedsmiddelforretninger, der solgte mejeriprodukter, fisk eller kaffe.

Hovedparten af disse butikker var familieforetagender – mand/kone-butik.

Der gik snart rygter på Nørrebro, at en filial af Magasin du Nord ville etablere sig. Det skulle da forhindres, så man nedsatte et udvalg til bekæmpelse af stormagasiner.

Urtekræmmerne havde også på et tidspunkt deres egent bank og bladvirksomhed. Men en annonceagent snød foreningen for 1.890 kr.

 

De ansatte havde krav

I december 1901 rejstes kravet til ”Kost – og Logisystemets afskaffelse”. Ja man havde allerede fremsat det krav nogle år før sammen med

 

• Normal arbejdstid daglig på 12 timer
• Gennemførelse af ugentlig fridag
• Helligdag og søndagslukningens gennemførelse

 

Det var sådan, at en lærling fik det mindste værelse i bygningen ofte uden el og varme. Ja det er også eksempler på, at lærlingen sov under disken i butikken. Hans arbejdstid var bestemt af chefens luner.

Nu mente urtekræmmer Hjort, at medarbejderne havde nok fritid.

 

Børn havde erhvervsarbejde

I 1905 kom der en ny bekendtgørelse om ansættelse af bydrenge. Det var forbudt at anvende drenge under 12 år. Under 14 år kunne de bruges til varetransport med den ”lette vogntype”. Men en urtekræmmer blev straffet fordi han anvendte en dreng under 14 år til at køre med trækkervogn.

Kigger vi i en skoleklasse i 1899 så var klassekvotienten 37 elever. Den var netop sat ned til dette i 1899. Og det var næsten kun udenadslære. Ofte var det afdankede militærfolk, der underviste i legemsøvelser. Spanskrøret blev også flittig brugt.

Men højst halvdelen af eleverne fulgte med i ”undervisningen”. Resten sad og sov eller var meget åndsfraværende.

Årsagen var at de fleste børn havde erhvervsarbejde ved siden af skolen. I mange tilfælde var skolepligten ikke opfyldt. Børnearbejde var vidt udbredt på fabrikkerne, især glasværker og væverier. På Nørrebro var det meget farligt arbejde på tændstikfabrikkerne.

For forældrene var det vigtigere at der blev tjent penge til familien end at børnene kom i skole. Det betød, at børnene hver anden dag arbejde på fabrikkerne i stedet for at gå i skole.

Først i 1901 blev det forbudt at arbejde på fabrik for børn under 12 år. Fra 1913 gjaldt det hele den skolepligtige alder.

Forbuddet mod fabriksarbejde betød, at der var rift om bypladserne. 75 pct. af drengene og 55 pct. af pigerne havde byplads i købstæderne viser en lærerundersøgelse fra 1908. Stort set alle arbejderbørn havde arbejde ved siden af skolegangen.

Før århundredeskiftet var en arbejdsdag på 12 timer ikke usædvanligt, men fra 1925 måtte skolebørn højst arbejde 4 timer om dagen. Loven kunne dog omgås med snilde, hvis man tog en tørn som mælkedreng inden skolen og bragte ud for købmanden efter skoletid.

Mælkeriet Enigheden startede på Lygten ude i Nordvest i 1896 som et kooperativt fortagende. Ja her arbejdede mælkedrenge fra 4 til 12 og fra kl. 13 til 18 gik de i skole. Det betød, at de oftest faldt i søvn.

Børnenes løn var helt nødvendigt tilskud til de ofte meget børnerige familier. Også da vi andre havde sådanne bypladser hjemme i Tønder skulle vi bidrage for at bo derhjemme.

For købmandsforretningerne og urtekræmmerne var bydrengen i mange år et helt naturligt led. Mange kunder ikke mindst ældre mennesker, kom sjældent i butikken, men nøjedes med at bestille varerne over telefonen. Men en tur til 4. sal med en 50 stk.’ s kasse øl var hårdt slid for en skoleelev. Der var ikke garanti for drikkepengene stod i forhold til anstrengelserne.

 

Far investerede i flydende kost

Det var dengang, at der var lønningsdag om lørdagen. Man ventede længselsfuldt på, at far skulle komme hjem med lønnen. Men fabrikkerne havde selv indrettet værtshuse. Det var smart så kunne dette igen indbringe nogle af deres udgifter. Mange fædre investerede deres løn i flydende kost.

Så var der ingen penge til petroleum til lampen. Og så måtte man gå meget tidlig i seng om vinteren for at holde varmen. Måske måtte mor selv hente far på værtshuset.

 

Telefon er ikke noget for os, forretningsfolk

Nørrebro Handelsforening blev bedt om at skaffe 50 telefonabonnenter. Opsætningsafgiften var 10 kr. og man skulle binde sig i tre år. Men svaret fra handelsforeningen var:

 

• Det er ikke noget for os forretningsfolk, men mest for private, og der er mange ubehageligheder ved at få forbindelse

Men formanden for foreningen urtekræmmer Kofoed udlånte dog sin telefon for 5 øre pr. samtale. Men det måtte han sandelig ikke for Københavns telefonaktieselskab. De truede med at afbryde hans forbindelse.

 

Man kunne ikke lide Schous Varehus

Man kunne ikke lide Schous Varehus for som man sagde:

 

• Køb ikke hos ”overflødighedsgører”

 

Sådan sagde formanden P. Petersen. Og det var fordi, at Schous Fabrikker havde deres egne butikker. Og det kunne hverken urtekræmmere eller handelsforeninger lide.

 

Den første lukkelov

Det var i 1904 at den første lukkelov blev indført. Her indførtes søndagslukning.

I 1908 blev loven om lukning af butikkerne kl. 20 juleaften vedtaget efter anmodning af den samlede handelsstand og Grundlovsdag kl. 12 middag. Ja man indførte, at der ugens første fem dage blev lukket kl. 20. Om lørdagen måtte man have åben til kl. 23. Butikkerne måtte tidligst åbne kl. 4 om morgenen. Men allerede året efter kunne man så holde åben til kl. 21 alle byens hverdage.

Efter at søndagslukket var besluttet var urtekræmmerforeningen ikke særlig begejstret for, at ismejerierne holdt åben om søndagen. De var heller ikke begejstret for nogle af de kommunale tiltag over for socialt dårlig stillede så som folkekøkkener. Man mente at gå glip af omsætning.

Kaffeforretningerne voksede i antal i København fra 50 til 150. De var støttet af de lokale kaffebrænderier.

 

Urtekræmmerne var bestemt ikke de rigeste

Bestselleren hos boghandlerne var Skattebogen, som var udgivet af kommunen. Heri kunne man se, hvad naboen tjente. Den magiske grænse var 2.400 kr. Var man under dette beløb var man mindrebemidlet. Var man over var man velstillet.

På grænsen fandt man detailhandlere med gode forretninger, værtshusholdere, småfabrikanter, overordnede funktionærer og tjenestemænd af lidt højere grader.

Den største del måtte klare sig for langt mindre. For en faglært arbejder var lønnen 1.200 kr. Kigger vi i skattebogen kan vi under Ahornsgade 66 se en vis cigarsorterer T.A.M. Stauning som havde tjent 1.400 kr.

Urtekræmmere og ismejerier havde ikke altid den bedste placering. Og fortjenesten var heller ikke noget at råbe hurra for. Bedre stod det til med slagteren og spækhøkeren. Allerede tidlig gjorde begrebet ”brancheglidning” sig gældende.

 

Cigaretter og aviser

Det var dengang man kunne købe cigaretter i tre forskellige prisklasser. Den mest populære var 7 – øres pakkerne, der hed Prinsesse Marie. Ja der var et stort billede af den populære prinsesse.

Aviserne kunne man købe for 2 øre. De koster lidt mere i dag. Det ar Aftenposten, København og Folkets Avis. Så var det også de tvivlsomme aviser som Figaro. Ja den var ligefrem uartig.

Hof og Tuborg kostede 11 øre. Rød Aalborg 55 øre, Brøndum snaps 40 øre. En stor pose kagekrummer kunne man købe for 2 øre.

Ja så kunne man købe et stort stykke stegt yver – velbekomme. Nogle brugte det som kattemad, men det var mange det spiste det til aftensmad. Uha – Uha.

Hos tobakshandleren kunne man købe tre cigarer til 17 eller 21 øre. Skråtobak var i enkelte stænger, snus i kræmmerhus.

Og hvad kostede en mælketoddy. Ja en lille rund kostede 4 øre og en stor rund kostede 8 øre.

Fra store mælkejunger kunne man købe mælk til 25 øre pr. liter. De mest populære butikker hos børnene var hos Slikmutter.

På Nørrebrogade lå de standsmæssige butikker særlig inden for manufakturhandel. Tobaksforretningerne lignede hinanden med ens skilte. Urte – og hørkræmmere var der særdeles mange af på Nørrebrogade.

Og endelig kom der så en opfordring fra købmandsskolerne at få forbedret resultaterne så skulle man nu op til eksamen.

 

Man kan da ikke beskatte fattigmandssnaps

I 1915 henvendte afholdsfolket sig til urtekræmmerne. De ville have et forbud mod salg af alkohol hos urtekræmmerne. Der kom også nye retningslinjer med hensyn til bogføringsloven.

Som en slags medlemsaktivitet havde Urtekræmmerforeningen fugleskydning på programmet. Og som man anførte så var det bestemt ikke for at undervise urtekræmmerne i våbenbrug. Den dag, dette foregik på blev betragtet som en fridag for medlemmerne.

Spiritusbeskatningen slog især på Nørrebro meget hårdt. Her var der masser af brugere. Men de handlende skulle betale for deres lagerbeholdning nok engang.  Man kunne også spærre ens beholdning inde bag et ståltrådsnet, så kom toldvæsnet og plomberede det. Man kunne også opgive halvdelen af sin lagerbeholdning og så sælge spritten med dårlig samvittighed.

Men som formanden for Nørrebro Handelsforening sagde dengang:

 

• Man kan da ikke beskatte Fattigmands – snaps

 

Foreningen sagde til deres medlemmer, at de kun skulle betale brændevins-afgiften under protest.

 

Nørrebro – Danmarks største handelscenter

Urtekræmmerne var ikke begejstret for hjemmefremstilling af brændevin. Det berør jo deres fortjeneste.

Nørrebro udviklede sig efterhånden til Danmarks største handelscenter. De fine, flotteste og største butikker befandt sig på Nørrebrogade. Også Blågårdsgade udviklede sig til en fin handelsgade. Og så de mindre og måske knap så pæne butikker opstod i alle sidegaderne.

Der var mange unge handelsfolk, der ville videreuddanne sig i Danmarks største handelscenter, men det sagde foreningen nej til:

 

• Vi er da ikke et engageringsbureau

 

Der var masser af bagere dengang og steder, hvor man kunne købe hestekød. Overraskende mange skohandlere. For ikke at tale om cykelhandlere. Ja det er der nu til dags også på Nørrebrogade. Der var også masser af smørhandlere og rigtige slagtere. Der blev også solgt masser af manufakturvarer.

Jo, Nørrebro Handelsforening blev Danmarks største handelsforening med 800 medlemmer. Den blev netop oprettet i 1891 af urtekræmmere, der var trætte af at skulle give tilgift hele tiden, altså gratis varer.

 

Da pølsevognen kom

Men det var ikke altid lige let at acceptere nye ting. Således gav formanden for Nørrebro Handelsforening udtryk for pølsevognene:

 

• Jeg ser i forskellige blade, at der bliver givet tilladelse til at forhandle pølser fra vogne på åben gade, og at vedkommende som sælger disse varme pølser, skal levere gratis sennep til disse. Når et lille vindpust vil levere en gang tørrede hestepærer på samme tallerken som pølser og sennep, så bliver det en delikat ret.

 

Handelsforeningerne fik stor indflydelse på mange ting. De fungerede mange steder som en slags politi over for de virksomheder, der snød og ikke overholdt både de skriftlige og mundtlige regler. Ja det har vi allerede kunnet høre.

 

Lærlingeloven med ejendommeligheder

Der var også dem der tjente på Første Verdenskrig. Og gullaschen som man kunne købe i dåser, blev dårligere og dårligere. Men den blev også dyrere og dyrere. Deraf har vi begrebet Gullasch – baron.

Lærlingeloven af 1920 havde den ejendommelighed, at hvis en lærling forlader sin plads før tid kan politiet bringe ham tilbage. En arbejdsgiver skal kunne bevise at grunden til at hans lærling ikke lærte nok skyldtes dovenskab eller mangel på intelligens. Så kunne han måske slippe for at betale erstatning.

 

Man fulgte sine principper

Nørrebro Handelsforening havde fået en ny bank, nemlig Bikuben på Nørrebros Runddel. Men de hørte så noget som de ikke kunne lide at høre. De overvejede så at skifte bank, men den fik så lige lejlighed til at besvare nogle spørgsmål:

 

• Finansierer I brugsforeningerne?
• Finansierer I Schous Sæbehus?
• Finansiere I Arbejdernes Brændselsforsyning?

 

Urtekræmmeren var højest på rangstigen

Det var jo også spækhøkerne dengang. De solgte flæsk, skinker, pølser, høns, gæs, æg, smør, mel, brød, øl og brændevin. Han var lidt højere på den sociale rangstige end hørkræmmeren, der forhandlede jern, kul, sild, salt og hør. Men det var urtekræmmeren, der stod højest. Han solgte kaffe, te, sukker, krydderier og citroner og meget mere.

 

Kvinder ud på arbejdsmarkedet

Før århundredeskiftet fødte kvinderne i gennemsnittet 4,4 børn – igennem 1920’erne og 30’erne faldt tallet til det halve. Dermed skabtes der grobund for at kvinderne i stigende grad søgte ud på arbejdsmarkedet. De fleste kvinder fik husligt arbejde – først efter krigen steg antallet af kvinder i industri, håndværk, handel og kontor ganske mærkbart.

 

En duft af mange ting

Gik man ned ad sidegaderne duftede af sild i tønde, klipfisk, brændt kaffe og krydderier, tjære og blår, røget flæsk, gammel ost, krydderier.

Omkring 1900 havde bagerne kun de allernødvendigste typer af brød. Det var ikke noget med wienerbrød eller flødeskumskager

Og i mange butikker på Nørrebro stod der to underkopper. Den ene med 2 – ører og den anden med 5- ører. De var beregnet til ”spækkerne” fra Almindeligheden, der kom om mandagen. Og om torsdagen kom ”lemmerne” fra Ladegården.

Under disken stod der en flaske med øl og en snaps. Det var beregnet til politibetjenten, som man gerne ville holde sig gode venner med.

 

Mange slags butikker

Omme i Elmegade lå Nørrebros flotteste bagerforretning. Her kunne man få fyldt ens kasket med 2 – øre gammelt brød.

Og i Nørrebrogade 53 lå Apoteket. Her var en ejendommelig lugt. Det var fordi man her lavede afkog af forskellige urter. Af disse kunne man for eksempel lave en slags nervemedicin.

I mange viktualieforretninger lavede man pølser, sylte eller leverpostej. Der satte sig ofte fedt på nabovinduerne.

En anden slags butikker, der var mange af, var pantelånere. For en dug og to lagner kunne man låne to kroner.

Der var også skotøjshandlere. Men dengang omkring 1900 gik drengene barbenet om sommeren. Om vinteren gik de i træsko. Læderfodtøj var et statussymbol.

Ved Skæremøllen på Nørrebrogade kunne man købe et helt specielt sigtebrød. Der lå nemlig en bager lige her.

 

En af matadorerne

Der var også et par enkelte matadorer på Nørrebrogade. Det var rige butiksindehavere. Den ene var en man kaldte Niels Mangepenge. Han havde hele 7 slagtersvende under sig. Når lørdagen var slut købte han en Linje-akvavit, et par dåser hummer og lidt tatar:

 

• Det gør sig på en streng dag med lidt hummer og et par stykker tatar

Om søndagen spændte Niels Mangepenge og husholdersken for. Og så var det ellers et par markante skikkelser der tog nord på ad Strandvejen.

Husholdersken var i stor vippehat, højhalset bluseliv med pufærmer, rundskivet nederdel, høje champagnefarvede knapstøvler. Påklædningen blev fuldendt af halvhandsker. Mester var i jaket med stribede bukser – endda meget stribede. Et rødt slips fuldendte påklædningen. Det sidste var for at understrege tilhørsforholdet til hans blodige fag.

 

Stiftelsesejendomme

Når man blev optaget i Urtekræmmerforeningen skulle man samtidig betale 28 Rigsdaler til Stiftelsen. Man byggede en stiftelse i Læssøesgade, der blev taget i brug i 1866. Den bestod af to opgange med to værelses lejligheder.

Efterhånden blev lejlighederne utidssvarende og man byggede et temmelig stort og flot byggeri i Ægirsgade. Her indrettede man moderne lejligheder og mødelokaler. Det eksisterer stadig i dag som privat Andelsboligforening.

Det var ikke unormalt at foreninger dengang hjalp sine medlemmer med støttefonde og stiftelsesejendomme. Således har Nørrebro Handelsforening stadig sin egen ejendom. Dengang var det ejendom for ældre butiksejere, i dag fungerer det som et billigt opholdssted for medlemmernes ansatte.

 

Der var gang i Nørrebro

I 1920 blomstrede detailhandlen på Nørrebro. Man havde både en cigarhandlerforening, viktualiehandlerforening, vinhandlerforening, ølhandlerforening, petroleumshandlerforening, mælkehandlerforening, urtekræmmerforening og meget mere.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• norrebro.dk
• Uwe Brodersen: Nørrebro Handelsforening gennem 110 år (2001)
• Kjøbenhavns Beskrivelse – en veiledning for Reisende (1856)
• Bokkenheuser: Saa By som Borger (1905)
• Carstensen, Rothenborg: Fra Nytorv til Kødby (1964)
• Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
• Davidsen: Fra det gamle Kongens København (1910)
• Grudtzmann, Lind: Stor – København 1-2 (1907)
• Langberg: Fra Torv til Torv (1943)
• Lindvald m.m.: Danmarks Hovedstad, fra Landsby til Hovedstad (1948)
• Lindvald: Rådhuspladsen i fortid og nutid (1950)
• Lindvald: Skovshoved, et fiskeleje i støbeskeen (1959)
• Lindvald: I byens skammekrog (1962)
• Lindvald: i portens skygge (1965)
• Lindvald: Vandringer i København (1965)
• Lindvald: gadens Cirkus (1975)
• Mackeprang: Kulturlivet (1950)
• Neiiendam: Byens Liv på Gader og Torve (1949) KBH. før og nu (1)
• Plenge: Livet i Kjøbenhavn for en menneskealder siden (1873)
• Schiørring: København, Mindernes By (1947)
• Sødring: Erindringer (1951) (ny udg.)

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.652 artikler herunder:

• Historier fra Nørrebro (293 artikler)
• Historier fra København (178 artikler)
• Fra Urtekræmmer til Shawarmabar – Historien om Nørrebro Handelsforening (29 artikler):

 

• Adspredelse i Det gamle København
• Ballade ved portene
• Den tidlige handelsstand
• Dengang på Strøget
• Fra ildebrand til kæmner
• Gamle Lav og gilder i København
• København 1840 – 1880
• Strøget – endnu mere
• Strøgets historie
• Igen – på Strøget (4)
• Urtekræmmere, Spækhøkere og andre på Nørrebro
• Ture gennem Nørrebro 1820 -1867
• Det begyndte med Urtekræmmere (NørLiv 10)
• Liv og Handel på Nørrebro
• Da Nørrebro havde butikker på hvert gadehjørne
• Gamle detailhandelsforretninger på Nørrebro (1920)
• Ølhandlernes historie
• Københavns Brød- og Mælkehandlerforening
• Urtekræmmerforeningen
• En stiftelse i Ægirsgade
• En stiftelse i Elmegade
• Et væld af butikker på Nørrebro i 1920
• Kampen om illoyal konkurrence på Nørrebro (1915)
• Nørrebro Handelsforening – efter 1910
• År 1900 på Nørrebro
• Dengang i halvfemserne på Nørrebro
• De første år i Nørrebro Handelsforening
• Torvehandlens glade dage