Ulve i Sønderjylland

Den sidste ulv blev sidste gang skudt i 1813. Sted- og marknavne præget af ulve. Borger hårdt belastet af ulve. Det var tilladt for bønder selv at jagte ulve. Man lavede ulvegrave. Og så skal vi have sagnet om Spillemanden nede i ulvegraven. Ulveunger blev udgravet af bønder. Ulvene formerede sig mere i krigstid. Gamle dagbøger fortæller om ulvenes hærgen. 10 ulveunger fundet på løgumklosteregnen. 14 ulve ophængt i galge ved Ellum. Schackenborgs tjenere inviteret til jagt. Hesteangreb ved højlys dag. 3.900 klapper var mødt op til ulvejagt. Jægermester Brockendorf fik kål på 300 ulve. Bønderne var lettet, da ulvene var udryddet. Også fordi det ikke var risikofrit at gå på jagt efter ulve.

 

Den sidste ulv blev skudt i 1813

Det er ikke alle, der er lige begejstret for de ulve, der løber rundt i naturen. Egentlig troede man, at disse var fortrængt til øde og ret utilgængelige skov- og fjeldegne i det nordlige Skandinavien, Sovjetunionen og Polen.

Men inden den sidste invasion, har vi haft ulve i Danmark fra stenalderen til 1813, hvor den sidste ulv blev skudt ved Estvadgård syd for Skive.

I Sønderjylland hærgede de til 1811, da man skød en ulv i Vesterskov ved Haderslev. Men endnu så sent som i 1778 dræbtes der 12 ulve på en klapjagt i den store Farris Skov. Først 1780 dræbtes den sidste ulv på Løjtland.

 

Sted – og marknavne præget af ulve

Om ulvenes tidligere udbredelse vidner endnu adskillige af vore sted og marknavne, således:

• Ulvemose i Langtved, Spandet, Løgumkloster og Tinglev
• Ulvegalge i Skodborg, Øster Linnet og Rødding
• Ulvepæl i Lindet
• Ulvegrav i Ødis og Abild
• Ulvsvig i Kværs og sikkert mange flere eksempler

 

Ægtepar angrebet af ulve

Tidligere tiders mere udbredte skov -, hede – og mosestrækninger gav bedre vilkår for rovdyrenes tilstedeværelse. Men også det meget krat, der var overalt.

Forhadt var ulvene især af bønder og ensomme vejfarende. Om sommeren lod de sig nøjes med bær, insekter og mindre hvirveldyr. På mere barske årstider kunne de godt hitte på at tage fjerkræ, får, svin og kalve. De kunne finde på at angribe heste, når de græssede ude om natten.

Et ægtepar fra Spandet, som i 1763 havde været til barselsgilde i Gånsager, blev på hjemvejen angrebet af ulve, der kom så nær, at de sprang over hammelstokken og ville op i vognen til dem.

 

Borgere hårdt belastet af ulve

I Hytten herred syd for Slien blev der i løbet af en kortere årrække i 1600 – årene dræbt 1.275 heste og 225 stk. kvæg, kalve og svin af ulve.

I 1737 klagede bønder og borgere ved Aabenraa over ulves og rævens huseren og vildtets forfærdelige skade på deres agre. Men da der blev tale om afholdelse af en klapjagt var der ingen, der gav tilsagn om dette.

 

Der var tilladt for bønder at jagte ulve

Ellers var der pligt, at bønderne skulle stille til ulvejagt, når og hvor den adelige lensmand, amtmand eller jægermester tilsagde dem. Så skulle de stille med fourage, høforke og hakker eller lignende. De skulle også underkaste sig amtmandens ulvefoged.

Udeblivelse blev straffet med bøde eller hårde foranstaltninger, uanset om det var kongens, hertugens undersåtter. Mens jagtrettighederne almindeligvis tilkom kongen, hertugen og de større godsejere, var ulvejagt tilladt for alle. Bønderne havde nu for det meste meget primitive våben. Man kunne selvfølgelig grave en ulvegrav. Men det gav nu ikke så meget gevinst.

 

Ulvegrave

Det vil sige, at det gjorde det for degnen Hans Nielsen fra Oksenvad i 1739. Han fangede deri en gammel ulv. På amtsstuen fik han udbetalt 6 rigsdaler. Ifølge jagtforordningen af 1737 var det taksten. For en ung ulv fik man 2 rigsdaler.

Sådanne ulvegrave var normalt 7 – 8 alen dybe. I midten ragede en pæl op, hvorpå der var anbragt et hjul med et fastbundet, som regel levende lokkedyr. Det kunne være en ged, et får eller helst en and, som kunne udholde stærk nattefrost.

Kulerne var oversækket med faldlemme, som igen var ”sløret” med kviste, løv, mos, jord eller sne. Ved Draved og Rødding præstegårdsskov fandtes endnu 1912 spor af sådanne ulvegrave.

 

Spillemanden i ulvegraven

Et lokalt sagn beretter, at en spillemand fra Arrild, som en aften silde kom fra legestue i Rost gik vild og kom hen til ulvegraven i Ultoft, hvor han faldt ned i graven til ulven. Næste morgen hørte folk spillemanden spille fra ulvegraven. Da de kom nærmere, så de, at han sad og spillede for sin medfange. Således holdt han den på afstand. Men da var der ganske vist kun en streng tilbage på violinen.

Lignende sagn fortælles dog fra Sundeved, fra Himmerland, Djursland og Vendsyssel. Det er nok det, der hedder vandresagn.

 

Ulveunger udgravet af bønder

Om sommeren blev der taget ikke så få ulveunger, idet disse ligesom rævehvalpe bliver født i en jordhule. Ulvens brunst – og parringstid er fra slutningen af december til midt i marts. Drægtighedstiden varer 9 uger. Kullene er på sædvanligvis 5 – 9, sjældent helt op til 12 unger.

Ungerne blev gravet ud af bønderne, når de fandt en sådan ulvehule.

 

Ulve formerede sig i krigstid

Især landsbyerne langs Hærvejen var til dels afbrændte, udplyndrede, forarmede eller affolkede efter krigslignende forhold. Og lyngen bredte sig. Under sådanne forhold formerede ulvene sig, og der måtte træffes særlige foranstaltninger mod dem.

Under Svenskekrigene 1657 – 1660 blev bestanden af ulve pludselig forøget. I de følgende over hundrede år udgjorde de en stor plage for befolkningen i Sønderjylland. Under strenge vintre kunne de driste sig ind i landsbyer.

 

Ulveoverjæger kunne ikke klare sig

I 1677 fandt Christian den Femte det nødvendigt at ansætte en særlig ulveoverjæger, Johann Täntzer i Jylland og hertugdømmet Slesvig. Han fik fri befordring, dertil 2 skilling af hver gård i herredet, hvor ulve blev dræbt og måtte desuden beholde skindene.

Täntzer fangede ulvene dels i ulvegårde og – grave og dels i sakse. Men han kunne ikke leve af hvervet allerede i 1685. Hans efterfølger, Lampmann holdt heller ikke så længe.

 

Dagbøger fortæller om ulvens hærgen

Men ulvene var stadig en landepleje. P. Rhode, som var præst i Stepping 1760-67 fortæller:

• 1763 var her i amtet et eget optog med ulvene, enten snevejret eller en og anden galskab drev dem, skal jeg ikke kunne sige. Men det var farligt at ride ubevæbnet. De søgte uden frygt hestene. Man dræbte dem inde i Kolding by og inde i våbenhusene ved landsbykirkerne. De gik frem lige som blinde og gale.

I 1792 skriver en bonde i Ørsted i sin dagbog:

• I min ungdom var ulvene her meget skadelige dyr. De rev ihjel føl, kvæg, får og lam, så alting bestandig måtte være i god varetægt. De kom ofte i tofter og selv ind i byen om natten.

 

10 ulveunger på Løgumkloster-egnen

I juli 1732 blev der fanget 10 ulveunger på Løgumkloster – egnen. 1737 blev der nedlagt 2 gamle ulve, en han og en hun og 7 unger. Året efter blev der indberet, at der var fanget 2 ulve i Lindet Skov, hvor de ynglede.

 

14 ulve ophængt ved Ellum

1739 indleveredes der til en amtsstue i Nordslesvig 12 levende ulveunger, hvoraf 6 var fanget på heden. I marts 1756 blev der foranstaltet en ulvejagt i Tønder og Højer herred. Her deltog også Schackenborg og Trøjborg godsers jagtpligtige beboere. Jagten førte til tre ulves død.

Særlig i 1750 var ulveplagen stor omkring Draved. Næsten dagligt oplevede bønderne angreb på deres kvæg. Efter en klapjagt i 1750erne blev 14 ulve hængt op i en galge ved Ellum i nærheden af Løgumkloster.

I slutningen af 1770erne så det ud som om, at de var forsvundet fra skoven.

I maj 1762 blev der udgravet 8 ulveunger ved Frøslev. Og det samme antal blev udgravet tre år efter på samme sted, og her fandt man også en gammel ræv.

 

Schackenborgs tjenere inviteret

En stor ulvejagt fandt sted i Linnet Skov i maj 1769. I en indbydelse til Grev Schack til Schackenborg bedes greven om:

• At lade Schackenborg grevskabs tjenere møde til ”Linnetschous” ulve-jagt ved dagens anbrækning ved Roager Kirke.

 

Heste angrebet ved højlys dag

I maj 1765 klagede beboerne i Tastrup ved Flensborg over omstrejfende ulve, som dræbte deres kvæg. En kådner havde mistet 11 får – og 2. pinsedag ved højlys dag var en hest blevet skambidt på marken.

I området mellem Løgumkloster og Højer afholdtes i oktober 1770 en ulvejagt, hvori deltog 500 klappere og året efter berettes om en ulvejagt nordvest for Løgumkloster, hvor 4 ulve blev skudt, men mange undveg.

Jagtforordningen af 1781 bestemte, at jægermestrene efter landsherrens godkendelse kunne afholde lokale jagter på ulve og lade bønderne tilsige dertil. Men når det blev skønnet nødvendigt, kunne der afholdes store fælles klapjagter landskabsvis over større områder.

 

3.900 klapper mødt op til ulvejagt

En sådan fandt sted i egnen mellem Kongeå og Vidå i 1695 under ledelse af jægermester Gerhard Brockendorff. Klapperne i disse herreder skulle møde en bestemt tid i hvert herred den 27. juni om aftenen med tre dages proviant og spidse redskaber.

I alt mødte 3.900 klappere. Fritaget for at møde var personer, der var kendt som private ulvejægere eller som afgav kvarter for klapperne. Bønderne opstilledes med ca. 20 alens afstand, og råbende og klappende drog de så af sted. Det var forud bestemt, hvor ”Ulvehaven”, dvs. den indhegning, hvor ulvene skulle drives hen, skulle sættes.

Efterhånden som klapperne rykkede frem, indsnævredes kredsen og når de nærmede sig garnene gik de næsten side om side. ”Ulvehaven” var et lille stykke skov, der var omspændt af ”Jægergarn”, og som det gjaldt at få ulvene drevet ind i.

Klapperne var kun bevæbnet med forke, hvorimod jagtbetjentene naturligvis havde deres skydevåben. Så længe garnene kunne holdes i god stand, blev næsten alle de ulve, der gik i dem, taget. Men blev garnene først bidt itu, var der ofte mange ulve, som undslap.

De ulve, som blev fanget, blev flået. Og kroppen blev hængt op i en galge til skræk og advarsel for andre ulve. Her fik de lov til at hænge, indtil de rådnede op og knoglerne faldt ned af sig selv.

 

Jægermester Broockendorff fik fat i 300 ulve

I årene 1681 – 90 fik jægermester Brockendorff over 300 ulve, alene i 1684, 42 stykker.

 

Bønderne åndede lettet op

Ulvejagterne var ikke helt ufarlige for klapperne og jagtbetjentene. De sønderjyske bønder, som på mange måder havde en friere stilling end kongerigets, kviede sig ved at lade sig kommandere af de ofte indvandrede holstenske embedsmænd.

De udeblev ofte i stort tal, idet de foretrak at betale mulkt. Navnlig var vinterjagterne en plage. Man skulle være på benene dag og nat, ofte tre døgn i træk. Mange havde flere mil til mødestedet. Også derfor følte bønderne det som en lettelse, at ulvene i begyndelsen af 1800 – tallet blev udryddet.

 

 

Kilde:

• Sprogforeningens Almanak (1913)
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjysk Årbog
• Dansk Jagtleksikon (1944)
• Artikel – dengang.dk : Ulvejagt ved Tønder