Vi befinder os i Forstæderne indtil begyndelsen af 1700tallet. Det var problemer med fiskerettighederne. Da der blev givet tilladelse til beboelse, var det pøblen, der bosatte sig. Skydebaner, møller og kroer var det første, der kom. Alt blev nedbrændt, da svenskerne dukkede op.

Begrebet ”Forstæderne”

Skal man beskrive Nørrebros tidlige historie må man sprænge rammerne. Og et bestemt forhold skal forklares. Vi møder nemlig begrebet Nørre Forstad og Østre Forstad. Det er i meget litteratur beskrevet som det nuværende Nørrebro og Østerbro. Men det er nu ikke ikke helt rigtig. Det var det område, der lå mellem byen og søerne. Senere blev området dog udvidet.

Så kære læsere, her få  I både lidt Nørrebro – Østerbro – Frederiksberg og Vesterbro – historie.

 

Sankt Jørgens Hospital

Sankt Jørgens Hospital blev bygget mellem 1264 og 1261. Navnet Sankt Jørgen var efter Den sorte Død omkring 1250 blevet almindelig for de fleste spedalskheds – hospitaler. Denne helgen beskyttede de syge og udstødte.

Gennem tiden foregik der en kamp mellem kirken og hospitalet om rettigheder og afgifter. Før 1506 genopbyggede Peter Albrechtssøn hospitalet. Men lemmerne følte sig ikke godt behandlet og klagede deres nød.

Kong Hans fastlagde i 1508 nogle retningslinjer, der skulle sikre hospitalet en god økonomi. Således tilfaldt indtægterne fra avlsgården hospitalet.

Men problemerne med kirken fortsatte. På et tidspunkt var der ideer fremme, at stedet skulle være en kombination af hospital og kloster. I 1523 gav Kong Frederik den Første Jep Heje hospitalet i livsvarig forlening.

Under reformationsopgøret ophørte Sankt Jørgens Hospital som selvstændigt hospital. Det blev underlagt Helligåndshospitalet, men fortsatte dog som spedalskhedshospital.

Hospitalet lå helt nede ved søen. I 1587 bestod hospitalet af en gård i bindingsværk bestående af fire huse. Ved hospitalet var der indrettet et sluseanlæg så søen ikke skulle udtørre. Forstanderen Peder Holst var kaldt til forhør. Han havde begået den frækhed, at fange fisk fra søen. Men byen mente, at det var dem, der havde rettighederne.

 

Tilladelse til bosætning

Først i 1567 gav Frederik den Anden tilladelse til bosættelse i området. Men det var nok ikke det klientel, han havde forstillet sig, der bosatte sig her. Druk, hor og kriminalitet herskede i området. Måske burde befolkningen have læst skriftet

Drukkenskabs Aflysning som biskoppen udgav med kongens velsignelse. Her advarede han mod drikfældighed. Han karakteriserede dem som befandt sig i druk med svin, asener, gale hunde, kalve, aber, geder og bukke  Den sjællandske bisp kendte sin zoologi.

 

Advarsel og henstillinger

Betingelsen for at bosætte sig i forstæderne var,  at der skulle anlægges skikkelige gader og stræder mellem haverne. Området skulle altså straks fra begyndelsen have præg af forstad. Husene skulle opfylde specielle ønsker, og haverne skulle omkranses af plankeværk.

Beboerne skulle selv vedligeholde vejene og også dæmningen over den store sø, der senere kom til at hedde Peblinge Sø og Sortedams Sø.

Men det var nu ikke det beboerne derude først gav sig i kast med. Den dæmning de havde fået overdraget havde sikkert også været i dårlig tilstand.

I 1570 udsendte Bytinget en advarsel, om at nu skulle man komme i gang med at vedligeholde dæmningen.  Dengang kaldte de den for Langebro. Samtidig gjorde by-tinget opmærksom på, at udenbys boende skulle betale samme skat og tynge som dem, der boede inden for voldene.

Kvæg, fæ eller heste måtte ikke græsse på Stadens å-drev. Private hyrder blev heller ikke tolereret. I stedet for ansatte staden hyrder.

 

Den første fiskedam

I 1572 fik borgmester Marcus Hess skøde på noget jord uden for Vester Port. Det lod han udgrave, og indrettede en fiskedam. Året før havde kongens
sekretær fået noget jord uden for Øster Port. En knap så heldig borger, skipper Clemindtz fik konfiskeret sin jord af Kronen.

 

Søerne

Fra tidlig tid kendes Lersøen og Ladegårdsåen. Den havde sit forløb langs Åboulevarden og H.C. Andersens Boulevard. En dæmning på tværs bevirkede, at der dannedes en regulær sø, Peblingesøen eller som i mangfoldige år hed Sortedammen.

Fra denne blev der ført kanaler ned til Havns vandgrave. Disse kanaler kom til at danne grænserne til landsbyerne Serridslev og Solbjerg.

Rosbæk  var Lersøens naturlige afløb ud i Øresund. Denne bæk blev afskåret af en dæmning, så vandet i stedet løb mod byen. Ladegårdsåen blev ligeledes opstemmet så vandet løb ud i Sankt Jørgens Sø og Peblinge Søen.

Sankt Jørgens Sø  var ligeledes dannet ved opdæmning, formentlig samtidig. Men vi hører først om den i 1570. I perioder var den dog helt udtørret.

Elisabeth, Christian den Andens dronning befalede i 1520 i gemalens fraværd, at en ikke nærmere specificeret sø, skulle oprenses. Måske har det været omtalte sø.

 

Vejene var i dårlig forfatning

Da Havn blev anlagt omtales tre hovedveje til byen. Det var fra Helsingør, Roskilde og Køge. De omtales første gang i 1543 som

• den dam ved st. Jørgen uden for Østerport, naar den dam blifuer ferdig giort, oc en god vey ofuer den onde bech ved sancte Jørgen.

Vejene var i en meget dårlig forfatning. Derfor blev bønderne pålagt, at forbedre vejenes tilstand. Og det var svært i det sumpede område. Dæmninger og broer skulle forsynes med gode stærke pæle. Bundbrædder og brystværn skulle også  være solide.

Og så skulle vejene være så  brede at jyske vogne kunne passere hinanden. De var nemlig bredere end sjællandske vogne.

 

De gamle landsbyer

Blandt de gaver som Valdemar den Store forærede biskop Absalon omkring 1160 var landsbyerne Serridslev, Solbjerg og Valby. Byen Serridslev er man ikke helt sikker på, hvor den lå. De fleste antager at den lå omkring krydset Rådmandsgade/Tagensvej. Således omfattede denne by ifølge Roskilde – bispens Jordebog 18 gårde.

En anden by næves også, nemlig Nyby. Dem antages at have ligget omkring området ved Den Kongelige Veterinær – og Landbohøjskole.

Jordebogen fra 1377 er ikke særlig oplysende med hensyn til området. Dog nævner den det ødelagte Sankt Jørgens Hospital.

Nyby Ladegård blev i 1416 overgivet til Kronen. Serridslevs jorder blev drevet som bymark. Landsbyen var helt forsvundet omkring 1523 efter en belejring – formoder man. Og jorderne tilhørte borgmestrene og medlemmer af rådet. Det var en del af deres løn. Betegnelsen Rådmandsmarken opstod.

 

De mange lav

Omkring 1570 fik vognmandslavet overdraget 21 jorder mellem Borgervangen og Emdrup Vang. Vognmændene blev betragtet som offentlig ansatte. De skulle have et sted, hvor de kunne dyrke foder til deres heste.

Mod vest omkring Kallebo fik slagterne deres tilholdssted. Inden for voldene kom der simpelthen et slagterforbud i 1570. I 1583 kom der på foranledning af Christoffer Walchendorf en forbedring af forholdene. Et stort slagterhus med 14 boder blev bygget.

 

Blegdammene

Blegdammene kom. I begyndelsen var det beskæftigelse for kvinder. Og ved Skt. Jørgens Sø hører vi om de første fiskedamme. Frederik den Første
havde enlig bestemt, at han havde eneret på dette område. Men det gik i glemmebogen. I 1620 hed det nemlig Borgmesters Blegdam. Den omfattede en blegplads og en fiskedam.

 

Kirkegård ved Nørre Port

På et gammelt kort fra 1590erne ses en kirkegård og en lille kirke ude foran Nørre Port. Kirkegården kom først. Den blev anlagt i 1546 under pestepidemien.
Tre nærliggende sogne blev enige om, at deles om udgifterne. Allerede i kirkegårdens første ti år oplevede man tre sygdomsbølger.

Så længe der var aktivitet, fungerede det fint på kirkegården. Men da der kom roligere perioder var forholdene kaotiske.

Måske var det derfor, at graveren fik bolig på stedet. Han måtte skrive under på, at han hverken ville holde drikkegilde eller spillebuler og heller ikke ville skjule skarnsfolk i sin nye bolig.

Der blev plantet asketræer og et plankeværk blev sat op i 1556. I 1564 blev der på stedet opført et kapel. Det var af bindingsværk med stole, kor, altertavle og prædikestol. Alt dette stammede fra Vor Frue Kirke.

Den tilladelse som kongen havde givet til bosætning blev trukket tilbage. Ulovlig handel og drukkenskab kunne ikke tolereres. Men ulovlighederne fortsatte. Nu var det så bystyret, der måtte kontrollere disse ulovligheder.

 

Møller og haver

I 1578 fik simmelbager Simon Frederichsen til at opsætte en mølle ud for Vester Port. Det var lige sydvest for papegøjestangen. Det var meget fint at blive fuglekonge. Bagefter gik det tilbage til Lavshuset, hvor der blev serveret fire tønder øl af bedste tyske kvalitet.

Men det var også fuglekongen, der skulle tage den gamle papegøje ned og erstatte den med en ny.

I 1581 var der vest for Nørre Port efterhånden 118 haver. Også den gang havde man byggematadorer, der ejede mange haver, og tjente penge ved at leje jordene ud.

På et gammelt stik fra 1587 kan der ses adskillige stubmøller mellem Sankt Jørgens Hospital og byens volde.

 

Kun kongen måtte jage

Der var masser af småvildt i forstæderne. Og borgerne jagtede gerne harer, ager-høner, svaner og andet småvildt. Men dette ville Christian den Fjerde
have for sig selv. I 1591 forbød han i skarpe vendinger enhver form for jagt uden for byportene under henvisning til, at der intet fandtes om slige privilegier. Fremover ville en overtrædelse blive betragtet som tyveri.

Voldshandlinger foregik der ofte uden for voldene. Således også i 1601 ude foran Østerport, hvor to adelsfolk kom op at toppes.

 

Søen udtørrer

I 1606 udtørrede Sankt Jørgens Sø atter engang. Christian den Fjerde befalede, at søen skulle fyldes med vand af hensyn til byens forsvar.

Samme år købte kongen ikke mindre end 25 haver mellem Øster og Nørre Port til brug for en ladegård  og en lysthave, inklusive nytte – og botanisk – medicinsk have.

Nogle måneder senere erhvervede han yderligere 14 haver.

Mellem Sortedams-søen og Kongens Have var der opsat træværk.

 

Vartov

I 1609 overtog Vartov ude i nærheden af Lille Tuborg Sankt Jørgens Hospitals forpligtigelser. Nu hvor man var fri for kirkens bestemmelser, kunne man ansætte kvindelige sygeplejerske. I 1629 begyndte man at bygge et nyt hospital ikke langt fra Trianglen. Dette hospital fortsatte under navnet Vartov.

 

Stadig syge på  Sankt Jørgens Hospital

Et lejebrev med ti års gyldighed blev udstedt til Morten Wesling til drift af Sankt Jørgens Hospital. Overskuddet af driften skulle gives til de fattige og syge på Vartov.

Men der var trods lejeaftalen ikke slut med at drive stedet som hospital. Adskillige syge og sårede fra Kalmarkrigen i 1612 blev indlagt her. Epidemier i 1619 betød flere sengeliggende gæster.

I 1621 befalede Christian den Fjerede jorden til Kronen. Da var bygningerne revet ned. De sidste ti syge var overført til Vartov. Åbenbart var det kun laden, der fik lov til at stå. Den indgår i regnskabet for Ladegården i 1622.

I 1614 fik rådmand Iffuer Poulsen tilladelse til holde beværtning i det hus, han havde ladet bygge uden for Øster Port. Fem år senere fik Michael Wiibe lov til at anlægge kro og skydebane ud for Vester Port.

I 1617 blev terrænet foran voldene undersøgt med henblik på opsætning af vandmøller. Der skulle graves en del render.

 

Teglgården flytter

Teglgården ud foran Øster Port lå i vejen for Nyboder. For byen var den efterhånden kun en udgift. I 1616 flyttede en del af den ud på Teglgårdsvangen.
Det var på den grund, hvor Blaagaarden senere blev anlagt.  Mod nord omkring Store Vibenshus fandtes lergrave

I takt med en stigende befolkning opstod tanken om en kirke. Kongen overvejede i 1618 da også at oprette et specielt sogn for forstæderne. Men i første omgang kom befolkningen i første omgang til at høre under Hvidovre Sogn.

 

Renligholdelse påbudt

En ny forordning om renligholdelse omfattede  også forstæderne. Her var man træt af alt det affald, der lå op mod voldene. Man pålagde ejerne at brolægge helt ud til volden. Man skulle derefter feje skarnet sammen så karremændene kunne fjerne det.

Tre nye forstæder havde fra 1620 –  1660 set dagens lys. Forstaden ude foran Øster Port var for det bedre borgerskab, men dog også en lille lejebodssamling.
Forstaden ud for Nørre Port var den mest regulerede med gadenet. Vester Port var præget af de mange møller, men ikke så struktureret som den nordlige
nabo.

Efterhånden blev Øster Port opslugt af Nykiøbenhavn. Og dette fænomen bliver beskrevet i en særskilt artikel.  Det skæbnesvanger år var 1660. Det betød en total udradering på grund af svenskekrigene.

Christian den Fjerde fik i 1621 Kalvehaven og hele Solbjerg. Staden fik til gengæld Ryvangen. Solbjerg blev nedlagt og indlemmet under Ladegården.

 

Aktiviteter ved søerne

Syd for Vartov lod borgmester Kurt Maquortsen hederne dræne ved at udgrave fiskedamme. Mellem Peblinge Sø og Sankt Jørgens Sø var anlagt to sluser til den grøft, der ledte vandet til voldgraven. I det nordøstligste hjørne af Sankt Jørgens Sø blev Blegdamshuset opført. Dette hus tjente i forbindelse med Kongens Blegdam og blev anlagt i 1621.

Mellem Ladegården og Blegdamshuset byggedes Fangehuset. Et Farveri eller Sverthuset blev også anlagt.

Samtidig med Ladegården blev der anlagt seks vanghuse spredt ud over de tilhørende marker. Heri boede opsynsmænd, der skulle holde øje med fremmede. De skulle også holde øje med at hovbønderne bestilte noget.

 

Retterstedet flyttes

I 1622 da anlæggelsen af Vestre Forstad så småt var kommet i gang, blev retterstedet flyttet. Af frygt for det onde var det svært at få mandskab til at flytte galgen. Samtlige håndværkslav var tilsagt til at sørge for flytningen. Natmesterens hus blev flyttet ud i nærheden. Tre år senere blev endnu en natmester ansat. Han skulle holde øje med Øster Port.

Retterstedet skulle være præventivt. Men det kom faktisk i brug ganske ofte. Således kom bødelen af Nested ud for en hamper behandling i 1640.

Først blev han i levende live lagt på  skafottet og fik udskåret tungen. Dernæst blev hans “gemecht”afskåret. Hjertet blev udtaget og resten delt i fire stykker. Det parterede lig blev sluttelig stejlet.

I 1646 skulle retterstedet repareres. Murerlavet var ikke meget for det. De forlangte dog, at de 12 kroppe der hang og dinglede blev taget ned. Og dette makabre arbejde skulle natmanden og hans mænd stå for. Og galgen stod helt til 1767.

 

Beskeden bebyggelse

Forstadsbebyggelsen var endnu i 1623 ret beskeden. Husene var beskedne og grundene blev hovedsagelig brugt som haver og græsningsarealer. Grundejerne fik ret til at lukke de smalle stræder, der gik langs deres grunde. Begrundelsen var, at offentligheden ikke havde brug for disse små veje.

 

Kæmpe Ladegård

Noget anden var det med den nye Ladegaard. Der var plads til 500 stykker kvæg, og der var antaget en malkepige for hver 18 stykker kvæg. Gården blev delvis ødelagt af en storm i 1628, men blev hurtig genopbygget.

 

Store Vibenshus

I 1629 byggede Kronen et vagthus ved den nye kongevej. Vejen havde sit udspring inde fra Rosenborg. Fra 1635 rykkede Hans Andersen Vive ind i huset som opsynsmand. Fremover blev det kaldt Vivens Hus.

Men ak, den stakkels mand kom ulykkelig af dage. Han blev myrdet af Jens Morder i 1646. Han led foruden dødsstraf den vanære, at blive sat på stejle lige ud for ugerningens åsted.

I 1686 blev huset ombygget. Dermed fik det et nyt navn Store Wibenshus.

Uværdig begravelse

I 1637 blev kirkegården ud for Nørre Port udvidet. Det var dog nedværdigende, at blive begravet her. Her blev mest fattige og dem, der bevægede sig på den forkerte side af loven, begravet.

Her blev i 1638 en stakkels kvinde begravet. Hun var død under tortur. Hendes brøde var, at have bestjålet den tyske kammersekretær med hjælp af en smededreng, der kunne dirke låse op.

 

Skydeklub op af mødding

I 1628 blev der omkring Vester Port bragt orden i et gæstgiveri med tilhørende skydeklub. Der var givet tilladelse til at drive skydeklub for at uddanne folk til, når der eventuelt blev krig. Samtidig blev det bestemt den møg, der ikke kunne bruges i haverne i forstæderne skulle samles et sted. Uheldigvis blev der indrettet et sådan depot lige op af denne skydebane.

Garverne var så heldige at kunne købe Kongens Mølle uden for Nørre Port. Skomagerne var de næste. De købte Værrebro Mølle i Frederiksborg Len af kongen. Garverne gik videre. De købte endnu en mølle ud for Nørre Port.

 

I må ikke drikke

Efterhånden opstod der flere gæstgiverier i forstæderne. Fristelserne blev store. Og den drikkelystne Christian den Fjerde bestemte, at når bønder fremover blev grebet i drikkeri i forstæderne skulle de smides i slottets fængsel.

I 1644 angreb Torsteinsson pludselig Holsten. Man blev nervøse i København. Det igangværende befæstningsarbejde var langt fra afsluttet. Ved Vartov blev der også arbejdet med et massivt værk. Der skete dog intet. Rigsrådet mistede tålmodigheden og henvendte sig til kongen.  Men det hjalp ikke synderligt. Arbejdet gik undertiden helt i stå.

Tilbagegang for Ladegården

I 1650 rev en kraftig storm 1.500 tagsten af Ladegården. Ladegårds – driften var langt fra effektiv. Kronen måtte købe sig til arbejdskraft. En del af Ladegården
blev udlånt til hollændere, der kom fra Amager. Meningen var at de skulle være med til at klare driften. Men de byggede deres egne huse, og betragtede jorden som deres egen. Afgifter så kongen ikke noget af. I 1652 fik de en alvorlig påtale.

I 1651 var en del af Ladegården indrettet til pesthus og hjem for afsindige.  I 1653 blev hovedbygningen overtaget
af 50 klædemagere, der var blevet fordrevet fra Böhmen.

Alt hvad der ikke var tilladt inden for voldene flyttede ud i forstads – kvarteret. Garverier og pottemagere forsagede mange brande.

Plankeværkerne  omkring haverne blev stjålet og afgrøderne blev trampet ned.

Omkring 1650 så det ud til at udviklingen fortsatte på den anden side af søerne. Mange fik erstatningsgrunde, for de grunde, der blev inddraget til befæstningsanlæg.

Ved Øster Port (Helsingør port) bygget i 1647 opstod en helt ny by omkring 1650. Den blev kaldt Palmaillebyen. Den fik dog en meget kort levetid.

 

Svenskerne kommer flere gange

I 1658 bankede fjenden på. Forstæderne skulle totalt nedbrydes og brændes af. Alle brugbare effekter og materialer blev brugt til at forsvare byen.

Efter Roskilde – fredens indgåelse påbegyndtes genopbygningen af forstæderne. Men det var ikke let. De soldater, der blev tilbage overfaldt forbipasserende.

Men ak. Det hele var omsonst. Svenskerne kom igen. Den 9. august blev det besluttet at afbrænde alt, hvad det var mellem stadens volde og søerne, inklusive kirken. To dage senere blev byportene lukket. Det som man ikke selv nedbrændte, brændte svenskerne ned. Det skete blandt andet på det nuværende Nørrebro.

 

Ingen bebyggelse foran søerne

Efter krigen blev det besluttet, at strækningen indtil søerne skulle være demarkationslinje . Her måtte der ikke bygges. Nye blegdamme opstod nord for Peblingesøen, som erstatning for de gamle mellem volden og søerne.

Snart voksede østre og nordre forstad sammen.

Det hele kunne dog godt være lidt forvirrende. Først i 1755 fik grundstykkerne et matrikelnummer. Indtil da var de nummeret – nogle gange helt tilfældigt. Nyt byggeri opstod på den anden side af søerne.

I Vestre Forstad var der i 1717 kun registeret 25 borgere. Men dertil skal man lige ligge koner, børn, svende og tjenestefolk.

Byggelovgivningen dengang var heller ikke så restriktiv, som inden for voldene. Men alligevel var der nogle retningslinjer. En brygger i Vestre  Forstad,
ville bygge et anseeligt hus. Men han fik at vide, at han kun måtte bygge ti alen i højden af hensyn til møllerne i nærheden.

Under isvinteren 1685 bundfrøs  Sortedam, som forsynede Peblinge Sø med vand. Dermed opstod der vandmangel i byen. Sommeren 1689 var derimod så tør,
at søerne ganske udtørrede og det samme problem opstod.

 

Ny Hollænderby – ingen succes

En stor del af Ny Hollænderby brændte i 1697. Antallet af beboere faldt drastisk de første år efter branden. Mange forsvandt simpelthen. Det blev ikke den samme succes her ved indgangen til Frederiksberg som ude på Amager.

Mange foretog vognvask i søerne, selv om det var strengt forbudt. I 1702 meddelte politimesteren at drikkevandet havde fået en forrådnet smag på grund af morads i Sortedammen. Ja man kaldte ligefrem søens vand for ålesuppe. Det hændte nemlig at en ål gik gennem pumperne.

 

Kun halvdelen havde lokummer

Der boede mange småfolk i de nye forstæder, men også en del velsituerede havde bygget lystgårde herude. De foretrak dog at bo inde i byen. Og lystgårdene var knap så gedigne som byhusene. Nørre og Østre Forstad var præget af spredt bebyggelse, mens der var mere samling i Vestre Forstad.

Lokummer havde man kun i halvdelen af husene. Og de var indrettet i et skur på grunden.

 

Skydebaner

Efter at skydebanen ved Vester Port var nedlagt, blev der oprettet en ny. Den lå i Rådmandsmarken. Her kunne man både skyde efter skive og efter papegøjen.

Der nævnes et forlystelsessted ud for Vester Port, med både karrusel-bane, keglebane og en lille valnøddelund. Stedet kom til at hedde Skydebanen eller Holbæk Gæstekro. Stedet eksisterede antagelig til 1730erne.

Omkring 1712 var der ikke særlig mange salgsboder i forstæderne. Der var skydebaner, møller og gæstgiverier. En enkelt mælkehandler i Østre Forstad og en skomager i Vestre Forstad. På Blågård var der indrettet et guldmagerværksted.

Ved Vestre Forstad berettes om slagterboder. Den store bygning med 14 boder var revet ned i 1658.

I Østre Forstad eksisterede Kongens Fiskerhus med traktørsted og skydebane. Og længere ude lå Kildedal også med skydebane.

 

Flest forlystelser i Vestre Forstad

Men det var ved Vester Port de fleste fornøjelser lå. Endda i selve Vester Port var der mulighed at få noget at spise og slukket tørsten. I 1661 blev der givet privilegium for Valby Kro. I 1670 blev der givet tilladelse til murmester Jens Matzen at drive kro, brygge og bage. Stedet lå lige op ad Ladegårdens marker.

I 1671 blev Mikkel Vibes Kro genopbygget. Det var kongens teltmager Niels Erlandsøn, der fik tilladelsen. Nogle gange gik det galt. Værtshusholderne overtrådte Bryggelavets bestemmelse, og solgte al den øl, som de selv bryggede.

 

Det første værtshus på Nørrebro

Ved den gamle vold ud for Peblingesøen fik Johannes Merhoff i 1661 lov til at beskænke vejfarende med både dansk og udenlandsk øl. Det var som tak for hans indsats i svenskekrigen. Mon ikke det var Nørrebros første officielle værtshus?

Når vi nu er ved Nørrebro. Ja så var der adskillige sommerforlystelser på Gabels Gaard i midten af 1670erne. Ved Blegdammene var der både officielle og uofficielle kroer.

I 1711 indlogerede en bondekarl sig med en ung pige hos en enke, der drev herberg i Vestre Forstad. Næste morgen fandt enken den unge pige død. Bondekarlen var over alle bjerge. For enden af Sankt Jørgens Sø kunne borgerskabet forsyne sig med fuldfedt fjerkræ. Vi forlader forstæderne for denne gang.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro
• Litteratur København (under udarbejdelse)
• www.dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.784 artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler
• Under København finder du 191 artikler
• Blaagaards – kvarteret gennem 400 år
• De vilde – på Nørrebro
• Hvad skete der med Serridslev
• Ladegården – dengang
• Nørrebro – i begyndelsen
• Solitude – en lystgård på Nørrebro
• Svenske Tropper på Nørrebro
• Søerne foran Nørrebro
• Det var på Frederiksberg (under København)
• Blegdammene ved Blegdamsvej (under Østerbro)
• De første på Østerbro (under Østerbro)
• Fra det gamle Østerbro (under Østerbro)
• Kastellet (under Østerbro)
• Nyboders historie (under Østerbro)
• Østerbro – langs søerne (under Østerbro)
• Østerbros historie (under Østerbro) Og mange flere artikler 

Redigeret 10. – 03. 2022