Når vi beskæftiger os med besættelsestiden, fastholdes vi i historien om helte og skurke. Danmark har aldrig erkendt, at de havde et moralsk problem i den måde de tyske flygtninge, blev behandlet på. Man betragtede små børn som fjender. Spædbørn blev nægtet lægehjælp. 7.000 børn døde i 1945. 10.000 enlige børn tilbragte over tre år bag pigtråd og geværer. Danskerne fik deres hævn på en forkastelig måde. Og så er det historie – forvanskning, når man nævner det.

 

Den gængse opfattelse

Når man far havde fået en snaps eller to, fortalte han ofte om besættelsestiden. Og en af de ting han fortalte, var om flygtningelejren i Tønder. Men jeg kan ikke dokumentere de ting, han sagde. Og hvis man ikke kan det, får man historikkerne på nakken. Det gør man også, hvis man ikke deler den gængse opfattelse af tingene. Og får du fat i nogle kontroversielle ting fra den tid, blev man nægtet registeradgang.

 

I fare for at blive beskyldt for historie – forvanskning er historien om de tyske flygtninge, som aldrig følte sig velkommen i Danmark.

 

238.000 flygtninge

Mellem den 11. februar og 5. maj 1945 kom der omkring 238.000 tyske flygtninge til Danmark. De flygtede fra russernes overgreb i Østpreussen, Pommern og De Baltiske Lande. Der kom også yderligere 23.000 flygtninge, fordelt på 30 lande.

 

Den sovjetiske hær havde indledt en voldsom offensiv. I løbet af fire måneder havde man oplevet det nazistiske Tysklands totale sammenbrud. De tyske hære havde i de forløbne tre et halvt år myrdet millioner af sovjetborgere. Nu var hævnens time kommet. Plyndringer og voldtægt forekom i massevis. Det var grund til at flygte.

 

I ugerne var de mænd, der endnu var tilbage systematisk blevet fjernet. De skulle hjælpe med at forstærke forsvaret af Østpreussen.

 

Brænd Tyskland

En russisk general skreg under fremmarchen:

 

       Brænd Tyskland, du har ikke fortjent bedre. Jeg vi ikke tilgive noget af det du har gjort med os …Brænd, forbandede Tyskland.

 

Verdens største folkevandring

Mange sultede ihjel på flugten. Civilbefolkningen betalte en meget høj pris for Hitlers krig. 14 millioner tyskere blev fordrevet fra deres hjem og 2 millioner omkom.

Det var Verdens største Folkevandring.

 

En del af disse nåede frem til havnebyerne langs Østersøen. Herfra blev de sejlet mod vest af en broget flåde, bestående af krigsskibe, troppetransportskibe og fragtskibe, fiskekuttere, slæbebåde og tankskibe.

 

Operation Hannibal

Flugten var livsfarlig. Ikke alene kunne de flygtende risikere at blive ramt at russiske fly og tanks. Over vandet gjorde engelske kampfly og russiske u – både det af med 25.000 flygtninge, som det lykkedes dem at sænke sammen med Wilhelm Gustloff, Von Steuben, Goya, Thielbek og Cap Arcona.

 

Det var Operation Hannibal, som de tyske myndigheder havde iværksat for at evakuere civilt og militært personel. De allierede var informeret om, at skibene indeholdt masser af flygtende, men det respekterede de ikke.

 

Et varsel om flygtninge

Den 4. februar 1945 befalede Adolf Hitler at en del af de tyske flygtninge forbigående skulle anbringes i Danmark.

 

Første gang danskerne hørte om flygtningene var i Information den 1. februar 1945:

 

       Danske myndigheder har i dag fået første varsel om at gøre klar til modtagelse af 10.000 sårede tyskere fra østfrontslaget. Såfremt det bliver til alvor – og det er næppe nogen grund til at tvivle på – sprænges hele vor hospitalsordning, og det bliver herefter højst problematisk, hvilken pleje, medicin og behandling vore egne syge vil kunne få. Dernæst kommer den iøjnefaldende fare for epidemier og anden smittespredning, der uundgåelig følger i en sådan invasions kølevand.

 

Råddenskab fra skibet

Den 11, februar 1945 stod skibet Wartherland som den første ind i Københavns Frihavn. I de følgende tre måneder anløb flere hundrede skibe danske havne med en strøm af tyske soldater og flygtninge. Nogle gange kom der enkelt dag mere end 10.000.

 

Der mødte folk en modbydelig stank af råddenskab fra skibet. Frygtelige lyde fra de sårede. Og mange af forbindingerne var lavet af avis – eller indbindingspapir. Ofte var det bundet fast med sejlgarn eller sågar ståltråd.

 

Men fra Frit Danmark lød budskabet:

 

       Nu glammer det Teutoniske Ulvehul. Hylet om Mellidenhed. Den Nation, som udryddede mennesker i hundredtusindvis i dødslejrene og gaskamre i Polen…Den Nation, der begyndte bombningen af Warszawa, Rotterdam og Belgrad, den ligger nu for vores Fødder…Derfor ingen kadavermedlidenhed. Ethvert tilløb dertil vil blive betragtet som en upartriotisk Handling og behandlet som sådan….Derfor, hold ud, gør dig hård! Desto snarer har du sejren i Hænde.

 

Det Tyske Mindretal bliver hånet

Flygtningene var allerede kommet til Sønderjylland. Mange af dem boede hos medlemmer af Det Tyske Mindretal. Den 24. februar skriver Information:

 

       Desværre har det vist sig, at en del danske ud fra forskellige bevæggrunde har ment, at de måtte tage imod flygtninge. Nogle gør det af opportunistiske grunde efter tysk henstilling, andre fordi de synes, at de ikke kan sige nej, atter andre, fordi de mener, at det er kristeligt at tage sig af syge og hjælpeløse – dette gælder især de stærkt indremissionsk prægede. Det er en skandale, at folk, som kalder sig danske, indlader sig på sligt, mens tusinder af danske patrioter sidder indespærrede i tyske koncentrationslejre, hvor mange dør efter umenneskelige lidelser.

 

Flere reportager fulgte fra det sønderjyske. Her følger man såkaldte eksempler på flygtningenes opførsel unde devisen Herrefolket i dets nedværdigelse.

 

 

De lærer det aldrig

Og den danske befolkning skulle fastlåses i den opfattelse, at de tyske flygtninge havde en dårlig opførsel. Den 8. marts skrev Information:

 

       Under overskriften ”De lærer det aldrig” …fortaltes om en del kvinder og børn, der ” forhutlede og forkomne” var ankommet i et godstog fra Østprøjsen til Almindeligt Hospital i Aarhus. Men det varede ikke længe, før deres rette ”germanske” sindelag kom til udtryk. Det begyndte med, at de ikke alle var tilfredse med den måde, hvorpå de blev behandlet af personlaet . Den var korrekt, omend yderst kølig, hvad der næppe kan forbavse, og i løbet af nogle dage begyndte ”de troende partifælder” at gøre ophævelser. Længe varede det ikke, før hele sværmen optrådte på den mest uforskammede og ubehøvlede måde, forlangte at blive behandlet som ”herrefolk” og krævede, at hospitalets sygeplejerske skulle gøre rent på deres værelser og deres senge.

 

Vi må aldrig glemme Kaj Munk

Og i den stil fortsatte Information og Danmarks befolkning tog ukritisk imod. Det forstærkede blot deres had mod tyskerne. Den 10. marts kunne Information fortælle:

 

       Vi må dyrke hadet som positiv forsvarsforanstaltning for vores sind. Vi må aldrig glemme Kaj Munk, oberst Paludan – Müller eller den 18 – årige maskinlærling, der sidst myrdedes af en tysk henrettelsespeleton. Vi må dyrke hadet – ikke som en negativ udladning af vore følelser, men som en positiv forsvarsforanstaltning for vort sind. Vi må være beredt til at møde den tyske medlidenheds kampagne, der allerede er sluppet løs.

 

Hånlige angreb

Og i den grad fortsatte avisen:

 

       Uappetitlige børn, der tigger

       Flygtninge, der forretter deres nødtørft hvor som helst

       I går brovtende, piskesvingende undertrykkere, i morgen klynkende, indsmigrende flygtninge.

       Det er ikke flygtninge – det er de sidste ariere.

       En ny invasion er begyndt. Invasionen af de tidligere slavepiskere fra Polen, bødlerne fra Maidaneks dødsfabrikker, gestappo – mændenes koner og børn med dy myrdede polske kvinders børn og sko på fødderne, deres ringe på fingrene, deres skrig rungende i ørerne.

 

Forslag: Flygtninge skulle bruges som gidsler

Og efter den 9. april 1945 fortsatte angrebene på flygtningene:

 

       Hvis man ikke har en tysker ved sine fødder, har man ham i struben

       De flygtende hunners indtog i Danmark

 

Ja Information den 25. april, at benytte flygtningene som gidsler, hvis det tyske militær i afslutningsfasen sprænger havne, offentlige værker m.m.

 

Flygtninge blev ikke betragtet som medmennesker

De fleste danskere formåede i 1945 ikke at se de tyske flygtninge som medmennesker, der var en trussel mod samfundet. Paradokset er at tyskerne gennem nazismen netop havde vist aggression åbenlyst. I lyset af nazismen stod danskernes antisociale væsen og ondskab klar.

 

Fremstilles som kyniske

Den danske modstandsbevægelse havde gennem den illegale presse haft held til at udstille flygtningene som kyniske, der overhovedet ikke skulle hjælpes.

Det nationale, hadet, foragten og distancen til tyskerne havde helt overtaget det menneskelige. Danskerne havde været anti – tysk siden den nationale vækkelse i 1840erne, men aldrig af den massive grad som i 1945.

 

Kvinder, børn og gamle

Flygtningene bestod især af kvinder og børn og gamle. Elendigheden var stor. Alle var præget af angst og udmattelse. De var underernærede, snavsede og luse – befængte. Mange af dem var alvorlig syge.

 

Dr. Werner Best anslog i marts, at Damark kunne modtage 100.000 flygtninge, men snart var man oppe på 150.000, og endnu flere kom.

 

Til indkvartering beslaglagde tysker, skoler, forsamlingshuse, hoteller, fabrikker og sportshaller. I besættelsens sidste tid var 80 pct. af skolerne i København beslaglagt.

 

Brud mod folkeretten

Danske embedsmænd protesterede skarpt over for brud på folkeretten. Men den tyske folkeinvasion fortsatte. Det var den tyske besættelsesmagt, der havde ansvaret for flygtningene. Men det steg dem overhovedet. De mistede kontrollen. Deres lazaretter var overfyldte og de sikkert heller ikke regnet med den enorme tilstrømning.

 

Bad danske læger om hjælp

De bad derfor Lægeforeningen om hjælp til alle de sårede flygtninge. Men lægerne ville ikke hjælpe fjenden, selv om det drejede sig om mennesker i nød.

Det betød, at mange flygtninge ikke fik mad. De syge blev ikke behandlet og der lå hobevis af ubegravede lig i pakhuse og kældre. Dødeligheden blandt flygtningene var forfærdende høj.

 

Over 7.000 børn døde i 1945

Ja hele 17.209 tyske flygtninge døde i Danmark. Og det er ikke korrekt, når historikere påstår, at årsagen til de mange dødsfald var transporten med skibene.

 

Fra perioden januar til december 1945 døde 13.493 tyske flygtninge, heraf 7.746 børn.

 

Og lægesagen startede den 10. marts 1945. De danske læger ville kun udføre lægegerningen, hvis alle danskere i Tyskland blev frigivet. Disse blev frigivet i løbet af marts og april, men Yngre Læger ville ikke stadig ikke hjælpe fjenden.

Lægeforeningen fremsatte en erklæring sammen med modstandsbevægelsen og Dansk Frihedsråd:

 

       I betragtning af de her i landet herskende forhold, mener Lægeforeningen ikke at kunne medvirke ved organisering af nogen form for nødhjælp til de tyske flygtninge

 

Man lod spædbørn dø

Tænk at man kunne lade spædbørn dø. Lægerne nægtede at give dem medicinsk hjælp.

Otte ud af ti børn under 14 år døde i Danmark i 1945 af sygdom og underernæring.

 

Døende børn blev afvist på hospitalet

Lægen Kirsten Lylloff udkom i 2004 med bogen Barn eller Fjende. Hun menter, at de tyske flygtninge var udsat for en bevidst dårlig behandling som førte til en regulær humanitær katastrofe. Elendig forplejning, katastrofale boligforhold og manglende lægehjælp medførte at 13.000 døde i 1945.

Flygtningenes kost var kedelig og ensformig. Den var kaloriefattig og der var manglende indhold af kød, vitaminer og fedtstoffer.

 

Døende spædbørn blev afvist på Blegdamshospitalet. Ret hurtig stod det også klart, at man ikke ville fremskaffe ambulancer, sygeplejersker eller medicin.

Heller ikke Københavns kommune ville tage sig af de døende spædbørn. Fra dansk side ville man heller ikke oprette nødlazaretter.

 

Brud på Genève – konventionen

I august 1945 blev de sidste tyske soldater, der havde ligget på lazaret sendt hjem. Og nu var det så meningen at det tyske lazaret – personale også skulle returnere.

De danske læger ville ikke overtage det. Så Danmark anmodede englænderne om, at de 85 tyske militærlæger og 360 sygeplejerske måtte blive i Danmark.

 

Status ændret med et pennestrøg

Deres status blev meget behændigt ændret fra militært personel til flygtninge. De forblev mod deres vilje som ulønnet sanitetspersonale. De sidste forlod Danmark sammen med de sidste flygtninge i 1949. Den tvungne internering uden løn var i klar modstrid med Genéve – konventionen af 1920. Men det skriver historikerne heller ikke noget om.

 

Ligsynsloven gjaldt ikke tyske flygtninge

Myndighederne mente ikke, at man skulle gøre sig særlige anstrengelser i at få anmeldelser om dødsfald. Ligsynsloven af 1875 gjaldt åbenbart ikke for tyske flygtninge.

Dette betød, at myndighederne havde særdeles svært ved at finde slægtninge, senere

 

Ingen ville kendes ved et lig

Et helt grotesk tilfælde opstod i Vejle. En ældre tysk flytning havde valgt at begå selvmord ved at skære pulsåren over med en barberkniv. Hun lå ud til en offentlig vej. Der havde hun ligget i flere timer. Men der var ingen, der følte sig ansvarlig til at hente hende. Enden blev, at såfremt en tysk læge ikke kunne skaffes, kunne embedslægen honoreres for at gennemføre ligsynet.

 

Ingen selverkendelse

Nu skulle man tro, at læge Kirsten Lylloff`s afsløringer ville føre til selverkendelse. Men nej, hendes undersøgelse førte til beskyldninger om historie – forvanskninger og historie – manipulation. Man må ikke røre ved danskernes selvopfattelse af besættelsestiden.

 

Fjenden var ikke mere end fem år

Når to millioner mennesker flygter skrækslagne fra en fjende, så spørger de ikke om lov. De tyske flygtninge tilhørte et besejret folk, og det glemte den danske befolkning aldrig. Men fjenden var åbenbart ikke mere end fem år. For spædbørnene hjalp de danske læger ikke.

 

Ingen humanitær indsats

Den største gruppe af de børn, der døde, var børn under 2 år. De fleste døde antagelig af mave – tarminfektioner, dehydrering, underernæring og børnesygdommene, mæslinger og skarlagensfeber. De fleste dødsfald kunne være undgået, hvis de danske læger var gået ind i en humanitær indsats. Men de blev afvist fra sygehusene.

 

Clearings – mord

Lægernes vægring var bestemt ikke uden omkostning. Schallburg – korpset og peter – Gruppen fik besked om, at de skulle myrde ca. 15 læger. De nåede, at myrde 8. De fire af clearings – mordene foregik i Odense.

 

De spiste mælkebøtter og bark

I den berygtede Høvelte – lejr blev flygtnigene stuvet sammen på gulvet i hestestalde. Lus og utøj florerede. Maden var ofte mælkebøtter, bark, blomster og kartoffelskræller. 

 

Omgivet af pigtråd

De største lejre fandt vi i Oksbøl (36.000) og på Kløvermarken på Amager (17.000) I oktober 1945 var der flygtninge i 465 forlægninger. Det var i 1946 bragt ned til 100.

 

Alle lejre var omgivet af pigtråd. Og ca. 10.000 danskere var ansat til at bevogte lejrene. Det var på det strengeste forbudt for danskere at fraternisere med flygtningene. Flygtningene blev også nægtet varigt ophold i Danmark.

 

Livlig samkvem 

Men der skete dog livlig samkvem sted mellem vagtmandskabet og de unge tyske kvinder. I området omkring flygtningelejrene var der i underretten ugentlige seriedomme og hæftestraf til vagtmandskabet, der med billede og navn blev hængt ud i de lokale ugeaviser.

Mod betaling til vagtmandskabet kunne man også få en hyggetime med en af de tyske kvinder. Og i Tønder blev nogle af byens kendte mænd pludselig far.

 

Alle fik afslag

Nogle af disse forhold havde dog også en reel hensigt. Man søgte om tilladelse til at gifte sig. Men alle fik afslag.

Alene i Oksbøllejren så 900 nye verdensborgere dagens lys. Der forekom en fødsel hver anden dag. Og 80 pct. af alle børn fødtes uden for ægteskab. Sagt på en anden måde. Det var ikke deres egen mand, som de fik et barn med. Enten var de enker eller udvidende om mandens opholdssted.

Blev vagtmand og pigen taget på fersk gerning, ja så var det 14 gage i brummen.

 

I samme periode døde 1.400 indsatte i Oksbøl – lejren.

 

Vater Germania

Der findes også historien om Vater Germania, en 17 årig – knægt, der skulle være far til 45 børn. I alt blev der i lejrene født 6.000 børn.

 

Opholdstilladelse men ikke til tyskerne

Andre flygtninge som de 6.000 fra Estland, Letland og Litauen fik ophold i forskellige lejre. De fik lov til at arbejde ude i det danske samfund og blev efterhånden integreret.

Ja tænk 30.000 baltere, polakkere m.m., der havde kæmpet på tysk side fik opholdstilladelse som alle undtagen tyskerne. Og disse baltere havde kæmpet på tysk side.

 

Ingen medynk

Der var i den første tid ikke den ringeste mellidenhed med de tyske flygtninge. I det det stadige illegale blad Information den 4. april 1945 kunne man læse:

 

       De skal ikke mærke den ringeste medynk, og de skal vide, at som de selv har redt, skal de komme til at ligge.

 

Parasitter

Hadet til tyskerne var ufatteligt stort. Således skrev det illegale blad Frit Danmark i april 1945 under overskriften Parasitterne:

 

       Hver eneste smule hjælp, vi frivilligt yder tyske flygtninge i Danmark, betyder en direkte hjælp til forlængelse af krigen. Så enkelt er problemet. Hver gang vi tager os af en tysk flygtning, letter vi den tyske krigsindustri.

       Derfor er det eneste forsvarlige standpunkt Danmarks Frihedsråd har indtaget, når det specielt over for danske lægeautoriteter har præciseret, at der ikke kan handles om denne hjælp ved at ville forpligte sig til visse aftaler, mod at tyskerne til gengæld forbedrer kårene for de danske deporterede.Det bør fra den enkelte danske borger til statens højeste myndigheder være en hovedregel, at enhver form for hjælp til de tyske flygtninge og de sårede soldater kun ydes under direkte tvang og aldrig ved frivillig medvirken.

 

Ja sådan lød det officielle Danmark dengang. Flygtningene skulle ikke hjælpes. De skulle indgå i en byttehandel sammen med de deporterede.

Med den holdning døde mange tyske flygtninge i Danmarks varetægt.

 

En meget høj linje

Først den 6. september gik flygtningeadministrationen på danske hænder. Først var det under arbejds – og socialministeriet under minister Johannes Kjærbøls ledelse. Han havde noget han skulle vise, efter hans tvetydige indsats under besættelsestiden. Måske var det derfor, han nu skulle markere sig ekstra hård over for tyskerne.

Kjærbøll mente, at amterne ikke kunne klare opgaven, så han forlangte en central ledelse, og det fik han.

 

Tyfus, difteri, skarlagensfeber og tuberkulose

Sygeligheden i lejrene i 1945 var ekstremt høj. I den store Oksbøl – lejr blev der berettet om tyfus, difteri, skarlagensfeber og tuberkulose. Mangel på medikamenter gjorde det hele meget værre.

 

Præsten ville ikke have tyske lig

Mange steder ville man ikke mere have tyske grave på kirkegården. De stødte åbenbart folk. Således blev der etableret en massegrav på 960 lig i Blovsterød.

Også andre steder rundt om i landet ønskede man ikke, at de tyske flygtninge skulle fylde kirkegården. Det gjaldt blandt andet for præsten i Ødsted. Han ville hellere have, at der blev anlagt en kirkegård for de tyske flygtninge i skoven.

 

Aviser: De har en paradistilværelse

I Aftenbladet den 21. juni 1945 fik læserne at vide, at 40 tyskere døde hver dag. Avisen mente ikke, at tyskerne skulle have en god behandling. Læs her:

 

       Efter en Rundtur til en Række af Flygtningelejrene skal vi fastslaa, at de udbudne Gæster i det store og hele faar den Behandling, som de menneskeligt set kan gøre Krav paa. Nogle af dem fører endda næsten en Paradistilværelse, og dem, der lever under mere trange Forhold, kan først og fremmest takke deres egne Landsmænd derfor.

       Flygtningene bestiller ikke andet end at spise, drikke, snakke og tage Solbad paa den grønne Sportsplads ved siden ad Skolen, og man har ikke Indstryk af, at de under ideelle Forhold i de smukke Omgivelser har tabt Humøret.

 

Det var bestemt ikke sandheden.

 

Blev frastjålet deres ejendele

Flygtningene var udsat for censur, og de hadede når der blev foretaget razzia. Her skete der ofte, at deres ejendele blev frataget dem.

Og uprøvet vagtpersonale skød flere gange flygtninge.

Den danske regering forsøgte, at isolere det tyske flygtninge helt. I Kolding ville man i lang tid forbyde tyskerne at bade i fjorden. De skulle sandelig ikke blande sig med danskerne.

 

Børn omgivet af geværer og pigtråd

Ca. 10.000 børn under 18 år kom her til uden deres familie. Båret af modvilje fra befolkningen blev der ført en særdeles hård kurs over for disse. De blev betragtet som en belastning fra den tidligere besættelsesmagt. Og så blev de anbragt i børnelejre i blandt andet Vingsted og Kastrup.

 

I knap tre år var de omgivet af bevæbnede vagter og pigtråd i lagerbygninger som var vurderet til, at være uegnet for mennesker at bo i. Og ifølge beretninger fra flygtningene var de næsten daglig udsat for fysisk og psykisk vold.

 

Der blev lagt en udsædvanlig hård linje. Man glemte at registrere børnene. Det betød at de havnede i den franske zone, mens moderen befandt sig i den russiske zone. Hvordan børnene kunne betragtes som Danmarks fjende står hen i det uvisse?

 

Uegnet til at varetage sit job

Et indberetning til Røde Kors af en schweizisk læge Dr. Bosch kritiserede de danske forhold sønder og sammen. Han mente, at de sanitære forhold før 5. maj 1945 var værre end de værste krigsforhold i Rusland. Han mente, at der skulle gøres meget mere for flygtningene.

Men fra dansk side, blev han afvist. Man mente, at Dr. Bosch var total uegnet til at varetage flygtningenes interesse.

 

Kaotiske forhold

Den 5. maj 1945 om morgenen befandt sig 570.000 fremmede i Danmark. Det var 245.000 tyske flygtninge, 250.000 tyske soldater, 50.000 sårede soldater samt 25.000 allierede flygtninge.

De første mange måneder efter befrielsen var kaotisk for de tyske flygtninge. Men det sår der ikke noget om i de officielle rapporter.

 

Masser af lig

På skolerne finders der lig i kældrene. I en villa findes der hele 300 lig og i et pakhus ved Frihavnen var der også et par hundrede lig.

Tyske soldater havde hver nat kørt rundt og hentet de døde på indkvarteringsstederne og bragt dem direkte til krematorierne.

 

60 præster protesterede

Man skulle sandelig heller ikke gå imod modstandsbevægelsen og Frihedsrådets argumenter. Det gjorde 60 præster den 24. juni 1945. De anførte, at forholdene for de tyske flygtninge var langt fra så gode, som medierne beskrev.

 

Dette afstedkom et omgående svar i Information.

 

       Og så vover de herrer Præster at tage Flygtninge i Forsvar, nu medens vi selv er med til at hele vore egne sår. Skån od alt, hvad der hedder Barnhjertighed mod Tyskland og tyskerne. Husk paa Odsproget: Som man reder, så ligger man. Til slut foreslår jeg at vore raske Frihedskæmpere kigger de gejstlige Herrer lidt i Sømmene.

 

Og debatten fortsatte, således også den 25. juni:

 

       Det tyske Folk maa dømmes i sin Helhed, hver eneste af dem maa tage sit Ansvar for Nazismen…det er ganske uanstændigt af danske Præster …starter en Mellidenheds – Propaganda til Fordel for disse elendige, i bund og grund af råddenskab gennemsyrede Rester af det forhaanværende Herrefolk.

 

Lejrchef måtte ikke kritisere

Den 3. august 1945 blev lejrchefen på Silkeborg Bad kritiseret for at have udtalt, at Fangerne i Frøslev havde det bedre end flygtningene der på lejren.

Typisk bestod maden af urtesuppe, rugbrød, sigtebrød, leverpostej, pølse ost margarine og erstatnings – te. Børn under 15 år fik desuden en halv liter mælk om dagen. Deres rationer af mad var skæret ned til et minimum. Lægehjælp var et ukendt begreb.

 

Den 15. august 1945 var der stadig 196.518 tyske flygtninge i Danmark. Den 15. oktober 1947 var der kun 10 lejre tilbage.

 

En kæmpe ydmygelse

De menneskelige omkostninger ved at have været indespærret i Danmark var store. Man havde følt det som en uhyre provokation og en kæmpe ydmygelse.Danskerne havde i den grad fået deres hævn.

 

Ulovlige udvisninger

Under besættelsestiden forsøgte den offentlige Danmark at udsende flygtninge uden de allieredes tilladelse. Man sendte dem direkte til Østpreussen. Således er der en pensioneret politibetjent i Padborg, der endnu husker disse ulovlige udvisninger.

Den danske regering pressede på, for at få sendt de tyske flygtninge til Slesvig – Holsten. Men har opholdt der sig tre millioner civile og militære flygtninge.

 

Sendt til helvede

Og disse blev sendt direkte ind i helvede. For i 1947 blev tyske statsborgere fra Østpreussen, Polen, Tjekkoslovakiet og Jugoslavien tvangsforflyttet, der nærmest lignede KZ – forhold.

 

Hungersnød i Tyskland

Den 10. december 1945 forudsiges hungersnød i Tyskland. Også Slesvig Holsten var på fallittens rand. Men modstandsbevægelsen og Danmarks Frihedsråd Blev ved med at presse for at få flygtningene sendt hjem.

 

Det kostede 428 millioner kr.

Den 15. februar 1949 rejste de sidste tyske flygtninge hjem til Tyskland. I 1950 udsendte Flygtningeadministrationen en redegørelse for forløbet. Og man kan sige, at her blev det publiceret, som regeringen gerne ville have frem, og ikke andet.  Det havde kostet det danske samfund 428 millioner kroner. I dag svarer dette til 5 – 6 milliarder kroner.

Tyskland påtog sig alt at tilbagebetale Danmark, 160 millioner kroner. De sidste af disse penge blev tilbagetalt i 1958.

 

Bonn – erklæringen vedtaget?

En Bonn – København erklæring blev vedtaget. Det var en erklæring om mindretallenes rettigheder på begge sider af grænsen. Men den er hvis nok aldrig blevet ophøjet til lov fra dansk side. Man ville ikke risikere en ny invasion fra tyskerne med den begrundelse,at det tyske mindretal har været udsat for krænkelser.

 

Blev brugt som slavearbejdere

På trods af forbuddet mod at drive omgang med tyske flygtninge fik mange danske virksomheder tilladelse til at anvende flygtningene som billig arbejdskraft. De blev under bevogtning transporteret til og fra lejrene. Om de fik løn for deres arbejde er i de fleste tilfælde et ubesvaret spørgsmål.

 

Danmark vil ikke vedkende sig et moralsk problem

Kigger man i de nednævnte kilder er det ikke mange steder, hvor man mener, at Danmark har haft et moralsk problem. Man er ikke af den overbevisning, der skal gøres op med noget som helst. Kan et politisk mål virkelig bruges til at legitimere brugen af midler, der krænker menneskelighed? Mål der tillader, at mennesker reduceres til offer for en sag?

 

De var selv offer

Flygtningene kom fra en nation, der havde påført andre lande kolossale ødelæggelser, uendelige lidelser og tab og været skyld i millioners død. Over for Danmark havde denne nation tilsidesat alle regler om god opførsel og troværdighed. Som tyskere måtte flygtningene bære det fælles ansvar. Man dengang de kom var de mennesker i nød. De var selv blevet offer for Hitlers krig

 

Glemmer at nævne, hvor vi har fejlet

Hvorfor er vi ikke interesseret i, at gøre op med de fejl, der blev begået? Denne historie er igen en, der forekommer ud fra usand historieskrivning. Hvorfor skal vores gloværdige indsats under krigen gang på gang fremhæves, når vi undlader, at fremhæve det, hvor vi har fejlet?

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder ca. 65 artikler fra besættelsestiden.

 

Kilde: Se

       Besættelsestidens Litteratur A – L

       Besættelsestidens Litteratur M – Å

       Kirsten Lylloff: Kan lægeløftet gradbøjes?

       Kirsten Nilsson: de glemte børn

       Bjarne Wagner Augustenborg: Gode Gud, send mig hjem

       Palle Roslung Jensen: Den politiske og ideologiske debat i den illegale presse og litteratur under Danmarks besættelse

       Diverse artikler i Information

       Krigsdødsfald i Danmark under den anden verdenskrig 1939 – 1945

       Ole Barfod: Jødeaktionen (Besættelsen 1940 – 45) Politikken

       Flygtninge i Danmark 1940 – 1945

       Medicinering for kongeriget Danmark i året 1945

       Henrik Havrehed; De Tyske flygtninge i Danmark

       Hartvig Frisch: Danmark besat og befriet

       Jørgen Hæstrup: Til landets bedste

       Poul Hansen: redegørelse for Kultur – og oplysningsarbejdet i de tyske Flygtningelejre i Danmark

       Karl Christian Lammers: Antinazificering og politisk omskoling

       Hans Uwe Petersen: Flygtninge fra Hitler – Tyskland

       Steffen Steffensen: På flugt fra Nazismen

       Mette Thykjær: En kedelig historie? – om danskerene og de tyske krigsflygtninge i Danmark.

       Arne Gammelgaard: Mennesker i malmstrøm

       Arne Gammelgaard: Drivtømmer

       Paul Lund: Bag flygtningelejrenes pigtråd