Turen går til Flensborg

I 1522 var der 422 beboede grunde i byen. Der var to sprog og to kulturer i byen. Efterhånden overtog det tyske sprog. Lodserne skulle markere søvejen. Det var et privilegeret erhverv. Men der var kamp om kunderne. Der var ros fra kollegaerne i Sønderborg. Masser af hvalfangerbåde fra Flensborg og 1817 var et godt hval-år. En mand blev sendt til Slesvig – Holsten. Han roste Flensborgs handels- og industriliv. Der var 200 brænderier i byen. Og så var det den ultimative rom – by. Det var dengang, da Kilseng – bugten var idyllisk. Der er sket store ændringer omkring det gamle Skt. Jørgens Hospital. System med direkte fra tog til skib og omvendt. Der var haver bag ved pakhusene.

 

I 1522 var der 422 beboede grunde

Det er længe siden, at vi har besøgt Flensborg. Det er en by, der rummer så ufattelig meget historie.

Omkring år 1200 var Slesvig endnu områdets vigtigste handelsmetropol og Flensborg en mindre købstad. Efter at Flensborg i 1284 fik byretten af hertug Valdemar den Fjerde af Slesvig voksede byens betydning. I de efterfølgende århundreder er byen konstant i vækst.

I 1508 er der ifølge byens tingbog 422 beboede grunde og indbyggertallet fordobledes i perioden fra 1300 til 1600. Udviklingen nåede højdepunktet i det 18. århundrede.

 

To sprog

Et af byens væsentlige kendetegn gennem hele byhistorien er utvivlsomt, at her altid mødes to kulturer. Flensborg var altid både dansk og tysk. Det kan dokumenteres gennem historiske begivenheder, såvel som ses i byens arkitektur men vel også gennem tosprogetheden.

 

Lodserne skulle markere søvejen

Heroppe nord på, blev der ikke sejlet så meget om vinteren. Første gang vi hører om et fyr er i 1561. Det var et primitivt bål i fri luft, bl.a. de maleriske vippefyr. Danmark fik for resten sit første fyrskib i 1829.

Nogle lodsbøger fra 1532 og 1541 omtaler dag-af markering ved hjælp af vagere, koste, ”prikker” og andet materiale.

I et reskript fra 1785 pålægges der lodserne at markere søvejen på Flensborgs yder- og inderfjord. Det var en sag, der sorterede under lodserne på Kegnæs og Fashoved.  De satte sømærker på Kalkgrunden og ud for Nykirke.

Inderfjordens afmærkning skulle lodserne fra Flensborg selv tage sig af. Det var skipperne, der skulle betale for den service. Og det var noget, som Toldvæsnet tog sig af. Fra 1892 var det ”Reichswasserstrassendirektion”, der tog sig af afmærkningen. Man fik en regeringsdamper, der hed ”Sperber” (spurvehøg). Fra 1905 var det så den velkendte ”Bussard (Musvåge).

 

Et privilegeret erhverv

Det at være lods var et privilegeret erhverv. Men man konkurrerede hårdt indbyrdes. Man måtte for at kunne overleve også drive fiskeri ved siden af. Når man fiskede, havde man altid lodsflag med, som man kunne sætte på sin fiskerbåd. Og man havde sin lodsuniform med. Så kunne man hurtigt klæde om.

Uniformen bestod af sort bowlerhat, mørkeblåt ”landgangstøj”, bredt sort slips samt det uundværlige olietøj, der blev båret over armen. Hvad angår ”kapringen” af handelsskibe, så havde Kegnæslodserne det fortrin, at de fra den 15 meter høje klint kunne afsøge havet med kikkert, mens lodserne i Falshoved måtte holde sig på den flade jord. Det bødede man faktisk på ved at rejse et stillads.

 

Kamp om kunderne

Den bedste lodsfragt var ris-skibene fra Ostindien. Disse store fragtskibe bragte indtil 64.000 sække ris til Rismøllen i Flensborg. Når disse skibe lodsede, indfandt drengene sig på kajen for i al lovlighed at hjemtage de bambusstænger, som ris-sækkene var stablet op på. Lodserne var også glade for ris-skibene. De gav en god fortjeneste. Lodshonorarets størrelse blev fastsat af regeringen, i begyndelsen efter skibets dybgående, siden efter rumindhold.

Engang nåede de konkurrerende lodser fra Kegnæs og Falshoved nøjagtig samtidig ud til en ris-damper. Af bare iver kom Kegnæs-lodserne ind under den store og stadig sejlende dampers forstavn. Derved kæntrede den lille Kegnæs-båd. Folkene fra Falshoved hjalp ridderligt kollegaerne på ret køl. Men byttet var naturligvis deres.

 

En dramatisk stormflod

En dramatisk episode var stormfloden den 12. november 1872. i Flensborg Fjords mange bugter steg vandet 3 meter over dagligt vande. Det var 60 cm højere end den højeste vandstand i 1694 og 67 cm højere end ved stormfloden i 1837. Hele den lavtliggende Falshoved-bebyggelse blev sammen med lodsstationen fuldstændig oversvømmet og afskåret fra omverdenen. Endnu 50 år efter denne stormflod kunne man ved lavvande se brøndringe – det eneste, der blev tilbage ved lods Matthiesens hus.

 

Ros fra kollegaerne i Sønderborg

Til at begå sig som leds på den 45 km lange Flensborg Fjord med dens mange grunde, revler og knæk krævedes der dygtige og erfarende lodser. Især de store tungtlastede sejlskibe var svære at navigere.

De gamle Flensborg-lodser fik et smukt skudsmål i Sønderborg Skipperlaugs retsprotokol af 1791:

 

• Vi kan aflægge ed på, at der aldrig er blevet klaget over lodsernes arbejde – tværtimod – fremmede kaptajner har altid ytret deres fulde tilfredshed.

 

Hvalfingerbåde fra Flensborg

Omkring 1630 tog mange nordfrisere hyre på hvalfangerbåde, især hollandske. Men det gik nu kun kort tid, så havde nordfriserne opbygget deres egen flåde. Jagten gik ikke kun på hvaler men også sæler.

I 1702 gik to både tabt. Den ene kæntrede og den anden blev kapret. Efter flere tilløb kom friserne i gang igen i 1746. Med kongens billigelse blev Vyk på Før sæde for et ”Grønlandsk Compagni”. Det var en stor fordel for Vyk, at havnen altid var isfri og hvalfangerskibene kunne stikke tidligere til søs end skibe fra andre havne. I nogle år omkring 1770 rådede Tønder også over en hvalfangstflåde, der blev støttet med statslige tilskud og toldfri indførelse. For friserne endte hvalfangereventyret i 1849.

Fra Flensborg udsendtes de første hvalfangstskibe i 1819 og i 1749 dannede en kreds af flensborgske købmænd og reddere selskabet ”Societet på Grønland, Spitzbergen og Davidsstrædet. Man forsøgte at finde midler til en etablering af en større hvalfangerflåde. Men uheld forfulgte ”Societet” og mange selvstændige og uafhængige hvalfangstredere. Fangsten gav ikke det forventede resultat.

 

1817 var et godt år

Det gav mere udbytte, da Flensborg havn oplevede en opblomstringstid i perioden 1776 – 1806. Et nydannet ”Interessentskab for Grønlandsk Handel” overtog skibene fra det opløste ”Dansk Grønlandsk Compagni”. Hvalfangsten blev intensiverede. Udbyttet af anstrengelserne var betydelige.

De hårde krigsår op til 1815 lagde en dæmper på de flensborgske hvalfangers aktivitet. Men der kom et opsving i fangsten især omkring Grønland omkring 1817. Sælfangsten spillede dog stadig en større rolle. Det var fordi, den var mere lønsom.

Men efterhånden nåede man det tidspunkt, da fangsten af mindst 2.000 sæler var nødvendig til dækning af omkostningerne pr. skib. Derfor stoppede man med at udsende skibe fra Flensborg til farvandet omkring Grønland.

 

En mand blev sendt til Slesvig – Holsten

Den 28. juni 1775 udstedte det såkaldte Kommercekollegium i København, datidens handels- og industriministerium, en instruks til en Johan Friedrich Becker. Han skulle berejse alle byer i Slesvig og Holsten og undersøge, hvordan det stod til med handel og industri.

Når rejsen var slut, skulle han stille forslag om, hvordan hertugdømmerne kunne bringes i nærmere handelssamkvem med Danmark end hidtil. Becker drog afsted.

 

Store roser til Flensborg

Fra september til december 1775 opsøgte han alle byer i hertugdømmerne. I 30 rapporter berettede han om sine iagttagelser. Om Flensborg skrev han bl.a.:

 

• Der er 40 købmænd. De fleste bærer denne betegnelse med føje. De handler med hør, hamp, jern, træ, salt, vin. Brændevin, korn og fedevarer. De driver skibsrederi og har malteri. Mange brygger og brænder også. Dernæst er der mindst 12 købmænd som fører klæde-, silke- og andre alenvarer, galanteri og kortevarer. Ligeledes 12 købmænd med urtekram og hvad dertil hører.
• 5 købmænd i jernvarer, kram og Nürnberger sager
• 2 købmænd som udelukkende har lager og salg af forskellig slags vin, brændevin og eddike.
• Alle bestræber sig på at købe varerne direkte fra producenten eller hvor de er billigst. De fleste tager selv personlig del i forretningerne, og jeg må bekende, at den huslige flid her æres som en behagelig og nyttig dyd.

 

Masser af industri i Flensborg

Vi får også at vide at byen har indført et spinderi. Så er der skibsværfter. Vi får at vide, at to skibe netop er ved at blive bygget, desuden er der netop søsat et. Mange er under reparation.

Købmand Matthias Holst og 9 interessenter har et velindrettet sukkerraffinaderi med 2 pander. Det er i god drift. Men der er åbenbart mange flere sukkerraffinaderier i forskellige størrelser. Så er der sandelig en stivelsesfabrik og barkgarveri. Almindeligt garveri er der også.

Farveri og snedkerier findes også i Flensborg får vi at vide. Og sandelig om ikke også Thor Stratens kobbermølle nævnes. Vi har tidligere i en artikel nævnt den. En anseelig papirmølle forefindes også.

Der er en stor kongelig mel-og kornmølle, en vand- og fire vind-grynmøller, en stampe og en barkmølle, alle stadig i drift, så vidt vandet tillader.

I Flensborg var der 4 store blegepladser, som alle om sommeren var fulde af lærred. Der anføres, at der pålandet fremstilles forskellig slags let sejldug.

Flensborg og Skt. Jørgen har 127 store og små skibe. Hertil kommer så alle de skibe, der hele tiden bygges her, påpeger indberetteren.

 

200 brænderier i byen

De mange brændevinsbrændere var et særkende for Flensborg i ældre tid. Omkring 1800 talte man op mod 200 firmaer i byen. Eksporten af de våde varer var stor især til Norge.

I 1847 var der 60 brænderier tilbage. I 1862 var der kun 6 store brænderier tilbage. I 1884 var der fem dampbrænderier som tilsammen producerede dagligt 4.500 liter ren alkohol. Affaldet fra brændingen kunne opfede næsten 1.000 stk. hornkvæg i byen. Disse virksomheder lå mest i Flensburg Neustadt. Bydelen genlød ikke kun af jernstøberier, gasværk og teglværker men også af hundredvis af dyr i brænderiernes stalde.

 

Flensborg – den ultimative Rom – by

Måske er det historisk ukorrekt at lovprise Flensborg for at være den ultimative rom – by. Det var dengang, at der var en anseelig skibsfart mellem Flensborg og de vestindiske øer. . Den bragte velstand til helstaten.

Vi skal skynde os at sige, at Danmark hverken behandlede slaverne værre eller bedre end de andre kolonimagter og søfartsnationer. At Danmark så ophævede slaveriet, vakte ikke den store opmærksomhed på grund af den Første Slesvigske Krig.

Allerede omkring 1750 havde St. Croix dyrkning med 250 familier, der havde 64 sukkerværker i gang. Der blev hurtigt et sukkereventyr over al forventning med kulminination i 1790’erne. På dette tidspunkt var over halvdelen af vareudførelsen fra København raffineret vestindisk sukker. Dengang kendte man kun til en metode i fremstilling af rom.

Men grunden til at Flensborg også blev nummer et på dette felt var forekomsten af Flensborgs fortrinlige og mineralholdige grundvand. Det havde stået sin prøve ved ølbrygningen og ved brændevinsfremstillingen.

I 1700 – tallet var der registreret 300 sejlskibe i Flensborg, eller flere end København og Lübeck havde. Det var dengang, da flere hundrede mærker konkurrerede med hinanden. I dag ligger tallet vel mellem 10 og 20.

Rommen har bragt Flensborg materiel velstand og varige arbejdspladser til mange borgere

 

Da Kilseng – bugten var idyllisk

Den gamle herregård Kilseng var engang meget besøgt. Den lå i en meget idyllisk bugt. I det 19. århundrede blev der bygget en kro og en lysthave. I nærheden var der også en grynmølle. Og så var der Skt. Hansmølle. Ellers var der ikke mange møller på Flensborgs østlige skrænter.

Kilseng Bugt blev opfyldt i 1887/88. I dag er det hyggelige sted en firesporet hovedgade.

 

Store ændringer ved Skt. Jørgens Hospital

Mellem Lautrupsbækdalens høje skrænter lå en savmølle som første gang omtales allerede i 1500. Møllens første ejer var Skt. Jørgens Hospital. Efter reformationen Helligåndshospitalet. Siden midten af 1700 – tallet hørte vandmøllen til private ejere, næsten 100 år indtil 1890 til familien Lautrup. Møllen blev dog ikke længere brugt som savværk, men som almindelig kornmølle.

Da både jernbanen mod Kiel (1881) og amtsbanerne (1885 og 1901) blev ført gennem dalen, fik denne et nyt udseende. Siden 1953 behersker Nordvejen scenen. I 1990’erne har man dæmmet mølledammen op på ny.

På den nærliggende bakke findes en stor bondegård gemt bag en stor trægruppe. På dette sted stod engang Sct. Jørgens Hospital.  Dette hospital for spedalske blev opløst efter reformationen. Da den højst beliggende landsby Jørgensgaard blev indlemmet i Flensborg by valgte man dette historiske sted til en ny sognekirke, der stadig er en af byens mest iøjnefaldende bygninger.

Det gamle Sct. Jørgens kvarter er præget af sine små kaptajnshuse. Bortset fra selve Skt. Jørgensgade findes der i 1838 kun få huse langs de mange gangstier, der fører ned til stranden. Havnen var dengang meget bredere. Efter at byen var blevet knyttet til det boksende jernbanenet, blev en del opfyldt. Langs med den nye havnedæmning opførtes senere flere pragtfulde villaer.

 

Direkte fra skib til tog og omvendt

Byens sydlige kvarterer viser et meget harmonisk billede. Kun de to kirker Sct. Nikolaj og Sct.  Hans rager op over det teglrøde taglandskab. Sct. Nicolaj har endnu det gamle spir, der nedbrændte i 1977 og blev erstattet af det nuværende pragtfulde nygotiske spir. Ikke en eneste skorsten eller fabriksbygning falder i øjnene. Allerede et par år senere blev dette indtryk forvandlet.

På det tilkastede del af havnen blev opført den første banegård og havnen fik et nyt præg ved den Engelske Bro, der skulle muliggøre at varer kunne omlades direkte fra tog til skib og omvendt. Mellem Sct. Hansgade og banegården opstod et nyt industrikvarter. Også dette er senere forsvundet. Kun jernbanedæmningen, de to broer og sporene langs med havnens skrænter er tilbage.

 

Haver bag pakhusene

Ved havnens vestlige skrænt lægger vi først mærke til Nørregård-enderne. De langstrakte købmandsgårde ved Storegade (og ligeså ved Holmen) havde ofte haver bag pakhusene.

Vor Frue Kirke har endnu det gamle baroktårn, der blev erstattet af et nygotisk tårn i 1880. Og så er det det store pakhus i Nygade. Når vi følger skibbroen falder flere huse i øjnene, som stadigvæk præger havnepanoramaet. Det gælder frem for alt hjørnehusene fra Oluf Samsonsgang og herrestaldene.

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• slesvigland.dk
• Otto H. Engel: Havnemester og lods Kronika, Egernsund

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.758 artikler

 

• Under Sønderjylland (206 artikler):
• Flensborg i begyndelsen (b)
• Flensborg i hverdag og krig
• Flensborg for længe siden
• Slottet Duborg i Flensborg
• Sankt Knuds Gilde i Flensborg
• Flensborg i mere end 725 år

 

• Under Indlemmelse, Grænsedragning, Genforening (141 artikler):
• Flensborg skulle absolut til Danmark
• Sydslesvig – hvad er den sande historie?

 

• Under Besættelsestiden (Før/Under/Efter)(354 artikler):
• Flensborg 1945 – 20 dage som regeringsby
• Da Danmark fik tilbudt Sydslesvig
• Det danske mindretal i hagekorsets skygge
• Militære efterretninger i grænselandet
• Syd for grænsen – efter besættelsen