Torvedagene havde en magisk tiltrækning. Vi skal høre om Fisketorvet, Højbro Plads, Halmtorvet, Gammeltorv, Nikolaj Plads, Gråbrødre Torv, Gammelstrand, Kultorvet m.m. Bønderne kom langvejs fra. De måtte betale et hav af afgifter, inden de kom frem. Vi besøger byens første kvægtorv, Trommesalen. Vi kigger på Skovserkonerne, Borgerskabets kvinder og byens ældste storcenter, Børsen. Ja og så var det alle Gadesælgerne, som var specialister på hver deres område.

 

Gadedrenge var en plage

Gadedrengene var en plage for det adstadige borgerskab. De kunne ikke gå i fred for deres drillerier og ondskabsfulde apilopper. Det var heller ikke noget udsædvanligt at se dem forfølge de såkaldte originaler med deres generende tilråb.

 

Magisk tiltrækning

Den handel, der blev drevet på byens gader og torve en masse magisk tiltrækning på så at sige alle samfundsklasser. I Kjøbenhavns satirisk – komiske Veiviser eller Den Skjælmske Ledsager i Danmarks Hovedstad fra 1839 berettes der om, at på Gammeltorv handles der på torvedagene meget livligt med:

Svinerygge og Hoveder af firdøddede Skabninger, med Flæskesider, Gjæs med og uden Hoved, hvoraf de første stundom skrige, udmærket frisindet, Æg, Smør, Korn savnes ikke. Madammen træffer mellem Bøndervogne sin Galan og Tjenestepigen sin Kavaler fra det sidste Dansebodsbal.

 

Fisketorvet

Om Fisketorvet ved Gammelstrand hedder det, at det

Er ingen kostelig Stiftelse, endskjønt en smækfed Kone med ubesat Straahat paa kaldes Priorinden, og hvis Skarpsindighed har hævet hende til Fredsmæglerens Rang, naar Søstrene komme i trætte eller i Haartotten paa hverandre. De vare i sin Tid en Skræk for de i nærheden sig opholdende Vognmandskarle. Nu er de skredne frem med Tidens Oplysning og skjælde hinanden mere moderat ud. Saaledes sige de nu ”Mær” i stedet for det forældede ”Rakkermær” eiheller fremvise de meer deres blottede bag i Vredens Hede, men betegne kun, efter Velalstændighedens foreskrivter, deres foragt for Modparten ved talende Mimik og Gestikulationer.

 

Højbro Plads

Om Højbro Plads siges det, at

Når de skelmske Amagerpiger falholde deres Grønsel, Gartnere deres Frugter og Blomster, Schakkerjøderne på hjørnet af Læderstræde speculative gaae frem og tilbage på Rendesteensbrættet, Kokkepigerne med de trinde Arme og funklende Øjne skride stolte fremad, bærende Torvekurven, de smægtende Syjomfruer gaae til deres Arbeid, Landsoldaterne have flokket sig paa Østergade. Naar Kjøbenhavnerne havde udsovet og Virksomhederne begynder giver denne Plads interessante Iagttagelser.

Noget helt andet var det med Børsgade. Her bestod udlosningen mest af gavntømmer, brændsel og stenkul.

 

Torvepladserne var fyldt op

På Frederik den Sjettes tid var gaderne omkring torvepladserne fyldt med folk på vej til deres daglige indkøb. Her færdedes madammer mellem hinanden fulgt i hælene af deres tjenestepiger, som skulle bære de indkøbte varer. Enhver husmoder, der ville bevare sin værdighed, og der bildte sig ind at have en position, og det gjorde de fleste, fandt det under deres værdighed selv at bære en kurv på armen.

Ved vandposterne, som ingen af torvene manglede, gik sladren lystig mellem de mange koner, som her hentede deres daglige forsyning af vand. Det var der nemlig ikke i ejendomme. Nogle var så heldig at have indlagt vand i gårdene. Sommer og vinter formede livet sig derfor hyggeligt og fornøjelig rundt om på byens torve.

 

De kom langvejs fra

Mange af torvebønderne kom langvejs fra, og turen ind til byen var fuld af forhindringer. København var jo indtil 1856 lige som en fæstning. Der blev ført kontrol med enhver, der passerede ud og ind af de fire byporte. Gennem Nørreport var der dog muligt efter lukketid at slippe ind i byen mod betaling. Om vinteren blev portene først åbnet kl. 7. På de to ugentlige torvedage, onsdag og lørdag var der lange rækker af vogne, som ventede at blive kontrolleret. Det kunne også være dyrt for bonden, for byen forlangte sit, inden den åbnede sig.

 

Afgifter, tak

Og inden bonden nåede portene, havde han måttet igennem adskillige landevejsbomme, hvor der også skulle erlægges afgift. Endelig nåede vognen frem til Acciseboden, hvor toldbetjente gennemstak læsset med en stang. Jo og så skulle der også betales bropenge.

 

Halmtorvet

Lige inden for Vesterport lå Halmtorvet, der udgjorde den østlige del af den nuværende Rådhusplads. Her lå en dårlig vedligeholdt vagtbygning og sprøjtehus. Til højre lå en vejerbod. Her var også et smudsigt plankeværk og nogle væmmelige latriner. Pladsen var dårlig brolagt. Pladsen var desuden dårlig brolagt, så i regnvejr var den sølet og ufremkommelig. Pladsen blev også brugt til at parkere gamle arbejdsvogne og til at tørre tøj.

 

Tilladelse fra 1682

Oprindelig havde pladsen ligget øde og ubebygget hen. I 1682 gav kongen tilladelse til, at den blev indrettet til høtorv. To år senere blev tilladelsen udvidet til, at der på torvedage og andre søgnedage måtte sælges korn, gryn, ærter, fedevarer, kalve, svin, gæs, ænder, høns, duer m.m. Desuden måtte der sælges kul, brænde, hø, halm, strøelse, riskoste, tøndebånd og enhver slags egetømmer. Denne tilladelse fik andre torve også:

• Og må Amagere, Urtegaardsfolk og Fiskeblødere tilstedes at sidde ved Siderne med hvis have Vækst, Fisk og andet, de kan sælge. Dog saaledes, at ikke de gaaende og kørende derved forhindredes.

Da Gammeltorv derfor snart blev fyldt med hø – og halmlæs, udstedte politimesteren Ole Rømer den 7. februar 1705 en forordning om, at alle vogne skulle holde paa de Pladser som ere inden Volden ved Vester – og Nørre Porte, og der have deres Torve.

Et forslag om, at holde høtorvet uden for portene blev afslået med den begrundelse, at det ville vanskeliggøre opkrævningen af konsumptionen.

 

En kirkegård blev nedlagt

I virkeligheden var Halmtorvet ikke særlig stort, idet dets sydlige del fra Lavendelstræde til Farvergade blev benyttet som kirkegård for beboerne i Vartov og senere også fra Vajsenhuset på Nytorv.

Først da kirkegården i 1760 blev nedlagt, fik torvet den udstrækning, det bevarede til voldenes fald. Men det var i grunden mærkelig at pladsen vedblev med at være så forfalden. Det var det første indtryk de rejsende fik, når de kom fra vest. Og København var trods alt en Kongelig Residensstad.

 

Torvehandelen var størst på Gammeltorv

Størst var torvehandelen på Gammeltorv. Spækhøkerne turde ikke forsyne sig, før Torvevægteren havde ringet med sin Torveklokke. Her sad værdige Valbykoner og faldbød deres fjerkræ. Her så man bønder og slagtere sælge kød fra åbne vogne eller skidenfærdige Kludetelte.

 

Fjerkræ fra Valby

Handelen med fjerkræ var en vigtig indtægtskilede for bønderne i Valby. Mange havde ligefrem opkøbere, som rundt om i landet opkøbte kalkuner, høns, kyllinger, gæs og andet til videresalg på torvet i København. I 1820 siges det, at 120 personer var beskæftiget med dette.

Konerne havde deres faste stader på Gammeltorv, hvor de sad i flere rækker lige som Skovserkonerne på Gammelstrand. Valby – konerne solgte også æg og smør. Det var dog knap så indbringende som salg af fjerkræ.

 

Byens første kvægtorv

Fra gammel tid var slagtning inden for voldene forbudt inden for voldene. Derfor havde slagterne slået sig ned på Vesterbro i nærheden af byens første kvægtorv, Trommesalen. Denne var oprettet 1671 af hofslagter og konsumptionsforpagter, Niels Olufsen. Når det nu blev kaldt Trommesalen skyldtes det, at markederne indledtes og blev afsluttet med trommeslagning. Slagterne var et djærvt folkefærd, der på gammeldags manér sluttede en handel med et kraftigt håndslag og bagefter drak lidkøb i en af de små beværtninger, Vesterbro dengang var berømt for.

Langt op i forrige århundrede var denne bydel kendt for sine slagtergårde, men efterhånden som bebyggelsen bredte sig, især efter voldenes fald, flyttede mange slagtere ud til omegnens landsbyer, hvor de erhvervede sig gårde til kvægopdræt. Skønt adskillige af dem efterhånden var holdne folk, var de dog hver dag at finde i deres boder i Maven ved Nikolaj Kirketårn eller i andre af byens slagterboder. Men på torvedage mødtes de alle på Nytorv.

 

Sølvknapper og knæbenklæder

Når bønderne kom til byen var vognene læssede med kornsække. Oven på lå der svinekroppe. Bønderne var klædt i lang gulladen frakke og vest med sølvknapper, knæbenklæder og grå uldsokker. På hovedet havde de en spids hue, der hang ned med en dusk på siden. De fleste havde langt hår. Efterhånden forandrede påklædningen sig. Bønderne havde fået lange mørkeblå benklæder og langskaftede støvler.

 

Sprog og manerer var forskellig

På torvene blandede de forskellige samfundsklasser sig med hinanden. Det var ikke kun i klædedragten, der var forskel. Sprog og manerer var også forskellig. Bønderne talte uforfalsket sjællandsk dialekt, slagternes djærve og ligefremme gloseforråd, det københavnske borgerskabs kultiverede udtryksformer og gadedrengenes slang gav mange morsomme indslag på torvedagene.

Handelen foregik direkte mand og mand imellem. Bønderne stod jo ved vognene med varerne. Selvfølgelig tingedes der om prisen, men det gik nu hurtigt. Enhver handel blev afsluttet med håndslag. Det var absolut lige så bindende som en underskrift.

 

Den sidste torvedag

Men tingene ændrer sig. Den 16. august 1910 afholdtes for sidste gang torvedag på Nytorv. Handelen med slagtekvæg blev flyttet til den nye flæskehal ved Godsbanegården. København havde mistet et festligt sceneri.

Endnu nogle år holdt slagterne stand på Nikolaj Plads. De slagterboder, der i 1852 var bygget på Gråbrødretorv blev allerede nedrevet i 1902 med torvets regulering.

 

Nikolaj Plads

Nikolaj Plads blev brugt som øvelsesplads for brandvæsnet. Enkelte håndværkere brugte stedet som lagerplads. Men størstedelen af den var fyldt med skure og boder, i hvilken slagtere, amagere, høkere og kallunsmænd havde deres primitivt indrettede butikker. I alt fandtes der i 1840 på Nikolaj Plads 82 boder og stadepladser.

Men det var en torn i øjnene på myndighederne. De fandt forholdene under al kritik. Men det gik en del år, inden man besluttede sig for at rydde pladsen og indrette nye boder. Arkitekten P.C. Hagemann opførte i 1845 – 46 af støbejern i nygotisk stil i alt 68 større og 10 mindre butikker, der blev udlejet til byens slagtere. Til disse blev også slagtere henvist, der endnu i 1845 havde deres boder bl.a. på Gammelstrand, muren ved Helligånds Kirkegård og på Christianshavn. Maven som de nye boder blev kaldt, blev først revet ned i 1917, da den nuværende kirke blev opført.

 

Gråbrødre Torv

På Gråbrødretorv eller Ulfeldts Plads, som det hed til 1841, var forholdene ikke bedre. Omkring Ulfeldts skamstøtte i Nationalmuseets Have, blev der lige som på Nikolaj Plads drevet handel fra boder og skure. Her var det med brugte klæder og alskens andet skrammel. Men der fandtes også 13 slagterboder og flere grøntudsalg. Også dette sted ville myndighederne gerne have reguleret.

Beboerne ville gerne have fjernet skamstøtten. Men først i 1852 blev der opført 20 slagterboder ligesom dem på Nikolaj Plads. Disse forsvandt igen i 1902.

 

Skovserkonerne

Nu levede københavnerne jo ikke af kød alene. I enhver husholdning skulle man have fisk mindst en eller to gange om ugen. Og fisk købte man blandt andet hos fiskerkonerne på Gammelstrand.

Konerne fra Skovshoved skaffede deres familier hjemme i det lille fiskeleje deres daglige brød. Derhjemme måtte børnene tidlig hjælpe til. Mændene tilbragte ofte nætterne på havet. Det var navnlig sildefiskeriet, der spillede en stor rolle. Ingen sild smagte bedre end den fra Skovshoved.

Når mændene kom med deres fangst stod konerne og børnene parat. De levende sild blev anbragt i store rektangulære kurve, som konerne bar på ryggen, støttet af en kort stok under armen. Denne kurv var en del af deres dragt, der bestod af græsgrønt vadmelsskørt med en rød bort forneden, et blåt bomuldsforklæde, et sort liv og et stivet, hvidt hovedklæde, hvorunder de i ældre tid havde en metalbroderet hue. I en beretning fra det 18. århundrede hed det sig:

Disse Fiskere sælge Fiskene ferske udi København, og af det Slags, som kan konservere sig levende udi Kurve, bære Kvindfolkene i hobetal udi saadanne Machiner, paa deres Ryg bunden, til København, og naar de havde solgt Fiskene, proviantere de sig med adskillig, som de pakke udi Kurven og bære hjem.

Disse koner var et festligt indslag. Når de blev uenige, så kunne det hænde, at de vaskede hinanden med en torsk eller en rødspætte, eller hvad de lige havde ved hånden. Dette har sikkert moret mange.

Dag efter dag, år efter år i al slags vejr, sad de samme koner på de samme pladser, lige frejdige og altid parate til en munter og vovet spøg.

 

Masser af handel ved kanalerne

Foruden fisk blev der også handlet med andre ting langs kanalerne. Mellem Højbro og Holmens Bro lå der små fartøjer, der drev detailhandel med forskellige varer. Nærmest Højbro lå både fra Bornholm med pottemagerarbejde. Ved Holmens Bro solgte norske skippere laks. Holstenske skippere solgte smør og ost, mens Finske skibe solgte træ ud for Børsen.

 

Loppetorv – et trist syn

Det såkaldte Loppetorv var måske et lidt trist syn. Det lå indtil 1870erne på en del af Gammelstrand. Det var på det område, der lå nærmest det tidligere Assistenshus. Her solgtes al mulig ragelse, klæder, billeder, porcelæn og jernkram m.m. Det stammede fra dødsboder og fattigfolk. Dette marked fortsatte senere til Vandkunsten, hvor det lå, indtil det blev nedlagt i 1887. Det var foran det hus i Rådhusstræde ud for Vandkunsten, at Tallotteriet blev trukket, indtil det blev ophævet i 1851.

 

Højbro Plads

Ja egentlig har vi jo allerede fortalt om torvene på Strøget i tidligere artikler, men måske skal vi lige have en uddybning. I forbindelse med brandene i 1728 og 1795 skete der noget i byen. Masser af bygninger måtte nedrives, og man fokuserede også på brandbælter. Det vil sige, at torvene faktisk kom til at optræde som et brandbælte.

Gammel – og Nytorv blev forenet til et stort torv ved at rådhuset blev flyttet hen til det nedbrændte vajsenhus plads mellem Frederiksberggade og Lavendelstræde. Store Færgestræde og Højbrostræde blev ikke genopført, men blev erstattet af det nye torv, det nuværende Højbro Plads.

Der var store planer med dette torv. Også fordi, at det var omgivet af stilfulde nyklassiske bygninger. Men i stedet for et fornemt og velklædt publikum blev den befolket af lurvet klædte handlende, der solgte gamle Bøger og Landkort, Skilderier, Jernkram og sønderslaget Porcelæn, umage Spænder m.m.

Datidens medier kaldte i 1806 stedet for Carricatur af et Torv.

 

Forholdene blev bedre

Men efterhånden blev forholdene dog bedre. Det blev midtpunkt for et broget og afvekslende folkeliv. Boder og rullende butikker blev udlejet til slagtere, amagerkoner, bissekræmmere m.m. Jøderne havde fra gammel tid deres stader på hjørnet af Læderstræde. Her solgte de piskebånd, galanterisager og hvidevarer. Kvarterets tjenestepiger mødtes ved pumperne, hvor de udvekslede nyheder om deres herskaber. Særlig livligt gik det naturligvis til på de to torvedage. Onsdag og lørdag følte man sig hensat til Paris eller London.

Magistraten måtte dog atter gribe ind og skabe ordnede forhold. Højbro Plads udviklede sig nu til et frugt – og blomstertorv, hvor man kunne fryde sig over synet af de kønne Amagerkoner med deres Grøntsager.

 

Projektet nåede kun til papiret

Men ak og ve. Heller ikke det kunne tilfredsstille de forvænte københavnere. Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse besluttede i 1888, at nu skulle der gøres en virkelig indsats for at gøre torvet smukt og attraktivt. Derfor lod man arkitekten Martin Nyrop udarbejde et projekt til et blomstertorv, grupperet omkring en fontæne med afløb i et stort bassin. Men ak, projektet nåede kun til papiret.

 

Storkespringvandet

Mens Højbro Plads ikke forandrede sig, så blev Amagertorv i 1894 velsignet med Storkespringvandet. Skal man tro Blækspritten fra 1894 blev springvandet dog ikke modtaget med lige stor begejstring af alle:

• Kampens dage er endt
• Der er glædeblus tændt
• Der er fred, der er fryd, der er hvad der skal være
• Om vort storke – bassin
• Samles pige og dreng
• Samledes gamle og unge og fløjtende stære

 

Stadens Grøntorv

I en beskrivelse af København fra 1856 oplyses det, at Amagertorv er Stadens Grøntorv, hvor Havesager af al Slags falholdes.

Jo det var Amagerbøndernes oprindelig stadeplads i København. Men det var Højbro Plads, der forblev centret for handel med det grønne, selv efter anlægget af det nu nedlagte Grøntorv ved Nørrevold.

 

Kultorvet

Efter branden i 1728, havde man plan om et torv inden for Nørreport. Det skulle på torvedage aflaste Gammel Frederiksborggade og Lille Købmagergade, hvor handel med brændsel hidtil havde foregået. Ny Nørretorv som Kultorvet egentlig hed, var beregnet til den Plads, hvor Kulsviervognene fra Skovegnen nordøst i Sjælland falholder deres Vare.

Men ak og ve. Størstedelen af det nærliggende universitetskvarter, de nærliggende gader og selve Kultorvet blev delvis ødelagt under det engelske bombardement i 1807. Forgæves kæmpede brandmænd, politi og vægtere mod flammernes hærgen. Alene på Kultorvet nedbrændte 13 ejendomme.

 

Hauser Plads

Da det hele igen kunne tages i brug blomstrede handelen. Vognene blokerede efterhånden Frederiksborggade. Derfor blev man nødt til, at tage Hauser Plads i brug som hjælpetorv. Dette torv var opkaldt efter den schweizisk fødte forretningsmand, konferenceråd Conrad Hauser. Han havde opkøbt en del grunde i den nuværende Hausergade. Ved hans død i 1824 var hele gaden bebygget, selv boede han i nr. 32.

I 1819 var det lykkedes ham, at få anlagt et torv på en stor brandtomt, hvor der havde ligget et Tvangshus. Men først i 1838 blev pladsen officielt taget i brug.

 

Kulsvierne

Det var ikke kun kulsvierne fra Nordøstsjælland, der kom her. Det var også de bønder, der gravede tørv i deres moser. Allerede i 1780 havde Kultorvet været overfyldt med vogne. Man sagde dengang, at man for enden af Købmagergade ikke kunne se andet end blå og grå Kasketter og Hoveder af Heste og Folk.

Alle former for brændsel blev bragt til hovedstaden. Så sent som i 1869 havde man udsendt en ny Rådhus – Plakat, der forkyndte, at handel med Tørv, Pindebrænde, Trækul og andet indenlandsk Brændsel, saa og Riskoste kun maatte finde sted paa Kultorvet og eventuelt paa Hauser Plads.

Det hed yderligere, at

• Handel tillades saavel fra Vogne eller Trillebøre, naar Varerne er ført til Torvet paa saadanne, som ved at holde dem til fals eller siddende.

 

Torvetvangen bortfaldt

Ved næringsloven af 29. december 1857 bortfaldt torvetvangen, der skulle forhindre bønderne i på landet at handle med omløbende høkere og prangere eller at købe deres varer andre steder end på torvene.

Dette betød dog ikke en væsentlig ændring af torvehandelen.

 

Borgerskabets Kvinder

Borgerskabets kvinder stod for indkøbet af de daglige varer. I modsætning til de lavere samfundslag, hvor kvinderne var tvunget til at påtage sig et usselt job som sypige, eller rengørings eller vaskekone, indtog borgerskabets kvinder en privilegeret stilling i samfundet. De brugte dagen på at visitere, modtage visitter og så gå på indkøb i Strøgets fine butikker.

 

Gadesælgerne var specialister

De kunne godt lade sig inspirere af en gadehandlers råb.

I 1903 hed det sig:

• Gadesælgeren er det væsentlige Moment blandt Gadens poetiske Virkemidler. Han er den agerende paa Gadens store Scene, og han giver gadens Fysiognomi de karakteristiske Træk.

I hushjørnernes skygge, i porte og kælderhalse blev der handlet med brød, pølse, grøntsager m.m. Skuespilleren Julie Sødring fortalte i sine barndomserindringer fra Adelgade 77:

• I Porten ud til Adelgade sad vor gamle Amagerkone, Kirsten med sine Grøntsager. Hun forærede mig Blomster, Hanekamp, Krysemynte, Gyldenlak og Balsam. Dem plantede jeg nede i Baggaarden og legede have.
• Paa den anden side af Gaden var der en Kælder, uden for hvilken stod ballier med dampende Kartofler, og hvor der solgtes kartoffelkage.

Disse gadesælgere var ofte specialister. En kvinde havde specialiseret sig i hampenfrø, korenfrø og dansk kommen, konen med ræddiker og de to mænd, der faldbød brøndkarse. Og så var der en, der var leveringsdygtig i flintesten til fyrtøj, en solgte gulvmåtter, og sandmanden solgte gulvsand. Hjemmets udsmykning sørgede en gipser for. På en stor bakke, som han bar på hovedet, var anbragt en lang række småfigurer, som han prøvede at prange folk på.

 

Fuglekræmmeren

Jo og så var det Fuglekræmmeren, som i skovene omkring København indfangede mejser, drosler, stære og nogle gange endda nattergale. Det morede folk, at have disse i bure i deres hjem. Men den mest populære af alle gadehandlere var mælkekusken.

 

Byens ældste storcenter

Byens ældste storcenter er faktisk Børsen. I begyndelsen af 1800 – tallet var hele stueetagen optaget af hørkræmmernes boder. Boderne eller basaren på første sal var udlejet til mange forskellige handlende:

• Silke – og klædekræmmere, legetøjshandlere, boghandlere. Glashandlere, møbelhandlere m.m.

 

Klage over forholdene

I 1771 indgav Børskommissær Rasmus Lycke indgav en klage over forholdene:

Pladsen, hvor Børssamling holdes og af de Handlende er bekostet indrettet med daværende Piller, Stakitværk og Døre foruden kontoriet, er i det ene Hjørne urettelig optaget af den saakaldte Nyrnberger (Galanteri – Kræmmer) og ellers rundt paa Siderne og ofte langt ud paa Pladsen af Kræmmere besat med Dragkister, Borde og Kufferter, opsatte Sengesteder, store fyldte Uldsække m.v. Ja ofte blive slige Møbler malede der paa Stedet, saa de forbigaaende er exponeret Skade paa deres Klæder.

Men ikke nok med det. Videre blev det berettet, at der skete ting og sager foran på pladsen. Den var optaget af

Sælgerkoner med Kurve paa Armen, af Soldater og Matroser, af Løsgængere og ledige Personer, af Betlere og ryggeløse Børn, som driver og springer omkring hele Tiden, kaster sig ned paa Bænkene, som de Handlende for den selv har anskaffet, ligger som oftest udstrakt og sover, og ellers, som tidt høres og erfares, søger Lejlighed til at stjæle fra Folks Lommer, og hvad de kan overkomme.

 

Også problemer udenfor

Efterhånden manglede de handlende plads. I 1855 indledte Grosserersocietet da også forhandlinger med Finansministeriet om at købe bygningen:

Handelsstanden i Kjøbenhavn har længe beklaget, at børslokalet, hvor Kjøbmændene dagligen forsamle sig for at udføre deres Forretninger, i mange Henseender er mangelfuldt. Dels nemlig ubekvemt indrettet, dels uhyggeligt og helbredsskadende som Opholdssted, hvortil kommer, at den indvendige Del af Børsen i det hele architektonisk Henseende ikke tilfredsstiller selv simple fordringer nuomstunder. Kjøbenhavn staar saaledes langt tilbage, hvad dens børsindretning angaar, for andre større Handelsstæder.

Grosserersocietet overtog bygningen og boderne forsvandt. Der var for længst kommet gang i butikslivet, men også det har vi tidligere fortalt om. Se vores liste.

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Adspredelse i Det Gamle København
• Ballade ved Portene
• Den tidlige handelsstand
• Dengang på Strøget
• Fra Ildebrand til Kæmner
• Gamle Lav (Laug) og gilder i København
• København 1840 – 1880
• Strøget – endnu mere
• Strøgets Historie
• Igen – på Strøget (4)
• Urtekræmmere, Spækhøkere og andre på Nørrebro
• Ture gennem Nørrebro 1820 – 1867
• og meget mere

 

Kilde:

• Kjøbenhavns Beskrivelse, en Veiledning for Reisende (1856)
• Cedergren Bech: Københavns historie gennem 800 år (1926)
• Bokkeheuser: Saa By som Borger (1905)
• Carstensen,Rothenborg: Fra Nytorv til Kødby (1964)
• Christensen: København 1840 – 1857 (1912)
• Davidsen: Fra det gamle Kongens København (1910)
• Gnudzmann, Lind: Stor – København 1 – 2 (1907)
• Langberg: Fra Torv til Torv (1943)
• Lindvald m.m.: Danmarks Hovedstad, fra landsby til hovedstad (1948)
• Lindvald: Rådhuspladsen i fortid og nutid (1950)
• Lindvald: Skovshoved, et fiskeleje i støbeskeen (1959)
• Lindvald: I byens skammekrog (1962)
• Lindvald: I portens skygge (1965)
• Lindvald: Vandringer i København (1965)
• Lindvald: Gadens Cirkus (1975)
• Mackeprang: Kulturevet (1950)
• Neiiendam: Byens Liv på gader og Torve (1949) Kbh før og Nu (1)
• Plenge: Livet i Kjøbenhavn for en menneskealder siden (1873)
• Schiørring: København, Minders By (1947)
• Sødring: Erindringer (1951) (Ny udg.)
• Troels – Lund: Et Liv (1924)
• Vogelius: Nye krøniker fra gamle København (1927)
• Werner: Børsen (1915) m.m. (vi arbejder fortsat på en samlet liste over Litteratur København)