En tolkning af ”Min Genforening”

Foredrag i Davids Kirken, Østerbro den 9. september og 4. november 2020. Den sønderjyske og københavnske udlægning er forskellig. Skoleelever tror, at vi vandt i 1864. Det dansk – tyske forhold. Sønderjyllands historie er kompliceret. Et skær af nationalromantik og glansbillede. I 811 var Ejderen dansk grænse. Ribe-brevet. Et flag og en sang. H.C. Andersen forstod det ikke. Slesvig – Holsten havde deres egen lovgivning. Danmark fik ikke meget ud sejren under 1. Slesvigske Krig. En fiasko i London. Hertugerne fik mere og mere magt. 60.000 nordslesvigere udvandrede. Nogle danske sange blev forbudt. TV – Syd ville ikke bruge ”Det haver så nyeligen regnet”. I 1907 godkendte Danmark Kongeå – grænsen. Manden, der skabte grænsen. De københavnske politikere forstod ikke problematikken. Ikke nødvendigvis socialdemokratisk opbakning. Danmark lagde miner. Tyskland fik lov til at betale efter 1. verdenskrig. Kongens ridt i detaljer. Hvem var Jomfru Fanny? Næsten hungersnød i Nordslesvig. 10. februar i Rens. Gud havde forladt Otto i Højer. Det blev dyrt for Danmark.

 

Er den sønderjyske og den københavnske udlægning forskellig

Der snakkes meget om Genforeningen i disse tider. Meget af det er et glansbillede. Her stilles danskheden op på en pilestal og det tyske som et onde. Andre steder roses det gode dansk – tyske forhold.

Men det er også som om, at den københavnske og den sønderjyske version er forskellig. Og så er det som om man vil tvinge en bestemt holdning igennem. Men der også kommet mange udmærkede bogudgivelser om historien.

 

Skoleelever tror at vi vandt i 1864

Vi skal selvfølgelig have at vide om kongens hest var hvid, og hvem Jomfru Fanny var? Og hvem var det lige der sad op på hesten ved kongen. Da kongen kom til Sønderjylland, var han så lige velkommen alle steder. Og hvorfor var det lige, at han haltede?

Den såkaldte ”Genforening” handler meget om følelser, og det må man respektere. Men gad egentlig vide, hvad de unge mennesker lærer om dette emne i skolen. De tror, at vi vandt krigen i 1864 og ”Slaget ved Dybbøl”.

Vi havde behov dengang for noget heltedyrkelse. Men kigger vi på politikernes handling dengang, så korser man sig. Men vi ved også, at vi ikke skal tolke datidens hændelser med nutidens øjne.

 

Det dansk – tyske forhold

Måske har vi sønderjyder lettere ved at tolke denne del af historien. Vi har også alle vores version af det dansk-tyske forhold. Min sidste bog handler delvis om dette. Den tidligere redaktør af Der Nordschleswiger, Siegfried Matloch mente, at jeg skulle undervise tysksindede unge i en studiekreds på Det Tyske Bibliotek i Tønder.

Nu er fejlen ikke kun hos de dansksindede men også hos de tysksindede selv. Vi har nogle åndssvage eksempler fra begge sider. En byrådspolitiker fra Sønderborg ville tvinge de tysksindede til at anerkende ordet ”genforening”. Borgmesteren i Aabenraa vil ikke give hånd, når man skal sige tillykke ved statsborgerskab. Det minder ham om en Nazi – hilsen. Og det tyske mindretal sammenlignede en bestemt politiker fra Dansk Folkeparti med en nazist.

 

Det tyske mindretal erkendte medansvar

Og så havde vi for nogle år siden debatten om dobbeltsporede skilte i Sønderjylland. Aabenraas borgmester mener ikke at det tyske Mindretal kan fejre 100-års fødselsdag. Man burde trække de fem besættelsesår fra på grund af det tyske mindretals optræden.

Det varede også uhyggelig længe inden Det Tyske Mindretal erkendte en medskyld for det, der hændte under og efter besættelsestiden. En anden ting som man har fortiet, var det danske mindretals syn på racepolitikken syd for grænsen efter besættelsestiden.

I 2005 lavede Wilstrup en undersøgelse, der viste at halvdelen af danskerne mente, at deres forhold til tyskerne var præget af begivenhederne fra 1940 – 1945.

Ti år senere kunne Woxmeter fortælle at 7 ud af 10 har en overvejende positiv opfattelse af tyskerne.

 

Sønderjyllands historie er kompliceret

Sønderjyllands historie er kompliceret. Og egentlig burde vi gennemgå Hertugdømmernes historie fra A til Z. Det har vi gjort på vores hjemmeside. Men i et foredrag vil det nok virke for kedeligt med alle disse årstal konge – og hertugnavne.

Det handler også om hvornår det hed Slesvig, og hvornår det hed Sønderjylland. Det er lige så kompliceret. For på et tidspunkt hed hele Slesvig – Holsten faktisk Sønderjylland.

Under det preussiske herredømme hed det Nordslesvig. På et tidspunkt forbød tyskerne at man nævnte ordet Sønderjylland.

 

Et skær af nationalromantik og glandbillede

Men egentlig handler det om kongerne og deres sønner, om pantsætning og de holstenske grevers enorme magt. Margrethe den Første forsøgte at opkøbe diverse godser i Nordslesvig. Herved opstod ”De Kongerigske Enklaver” Det var små stykker ”Danmark” midt i det hertugelige. Her skulle de unge aftjene deres værnepligt under den danske konge.

Fortællinger om den såkaldte ”Genforening” er indhyllet i et skær af nationalromantik i vores kollektive erindring, Det er selvros og hyggenationalisme. Vi har en tendens til at have en glansbilledehistorie om danmarkshistorien. Om gode retfærdige konger og et folk, der løser problemerne gennem samtale og forhandling. Men sådan er denne fortælling langt fra.

Hertugdømmernes historie har handlet om konflikter og krige, der handlede om hvilke stormænd, hertuger og konger, der skulle have retten til at pine naturalier, penge og andet ud af undersåtterne.

 

I 811 var Ejderen den danske grænse

Helt tilbage i året 811 blev Ejderen anerkendt som Danmarks sydgrænse af den tysk – romerske kejser Karl den Store.

I de følgende århundreder blev grænsen truet af svenske vikinger, tysk – romerske kejsere og vendere. Derfor blev der fra slutningen af det 11. århundrede udnævnt en grænsejarl, der skulle forsvare grænsen.

 

Ribe – brevet

Vi skal også huske årstallet 1460, da blev Ribe-brevet underskrevet. Det var egentlig dikteret af de holstenske grever. Det sagde at den danske konge skulle regere i Slesvig og Holsten samt kongeriget – men hver for sig.

Historikere er uenige i tolkningen. Nogle mener, at det kun stod sådan anført, fordi man skulle hjælpe hinanden. Siden dengang har det også været Slesvig – Holstenske jordbesiddelser mange andre steder. De holstenske grever ejede på et tidspunkt det meste af Danmark.

Og hver del havde sin egen lovgivning.

Et berømt motto udskilte sig fra dette brev:

 

• Slesvig – Holsten evig uddelt

 

Et flag og en sang

Bevægelsen ”Slesvig – Holstenerne” lagde meget vægt på dette brev. Men egentlig var det kun en håndfæstning, som kun forpligtede kongen til hans død. Egentlig havde man glemt dette brev, men det blev så fundet frem til lejligheden, da bevægelsen opstod i 1800-tallet.

Fra starten var denne bevægelse splittet i to grupper. Den ene gruppe ville administreres af den danske konge. Den anden gruppe ville tilknyttes det tyske forbund. Men egentlig fik bevægelsen stor magt.

De fik deres eget flag og deres eget form for nationalsang:

 

• Schleswig Holstein Meerumschlungen

 

Både flag og sang blev brugt til at provokere de dansksindede helt frem til 1920. ja sandelig også efter den tid. Den danske konge forsøgte at forbyde både sang og flag.

Og de onde i historieskrivningen blev Augustenborgerne. Det var dem, der stod for oprøret i Rendsborg i 1848. Men den danske konge havde nu bøvl med dem både i 1920 og under besættelsen.

 

H.C. Andersen forstod det ikke

Egentlig havde man det godt at være et selvstændigt hertugdømme. Erhvervspolitisk søgte man mod Hamborg i 1840’erne.

Den særegne Sønderjyske kultur er historisk blevet truet af rigsdanskernes kultur nord for Kongeåen, hvor det hed Nørrejylland og tyskernes syd for Ejderen.

Halvvejs i sit liv mødte H.C. Andersen de nationale modsætninger. Efter et vellykket og givtigt besøg hos den danske kongefamilie på øen Før tog han ophold på Augustenborg Slot. Men eventyrdigteren fattede slet ikke, hvad der foregik.

 

Nu skulle der tales dansk

I 1844 forbød man Hjort Lorentzen at tale dansk i Slesvigs stænderforsamling. Dette førte til megen surhed hos de dansksindede.

I årene fra 1850-1864 gjorde man en stor indsats i det sydlige Slesvig for at vinde befolkningen for danskheden. I 41 sogne skulle skolesproget nu være dansk. Men dette var yderst upopulært.

I København var der en sand eufori efter sejren i Første Slesvigske krig. Man følte sig nu uovervindelig. Og det gjorde man vel også i starten af krigen i 1864, trods det at preusserne have oprustet. Og det havde man ikke i Danmark.

Med reformationen og senere de tyske åndsretningers udbredelse til Danmark trængte det tyske sprog i det 16. 17. og 18. århundrede ind i de dannede kredse, særlig i embedsstanden. Det skete både i Slesvig – Holsten og i det danske kongerige.

Man påtvang længe før prøjserne kom, nordslesvigerne det tyske sprog. Det blev brugt i kirken, skolen og i retsvæsnet.

Særlig i 1700-tallet talte man i de højere kredse og i Hoffet tysk og fransk. Man sagde at den dansk adelstand:

• Talte fransk med konen
• Talte tysk med tjenestefolkene
• Talte dansk med hunden

 

Man kunne have gjort noget ved det

Rent juridisk kunne de danske konger og embedsmænd have gjort Slesvig Holsten dansk mange gange men de formåede det ikke. Men egentlig kunne man fra tysk side også have gjort det.

En af dem, der kæmpede hårdest, var Erik af Pommern. I 1448 blev sidste retssag afgjort. Den store vinder var hertug Adolf.

 

Det var svært at få en ny konge

Med største besvær og balancegang og stormagternes indgriben lykkedes det i 1852 at udpege prins Christian som kommende tronfølger efter Frederik den Syvende. Denne Christian var bestemt ikke danskernes valg. Han kunne jo ikke engang tale rent dansk.

Prins Christian forsøgte to gange at overbevise politikerne om, at der skulle begås statskup og at enevælden skulle genindføres. Og så ville han ellers gerne med i Det Tyske Forbund.

Regeringen havde ellers talt om en skandinavisk sammenslutning og en svensk konge, der også skulle være konge i Danmark. Men dette forslag brød russerne sig slet ikke om.

Ja og Augustenborgerne mente, at de var de retsmæssige ejere af den danske kongetrone, men sådan blev det ikke. I starten var det hertugens lillebror, prins Frederik af Nør der piskede en oprørsstemning op mod Danmark. Men egentlig var det nok mod deres egen svoger, den danske kong Christian den Ottende, der i sit andet ægteskab havde giftet sig med brødrenes søster, Caroline Mathilde.

I to omgange måtte den danske stat betale Augustenborgerne til tavshed. Man købte deres slotte til overpris.

 

Slesvig – Holsten havde deres egen lovgivning

Tænk engang, at i 1855 havde kun 6.000 danskere stemmeret i Kongeriget. Og siden 1815 havde Holsten været med i Det Tyske Forbund.

Man glemmer hele tiden at fortælle, at Slesvig-Holsten havde deres egen lovgivning. Det havde de også indtil 1864. Det kunne være meget vanskeligt at samarbejde med embedsmændene. Således tog det hele 70 år at anlægge vejen fra Tønder til Ribe, fordi vejen gik gennem nogle kongerigske enklaver.

 

Danmark fik ikke meget ud af sejren

Det kan da godt være, at Prøjsen stjal Nordslesvig. Men vi skal lige huske på, at det var den berømte november-forfatning, som Danmark indførte. Og den var imod de internationale spilleregler. Slesvig blev knyttet nærmere til Danmark.

Vi skal ikke komme nærmere ind på hverken 1. eller 2. Slesvigske krig. Men egentlig fik Danmark ikke meget ud af den 1. Slesvigske krig, hvis vi kigger på fredsbetingelserne.

 

En fiasko i London

Og efter 2. Slesvigske Krig gik man jo helt forkert i London efter fredsafslutningen der og så senere i Wien, hvor der var nærmest et diktat.

Danmark forpassede muligheden i London med at få den grænse som vi nærmest har i dag. Man mente, at grænsen skulle trækkes ved Ejderen selv efter nederlaget. Det var uerfarende forhandlere man havde sendt til London

Under forhandlingerne kom det til en krise mellem Monrad og kongen. I et par dage var Danmark ret beset uden regering. Det lykkedes dog ikke for kongen at finde egnede personer, der kunne danne en ny regering. Nu var det kun kongen, der bestemte. Og han dikterede, at der skulle være en grænse ved Dannevirke. Desuden afslog han en folkeafstemning.

 

Man sløjfede § 5

Og så var det at krigen gik i gang igen. Det var så her, at Als blev erobret uden nævneværdig modstand. Ja faktisk var det meste af Jylland besat. Stormagterne bestemte, at Bismarck skulle trække sig til syd for Kongeåen.

I Prag mente Napoleon at nordslesvigerne skulle have en paragraf 5, hvor nordslesvigerne selv kunne bestemme, hvor de ville hen. Men den sløjfede man uden de andre støjmagters indvending.

Ved det første forbundsvalg i 1867 gik skillelinjen mellem de danske og tyske syd for Flensborg og nord for Tønder og Højer. Denne linje blev forrykket omkring Flensborg. Her blev der sat massivt ind for at få den gjort tysk.

 

Al danskhed skulle fjernes og bekæmpes

I Nordslesvig blev alle danske embedsmænd forjaget. I 1867 forlangtes at man aflagde ed til kongen af Preussen. Pressefrihed blev garanteret af forfatningen men sådan kom det ikke til at gå.

Al danskhed skulle fjernes og bekæmpes. Og det forsøgte Preusserne med alle midler. Modsvaret var netop de danske foreninger og det Sønderjyske Kaffebord.

Og ved hjælp af smart valggeometri bevarede tyskerne kontrollen.

 

Hertugerne fik mere og mere magt

Hertugdømmet Slesvig bestod fra 1200 – 1867. Jo det var især fra 1241, at hertugerne fra Holsten fik større og større magt på bekostning af den danske konge. Det er så en af grundene til, at man ikke kan tale om ”Genforening”.

Det hjalp jo også på det, at hertug Abel blev gift med den holstenske grevedatter Mechilde. Hertugerne fik flere rettigheder. Det var at kræve skat og slå mønt. De fik også eget landsting – Urnehoved. Fra 1326 overtog hertugerne alle kongens kompetencer.

 

Hvad er der egentlig galt

En anekdote vil være særdeles godt anbragt på dette sted. Lord Pammelstone fik et spørgsmål af Dronning Victoria:

 

• Hvad er der egentlig for noget med Slesvig – Holsten og Danmark?

 

Og Lord Pammelstone svarede:

 

• Der er kun tre mand, der forstår problematikken. Den første er dronningens prinsgemal, Albert. Men han er død. Den anden er en tysk professor. Men han er i mellemtiden blevet sindssyg. Og så er det mig selv, Lord Pammelstone. Men jeg har glemt det.

 

60.000 nordslesvigere udvandrede

Danmark er en af de få lande der mindes sit nederlag. Pludselig kom 200.000 nordslesvigere under preussisk styre. Politiske danske foreninger blev forbudt. Tyske foreninger fik statstilskud. Fra 1896 begyndte den preussiske stat at opkøbe landbrugsjord. Der blev oprettet såkaldte domænegårde for at få dem under tyske hænder.

Frem til år 1900 udvandrede hele 60.000 nordslesvigere. Denne udvandring kunne have fået udslag ved afstemningen 1920. Fortyskningspolitikken mødte dog en del modstand og den virkede også modsat selv om tyskerne udviste en masse dansksindede.

Danske foreninger, frimenigheder og vælgerforeninger blev dannet. Danske forsamlingshuse som Folkehjem i Aabenraa blev oprettet. Der var danske aviser som Dannevirke i Haderslev, Flensborg Avis og Hejmdal i Aabenraa.

 

Nogle danske sange blev forbudt

Allerede den 12. juli 1865 blev der udsendt en forordning, der forbød afsyngelse af danske sange med et ophidsende og fornærmeligt indhold. Den Blå Sangbog i Sønderjylland kom i alt i 20 udgaver og startede med at hedde Dansk Sangbog, den sluttede med at hedde Højskolesangbogen.

I 1884 blev 16 unge piger dømt for til en privat fest at have sunget danske sange. Mange blev dømt for at have sunget ”Vift stolt på Codans bølge blodrøde Dannebrog. Den indeholdt en forherligelse af det danske flag.

I Haderslev blev fire dømt for at have sunget ”det er et yndigt land”. I udgaven af den Blå sangbog i 1899 var alle de forbudte sange markeret med en stjerne. Den Tyske Forening mente, at nu var det på tide helt at forbyde ”Den Blå Sangbog”.

 

”Den Tyske Forening” ville have forbudt 100 sange

Sangbogen blev dog ikke forbudt, men de ”forbudte sange” måtte ikke mere trykkes. Den Tyske Forening mente, at 100 sange skulle forbydes, men Retten nøjedes med at forbyde i alt 18 sange.

Når man så havde besøg fra Danmark sang man dog ”de forbudte sange”. Men det var kun hvis gendarmen ikke var til stede. Og man havde vagter på, hvis han skulle dukke op.

 

Man ville ikke genere de tysksindede

Mange år efter lavede min afdøde kone en film om Børge Christensen fra Tønder, der havde opfundet EDB – programmet Comal 80. Hun var ansat på fagbevægelsens video-selskab BIS – Video. Meningen var at filmen skulle vises på TV – Syd. Hun fik en af Aabenraa’ s musikere til at indspille ”Det haver så nyligen regnet” Det var kun som instrumental udgave. Som bekendt er melodien en gammel dansk folkemelodi. Men det var for meget for TV – Syd. De ville ikke bringe filmen, hvis ikke musikken blev fjernet.

Den oprindelige tekst blev skrevet af Svend Grundtvig i 1861. Omkring 1890 skrev Johan Ottosen en ny let satirisk tekst, der første gang blev sunget ved sønderjydernes besøg i København i marts 1890.

TV – Syd mente, at melodien kunne genere det tyske mindretal – og det så mange år efter.

 

Det er juridisk usandt

Ordet ”Genforening” var præget af det danske nationale perspektiv, hvor den danske landsdel Sønderjylland kom tilbage til moderlandet. Men det er nu for meget glansbillede over. Og juridisk er det usandt.

Mange har misforstået begrebet helstat. Den varede fra 1814 til 1864. En helstat var reelt en personalunion, hvor det alene var de enkelte landområders tilknytning til enhver siddende konge, der afgjorde tilhørsforholdet. I alle andre henseender blev de enkelte rigsdele formelt forvaltet som egne stater men dog i praksis samleledes den overordnede centralforvaltning i den kongelige residensstad, København og her i særdeleshed med to kancellier, en for de kongerigske enklaver (Dansk Kancelli) og en for hertugdømmerne (Tysk kancelli).

 

Allerede i 1907 godkendte Danmark Kongeå-grænsen

En af de mest mærkelige traktater blev underskrevet den 11. januar 1907. Danmark lovede at forbedre forholdet til Tyskland. Danmark sagde også definitivt ja til Kongeå-grænsen og nej til §5-aftemningen. De dansksindede i Nordslesvig følte sig i den grad svigtet. Det vil sige, at den danske regering forsøgte at skjule, hvad man havde skrevet under på.

 

Manden, der skabte grænsen

Grænsen var tegnet af en lektor fra Frederiksberg faktisk allerede i slutningen af 1890’erne. Han hed H.V. Clausen. Han havde ved studier afgjort hvor den skulle ligge. Han havde lavet en sindelagsgrænse og en sproggrænse3. Disse fulgte nødvendigvis ikke ad. Han foreslog grænsen syd om Tønder og Højer, selv om han vidste, at der her var langt flere tysksindede end dansksindede.

Grænsen gik nord om Flensborg på nogle af kortene. På andre kort stoppede linjen ved Padborg.

 

Klagen, der blev afvist

I 1913 havde amtmanden (landråden) i Sønderborg spurgt Folketinget om man kunne få tyskerne til lade være med at nægte danske skibe lægge til kaj i byen. Det var bl.a. danske rejsende på lysttur og nogle hundrede unge danskere fra Als, som skulle på deres årlige sommerudflugt til Danmark det gik ud over.

Det fik Scavenius til at bemærke, at

 

• Hellere udsætte sig for en afvisning var det bedre og værdigere for danske turister at blive hjemme eller gøre udflugter inden for Danmarks grænser.

 

Regeringen Zahle bad om at lægge en dæmper på 50 – årets fejring af 1864. Embedsmændene blev bedt om at vise det nødvendige hensyn over for tyskerne.

 

Ud med danskerne – Tyskland til Skagen

Tyskernes holdning var lige modsat. Her blev der ved alle forsamlinger råbt:

• Dänen raus – Deustchland bis Skagen

I 1914 blev en masse prominente dansksindede anholdt og sat i arrest. Takket være H.P. Hanssens indsats blev de efter nogle måneder igen frigivet.

 

Zahle faldt de dansksindede nordslesvigere i ryggen

Statsminister Zahle havde ikke meget til overs for H.P. Hanssen og hans indflydelse i Danmark og Nordslesvig. Han ville hellere støtte den radikale politiker Christoffer Krabbe, da dennes datter Fru Wildenrauch – Krabbe ved hjælp af bladet Dannevirke i Köller-perioden faldt de danske nordslesvigere i ryggen.

Zahle var meget irriteret over H.P. Hanssen og hans indflydelse. Og udenrigsminister Scavenius var ikke særlig glad for den såkaldte Aabenraa – resolution, der fastslog retningslinjer for indlemmelsen.

Scavenius nægtede at indlemme folk, der kun blev dansk af nød og ikke af overbevisning. . Dem, der ikke viste den danske nationalfølelse skulle ikke være danske. Et stort tysk mindretal skulle ikke komme til Danmark.

Zahle mente, at det var meget uheldigt at dansk politik skulle dirigeres fra Nordslesvig.

Det Radikale Venstre havde stor mistro til dem, der havde været tysksindet pludselig, blev dansksindede. Man ønskede sig en tysk – dansk ordning. Men det var tyskerne, der skulle tage initiativet.

 

Pludselig brød ”Socialdemokraten tavsheden

H.P. Hanssen kritiserede Scavenius fordi man i Danmark ikke måtte diskutere Nordslesvig offentlig. Scavenius havde bedt aviserne om ikke at beskæftige sig med Nordslesvig. Det kunne nemlig irritere tyskerne.

Men den 6. oktober 1918 tog ”Socialdemokraten” emnet op i en stor artikel. Men hvad der ikke stod i artiklen var, at Socialdemokraterne havde afvist en afstemning i Nordslesvig.

Egentlig interesserede de københavnske politikere sig ikke så meget om Sønderjylland under krigen. Man stod pludselig total uforberedt, da tyske politikere henvendte sig angående spørgsmålet om Nordslesvig. Allerede i 1915 var de første tyske henvendelser kommet.

 

Mange forslag fra politikkerne

Tidligt kom meldingen fra tyskerne om, at man ikke ville frigive Als, fordi der her lå en tysk flådestation. Det fik så Munck til at foreslå Årø som flådestation i stedet for. Gad vide, hvad englænderne synes om det forslag?

Så var det også fremme, at man jo bare kunne bytte De Vestindiske Øer med Nordslesvig. Senere blev disse solgt til USA. Og de var med til at betale for Nordslesvigs indlemmelse i Danmark. Men det var langtfra nok penge.

Den 10. februar 1917 fremkom Scavenius med en overraskende meddelelse. Han mente, at der skulle laves en overenskomst mellem Tyskland og England. Danmark skulle have Nordslesvig og England skulle tilbagelevere nogle af de kolonier, de havde taget af tyskerne

 

Ikke nødvendigvis socialdemokratisk opbakning

Til et politikermøde i Tyskland i 1918 blev Stauning spurgt om partiets holdning til de danske nordslesvigere:

• Vort parti har for stedse holdt sig fjernt fra enhver støtte til den danske agitation i Nordslesvig.

Da Stauning blev konfronteret med Danmarks accept af grænsen i 1919, sagde han, at han havde taget afstand fra ”genforenings – kravet”, ikke fra ”genforenings – håbet”.

Så sent som i 1919 mente Danmarks gesandt i Berlin, at det bedste var, hvis nordslesvigerne lod sig germanisere.

 

Legater i Tønder kun for tysksindede

Det havde også sine udfordringer at tilhøre et dansk mindretal i Tønder i 1919. Der var mange legater i Tønder som følge af de rige knipling-grosserer. Men de blev fortrinsvis givet til de tysksindede. En mor henvendte sig til magistraten og ville gerne have hjælp til datterens konfirmation:

 

• Nej, hvad tænker de dog på. Deres mand er jo fra Danmark. Så må Danmark jo ernære Dem. Ellers må de sulte.

 

Danmark lagde miner

Godt nok var Danmark neutral under Første Verdenskrig men man førte en meget tyskervenlig politik. Således blev der lagt miner ud i de danske farvande for at forhindre britiske flådefartøjer i at nå frem til Østersøen. Havde Danmark ikke gjort det, var man blevet besat. Men disse miner blev først lagt efter briternes accept.

 

Store konsekvenser

Tænk engang 30.000 nordslesvigere var med i Første Verdenskrig. For de dansksindede var det en mærkelig følelse at skulle kæmpe mod Sønderjyllands befrier. 5.300 vendte aldrig hjem igen. Mange blev ramt hele livet. I Nordslesvig betød det, at krigen efterlod:

• 500 enker
• 000 faderløse børn
• 000 sårede.

 

En uvildig handling

Tyskerne ville faktisk gerne forhandle med Danmark om løsning af Nordslesvig – problemet. De henvendte sig selv. Og Scavenius var klar til at forhandle. Men USA og England sagde nej til dette ønske. De advarede Danmark mod at indlede forhandlinger med tyskerne. Det ville blive opfattet som en ”uvildig handling”. Ja stormagterne truede Danmark direkte med handelsmæssige konsekvenser. Det var derfor, at Scavenius var tvunget til at opfordre stormagterne til at tage spørgsmålet op ved fredsforhandlingerne.

 

Grænsen ikke som ønsket

Fra tysk side bruger man ordet ”afståelse”. For de mennesker, der var præget af hertugdømmet Slesvigs interne sammenhængskraft, betød det grænsedragningen en deling af Slesvig. Og det var ofte tværs gennem familier, handelsforbindelser og kulturelle bånd.

For begge mindretal – det danske syd for grænsen og det tyske – nord for grænsen blev grænsedragningen ikke som ønsket. Det var ofte tværs gennem familier, handelsforbindelser og kulturelle bånd.

 

Var det sønderjyderne, der ville flytte grænsen

Pludselig opdagede sønderjyderne her i 2020 at man på en sten på Frederiksberg havde skrevet, at det var sønderjyderne, der ønskede grænsen flyttet mod syd.

Man har bebrejdet tyskerne at de ikke anerkendte grænsen i 1920. Det tyske mindretal i Sønderjylland anerkendte den først i 1945.

 

Tyskland får lov til at betale

Tyskerne havde intet andet valg end at underskrive traktaten i Versailles. Ellers havde de lidt den totale undergang. Den amerikanske præsident Wilson havde i januar præsenteret 14 punkter, der baserede sig på samhandel, mere åbenhed og nedrustning. Hans ide var at Tyskland skulle behandles som ligeberettiget men ikke som de andre folks herre.

Men da det kom til stykket, var de noble principper forsvundet. Nu var det England og Frankrig, der bestemte. I fire år havde de kæmpet lange og udsigtsløse slag i skyttegravene. Nu var hævnens time kommet. Med den engelske premierminister Lloyd George egne ord:

 

• Tyskland får lov til at betale.

 

Man mærkede også sult i Nordslesvig

Tyskerne mistede selv 2 mio. soldater. 2,7 mio. blev såret. Befolkningen fik ikke noget at spise og der kom følgesygdomme. Det mærkede man også i Nordslesvig.

Der 27 møller i Tønder Amt kunne ikke mere male korn til brød. Og i Aabenraa var der mangel på kartofler. Bønder nægtede at sælge til de meget lave statslige priser. Landbruget var stærkt nedslidt, ja næsten ødelagt. Mange kreaturer var inddraget og mælkemængden var faldet til 25 pct. af det normale. Som følge af krig og nød faldt moralen.

Der blev i den grad smuglet. Og det var ikke ufarligt at krydse grænsen til Danmark. Folk fra Haderslev tog båden til fra Årøsund til Assens bare for at få noget mad.

 

Afleveringspligt

Fra 1915 var der indført rationeringsmærker. Hver person måtte kun købe 2 kg. Brød om ugen. Der opstod masser af mangelsituationer. Det kunne være kaffe fremstillet af brændt rug elle kålrabi. Der blev nedsat kommissioner i byerne, som skulle fordele de sparsomme levnedsmidler i byerne.

På landet var der nedgang i dyreholdet på grund af mangel på foderstoffer. Byg, der blev brugt som foder til svin blev nu anvendt til brødfremstilling. Også kvægholdet blev beskåret Der var ikke nok til at passe dyrene. Godt nok kom russiske krigsfanger og hjalp.

I efteråret 1916 blev ernæringssituationen i Nordslesvig forværret. Kartoffelhøsten slog fejl. I 1917 måtte bønderne tvangsaflevere så godt som alt, hvad de producerede. Det var kun tilladt at beholde det mest nødvendige til sig selv.

Lokale gendarmer blev sat til at inspicere om der blev bagt brød og slagtet i smug. Myndighedernes kontrol blev mere og mere omfattende.

Ved krigens afslutning var befolkningen i Nordslesvig nedslidte og delvis udsultede. Der var masser af bestikkelse og sortbørshandel. Dette påvirkede også holdningen til myndighederne. Man blev mere og mere ligeglade.

 

Revolutionen i Sønderjylland

Og revolutionen, der startede hos søfolkene nede i Flådestation Kiel, bredte sig til Nordslesvig. Den 6. nov. 1918 erklærede Bruno Topf Als som republik. Nu var han præsident. Han forlangte, at alle flådens skibe skulle sejle med rødt flag.

I Tønder måtte borgmesteren ofre konens røde nederdel til et rødt flag på Rådhuset. Der var ikke til at opdrive egnet rødt stof i butikkerne i Tønder. Ved at banke hårdt i bordet til et byrådsmøde fik oprørerne penge til deres revolution. Overalt i Nordslesvig var der revolution.

 

Hvor er de dumme danskere

Her i Tønder spurgte Landrath (Amtmand) Rogge et interessant spørgsmål, for han kendte ikke så mange af dem:

 

• Wo sind denn hier die dummen Dänen

 

Og de dansksindede blev mødt af de tysksindede med følgende bemærkning:

 

• Danskerpak – mæ Lus i æ Nak.

 

Der var undtagelsestilstand

Egentlig var det undtagelsestilstand i Slesvig – Holsten for ca. 100 år siden. Rammebetingelserne skulle gøres så neutral som mulig. Fra den 24. januar var den nationale kampzone således et statsløst område. Det tyske rige og provinsen Preussen var frataget samtlige beføjelser. 3.000 fremmede tropper besatte området.

Tyskerne mente at afstemningen ikke var retfærdig. I afstemningszone 1 skulle man stemme en-block. Og i afstemningszone 2 skulle man stemme pr. kommune. Dette betød at for eksempel Tønder og Højer kom med til Danmark, selv om det var et kæmpe tysk flertal.

 

Blæst og slud den 10. februar 1920

Mange havde håbet, at den 10. februar 1920 var en skøn dag. Men det var alt andet end det. Det var blæsende og det var sludbyger. Det var valgdag. Ved en fejl var der sendt 1.000 tyske og næsten ingen danske stemmesedler til Rømø. Hurtig fik man fat i danske stemmesedler og en båd blev sendt over med dem fra Ballum. Det viste sig, at der var 514 danske stemmer og 92 tyske.

I Haderslev var der dansk flertal. Det blev i den grad fejret. Beværtningerne lukkede ikke til tiden. Det skred de franske alpejægere dog ikke ind over for. Men Bismarck – statuen blev dog dækket over på afstemningsdagen. Måske var det fordi, at de franske alpejægere ikke ville se på deres, betvinger fra 1870.

Der var tysk flertal i flere af de store byer

 

• Sønderborg 55 pct.
• Aabenraa 54 pct.
• Tønder 76 pct.

 

I godt 30 landsogne var der tysk flertal.

 

Den 10. februar i Rens

100 år efter afstemningen stod undertegnede i Rens mellem Tønder og Tinglev og holdt foredrag på sønderjysk. Vi spiste ligesom dengang for 100 år siden. En del bekendte fra min sønderjyske tid var mødt op. Det var virkelig hyggeligt.

Men dengang rådede man kun over 10 danske flag. Men en god dansk mand sørgede for yderligere 13 danske flag. Og så blev der ellers fabrikeret flagstænger. Her var det ellers tvivl om resultatet. Man var enige om. At mødes på kroen for at høre, hvordan det var gået. Der viste sig, at der var 114, der havde stemt dansk og 99 tysk.

Da man ville høre resultaterne andre steder fra stødte man ind i problemer. Der var kun en telefonlinje til Rens og betjeningen på centralen var tysk og ret modvillig.

 

Engelske soldater måtte træde til

I min fødeby, Tønder sagde man, at der nærmest var orkan. Flagstængerne var ved at knække. På Tonhalle skulle den danske fest afholdes og engelske soldater patruljerede rundt om i byen. Klokken 23 kom så afgørelsen:

• 750 danske stemmer
• 448 tyske stemmer

På grund af en-block afstemningen så blev Tønder dansk.

Senere kom det til dansk – tysk ballade i Storegade. Det engelske militær måtte i aktion. Der var også sangerkrig: ”Schleswig Holstein meerumschlungen” mod ”Dengang jeg drog afsted”.

 

Soldaterne endte ved kreaturstaldene

Den 5. maj kom Sønderjysk Kommando til byen og den 7. maj kom Dragonerne.

Den Sønderjyske Kommando havde fået strenge ordre til at opføre sig ordentlig og korrekt over for de tysksindede. De skulle fremme danskheden ved at lære danske fædrelandssange udenad. De skulle kunne Sønderjyllands indviklede historie og besøge mindestenene.

De kom med toget. Allerede syd for Ribe løb man ind i de første problemer. Her ville den tyske lokomotivfører spænde de militære vogne fra. Først da han blev truet med en pistol kom lokomotivføreren på andre tanker.

Ved den første sønderjyske station, Vedsted, stod folk og vinkede med Dannebrogs – flag. Ved ankomsten til Tønder drillede de tyske jernbanefolk igen. Man rangerede ekstra kraftig og længe og soldaterne endte over ved kreaturstaldene.

 

Vi ses om fem år

I øvrigt så kom det første danske tog fra Bramming den 14. juni. To dage efter rejste det tyske personale med tog bestående af 10 lokomotiver med afrejse fra Marchbahnhof nu Tønder H.

Man lod alle lokomotiver pibe på en gang. På siden af lokomotiverne havde man hængt plakater med teksten:

 

• Vi ses igen om fem år

 

Den tyske stationsforstander overlod kassen til den danske stationsforstander. Den var tom. Der blev drukket et glas portvin. Man var høflig korrekt over for hinanden. Men tyskerne trak sig hurtig tilbage. Næsten alt på stationen manglede. Det så noget ramponeret ud.

Et par dage efter overmalede de tysksindede alle Tønders røde postkasser.

 

Jeg forstår ikke dansk

Det første valg efter ”indlemmelsen” gav de dansksindede tre ud af 18 stemmer. De dansksindede ville ikke tale tysk i byrådssalen. Det fik skræddermester Petersen til at rejse sig. På tysk forkyndte han:

 

• Jeg forstår ikke dansk. Må vi få en tolk. Jeg opfordrer alle de tysksindede til at udvandre fra salen i protest

 

Politik med hjertet og ikke med hjernen

Vi kunne måske have nævnt Påskekrisen. Zahle sukkede og mente følgende om kongen:

• Christian den Tiende fører politik med hjertet og ikke med hjernen.

Stauning sagde til kongen:

• Deres Majestæt, De bliver nød til at lytte til mig, ellers er De ikke mere konge.

 

Det berømte ridt over grænsen

Arrangørerne gik langt for at få kongens ridt over grænsen til at foregå i et mytologisk skær. Han skulle ride over grænsen på en hvid hest. Det var netop det som Jomfru Fanny fra Aabenraa havde forudset. Kongen gjorde sit til at det skulle lykkedes.

Den 10. juli 1920 klokken var lidt over ti om morgenen. Christian den Tiende var reddet gennem æresporten på den gamle grænse nord for Christiansfeld, da den stærkt bevægede konge fik øje på en lille lyshåret pige i menneskemængden. Hun havde et dannebrogsflag i den ene hånd og i den anden hånd en kurv med roser i rød og hvid.

Hendes hvide kjole var pyntet med røde bånd. Da kongen så pigen fik han lyst til at tage hende op og omfavne hende. Han kunne ikke vide, at pigen Johanne var adoptivdatter med så beskidte sokker, at hendes mor havde vendt vrangen ud på dem tidligere på dagen. Kongen grab fat om den lille hånde under roserne. Kongen spurgte pigens mor.

 

• Må jeg tage hende op hesten?

 

Hun blev helt paf og svarede ikke, men så spurgte han anden gang:

 

• Må jeg?

 

Der blev så svaret ”Ja Tak”. Og så løftede han den hvidklædte pige op på sin saddel og kyssede hende. Så spurgte kongen:

 

• Vil du med til København?

 

Den ni – årige pige svarede, men kongen hørte hende ikke. Han var allerede videre på den hvide hest. Johanne Braren brød sig ikke om, at kongen tog hende med:

 

• Nej, jeg vil blive hos mor

 

Kongen havde ikke bemærket at hun græd

Oppe på hesten lagde pigen sin arm om kongens hals, mens hendes mor forsøgte at følge med gennem menneskemængden. Den niårige pige var begyndt at græde, men kongen registrerede det ikke. Han skrev følgende i sin dagbog:

 

• Da det lille væsen lagde sin arm om min hals, havde jeg følelsen af, at jeg havde taget Sønderjylland i mine arme.

 

Hvem var Jomfru Fanny?

For at forstå mytologien i alt det her skal vi lige tilbage til årene omkring 1805, hvor en anden lille pige dukke op i Aabenraa. Hun hedder Franzisca Elise Enge. Der gik og går stadig rygter om, at hun var af fornem slægt, måske endda barn af kronprinsen, den senere kong Christian den Ottende.

I virkeligheden var hun sandsynligvis uægte datter af en tjenestepige fra Mecklenborg i Tyskland og en skovridder fra samme egn. Hun arbejde som syerske og begyndte at få drømmesyn. Den synske pige blev kaldt for jomfru Fanny.

Hun blev landskendt, fordi Fyens Avis bragte en artikel om, at hun havde forudset Treårskrigens udbrud allerede i 1837. Hun forudså, at det hele ville ende med en dansk sejr. Det skete i maj 1849 – altså inden de afgørende slag ved Fredericia og Isted, som danskerne vandt.

Hendes forudsigelser blev bragt som skillingstryk i København. Trykkene var den tids ugeblade. Derfor nåede historierne vidt omkring. Da Danmark vandt krigen i 1850, havde Jomfru Fanny for alvor skabt sig et navn.

Hun spåede, at der ville komme endnu en krig, som Danmark ville tabe. Efter det store danske nederlag i 1864 med beroligende ord til apotekeren i Aabenraa. Spåkonen forudså, at der i 1870 ville komme en krig, man aldrig havde set mage. Efter et stort slag uden for Aabenraa ville Danmark genvinde tabt land.

 

En dansk konge vil ride over på en hvid hest

Danmarks konge ville komme ridende på en hvid hest, der ville vade i blod i gaderne, lyder det fra apotekerens referat. Det kom faktisk til en stor krig i 1870 mellem Preussen og Frankrig, men resten passer ikke.

Jomfru Fanny glemte dog ikke drømmesynet. Kort før hendes død i 1881 kom hun så med en spådom:

 

• Det bliver ikke Christian den Niende, som kommer herned som dansk konge. Kongen som kommer, er en mand i sin bedste alder, hverken gammel eller ung. Han kommer ridende på en hvid hest. Bønderne vil pynte deres heste med bonderoser og der vi være sort af mennesker for at tage imod ham.

 

Stoppet af politiet

Men tilbage til kongens berømte ridt. Elisabeth Braren kunne se at hendes datter var ulykkelig. Hun forsøgte at mase sig gennem tilskuerne. Det lykkedes hende at komme ned i en grøft, hvor hun kunne løbe efter kongens hest. Men pludselig blev hun råbt an ad tre politibetjente. Så måtte den bekymrede mor forklare sig til ordensmagten, mens kongen red væk med hendes datter på vejen.

 

Den hvide hest

I de kongelige stalde var der ikke en hvid hest. Men grev Knud Danneskjold – Samsøe fra Visborggård ved Hadsund havde lige inden Første Verdenskrigs udbrud i 1914 købt en hvid hest i Paris. Den hed Malgré Tout eller på dansk ”trods alt”. Den var blevet trænet i flere måneder så intet kunne gå galt.

 

Ulykkelige Johanne

Mens Johanne Braren sad oppe hos kongen, tog en ældre herre sit sidste åndedrag lidt længere nede af vejen. Han syvårige barnebarn så på mens det skete. Manden, hans Jørgen Bylling var faldet om. Da folk havde råbt ”Kongen kommer” havde barnebarnet set sin bedstefars stok flyve op i luften, da den gamle faldt bagover.

Den døende bedstefar blev båret ind på Høkkelbjerg Skole, hvor han udåndede på et bord. Den lille dreng huskede resten af sit liv, hvordan ”bedstefar døde af glæde”.

Mens den tragiske situation udspillede sig i skolestuen, slap Johanne Brarens mor forbi politiet og nåede hen til kongens hest, hvor hun fik standset Majestæten. Denne spurgte:

 

• Må jeg beholde hende

 

Elisabeth Braren turde dog ikke udsætte hendes barn for mere. Hun løftede datteren ned og trak hende i sikkerhed i grøften. Hun havde fået et lille nerveanfald som udtrykte sig i klagende toner. Moderen fik bragt hende til ro. Hun fik hatten på og stille gik de bagefter sværmen.

Og Johannes far blev tysk præst i Højer. Det gik også godt indtil der kom en dansk præst. Så skete der ellers ting og sager.

 

Masser af drama

Men der var mere drama ved kongens ridt over grænsen. Kongen steg af ved Tyrstrup Kirke, hvor han skulle deltage i en kort andagt. Da kongen kom ud af kirken, gik han hen og hilste på de krigsveteraner, som havde været med ved nederlaget i 1864.

En af veteranerne var den 82 – årige snedkermester Peter Wandt fra Bjerndrup. For ham var øjeblikket så bevæget, at han faldt om og døde ved kirkemuren. Men det blev også kongens tur til at falde.

 

Kongen faldt

Efter ceremonien i Tyrstrup Kirke fortsatte Majestæten mod Haderslev i bil. Lidt uden for byen skulle kongen så til hest igen og her gik det galt.

Den hvide hest havde opfyldt spådommen, så kongen skiftede til en af sine egne gangere. Hesten veg til side, da han ville sætte sig op. Men Christian den Tiende der var en erfaren rytter, ville ikke lade hesten bestemme så han svingede sig op alligevel.

Men så sprang dyret til siden, væltede den hjælper, der holdt tøjlerne. Kongens sabel kom i klemme mellem ben og hest og så faldt majestæten til jorden.

Kongen red ind i Haderslev på en anden hest, men så kunne han hellere ikke mere. På resten af turen gennem Sønderjylland var han tydeligvis plaget af store smerter. Resten af turen foregik i bil.

Men så var myten også skabt. Påskekrisen var så godt som glemt. Billeder af kongen på den hvide hest var et nationalt ikon.

 

Kongen glemte aldrig Johanne

Kongen glemte aldrig den lille pige. Han inviterede hende til arrangementer, når han var i Sønderjylland. Hun fik gaver af ham, både da hun blev konfirmeret og gift. Selv om det var en stor oplevelse for Johanne kom livet til at gå med hårdt arbejde. En overgang var hun bagerfrue i Vejle. Men butikken kunne ikke løbe rundt.

I 1945 blev hun skilt efter 10 års ægteskab. Men hun fandt kærligheden igen i 1947, men det gik kun seks år før hun blev enke. Hun hed nu Johanne Herlak og var alene med to små piger, som hun måtte forsørge ved at arbejde som kogekone. Hun døde i 1999 i Aarhus, 87 år gammel.

 

Masser af myter

Kongen glemte aldrig sin ridetur og heller ikke den hvide hest. I 1921 fik hesten dårlige ben. Den måtte aflives. Man talte om at udstoppe den, men det ville koste den fyrstelige sum af 12.000 kr. Det ville man dog ikke ofre. Man lagde en sten på dens grav.

Jo der var også mange myter om denne hest. Således sagde man, at den ikke var hvid. Arveprins Knud, de red ved siden af sin far skulle således have fået kalk på sig. Ja og kongen havde været oppe at besøge hesten i sin stald.

 

H.P. Hanssen blev nærmest gjort til landsforræder

Dagen efter- den 11. juli 1920 var det den store fest i Dybbøl. H.P. Hanssen var nærmest blevet udråbt som landsforræder af københavner – politikkerne. Det var fordi han ikke mente at Flensborg skulle med til Danmark. Grunden var, at der kun var cirka 25 pct. dansksindede i byen.

Forgæves havde H.P. Hanssen forsøgt at overbevise københavnerne om, at Flensborg var blevet tysk. Da resultatet forelå, var man nærmest chokeret og det var kongen også.

• I 1867, da der var dansk flertal, boede der 20.000 i Flensborg
• I 1910 var der 60.000 i Flensborg og allerede der var der tysk flertal

 

Dette skyldtes en massiv tilflytning syd fra.

 

Det er ikke tale om Genforening

Nogle mente, at han slet ikke skulle have taleret. Han blev da også placeret langt nede. Det var på dette møde statsminister Nørregaard sagde følgende:

• Det er ikke tale om en Genforening – Sønderjylland har aldrig været en del af Kongeriget.

Men det er som, at denne udlægning vil vi helst glemme.

 

Ballade inden kongen kom til Tønder

Det var en bevægende rundtur rundt omkring i Sønderjylland. Men det var nu ikke uden problemer. Da kongen skulle til Tønder havde den tyske avis opfordret til at man både flagrede med det slesvig-holstenske og det tyske flag.

Og ikke nok med det. Kongen skulle også besøge Amtsgården, hvor amtmanden ville flagre med et stort Dannebrog. Da den tidligere tyske forgænger hørte dette, proklamerede han, at så ville han rive Dannebrog ned og sørge for at det tyske flag kom op samtidig ville han sørge for at der kom 100 tyske skolebørn og viftede med det tyske flag.

Ved hjælp af en tysk talsmand fik amtmandens sekretær forhindret disse ting i sidste øjeblik.

 

Ballade i Højer

To dage efter skulle kongen til Højer. Men allerede tidlig om morgenen kom der meldinger til ham, at han skulle undlade at komme. I løbet af natten var æresporten revet ned og der var bebudet demonstrationer i løbet af dagen mod kongen.

Men kongen ville ikke undlade at besøge Højer. Foran byen stod hvidklædte piger for at tage imod ham. Han tog nogle af dem med på bilen, og sådan kørte han på Torvet i Højer. Det kom ikke til nogen som helst problemer.

Den stedlige borgmester holdt en tale på tysk, men to år efter da kongen igen besøgte byen var talen på dansk.

 

Kongens store ører

Selvfølgelig er der opstået historier i forbindelse med kongens besøg. Således stod to piger fra det tyske mindretal på Torvet i Tønder og betragtede kongen:

 

• Kug mahl Traute, der König hat grosse Ohren

Men det hørte kongen, han vente sig om til pigerne:

• Mit den Ohren kann er alles höhren

 

Fritz ville hellere kravle

Aftenen inden kongens besøg i Højer havde gamle Fritz været på værtshus. Han havde fået en ordentlig ”Gewesen” og var drattet om i rendestenen. To unge mennesker ville hjælpe ham. Så spurgte han på sønderjysk:

 

• Æ I dansk ejsen tysk

 

De to unge måtte så indrømme, at de var dansksindede. Gamle Fritz sagde nu til de to:

 

• Dann werde ich lieber kriechen

 

Laust kom på en kongelig køretur

Og nord for Tønder havde Laust ventet længselsfuld på kongen og hans følge. Det var meningen, at kongen skulle gøre et kort ophold her. Laurids henvendte sig til kongen:

 

• Godaw hr. Kung
• I ku vell it køe så sinne tæ æ kun følg mæ i æ hestwuun.

 

Laust ville gerne opleve kongens modtagelse i Skærbæk men kongen havde travlt. Han skulle besøge mange byer. Men han tilbød dog Laust at kunne få lov til at komme med i en af ledsager-vognene.

 

Erhvervsmæssige udfordringer

Jo der var virkelig erhvervsmæssige udfordringer, der måtte overvindes. De traditionelle markeder var var forsvundet. Fra dansk side forsøgte man at skabe en fysisk virkningsfuld grænse, der ret hurtig kunne integrere Sønderjylland i den danske stat.

Fra tysk side forsøgte man for at få størst mulig trafik på tværs af grænsen for at undgå en svækkelse af specielt Flensborg. I Danmark blev der udstedt særlige grænsepas til landmænd hvis marker lå på begge sider af grænsen. For flertallet var der både pas – og visumpligt for at komme over på den anden del af hertugdømmet Slesvig, der havde været udelt.

Indtil 1927 måtte tyskere, der skulle på kurophold på Sild via Sønder Løgum og Tønder med tog til Højer og derfra med hjuldamper til øen Sild. Under det korte ophold i Danmark blev passagerne bevogtet at dansk militær.

 

Nu røg de tyske embedsmænd

Allerede den 20. maj 1920 var den danske krone blev indført som erstatning for den tyske mark, der de kommende år oplevede en galoperende inflation.

Nu var det tyske embedsmænd. Der måtte ryge på bekostning af danske. I nogle sogne lavede man dog en afstemning om man ville beholde den tyske præst.

Det tyske mindretal nord for grænsen havde dengang 25.000 – 30.000 medlemmer. Det danske mindretal syd for grænsen væsentlig mindre tilslutning. Først i slutningen af 1920’erne kunne de oprette deres egne skoler.

 

Stakkels Adolf Tysker

Efter afstemningen i 1920 blev grænsen justeret nogle steder. Det var ikke godt for Adolf Ewensen fra Lydersholm. Han blev også kaldet for Adolf Tysker. Han ville absolut ikke være dansk statsborger.

Han pakkede sine ejendele og flyttede over på den tyske side. Her byggede han sig en jordhule og levede med sine dyr. Han havde ikke råd til at bygge eller leje hus eller lejlighed.

Han blev i 1924 begravet på Ladelund Kirkegård syd for grænsen. Familien betalte med danske penge.

 

Gud havde nærmest forladt Otto

En gammel beboer i Højer, Otto troede blindt på Tysklands sag. Han gav i den grad udtryk for sine følelser med ”Die Abtrennung” (Adskillelsen) I hans bibel skrev han:

 

• Min Gud, Min Gud hvorfor har du forladt os? Sådan skriver jeg og tusinder af gode tyskere i Nordslesvig dagligt til dig. Vi kan ikke begribe dine uransagelige veje. Vi forstår slet ikke, kære Gud. Af hvilken grund skulle vi tyskere udleveres til de hadefulde danskere og gøre os til sønderjyder.

 

Det blev dyrt for Danmark

Det blev dyrt for Danmark at få indlemmet Sønderjylland i Danmark – 300 mio. kr. – i 1920-priser. Det var en betydelig økonomisk belastning for de danske statsfinanser de kommende år.

Vejforbindelserne og jernbanenettet var nedslidt og forældet.

 

Store kulturelle forskelle

For sønderjyderne var det ikke let. Der var store kulturelle forskelle mellem Nordslesvig og Kongeriget. Det tog lang tid inden man fik normale livsformer og vilkår.

I 1921 var det ”Heimatfest” i Tønder. De tysksindede havde set frem til den dag. Man hørte ”Oprørssangen” og Oprørsflagene” Og hele tiden lød der:

 

• Wir wollen keine Dänen sein

 

Folketingsmand Schmidt holdt en kamptale for den tysksindede ungdom. 1.500 mand var med i marchen. Danske soldater gik i spidsen og forsøgte at overdøve de tysksindede. De blev selvfølgelig tilsvinet i de tyske medier.

I 1923 udtalte borgmester Todsen i Flensborg, at danskerne ville besætte området ned til Ejderen.

 

Cornelius Petersen kæmpede stadig for en selvstændig stat

Gårdejer Cronelius Petersen fra Vester Anflod mellem Møgeltønder og Højer planlagde en selvstændig stat. Han havde oprettet bevægelsen ”Bondens selv styre”

Men et fængselsophold på tre måneder forsinkede hans planer. Han havde kaldt Stauning for en røverkaptajn efter en tale i Bov. Stauning havde sagt, at der stod 50.000 arbejdsløse parat til at overtage det fallerede landbrug i Sønderjylland.

 

Det gik ikke som Wilson havde forestillet sig

 

Wilson ville genopbygge, men englænderne ville knuse. Han havde en ambition om, at fredsforhandlingerne skulle forhindre kommende krige. Men lige det modsatte skete. I Tyskland blev National Deutsche Arbeiterpartei (NSDAP) oprettet året efter. Kigger vi på deres formål, så var det:

 

• Kræver, at alle tyskere forenes i et Stortyskland
• Fredstraktaten fra Versailles og St. Germain (fredsaftalen Østrig 1919) annulleres
• Land og Jord (kolonier) til at ernære vort folk og til bosættelse for vort befolkningsoverskud.

 

NSDAP – N har i høj grad påvirket det dansk – tyske forhold i Sønderjylland.

Og tænk engang – først i 1973 forsvandt Holsten fra vores rigsvåben.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler

 

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.669 artikler herunder 138 artikler under Indlemmelse, Afståelse og Genforening.