Tønder – Vi ved ikke alt

Lille-Tønder. På en langstrakt holm i Vidåen. Fra 1200 lignede det en købstad. Klostret bredte sig. Særstilling blandt stadsretter. Byens centrum flyttede. Vi ved ikke så meget. Kender ikke meget til kirkerne.  Kirken blev uskånsomt renoveret. Danmarks eneste bevarede ”Kalenderhus?” Tønder havde stor betydning. Hertugeligt privilegium. Uldgade og Slotsgade blev anlagt. Indlemmet efter protester. Byen mistede status som søfartsby. Digerne var for svage. Tønder blev en forarmet by. I 1800 var der 25 kniplingskræmmere i byen. Kniplingshandelen bragte kapital til byen. Kniplingspigerne blev udnyttet. Centrum for pietismen. Masser af Legater. Tønder blev ret stillestående. Jernbaneforbindelse i 1867. Embedsmænd fyret. I 1898 virkede Tønder som en tysk by. Præget af fordragelighed. Store omvæltninger efter 1920. Dansk borgmester i 1937. I 1950 kun 19,3 pct. tyske stemmer.

 

Lille-Tønder

I ældre middelalderlige kilder nævnes Tønder i almindelighed som Lille Tønder eller på plattysk – Lütken Tundern. Den nærliggende by blev kaldt Møgeltønder eller Store Tønder og på plattysk Groten Tundern. Det viser, at Møgeltønder har været mere betydningsfuld. Og Lille Tønder har været Møgeltønders havne – og ladeplads.

 

På en langstrakt holm i Vidåen

Tønder er vokset frem på en langstrakt holm og har været omgivet af to arme af Vidåen, den senere møllestrøm og Skt. Laurentiusbækken. Det ældste Tønder har samlet sig omkring den nuværende skibbro, de to smalle gyder, Kogade og Pebergade og Laurentiuskirken, der lå i den nuværende Vestergade (nr. 33 – 35).

 

I 1200 lignede Tønder en købstad

Allerede omkring 1200 må Tønder have haft et købstadsagtigt præg. I 1238 fik de indvandrede franciskanermunke tilladelse til at anlægge et kloster. De byggede udelukkende deres klostre i købstæder eller i byer med købstadsagtigt præg.

 

Klostret bredte sig

Klostret fik sin beliggenhed syd for den nuværende Skibbrogade. Men efterhånden bredte grund og bygninger efterhånden til begge sider af Møllegade. Sammen med hele sydvestkvarteret brændte det i 1501-02. Klostret blev genopført. Men ved reformationen blev det nedbrudt og dets sten anvendt til store byggearbejder på slottet.

 

Særstilling blandt stadsretter

Det var broder Reinhardt, der tog initiativ Lübeck-lovgivningen og købstadsrettighederne. Den broder Reinhardt blev senere biskop i Odense. Tønder indtager en særstilling hvis ældste stadsretter ellers var mere eller mindre beslægtet med de gamle landskabslove.

 

Byens centrum blev flyttet

Der skete en betydningsfuld regulering og udvidelse af Tønder. Byens centrum blev flyttet fra egnen omkring Skibbroen mod nordøst til Store Torv. Ved denne lejlighed mener man at byen blev opdelt i 120 stavne, det vil sige huse med tilhørende grund og så en andel i den 672 ha store bymark.

Kun disse stavne-besiddere blev betragtet som fuldborgere og kun de kunne indtil stavns ordningens ophævelse i det 18. århundrede blive medlem af råd og deputeret-kollegium. Disse stavne var udelelige og oprindelig havde hver stavns-besidder kun én stavn. Men fra det 16. århundrede kunne hver borger dog eje flere stavne.

 

Vi ved ikke så meget

Egentlig er det ikke meget vi ved om Tønders middelalderlige historie i hvert fald før 1285. Så er det kun slottet eller fæstningen, som vi hører om. Det var i perioder et stærkt fæstningsanlæg. Stormfloder 1593 og 1615 beskadigede slottet. I løbet af 17. århundrede forfaldt det mere og mere. I 1750 – 51 blev det nu meget forfaldne slot revet ned.  Med undtagelse af det i 1740 ombyggede porthus.

 

Kender ikke meget til kirkerne

Og lige som slottet er Tønders middelalderlige kirker også forsvundet. Men kender navnene på dem og heller ikke så meget mere. Det vil sige, at vi kender nogenlunde beliggenheden. Foruden sognekirken, var det den tidligere omtalte Skt. Laurentiuskirke, der formentlig var en romansk kvaderstenskirke opført i tidsrummet 1150 – 1200. Klostret havde en kirke, der var indviet til Vor Frue.

Alle disse bygninger er så grundigt udslettet i reformationstiden. Måske findes der slet ikke rester i jorden. Heller ikke den omkring midten af det 14. århundrede på den nuværende Kristkirkes plads opførte annekskirke til Skt. Nikolaj, søfarendes helgen, ved vi noget om. Vi ved at den var opført af mursten men intet om dens arkitektur. Det vil sige underbygningen af dens tårn, der er opført kort før reformationen, er det eneste, der er besvaret. Resten blev revet ned. I årene 1591 – 92 blev den nuværende Kristkirke opført.

 

Kirken blev uskånsomt renoveret

Kirken har stort set bevaret sit oprindelige udseende. Nogle af den nedbrudte Nikolaj-kirkes udstyr, bl.a. stammer prædikestolen og et enkelt af epitafierne fra den gamle kirkes sidste år. Velhavende borgere har i det følgende århundrede skænket kirken en række anseelige epitafier.

I 1894 blev kirken temmelig uskånsomt renoveret. Ved en ny istandsættelse i 1940erne blev tidligere mindre heldige træk fjernet. Men at komme ind i kirken i dag er storslået.

 

Danmarks eneste bevarede kalenderhus?

Det såkaldte klosterbageri på Store Torv menes at være opført som bolig for et kalenderbroderskab. Er denne antagelse rigtig, ja så er bygningen Danmarks eneste bevarede kalenderhus.

 

Tønder havde stor betydning

Søfarten til Holland var i middelalderen dominerende i byens erhvervsliv. Tønder var i middelalderen en af Sønderjyllands vigtigste byer. For at understrege dette kan nævnes at byen var ansat til 120 skatte-plove, men byer som Haderslev, Slesvig og Aabenraa var ansat til halvdelen eller derunder. Kun Flensborg stod i betydning over Tønder.

Byen havde også en del handel på Norge, men i hovedsagen var det dog handelen på Holland, der betingede byens storhedstid. Der blev eksporteret stude og korn, og man hentede til gengæld kolonial- og manufakturvarer, samt også en del bygningsmaterialer.

 

Hertugeligt privilegium

Stor betydning for Tønders handel var, at der i 1354 blev udstedt hertugeligt privilegium, hvorved byen ikke blot blev indrømmet store toldlempelser, men tillige fik så godt som eneret på handel og håndværk i Hviding, Lø, Højer, Tønder og Slogs herreder. Dette privilegium er det ældste af sin art på dansk grund. Flensborg fik først et tilsvarende i 1491.

Det tønderske privilegium blev dog i tidens løb noget udhulet, først ved enklavernes oprettelse, og da Højer i 1706 fik privilegier. Og bønderne i Hviding herred søgte mod det nærliggende Ribe. Senere kom stridigheder med flensborgske købmænd, der havde trængt sig ind på Tønder – område.

 

Uldgade og Slotsgade blev anlagt

I reformationstiden var indbyggertallet på ca. 1.000. Byen var indhegnet af palisader, der sluttede sig til de naturlige værn i form af Vidåens arme. I syd og øst var der byporte.

Efter reformationen var der på det nedbrudte klosters grund anlagt to nye gader, Uldgade og Slotsgade. De hørte dog ikke under byens jurisdiktion. Det samme var tilfældet med den bebyggelse, som efterhånden opstod vest for Laurentius-broen – den såkaldte Vestergade – forstad.

 

Indlemmet efter protester

Beboerne i de tre gader drev borgerlig næring uden at deltage i købstadens mere tyngende skattebyrder. Dette medførte adskillige klager og stridigheder. Dette førte til gadernes indlemmelse i købstadsområdet 1665. Et område, den såkaldte Slots – og Frigrund forblev stadig amtsgrund. Først efter indlemmelsen i 1920 kom området med i købstaden.

 

Byen mister status som søfartsby

Ved de store inddignings-arbejder i det 16. århundrede blev Tønder afskåret fra havet. Byens betydning som havneby svandt ind. Man forsøgte at oprette sejladsen ved at benytte først Lægan, senere Rudbøl og Højer som losse- og ladepladser, hvor varerne blev omlæsset fra søgående skibe til pramme, der kunne passere sluserne og åen, der efterhånden sandede mere og mere til.

En følge af tilsandingen var, at byen under store omkostninger måtte grave en endnu til dels eksisterende kanal fra Skibbroen til Askesodde. Trods gentagende uddybninger af kanalen, bl.a. ved anlæg af et bolværk i 1841 får havnen ikke mere betydning for byen.

 

Digerne var for svage

Inddigningen gjorde at Tønder-borgerne fik knap så meget vand i gaderne.  Men digerne var for svage. Og vandet skabte mange ødelæggelser.  Men der var også mange andre ulykker ramte Tønder. Fra det 16. århundrede kendtes fem store brande, hvor hele gader blev luernes rov. 1642 brændte Vestergade Forstad. Og 1725 brændte hele Østergade. Også de store pestepidemier ramte befolkningen hårdt. Men også det 17. århundredes krige.

 

Tønder blev en forarmet by

Stude- og kornhandelen standsede i lange perioder, landsknægtshærens vilde plyndringer og store skatteudskrivninger medførte, at det Tønder som i slutningen af det 16. århundrede magtede at bygge den anseelige Kristkirke, nu var en forarmet og gældbunden by.

 

I 1800 var der 25 kniplingskræmmere i byen

Forbavsende hurtigt kom Tønder sig i det 18. århundrede ud af det økonomiske udføre. Dette århundrede står tilbage som en ny glansperiode. Det var bl.a. kniplings-industrien, som havde sin glansperiode. Den ramte Vesteregnen allerede i 17. århundrede.

Ved midten af århundredet var der ca. 25 kniplingskræmmere i byen. I 1800 var deres antal gået ned til 13. Det skulle nok opfattes som koncentration i erhvervet. Først i 1830 mærkes der en tilbagegang. Der var ændringer i moden m.m. Tønders købmænd måtte finde nye indtægtsmuligheder.

 

Kniplingshandelen bragte kapital til byen

Kniplingshandelen bragte kapital til byen. Der blev basis for oprettelse af nye industrier. Der blev oprettet en fabrik til fremstilling af knipletråd.  Og så blev kniplinger på fabriksmæssig fremstilling. Disse butikker måtte dog lukke i begyndelse af det 19. århundrede.

 

Kniplingspigerne blev groft udnyttet

Nogle tobaksfabrikker og en cikoriefabrik, der oprettedes noget senere fik aldrig nogen virkelig betydning for byens økonomi. Befolkningstallet lå ret konstant på ca. 2.500. De tusinder af kniplepiger førte en ret kummerlig tilværelse. I virkeligheden blev de groft udnyttet af deres arbejdsgivere. På denne tid opførtes de statelige patricierhuse som i dag minder os og turisterne om en svunden storhedstid og vel også om at de gamle tøndringer havde en god smag og forstod at bygge godt og solidt. Jo både min far og to onkler var murer.

 

Centrum for pietismen

I første halvdel af det 18. århundrede var Tønder centrum for pietismen. De stor navne i den forbindelse var Schrader og Brorson. Schrader udsendte en tysk salmebog og Brorson udsendte små hæfter. Disse blev samlet i ”Troens rare Klenodie”. Som et minde om Brorson er uden for kirken rejst en buste af ham.

 

Masser af legater

Næppe en by har haft så mange legater som Tønder, men se dette har vi allerede skrevet om. I 1735 fik byen et vajsenhus kombineret med hospital og tvangsarbejderanstalt takket være kniplingskræmmer Peter Strucks store stiftelse.

Nævnes skal også Liebestempel og Seminariet, men se det har vi også allerede gjort flere gange.

 

Tønder blev ret stillestående

I økonomisk og erhvervsmæssig henseende var Tønder i det 19. århundrede en ret stillestående by. Befolkningstallet steg godt nok fra 2.579 i 1803 til 3.969 i 1900. Sammenlignet med andre byer var dette dog ret beskeden. Kniplingshandelen mistede fuldstændig betydning. Byens vigtigste hovedindtægtskilde var de store kvægmarkeder og et relativt velstående oplands handel.

 

Jernbaneforbindelse i 1867

Endelig i 1867 fik Tønder jernbaneforbindelse. Det var med forbindelsen Tønder -Tinglev. I 1887 åbnede den vestslesvigske længdebane. Det var den såkaldte marskbane. Og så endelig i 1892 var det Tønder – Højer banen, der blev indviet. I 1920 havde befolkningstallet passeret 5.000.

I 1867 havde byen fået et kommunalt gasværk. 1901-02 fulgte vandværket og 1910 – 11 elektricitetsværket.

 

Embedsmænd fyret

Tønder havde et stort flertal, der gik ind for den slesvig-holstenske bevægelse. Men selv om folkesproget var sønderjysk så var ikke blot administrationssproget tysk men tillige også i overvejende grad kirke – og skolesproget. Rabiate Slesvig-holstenske embedsmænd blev fyret og erstattet af folk nordfra. Det modsatte skete, da området kom under preussisk styre. Dansktalende børn måtte nu atter i tysk skole.

 

I 1898 virkede Tønder som en tysk by

Småkårsfolk måtte nu atter dukke hovedet. Det danske stemmetal svandt mere og mere ind.  I 1867 var der kun 78 danske stemmer. Dette var i 1898 svundet ind til 13. Set udefra var Tønder tilsyneladende en helt tysk by.

I årene før den Første Verdenskrig skete der dog en samling af de danske kræfter i byen, Ved Rigsdagsvalget i 1912 blev der afgivet 80 danske stemmer. Dette svarede til 9,1 pct. af samtlige afgivende stemmer.

 

Præget af fordragelighed

Forholdet mellem de to nationaliteter har i modsætning til andre sønderjyske byer været præget af fordragelighed. Mellem de to slesvigske krige sad nogle af de virksomme ”Klosterbrødre”, der i grundtvigsk ånd krævede en mere liberal politik over for tyskerne i Tønder. I 1908 besluttede det tyske magistrat enstemmigt at advare borgerne kod at tiltræde den altyske forening ”Deutscher Verein”, hvis formand var den berygtede dommer, dr. Hahn.

 

Store omvæltninger efter 1920

1920 blev en omvæltning for Tønder. Byen mistede ved grænsedragningen sit rige opland mod syd. Sammen med omlægningen af landbruget til danske forhold betød det at kvægmarkederne mistede deres hidtidige betydning. Eksportmarked med lukkede stalde blev indrettet. Et svineslagteri og æg-pakkeri er ligeledes blevet indrettet.

Der kom grænsegendarmer og toldbetjente og byen fik en garnison. En række halvt eller helt offentlige institutioner kom ligeledes til byen. Seminariet blev udvidet. En tidligere kommunal realskole blev et fuldt udbygget statsgymnasium.

Nye kvarterer opstod mod nord og vest og senere mellem den til jævnede Skibbro-kanal og hovedbanegården. I 1920 var byens gader belagt med toppede brosten og ad uhumske rendestene blev regn – og spildevand ledet bort. Tidligere var Tønder omgivet af en kæmpe sø. Men det satte afvandingen til dels en stopper for.

 

Dansk borgmester i 1937

Der kom et alderdomshjem i Leos Alle. I en tidligere skolebygning kom der et nyt bibliotek og et amtsmuseum blev indrettet. Tønderhallerne. Udendørs og indendørs svømmestadion.  Og meget mere.

Ved afstemningen i 1920 blev der afgivet 1.437 tyske og 566 danske stemmer. Efter fraflytning af tyske embedsmænd og tilvandring af danske, samt ved oprindelige tysksindede arbejders tilslutning til det danske socialdemokrati fik de danske borgerlister sammen med Socialdemokratiet flertal i byrådet i 1933. Men grundet personfnidder lykkedes det først i 1937 at få en dansk borgmester,

 

I 1950 kun 19,3 pct. tyske stemmer

Ved Folketingsvalget i 1950 udgjorde den tyske andel af de afgivende stemmer kun 19,3 pct. Og sådan kunne vi blive ved. Men egentlig ville vi gerne fortælle endnu mere om Tønders fortid, men som vi tidligere har været inde på, så findes der ikke så mange kilder, som vi egentlig godt kunne ønske.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• Carstens: Die stadt Tondern
• Kirkeskov: Sønderjylland – et topografisk værk
• Claus Eskildsen: Tønder 1243-1943
• Lennart S. Madsen: Tønderhus – en købstadsby
• Tønder – gennem tiderne

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.167 artikler
• Under Tønder finder du 366 artikler

 

• Tønder – Strejftog i historien 1-3
• Tønder – Vi ved ikke så meget 1-2
• Tønder – fra starten (1)
• Tønders udvikling 1864 – 1920 (3)
• Hvorfor fik Tønder først en borgmester i 1937?
• Det dansk – tyske i Tønder 1920 – 1933
• Tønder i 1880
• Trafik i Tønder – dengang
• Tønder – Marskens Hovedstad
• Sprogkampen i Tønder 1851-1864
• Tønder 1940 – 1851 (1)
• Tønder 1851 – 1864 (2) og mange flere