Tønder som Garnisons by 1740

De havde røde jakke og gul krave. Ja det var bare en af de regimenter, der huserede i Tønder fra 1713 til 1770. To soldater dræbte i 1740 en tøndring. De brugte ret barske hvervnings – forsøg. En bytjener lovede i fuldskab at gå ind i hæren. Han fortrød dagen efter med tømmermænd. Borgmesteren måtte gå ind i sagen. Soldaterne skabte meget uro i Tønder. Der var masser af slagsmål og tyveri. Og så gjorde de unge Tønder – piger gravide. Husværter blev også straffet, når soldater deserterede. Indkvarteringen var en byrde, især for de fattigste. Og soldaterne tog deres familie med. Det var kummerlige forhold der blev budt og stakkels soldaterbørn. Snart opstod der bolignød i byen. Og officererne, ja de kom sammen med spidserne og snappede flere gange en datter af en rig kniplingskøbmand.

 

Rød jakke med gul krave

Fra 1736 – 1742 lå der i Tønder et kyrassier – regiment. Dette regiment havde en rød jakke med gul krave. Og så havde de en sort kappe.

Regimentet var kommet tilbage fra Rhinen, hvor de var led i et dansk hjælpekorps til den tyske kejser. Nu var de så kommet tilbage til Holsten.

Leibkompagnie var ledet af en ritmester Knutzen og bestod af to officerer, en vagtmester, tre koporaler, en trompeter og 56 menige.

Dette kompagni plus et andet havde fået Tønder tildelt som garnison. Det anden kompagni blev ledet af ritmester, Baron Wedel.

Regimentes leder grev Holstein havde i første omgang indtaget Møgeltønder som kvarter, senere blev det så Flensborg. Regimentet blev også kaldt Regiment Holstein.

 

Tønder kendte til indkvartering

For Tønder var det ikke nyt med militær. Gennem de sidste hundrede år var der næsten konstant indkvarteret tropper. Ofte var det kun af kortere varighed. Men fra 1713 var Tønder konstant garnison for dansk militær. Denne tilstand varede til 1770.

 

Masser af militær, dengang

I det 18. århundrede havde de europæiske magthavere et forholdsvis stort militærbudget. Og det gjaldt også for den danske konge. I fredstid var der cirka 10.000. Mange gange var man dog over 25.000. Med Landmilitsen var man oppe på 70.000 mand.

Ofte var enkelte enheder udstationeret i udlandet. Kommandosproget var tysk. Målet var at ligne de preussiske regimenter, men opnåede man dog sjældent. Fra 1773 blev der indført noget der nærmest ligner et hjemmeværn.

Forskellige rytterregimenter bestod kun af professionelle. Før i tiden forsøgte man at lokke nye rekrutter til med trompeter og trommer. Men nu var man blevet lidt mere smarte. Rundt omkring også nede i Tyskland sad en slags hverveofficerer. Og især fra Altona, som dengang tilhørte Danmark kom der en masse rekrutter.

 

To soldater dræbte Tønder – borger (tøndring)

I Tønder blev det hvert år afholdt en slags session eller hvervning. De foregik på Hamburger Herberge, Østergade 58, Holsteinischen Nesselblatt, Weissen Schwan, Nordischen Löwen og i Trekroner, Nørregade 75.

Men i 1740, da man afholdt et stort arrangement i nærheden af byen endte det hele med et slagsmål, hvor to kyrasserer endte med at dræbe Tønder – borgeren, Jens Christensen. Der var mistanke om, at militæret forsøgte at drikke unge knægte fulde for så at få dem ind i folden.

 

Drastiske midler

En anden af byens borger, Niels Nielsen vågnede således i 1739 en morgen med svære tømmermænd og gennemtæsket. Angiveligt skulle han være blevet hyret til militæret.

Tre dragoner under ledelse af overløjtnant von Ahlefeldt skulle have overfaldet den rødhårede knægt, Johann Petersen. Denne kendte ikke noget til, at han skulle have sagt ja til militærtjeneste. Han kunne dog ikke komme ud af klemmen. Men Tønders – borgmester gik ind og forsvarede ham. Men ikke engang det hjalp ham.

 

Borgmester gik ind i sagen

Bytjener Jürgen Petersen lod sig lokke ind i en vagtstue, hvor han yderligere lod sig traktere med salte fisk og brændevin. Da man så tog kongens skål, så Jürgen Petersen sit snit til at tage en anden end sin egen uniform på. I fuldskab lovede han at tjene regimentet.

Næste morgen, da han vågnede af sin rus, stod han til ti piskeslag. Han fandt også 10 daler i sin egen uniform, fordi han nu allerede havde fået sin første løn. Igen kæmpede borgmesteren fro sin ansatte.

Han henviste til en kongelig forordning fra 4. marts 1737 om et forbud, om at hverve de borgere, som endnu ikke havde givet afkald på deres borgerskab. Borgmesteren henviste også til, at soldaterne havde slæbt bytjeneren hen i vagtlokalet, drukket ham fuld og trakteret ham.

 

Soldater skabte megen uro

Der var ofte klager over militæret. Slåskampe med borgere men også indbyrdes forekom ofte. Men soldaterne holdt sig heller ikke tilbage med at stjæle klædestykker fra Blegen. Ofte var soldaterne skyldige i hæleri. Selv æggene ud i staldene var ikke i sikkerhed for soldaterne,

Og ja, soldaterne løb også fra deres faderskab, når unge Tønder – piger blev gravide og senere fødte børn.

Men det var til stor morskab for byens borgere, når alle disse soldater blev straffet ved Æ Kachmand (kagmanden). Ryttere og dragoner blev forholdsvis straffet hårdere.

 

156 soldater stak af

Nu var der ikke så underligt, at ret så mange deserterede fra Kyrassierne. De udgjorde i alt 500 mand og i en periode på 7 år stak 156 af, som ikke siden blev pågrebet. Der findes ikke et tal, hvor de pågrebne også er med.

Hver gang en soldat var deserteret blev kanonen fra slotsmuren affyret. Og så var der alarm. På alle veje og gader i Tønder og omegn blev der sendt patruljer. Også nabobyerne blev alarmeret.

 

Husværter blev også straffet

Enhver husvært havde pligt til at låse sin dør en halv time efter solnedgang og klokken 20 om vinteren. Uagtsomhed blev straffet.

Da en dragon fra Tønder i 1724 deserterede måtte kvarter – værten kautionere 40 daler. Det forlangte ritmesteren. Fra 1713 måtte ingen soldater gik på landevejen uden pas.

 

Navnet blev slået op på galgen

Hvis en desertør ikke blev pågrebet, blev hans navn slået op på galgen.

En ung kobbersmed, Ingwer Conrad Hinz søn af meget agtede forældre i Tønder havde gjort tjeneste i byen fra 1730 – 1734. I 1734 begik han i Elmshorn dumheder. Dommeren befalede, at hans navn skulle på galgen i hjembyen.

Magistraten i Tønder nægtede at deltage i dette.

Familien Hinz skrev til kongen og bad ham forhindre dette. Men de kunne dog ikke overtale kongen. Men ingen kobbersmed i Tønder ville påtage sig opgaven og lave skiltet. Man måtte have hjælp udefra. I 1734 kom blikskiltet endelig til byen og under stor militær opmærksomhed blev skiltet hamret op på galgen ude på Østmarken.

For vedkommende og hans familie betød sådan et skilt en skam for livet. Man kunne ikke søge et offentligt job, så længe den dømte var i live.

 

Indkvartering var en stor byrde

Indkvarteringen i Tønder vakte i mange år mishag og misundelse, fordi nogle var fritaget for denne byrde. Og blandt disse var:

• Præsterne, lærerne, Amts – embedsmænd, advokater, læger, apotekere, postmesteren, Rådsmændene og for det meste også skyttekongen. Også den borger, der sørgede for at markedspladsen blev gjort ren, slap for bøvl med indkvartering.

Når byen så for en gangs skyld fra fri for indkvartering, ja så slap man heller ikke. Så måtte man betale indkvarteringsgæld.

 

Det var de fattigste, der måtte hænge på dem

For det meste var det de fattigste i Tønder, der måtte hænge på soldaterne. Og det var en værre gang logi, de fik tilbudt. Elendige huller, kammer, tagværelser og tilbygninger med mangelfuld sengetøj og husholdningsapparater.

 

Det gik ud over kniplingsindustrien

Minsandten klagede byen i 1742 over, at militæret forhindrede kniplingsindustriens udbredelse. For i de rum, som soldaterne optog kunne der indrettes kniplings – arbejdspladser, fortalte Magistraten.

I 1761 lå her først fire siden seks kompagnier af Oldenborgske soldater. Der opstod pludselig stor bolignød.

 

Kaptajnen fandt sin kniplingspige

Et stort problem var, at en hvis kaptajn Staffeldt ville lade sin dygtige kniplepige bortføre til Rügen. Magistarten klagede til København. Men det tog meget lang tid for at få svar. Og fra hovedstaden kom meldingen, at hun ikke måtte gifte sig. Men da havde brylluppet allerede fundet sted.

Dengang havde staten hånds – og halsret over kniplepigerne. De skulle nødig rejse andre steder hen med deres hemmeligheder.

 

Kone og børn med hjemmefra

Men egentlig kunne man jo ikke forhindre, at soldater blev forelsket. I 1718 blev det dog befalet, at i et Rytterkompagni måtte kun 25 (efter 1733 kun 20) mand have en kone og 13 senge. Nu gjaldt nok kun for gifte!

Det kunne jo også være at de havde taget familien med hjemmefra. Det var normalt dengang, at kone og børn tog med ud til kamppladsen.

 

50 kvinder og 86 børn fulgte med

Da der i 1759 blev proklameret nye indkvarteringer i Tønder, var der også 50 kvinder og 86 børn blandt de kongelige dragoner.

Kvinderne overtog jobs som syning og vask. Nogle overtog sygeplejen og andre igen tog arbejde i lazarettet. Og så var det dem, der forsøgte at holde husholdningen i gang med fiskeri og frugter eller de østers, som de havde smuglet fra Højer.

Ja en del af kvinderne var også tvungne til at tigge.

 

Soldaterbørn

Trist var det også at se soldaterbørnene. Selv om de havde fri skole, så var det ikke mange af dem, der gjorde brug af dette.

Gifte underofficerer og mandskab fik hvert år en rigsdaler for hver knægt. Men så skulle denne også være til rådighed for kongen. Fra det 6. år skulle disse børn bære et rødt bånd om halsen som bevis for, at barnet ikke var fritstillet. Soldater, der ikke ville indgå denne ordning, kunne ikke opnå et fri indkvartering for kone og børn.

Ofte besluttede Magistraten i Tønder at sende disse børn i et militært plejehus i København.

 

En meget beskeden løn

Lønnen dengang var ikke noget at prale af:

• 4 ¾ skilling og 1 ½ pund brød pr. dag.

Det dækkede ikke engang det mest nødvendige. Nu var det dog efter ansøgning muligt at dage et job ved siden af som daglejer.

 

Direkte til Fattigvæsnet

Var man blevet ældre og ikke mere tjenestedygtig, ja så faldt man ofte Fattigvæsnet til last. Men mange fandt sig en almindelig stilling, ofte var dette som medhjælp på et gods.

I 1734 blev det lovligt for soldater at udøve deres egentlig erhverv. Man skal huske på, at dengang var lovgivningen præget af diverse privilegier og forordninger. Det var blandt andet for at sikre, at der var arbejde nok til alle håndværk.

 

Officererne kom sammen med spidserne

Officerer kom sammen med byens spidser. Og enkelte af disse blev gift med døtre af rige kniplingshandlere.

 

Kilde: Se

• Litteratur Tønder

 

Hvis du vil vide mere: Læs

 

• På dengang.dk kan du finde 206 artikler om Det Gamle Tønder og Omegn, herunder:
• Angrebet mod Tønder 1918
• En luftskibsbase i Tønder
• Militæret i Tønder 1920 – 1923
• Zeppeliner i Tønder
• Soldat i Tønder 1851
• Soldater i Løgumkloster
• Æ Kachmand i Tynne (Kagmand i Tønder)