Tønders historie mellem 1850 – 1864. Det danske militær måtte komme Tønder til undsætning. En forbitret kamp opstod. Den danske stat ville gennemtvinge dansk i skolerne og dansk konfirmationsundervisning. Selv Grundtvig blandede sig i debatten. En præst søgte 15 gange væk fra Tønder. Han tordnede mod magthaverne, og misbrugte både Kierkegaard og Grundtvig.  Og der blev rejst sag mod ham. Læs her om de groteske forhold, som man næsten havde glemt.

 

Holdningskrig

Gennem krigen 1848 – 1850 forsøgte man at indlemme Slesvig i det tyske forbund. Modsat gjorde man fra dansk side meget ud af, at markere Slesvigs tilkørselsforhold til Danmark. Det danske sprog fik en bedre placering i Mellem-Slesvig.

For Tønders vedkommende blev tiden fra 1850 – 1864 præget af disse forhold. Mange danske embedsmænd fik modsætningsforholdet at føle. Og mere eller mindre misbrugte man både Kierkegaard og Grundtvig. Nye modsætninger blev åbenbaret i den såkaldte klosterpolitik.

Tønders handelsforbindelser gik i århundreder sydpå og byens præstestand var hovedsagelig uddannet syd på. Men omgangssproget var typisk sønderjysk.

 

Anti – danske tendenser

Først under Christian den Ottende kunne man fornemme en klar Slesvig – Holstensk holdning. I 1840 kunne den til da politisk farveløse avis Tondersche
Intelligentzblatt berette om skarpe anti-danske tendenser.

Der blev oprettet en Slesvig – Holstensk sangforening, der fik en fane i de Slesvig – Holstenske farver.

Byens repræsentant i stænderforsamlingen Wilhelm Beseler blev anklaget for højforræderi. Dette benyttede Stænderforsamlingen i Slesvig demonstrativt til at udnævne ham som præsident.

 

Tønder slutter sig til Slesvig –
Holsten

Da den danske hær havde lidt nederlag i Slesvig i 1848 sluttede Tønder sig til den provisoriske regering i Slesvig Holsten. Dette bevirkede at Tønder fik en ny amtmand. Senere blev borgmester Knudsen erstattet af Bureauchef Lüders.

Christian den Ottendes tidligere kabinetssekretær F. Tillisch sendte Baron Hugo v. Plessen til Tønder. Hans opgave var at afsætte både amtmand og borgmester. Han blev mødt med de vildeste gadeoptøjer, der tvang ham til at forlade byen igen.

 

Militæret til hjælp

Først den 22. juli 1850 blev Tønder besat af danske tropper. Amtmand og borgmester flygtede fra byen. Men oprørsånden var for alvor trængt igennem i Tønder. Dagen efter blev justitsråd Drøhse indsat som borgmester, amtmand og politimester. Den 30. juli blev hvervet som amtmand overladt til Grev Arthur Reventlow. Dette hverv bestred han fra 1850 til 1860. Han blev senere politimester.

I begyndelsen blev han taget vel imod af de dansksindede. Men allerede i 1852 undrede en Tønder – borger sig over, at de tyske lærere og præster blev siddende i deres hverv. Stemningen vendte sig mod Reventlow. Han blev beskyldt for at bruge det tyske sprog mere end nødvendigt.  Den 11. april 1860 blev han forflyttet til Bordesholm Amt i Holsten.

I 1853 blev kancelli- råd J.H. Holm udnævnt som herredsfoged, ligeledes blev politimesterembedet lagt under ham.  Den temperamentsfulde Kjær blev borgmester i 1853. Han gjorde meget for danskheden.

 

Afsked til en provst

Provsten Michael Ahlmann nød absolut ingen tillid i danske kredse. Under krigen havde han føjet sig efter de Slesvig – Holstenske ønsker. I Tønder gik det rygter om, at hans kone døde efter at have pådraget sig en forkølelse under optøjerne mod v. Plessen i 1849. Manden var ellers hårdt ramt. Han mistede en søn som følge af tyfus i 1850. To andre sønner blev alvorlig syge af samme sygdom.

Flere forsøgte i tidens løb at få ham afskediget. Men først i 1852, da kritikken mod ham tog til, blev han afskediget.

 

Carstens

Diakonembedet havde Carsten Erich Carstens, en købmandssøn fra Tønder. Han havde haft sin skolegang i Tønder under rektor Decker. Denne var i 1810 blevet leder af skolen og seminariet i Tønder. Carstens var fortsat til universitetet i Kiel. Han færdes med glæde i det tyske Burschenshaft. I 1840 blev han diakon, hvor han blev til sin død i 1899. Fra 1864 til 1884 var han provst og førstepræst.

Han interesserede sig meget for Tønders historie og blev gjort til æresborger.

 

Undervisning på tysk

I hoved-skolen skulle der undervises i det tyske sprog i forbindelse med skriftlige opgaver, men man skulle også igennem dansk sproglære. I rektorklassen blev der fortsat undervist i tysk samt

• oeffentlicher Unterricht in der Dänischen und Französischen Sprache, so wie auch falls der Lehrer die Fertigkeit dazu besitz, in der Englischen Sprache.

På seminariet undervistes også i tysk. Men det hed sig, at man skulle drage omsorg for, at dansksprogede skulle kunne udtrykke sig skriftligt på dansk. Undervisningen skulle også koncentrere sig om det kristelige budskab. Seminariets leder og førstelærer, Bahnsen var kendt for sin dygtige undervisningsmetode og strenge disciplin. Godt nok var han tysk kulturrepræsentant, men han stod i det bedste forhold til Christian den Ottende.

 

Sprogrevision på vej

Christian den Ottende havde foreslået en sprogrevision. Men den havde ikke så let ved at slå igennem i Tønder. Den gamle forestilling var, at tyk var de dannedes sprog, mens dansk var en dialekt, der kun egnede sig til at bruge, hvor talen var om dagliglivets foreteelser.

For Tønders vedkommende blev det foreslået, at kirkesproget skulle veksle mellem dansk og tysk. I skolen skulle der være en grundig indlæring af begge sprog. Pastor Ahlmann nåede at give sit besyv med. Han mente, at kirkesproget fortsat skulle være tysk. I skolen skulle man kun ændre til dansk i de sogne, hvor
dette ønskedes.

 

Advarsel mod reform

Pastor Carstens advarede mod at gøre splittelsen i befolkningen større. Sproget er folkets helligdom. Pastoren mente, at den dialekt der blev talt i Tønder lignede den tyske mere end den danske. Der har altid været holdt dansk prædiken for danskere. En dansk skole havde det aldrig været og

• der har – efter natur – og folkeretten – aldrig kunnet rejses krav derom, for dem, der frivilligt begiver sig til en fremmed kommune, underkaster sig dermed også frivillig denne kommunes ordning.

Carstens mente dog, at der skulle oprettes en dansk skole for den danske befolkning og at dansk undervisningen i de tyske skoler skulle øges til det dobbelte.

 

Tysk ret – tysk skik

Deputeret-kollegiets 16 medlemmer protesterede mod dansk skolebrug. I en erklæring skrev de deputerede blandt andet.

• Tysk ret, tysk dannelse, tysk skik har fra Arrilds tid hersket her i Tønder, den lybske ret, der er os hellig, er givet til en tysk by, alle vore materielle interesser, vor handel og vort samkvem fører os mod syd.

Skrivelsen blev overrakt til borgmester Kjær, der så skulle videregive den til Magistraten. Men det undlod borgmesteren. Senere måtte han så over for ministeriet forklare, hvorfor han ikke gik videre med skrivelsen. Borgmesteren forsvarede sig med, at han ville hindre et nyt oprør i Tønder.

Alle lærere blev nu vurderet, om de var i stand til at undervise på dansk. Nogle af lærerne gik frivillig, mens andre, der ikke beherskede det danske sprog fik lov til foreløbig, at blive siddende.

Med hensyn til undervisningen i rektorklassen under nyordningen, indskærpede kirke-visitatorer, at rektor burde fortælle fædrelandshistorie på dansk, så snart drengene havde sådant kendskab til sproget, at det kunne ske med udbytte.

 

Vurdering af lærere

Pastor Dahl blev i 1851 ansat til at skulle tage sig af de danske gudstjenester ligesom han skulle varetage inspektørstillingen på skolerne i byen. Det var en særdeles udsat post. Og Dahl, der stammede fra Fjaltring kunne ikke tysk. Og det var uheldig, når man skulle inspicere skolerne i Tønder.

De forældre i Tønder, der havde råd til det, satte børnene til privat undervisning. Og mange af de lærere, der var blevet fyret, fortsatte med at undervise. De begyndte bare et kvarter efter de andre, ja så mente man, at det var fuldt lovligt.

I 1851 blev der skrevet følgende om nogle af lærerne i Tønder:

• Om Hans Clausen i Vajsenhusskolens øverste klasse: Gamle Clausen er aldeles at stole på. Men det er jo ingen tvivl om, at fyren må bort. Man ville
  benytte sig af en bestemmelse fra 1845 om, at myndighederne skal overtale en lærer til at fratræde sit embede, når han på grund af alder eller
  svagelighed ikke kan bestride det.

Om C.F. Clausen i Skrive – og Regnemester-skolen:

• Han er den værste at få bort. Hans skole er ikke engang god. Nu, den er tysk. Men dansk kan han aldeles ikke.

– Om kantor Nissen ved Pigeskolen:

• Han har sin nød med de aldeles fordærvede piger. Kan kun \”theilweise\” dansk. Rekvirerer imidlertid danske bøger. Er en meget loyal mand med fordærvet af Bahnsen. Han er kvalificeret til at blive ansat ved Seminariet.

To kvinder havde fået nægtet tilladelse til at undervise ikke – skolepligtige børn i læsning og skrivning, hvis dette ikke skete på dansk. Privatlærerne havde fået at vide, at religionsundervisningen fremover skulle foregå på dansk.

 

Dansk konfirmationsundervisning – på vej

Man kunne snart forvente, at konfirmationsundervisningen også skulle foregå på dansk.

Dette afstedkom nærmest borgerkrigslignende tilstande i Tønder. Pastor Carstens bakkede de tysksindede forældre op. Han mente at det var en kirke –
og et tros spørgsmål. Derfor skulle forældrene selv afgøre på hvilket sprog, det foregik på.

 

Provokationer fra prædikestolen

Ikke engang tre år havde Dahl været i Tønder, før han indgav sin afskedsbegæring. Sprogstriden havde taget hårdt på ham. Men Dahl kunne ikke rigtig finde sig et nyt job. Det var som om, at ingen ville have ham. I alt 15 gange søgte han væk. I stedet provokerede han fra prædikestolen. Så meget, at han bevægede sig på kanten af en fyring. I Tønder kunne man ikke tolerere provokation fra prædikestolen.

En heftig debat i aviserne gik over gevind. De utilfredse spredte den grundløgn at Tønder var tysk. Man havde det indtryk, at det var de tyske embedsmænd, der førte an.

 

Et seminarium i vildrede

Det tyske seminarium kom i en lidt besynderlig rolle, nu hvor skolesproget var dansk. Det var også indkvartering af dansk militær på seminariet. Tilmed blev nogle lokaler brugt som danselokale for at fejre kongens fødselsdag, ligesom det preussiske militær havde brugt det til at fejre kejseren.

I september 1852 tager bladet Dannevirke stilling til et forslag om, at gøre Tønder Seminarium til et seminarium for hele Slesvig. Man skulle både kunne modtage undervisning på dansk og tysk. Forslaget blev dog afvist. Man var bange for et nyt oprør fra de tysksindede.

I maj 1853 kunne Rektor Bahnsen indberette til ministeriet, at seminariet havde 34 elever. Han anmoder at ministeriet efterhånden tager stilling til seminariets fremtid. Den 30. juli kunne Bahnsen meddele sine lærere, at seminariet frem over skulle være dansk, og det tyske seminarium skulle flytte.

Omtrent samtidig var 4 seminarister i Flensborg blevet anklaget for at have sunget Schleswig – Holstein meerumschlungen i dagvognen. Af mangel på beviser blev de frikendt. Men på grund af modstridende oplysninger blev de dømt til at betale sagens omkostninger.

 

Det tyske seminarium åbner i Eckernförde

Bahnsen ønskede at forlade Tønder “je eher je lieber” Men først i 1858 kunne han åbne seminariet i Eckernförde. Det skete med ordene:

• Dies ist ein deutsches Seminar

I Dagbladet kunne man i 1855 læse følgende:

• Glædeligt er det, at dette Hermafrodit – Seminarium i Tønder By skal lukkes til Paaske. Uden dette Seminarium ville det aldrig være kommet så vidt
  med Tønder By. Seminarieforstanderen maa for mig være en nok saa loyal Mand, saa staar det dog fast, at han ikke har forstaaet at magte den politiske Side af sin Virksomhed, der ikke er den mindst vigtige, om den end maaske for ham har været den mindst tiltalende.

Tønders skoler 1855

Fra en indberetning i 1855 kan vi se hvilke skoler og hvor mange børn, der gik i dem:

• Rektorklassen 11 børn
• Pigeskolens overklasse 72 børn
• Drengeskolens overklasse 82 børn
• Vajsenhus- skolens overklasse 92 børn
• Vajsenhus-skolens elementærklasse 96 børn
• Vester-kvarterets elementærklasse 84 børn

– Desuden tre private skoler:

• Jespersens Institut 20 børn
•  Fr. Wildenraths institut 18 børn
• A. Sørensens institut 12 børn

Den nye biskop Boesen havde været rundt til skolerne, for at høre om skolerne fulgte de nye påbud. Og det var et noget broget billede biskoppen fik af forholdene i Tønder. Der blev dog også givet et par advarsler.

Værten i Stadt Hamburg havde indgivet klage over, at Magistraten nu kun udstedte bekendtgørelser på dansk.

 

De tysksindede truer med Frikirke

Grundtvig havde længe argumenteret for en borgerlig konfirmation – et Troskabs – Løfte til Staten. Dette forhold fik blandt andet de tysksindede til at overveje oprettelsen af en frikirke. Og nu kom Kierkegaard også ind i Tønders sprogstrid. Han havde nemlig argumenteret for

• Ærlighed i de helligste Anliggender.

 

Klosterbrødrenes pave

En ny pastor meldte sig på banen, Pastor Ley. Han blev senere kaldt for Klosterbrødrenes pave. Han formulerede sine hovedpunkter således: Frihed i Slesvig vil være Fred i Slesvig.

Der fulgte flere artikler med samme sigte. Disse blev offentliggjort i Vestslesvigsk Tidende. Dette blad blev fra efteråret udgivet af bogtrykker P. Larsen i
Møgeltønder. Da Møgeltønder lå i de Kongerigske enklaver, var bladet fritaget for censur.

 

Grundtvig: Dansk kan ikke påtvinges

Danskheden var blevet en statssag. Og det var der bestemt ikke alle, der var tilfredse med. I Tønder havde præsterne Tiedemann, Dahl og Carstens heller ikke det bedste forhold indbyrdes. I Stænderforsamlingen var sprogstriden et tema gennem mange år.

Om Dahl kunne man sige, at han fulgte Grundtvig i den personlige frihed på det kirkelige område. Han delte også Grundtvigs tro på, at modersmålet alene kunne vække et folk af dvale. Men modsat Grundtvig nærede han ingen skrupler ved at påtvinge befolkningen det sprog, der skulle vække dem af dvale.

Grundtvig havde åbenbart også blandet sig i sagen. Han mente ikke, at man kunne påtvinge børn en dansk konfirmation.

 

Privatskole åbnet og lukket

I december 1857 søgte en lærer Borchert om tilladelse til at oprette en privatskole. Han påstod at have indført dansk sprog i tre skoler i provstiet. Det var i Leck, Agtrup og Weesby. Men han oplyste også, at han havde

• lidt mange Mishandlinger og Forfølgelse og sat en del af sin Sundhed til.

Jo der var sandelig gang i den. Men inden Borchart fik tilladelsen blev han bedt om at øge antallet af danske undervisningstimer.

Men man skal passe på inspektionen i Tønder. Den 6. april 1859 blev der indberettet, at børnene blev tiltalt på tysk. Desuden talte eleverne tysk indbyrdes. Børnene læste og skrev tysk i timer, der var afsatte til andre fag. Skolen blev indstillet til lukning.

 

Fædrelandshistorie på Seminariet

En ny lærer, Thura var blevet ansat på Seminariet i 1857. Han underviste i dansk, historie og geografi. Og endelig efter lang tids forsinkelse blev den nye rektor
antaget på det danske seminarium. Det blev A.M. Kühnel. Han placerede seminaristerne hos dansksindede familier. Kühnel udtalte:

• Fra denne Læreranstalt bør ingen udgaa, som ikke kan udgaa med et dansk Sind og et dansk Hjerte med Kærlighed til Kongen, Fædreland og Fædrenes gamle Sprog.

Undersøgelser mod Dahl

Endelig efter lange tiders gnidninger mellem præsterne og mellem præsterne og den tyske menighed indstillede biskoppen til, at Dahl skulle suspenderes. Tungen på vægtskålen var angivelig at gentagende gange havde generet sin kollega Carstens.

Dahl klagede sin nød til kongen. Da dette ikke hjalp, spurgte kirkeministeriet om han ønskede en domsafgørelse. Dette bekræftede Dahl.  Groteske ting kom nu frem for dagens lys. Et par af Tønders lærere havde blandt andet sagt til konfirmanderne:

• I skal nu hen og brænde en stor Løgn af.

Og så havde lærer Rosendahl fortalt at børnene i Tønder ikke kommer fra Mølledammen eller storken, men at de ernæres moderens liv. Undersøgelseskommissionen mod Dahl skulle finde ud af om

• Dahls ytringer i skolen var rettede mod konfirmationen i almindelighed eller specielt mod Carstens konfirmation
•  Om Dahl havde benyttet sin stilling som skoleinspektør til at pålægge lærerne ved religionsundervisningen i skolen at behandle konfirmation en overensstemmende med sine fra statskirken friere anskuelser.
• Dahl havde forsøgt at få en brochure om konfirmation underskrevet af Dahl, Appel og Ley udbredt i Slesvig

Heller ikke efter retssagen blev Dahl afskediget. Han blev godt nok dømt til at betale sagens omkostninger. Men også dette blev frafaldet. Grunden var, at Dahl led af en uhelbredelig sygdom.

Den 12. december 1861 fandt sagen mod Dahl sin naturlige afslutning., da Dahl døde af sin sygdom. Den 17. december blev han begravet, og kirken var fuld. Han var i de senere år blevet betydelig mildere. Efter Dahl’ s egen ønske, var det pastor Sonne fra Møgeltønder, der stod for begravelsen.

 

Ulrik: Dårlige skoleforhold

I 1859 klagede Fysikus Ulrik over de dårlige skoleforhold i Tønder. Han oplyste, at han havde fire sønner, som han godt ville give en god uddannelse:

• Savnet af en god Skole er for Tiden virkelig så følelig her i Byen, at en Reorganisation vil blive modtaget med levende Paaskønnelse og snart vinde Anerkjendelse selv af dem, der helst vilde have tydske. Den nuværende uorganiserede Tilstand, og de overfyldte Klasser, idet Rektorklassen jo paa Grund af den forestaaende Forandring ikke er besat, gjør det umuligt endog for ret nidkjære Lærere at udrette noget.

Tiden gik og intet skete. I januar 1861 skrev provst Hjort, at det var naturligt, at skolevæsnet i Tønder deles i en realskole, en borgerskole og en friskole.

Endelig så det ud til der skete noget. I april 1863 havde den nye realskole 31 elever. Men provsten fandt det nødvendigt, at man fik flere lærerkræfter. Ministeriet indstillede til kongen, at tilskuddet blev forhøjet med 1.000 Rigsdaler.

 

Nyansættelser og forflyttelser

I 1860 fik byen både ny amtmand og provst. Grev Reventlov’s afløser blev Grev L.F.H. Brockenhuus – Schack. Han blev i 1864 afsat af prøjserne.  Provst Tiedemann blev offer for sprogkrigen og blev forflyttet fra Tønder. Han følte sig chikaneret og bagtalt. Ved sin afgang udtalte han:

• Jeg lider saare meget ved at være her, lider aandeligt om end ikke Legemeligt, lider ved at staa alene og føler mig ene.

Fra 1878 – 1895 var han for øvrigt forstander på Jonstrup Gymnasium.

Den 26. september 1860 blev J.L.M. Hjort udnævnt til Tiedemanns afløser. Han kunne hurtig konstatere, at

• det kirkelige Liv, lader meget tilbage, at ønske og at den store del af Befolkningen er helt fremmedgjort for Kirken.

 

Klosterfolket

Slesvig var i 1853 blevet lovet, at de hverken skulle forenes med kongeriget eller med Holsten. Dette forhold glemte en del politikere dog i Rigsdagen. Slesvig
fik stænderforsamlingen, og her blev sprogsagen gang på gang kritiseret. Og Grundtvig blandede sig atter. Meget klogt bemærkede han, at sagen kunne løses ved at ansætte en dansk og en tysk præst i hver Præstegiæld. Man skulle også give befolkningen frihed til at vælge det undervisningssprog, som man ønskede.

Sagen var langt fra slut. Sammenslutningen, der hed Klosterfolket holdt jævnligt møde i Humlekærren. Disse møder forsøgte den fungerende politimester i Tønder, Kiær, at forbyde. Han frabad sig også at den grundtvigske kapellan, Bertelsen fik et embede i Emmerlev.

I sommeren 1863 forberedte regeringen den forfatning, som udløste krigen i 1864. Den 18. nov. 1863 blev den underskrevet af Christian den Niende. Efter den skulle kongeriget og Slesvig have fælles lovgivende rigsråd og Slesvig skulle af bagdøren indlemmes i kongeriget.

Klosterfolket var stærkt imod dette. Og mange i Tønder frygtede konsekvenserne. Man mente herfra, at befolkningen i Slesvig skulle spørges først.  Man kan sige at Klosterbevægelsen fik deres tanker igennem efter 1920. de fastholdt kravet om tvungen dansk i offentlige skoler. Ordningen fra 1920 indførte tysksprogede kommuneskoler, hvor der var behov for det.

Denne ordning blev ændret efter 1945. De offentlige tyske skoler blev ophævet. Men det blev tilladt mindretallet at drive private tyske skoler med tilskud efter privatskoleloven.

 

Bitter og nedtrykt stemning efter 1864

Efterretningen om Dannevirkes rømning lørdag den 6. februar 1864 fremkaldte en ubeskrivelig bitter og nedtrykt stemning blandt de dansksindede. Om aftenen kunne borgerne se embedsmænd flygte gennem byen sydfra. Søndag den 7. april kom en afdeling dansk artilleri gennem byen og efter et kort ophold drog de mod nord.

Det var et hårdt øjeblik at se de sidste danske tropper i meget lang tid i Tønder. Gendarmeri og politi forlod også byen. Der var ikke mere sikkerhed i byen. Da også en del af Tønders embedsmænd med familie brød, var det et vemodigt farvel. Også amtmand og provst forlod byen.

 

Optøjer i Tønder

Det var en del gadeoptøjer og en sangerkrig opstod mellem Schleswig – Holstein sangen og Den tapre landsoldat.

En sikkerhedskomité blev dannet, men de kunne ikke forhindre, at der kom til optøjer foran Fysikus Ulriks hus. Det endte med, at Ulrik blev stenet ud af Tønder. De tysksindede blev også behandlet af ham. Men de sneg sig ind ad bagdøren, for deres sympatisører skulle nødigt se, at de blev behandlet af en dansksindet læge.

Den 17. februar blev borgmester Holm afsat. Han blev afløst af Mathias Bleichen. Provst Hjort fik sin afsked den 22. marts. Carstens overtog dette hverv.

Seminariets lærere forlod næsten byen med det samme. Rektor Kühnel var sengeliggende med en brækket arm, stod op og sammenkaldte eleverne. Han mente, at eleverne skulle blive, og at undervisningen skulle fortsætte. Men det blev meddelt ham, at hvis han blev, kunne det være, at han led overlast. Så han måtte flygte til Møgeltønder. Efterhånden søgte eleverne væk fra byen.

 

Atter tysk skolesprog i Tønder

Den 30. april blev der igen indført tysk skolesprog i Tønder.

 

Statsministeren, der fortrød

Danmarks statsminister under krigen 1864 hed D.G. Monrad. Efter nederlaget trak han sig i et par år i skuffelse tilbage til New Zealand. Han indrømmede senere, at man under en konference i London under krigen, burde have gået ind på betingelserne af en deling af Slesvig.

 

Kilde:

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler

Hvis du vil vide mere:

•    www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler 
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Tønder på en anden måde
• Tønders tyske sportsforeninger
• Ulrich(Ulrik) – en fysikus fra Tønder 1- 2
• Vajsenhuset i Tønder 1-2
• Tønder Statsseminariums Historie
• Tønders Dansksindede
• Soldat i Tønder 1851
• Hvorfor vat Tønder tysk?
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
•  I Sønderjylland siger vi Mojn (under Sønderjylland)
• – Rendsborg 1848 (under Sønderjylland)
• – Sønderjylland til Ejderen (under Sønderjylland)  og mange flere 

Redigeret 28.12.2021