Tønder Kniplinger – den sjette Historie

Kniplinger blev brugt af overklassen. Produktionen fik nationaløkonomisk betydning. Kom til det tyske område i 1536. Adelsdame herhjemme begyndte at kniple i 1550. Første tegn på Tønderkniplinger. Christian den Fjerde brugte også kniplinger. En kniplepige fandt et Guldhorn. Skarpe restriktioner for kniplepiger. Også borgerlige og adel kniplede. Et ”lavtlønsområde”. Tønderkniplinger ændrede sig. Børn blev straffet, hvis de ikke var hurtige nok. Maskinknipling ødelagde det. Dalende produktion. Hansigne Lorenzen ydede en stor indsats.

 

Bruges af overklassen

Vi har skrevet om dette tema fem gange før. Og det kan da godt være, at vi gentager os selv. Men alligevel er der nye ting at hente her.

Fra første del af 1500-tallet blev kniplinger en stadig vigtigere del af overklassens påklædning og boligudstyr. Kniplinger anvendtes især til sengelinned og udgjorde tillige den dyreste del af den meget kostbare klædedragt.

 

Fik nationaløkonomisk betydning

Produktionen beskæftigede tusinder og fik i flere lande nationaløkonomisk betydning. Brugen af kniplinger forsøgte man at begrænse ved hjælp af forordninger. Et lands produktion blev beskyttet af såvel importforbud som udrejseforbud for kniplersker. Industrispionage og smugleri var også kendt i den branche.

 

Kom til det tyske område i 1536

En af de første trykte mønsterbøger til knipling er udgivet i Zürich i 1561. Den angiver, at knipleteknikken fra Venezia kom til det tyske område i 1536. I Italien blev broderier kantet med flerfarvet bort kniplet af broderiets silketråde.

I Flandern hævder de, at det er dem, der har opfundet knipleteknikken. Mænd kunne i 1600-tallet have metervis af kniplinger på støvlekraverne.

I Frankrig importerede man kniplinger for enorme summer. Kniplinger var nært forbundet med aristokratiet. Den franske revolution satte en brat stopper for deres storhedstid. Den katolske kirke begyndte at sælge ud af deres store lagre af kniplinger.

Også i Frankrig blev maskinknipling en alvorlig konkurrent til de almindelige kniplinger.

 

Adelsdame begyndte herhjemme at kniple 1550

Herhjemme fortæller en adelsdame at hun omkring 1550 lærte at kniple af de gamle nonner i et nedlagt kloster. Fra sidst i 1500-tallet kendes omtale af kniplingsarbejde flere steder i Danmark.

Christian den Fjerde fortæller i sine dagbøger, at der blev kniplet i det Tugt- og Børnehus, som han grundlagde i København.

Men omkring Tønder blev der opbygget en egentlig industri med fremstilling af de karakteristiske Tønderkniplinger, hvis forbilleder for en stor del kom fra Flandern og Brabrant.

 

Første tegn på Tønderkniplinger

Den ældste kilde, der belyser Tønderkniplingerne går tilbage til 1595. Da beder provstefruen Agneta Fabricius fra Slesvig by sin datter i Tønder om at sende ”de fire alen kniplinger, som hun har bestilt til en pris af 7 – 8 skilling pr, alen”.

 

Christian den Fjerde brugte også kniplinger

Under et ophold i Valsbøl den 3. september 1619 noterer den danske konge Christian den Fjerde i sin dagbog:

 

• Gav jeg for Lærred og Kniplinger 889 Rigsdaler til underskellige (forskellige) Kræmmere (Kniplingsforhandlere).

 

Året efter gør kongen et mindre indkøb af kniplinger i Flensborg. På billeder af Christian den Fjerde ser man ham smykket med denne pynt. Mest kendt er kongens blodplettede kniplinger fra hans deltagelse i søslaget på Kolberger Heide 1644. Her blev kong Christian såret og de kniplinger, der bærer tegn på dette, er udstillet på Rosenborg Slot i København. Fagfolk betegner disse kniplinger som slesvigske.

 

En kniplepige fandt et guldhorn

Fundet af det første guldhorn i 1639 peger også mod vores emne. Det var en kniplepige, der snublede over det kostelige horn i Gallehus.

Kartografen Johannes Mejer udsmykker sit Tønderegnskort fra 1648 med en kvinde, der holder et stort stykke knipling.

 

Skarpe restriktioner for kniplepiger

Også myndighederne var opmærksomme på knipleindustriens betydning for landets økonomi. I en forordning af 16. maj 1647 forbydes det at indføre udenlandske kniplinger i Danmark.  Og Norge. Endvidere blev det forbudt kniplepigerne at udvandre, fordi de besad kostbar viden og kunnen. De gode kniplesteder var en række sogne omkring Tønder, mod syd bl.a. Læk.

I Nordfrisland blev der ikke kniplet. Man købte derimod gerne kniplinger.

 

Også borgerlige og adelige kniplede

Knipling ansås normalt for en beskæftigelse for fattige, men der blev kniplet i borgerlige og adelige miljøer i 1700-tallet viser en henkastet bemærkning i Holbergs skuespil ”Den Vægelsindede”. Man kan også se dette i et maleri af Jens Juel med en kniplende adelsdame.

 

Et ”lavtlønsområde”

En kniplerske tjente i 1700-årene mellem 6 og 8 – 10 skilling pr. dag afhængig af hurtighed og dygtighed til at udføre de brede og vanskelige mønstre.

Tallene siger ikke så meget. Men hvis vi nu afslører at et pund smør i samme periode kostede 7 skilling, så fortæller det, at en kniplerske kunne overleve som enkeltindivid af sit håndværk. Hendes erhverv kunne være en nødvendig indtægt for en småkårs-familie med f.eks. en daglejer som mandlig forsørger.

Mange, Mange meter spindelvævstyndt hørgarn blev således ved knipleskrinet forvandlet til ”det rene guld”. Populært er det sagt, at der af en pund garn kunne fremstilles knipling til en værdi af en pund guld!

Af gamle handelsregnskaber fremgår det, at i året 1767 indbragte Tønderkniplinger ved eksport flere penge til Slesvig end alle andre eksportvarer tilsammen.

 

Tønderkniplingerne ændrede sig

Efterhånden blev der udviklet mønstre med et helt andet særpræg end på Christian den Fjerdes tid. Det var tydeligvis efter belgiske forbilleder. Men i begyndelsen af 1800 – tallet skete der en forandring. Det blev især Lille-kniplingen (efter den nordfranske by) man nu tog som forbillede.

Det franske mønster varierede på forskellige måder med danske motiver. Endvidere fik de forskellige mønstre særegne navne: Nellike, Jordbær, Fyldhorn, Rosen m.m. Det er denne slags knipling, som de fleste mennesker i dag forstå ved en Tønderknipling.

Men det fortæller også, at det var meget vanskeligt for enker med flere børn at overleve som kniplersker. Vi ser da også, at de dukker op som beboere på fattiggårdene på landet fra omkring 1800.

 

Børn blev straffet

Fra 1800-tallets første halvdel findes en enkelt beretning, hvor en kniplerske Lisette Dyhrberg fra Rørkær har berettet, hvorledes hun sammen med landsbyens øvrige små piger lærte at kniple hos en gammel kvinde.

Kviden indøvede kniplingsslagene og tælleremser. Hun fik de små piger til at bevare interessen ved at lege tællelege, som man hele tiden skulle følge med i for ikke at blive udelukket fra legen.

Straf var et udbredt middel til de små piger, der ikke kunne nå sit dagsværk, som lærerinden havde opstillet.

En pige, der ikke nåede sit dagsværk skulle ved aftenstid stå ”næsvis rakker”, hvilket betød, at hun med en dusk malurt bundet på rumpen skulle stå ved det hushjørne, hvor alle kunne se hende, når de gik fra marken.

Fra anden side fortælles, at nogle af de gamle lærerkoner et par gange hver dag lod de små piger hænge i armene på abildgårdens frugttræer, for at de ikke skulle blive krumryggede af de mange timers stillesiddende arbejde – ofte 10 – 12 timer pr. dag.

 

Maskinknipling

I 1809 blev der gjort en opfindelse som skulle blive skæbnesvanger for den århundredgamle håndkniplingsindustri. Det var en maskine, der kunne fremstille tyl – Tønderkniplingens karakteristiske bund – hvori der så kunne sy’ s forskellige motiver.

Senere fulgte maskiner, der kunne lave hele store imitationer af kniplinger. Disse blev modtaget med begejstring af befolkningen, da de jo var langt billigere. Dette sammen med problemerne med at skaffe fint hørgarn førte til en forringelse af Tønderkniplingernes kvalitet og mærkbar forringelse af kniplepigernes vilkår og indtjeningsmuligheder.

 

Dalende produktion

I 1847 var der stadig beskæftiget henved 1.500 kniplerske i det slesvigske område. Priserne var dog faldende. Folkedragten, hvortil der blev brugt kniplinger til hovedtøjet var ikke mere på måde. Dette betød at efter 1850 dalede produktionen yderligere.

Grænsedragningen i 1864 kunne have ført til at det gamle slesvigske kunsthåndværk helt var gået tabt for Danmark. I disse år begyndte man fra tysk side at opkøbe gammel prikkelbreve og mønstre.

 

Hansigne Lorentzens indsats

Dansksindede kvindekredse med forfatteren Hansigne Lorenzen fra Ballum i spidsen satte glædeligvis både kræfter og penge ind for at bevare, hvad der endnu var tilbage. Her stod man nok over for den mest kritiske periode i Tønderkniplingens historie.

Da Sønderjyllands Amt eller Nordslesvig blev dansk efter 1920, oprettede Hansigne Lorentzen et monopol – Det tønderske kniplingsdepot. Målet var ikke blot at bevare men også at genoplive industrien ved at hjælpe de gamle kniplersker i gang igen. Samtidig skulle de yngre undervises.

På familien Lorenzens gård i Ballum var der siden 1945 en knipleskole

 

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• –denstoredanske.dk
• aksp.dk
• Slesvigland

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.750 artikler
• Under Tønder (282 artikler) finder du:
• Tønderkniplinger
• Tønderkniplinger – endnu mere
• Tønderkniplinger – fra Husflid til Industri
• De stakkels Kniplepiger

 

• Under Højer (77 artikler) finder du:
• Kniplinger – nord for Højer