ET PERSONLIGT TILBAGEBLIK AF  INITIATIVTAGER OG JAZZKLUB NOLDES NABO´S  FØRSTE FORMAND  1972 – 1975 CARSTEN GRØNHOLT – PEDERSEN 

Læs her meget interessante historier fra Tønders Musikliv og om Noldes Nabo, der lige er fyldt 50 år. Det har været sjove, spændende og gode oplevelser. Og dem deler Carsten her ud af.

 

Noldes Nabo fylder 50 år

 

Den 3- november 2022 kan Noldes Nabo, der oprindelig hed Jazzklub Noldes Nabo, fejre sit 50-års jubilæum.

I forbindelse med Noldes Nabos 25-års jubilæum, udarbejdede Ingolf Haase en ret så udførlig gennemgang af foreningens første 25 år, med bl.a. en oplistning af klubbens mange aktiviteter, så det vil jeg undlade.

Jeg vil i stedet komme med enkelte rettelser og ellers fortælle en helt personlig beretning om klubbens første år som musikforening i Tønder, og om nogle af de mange både sjove, spændende og gode oplevelser, som jeg fik mulighed for at være en del af. Lad mig præsentere mig selv. Min kæreste (senere kone) Lene og jeg flyttede som 21 årige til Tønder i august 1972, for at starte som studerende på Tønder Statsseminarium. Jeg kom fra Køge, hvor jeg havde været bestyrelsesmedlem og formand for den lokale jazzklub Club Pigalle, og havde en stor interesse ikke kun for jazz, men alle genrer indenfor rytmisk musik.

 

Som introduktion til studiet på seminariet, var der en af de første aftener arrangeret et velkomstarrangement i kantinen. Her kunne man møde elever fra tidligere årgange, og på den måde få mere at vide om studiet, seminariet og Tønder som by.

Helt tilfældigt kom vi til at sidde sammen med en 2. årselev, der hed Majbritt. Husker desværre ikke efternavnet, men Majbritt kom til at betyde meget for det kommende musikliv i Tønder.

 

Gennem min interesse for jazz, havde jeg hørt, at Tønder skulle have en meget stor jazzklub, så det var naturligt at spørge Majbritt, hvor klubben holdt til. Hun kiggede på mig, og svarede ”DER ER INGEN JAZZKLUB I TØNDER”. Mit svar på det var, ”SÅ MÅ VI STARTE EN”.

Nogle dage efter opsøgte Majbritt mig, og fortalte, at hun havde talt med Torben (husker desværre ikke efternavnet), som havde været bestyrelsesmedlem i Sønderborg Jazzklub, og han ville gerne være med til at starte en jazzklub i Tønder.

En rigtig god ide, så vi blev præsenteret for hinanden, og spiren til en ny forening i Tønder var lagt. Torben, Lene og jeg holdt flere møder i vores lejlighed på Nørremarksvej. Jeg havde klubvedtægterne fra Club Pigalle, så de blev redigeret og tilpasset så de ville kunne fremlægges på en stiftende generalforsamling.

Jazzklubben skulle have et navn. Flere forslag blev diskuteret. Torben var meget kunstinteresseret, så han foreslog, at man skulle finde et navn, med relation til en kunstner. Nolde blev nævnt og Torben foreslog NABO TIL NOLDE, og straks sagde Lene, nej så skal det være NOLDES NABO, og sådan blev det. Jazzklubben Noldes nabo skulle nu finde et sted at holde til.

Vi tænkte stort. Vi hørte, at Schweizerhalle var tysk, så det opfattede vi ikke som en mulighed. Nej Hotel Tønderhus måtte være stedet. Værten Rimmer på Hotel Tønderhus blev kontaktet, og heldigvis blev vi modtaget meget positivt. Rimmer vart helt med på ideen, og et rigtigt godt samarbejde med både vært og personale kom i stand.

 

Datoen for den stiftende generalforsamling blev aftalt, og det blev fredag den 3. november.

På selve generalforsamling mødte omkring 20 personer op. Men Torben var ikke en af dem. Jeg havde ikke hørt, at Torben var stoppet på seminariet, og han havde ikke fortalt, at han ikke ville deltage i generalforsamlingen.

Jeg må indrømme, at jeg var meget overrasket over, at jeg og Lene nu skulle gennemføre en stiftende generalforsamling alene.

Man kunne måske tro, at det kun ville være elever fra seminariet, der mødte op, men nej, det var heldigvis en blanding af unge studerende og unge fra lokalsamfundet, og det blev tydeligt ved valg af Jazzklub Noldes Nabos første bestyrelse. De foreslåede vedtægter, blev vedtaget.

Klubbens formålsparagraf kom til at lyde

KLUBBENS FORMÅL ER AT UDBREDE KENDSKAB TIL OG INTERESSE FOR JAZZ OG ANDEN RYTMISK MUSIK SOM JAZZ/BEAT SAMT FOLKEMUSIK.

KLUBBEN SØGER VED HYGGELIGT SAMVÆR OMKRING ORKESTRE AF NÆVNTE GENRER OG I

SAMARBEJDE, MED ANDRE KLUBBER AT SKABE EN KONTAKT MELLEM MUSIKERE OG MEDLEMMER.

 

Et formål, der fik rigtig stor betydning for klubbens virke og fremtidige aktiviteter.

 

Jazzklub Noldes Nabos første bestyrelse blev Erling Overgaard (seminariet), Mogens Jensen (lokal), Ole Fabech (seminariet), Flemming Kølner (seminariet), Anne Thomsen (lokal), Jette Haase (lokal), Carsten Grønholt-Pedersen (seminariet).

 

Selvtilliden var stor, så hvorfor ikke allerede inden klubben var en realitet, arrangere det første arrangement?

Torben og jeg havde haft kontakt til trompetisten Valdemar Rasmussen, som selv havde stærke relationer til Tønder, og selv været formand for en jazzklub i byen, så selvfølgelig blev Valdemars orkester engageret til klubbens første arrangement.

 

Vi var så heldige, at Valdemar havde klarinettisten Henrik Johansen og ikke mindst trompetisten Finn Otto Hansen, som lige var blevet kåret som årets jazzmusiker, med som gæstesolist.

Ikke mindre en 250 mennesker mødte op til klubbens første arrangement.

Medlemskortet kostede 5 kr. og entreen var 10 kr. jo det var tider, og bestyrelsen kunne se tilbage på et succesrigt første arrangement.

Jeg husker, at jeg om mandagen efter det første arrangement, stod foran Vestkystens udhængsskab med dagens avis, for at læse om arrangementet. En journalist kom ud og sagde, ”Er det ikke dig fra Noldes Nabo”. Det måtte jeg jo indrømme.

”POLITIET VIL TALE MED DIG, DER ER KOMMET EN ANMELDELSE”.

Jeg gik direkte over på politistationen, hvor der ganske rigtigt var indgivet en anmeldelse. Vi havde ikke registreret det første arrangement til KODA.

Der har godt nok siddet en med den hurtige saks, og set vores annonce i avisen. Vi undskyldte og lovede at bringe tingene i orden.

 

Vi lå ikke på den lade side, så klubbens næste arrangement var allerede den 15. december med Walters Washboard Cirkus, og samme orkester blev engageret til julejazz 1. juledag. Walters Washboard Cirkus var et meget populært band, som vel kan siges at blive en slags husorkester, som besøgte klubben flere gange.

 

Arrangementer 1. juledag er altid populærere. Unge fra lokalområdet er hjemme på julebesøg og trænger til at mødes med gamle venner, så succesen var endnu en gang hjemme.

 

Arrangementerne i Noldes Nabo lå tæt, og her bagefter kan jeg da godt undre mig over, om der var tid til at være elev på seminariet. Vi boede i en lejlighed på Nørremarksvej, men havde ikke selv telefon, så alle aftaler skulle klares fra telefonboksen, og jeg har sidenhen hørt, at så man ham, den langhårede, med den lilla jakke gå ind i boksen, ja så kunne man godt regne med, at det ville vare længe inden, den blev ledig igen.

 

Ib Lindschows New Orleans Jazzband besøgte Noldes Nabo den 24. januar 1973.

Et par af bandets medlemmer, Ib Lindschouw på trommer og bassisten Basse Seidelin havde tidligere været en del af Papa Bues orkester.

Bandet skulle videre til job i Tyskland, og var kørt fra København fredag eftermiddag, og skulle på scenen klokken 20.00 på Tønderhus.

Da bandet havde spillet tre sæt, var Basse træt og ret sur, så han gad ikke mere og ville gå i seng.

Resten af bandet ville gerne fortsætte, så det blev til et fjerde sæt.

Honoraret var ikke stort, så næste dag, havde vi inviteret hele bandet til frokost på Nørremarksvej, og da Basse kom, præsenterede han sig som ”HAM DEN SURE FRA I GÅR”.

 

Midt under spisningen siger Basse så, ”HAR DU HØRT, AT JEG ER BLEVET KRYDSET AF”.

Tilstede var udover bandet også Ole Fabech, Lene og jeg, og ingen af os havde hørt historien. Basse rejste sig fra bordet, vendte sig om, trak bukserne ned og ganske rigtigt, på hver balle var der et flot kryds tegnet med tusch.

Historien var, at da hans værelseskammerat var kommet op på værelset, havde Basse ligget med Rø… i vejret, og havde altså modtaget et par krydser, som vi altså skulle se. Der blev grinet meget.

 

Det var ikke den eneste gang, vi havde besøg af orkestre på Nørremarksvej.

Vi havde engageret det mere jazz-beat prægede 11 mands store orkester Cream Fraiche til en koncert.

Vi havde aftalt, at vi inden koncerten ville give aftensmaden.  Bandet ankom i deres lånte kassevogn, helt lilla og med store bogstaver DOCTOR DOPOJAM på siden, ud for vores lejlighed i de gule blokke. Ud sprang alle mand og begyndte at gøre gymnastik og slå saltomortaler på græsset mellem bygningerne. Naboerne fik noget at tale om, og vi fik spørgsmålet, ”Var det jer, der havde gæster?”

 

Ved det næste arrangement, kun 2 måneder efter den stiftende generalforsamling, den 7. februar 1973, havde foreningen 570 medlemmer og 3000 kr. i kassebeholdning.

Den 21. februar samme år var medlemstallet steget til 650, og nu var det tid til at bruge hele formålsparagraffen. En aften med det populære Paddy Doyles, Erik Grip, Jan Toftlund og Moondust med bl.a. Lasse Helner og Jørgen Mader kom på plakaten.

 

At der også blev plads til udenlandske navne, blev klubbens 7. arrangement den 9. februar, bevis på. Den 70-årige New Orleans klarinettist Poul Barnes og hans otte mands store internationale band besøgte klubben. Bandet talte både engelske, tyske og danske medlemmer. En aften, som jeg husker som en af det helt store, hvor en legende inden for New Orleans jazz besøgte Tønder.

 

Det var ikke kun blandt klubbens medlemmer, bestyrelsen fandt støtte. Interessen for at hjælpe var stor, og ikke mindst Carsten Panduro viste interesse. Carsten var ansat som dekoratør hos Brd. Thygesen og i den første tid tilbød han at hjælpe med trykning af plakater. Det blev også til mange ”diskussioner” når jeg mødte ham på gågaden. Carsten synes jo allerede dengang, at der skulle præsenteres meget mere folkemusik.

 

Hos Johannes Tobak kunne man købe medlemskort og til særlige arrangementer, var det også her billetterne blev lagt i forsalg.

 

Et arrangement, hvor der blev travlhed med forsalget, var til koncerten den 30. marts 1973, hvor ingen mindre en verdensberømte Svend Asmussen og hans kvartet var engageret. Kvartetten bestod ud over Svend Asmussen, af Kjell Ohmann på orgel, Steffan Broklund på basguitar og Ed Thigpen på trommer.

Kvartetten havde aftenen inden spillet i, jeg mener, Åbenrå, men der var en enkelt melodi som Asmussen ikke var tilfreds med, så hele eftermiddagen, inden koncerten på Tønderhus, blev brugt på gentagelse på gentagelse af dette nummer.

Det skal fortælles, at Svend Asmussen med sin kvartet spillede på elektrisk forstærket violin, med brug af forvrængning via pedaler.

Den 1. time blev afviklet som ren koncert med stolerækker og derefter blev der spillet op til dans.

En stuvende fuld sal, og som jeg husker det, blev der solgt over 600 billetter. En meget stor aften for Jazzklub Noldes Nabo.

 

Normalt satte vi en kasse Fuglsang øl op til musikerne, som så kunne nydes i løbet af aftenen. Da Svend Asmussen kom, fortalte jeg ham hvad vi plejede, men spurgte så, hvad vi måtte byde kvartetten. Asmussen så på mig, og svarede, KAN VI FÅ EN KOP KAFFE I PAUSEN, SÅ ER VI GLADE”. Da vi senere havde besøg af gruppen Blue Sun, med sangerinden Lone Kellermann, havde vi som vanligt sat en kasse Fuglsang øl op til musikken.

Lone Kellermann så på kassen, og sagde så. ”KOMMER DER IKKE ELEFANTER, SÅ TAGER VI HJEM”.

 

Lidt moral. Svend Asmussen blev over 100 år, Lone blev ikke så gammel.

 

Inden et arrangement med Kansas City Stompers, blev jeg kontaktet af Niels Abild, som lige ville høre om det var i orden, at han tog en ung sangerinde med til arrangementet.

Selvfølgelig, men vi har ikke flere penge, var svaret. Det blev første gang Sanne Salomonsen stod på scenen i Tønder.

En dygtig sangerinde i et godt band, der stadig eksisterer. Niels Abild er for øvrigt Sønderjyde.

 

I min tid som formand for jazzklubben Club Pigalle i Køge, havde jeg været med til at tage initiativ til lørdagsjazz, ved den nystartede Hugos Vinkælder. En ting der for øvrigt stadigt gennemføres hver lørdag i sommermånederne.

Jeg foreslog bestyrelsen, at vi skulle prøve at arrangere noget lignende i Tønder.  Ideen faldt i god jord, men hvor var der et sted, en gård i forbindelse med gågaden, hvor det kunne arrangeres?

Vi blev enige om at opsøge turistchef Sonne, som havde kontor ved siden af rådhuset.

Sonne var med på ideen, men som han sagde, ”Laver vi det i den ene ende af gågaden så bliver de forretningsdrivende i den anden ende sure, nej vi har den gamle musiktribune Liebestemplet, det er der det skal være”. Må indrømme, det er godt med en lokalkendt.

 

Nu har jeg nævnt grupperne Cream Fraiche og Blue Sun, et andet band i den mere jazz/beat prægede genre var det århusianske Tears, der havde Holger Laumann som leder. Jeg havde tidligere oplevet bandet, hvor det var Alan Mortensen, der var sanger, men nu var det en meget ung Anne Linnet, der var i forgrunden. Ægteparret Holger og Anne havde medbragt deres næsten nyfødte baby, så Anne måtte afpasse pauserne så de passede med tiden for amning.

 

Liebestempel arrangementerne blev starten på et senere tæt samarbejde med Tønder Aktivitets og Borgerforening. Et samarbejde, der ikke altid var lige gnidningsløst. Borgerforeningen ville gerne tage æren, men ideen var vores.

 

Det første Liebestempel arrangement løb af stablen lørdag den 12. maj 1973.

Aftenen inden havde Noldes Nabo arrangement på Tønderhus, endnu engang med Walters Washboard Cirkus.

Ved Liebestempel arrangementet, som varede fra 11.00 – 14.00, var der Ingen entre, øl og vand var til næsten høkerpriser og pølserne var fra grill.

Ved det første arrangement hentede vi, John Toft Jensen, Peter Høgsgaard og jeg, bænke ude på Beredskabets depot på Gørrismark. Starten på livslangt venskab.

 

Vejret var ikke med os, ved det første arrangement. Det begyndte at regne, men mens Creole Stompers leverede musikken fra den gamle tribune, skaffede turistchef Sonne klare plasticsække, som han behændigt klippede huller i til både hals og arme. De såkaldte Sonnechirmen. Jo Sonne var en mand med mange ideer, men desværre var han ikke så længe i Tønder.

 

De grillede pølser stod Bent Vilstrup og Svend Erik Lilleøre for. Mon ikke det var Lilleøres start på mange års virke for musik i Tønder.

 

Skal vi lige gøre Liebestemplet færdigt. Jeg mener, vi havde planlagt fire eller fem arrangementer det første år. I hvert fald et blev aflyst på grund af regn, men gennemgående var det en stor succes, som mange husker positivt tilbage på.

Det næste år fik vi besked fra sundhedsmyndighederne, at det med grillpølser direkte fra grillen, den holdt ikke. Pølser skulle sælges gennem en pølsevogn

Hvad gjorde vi? Jo Heize Persille, Pølsemanden på torvet, som vi jo købte pølserne af, lånte os en gammel udtjent pølsevogn, så nu kunne pølserne tages fra grillen og serveres via vognen. Opfindsomheden kendte ingen grænser.

 

Borger og aktivitetsforeningen arrangerede hvert år en Byfest i Tønder i august måned. Efter et samarbejde over sommeren med Liebestempel arrangementer, kom det på tale, at der også ved åres byfest skulle indgå et jazzarrangement, som Noldes Nabo skulle stå for.

Det Århusianske orkester Arosia City Jazzmen var engageret, og arrangementet skulle afvikles i Tønderhallen.

Der opstod uklarhed om, hvilken aftale, der var indgået omkring økonomien ved arrangementet. Borgerforeningen forventede, at Noldes Nabo stod for selve arrangementet og alt det praktiske, men et eventuelt overskud skulle tilfalde selve byfesten og dermed Borgerforeningen.

Det var Noldes bestyrelse ikke parat til, da man mente at et evt. overskud skulle deles mellem de to foreninger og resultatet blev, at man flyttede ballet til Tønderhus, og jazzklubben gik solo med dette arrangement.

Det var ingen succes. Kun få gæster mødte op, og det gav et stort underskud til Noldes Nabo.

 

Efter et meget travlt jazzsår, kunne jazzklub Noldes Nabo afholde sin anden generalforsamling den 10. september 1973. Det var i det første år blevet til i alt 13 arrangementer, og ikke mindre end 813 medlemmer.

Tønder var nu en by med masser af musik.

 

Den 2. november kunne Noldes Nabo fejre 1-års fødselsdag. Fessors Big City Band var engageret og endnu en gang oplevede klubben opbakning fra Tønder by. Radioforretningen Sevelsted donerede 10 lp’er med Fessors Big City Band til udlodning på aftenen.

 

Det var ikke kun i den store sal på Tønderhus, vi arrangerede koncerter. Også det tidligere diskotek SLUSEN i hotellets kælder blev brugt til de mere intime koncerter.

Her skal især nævnes aftenen med Poul Dissing og Benny Andersen. Pladen Svantes viser var lige udkommet og var en kæmpe succes, så jeg er rigtigt glad for, at vi kunne engagere de to spillemænd til en koncert i Slusen. En uforglemmelig aften.

Da selve koncerten med Svantes Viser var gennemført, sagde Poul, ” NU HOLDER VI EN PAUSE, SÅ GÅR BENNY NOK OP OG SPILLER, OG SÅ GÅR JEG NOK OP OG SPILLER LIDT” og det gjorde de.

Det blev en meget lang aften, og det forlyder, at personalet til sidst bad om, at få lov til at lukke og slukke. Der var klokken efter sigende to om natten.

Da den sædvanlige kasse Fuglsang øl, måske var lidt rigeligt til to, sagde jeg, at de bare kunne sige til i baren, hvad de ønskede. Det blev en dejlig, men dyr aften for Noldes Nabo.

 

Den amerikanske saxofonist Louis Jordan besøgte også Slusen. Et arrangement, som meget hurtigt kom i stand. Jeg havde hørt og også fået optaget en radioudsendelse med Jordan, der spiller en musik, der ligger lige på grænsen til at være rock and roll, der var meget populært i slutningen af 50érne.

Arnvid Meyer fra Det Danske Jazzcenter kontaktede mig, og spurgte om jeg kunne hjælpe, da der var en overliggerdag på Jordans tourné. Jeg indkaldte bestyrelsen og sagde, ”LYT LIGE TIL DET HER” og afspillede båndet med optagelse. Der var lynhurtig begejstring, og da jeg kunne fortælle, at vi kunne få Jordan til Tønder, var alle med på den.

En festlig aften, der udover Jordan også talte amerikanske Horace Parlan på piano, Theis Jensen på trompet, Ove Rex på trommer og Erik Hansen på bas.

 

Det blev også til aftener med Folkemusik i Slusen. Skotsk/Irsk The Buskers, med Paul Furey, David Arthur og Brendan Leeson blev engageret, men de var ikke vant til at fylde en hel aften ud, så folkesangerne Andrew John og Jens Christensen afsluttede aftenen.

 

Et andet engelsk orkester, som fik sin Tønder debut i Slusen, var Max Collie Rhytm Aces.

Et festligt jazzband, der spillede tradjazz, med slagbas. Alle bassistens fingre var plastret til for ikke at komme til skade.

Også her var pengene små, så bandets medlemmer blev indkvarteret hos bestyrelsesmedlemmer. Vi var flyttet til Villa Johanna på Ribelandevej, og delte hus med John Toft Jensen og hans kone Bente. Vi havde flere bandmedlemmer boende, og også bandets chauffør og teknikker. Han blev indkvarteret i Johns og mit mørkekammer oppe på øverste etage. Væggene i rummet var nærmest tapetseret med billeder af piger fra Ugens Rapport. Det og så den røde mørkekammerlampe, gjorde et vist indtryk.

 

Allerede fra klubbens start havde der været flere forespørgsler på en aften med Papa Bue og hans Vikinger. Jeg var ikke særlig glad for forslaget, for min erfaring fra tidligere arrangementer i Køge, havde ikke været så positive.

Men vi lod os overtale, efter et stort pres fra en gruppe medlemmer fra bl.a. Brd. Thygesen og Avisen Vestkysten.

 

Vi engagerede Buerne. En times koncert og derefter musik til dans.

Det blev en aften med en udmærket koncert, men derefter stod den mest på pauser og mindre på musik.

Et par dage efter arrangementet blev jeg stoppet af en af dem, der havde efterlyst Buerne, og beskeden var, ”Det behøver I ikke at gentage foreløbig”

Ja sådan kan det gå. Der er langt fra Vingården i København til Tønder.

 

En musiker, der senere blev fast medlem af Papa Bue, var trompetisten Wild Bill Davidson. Det var nu ikke som medlem af Buerne, Wild Bill besøgte Tønder første gang. Han blev engageret til at skulle spille med Valdemars orkester 1. juledag i 1974.

Wild Bill havde tidligere været på tourné i Danmark, men da han gik lidt hårdt til Whiskyen, besluttede hans kone, at hun på denne tourné ville tage med.

Der blev bestilt værelse til parret på Hotel Tønderhus, men da jeg så spurgte omkring spisning på hotellet, så kunne Rimmer fortælle, at køkkenet var lukket, det jo var 1. juledag.

Hvad gør vi så? De skal da have noget at spise.

Ikke noget problem sagde Rimmer, du kommer bare herned og henter, hvad du skal bruge.

Der er en masse rester fra julefrokosterne og sådan blev det.

Jeg hentede Wild Bill og frue på Tinglev station, og kørte dem til Nørremarksvej.

Imens Wild Bills kone gav vores 7 måneder gamle datter flaske, tog Lene stearin af Bills jakke, og han tog en slurk af lommelærken.

Vi fik masser af mad og det blev en rigtig hyggelig optakt til et godt julearrangement.

Ikke mindst Wild Bills kone hyggede sig i det private selskab.

Parret bosatte sig senere i Danmark, og Wild Bill blev fast medlem af Buerne.

 

Ja man kunne blive ved, for der er så mange historier.

Nævnes skal Neanders Jazzband. Et ganske ungt orkester fra Sønderborg, som var ret fantastiske.

Udstrålede en spilleglæde og en musikalitet, som var meget ældre musikere værdige.

En helt særlig aften var det, da de var engageret sammen med Blues pianisten Champion Jack Dupree. Jeg kan se, at Dupree tidligere havde besøgt Tønder, men det blev et godt gensyn. Dupree afleverede sit sæt, men var ikke færdig endnu. Som tidligere trommeslager, ville han og fik også lov til at sætte sig bag gryderne i Neanders sæt, og det blev rigtigt sjovt.

Scenen var denne aften henlagt til gulvet i den store sal, så det blev en ret intim aften.

 

Neanders har gæstet Noldes Nabo rigtig mange gange, både på Tønderhus men også i Liebestemplet.

 

Jazzklub Noldes Nabo flyttede også til Tønderhallen.

Det første arrangement der, var med Sebastian med venner.

Jeg fik en henvendelse fra en booker i Bredebro, som gerne ville have Sebastian til Tønder, så i

samarbejde med Borgerforeningen fik vi stablet en koncert på benene i Tønderhal 2.

Udover Sebastian bestod vennerne af Alex Riel, Peder Kragerup, Poul Banks, Niels Henriksen, Gert Rostock, Ole Rossel, samt sangerinderne Sanne Salomonsen, Ina Løndahl, Titika og Janni Høeg.

Koncerten gav underskud, men det var en stor oplevelse, med nogle af Danmarks bedste musikere.

 

En meget stor oplevelse var også, da vi i samarbejde med Borgerforeningen, arrangerede en koncert med Savage Rose. De havde lige udsendt deres plade med musik til balletten DØDENS TRIUMF, og tog nu på tourné med musikken.

Aftenen skulle have været indledt med et opvarmningsorkester, husker ikke navnet, men Savage Rose havde hørt dem aftenen før, så de bad så mindeligt om at få lov til at spille først. Det var forståeligt, da vil andre måtte lægge øre til ”opvarmningsgruppen”. Savage Rose var stort.

 

At se lille Annisette sidde i skrædderstilling på scenekanten og med sin store stemme fylde en hel sportshal, det var fantastisk.

At gruppen så også var og altid har været utroligt nemt at samarbejde med, ja det gør det til en endnu større oplevelse.

Det blev en af de største aftener for mig.

 

Også baller i Tønderhallen fik vi arrangeret.

 

Fastelavnsbal med Swing Jørgens Rytme Cirkus, Neanders Jazzband og Århus Spillemændene. En forrygende fest, hvor ikke mindst Henning Stærk, som gik frem til mikrofonen i de sidste numre og gav den som mikrofonsvingende rocksanger, trak stikket hjem.

 

Vi havde også samarbejde med andre jazzklubber i Sønderjylland. Det største var nok fællesarrangementet i februar 1974, med Haderslev Jazzklub, Blue Note i Åbenrå og Sønderborg jazzklub, om et arrangement i Sønderjyllandshallen, hvor hovednavnet var det hollandske Dutch Swing College Band. Desuden medvirkede Fessors Big City Band og endnu en gang det lokale Neanders Jazzband.

Et arrangement, hvor der blev sat busser ind for at tiltrække publikum fra de medvirkende byer.

 

Et af de sidste arrangementer jeg deltog i, var den store koncert med Doctor Hook, som blev afviklet i samarbejde med Ribe Jazzklub. Koncerten blev afholdt i Ribe Hallen den 18. april 1975. En koncert, der var kommet i stand ved, at bandets Københavnske booker, kontaktede de to klubber, og da ingen af os turde stå alene med risikoen, foreslog, at man indgik et samarbejde. Doctor Hook var på det tidspunkt et særdeles varmt navn. Få måneder før, havde bandet optrådt i København, og ved koncert var de løbet nøgne over scenen. Masser af avisomtale, og i radioen og på hitlisterne var bandet i top.

Det hidtil dyreste arrangement blev aftalt, men jeg må indrømme, det var ikke alle, der var lige begejstrede for, at Noldes Nabo nu også skulle arrangere den slags koncerter.

Jeg husker ikke det endelige økonomiske resultat, men jeg mener koncerten løb rundt, men at der ikke var penge til momsen. Dengang var der jo moms på entreindtægter.

Det var den første gang jeg oplevede en rigtig tillægskontrakt, med ekstra krav fra bandets impresario.

 

I tillægskontrakten stod der, at der ved bandets ankomst skulle være to kasser øl, en flaske bourbon, en flaske Whisky og en flaske gin. Da bandet kom, spurgte den danske repræsentant om jeg ikke kunne skaffe en dobbelt portion. Jo, men det bliver på jeres regning, var svaret.

Teknikkerne drak øllet, og bandets medlemmer drak spiritussen af store vandglas på scenen.

Efter koncerten, fik vi som arrangører en bid mad på Hotel Dagmar Hus, og hvem mødte også op?

Jo hele bandet ville også en tur i byen.

Det blev en sjov aften, som jeg tit tænker tilbage på.

 

En anden koncert, som ikke må glemmes, var på Tønder Museum, hvor bassisten Niels Henning Ørsted Pedersen sammen med pianisten Kenny Drew fremførte en meget flot koncert med de danske melodier, som lige var blevet udgivet på LP.

Et flot samarbejde mellem museumsdirektør Skovby og Noldes Nabo.

 

Tønder bibliotek arrangerede en kortfilmfestival, son Noldes Nabo også deltog i.

Vi præsenterede en række jazzfilm, med bl.a. Louis Armstrong, Chris Barber, og en kunstfilm med musik af Oscar Peterson.

 

I starten af 1974 voksede interessen for vise og folkemusikken sig større, og ikke mindst med Major SAS, som ankermand, fik man adgang til Backmanns Vandmølle, hvor der i løbet af sommermånederne blev afholdt to arrangementer.  Det ene i forbindelse med Borgerforeningens byfest.

Jeg husker hvordan møllen blev klargjort til publikum. Støvet lå tykt på de gamle loftbjælker og det var et slemt svineri, men sjovt var det at være med til.

Der er dem, der siger at det var den første Tønderfestival, men den holder ikke.

I 1974 var det Visemøllen, der lagde navn til festen.

Tønder Festivalen blev først startet i 1975.

Festivalen var et samarbejde mellem foreningen Vise Møllen og Jazzklubben Noldes Nabo.

På plakaten kunne man se, at det var en Folk & Jazzfestival, og det holdt helt frem til 1984.

 

Efter den store koncert i Ribe, valgte jeg at stoppe som formand for Jazzklub Noldes Nabo. Det var af personlige årsager, i Lene og jeg havde fået barn og udover mit studie på seminariet, havde jeg også undervisning i Ungdomsskolens Ungdomsklasse på Vidåskolen.

Hvor mange arrangementer der havde været i Jazzklub Noldes Nabo i min periode som formand, tør jeg ikke gætte på, men at de havde fyldt rigtigt meget, med aftaler både med orkestre, spillesteder, Aktivitet- og Borgerforening, forsalgssteder og fremstilling af pressemeddelelser, er helt sikkert. Vi blev boende på Ribelandevej til 1977, og både Lene og jeg var aktive hjælpere ved istandsættelsen af Visemøllen og ved de første festivaler.

 

Min efterfølger som formand for Jazzklub Noldes Nabo var John Toft Jensen, som boede på 1. sal i Villa Johanna på Ribelandevej, hvor vi boede i stuelejligheden, så kontakten til klubben var meget tæt.

Senere overtog Hans Lydiksen formandsposten, og også ham og hans kone Sofie, var Lene og jeg nære venner med.

 

Jeg tror ikke, jeg generer nogen ved at sige, at starten af Jazzklub Noldes Nabo, var med til at sætte gang i musiklivet i Tønder, og mon ikke også at Noldes Nabo har været med til at lægge grunden til den nuværende Tønder Festival.

Allerede i 1973 havde Anne Thomsen og jeg deltaget i en generalforsamling i DAJAHU

(Sammenslutningen af danske jazzklubber og-huse). Jeg blev valgt ind i bestyrelsen og det gav rigtigt gode kontakter til Jazzcentret, som blev administreret af trompetisten Arvid Meyer. DAJAHU var statsstøttet, og vi fik bl.a. penge til at arrangere tournéer, med både danske og udenlandske navne, og også dette nød Noldes Nabo godt af.

Jeg fortsatte i DAJAHUS bestyrelse frem til 1981, hvor foreningen fik nyt navn. De sidste år som formand.

 

Jeg vil slutte min ”lille” beretning med at takke alle, der igennem de 50 år der nu er gået, fra foreningen så dagens lys, for det kæmpe arbejde, der er blevet lagt i musiklivet i Tønder.

Slet ikke er alle er nævnt, for det vil blive en meget stor opgave, men jeg vil henvise til beretningen fra klubbens 25 års fejring.

 

En person vil jeg dog fremhæve, og det er en person, som sjældent er blevet nævnt.

Navnet er Hans Ehlert, som var PR-mand i Aktivitets og Borgerforeningen.

Mange vil sikkert huske, at han er far til Michael Falk. Det kan dog undre mig, at han aldrig fortalte, at han havde en søn, der dyrkede musikken og havde debut i Møgeltønder Forsamlingshus.

 

Hans Ehlert var min kontakt til Borgerforeningen, og han var en mand med mange ord, og store ambitioner. Jeg husker han en dag sagde ”Carsten, vi skal have gjort Tønder til Sønderjyllands musikby. Når man i Sønderjyllandshallen kan arrangere koncerter med Les Humphries Singers og James Last, så kan vi også i Tønder.”

Hans Ehlert var en god mand for Jazzklub Noldes Nabo, og i dag er Tønder, Sønderjyllands musikby.

 

 

Carsten Grønholt-Pedersen Køge 22.2.2022.

Tak til Carsten får dette meget interessante indlæg