Tønder – Endnu mere musik (2)
Dette er den 16. artikel om Tønders Musikliv – og hvorfor nu det? Jo næste år er det Tønder Festivals 50-års fødselsdag. Vi skal høre om en rigtig spillemand – Meinert Lützen fra Rørkær. Og så var det lige Meinert Lützen fra Popsensgade. Vi hilser på trioen ”The old Times”. Og så var det Tønders ældste sangforening. I Tønder blev der afholdt forskellige sangfester. En meget omtalt og ”forhadt” sang. Vedtægter blev strammet på Hotel ”Stadt Hamburg”. Man måtte ikke spille kort under prøverne. Også dansksindede med i koret. Leder forlangte at det skulle hedde Tonhalle. To kor sluttede sig sammen Arbejdernes Mandskontor. Skyttekorps af 1693. Skytteorkester fra 1923. Hans Bomberg var en aktiv musiker. Skytteorkester opløst i 1945. Ny skytteporkester opløst i 1973. Tønder Musikforening. Ny musikforening i 1946.
En rigtig spillemand
Den mest kendte spillemand på Tønder-egnen i 1800-tallet var nok Musikus Dresen fra Rørkær. Han spillede til fester og baller – på egnens kroer og til ”Mærken” rundt omkring. Ofte havde han sin bror med. Ja vi har faktisk allerede skrevet en artikel om ham.
Han var en privilegeret spillemand. Det vil sige, at han havde eneret. Men disse privilegier bortfaldt med næringsloven i 1862. Han spillede frem til 1890’erne. Som andre musikere blev han nødt til at håndhæve sine rettigheder.
I 1800-tallet hed spillemanden i Süderlügum Sogn, Christiansen – i Højer, Madsen og i Skast, Davidsen. Det var hans far der var godsinspektør på Schackenborg.
Meinert Lützen fra Popsensgade
Vi skal da i hvert fald nævne Meinert Lützen (1897 – 1990). Han var født i Westerland på Sild og udlært klejn og Kunstsmed. I 1926 bosatte han sig i Popsensgade i Tønder, hvor han arbejdede som cykelsmed. Han byggede selv sine violiner. Allerede som knægt fik han sin første violin og begyndte allerede at spille til bal.
I ca. 15 år spillede han på Emmerlev Klev Strandhotel. Her spillede han sammen med ”blinde Motzkus. Det var også her på Emmerlev Klev vi andre kom i vores ungdom. Her var altid skønne piger og dejlig musik.
Men tilbage til Meinert Lützen spillede sammen med pianisten Altenberg. Senere var Lützen med i Due Sørensens orkester, der ofte spillede på Schweizerhalle. Han spillede også ofte til ringridning samt til fester og baller i forsamlingshuse og på kroer på egnen.
Trioen ”The old Times”
Som pensionist boede han i Møgeltønder, hvor han spillede med i trioen ”The old Times” – igen sammen med Harry Due Sørensen fra Tønder og Helmuth Hansen fra Gallehus. Lützen blev ved med at spille til han var over 90. I 1986 spillede han sammen med Thorkild Demuth til Tønder Festivalen. En af de violiner som Lützen byggede, var til lærer C. Jensen i Gallehus.
Tønders ældste sangforening
Tønders ældste sangforening var Tondern Singverein von 1842. Disse sangforeninger var præget af Slesvig – Holstenismen. På sangforeningens flag var foreningens motto trykt:
- Grüss Gott mit hellem Klang, heil deutschem Wort und Sang.
De første 21 sangbrødre skrev under i mødelokalet i restauranten ”Nordischer Löwe”, Storegade 20.
Nytårsaften 1842/1843 sang man to sange på Torvet:
- Des Jehres Lezte Stunde
- Wachteschlag
Korets første dirigent var Christian Gottlieb Semler. Man øvede om torsdagen og gentog prøven søndag. Hvis man kom for sen, faldt der bøder.
Sangfest i Tønder
Den 8. august 1843 holdt man den første sangerfest i Tønder. Der kom 700 mennesker i Jessens Have. Repertoiret var jægerviser og tyske fædrelandssange. Da det blev mørkt, blev haven illumineret.
I 1843 havde sangforeningen 21 sangere, 20 passive medlemmer og 12 seminarister, som havde gratis medlemskab og derfor heller ikke stemmeret. Lokalt optrådte man til Nytårssang, Vidåkoncerter, havekoncerter, te – dansanter og de halvårlige ”Tafelrunden”, hvor man under spisning og korsang hvervede nye medlemmer.
En meget omtalt og ”forhadt” sang
I 1844 udkom den meget omtalte sang ”Schleswig-Holstein meerumschlungen” Men man sang dog den 10. september 1844 en hyldestsang for Kong Christian den Syvende og dronning Caroline Amalie, da de på vej til Før, opholdt sig i Amtmandspalæet i Tønder.
Samme år blev der i forbindelse med sangforeningen oprettet et orkester, hvor stadsmusikanten underviste byens amatørmusikere. Fra 1846 til slutningen af 1850erne lå foreningen ret stille, men så kom der atter gang i den.
Vedtægter strammet på Hotel ”Stadt Hamburg”
Man købte egne instrumenter til orkestret, holdt maskerade på Hotel ”Stadt Hamburg” og i 1860 strammede man vedtægterne. Nu måtte man ikke længere spille kort under korprøverne.
Under 1864 – krigen lå koret stille. Men fra 1865 kom der vind i sejlende. Foruden mandskor og orkester begyndte man med gymnastikhold for børn og voksne, samt et kursus i botanik!
Den 10. 0g 11. september 1865 arrangerede koret en stor sangerfest, hvor ringriderne blev bedt om at ride de fremmede korsangere i møde. Ved den lejlighed blev Nordfriesischer Sängerbund dannet.
Også dansksindede med i koret
I 1871 havde sangforeningen i Tønder 197 medlemmer. Den meget dansksindede redaktør Skovrøy blev optaget i koret i 1884, efter afstemning blandt medlemmerne.
I 1886 blev koret ”Einigkeit” oprettet. Det var en pendant til ”Singverein” og var især henvendt til de mindre velhavende. Det forklarer måske også dette kors motto:
- Sind wir von der Arbeit müde. Ist noch Kraft zu einem Liede.
Leder forlangte, at det skulle hedde ”Tonhalle”
Lørdag den 13. og søndag den 14. august 1892 holdt man 50-års jubilæumsfest i Tonhalle og Schützenhof. Restaurant tonhalle hed oprindelig ”Zum goldenen Klotz”. I 1870erne var den blevet forfinet med navnet ”Stadt Wien”.
Den senere kreditbank-direktør Johann Lorenz Leopold Fast, der var dirigent for Singverein samt organist i Kristkirken havde foranlediget at stedet blev øve – og stamlokale for sangforeningen på betingelse af, at navnet blev ændret til ”Tonhalle”.
Dette skete i 1885.
Sangforeningen fortsatte op gennem 1900-tallet med en kort afbrydelse under Første Verdenskrig. Omkring 1920 var kostumeballer på mode i Singverein med temaer som ”Jagtfest”, ”Oktoberfest i München” og ”En nat i Venedig”.
Fra slutningen af 1920erne fik foreningen økonomiske problemer. De passive medlemmer røg ud. Fra at have været en selskabelig forening blev Singverein nu en ren sangforening.
Man sluttede sig sammen
I 1927 dannedes ”Gemischter Chor” under ledelse af Alfred Huth. De to foreninger var gået sammen. Men allerede tre år efter holdt dette samarbejde ikke mere. Singverein fortsatte op gennem 1930erne og 1940erne.
Efter 1945 blev koret ledet af musikker Hans Bomberg og til sidst af privatskolelærer Starcke. Fra efteråret 1954 startede et nyt tysk kor i Tønder bestående af de hidtidige kors medlemmer samt den tyske menigheds-kirkekor under ledelse af Hanskarl Michalik.
Også i den dansksindede del af befolkningen har der gennem mange år været en stærk kortradition i og omkring Tønder.
Arbejdernes Mandskor
Arbejdernes Mandskor blev oprettet i 1931 og bestod af mange af de tilflyttere, der kom efter 1920. Damekoret ”Marsken” eksisterede i 1950erne. Og så var det Tønder Kammerkor, der blev startet i 1982 og fungerede under skiftende dirigenter til helt op i 1990erne. Tønderkoret startede i 1988.
Gennem årene har der været afholdt forskellige stævner i Tønder.
Skyttekorps fra 1693
Ofte har vi overværet diverse skyttekorps i Tønder. Og de hører i høj grad med til Tønders musikhistorie. Det egentlige skyttekorps, Schützenkorps Tondern, blev stiftet i 1693 som efterfølger af Tondernssche Fastnachtsgelage (Fastelavnsgildet).
Foreningen var både en selskabelig forening og en skytteforening, der dyrkede skydeskivning med gevær. Den årlige skyttefest fandt sted den første søndag efter pinse. Det ved jeg om man stadig gør, jeg har været med til mange af disse skyttefester.
Oprindeligt foregik festen på skyttefennen syd for byen, hvor fastelavnsgildet også førhen havde holdt fugleskydning. Derfor hedder det i Tønder stadig Papegøjestien.
Skyttekorpset havde nær tilknytning til Kongehuset og korpsets medlemmer modtog flere gange Christian den Ottende, når han besøgte byen hjem fra badeophold på Før.
Skytteorkester fra 1923
Korpsets skytteorkester blev stiftet den 23. november 1923 af Carl Christensen. Han var professionel musiker i Tønder og spillede trompet og violin. Han spillede bl.a. i danseorkester. Om sommeren spillede han i et orkester på strandpromenaden i Westerland på Sild og sammen med et danseorkester på Før.
Hans Bomberg – en aktiv musiker
Fra 1928 til 1945 blev orkestret ledet af musiker Hans Bomberg. Han spillede desuden i danseorkester og var musiklærer i harmonika, guitar, klaver og violin samt fungerede som danselærer i danseklubber på Tonhalle og Schützenhof (I Vestergade bag det forhenværende posthus).
I både byorkestret og skytteorkestret spillede han tenorhorn. Omkring 1947/48 oprettede Bomberg musikhandel i Østergade 20. Både Carl Christensen og Hans Bomberg er gode eksempler på professionelle provinsby-musikere, der kunne deres kram. Men de havde ikke mange jern i ilden for overhovedet at kunne leve af deres musik.
Skytteorkester opløst i 1945
Skytteorkestret blev opløst i 1945. Men i 1952 indkaldte Bomberg og et af orkestrets medlemmer, tømrermester Thomas Selmer senior til møde med henblik på dannelse af et nyt skytteorkester.
Ny skytteorkester opløst 1973
I 1953 genoptag man prøver. I forbindelse med skyttefesten den 11. og 12. juni 1055 var det ny orkester for første gang med i skytteoptoget. Orkestret eksisterede til 1973, hvor det blev opløst efter skyttefesten i juni 1973. Bomberg var blevet for gammel og man kunne ikke lige finde en ny orkesterleder.
Herefter spillede Højer Brandværnsorkester til skyttefesterne i Tønder fra 1974 til 1981. I dette orkester havde min onkel Pulle en stor andel. Fra 1982 var det Kappels brandværnsorkester, der leverede musikken.
Tønder Musikforening
Tønder har også dannet ramme om flere lokale musikforeninger. Seminarielærer Ejnar Emborg tog i januar sammen med landbrugskandidat Wulff, organist Brodersen, redaktør Lor. Christensen, fru Bödewadt og bygmester Jul. Hansen initiativet til at stifte en Tønder Musikforening – Konzertverein Tondern.
Ved den første koncert den 21. februar 1921 havde man godt 300 medlemmer. Ved symfonikoncerten en måned senere havde man 450 medlemmer. Foreningens koncerter blev i den første tid afholdt i Tonhalle, senere i Statsseminariets festsal og senere i statsskolens festsal. I alt 26 koncerter nåede man at afholde.
På grund af almindelig pengeknaphed og mindre vellykkede arrangementer kunne medlemsinteressen de senere år til tider svigte i sådan grad at økonomien, der var baseret på årskontingentet samt entréer ved den enkelte koncert, ikke mere kunne hænge sammen. Foreningen ophørte i 1927.
Ny Musikforening i 1946
I foråret 1946 arrangerede en kreds af byens borgere to koncerter. Ved den sidste af disse koncerter stiftede man Tønder Musikforening. I foråret 1947 havde foreningen imponerende 380 medlemmer. Samt 160 skolesøgende over 14 år.
De første år afholdtes koncerterne på Hotel Tønderhus senere tillige i Statsskolens festsal og Kommuneskolens festsal – enkelte gange i Kristkirken. Siden har Tønder Museum lagt lokaler til. Men også i Pumpehuset. Jo her har både været Sønderjyllands Symfoniorkester, Aarhus og Odense Byorkester samt selveste Wiener Sängerknaben.
Vi er endnu ikke færdige. Hvad skete der på byens uddannelsesinstitutioner og hvad har vi glemt inden for jazz, rock og pigtrådsmusik.
- Snart vil du kunne opleve endnu et afsnit i denne serie – Tønder – Endnu mere musik
Kilde:
- dengang.dk -diverse artikler
- Sønderjysk Månedsskrift
- Aage Toft: Tønders Organister 1592 – 1933
- Ludwig Andresen: Bürger und Einwohnerbusch der Stadt Tondern bis 1869
- Tønder gennem tiderne 1-2
- Claus Eskildsen: Tønder 1243 – 1943
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 2.053 artikler
- Under Tønder finder du 336 artikler
- Musik I Tønder (1) Tønder Musikfestival, Sangundervisning, Emmerlev Klev m.m.
- Musik i Tønder (2) The Arrows, Locomotien, Radiserne
- Musik I Tønder (3) The Tommyguns
- Musik i Tønder (4) The Dispairs
- Musik i Tønder (5) Syncropators, Valdemar Rasmussen, Harlem Hot Group
- Musik i Tønder (6) Papa Chau Chau Jazzband, Red Union Jazzband, Tønder Jazzklub, Ole Toft
- Musik i Tønder (7) Valdemar Rasmussen, Jazz i Tønder
- Tønder – igen en by med musik (Nolde Nabos første formand)
- Til Grænsen – anmeldelse af Michael Falchs ungdomserindringer fra Tønder
- Michael Falch i Tønder (også med Kedde og Malurt)
- Tommyguns er genopstået
- Ord og Toner fra Tønder til Nørrebro (Undertegnede optræder med to musikere)
- Tønder Festival – snart 50 år gammel
- En spillemand fra Rørkær
- Tønder – Endnu mere musik (1)
- På Marked i Tønder
- Kloster Marked
- En 325-årig Skytteklub i Tønder