Tønder 1932-1933

I forbindelse med sin bog ”De Jyders Land 1-2” besøgte Achton Friis Tønder i 1932 – 1933. Vi har redigeret lidt i teksten. Det blev nu ikke særlig meget om selve Tønder. Men det blev en del om kniplinger og lidt om Tøndermarsken, Møgeltønder og Guldhornene. Og så besøger vi tre frisergårde, Vester Anflod, Kjærgård og Nørre Sødam. Vi har samlet en oversigt over artikler om disse fire emner i slutningen af artiklen, så du kan fordybe dig endnu mere.

 

Et besøg i Tønder

Johannes Achton Friis er uddannet på Kunstakademiet. Han har lavet keramik, porcelæn og portrættegninger. Han deltog i 1906 – 1908 i Grønlands – ekspeditionen 1906 – 1908 og skrev en bog om dette.

Fra 1906 – 1908 udgav han trebindsværket De Danskes Øer, hvor han besøgte 132 øer. Fra 1936 – 1937 udgav han Danmarks Store Øer. I 1932 – 1933 besøgte han Tøndermarsken i forbindelse med bogudgivelsen De Jyders Land 1-2. Vi har kigget i bøgerne og redigeret i teksten og rækkefølgen.

 

Jejsing Bjerg

Fra mange sider havde jeg hørt om skønheden i Tøndermarsken. Det første indtryk af Jejsing Bjerg øst for Tønder gjorde ikke er større indtryk på mig. Men da jeg nåede helt ud i den, skuffede den mig ikke, Indtrykket blev helt anderledes, end jeg havde ventet, mere fremadrettet – og langt voldsommere.

 

Vester Anflod

Vi når Vester Anflod, Cornelius Petersens Gård, som er opført for 15 år siden. Det er et pragtstykke af en bygning, holdt fuldstændig i stilen som de gamle frisergårde. For at give et lille begreb om denne en etagers bygnings dimensioner behøver jeg blot at nævne, at der er 17 meter til tagrygningen. Alt andet står i forhold dertil. Hver ting ude og inde tyder på storslåethed og velstand. Det er en bolig for en bondehøvding (Læs artiklen. En rebel og hans gård) (Gården brændte i 1950’erne)

 

To ægte frisergårde

Jeg kommer forbi to ægte frisergårde, de ældste i hele marsken, Kjærgård og Nørre Sødam. (Ved åen)( Her skal du nok lige huske, at dette er skrevet i 1938 – 1939).  Den første ejer er tysk, den anden ejer er dansk. Gårdene ligger kun 100 meter fra hinanden. Det må velsagtens være vanskeligt at være ”gode venner og trofaste naboer” her på grænsen, hvor spørgsmålet tysk eller dansk endnu bestandig er så brændende og striden ikke er ebbet ud.

 

De tysksindedes intolerance

Det siges hernede i marskegnene i Tønder Amt, at denne bestandige friktion for en stor del skyldes de tysksindedes intolerance og stridbarhed, der blandt andet af og til kan give sig udslag i unødvendige og irriterende demonstrationer. Ved de møder, som foranstaltes af danske, kommer ofte tyskere tilstede. Og det hænder at danskerne for eksempel synger ”Der er et yndigt land”, så rejser tyskerne sig demonstrativt og afsynger Deutschland, Deutschland. Modsætningsvis deltager danskerne ikke i de tyske møder og er overhovedet tilbageholdende og uhyre tolerante.

 

Det indre af Noahs ark

Kjærgård ligger lige som nabogården på et værft, den kunstige forhøjning som var gårdenes eneste værn, før digerne fik deres nuværende højde – to småbitte øer i det umådelige jævne græshav. Gården er opført 1736. Den står næsten endnu udvendig som dengang. Den er kun blevet forsynet med nye vinduer til beboelsesrummene og er fortrinlig bevaret.

Det er en typisk frisergård med de brede længer og høje tage, sammenbygget om den lille gårdsplads. Også staldenes og ladernes indre er bevaret, mens stuehuset indvendigt er stærkt moderniseret. Hvilke tagkonstruktioner af svære bjælker inde i disse udhuse – det er som det indre af Noahs Ark, beregnet på at trodse alle elementers angreb. I længerne velbevarede ydre, selv inde på den lille gårdsplads, rummer ikke alene helheden, men selv hver lille detalje, stor skønhed. Bemærk blot buernes form over åbningen i kvisten og over dørene. Hvilken hygge på denne gårdsplads, hvilket læ der må være for alle storme her bag de vældige tage!

I stuehuset, hvis gavl mod haven har tre kviste, findes kostald i den østre ende, der lige som i yderlængerne er forsynet med ganske små vinduesåbninger af en overordentlig smuk, oval form med en fremspringende ring af profilerede mursten.

Alt omkring denne gård synes røgtet med stor omhu. Beundringsværdig er haven med dens kastanjetræer og røn, en mægtig bøg, en mængde frugttræer, bag hvis læ alle mulige blomster vælter op af bedene. Kun på vestsiden er de store træer krøgede af vinden. Det virker forbavsende at finde en sådan oase midt på den åbne slette så nær den barske vestkyst.

 

Gulhvide fåremælksoste

Gårdens ejer er en mand midt i trediverne. Både han og hans hustru tilhører den tyske del af befolkningen, men de modtager mig med gæstfrihed og hjertelighed, som virker ægte jysk. Den unge frue er en nordisk type af reneste art. Men det er ikke nogen jyskpræget bondekone, man her har for sig. Hendes øjne spiller af liv ved hvert spørgsmål, der rettes til hende. Og hun svarer med en livfuldhed og en gestus, som er ganske fremmedartet. Samtalen drejer for en stor del om de dårlige tider, som også i høj grad rammer bønderne i marsken.

Inde på gårdspladsen finder jeg en mængde gulhvide skinnende fåremælksoste af form og størrelse som munkesten liggende til soltørring på trinene af en trappestige. Ejeren fortæller, at gårdens hovedsagelige indtægt for tiden er tilvirkning af sådanne oste. På grund af de lave kød – og flæskepriser betaler det sig bedre med ko- og grisehold. Han har næsten ingen køer mere, men derimod 120 får. Dem, der giver mælk kan gennemsnitlig indbringe ca. 30 kr. om året. Hertil kommer yderligere indtægten af salg af lam og fårenes uld.

Han har tidligere tjent store penge ved opfedning af kvæg. Dette var næsten alle marskbønders store indtægt en gang. Men det er slut.

 

Far og mor på besøg

Mens jeg taler med de to unge folk, kommer gårdejerens gamle fader sammen med sin kone på besøg fra Møgeltønder, hvor de har boet, efter at sønnen for et par år siden overtog gården. Næsten dagligt kommer de to gamle agende den halve mils vej herud i deres lille hestekøretøj. De kan ikke undvære stedet og må hele tiden spørge til gårdens drift.

Her ligesom på Kjærgård inviteres jeg naturligvis på kaffegilde som noget helt naturligt. De unge slider i marken, men de gamle overtager ledelsen indendørs, som om de endnu var de retsmæssige værtsfolk. Imens taler vi om, hvordan livet forhen har formet sig for dem hernede i marsken, hvor de har levet hele deres liv.

Den gamle mand fortæller, at oversvømmelser af selve havet aldrig har fundet sted i hans levetid, dertil er digerne alt for sikre værn. Men lige til det nye afvandingssystem for 5-6 år siden blev indført, stod marsken heromkring hver eneste vinter under vand fra regnen, så man kun kunne gå og køre ad digerne. Fra gården havde man langt til den nærmeste digevej, som går østen om to gårde til Møgeltønder. Børnene, som skulle i skole herfra, måtte hver morgen roes hen til denne. Færdslen fra gård til gård foregik vinteren igennem ligeledes i både, end dog også herfra hen til 100 meter fjerne Kjærgård.

 

Masser af vand

Men ensomheden har mennesker aldrig været trykket af hernede. Den var man vant til. Og om vejret var nok så skrapt, havde gårdens beboere deres ugentlige sammenkomster med kortspil og andet hele vinteren igennem, hvor de trodsede elementerne og mødtes på omgang. Konen og han sad ligefrem og gassede sig ved tanken om, hvor gemytlig livet havde formet sig. Men ofte var det slemt med høsten, når vandet allerede om efteråret steg op over de lave marker. Efteråret 1903 glemmes sent, da ødelagde vandet det allermeste – det sidste hø, man redede, kom først i hus juleaftensdag.

Beskrivelsen af Kjærgaards bygninger passer omtrent med Nørre Sødam, blot at den sidste er endnu ældre, hvad den også før indtryk af, blandt andet ved yderlængernes mure, der er opført af svære munkesten, er noget mere forvitrede af vejr og vind. Gårdens østside med gavlens døråbning er af fremragende skønhed, som kun brydes af de nye vinduer og en lem nær døren. Stuehusets uregelmæssige plan især facaden mod haven, viser dog at dette som modsætning til Kjærgård hyppigt har været underkastet forandringer.

 

Nørre Sødam 2020

Det vil nok være på sin plads at fortælle, at den mere end 250 år gamle gård Nørre Sødam er blevet solgt til Realdania By & Byg. De vil bevare denne unikke gårdtype, som kun findes i Vadehavsområdet.  Forude venter en nænsom restaurering, der skal bevare og sikre den historiske værdifulde gård.

Der er kun få af disse tilbageværende værftsgårde tilbage. De har stor betydning for den samlede miljømæssige værdi i Tøndermarsken. Dette indgår i det igangværende Tøndermarsk Initiativ. Ejendommens værdi var sat til 3,3 millioner kroner.

Disse værftsgårde er opført med en helt speciel selvbærende tømmerkonstruktion. Den sikrede, at det ikke var murene, men derimod solide stolper og bjælker, der bar stråtag og lofterne. Det betød, at selv om murværket blev skyllet ud af vandmasserne ved stormflod, ville huset og taget ikke styrte sammen.

Når det stormede herude i Tøndermarsken og det gjorde det ofte, så åbnede far altid lågen op til loftet, så man kunne kravle derop, hvis vandet skulle komme. Sådan var det også med Nørre Sødam.

Den forrige ejer af gården, Peter Linnet inviterede ofte lejrskoler og andre på besøg som interesserede for den unikke bygningskonstruktion. Efter at have stået til salg i flere år er gården begyndt at se lidt forsømt ud. Der er også foretaget nogle ændringer, der ikke helt passer ind i den oprindelige byggestil. Det bliver det sikkert rettet op på nu.

Måske skal vi også lige nævne, at Kjærgård var under samme slægt helt fra starten til 1924.

 

Besøg af en ravn

Da jeg kørte herfra, kom en ravn til syne forude, siddende på en ledstolpe lige ved vejen. Da vi holdt og jeg stod ud af vognen lettede den og fløj 15 meter ind over marken, hvor den satte sig på en anden pæl og stirrede på mig mens dens fjer skinnede dybblå og violette i solen som anløbet stål. Det siges hernede, at denne pragtfulde fugl her på egnen bl.a. skal ruge i skovene nord for Gallehus.

 

 

Møgeltønder ligner en Tornerose by

Man har en særegen oplevelse ved synet af det smukke slot, Schackenborg med dets pragtfulde inspektørbolig og strålende park – et minde om østens frodighed og blidhed her i de barske vesteregn, men her virker det mangedobbelt i modsætning til midtlandets heder, hvor jeg kommer fra.

Det lille Møgeltønder ligner en Tornerose by, der synes at have ligget i dvale i to – tre hundrede år, men hvis beboere er vågnet hver lørdag for at skure deres huse udvendig. To gange om året maler de dem.

Alle disse små ensartede huse i den lange Slotsgade har deres egen helt særegen stil. Hver for sig er de en skønhedsåbenbaring med deres røde eller hvidkalkede murstensfacader, de mægtige kviste, stråtagene og de små karnapper. Som de ligger der i udbrudte rækker bag toppede brosten, vidner de hver eneste et om en hel bybefolknings dybe respekt for de gamle, som har skabt dem.

Denne gade er noget enestående i vores land. I Tyskland har man jo ældgamle byer, som er verdensberømte for deres skønhed. Her har vi kun denne ene, som tilnærmelsesvis når dem. Er det tilfældigt, at vi skal helt ned til den tyske grænse for at finde noget lignende?

Et par hundrede meter nordvest for Møgeltønder findes en bakke på 14 m’s højde, egnens højeste punkt. Den er forsynet med et udkigstårn, hvorfra man har et instruktivt overblik over egnen. Hele den vide banke er som en mærkelig isoleret oase, domineret af Schackenborg Slotspark. Uden for dette ligger kun den vide flade som en uendelig steppe, marskens umådelige græsflade med de snorlige kanaler og de fjerne diger.

 

Guldhornene i Gallehus

Da det første af vores to berømte guldhorn fandtes i 1639 ved Gallehus, blev det efter den flensborgske rådmand von Liitkens beretning afleveret til hans familie af finderen. Det var en lille pige fra Møgeltønder, som ernærede sig ved at kniple. En dag bragte hun hornet til von Liitkens moster, Marina Thomsen i Tønder. Guldhornenes historie er velkendt og det samme er kniplingsindustriens. Men det er den tilværelse som kniplepigerne sandsynligvis ikke.

 

20.000 arbejdede med kniplinger

Kniplingsindustrien, som fra sin hjemstavn i Mellemeuropa kom hertil i begyndelsen af det 17. århundrede, tog i det 18. århundrede et sådant opsving, at den i tiden fra 1744 til 1784 fra at beskæftige 12.000 voksede til at beskæftige ca. 20.000 personer. Den havde til sæde i Løgumkloster Amt, på Trøjborg Gods, i Grevskabet Schackenborg, på Rømø samt i de vestlige dele af Tønder, Aabenraa og Haderslev Amter. Stærkest var den på Tønder – egnen og Tønder var hovedbyen., hvorfra varen blev forhandlet.

Her fandtes allerede i midten af det 18. århundrede 25 kniplingshandlere. Endnu i begyndelse af det 19. århundrede kunne enkelte beskæftige 1.500 kniplepiger. Foruden de fastboende grosserere og købmænd førte en sværm af kræmmere varerne rundt både i ind- og udland.

 

Det blev formuende folk

En mængde kniplinger gik til Tyskland, Norge, Rusland og andre lande, ja helt til Østlandene nåede de. Det var store pengesummer, som i denne industriens blomstringsperiode nåede til landet. Alene for året 1805 andrager udførslen en sum af 262.000 Rigsdaler.

Kræmmerne, men især de store opkøbere i byerne blev formuende folk. Dette havde en af sine årsager i den elendige løn, som kniplerskerne fik for deres arbejde. De spandt ikke guld ved deres virksomhed. Det eneste eksempel, man har på, at der har været berøring med ædle metaller, er da pigen snublede over Guldhornet ved Gallehus.

 

Fængselsagtig tilværelse

Disse stakkels menneskers tilværelse formede sig overhovedet på den mest triste måde. De bandtes som regel til det næsten fængselsagtige arbejde allerede fra den tidlige barnealder. Og deres sundhed led allerede, da de var i opvækst, overordentligt under det bestandig stillesiddende liv og den sammenbøjede stilling, hvori arbejdet udførtes.

Sammen med den indelukkede luft udsatte dem i stærk grad af brystsyge og andre sygdomme. Adskillige imellem dem blev ligefrem forvoksede. At kalde deres liv fængselsagtigt er altså et mildt udtryk.

 

Et skarpt tilsyn

Regeringen vågede stærkt over, at de ikke udvandrede, for at kunsten ikke skulle læres i andre lande. Skete det at en ung pige blev grebet i at undvige, lokket af løfter om bedre fortjeneste, blev hun behandlet som en desertør. En pige fra Gram Herred blev lokket til Sverige af en jøde, som bragte hende til Kalmar. Kancelliet satte sig straks i bevægelse for at få pigen udleveret og jøden straffet.

Et skarpt tilsyn med alle bortrejsende blev indført i Hertugdømmerne. Kvartalslister affattedes over pigerne i de forskellige distrikter og tilstilledes amtmændene. Øvrigheden bemyndigedes ved Kgl. Reskript af 1740 til i nødsfald at arrestere de kniplepiger, som agtede at begive sig ud af landet. Også pigernes mødre løb en risiko ved at ville rejse. Stor ståhej vakte det, da det kom for dagen, at nogle kniplepiger i Tønder havde giftet sig med underofficerer af et der indkvarteret Oldenburgsk Musikregiment. De undgik dog arrestation, da de fulgte mændene til deres hjemstavn.

 

Ensformig tilværelse

Også arbejdets ensformighed må have været frygtelig. Mønstrene til kniplingerne leveredes enten af fabrikanterne i byerne eller opstod hos kniplerskerne efterhånden. Pigerne arbejde i årevis med et par enkelte mønstre. Derved kunne man så nå størst færdighed. En gammel kone havde i 40 år arbejdet med det samme mønster.  Og lønnen var fuldstændig afhængig af forhandlernes forgodtbefindende. Særlig i nedgangsperioder, hvor store partier var opdynget hos grossisterne, tjente pigerne næppe til det tørre brød.

Et lille lyspunkt i ensformigheden var det, når pigerne om vinteren gik sammen for at spare lys og brændsel. Maskinerne kom efterhånden til og overtog. Men endnu i 1840’erne sad dog en mængde piger hjemme om vinteren og arbejdede ved tællelyset under Skomagerkuglen, som lyste over Knipleskrinet og Kniplestokkene. Kræmmerne vandrede endnu engang rundt og opkøbte varen.

 

Os, der er født og opvokset i Tønder ved, at det er en smuk by. Men det er rart hvis vores gæster også synes dette.

 

 

Kilde:

• Achton Friis: De Danskes Land 1-2

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.486 artikler, herunder 249 artikler fra Tønder, herunder:

• Møgeltønder
• Overinspektør på Schackenborg
• Møgeltønder – fra Ahlefeldt til Schack
• Dagbog fra Møgeltønder
• Møgeltønder Kirke
• Schackenborg i Møgeltønder
• En landsbydreng fra Møgeltønder
• Møgeltønder – dengang
• Møgeltønder Kirke
• Oprør i Møgeltønder

 

• Gallehus
• En Ridder fra Gallehus
• Guldhornene i Gallehus – den tredje historie
• Guldhornene fra Gallehus
• Guldhornenes ældste historie

 

• Kniplinger
• Tønderkniplinger – Fra Husflid til Industri
• Tønderkniplinger – endnu mere
• Tønderkniplinger
• De stakkels kniplepiger
• Kniplinger – nord for Højer

 

• Tøndermarskens gårde
• En rebel og hans gård (Vester Anflod)
• Højer – Bondeby i marsken
• Gårde i Højer

 

• Tøndermarsken
• Digebyggeri i Tøndermarsken
• Emil Nolde – og Tøndermarsken
• Sort Sol – en oplevelse i Tøndermarsken
• Tønder, Marsken og Afvandingen
• Tøndermarsken 2
• Tøndermarsken
• Syd for Tønder
• Aventoft – en by ved grænsen
• Fornemt besøg i Højer
• Tøndermarsken – under vand og mange flere