Dette er historien om Georg Carstensen og hans værk Tivoli. Han døde som en skuffet mand. Aktionærerne ville have mere og mere overskud. Georg Carstensen ville have nyheder. Han var en sand iværksætter. Han søsatte et hav af blade og arrangerede nye former for fester. Han deltog i teatersammenhæng og grundlagde også et Vinter – Tivoli og Alhambra på Frederiksberg. Langt fra alt gik lige godt.

 

Europas tredje største

Dette er historien om en meget initiativrig mand, som ofte blev udskældt. Han blev vel først anerkendt længe efter sin død. Men dette fænomen har vi også mødt hos andre danskere.

Dette er også historien om et forlystelsessted, der i tidens løb har tiltrukket millioner af turister. Og alt dette er selvfølgelig skabt af en sønderjyde. Ok, i hvert fald med stærke sønderjyske bindinger. Fire millioner besøgende har haven hvert år. Det placerer Tivoli til Europas tredje mest besøgte forlystelsespark.

 

Sønderjysk far

Georg Johan Bernhard Carstensen blev født den 31. august 1812 i den nordafrikanske havneby, Algier, hvor hans forældre havde hjemme i det danske konsulat. Hans far var søn af en landsbydegn på  Als. Så har vi det med sønderjyske på plads.

De danske konsulater i Marokko, Algier, Tunis og Tripoli var oprettet i 1700 – tallet som en led i en handelsaftale med de fire sørøverstater. Georg havde 11 yngre søskende. Den ene blev digegreve i Slesvig. En blev læge og emigrerede til Mexico og en faldt senere ved Slaget ved Isted.

 

Bundkarakter i skolen

Georg gik i skole i Efterslægtens Skole, som havde til huse i den gamle rentemestergård i Østergade 54. Mens Georg gik der, var der omkring 120 elever. Det var moderne pædagogiske principper man gik efter på den borgerlige skole. Men det kneb for lærerne selv at leve op til det. Der blev udkæmpet mange drabelige kampe med en nærliggende privatskole. Og lærerne fik et pålæg af politiet om at hindre eleverne i at hænge rundt på konditorier og andre offentlige steder i skoletiden.

Det var ikke de bedste karakterer, der blev præsenteret. Så Georg kom ved hjælp af lidt snyd på Herlufsholm. Det kostede årlig 200 rigsdaler, men så var det også inklusive kost, logi, varme, vask samt pleje og læge i tilfælde af sygdom.

At, Georg fik bundkarakteren ikke at foragte. Hans opførsel røbede stor letsindighed og mangel på æresfølelse, berettede lærerne.

 

Ekstra undervisning

Faderen var efterhånden kommet hjem fra Algier og påtog sig nu ansvaret for hans opdragelse. Overlærer professor Melchior bemærkede, at Georg var begavet med et godt sundt begreb og dermed velskikket til at gøre Fremgang.

Overlærer ved Sø-etatens Drengeskole, Peter van Wylich fik nu opgaven at få ny viden ind i drengens hoved i Gåsegade i Nyboder.

 

Gjorde ikke universitets – studie færdig

Han lærte så meget, at han fik anden-karaktereren “Ikke uros-værdig” på Universitetet. Og det gik også ganske glat ved andre studier, selv om han glimrede ved sin fravær på filosofikum.

 

I Kongens Livkorps

Alle duelige universitetsstuderende havde pligt til at indtræde i Kongens Livkorps og blive der i seks år. Det var den militærgale Frederik den Sjette, der havde oprettet dette korps. Med undtagelse af de tre højeste officerer var korpsets medlemmer ulønnede.

Nogle år senere søgte Georg sin afsked, da han skulle rejse udenlands. Han satte kursen mod Afrika. Om han så sin forlovede igen, stod hen i det uvisse. Så de blev enige om at hæve forlovelsen.

 

Første udgivelse

Georg havde altid haft trang til at skrive. Måske var det derfor, han ikke fuldførte sin uddannelse. Det begyndte med Minerva, mens han var elev på Efterslægten. Året efter, som 16 årig kom “Miniatur – Bibliotek for Moerskabslæsning” Han fik en kendt bogtrykker til at forestå produktionen. Salgsarbejdet
blev overdraget til bog – og papirhandler Christian Steen. Der blev også annonceret i Adresse-avisen.

“Dansk Ordsprogs – Almanak” udgav Georg Carstensen på eget forlag. Det var en tynd bog i lommeformat. Den indeholdt 550 nummererede ordsprog.

“Tusinde og én Nat” oversatte Carstensen fra en tysk udgave, som igen var oversat fra franske og engelske udgaver. Den var udgivet i kommission hos Reitzel.
Men salget gik ikke ret godt. Anmeldelserne var heller ikke gode.

Så fulgte “Gallerie for danske og fremmede Classikere”.  Men serien blev haglet ned. Man mente at den var for skødesløs og fuld af trykfejl. Sagsanlæg truede Carstensen. Han var kun 20 år og var bange for, at hans far ville blive rodet ind i det. Myndighedsalderen var dengang 25 år. Han overlod derfor alle rettigheder til boghandler Steen.

Men så blev Carstensen hængt ud som litterær tyv. Og det var af selveste og mægtige Heiberg i Den Flyvende Post. Det var pinligt.

 

Forvist til udlandet

Konsul Carstensen skummede over sin søns letsindighed, ustadige adfærd, der – som faderen skrev – kunne føre både til skafottet og tronen, i galejerne eller senatet. Han tvang sin søn udlandet.

Først rejste Carstensen til Tanger. Han søgte ind i Fremmedlegionen og rejste til Paris. Men han blev ikke optaget. Snart var det ikke flere penge. Men faderen sendte dog nogle. Snart havde han ikke flere penge. Faderen var dog så venlig at sende ham nogle igen. I mange måneder hørte man ikke fra ham. Pludselig fik familien et brev fra Philadelphia, hvor Carstensen underviste i fransk.

 

Bladudgivelse i Philadelphia

Hvad faderen ikke fik at vide, var, at han var i gang med to publikationer. Men bladene kunne ikke løbe rundt. Pludselig tog han igen til Europa. Fra New York sejlede han til Le Havre. Herfra sejlede han med floddamper til Rouen. Så gik turen på gåben til Paris. Han havde ingen penge. Så han stiftede gæld i faderens navn.

 

Nyt ugeblad på vej

Faderen nægtede at forsørge ham i Paris. Derfor opsøgte han familien  i Tanger. Carstensen vendte tilbage til København den 5. august 1838. Husly fik han hos sin lillebror, Edward. Senere lejede han et værelse i Store Kongensgade 55.

På vej tilbage fra Amerika havde han stiftet gæld i udlandet. Men han kunne ikke retsforfølges i Danmark.

Men Carstensen var ukuelig. Snart gik han med nye planer for et ugeblad, “Portefeuillen” Første nummer udkom den 6. januar 1839. Det var Danmarks første ugeblad som bevidst var skrevet til kvindelige læsere. Der var dog ikke en eneste artikel om graviditet, fødsel, børneopdragelse, madlavning eller håndarbejde.

Carstensen fortsatte med at redigere tre numre af kulturtillægget i bladet Søndag. Han forsøgte sig også som skuespiller, men med et meget uheldigt resultat. Et par teaterstykker skrev han dog også med nogenlunde succes.

 

Figaro

Portefeuillen gik ikke, så snart var Carstensen klar med et nyt projekt, “Figaro” Første nummer udkom 4. juli 1841.

Figaro skabte stor opsigt, fordi Carstensen havde afholdt fester i Rosenborg Have for bladets abonnenter. Året efter arrangerede han yderligere fire fester. Festen bestod dels af Vauxhall, idet der var ophængt henved 2.000 orientalske lamper mellem træerne. Der var to orkestre. Det ene var et Harmoniorkester bestående af 70 musikere. Det andet var et orkester der spillede Strauss. Mellem koncertens to afdelinger blev der underholdt med Tyroler – sange.

Og så var der både skuespil og fyrværkeri. Bladet Fædrelandet beskyldte ham for både at være åndløs og kommerciel.

I 1842 arrangerede Carstensen indendørs Figaro – fester. Det varede i alt fire dage og var henlagt til Christiansborgs Ride-hus.
Fædrelandet skrev:

• Duelighed til at arrangere Forlystelser af denne Art er nu så tidt prøvet, at enhver Anbefaling derfor synes overflødig.

 

Koncert på Østerbro

I august 1842 gav Carstensen og hans fyrværker to forestillinger Concert og Fyrværkeri i Classens Have på Østerbro. Der var opsat bænke til 4.000 mennesker. Byens konditorier var rigt repræsenteret og rundt omkring var der vimpler i alle regnbuens farver. Der blev opsendt varmluftballoner. Det Lumbyeske Selskab og Livjægernes Musikkorps skiftedes til at musicere. Fyrværkeriet blev afbrændt i tre afdelinger, som hver blev afsluttet med kanonskud. Et rekord stort antal olielamper var opsat.

De mange Figaro – fester var årsag til at navnet Figaro blev en legende. En kage, en punch og sågar en af disse nymodens hestetrukne omnibusser blev navngivet Figaro.

Det var nu ikke alle der var lige begejstrede for olielamperne. De fine damer var utilfreds med, at lamperne dryppede ned på deres fine kjoler.

 

Nye initiativer

Så fandt den initiativrige Carstensen på at udgive portrætter af publikums yndlingssangere. De lå på disken i Capozzis velduftende butik. 2 rigsdaler For 7 litografier.

Og satire var også en del af Carstensen. Han var involveret i bladet “Corsaren” På seks år blev bladet beslaglagt 43 gange med 23 retssager til følge. “Ny Intelligensblade” bar også Carstensens aftryk. De skulle danne et modstykke til den Heibergske intelligens. De to blev hvis aldrig gode venner.

 

Carstensen stjæler en ide

Egentlig stammede ideen til Tivoli ikke fra Carstensen. Den stammede fra en indvandrer, Meyer Hermann Bing. Han var søn af en hollandsk jøde og arving til firmaet H.J. Bing & Søn. Firmaet omfattede bog – og papirhandel og et kunstforlag. Forretningen gik strygende .

Overskuddet investerede sønnen i Christianshavns Dampmølle. I 1852 leverede han startkapitalen til porcelæns-fabrikken Bing & Grøndal. Sammen med kunstdrejer Nygaard, ansøgte Bing den 2. juni 1841 kongen om at etablere et tivoli i stil med forlystelseshaver i andre byer. Ansøgningen blev offentliggjort
i Berlingske Tidende.

Carstensen greb ideen. Hans fremtidige arrangementer hed nu Vauxhall, Concert og Tivoli. Bing protesterede, men det blev afvist af Magistraten.

 

En nøjagtig ansøgning

Carstensen gik nu for alvor ind i konkurrencen. Mens Bings ansøgning var løst formuleret, var Carstensens ansøgning meget mere konkret. Heri fremgår det, at han regnede med at investere 15 – 20.000 rigsdaler

1. En Bazar til Forhandling af alle Arter indenlandske Industriprodukter.
2. En Concert-pavillon
3. Et Tivoli – Theater (for Kunstpræstationer, Dans, Maskerade osv.)
4. Et Cosmorama eller Panorama
5. En lavt-brændende Fyrværkeri – Estrade
6. Gynger, Russiske Glidebaner (rutsjebaner) osv.
7. Keglebaner og andre Tivoli – Spil
8. En billard – Pavillon
9. En restauration
10. Kaffehus samt Divan for Tobaksrygning
11. Conditor-pavilloner

Den største forskel var, at Carstensen søgte et fem års privilegium og selv foreslog at betale den sædvanlige afgift til fattigvæsenet på 5 pct. af entréindtægten. For en god ordens skyld blev Bing orienteret. Men han ønskede ikke at matche Carstensens ansøgning.

 

Privilegium modtaget

Han fik sit privilegium gældende fra 1. juli 1843. Aftenbladet ville vide, at Carstensen overvejede en ledig ejendom i Frederiksberg Allé til sit Tivoli. Men den initiativrige iværksætter havde helt andre planer. Han ville gerne have brugsretten til en del af glaciset.

Ingeniørkorpset havde opdelt glaciset i en række lodder som blev bortforpagtet for seks år ad gangen. Forpagterne havde tilladelse til at dyrke kartofler i de første to år af kontraktperioden. Derefter måtte de slå hø, men kreaturhold var forbudt.

Det jordlod som Carstensen var interesseret i var nr. 24. Den lå mellem Vesterbro Allé( nu Vesterbrogade), voldgraven, tømmerpladsen ved Kalvebod Strand
og Dronningens Enghave.

Carstensen havde været i audiens hos kongen. En vandrehistorie fortæller, at han havde sagt til kongen, at så længe folket morer sig, laver de ikke revolution. Måske sagde han, at når folk keder sig, politiserer de.

 

Her må ikke graves

Aktiekapitalen var sat til 50.000 rigsdaler Den var fordelt på 2.000 aktier a 25 rigsdaler. Der var garanteret en forrentning på 4 pct. p.a. i en kort årrække, hvorpå indskuddet ville blive tilbagebetalt, så Carstensen blev eneejer af virksomheden og kunne drive den for egen regning.

Allerede tidlig var man dog klar over, at det ville koste flere penge at bygge Tivoli færdig, end selskabet havde i sin kasse. Allerede før Carstensen gik i gang med sit værk stod der på volden et skilt:

• Her maa ikke graves efter gamle Been.

Men trods meget gravearbejde er der i tidens løb fundet mange ben. I 1964 fandt man et skelet ved Dansetten. Her foregik en drabelig kamp mod svenskerne,
da de forsøgte at erobre København.

 

Kø fra starten

Endelig åbnede Tivoli den 15. august 1843 kl. 4 om eftermiddagen. Da sæsonen sluttede syv uger senere havde 178.475 gæster besøgt etablissementet.

 

Tivoli i begyndelsen

Fra Vesterbro Allé spadserede man ned i haven ad Zigzag – alléen på ryggen af den lave jordvold langs bredden af fæstningsgraven. Lige inde for porten i lavningen på venstre side af alléen, stod det kasseformede teater fra Ride-huset, midt mellem to traktørsteder, der solgte fadøl, snaps og smørrebrød til rimelige priser.

Ved næste knæk i Zigzag – alléen kom man til koncertsalen hvis langside ud mod grus-gangen var en åben søjlerække behængt med lange draperede gardiner i mørkerød velour. I hver ende af bygningen var der en musiktribune og i midten et konditorudsalg med borde og stole.

Koncertsalen var flankeret af to cafeer i tyrkisk stil Divan 1 og Divan 2. Til højre for indgangen stod Tivolis fornemste bygning, Bazaren. Det trefløjede træhus havde udskårne drager på taghjørnerne, vejr-drager på tagryggen og fra en vimpelstang vajede det kinesiske flag.

Midter-sektionen rummede en førsteklasses restaurant med spejlvægge og hvide duge på bordene. Hver af sidefløjene var et overdækket galleri af luksus-forretninger på rad og række. Den største var Kunst – og Industri Magazinet, hvor håndværkere og fabrikanter kunne sætte nips og isenkram til salg mod at svare en afgift til Carstensen, som selv havde forpagtet lokalet.

De øvrige butikker fristede med tobaksvarer, flaske-øl, likører, kager, chokolade, frugt, blomster, handsker eller silketørklæder. Der var også en skopudser og et udsalg af snurrepiberier forarbejdet af fingernemme franske tugthusfangere.

 

De kørende forlystelser – bagerst

De kørende forlystelser var anbragt bagerst i haven. I den ene, jernbanekarrusellen, tog man plads i et legetøjstog  med åbne vogne naglet til en drejeskive, som blev trukket rundt af en hest., mens et seksmands hornorkester spillede på livet løs.

Den anden –  rutsjebane, bestod af to fireetagers trappetårne, der var forbundet af to modsatrettede pukkelpister med gelænder. Der var to små vogne med hjul, hver med plads til to passagerer. De susede ved egen kraft ned ad bakken fra toppen af et tårn til foden af det andet, hvor passagererne blev hjulpet af og vognene hejst op igen.

Af andre attraktioner kan nævnes en riffel – og pistolskydebane, en udendørs cirkus – manege, og et vokskabinet med bibelske motiver. Så var der fire overdækkede gondoler. Her kunne man så sejle Lysttoure i Stadsgraven fra Tivoliets Grund til Tømrergraven og Vesterport og tilbage.

 

Bedre i mørke

Haven havde åben om morgenen fra kl. 6. Der blev ringet en halv time før midnat, så gæsterne kunne nå at gå gennem Vesterport, inden den blev lukket.

Entreen var 1 mark for voksne og 8 skilling for børn. Forlystelserne kostede 8 skilling, men underholdingen var gratis. Der var wienermusik og operamelodier fra hver sin tribune i koncertsalen.

I mangen var der beridere med cirkusheste. På teatret var der artistforestillinger og skyggespil til akkompagnement af et ottemands orkester. I dagslys så det hele lidt kulisseagtigt ud, men når mørket faldt på, blev dette fuldstændig forandret. De simple træhuse blev forvandlet til østerlandske paladser. Buskadser
blev til paradishaver. Voldgravens muddervand blev til en svane-sø.

 

Bygninger skulle kunne rives ned

Det var militæret, der forlangte, at bygningerne kun måtte laves af træ, lærred, glas og andre lette materialer. Så kunne de hurtigst muligt rives ned, hvis svensken eller andre fjender pludselig dukkede op.

Publikum opførte sig generelt pænt. Billetpriserne holdt fattigfolk på afstand. Slagsmål, sjofelheder og synlig utugt blev ikke tolereret. Ofte spadserede Carstensen selv rundt i haven for at føre tilsyn.

 

I ledtog med kapitalen

I Tivolis første dage markerede man lukningen med seks kanonskud. Dette vakte dog forskrækkelse hos de nærmeste. Nogle fik fremkaldt minder fra Københavns bombardement. Så dette fænomen blev erstattet med fyrværkeri.

Berlingske Tidende og Aftenbladet priste Tivoli i høje toner. For landets mest yderliggående avis, Kjøbenhavnerposten var Carstensen en folkefjende, der stod i ledtog med kapitalen og aristokratiet.

Fædrelandet var forarget over københavnernes forlystelsessyge.

Haven var i den første tid ikke noget for det bedre borgerskab. Frederik den Syvende og Grevinde Danner kom der. Men de højere rangklasser betragtede
stedet med skepsis.

 

Ikke noget for H.C. Andersen

H.C. Andersen besøgte stedet tre gange. Den første gang, han var der, kom han ind i en Sangerindepavillon. Men så begyndte sangerinderne at henvende
sig til ham med sange til ham. Han flygtede ud. Men var dog så interesseret, at han løb bagved pavillonen og kiggede ind ad vinduerne. En streng Tivoli – betjent kom og viste ham bort.

• Stå ikke der og kig!. Enten skal De gå ind, eller også må De gå Deres Vej

Carstensen skrev følgende i sit eget blad Ny Portefeuille i 1843:

• Inde i Koncertsalen midt imellem de ziirlige Modeldamer, der nikke og vrikke i alle straussíske Takster, sidde stadselige Amagerpiger og Fornøjelsen bliver derfor ikke mindre paa nogen af Siderne. I Restaurationssalene sidder Bonden fra Hvidovre eller Gladsaxe i sin rødstribede Vest og med sine kønne og pyntelige Døtre midt imellem de fineste Folk af alle Rangforordningens Klasser.

 

Træt af bestyrelsen

Ret hurtigt blev Carstensen træt af bestyrelsen. De pressede på, for at få så stort et udbytte som muligt. De var også sure over, at der skulle betales afgift til Fattigvæsenet på 10 pct. Han havde overset, at han skulle have borgerskab på entreprisen, såfremt denne skat skulle nedsættes.

Kasseren plagede konstant Carstensen til at udlevere udgiftsbilag. Denne ville have ham fyret, da han konstant berøvede ham den nødvendige Lune.

 

Nye tiltag

Medarbejderne stod last og brast med deres chef. Carstensen brugte masser af tid på at finde nyt til sit Tivoli.  Der blev plantet busketter, anlagt blomsterbede,
indkøbt piedestaler med vaser og statuer i imiteret marmor. Volierer med levende aber, kaniner og fugle blev opstillet.

Carstensens mange rejser førte til mange nye påfund. To nye te-huse i toskansk stil blev indrettet. Den åbne koncertsal blev lukket med hvide og kulørte vinduer. Der kom en anden belysning. Et par tamme hjorte blev indkøbt. En kunstig grotte, blev indrettet. Her kunne publikum købe et glas vand, som var tappet fra Kirstens Piils kilde og fragtet ind fra Dyrehaven samme morgen.

Flere forlystelser fulgte. Tivoligarden gjorde sit indtog. Amici, fyrværkeren som Carstensen havde opdaget i Italien fik sin debut. Til ham blev der indrettet
en fyrværkeri gård med værksteder og en beskeden bolig bag ved Divan 2.

Lejemålet blev udvidet med Gyldenløves Ravelin, en lille men romantisk, tætbevokset ø i voldgraven ned mod Kalvebod Strand. På øens højeste punkt blev der bygget en ottekantet træpavillon med vinstue og udsigtstårn. Det blev et stort trækplaster, selv om gæsterne måtte slippe en skilling for at passere den lille træbro, som forbandt Ravelinen med glaciset.

En anden succesfuld nyhed var Tivoli – Avisen. Den kostede 2 skilling og indeholdt programmer og selvros på bekostning af konkurrenterne.

 

Ingen pantomime

Men ak. Brødrene Price havde anmeldt Carstensen, fordi han opførte pantomime. Det mente de, at have eneret på, og politimesteren gav brødrene ret.
Kancellibestemmelserne forbød al musik efter kl. 23. Så Carstensen havde bedt Lumbye at sætte tempoet i vejret, så alle 36 numre kunne være tidligere færdig.

Midt i en galop blev musikkerne en aften standset. Det førte til omfattende uroligheder og rudeknusninger.

 

Forhindrede at jernbanen ødelagde Tivoli

Da sæsonen var forbi, viste det sig at anlægsomkostningerne var blevet dobbelt så store som budgetteret. Carstensen havde heller ikke sparet på driften. Trods et besøgstal på 373.765, så var der kun 1.078 rigsdaler. Til udlodning til aktionærerne.

Carstensen fik forhindret at jernbanen skulle gå tværs gennem Tivoli. Til gengæld fik han etableret en udsigtsplatform mod Enghaven, så man kunne følge med i bygningen af denne jernbane.

 

Atter problemer med bestyrelsen

Trods aktionærenes utilfredshed kunne Carstensen op til tredje sæson præsentere en brøndkur, en læsesalon og et teltcirkus.

Kurtiden varede fra kl. 7 til kl. 8 om morgenen. Der blev musiceret og udskænket mineralvand fra Rosenborg Brøndanstalt. Man kunne også vælge friskmalet mælk fra en kostald omme bag Bazaren.

Nu så det ud til, at københavnerne havde nået et mætningspunkt. Besøgstallet var faldet til 335.374. Sæsonen gav et underskud på 12.000 rigsdaler.

Aktionærenes utilfredshed gik Carstensen på nerverne. Han forsøgte hele tiden, at forbedre Tivoli med nye tiltag. På sin egen grund ved Tivoli havde Carstensen opført et observatorium. Det var oprindelig et vandtårn, hvor der på toppen var placeret et par kikkerter. Bestyrelsen havde afvist projektet. Carstensen fik også på puklen, fordi han havde valgt at lade Bazaren belyse med 700 lamper.

Pantomimerne kom tilbage. Carstensen havde købt rettighederne for 200 rigsdaler  hos brødrene Price.

Ingeniørkorpset forhøjede den årlige lejeindtægt fra 181 til 630 rigsdaler. Carstensen protesterede til kongen og fik 25 pct. rabat.

 

København fik sit Vinter – Tivoli

København burde også have et Vinter – Tivoli. Carstensen havde kig på to pakhuse ved Skt. Annæ Plads. Disse udgør i dag Admiral Hotel. Pakhusene henlå dengang uden brolægning og beplantning med dybe grøfter langs kanten.

Carstensen havde også kig på en ejendom i Amaliegade 10. Da afgørelsen trak ud, skrev han atter engang til kongen. Endelig fik han han handelen i stand og aktietegningen kunne påbegyndes. Casino synes nu at være en realitet.

De samlede anlægsudgifter var sat til 200.000 rigsdaler. Og der var beregnet et overskud på 25.300 rigsdaler.

Men ikke alt gik lige let. H.C. Lumbyes orkestermedlemmer havde hidtil fået 10 mark pr. aften. Nu forlangte de 12 mark. Men Carstensen ville kun give 9 mark. Carstensen blev derfor sendt til Hamborg efter et nyt orkester. Lumbyes orkester kunne man nu høre på Hippodromen, et nyopført ride-hus i Nørregade.

Carstensen hyrede et tysk orkester, et ungarsk ensemble samt en fransk balletmester og hans kone.

Inden 1847 gik på hæld havde Casino på to måneder haft 30.000 gæster til sine forestillinger.

 

Carstensen i krig

Carstensen havde besluttet at deltage i krigen mod Slesvig. Hvis han ikke passede sit arbejde i hele Tivoli – sæsonen var det kontraktbrud, sagde bestyrelsen. Ikke lang tid efter, var der opstået et oprør på De Dansk Vestindiske Øer. Carstensen valgte at tage med i en vestindisk hærstyrke. Han blev udnævnt som premierløjtnant.

Hjemme i Tivoli blev Niels Henrik Volkersen, der var ansat i trykkeriet og havde stået for Tivoli – Avisen udnævnt til at lede forlystelserne. Tivolis privilegium udløb den 30. juni 1848 uden at blive fornyet. Antagelig havde Carstensen ikke søgt om fornyelse. Måske var det en form for hævn over for den bestyrelse, han ikke kunne sammen med.

 

Gift på De Vestindiske Øer

Carstensen blev guvernørens adjudant. Han tjente ca. 35 gange mere end hvad en farvet landarbejder kunne tjene, men pengene kunne ikke rigtig slå til, hvis man skulle leve standsmæssigt.

Han forelskede sig i en lokal pige, Mary Ann. Den 8. april 1850 blev de gift i Charlotte Amalia. Det foregik i den engelske kirke.

 

Afsked på grund af sygdom

Carstensen blev som så mange andre ramt af sygdom. Hele vinteren 1850 – 51 var han ude af stand til at arbejde. I efteråret 1851 lod han sig sygemelde, og i maj 1852 fik han bevilliget tre måneders orlov med halv løn til at tage til Nordamerika. Senere søgte han sin afsked.

Frederik den Syvende godkendte ansøgningen. Nu stod han så i New York  uden job. Hans kone og barn stødte til ham.

 

Nyt projekt i New York

Egentlig skulle han have været på rekreation, men så hørte han, at der skulle være verdensudstilling i New York. Sammen med en række forretningsfolk stiftede han et selskab, der skulle rejse en udstillingsbygning. Man rejste 200.000 dollars.

Man fandt ud af at bygningen ville koste 300.00 dollars. Der blev uskrevet en konkurrence. Og Carstensen allierede sig med en tysk arkitekt. De tegnede et krystal palads, og vandt konkurrencen.

Desværre blev indvielsen væsentlig forsinket. Byggeriet kom til at koste 600.000 dollars. Og skylden fik Carstensen og den tyske arkitekt. De blev heller ikke inviteret med til indvielsen.

 

Atter uden job

Egentlig var det ikke en succes. Barnum, der kunne tjene penge på alt, lejede paladset. Carstensen blev en slags vicepræsident. Den 4. juli 1854 blev paladset så genåbnet.

Og igen en gang slog Carstensen til. Han skrev en bog om forløbet med bygningen af paladset. Den amerikanske presse var begejstret Men det lykkedes heller ikke for verdens største showman, Barnum at tjene penge Man kan ikke få en død mand til at stå op, sagde han. I sommeren 1854 nedlagde han sit hverv som formand for bestyrelsen. Den 1. november gik det hele konkurs, og Carstensen stod igen uden job.

Under opholdet i New York havde ægteparret Carstensen fået barn nummer to. Barnet blev døbt på De Vestindiske Øer. Kort efter tog han atter tilbage til Europa for at skaffe levebrød til familien.

 

Casino og Tivoli ville ikke ham

Både Casino og Tivoli trængte til at blive piftet op. Carstensen mente, at han var manden de ventede på. Han skrev til begge etablissementer og gjorde retslige krav gældende. Men der blev stillet modkrav.

 

Alhambra på vej

Snart opstod der rygter om, at Carstensen var i gang med noget i Søndermarken. Sandheden var, at da ingen ville have med Carstensen at gøre, barslede han med et nyt forlystelsessted . Han fandt et passende sted på Frederiksberg Allé. Men alléen var spærret af en jernport. Kun fodgængere, omnibusser og andre køretøjer med speciel tilladelse måtte passere. På højre side lige efter runddelen lå en stor lystgård Alléen-lyst. Her boede musikhandler Hornemann.
Han ville gerne udleje grunden til Carstensen.

I marts blev historien offentliggjort i Flyveposten:

• Capitain G. Carstensen har nu erholdt Tilladelse til at oprette et Sommer – Casino paa Hr. Musikhandler Hornemanns Eiendom Nr. 4 (nu 34
  – 40) i Frederiksberg Allee, der har et meget betydeligt Terrain.
• -Bevillingen skal blandt Andet tillade Opførelsen af en storartet Concerthal, der ogsaa kan benyttes som Theater, samt Op førelsen af forkjellige mindre Bygninger til Beværtninger og Forlystelser, dog skulle alle støiende Forlystelser være udelukkede og der vil ikke blive oprettet Carrousselbaner, Rutchbaner og deslige, hvad der imidlertid ikke har ligget i Entrepreneurens Plan.

Hovedbygningen var holdt i maurisk stil. Derfor fik stedet navnet Alhambra. Byggegrunden var på 16.500 kvadratmeter og strakte sig fra Frederiksberg Allé i syd til Gammel Kongevej i nord. Hovedbygningen blev anbragt med bagsiden ud mod Gammel Kongevej. Den var 100 meter i bredden og 60 meter i dybden.

I indbydelsen stod der, at 10.000 Besøgende kunne søge Ly i Tilfælde af Uveir.

 

Mange tiltag

Fyrværkerimesteren Amici var fulgt med. Han skulle sørge for fantastiske fyrværkerier. Etablissementet vil blive forsynet med gadebelysning og gas. Der ville blive afholdt både vinterfester, karnevalsfester samt fastelavnsfester.

Morgenkoncerter og specielle arrangementer for børn om eftermiddagen skulle trække nye kunder til. Nye befordringsmidler skulle sørge for publikum.En ølhalle blev forpagtet af Hornemann selv.

 

Alternativ grundlovsfest

Carstensen arrangerede i 1856 en alternativ grundlovsfest på Frederiksberg, Berlingske Tidende ofrede 19 linjer på denne fest, og kun 2 på festen i Tivoli.

I løbet af sommeren 1856 arrangerede Carstensen 14 fester i Klampenborg. Også på Marienlyst blev der afholdt fester. Der blev også tid til at arrangere fester i Hippodromen.

 

Død – som en skuffet mand

I juledagene 1856 blev Carstensen syg. Han troede, at det var en almindelig forkølelse, men kort før midnat den 4. januar 1857 døde han af en galoperende lungebetændelse.

På daværende tidspunkt barslede han med endnu et projekt – et nyt ugeblad.

Han blev hyldet og kritiseret. Han havde både succes og fiasko. Skuffelser og stridigheder fulgte ham konstant. Han døde som en meget skuffet mand. Man mente at hans ideer var for flyvske, og at han ikke kunne indordne sig

Hans motto fik han ofte brug for Hold fast på lykken, mens du har den.

 

Alhambra fallit

Alhambra kunne ikke løbe rundt. Den 12. oktober 1861 blev ejendommen solgt på en tvangsaktion. Familien Hornemann købte den for kun 22.000 rigsdaler Hornemanns søn overtog driften, men i 1869 gik han også fallit. Løsøret blev solgt. Bygningerne blev revet ned og grunden udstykket til bebyggelse. Langs vestsiden anlagde man Alhambravej.

 

Krystalpaladset nedbrændt

Krystalpaladset i New York brændte den 5. oktober 1858. Casino blev brugt som teater og koncertsal i mere end 90 år. Aktieselskabet gik godt nok fallit i 1894, men kreditorerne fortsatte driften.

 

Casino lukket i 1939

Den 1. april 1939 lukkede Casino for bestandigt. Senere blev dele af bygningen brugt som pakhus. I 1957 blev den vestlige del af Amaliegade 10 revet ned og erstattet af et kedeligt betonbyggeri, som tilhører Assurandørforeningen. Den østlige del er dog bevaret. Adressen er Toldbodgade 33. Her på adressen finder vi Admiral Hotel.

 

Store omlægninger

Samme år som Carstensen døde, fik Tivoli en ny ledelse. Haven fik ny gas-lys og en efter en blev de gamle trækonstruktioner erstattet af større og mere solide
bygningsværker. Senere medførte Vesterport og voldenes sløjfning, stadsgravens og tømmergravenes opfyldning store ændringer. Det samme var tilfældet med anlæggelse af H.C. Andersens Boulevard og Bernstorffsgade.

 

Carstensen først anerkendt efter 25 år

Carstensens navn forblev et uartigt navn i Tivoli. Først ved havens 25 – års fødselsdag var tiden moden til at han blev rehabiliteret. Havens 100 – års fødselsdagsfest faldt midt i besættelsestiden . Myndighederne gav dispensation for mørklægningen. Den 15. august 1943 samledes 120.000 mennesker sig
i Tivoli.

 

Lumbye

Når man tænker Tivoli, tænker man også Hans Christian Lumbye. Han begyndte sin karriere som militærtrompeter som 14 – årig. For hans komposition Champagnegalop fik han 50 kroner engang for alle. Når han dirigerede sit orkester, var det oftest med ansigtet vendt mod publikum og med violinen under
hagen. Enten spillede han selv solostemme eller han svingede buen som dirigentstok.

 

Elvira Madigan

Den parisiske Offenbach – diva, Anna Judic førte til endeløs jubel i Tivoli i 1884. Kong Georg af Grækenland og Prins Valdemar var blandt dem, der hyldede stjernen.

I 1886 var det søstrene Madigan, der begejstrede publikum og de kongelige. Det var især den 19 årige Elvira , der i øvrigt var født Hedvig Jensen og var fra Flensborg, der begejstrede publikum. Hun var en usædvanlig skønhed, der vakte opsigt med sit lange lyse hår.

 

En gummidragt i søen

I 1877 flokkedes man for at se Svømmeøvelser med kaptajn Boytons apparat. Ved hjælp af hans oppustede gummidragt var han i stand til flydende at ligge i Tivoli – søen og læse sin avis med en parasol over hovedet.

 

Trætte mennesker over bord

En vandrutsjebane sluttede i søen. Flere fregatter har ligget i søen. Den nuværende er den tredje. Sct. Georg den Tredje er bygget i 1993. Ifølge gamle love og forordninger havde Toldvæsnet haft ret til at undersøge de små både, der sejlede rundt i søen for smuglergods.

Ganske vist stammer disse bestemmelser fra dengang, hvor søen havde direkte forbindelse til havnen og derfra til det åbne hav. I lang tid var der en underjordisk forbindelse med havnen. Men den er nu stoppet til. Selv en mini – ubåd har ikke mere en chance. Men mon ikke mange svenskere er druknet i søen fra dengang.

I hvert fald har man hørt om, at redningsbåde er trådt funktion, når trætte gæster er faldet over bord. Færgekroen er en overlevering fra festarrangementet Fiskelejet i 1934.(Denne er hvis revet ned efter at artiklen er skrevet. Undertegnede er også smidt ud af denne kro).

 

Ballonskipperen styrtede

Mange linedansere har bevæget sig langt oppe, og udspringere har sprunget 24 meter ned i et vandbassin. Så sent som i 1942 blev kanonkongen Leoni
skudt ud af sit kanonrør.

Ballonskippere har der også været en del af. Tardini foretog en opstigning i 1851. Han landede i Skåne, hvor køerne og bønderne gik i chok. Desværre styrtede
italieneren senere ned over Kalvebod Strand.

Dengang forgik der hestevæddeløb i en bane rundt om kunstnerplænen. Forskellige folk balancerede på galoperende heste. Cykel-vædeløb var der også, sågar på de meget moderne væltepetere.

 

Fremmede mennesker

En lang årrække var der hver sæson karavaner af fremmede folkeslag. Det var en nubisk trup med elefanter og giraffer. Der var beduiner, indianere og cowboys. Så var der kamelridende og dansende persere. Tyrkiske haremsdamer mellem orientalske tæpper og viftepalmer. En hel kinesertrup med tryllekunstnere og skuespillere. Jo, der manglede sandelig ikke noget.

Sangerindepavillonerne hørte også til Tivolis attraktioner. En af de populære steder var Øen. Det var på den gamle bastion Holchs Ravelin. Her skulle man så lige af med bropenge

I Slukefter bød man på frodige sangerinder, æblekage og punch.

 

Nimb

De kræsne og mere velstillede havde rig mulighed for at få tilfredsstillet deres gastronomiske lyster i haven. Divan 1 og Divan 2 hørte til de mest fornemme. De almindelige mennesker kunne få vand på maskine til medbragt madkurv.

Dengang blev rom betragtet som et nationalprodukt. Det kom jo fra landets daværende vestindiske kolonier.

Og navnet Nimb er knyttet til haven. Restaurationsimperiet blev opbygget af Kammerråd Vilhelm Nimb og ikke mindst dennes hustru Louise, der var kogebogsforfatter. Familien Nimb kom til Tivoli i 1877 som forpagtere af Divan 2. Stedet blev også kaldt for Nimbs Veranda.

Fru Nimb fik med sit gode køkken og sine høje idealer efterhånden samlet byens spidser. Den sidste Nimb, der drev restauranten var Jules Nimb, en nevø
til søsteren. Han havde dog ikke den samme sans for mad. Restauranten gled familien af hænde.

Nimb – bygningen blev oprindelig kaldt for Bazaren. Det er den tredje af slagsen

 

115.000 pærer i Tivoli

Tivoli fik sine første radiobiler i 1926. Allerede i 1914 kom trærutsjebanen. Det er verdens ældst fungerende. Himmelskibet, der blev indviet i 2006, er verdens højeste karrusel med 80 meter. Og så er der 115.000 elektriske pærer i Tivoli. Stakkels elektriker. Poul Henningsen havde udviklet specielle lamper, hvor lyset ikke kunne ses fra oven. Disse blev brugt under besættelsen.

 

Aldrende damer

Abonninerne er parate, når en ny sæson starter. De har deres bestemte pladser, og dem må andre ikke røre. Man regner med at der er ca. 20.000 af dem. Pas på dem, de har uskrevne rettigheder.

I 1849 udstedte man et dekret, hvori det hed sig, at abonnementskort á 5 rigsdaler kunne fås  for aldrende damer, der skønnes at være mindst 40 år. I vores tid er denne gruppe dog ikke inddelt i alder.

 

Nazistisk hævn

Det var et hårdt slag for københavnerne den dag i juni 1944, da halvdelen af Tivolis bygninger pludselig stod i brand. Deriblandt var både Koncertsalen
og Glassalen.

Det var det danske Schalburg – korps, der stod bag. Mange af de ting, der foregik i Tivoli var ikke forenelig med den nazistiske ideologi. Kjell Abel, der var direktør, var kommunist. Leo Mathiesen spillede jazz og på dansegulvet var der swing – musik.

Men det kunne også være en hævnaktion for sabotageaktionen mod Riffelsyndikatet – en våbenfabrik der fremstillede våben til tyskerne.

 

Musik og skår i glæden

Louis Amstrong med den gyldne trompet vakte begejstring i 1965. Og i Glassalen har de alle sammen været, blandt andet Josephine Baker, Eartha Kitt,
Marlene Dietrich.

Og så må vi ikke glemme Tivoligarden. Og det søde par der vinker til publikum. De tæller 90 drenge i alderen 9 – 16 år. Der er excerpts og musikøvelser året
rundt. I sæsonen medvirker garden i talrige koncerter.

Og da jeg første gang besøgte Tivoli smadrede jeg en del af det ægte danske porcelæn i Det Muntre Køkken. Dette startede i 1926 af Valdemar Lebech.
Om det er ægte porcelæn tvivler jeg dog på. Det siges nemlig, at der årligt smadres mellem 12 og 13 tons.

Det skægge ved Tivoli er, at man som regel lader de kendte i fred. Dem er der så til gengæld mange af, når man besøger haven. Engang var der 23 restauranter i
haven med 9.300 siddepladser.

 

Julearrangementer og Fredagsrock

Tivoli adskiller sig fra andre forlystelsesparker ved at have flere indgange. Hovedindgangen ligger hvor den oprindelige hovedindgang var. Dengang var det en almindelig træport. Den nuværende port er fra 1890.

Efter en periode med faldende besøgstal måtte der fornyelser til. De bestod af fredagsrock på scenen midt i Tivoli. Den anden var julemarkedet. Her har man nok ladet sig inspirere af tyskerne, der er gode til disse arrangementer.

 

Egne oplevelser

Første gang jeg selv var i Tivoli, var med Tønder Kommuneskole. Den store oplevelse dengang var Sven Asmussen. Anden gang var, da min lillesøster ikke måtte komme op i forlystelserne med børnebillet. De mente, at hun var ældre end hun egentlig var.

Ja så har jeg oplevet at blive smidt ud af Færgekroen, fordi vi dansede på bordet. Og japanske turister fotograferede os, hvor vi dansede et uautoriseret sted.

Og så oplevede jeg at få kindkys af to smukke piger, Susanne Bjerrehus og Malou Aamund, samt et skulderklap af Asger Aamund. Det skete inde på Nimb, hvor jeg i forbindelse med overrækkelse af De Gyldne Laurbær holdt en hyldesttale til Jane Aamund. Hun fældede en del tårer, som så resulterede i et ordentlig kram. Senere på aftenen fulgte yderligere en.

Jo, der er sandelig mange oplevelser i Tivoli – også gratis oplevelser.

 

Kilde:

• Litteratur København (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere

• www.dengang.dk indeholder 1.784artikler
• Under København finder du 190 artikler 
• Forlystelser i København
• København 1840 – 1880
• Det var på Frederiksberg og mange flere artikler 

Redigeret 19. – 02. – 2022