I 1850’erne fandt man i nærheden af Nørrebrogade/Fælledvej resterne af en håndfuld svenske landsknægte. En mindeplade blev opsat. En heltemodig indsats af Københavns borgere forhindrede at vi i dag skal tale svensk. Fire års krig og to års belejring gjorde befolkningen fattig. En stor lejr ved Brønshøj, Carlstad, havde på et tidspunkt 30.000 indbyggere.

 

I 1850’erne fandt man resterne af en håndfuld svenske lejesoldater på hjørnet af Fælledvej og Nørrebrogade. Kigger man godt efter, kan man på Fælledvej se en plade til minde om disse soldater. Men hvordan er de havnet her?

 

Krig i Europa

Ja, vi skal langt tilbage i historien inden vi igen havner på Nørrebro.

30 – års krigen huserede i Europa fra 1618 – 1648. Her var svenskerne toneangivende.

I 1644 angreb svenskerne Danmark uden krigserklæring. De drog op gennem Jylland, og plyndrede, hvor de kunne. Fyn og Sjælland kunne de dog ikke erobre. I Kielerfjorden kunne den danske flåde have gjort et endeligt på den svenske. Men de undslap.

Også i Skåne, Halland og Blekinge var det ballade.

 

Danmark – Norge mister land

Den 13. august 1645 blev der med udenlandske mæglers hjælp indgået forlig. Danmark – Norge mistede landsdelene Härjedalen, Jâmtland, Gotland og Ødsel
samt Halland i en 30 – årig periode. Endvidere måtte vi give svenskerne toldfrihed for Øresundstolden.

 

Danmark erklærer krig

I 1657 erklærede Frederik den Tredje Sverige krig. Hvert af Danmarks 2.000 sogne skulle stille med fire ryttersoldater og otte karle til fodfolket. Hertil kom et hvervet mandskab, hvorved hærens mandskab kom op på 25.000 mand.

Trods det store mandskab kunne hæren langt fra måle sig med svenskernes erfarende landsknægtshær. Tilmed udviste de tvangsudskrevne bønder trods og genstridighed.

Det startede ellers godt for danskerne. Man erobrede Bremen. Men fra Polen kom en svensk hær på 6.000 mand. De danske tropper flygtede. I Danmark manglede der koordination mellem København og Holsten. Den 23. august 1657 var man nået til Kolding og Vejle.

 

En fremmed magt ”befrier” Jylland

Da de svenske tropper i 1657 krydsede Lille – og Storebælt, trak den danske hær sig tilbage over Sjælland. De jyske byer var blevet sat i brandskat. Den svenske hær skulle have forsyninger. Drab, voldtægt, plyndringer og sygdomme fulgte i kølvandet. Endnu værre blev det, da den polsk/brandenburgske/østrigske hær befriede Jylland.

 

8.000 flasker vin

Fredsforhandlinger blev indledt i Vordingborg, men forblev resultatløs. I Tåstrup fortsatte forhandlingerne, og de sluttede i Roskilde. Vi mistede Blekinge, Halland, Brohus Len, Grevskabet Pinneberg og Bornholm.

Det var en ydmygelse for Danmark, men Frederik den Tredje fejrede det som en sejr. 8.000 flasker vin blev indtaget i en tre dages fest på Frederiksborg Slot.

 

Nyt svensk angreb

Den 6. august 1658 forlod 6 svenske orlogsskibe og 16 transportfartøjer Kiel, fuldt lastede med soldater og militært udstyr. I Korsør blev 6.000 landsknægte landsat. Uden modstand gik det hastigt mod hovedstaden. Samme dag lagde svenske orlogsskibe sig ved Dragør, for at blokere København fra søsiden.

Da de svenske tropper i 1658 indledte belejringen af København rådede den svenske hærleder, Eric Dahlberg til, at man foretog et hurtigt angreb. Heldigvis fulgte kong Carl ikke dette råd.

 

Fæstningen blev forbedret

Ude for voldene stod en svensk hær på 7.000 mand. Inde bag voldene var der kun 3.000 regulære danske soldater. Fæstningsanlæggene var godt nok blevet forbedret. Men der var huller. Især ved Nørreport og ved Kalvebod Strand var der brug for forbedringer.

Den 11. august skuede svenskekongen og hans generaler fra toppen af Valby Bakke ind over København. Han kunne tydelig fornemme, at man var i gang med at forbedre forsvarsanlæggene. Han konkluderede med denne bemærkning:

• Nu sværger jeg, vi får modstand.

Danmarks sidste dage som selvstændig nation stod på spil. Kong Frederik den Tredje havde udnævnt Hans Schack som chef for Københavns forsvar. En nyopført kirke uden for Nørreport og adskillige møller var revet ned. Et par fremskudte fæstningsværker var blevet besat af svenskerne.

 

200 flydende glødende kugler

Den 17. august blev der affyret 200 flydende glødende kugler. Meningen var, at de skulle afbrænde husene inde i København. Men de anrettede ikke megen skade. 2.800 mand, rytteri og fodfolk rykkede ved middagstid den 23. august ud mod stranden ved Kalvebod og gennem Vesterport.

Det lykkedes at slå det svenske angreb tilbage. Det svenske tab var på 450, mens det danske tab var på 35.   Rygterne gik på, at svenskerne ville besætte Amager, Københavns spisekammer. Et angreb på den svenske flåde ved Dragør, faldt også heldigt ud.

En af heltene fra dengang var Ulrik Christian Gyldenløve, han var søn af Christian den Femte og Vibeke Kruse.

 

Svenske angreb

Københavns borgere overnattede på volden. Hver borger skulle have 100gode kampsten at slå benene fra svensken med.  Der var ingen der sultede under
belejringen. Der kom rigelig med forsyninger.

Den 30. august forsøgte svenskerne et udfald mod Ravnsborg Skanse på Nørrebro. En svensk enhed var på vej over Ravnsborg – Dæmningen. Danskerne måtte trække sig tilbage til Nørreport. Senere lykkedes det for de danske tropper, at generobre noget af det tabte.

Svenskerne erobrede Kronborg næsten uden modstand. Omkring København blev der lagt en jernring. Kun mod Amager var der ikke nogen belejring.

 

Svenskerne på flugt

Den 8. oktober lykkedes det for 2.000 mand at nå frem til landsbyerne Tårnby og Kastrup. Fra Christianshavn sendte danskerne en modtagelseskomité.

Ved Store Magleby mødte man den svenske bagtrop. Det berettes at kaptajn Mikkel Skov mødte den svenske konge og prikkede ham på skulderen:

• Er det en ærlig blodsdråbe i dig, da vis dig som Sveriges regent – hold stand og løb ikke så skammeligt.

Det er sikkert en skrøne. Men kun fordi nogle landsknægte ofrede deres liv, lykkedes det for den svenske konge at flygte. Amager slap for at blive besat. Københavns madkammer var sikret.

 

Den svenske flåde besejret

En kæmpe hollandsk flåde ankrede den 23. oktober 1658 op nord for Kronborg. Længere kunne de ikke komme grundet modvind. Flåden ville hjælpe danskerne og var finansieret af hollandske købmænd. Ved Helsingør lå den svenske flåde. Efter nogle dage fandt det store slag sted.

Efter fem – seks timers kamp havde hollænderne tilkæmpet sig adgang. Sejren var dyrekøbt. Begge parter havde mistet flere skibe. Lig og vragstumper dækkede havet og kysterne.

 

Carlstad – lejren ved Brønshøj

6 km fra København ved Brønshøj havde svenskerne oprettet en lejr Carlstad, navngivet efter svenskerkongen. Lejren var beskyttet af moser og vandløb.

I den 2 – årige levetid udviklede det sig til et helt bysamfund. Her var både svenskere, polakkere, baltere, tyskere og finner sammen med tvangsudskrevne sjællandske bønder. Befolkningstallet mentes at være 30.000.

Her var både landsknægtenes hustruer og børn, marketendere, plattenslagere, glædespiger, håndværkere og andet godtfolk, som levede af at forsyne og betjene landsknægthæren. En københavnsk borger har skrevet om stedet i sin dagbog:

• Lejren var vidt udstrakt., større end Kjøbenhavns by. Derudi vare skønne Værelser og Huse, hvor Kong Gustavus af Sverrig og de andre svenske Grever og Herrer samt nedrige Oberster og Underofficerer holdt Hus. I mange Værelser var Gulvet lagt med Fliser. Det var skønt udstyrede Stuer. De havde Gemakker med Vinduer, Døre, Jernkakkelovne og meget andet skønt Udstyr. Her var befæstede Volde, Skanser, Rundeller (runde murede bygninger). De havde indrettet sig her, som om de skulle besidde og beboet Stedet udi 100 år. Alle Ryttere og Fodfolk havde deres Hytter og Værelser:
  somme i Jorden og somme ovenpå, hvor også Hestene kunne Stalde.

 

Angreb mod København

Forskellige efterretninger tydede på, at København skulle stormes natten mellem den 10. og 11. februar 1659. Man havde set, at svenskerne havde lavet transportable broer for at kunne komme over forskellige render og voldgrave. Så straks gik københavnerne i gang med at gøre disse bredere.

Byens kvinder holdt vandet i kog, så de straks kunne hælde dette i hovedet på svenskerne.  Det første angreb mod København glippede. Svenskerne måtte efter to timers kamp vige.

Men omtrent ved 4 – tiden angreb svenskerne Østerport. Men det slog hollandske marinesoldater tilbage. Over hele linjen forsvarede borgere og soldater København. Om morgenen da solen stod op, gjaldede det fra kirketårnene. Sejren blev fejret. Den svenske konge havde ellers stillet landsknægtene i udsigt, at de i tre dage måtte plyndre byen. De svenske tab var store. De første meldinger tydede på 3.000 døde, men det rigtige tal er nok 1.000. På dansk side døde
20 mand, de fleste af vådeskud i mørket.

Men måske er det fra disse kampe, de fundne landsknægte fra Nørrebrogade/ Fælledvej stammede. De blev begravet af borgere fra København. Svenskerne erobrede Lolland, Falster, Langeland og Møn. Men det lykkedes dem ikke at belejre København 100 procent.

 

Den svenske konge ville ikke indgå fredsaftale

Den 11. maj blev der mellem Frankrig, Holland og England indgået en aftale. Den gik ud på, at der skulle tilvejebringes fred i Norden. Roskildefreden med afståelse af Skåne, Halland og Blekinge skulle være udgangspunktet. Frederik den tredje accepterede nødtvungen denne beslutning.

Kong Carl Gustav afslog fuldstændig med disse ord:

• I vover med Eders Flåde, at forskrive mig fredsvilkår, men jeg skal med dette Sværd overhugge alle eders Planer.

Denne afvisning fik hollænderne til at sende en ny flåde til Danmark. Planen var at generobre Fyn. Og det lykkedes til fulde, selv om de to danske generaler Eberstein og Schack ikke kunne fordrage hinanden.

 

Den svenske konge dør

Belejringen af  København kostede. I Sverige var der udstedt ekstra krigsskatter. Den 10. februar døde den svenske konge, kun 37 år gammel.

I løbet af 1660 opstod der ligefrem venskaber mellem de svenske lejesoldater i Carlstad og byens befolkning.

De sveske styrker, var ikke så store mere. Mange havde ladet sig hverve af den danske hær. Her havde man lovet en belønning på 5 daler for en fodsoldater og 10 daler for en rytter.

For 5 daler kunne man dengang købe 8 liter brændevin.

 

Fredsaftalen på Rådmandsmarken

På Rådmandsmarken blev der indgået fredsaftale den 23. april 1660. I forhandlingerne deltog diplomater fra Holland, Frankrig og England. Resultatet blev
stort set det samme som Roskildefreden med følgende ændringer:

• Bornholm forblev dansk
• Trondheims Len kom tilbage til det dansk/norske dobbelt – monarki

Fra begge sider blev der affyret glædessalutter. Næsten 4 års udmarvende krigshandlinger var slut.

Kristi Himmelfartsdag 1660 marcherede de svenske tropper ud fra Carlstad, så det kunne ses af de mange københavnere, som nu uden risiko kunne bevæge sig ud i Ingenmandsland, mellem Carlstad og København, herunder det tidlige Nørrebro.

På bestialsk vis håndhævede svenskerne deres nye territorium. Al modstand blev hårdt straffet. Helt frem til 1661 fortsatte rædselsregimet.

 

Ingen minder om den heltemodige indsats

I København fik man Stormbroen og Stormgade, som eneste minder om denne krig. Men hvorfor blev der ikke opsat mindesmærker som tak for borgernes modige indsats mod svenskerne. Hvis de ikke havde holdt stand, skulle vi alle sammen i dag tale svensk og skånsk. Helt ærlig så er dansk og sønderjysk langt smukkere sprog.

Kilder:

• Litteratur Nørrebro
• www.dengang.dk – diverse artikler 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Nørrebro finder du 305 artikler 
• Under Tønder finder du 283 artikler 
• Under Højer finder du 77 artikler 
• Under København finder du 191 artikler 
• Under Sønderjylland finder du 207 artikler

 

• Historieforfalskning på Fælledvej
• Carlstad en svensk på ved Brønshøj (under København) 
• Møgeltønders Historie (Hans Schack) under Tønder
• Svenske tropper i Tønder
• Søslaget ved Højer (under Højer)
• På flugt fra Wallenstein (under Sønderjylland) 

Hvis du vil vide endnu mere:

• Besøg Brønshøj Museum

Redigeret 10.11. 2022