Tønder har lige som kniplinger spundet meget guld på handel med stude. Først som transitsted siden med kæmpe Tønder – markeder. Det var derfor at Tønder fik verdensrekord i antallet af værtshuse. Tønder Havn, senere Højer og Emmerlev spillede
en stor rolle i udskibning af stude til Holland, senere England.

 

Eneret på handel og håndværk

Allerede i 1354 fik Tønder eneret på handel og håndværk. Meningen var ikke at hindre trivslen på landet, men for at skaffe byen gode betingelser. Sidste gang man fik fornyet disse privilegier var i 1747. Men i 1552 var det på et hængende hår, at man fik fornyet disse privilegier. Man havde jaget  hertugens kvæg væk fra Vestmarken.

 

Gnidninger med Højer

Fra gammel tid havde det været gnidninger mellem Højer og Tønder. I 1660 klagede man i Tønder over, at der dagligt kørte 100 kornvogne gennem byen vestpå. I 1687 – 88 kom det ligefrem til en åben fejde, hvor kæmneren og byfogeden forseglede handels – og håndværkerboderne i Højer. I sidste ende
var det dog Højer, der løb af med sejren. I 1706 fik Højer lov til at drive handel og håndværk.

 

Handelslivet blomstrede i 1500 – tallet

På torvedage kunne landboerne bringe deres produkter til byen og afsætte dem til byens købmænd. Reglen var at Ingen gæst måtte handle med en gæst.
Købmændene var mellemhandlere mellem storhandlere og bønderne. Den fortjeneste, der fremkom, kom købmændene til gode.

Handelslivet blomstrede i Tønder især i 1500 – tallet. Det var navnlig studehandelen, der gav rigdom til byen.  I 1482 solgte hertugen sin bondegård Kærgaard Nord til bymarken. Denne bymark tilhørte de 120 stavne i Tønder. I 1570 udførte17 købmænd fra Tønder ikke færre end 2.345 stude over Gottorp.

 

En velstående borger

Kigger man på en ”slags selvangivelse” fra 1611, kunne vi se hvor meget en velstående borger havde at gøre godt med.

• 8 heste, 14 køer, 14 stude og unge tyre, 3 kalve, 1 svin og 6 får og lam.

I 1622 udskiber 8 købmænd fra Tønder 1.042 stude via Vadehavet til Holland. I 1638 fortoldes der i Højer, 3.409 stude. I 1651 var tallet 1.631. De fleste var fra købmænd i Tønder.

I 1643 var der endnu 14 skibe hjemmehørende i Tønder.

 

Opfedning på marsken

Studedriverne kom fra hele Jylland. Opkøberne var som regel fra Tønder. Senere var det almindeligt, at opkøberne mødte op hos herremændene og købte studene til levering ved forårstid. Det magre kvæg solgtes videre til friserne i marsken eller græssede på den fede marskjord. Når de var fede nok, blev de
udskibet til Holland fra Tønder, senere fra Højer og Emmerlev.

Den eneste føde de fik, var æg, som kvægpasserne puttede i halsen på dem. Under transporten fik studene en bjælke under bugen, så de ikke kunne lægge sig ned.

 

Masser af varer fra Holland

På vejen hjem fra Holland var skibene lastet med kolonialvarer, klæde, vin, tobak, møbler og fliser. Det var ikke kun det oprørte hav, der var skyld i død og forlis. Nej, der lå skam sørøvere på lur, som kastede sig over lasten. De tog hele lasten og solgte den og besætningen på slavemarkeder i Algier og Tunis.

 

Giv agt – sørøvere

Således siges det, at en styrmand fra Rømø, blev taget til fange og solgt til Kongen af Algier. Man krævede 2.000 rigsdaler for hans løsladelse. Slavekassen blev
oprettet i 1715 med det formål, at frikøbe slavere. Og hvis midlerne ikke kunne skaffes gennem denne kasse og indsamlinger i kirken., måtte man selv eller familien betale.

Den omtalte sømand kunne ikke betale hele beløbet, efter sin frigivelse, selv om han og hans hustru forsøgte i 820 husstande.

 

Storbønder havde deres egne skibe

Det var ikke kun byens købmænd, der havde skibe. Vestkystens storbønder havde deres egne skibe. En af dem var Peter Beyer fra Skast.
I sin dagbog skriver han:

• Anno 1680 den 26. januar har jeg begyndt min handel, og mine penge har da været 179 rigsdaler 1 skilling. Gud hjælpe mig til en god handel, og give mig lykke og velsignelse.

En af hans aftagere var Hans Adolph Brorsons far, der af ham til sit bryllup købte en hat og tre dusin kridtpiber.

 

Holland satte sit præg.

Holland kom til at sætte sit præg på vestkysten. Klædedragten, de langskødede frakker, allongeparykken, samt den rige overdådighed af sølvpynt i form af kæder, knapper og spænder, som velhavende bar, blev en tro kopi af en hollandske mode.

Også stuerne bar præg af det hollandske. Malerier af bibelske emner, hollandske krigere eller skibe for fulde sejl. På væggene hang spejle i forgyldte rammer. Kobbertøj, tin-tøj og porcelænstallerkner fra Ostindien pyntede i stuerne.

Også Kristkirkens fantastiske indretning bærer præg af hollandske ting.

 

Det hollandske eventyr sluttede

I 1718 syntes eventyret med Holland, at nå sin ende. Hollænderne lagde en told på 20 Gylden pr. stud.

 

Kvægsygdomme

Engang imellem gik kvægpesten over landet, og lammede storhandelen. Rundt omkring i sognene blev der opstillet pestvagter, der skulle overvåge, om der kom syge dyr ind i landsbyerne.

Fjerkræ, katte, hunde berøvedes deres frihed, og gårdene blev afspærret. Kun præsten, lægen og jordmoderen fik adgang. Men selv om man brugte disse
ting, og andre midler som kvaksalvere og kloge koner, så kunne man ikke bremse den asiatiske sot.

En bonde fra Rørkær fortæller:

• I marts 1745 kam den til min faders gård og alt vort kvæg, som var 400 rigsdaler værd, døde.

Ja selv Hans Adolph Brorson skrev om landeplagen:

• Det er Herrens hånd, vi se, alle skælve må derved, du har ramt dette sted, og kan det os ikke drage, er vel intet håb tilbage.

Først i 1752 kunne man ånde lettet op, men kvægpesten kom tilbage med jævne mellemrum.

 

Nedgravning blev “ærligt” arbejde

Egentlig var det skarpretterens og hans karls arbejde at nedgrave dødt kvæg, og dette arbejde ansås for uærligt. Derfor var det vanskeligt for Magistraten, at få
daglejere til at nedgrave de mange døde kreaturer. Magistartens folk måtte selv foretage det første spadestik, for at gøre arbejdet ærligt.

I 1763 kunne Magistraten meddele at 99 stk. kvæg var kastet i en grube på marken.

 

Overfyldte Okseveje

Oksevejene var stærkt befærdede. Når studene kom til Tønder var de ofte magre og udmattede efter mange dage og nætters ophold under åben himmel. Men marskens gode græs gav hurtige resultater.

I 1800 – tallet blev de jyske stude udført til England over Hamborg, hvor de blev slagtet.

 

Markedsdagene skabte liv

På markedsdagene var der liv og røre i Tønder. Det vrimlede med folk og fæ. Hundreder af køretøjer bevægede sig mod byen. Der var pludselig endnu flere værtshuse i byen. Pastor Kok, der var præst i Burkal, var ikke så begejstret for disse markeder:

• Kvægmarkeder, af hvilke der holdes en utrolig mængde i Tønder og Husum, spiller en overordentlig stor rolle i de fleste bønders liv og koster dem både mange penge og megen tid, der kunne anvendes fordelagtigere i hjemmet, men de er nu engang for dem i det mindre næsten, hvad de olympiske
  leje var for grækerne og festerne i Jerusalem for jøderne, derfor forsømmer en nogenlunde velhavende mand sjældent noget marked, selv om han hverken har i sinde at købe eller sælge. Markedsdagen benyttes ofte i tidsregning, og handelens udfald på marked giver længere stof til behagelig underholdning ved selskabelige sammenkomster.

Efter1864, da grænsen blev trukket ved Kongeåen, blev forholdene anderledes. Der kom ingen stude mere nordfra, men markederne sydpå aftog dog stadig stude fra Tønder. Der boede på egnen flere velansete slægter af stude – og hestehandlere. De gårde, de ejede, bar vidne om, at her var der velstand.

Men Tønder Markederne voksede sig igen store. Et par år efter var den årlige tilførsel 15.000 – 25.000 stk. hornkvæg. Al anden trafik måtte vige, når der var
Tønder – marked. Og studene gik ikke altid den lige vej. Ofte gik det gennem de små smøger i byen.

Byens borgere så altid frem til markederne.

Tondernsche Zeitung skrev i oktober 1871:

• Vi lever nu i efterårets markedsglæder. Hele dagen og den halve nat bliver der spillet, fløjtet, trommet og sunget i gaderne, så ørerne er ved at falde af
  en. Til gengæld forstår vores bedste værtshuse at underholde behageligt med musik og sang. Det er i år flere markedsboder end sædvanligt. Krigspanoramaer, voksfigurer, nye karruseller, en dame på 400 pund og meget andet.

 

Gylden tid for Tønders værtshuse

For værtshusene var det en gylden tid. Vejen til detentionen (Klötzen) var ikke lang.

På markederne mødtes sønderjyske bønder med frisere, holstenere, opkøbere fra Hamburg, ja helt fra Rhinlandene. Hver by og egn havde sit stam-kvarter.

De danske bønder slog sig ned hos Mutter Hage i Humlekærren. Lige overfor lå tyskernes værtshus Weisser Schwan.  Tønder havde på et tidspunkt verdensrekord i antallet af værtshuse (pr. person). På krammermarkedet var det første dag gerne borgernes, den anden dag bøndernes dag. Først den tredje dag strømmede tyendet til.

 

Klager over drukkenskab

Intet under at byens aviser klagede over drukkenskab, som markederne førte med sig. Slagsmål og skrål hørte nu engang med til det. Og landevejen omkring Tønder var overdænget med berusede bønder på vej hjem.

 

Stadepenge

Fra 1877 besluttede byen at opkræve stadepenge på markederne. 20 pf. pr. hest og 10 pf. pr. hornkvæg til stor mishag for bønderne og kvæghandlerne. Egentlig skulle de ikke klage, for der var stor afsætning til Tyskland.

 

Ikke ondt af bønderne

I 1880’erne indfører England importstop. Det førte til dalende priser. Men det havde aviserne i Tønder ikke ondt af. De mente, at bønderne svigtede Tønder, og købte deres varer andetsteds. Med de nye jernbaneforbindelser var dette også blevet lettere.

 

Æ punchsti

Ja så skal vi da ikke glemme Æ Punchsti – Punchvejen. Denne var en nødforanstaltning mellem  Skibbroens mange værtshuse og Vest-banegården.

• Hvis du vil læse mere, ja så kan du bl.a. læse om min fars oplevelser ved nogle af disse markeder
• Drengestreger i Tønder 1920 – 1935

 

Kilde: 

• Litteratur Tønder
• www.dengang.dk – diverse artikler 

 

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1.783 artikler
• Under Tønder finder du 283 artikler 

Redigeret 5. – 04- 2022