Egentlig er det snyd, for vi har bragt artiklen før. Men engang imellem, kunne man godt synes, at den kunne skrives bedre. Vi befinder os her i Blågårds – kvarteret og omkring Ladegården. Jo vi har også bevæget os over på Frederiksberg. Vi kigger også på de små veje omkring Nordvestvejen, Korsgade, Nørrebrostræde m.m.

 

En masse idyl

I 1890erne var Ladegaardsvejens særpræg det idylliske åløb med de ikke særlige solide gangbroer over vandspejlet og de hældende piletræer langs bredden.

På begge sider var der smukke indhegnede lysthaver, ny opførte rødstenvillaer. Hist og her kedelige lejekaserner. Ja og så var det jo Ladegården.

Ser man det hele i dag, skulle man ikke tro, at der her lå denne pragtfulde idyl. Oprindelig var gadestrækningen delt i to afsnit med åen i midten. På Frederiksberg – siden blev strækningen kaldt Ladegaardsvejen og på Nørrebro – siden var det Aagade.

 

Det kneb med at finde et navn

Det var først, da hele åen blev fyldt op, at det hele kom til at hedde Åboulevarden. Men det kneb gevaldigt i Københavns Borgerrepræsentation, at blive enig om fællesnavnet. Der var adskillige navne fremme, for eksempel Frederiksberg Boulevard, Gyldenløvs Boulevard. Det nuværende navn blev vedtaget med kun en stemmes flertal.

 

Ladegården – til mange formål

Ladegårds – navnet havde selvfølgelig navn efter Christian den Fjerdes ladegård. Den var oprindelig tænkt som avlsgård, som skulle forsyne kongens slotte med madvarer. Men det blev aldrig den store fidus. Ladegården blev sygehus for afsindige og pestramte. Stedet var krigshospital og straffeanstalt for militæretaten og fattighus.

En del af bygningerne blev revet ned i 1816 og i 1822 blev det hele overdraget Københavns Fattigvæsen som arbejderanstalt. Bygningerne var meget brøstfældige, og blev ødelagt ved en brand den 14. august 1839. Man antog, at ilden var påsat af nogle fattiglemmer. De var sure over, at der var opført et hegn, som adskilte de kvindelige og mandlige lemmer.

Stedet var også tvangsskole for børn, som havde forsømt deres skolepligt. Men denne skole blev hurtig nedlagt og poderne anbragt på andre skoler.

Til sidst var det helt og holdent Fattigvæsnet, der holdt til her indtil den totale nedrivning i 1930erne. Inden da var lemmerne for længst flyttet ud på Amager.

 

Det kostede 200.000 kr. årligt

Omkring århundredeskiftet modtog lemmerne en dagløn på fire, otte eller tolv øre, alt efter ydeevne. Hver mandag fik de så 12, 24 eller 30 øre, som de på selve Ladegården kunne købe ost, skrå eller snus for. De fik også en slags pension, men den fik de først udbetalt, når de forlod institutionen.

Den daglige arbejdstid var 12 timer med halvanden times hvil midt på dagen. Middagsmaden var ikke den store overraskelse. Det var som regel klipfisk og vandgrød den ene dag. Men så var det sødsuppe og ragout med margarine den anden dag, med et krus øl til.

Man var helt nede på den sociale rangstie, når man landede her. Det var det allernederste trin på den sociale rangstie.

Det kostede Københavns Kommune 200.000 kr. årligt, at drive institutionen. Halvdelen blev dog dækket ind ved lemmernes egen arbejdsindsats.

Her blev også de husvilde anbragt. De fik anvist et værelse med køkken. Her var plads til 18, og de kunne modsat lemmerne komme og gå som de ville. Men de skulle dog være på Ladegården inden klokken 20.30, for da blev portene lukket.

Men inspektøren led ingen nød. Han havde en stor dejlig have, vel nok en af de flotteste i byen. En af dem var tillige en stor byggematador.

 

Her kom toget

På Ladegårdens sydlige område nær Vodroffsvej, blev området krydset af en jernbanespor, der via Nørrebro og Hellerup førte videre til Charlottenlund og Klampenborg. Togene udgik fra stationen i Gyldenløvsgade lige over for Nansensgade. Når man havde passeret dæmningen mellem Peblingesøen og Sankt Jørgens sø (som man også kaldte for Ladegårdssøen) og var kørt forbi Ladegården og over Ladegårdsåen ved den nuværende Bülowsvej, var man midt ude på Rabarberlandet.

 

Begyndelsen til Rabarberland

Det var begyndelsen af dette Rabarberland, der omsider fældede dødsdommen over Ladegården. Efter århundredeskiftet begyndte grundende, der stødte op til Ladegården, at stige i pris. I 1905 begyndte man at drøfte Vinkelvejs videre skæbne. Det er den nuværende Rosenørns Allé, som dog ikke kom til at gå længere end til H.C. Ørstedsvej. Man nåede ikke længere de næste 20 år end blot at navngive et kort gadestykke fra H.C. Ørstedsvej til Worsøes vej efter Emil Rosenørn. Han var i årene 1867 – 1883 både kulturminister, overpræsident og direktør for Landbohøjskolen.

 

Nye veje opstår

Gennemførelsen af Rosenørns Allè ud til søerne fandt først sted 1924. I begyndelsen af 30erne begyndte man så at rive de gamle, grimme bygninger ned. På de godt og vel syv tønder land, som Ladegården havde strakt sig over, rejstes byggekomplekser mellem Åboulevarden, Julius Thomsensgade og Rosenørns Allè.

 

Historien om en vandmåler

Lige overfor, hvor Ladegården lå, står en spidsformet halvanden meter høj mindesten. Den er dog ikke helt let at få øje på. Den står cirka ved Åboulevarden nummer 16. Denne sten blev fisket op af åens bund. Man fandt den, da man skulle overdække åen. Ved nærmere undersøgelser fandt man ud af, at den var blevet brugt som vandmåler.

Men straks efter fundet, bredte der sig i kvarteret en vandrehistorie med, at stenen var et minde om et ungt nygift brudepar, der for mange år siden, druknede i Ladegårdsåen, da deres brudekaret løb løbsk. Der er dog en vis grad af sandhed i det. Et par unge mennesker var druknet i 1870erne i åen. Det var et par letlevende pigebørn, der efter en glad aften på Nørrebro havde hyret en droske til hjemturen. Inde i drosken havde de rusket frem og tilbage på sæderne, indtil døren var gået op. Og desværre var det lige det sted, hvor Ladegårdsåen var dybest.

Det herlige ved vandrehistorier er, at der er mange historier. Fordi, der findes også en tredje version, hvor nogle fine damer, som endda er navngivet, var på besøg hos en anset borger i nærheden. I denne historie druknede der fire damer. Den historie har vi tidligere omtalt her på siden.

 

Pariserstemning i kvarteret

Ikke langt derfra i de små gader Korsgade, Stengade, Griffenfeldsgade og Rantzausgade var der næsten Pariserstemning i 1960erne. Man fik ørerne fuld af spektakel fra knallerter, bilhorn, harmonikaspil, pigtrådsmusik og gadesælgernes hæse råb. Her var både unge og ældre mennesker. Her var magre gamle mænd med blege, furede ansigter, sommetider med en taske i hånden eller en kurv over armen.

Her var børstesælgere, trappeartister og fidusmagere. Man kunne møde buttede husmødre i rengøringsantræk med en cigaret i mundvigen, øldunstende mænd i arbejdstøj, gårdmusikanter og velklædte forretningsfolk.

De mange fabrikspiger strømmede ud fra værkstederne og småindustrierne i baggårdene. Der var masser af marskandiserbutikker. Her kunne man finde alt. I dag hedder disse butikker, antikvitetsbutikker. Så kan man måske få lidt mere for det.

 

Værtshuset Kommoden

I Stengade 14 nede i kælderen lå værtshuset Kommoden. Ja det kaldte man hele ejendommen. Man sagde nemlig, at beboerne var stuvet sammen i kommodeskuffer. Ja det hed ikke engang Stengade dengang, men Nørrebrostræde. Kommoden var sammen med et pakhus, gadens højeste bygninger. Resten af gaden bar endnu præg af en landsby med bindingsværkshuse, staldbygninger, frugthaver og hønsehunde.

 

Opkaldt efter en boghandler

Midtvejs ned til Korsgade var gadestrækningen spærret af solide plankeværksstolper. Herfra begyndte så den rigtige Stengade. Man siger, at gaden fik sit navn efter boghandler Chr. Steen, Nørrebrogade 45.

Det gamle Nørrebrostræde skiftede navn til Stengade i 1927, således at hele strækningen fra Nørrebrogade til Korsgade bar samme navn. Ved hjørnet af Prins Jørgensgade kunne man i lang tid se rester af fortidens småbygninger, hvor skellet mellem Nørrebrostræde og Stengade var.

 

Gaden med det dårlige ry

I Rantzausgade lå der endnu i 1970erne de gamle, grimme lejekaserner tæt op af hinanden, indrettet efter det berygtede korridorsystem fra midten og slutningen af 1800 tallet. Bygherrerne gav dengang gaden navnet Nordvestvej, fordi den gik i stik nordvestlig retning bort fra byen. I nogle år lige efter bebyggelsen var gaden den længste i det gamle København. For enden af den begyndte bøhlandet.

Gaden havde ikke det bedste ry. Her var talrige slagsmål på de mange værtshuse. Og beboerne kunne ikke rigtig finde ud af, hvilken Rantzau, gaden var opkaldt efter, da gaden skiftede navn i 1905. Det kneb lidt med viden omkring historien. De fleste mente dog, at det var den populære politibetjent fra Fælledvejens Politistation den var opkaldt efter.

 

Kilde: Se

• Litteratur København (under udarbejdelse)
• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: Læs

• Et par gader på Nørrebro
• Blågårdskvarteret gennem næsten 400 år
• Omkring Blågårdsgade
• Jul og andet på Nørrebro
• Livet på Ladegården
• Andesteg fra Peblingesøen
• Barn på Nørrebro
• Blågårds Plads på Nørrebro
• Blågårdsgade – dengang
• Boligspekulation på Nørrebro
• Det gamle Nørrebro og de Fattige
• Fattiglemmer på Ladegården
• Fælledvejens Politistation
• Gamle historier fra Nørrebro
• Ladegården – dengang
• Steder på Nørrebro
• Rabarberlandet
• Og mange flere