Stefans Kirke og Ydre Nørrebro- dengang
Foredrag 28-11-24 – Igen engang et skønt og engageret publikum i Karmel i Vedbækgade med rundstykker kaffe og folkehøjskolesang.
Jeg har været her mange gange. Hvem er Skt. Stefan? Præsterne kunne ikke lide Socialister. Lensbaronens økonomi havde det ikke så godt. Der blev samlet ind til kirken. En ny præst gjorde en forskel. Angelika kom forgæves. Personalet havde rigeligt at se til. Fem sogne blev udskilt. Fra 1922 Grundtvigiansk kirke. En præst, der var glad for klokker. Anne Braads ti bud. Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe. Man kan også få prøver på ”Ondt Orgel”. Og så var det lige ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem”. Hvordan mon Frimodt ville have set på Ondt Orgel og fejring af Kim Larsens fødselsdag. Jo vi skal da hilse på et par særprægede præster. Men vi skal også kigge på, hvad der skete her dengang kirken blev indviet – 1874 på hovedsagelig Ydre Nørrebro.
For 8 år siden til min afskedsreception i Steenberg Bog og Ide var det stuvende fuld. Min skønne lillesøster ville gerne vide, hvem alle disse folk var. Og da jeg så bl.a. forklarede hende, at der var diverse præster, kordegne, menighedsrådsformænd, kirketjenere m.m. så kiggede hun alvorligt på mig og sagde:
- Jamen Uwe – så kristen er du da ikke.
Bør man ikke have respekt for en præst – Jo, men det afhænger jo sandelig også af præsten selv. Jeg har tre korte præstehistorier, som jeg vil fortælle:
- Det skal præsten ikke bestemme
- Da lille Uwe besvimede i konfirmationsundervisningen
- Præsten, der havde fået respekt
Jeg har været her mange gange
Jeg har efterhånden stået her i kirken mange gange og holdt foredrag. Ofte har det været i kirken sammen med Nørrebro Lokalhistoriske Forening. Ja og ofte har det været her
Begge steder har det altid været en fantastisk stemning. Og det skyldes jo nok de ansatte inklusive præsterne. Jeg var så heldig at holde afskedsforedrag for den afholdte præst, Ivan Larsen og velkomstforedrag for den ny præst Thomas Høg Nørager. Jeg har oplevet folk falde i søvn. Men en god kaffe hjælper på dette. En enkelt har råbt ”Det er løgn”. Han blev lige så stille eskorteret ud af publikum.
I en pause var det tre skønne piger, der påstod at jeg var fuld af løgn. Det var tre piger fra RUC i forbindelse med et foredrag om besættelsestiden.
Hvem er Skt. Stefan?
Og måske skal vi lige starte for de knap så religionskyndige med at forklare, hvem Skt. Stefan er.
Stefanus var en af syv fattigforstandere i den første menighed i Jerusalem. Han var ifølge Det Nye testamente den første, der blev slået ihjel på grund af sin kristne tro.
Præsterne kunne slet ikke lide socialister
Det er sandelig ikke altid, der har været frisind i denne kirke. Vi ved at Skt. Johannes kirken kom til Nørrebro som den første. Her var en meget dynamisk og kreativ præst, pastor Frimodt, der bestemt ikke kunne lide socialister. Og det var de fleste arbejdere dengang. I 1861 blev denne kirke indviet. Denne præst fik stor betydning for Stefans-kirken.
Men se inden der blev bygget kirker på Østerbro og Nørrebro så hørte befolkningen til Vor Frue og Trinitatis. Allerede i 1852 diskuterede to teologer, Ludvig Helweg og Nicolai Holten, Hvad man skulle gøre. Der var ikke bygget kirker i uendelige tider. En komite med 7 medlemmer startede med en underskriftsindsamling for at få gang i byggerierne. Og så gik man ellers i gang med Skt. Johannes Kirken. Men efter hele 8 år gik byggeriet i stå – der var ikke flere penge – Men man blev færdig
Kan du råbe Folket op på Nørrebro
Frimodt var i 1865 audiens hos Frederik den Syvende. Efter myterne så blev Frimodt spurgt:
- Nå unge Mand, kan du så råbe mig Folket op på Nørrebro.
Da Frimodt svarede, at det håbede han, sagde kongen:
- Du må ikke tvivle om, hvem Kongen giver et Embede, giver Gud Nåde, når han beder derom.
Ak, denne Frimodt fik nået meget, selv om han kun blev 50 år.
Der var trængsel i Johannes – kirken. Et samaritter-korps stod parat hver søndag. Folk besvimede under hans flammetaler. Frimodt var den mest omtalte præst i København. Nogle kaldte ham Helvedes Prædikanten, der malede byen rød over København. Man var grebet af hans ildfulde forkyndelse. Mange sad under prædiken med ansigtet skjult i hænderne. Adskillige hulkede højt og udstødte ubeherskede suk og skrig.
En af hans effektive virkemidler var at han midt under en prædiken med fremstrakt hånd og direkte talte til en kirkegænger nede på det tætpakkede kirkegulv:
- Du gamle synder dernede, ja dig med det hvide hår og skæg. Det er dig, jeg taler til nu og mærk dig mine ord. Dommens dag er dig nær. Er du forberedt?
Frimodt brugte Jesus i kampen mod Socialisterne
Socialisterne mente, at kirkerne var kapitalismens forlængede arm. Og det fik man da i høj grad bekræftet, da man senere så opfordringen til indsamlingen til den anden kirke på Nørrebro – nemlig Stefans – kirken.
Frimodt tog initiativ til at Stefans-kirken blev den anden kirke på Nørrebro. Det skete i 1874. Det var jo et kæmpe sogn og flere og flere indbyggere kom til bydelen. Men kirken blev først til noget efter en indsamling som Frimodt startede på Store Ravnsborg to år tidligere:
- Vi nærer den fulde Tro, at Jesu Kristi Evangelium er den rette Kraft, som formaar at bevare Hjerterne fra socialistiske og kommunistiske Galskaber for hvis forførende og blændende Luftkasteller de Mennesker er mest udsatte som intet har at tabe i denne Verden.
Socialister var i 1870erne stærk kirkekritiske, fordi kirken ikke som dens Herre stillede sig på de fattiges side. De blev behandlet på samlebånd, dåb og fællesbegravelser af flere på en gang, samt bunkebryllupper.
Gå ikke ind i Syndens hule
Jo denne præst var berømt og berygtet. Hver søndag stod et samaritter-korps parat. Kirkegængerne besvimede under søndagsgudstjenesten. Det skete under pastorens dundertale.
Han stod også parat foran Nørrebros Teater og råbte til teatergængerne:
- Gå ikke ind i Syndens Hule.
Måske er det ikke så mærkeligt at han af socialister blev fremstillet som borgerskabets og overklassens typiske ”gejstlige Lakaj”
Lensbaronens økonomi havde det ikke godt
Lensbaron Herman Frederik Løvenskjold skænkede en del af sin jord, hvor kirken blev opført. Det var faktisk noget af hans have til landejendommen Christiansdal. Tre år efter ved sin død viste det sig, at hans økonomi ikke havde det så godt. Så man må sige at Gud var med Stefans-kirken.
Det var bygningsinspektør ved Københavns Kommune, arkitekt Ludvig Knudsen, der stod for tegningerne. Og det har han gjort ved masser af byggerier på Nørrebro. Tegningerne her fra kirken er blevet brugt til en Skt. Clements Kirke på Bornholm.
Der blev samlet ind til kirken
I 1872 samlede Frimodt en kreds af mennesker på Store Ravnsborg. Nu skulle der samles ind til en ny kirke på Ydre Nørrebro.
Kirken blev bygget for indsamlede midler. Den kostede 34.000 rigsdaler. Derudover blev der indsamlet 6.000 rigsdaler til præsteboligen og 10.000 rigsdaler til præstelønningslegat.
- juni 1873 kunne grundstenen nedlægges.
Anden Juledag 1874 kunne Nørrebros sognekirke nr. 2 indvies.
Det var en rød murstenskirke. Der kunne være 1.200, hvoraf der var 500, der kunne sidde ned. Det hed sig, at kirken ”agtes opvarmet ved ovne”
Det forcerede spekulationsbyggeri bag Stefans kirken førte ikke til den senere jernbanestation. I en af datidens medier stod det beskrevet på følgende måde:
- Et mylder af Gadestumper kommer op i Kirkens Nabolag, For alle har spekuleret i, at blive nærmeste Forbindelsesvej til Stationen,
Altertavlen som er indfældet i nygotisk ramme forstille Jesus på besøg hos Martha og Maria. Det frøknerne Dorph Petersen fra det nærliggende Blågården, der stod model til de to søstre.
Kirkeskibet
Kirkeskibet er skænket af skibsbygger, Skifter Andersen fra Aabenraa i 1882 sammen med to syvarmede lysestager. Skroget til skibet har været model til skibet Heinrich Augusta som Skifter Andersen, byggede til et købmandshus i Hamborg. Nej jeg skal ikke gennemgå indretningen men lige nævne, at en efterkommer til denne Skifter Andersen var jeg ofte oppe at diskutere med i min dunkle fortid som HK – formand i Aabenraa.
En ny præst gjorde en forskel
Også Stefans-kirkens to første præster, Peter Volf og Ivar Dall delte den antisocialistiske holdning. Måske var det derfor, at kirkegangen ikke var så stor. Dall måtte da også gå af til sidst.
Men i 1914 var det så Axel Rosendahl’ s tur. Han havde ikke samme holdning. Og nu vrimlede det til med kirkegængere. Han var selv opvokset på Nørrebro. Hans far var leder af en grundtvigiansk friskole.
Angelica gik forgæves
I 1893 skriver Angelika i sine erindringer, at hun er født på Nørrebro:
- I Guder, hvor er vi fattige. Vi havde intet spiseligt, så mor gik ind i Stefans-kirken. Hun spurgte pastor Dahl, om han dog ikke kunne hjælpe dem. Men denne Herrens tjener satte alle ti fingre sammen og sagde, mens han så op mod Jesus
- Jesus fastede fyrretyve Dage i Ørkenen.
Så kunne Angelikas søskende få det at vide, men det hjalp jo ikke på sulten.
Personalet havde rigeligt at se til – om søndagen
Det store sogn bød også på ekstra udfordringer. I det daglige kunne de rige betale for kirkehandlinger. Om søndagen var det gratis. Så kunne arbejderne få deres kirkehandlinger gennemført. Og det betød, at Stefans-kirken en søndag gennemførte:
- 40 dåb, 7 vielser, 16 begravelser og 2 gudstjenester.
I årene efter Sankt Stefans Sogns oprettelse voksede indbyggertallet på Nørrebro kraftigt. Således fødtes der i sognet i 1877 – 800 børn. I 1889 var tallet oppe på 1.405.
Fem sogne blev udskilt
I årene 1890 – 1912 blev yderligere fem sogne udskilt fra Sankt Stefans Sogn:
- Hellig Kors i 1890
- Kapernaum i 1902
- Simeon i 1903
- Kingo i 1908
- Anna i 1912
Ved en indsamling til menigheden i 1919 blev et maleri forestillende Sankt Stefans martyrdød skænket kirken.
I våbenhuset er der en mindetavle over kirkens grundlægger, Rudolf Frimodt.
Fra 1922 en ren Grundtvigiansk kirke
I 1922 blev kirken en ren grundtvigiansk kirke. Og Rosendahl blev i 1935 valgt som biskop af Roskilde Stift.
Der er sket store ændringer i kirken i tidens løb. For et stykke tid siden var det stillads på kirken. Der er kommet nyt tag på. Og indvendig er der også sket vedligeholdelser.
I 1929 blev der bygget et kapel til kirken.
I 1935 hed den nye præst Ejnar Leth Balling. Det var filmmanden Erik Ballings far. Fire år senere udnævntes Emanuel Würtzen til residerende kapellan. De to markante præster kom til at tegne kirkens profil i et kvart århundrede. De døde med to måneders mellemrum i 1962 og 1963. Balling efterfulgtes af Finn Ahlmann Olsen.
En præst, der var glad for klokker
I 1958 fik kirken nye klokker. De tre klokker er støbt i England hos firmaet John Taulor & Co. De erstattede ”en tålelig malmklokke og en rædsel af en stålklokke, som præsten Emanuel Würtzen udtrykte det.
Jo han var meget glad for klokkeringning. Han talte om ”fornøjelig klokkeringning”. Han sagde også:
- Jeg vil i al ubeskedenhed bekendtgøre, at hvad brugen af kirkeklokker angår, så gør vi i Stefans-kirken det rigtige, og vi har også det rigtige at gøre det med. Vi har altså tre klokker – færre bør man ikke have, hvor der er plads til det.
I 1965 kom der et dåbsværelse til, hvilket betød at kirkerummet blev afkortet.
I forbindelse med restaureringen i 1974 blev der opsat et nyt alterbord. Prædikestolen blev sænket og trukket nærmere koret. Døbefonten som undertegnede ofte, har lænet sig op ad ved foredrag er af grønlandsk marmor.
Anna Braads ti bud
I 1980 afløstes Ahlmann Olsen af Ivan Larsen, der havde været residerende kapellan ved kirken siden 1976. Med Anne Braad ansættelse som sognepræst i 1989 indledtes endnu et langvarigt parløb af markante personligheder på præstestillingerne.
Ivan Larsen markerede sig tidligt som fortaler for homoseksuelles rettigheder i kirken og for en kirkelig vielse af homoseksuelle. Anne Braad var en flittig debattør med en til tider ukonventionel indstilling til de kirkelige og teologiske traditioner.
Jeg har et par gange besøgt Ivan Larsen og Ove Carlsen, der boede i den hyggelige præstegård bag kirken.
Og Anne Braad har jeg ofte diskuteret med. Det startede med, at jeg efter min kones død skrev en artikel om sorg og sorgbearbejdelse. Hun kom op i butikken og spurgte om hun måtte bruge artiklen til en studiekreds om sorg.
Jeg har også fået en øl med hende på den lokale. Her kom hun ofte med hendes hund. Det var sikkert en ølhund. Normalt har hunde ikke adgang til værtshuse.
Anne udviklede sine egne 10 bud:
- Du skal holde din sti ren
- Du skal ikke misbruge Vej og Park
- Du må kun pisse i din egen rede
- Du må selv tage skraldet
- Du må gerne male byen rød
- Men du må ikke skrifte på væggen
- Du skal feje for din egn dør
- Også naboens
- Du må ikke modet
- Du skal finde melodien
Her troede jeg, at det var Peter Larsen kaffe
I 2001 kom kirken i Kristeligt Dagblads søgelys med overskriften ”Stefanskirken – intrigernes holdeplads”. Det var bestemt ikke artige ting, der kom for dagens lys. Også biskoppen måtte blande sig dengang.
Efter Anne Braads død i 2008 blev Pernille Østrem ansat som sognepræst og efter Ivan Larsens afgang i 2012 som kirkebogsførende sognepræst. I 2014 blev Thomas Høg Nørager ansat som sognepræst.
De er ret gode til det med banner foran kirken. Og Første Maj reklamerede de med Rød Gevalia Kaffe. Men det må siges at være falsk varebetegnelse. De sidste mange gange, hvor undertegnede har optrådt her, har det været Peter Larsen Kaffe.
Man kan også opleve ”Ondt orgel”
Meget specielt kan man så opleve orgelet. Når kirken fejrer Halloween. Så kalder man det for ”Ondt Orgel”.
Sankt Stefans Sognemissions Hjem
Vi skal da også nævne – menighedshuset for Stefans-kirken. Her har jeg både været til konferencer, møder og sågar til fest.
Den smukke bygning hed dengang ”Sankt Stefans Sognemissions Hjem. I den høje kælderetage havde generalinde Harbou lejet bespisningslokaler til ”Mødre og Børns bespisning”.
Håndgerningsforening
Inde af hovedindgangen var der plads til 300 mennesker. På førstesalen havde Frøken Marie Købke lejet 8 rummelige værelser til Sankt Stefans Haandgerningsforening”. Denne virksomhed forgrenede sig til hele Nørrebro.
Som ordinært medlem af denne forening betalte man årligt 5 kr. Men så fik man til gengæld også mindst hvert andet år tøj til en værdi af 8 kroner. Det var så de mest trængende, der fik først.
Sygepleje
På samme etage havde Sankt Stefans Sygepleje tre værelser til bolig for to uddannede sygeplejersker, hvis virksomhed havde stor betydning for det fattige sogn.
På anden-salen var værelserne udlejet til ”Klokkerkontor”.
Karmel blev indviet ved en smuk højtidelighed på Allehelgens Dag. Bygningen var foreløbig den sidste af en række bygninger, der kom de fattige til gode. Af andre kan nævnes Jagtvejens Asyl, Prinsesse Thyras Asyl, Marthahjemmet, Sankt Stefans Børnely og Dronning Louises Asyl. Alt dette krævede en enorm indsats af præster og frivillige.
Kirken oprettede som allerede sagt en Håndgerningsforening. Som ordinært medlem betalte man hvert år 5 kr. Så kunne man hvert andet år få gratis tøj til 8 kr. Det var så de mest trængende, der fik først. Efterhånden var det 200 kvinder med i denne forening.
Afstanden mellem de stadig flere tilflyttere og præsterne ved de for få kirker blev større. Vel var det ikke mange, der meldte sig ud af folkekirken eller undlod at bruge den ved de vanlige lejligheder
Da liget åbnede døren
Man samarbejdede med Martha-hjemmet, hvor der også blev ydet et stort socialt arbejde. Her havde man en ordning med at man ydede begravelseshjælp til familier, hvor der var sket dødsfald. Her blev der så sendt bud efter en nonne fra Martha-hjemmet fra en familie i Rabarberlandet. Her skulle manden så være afgået ved døden.
Nonen kom på besøg. Under et lagen lå der godt nok en person og hustruen fældede nogle tårer. Nonen løftede kortvarig lagnet. Og familien fik de 5 kr. i begravelseshjælp. Hun gik så ned af trappen og ud i gården, hvor det regnede. Hun fandt ud af at hun havde glemt hendes paraply oppe hos familien. Hun skyndte sig op ad trapperne og bankede på.
Hvem der nu fik det største chok, melder historien ikke noget om – for det var liget, der åbnede døren.
Illustreret Tidende, da kirken blev indviet
Fattigdommen herskede. Mændene drak og kvinderne sladrede tiden bort. Dette kunne man læse i Illustreret Tidende i forbindelse med kirkens indvielse. Desuden stod der:
- Her var Haab for Kristendommen. Al Raahed, uredelighed og Usædelighedens medarbejdende Aand vil blive det Salt, der bevarer de endnu gode Hjem og aaben Ild, de renser de fordærvede.
Sikke dog man kunne bruge det danske sprog dengang.
Kirken skulle bringe kristendommen til sognets mange fattige hjem.
Renvaskede Nørrebro – Børn
Da Simeons Kirken blev anmeldt i Politikken skrev avisen om altertavlen:
- Den forestiller børnene som Jesus tager sig af. De små renvaskede Nørrebro – børn var i pænt søndagstøj, der flokkedes om mesteren, så enhver i Sjællandsgade kan forstå, hvad det maleri skal fortælle.
Ved samme lejlighed beskrev journalisten Biskop Ostenfelds tøj. Det var tydeligt, at han ikke kunne lide klædningen:
- Han var iført en pragtfuld oldkirkelig guldmarskåbe, der ikke klædte ham.
Stifteren af Bespisningsforeningen
Ejeren af Lygtevej 8 (Nu Bog& Ide, Nørrebrogade 163) hed engang Ottesen. Han var urtekræmmer og medstifter af bespisningsforeningen på Nørrebro. Han var også kvarterets fattigforstander og postmester. Butiksdrengen fungerede som postbud.
27 mere eller mindre beskidte værtshuse
Fra Runddelen ud til Lygtekroen lå en overgang 27 mere eller mindre beskidte værtshuse på en gang. Det var bl.a. Den Hvide Svane på Nørrebrogade 175 og Nykro. Ja sidstnævnte måtte lade livet så kirken kunne bygges. Man må åbenbart have været tørstige dengang. Og ude på Lygtekroen snød man med øllet.
De stakkels børn fra Ventegodt
Der var også tre lystgårde herude. Allers i det nuværende Odinsgade, Meyers Lystgård ved nuværende Jægersborggade og Ventegodt. Der var også et par småhuse. Senere måtte Melchoirs børn på Ventegodt ved Esromgade gå i skole på Højbro Plads, hvis de ikke kunne komme med en mælkebonde for 2 skilling. Kostede det 3 skilling måtte de gå.
Da mølleren sad på toilet
Bag St, Stefans Apotek lå engang en mærkværdig bygning. Det var resterne af Øllunds Mølle. Man sagde engang at hvert andet træ på Nørrebrogade måtte fældes for at skaffe vind nok til møllen. Man har også sagt, at poppel-træer tog for meget blæst, derfor plantede man elmetræer i stedet.
Under en storm skete der så store ødelæggelser, at man pludselig fra vejen kunne se mølleren sidde på lokum.
Børnene måtte arbejde 6 ½ time om dagen
Tænk engang. Da man begyndte at bygge Stefans-kirken i 1873, blev den første fabrikslov indført. Den bestemte at børn mellem 10 og 14 år, måtte arbejde 6 ½ time om dagen og at de skulle stoppe en time før skole, så børnene i ”ro og mag” ”kan spise sig til energi og friske hjerner” til undervisningen. En elev fortæller fra den tid:
- Det var en streng tid for mig. Jeg gik hjemmefra kl. 7 om morgenen og fejede gade for et brødudsalg og gik i så i skole kl. 8-13. Så gik det i løb til fabrikken 13.30. Jeg spiste mens jeg løb. Der måtte jeg så arbejde til kl. 19. Jeg var hjemme kl. 20. Så fik jeg min mad og så i seng kl. 21. Hvornår jeg fik læst lektier, ved jeg ikke.
Og børns indtægt var vigtig, for i 1874 gik 70 pct. af arbejder-familiens indtægt til fødevarer.
16 pct. af børnene var under 10 år
Tænk engang 16 pct. af børnearbejderne var under 10 år. Mange af disse børn arbejdede i svovlstik. Fabrikker (tændstik-fabrikker) og var udsat for fosfor-dampe.
Skattevæsnet fremmede små lejligheder
Nørrebro var befolket af arbejdere dengang. Byggespekulanterne havde gode kår. Byggede man lejligheder under 29 kvm var det afgiftsfri. Og ikke nok med det. 70 pct. af familiens indtægt gik til fødevarer. Så for at få det hele til at løbe rundt fik man også logerende. Mange steder spiste, opholdt man sig og sov i samme rum.
Epidemierne havde gode forhold på Nørrebro
Ikke alle steder havde man køkken og indlagt vand. Det måtte man hente i brønde. Og det var bestemt ikke det reneste vand man fik herfra. Var der ål i drikkevandet skulle man tilkalde vandkiggeren.
Det blev til typisk 5 – etagers ejendomme man byggede dengang. Det var et kedeligt gråt byggeri. Mottoet for byggespekulanterne var ”Byg tæt – Byg Billigt – Byg Højt. Gårdene var lange og lange skakter. I bunden skulle der foruden legende børn være plads til foruden legende børn være plads til skure og lokummer – de såkaldte retirader.
Den dårlige kvalitet og de mange mennesker på få kvadratmeter bevirkede dårlige hygiejniske forhold. Epidemier og sygdomme havde gode forhold på Nørrebro. Det havde dyr som lus og lopper også, ja også fnat.
Sådan tømte man natpotten
Man brugte flittig natpotten i de nørrebroskeer hjem. Og det var de ældste knægte, der skulle tømme disse om morgenen inden de gik i skole eller inden de gik på arbejde. Dette hverv høstede ikke mange point hos de andre knægte i gården. Og disse knægte blev også kaldt for ”Pølsedrenge”.
Gamle fru Hansen på femte brugte en anden metode, når hun skulle tømme natpotten. Hun hældte det hele i vaskekummen. Så kunne man risikere at det dukkede op hos naboen. Og en herlig duft bredte sig så en varm sommerdag. Men se ikke alle havde fået en vaskekumme. Så fru Hansen pakkede måske det store ind i avispapir og resten fra potten blev så ekspederet ud ad vinduet.
Disse retirader nede i gården var de rene smittekilder. Ofte skulle 20 familier deles om en retirade. Man skulle huske at banke med træskoene for at få rotterne til at flygte.
Det var mørkt
Man sagde om Nørrebro at det var meget mørkt. Stod man på en af broerne over Ladegårdsåen kunne man se Frederiksberg badet i lys. Det eneste lys på Nørrebro – siden stod i Korsgade.
Nørrebros Runddel
Fire år efter kirkens indvielsen skrev et dagblad også om besværlighederne i at komme over Runddelen:
- Nørrebros Runddel befinder sig i en aldeles bundløs og ufremkommelig tilstand ved regnvejr og tøvejr. Det synes, at man betaler skat, skal man som inde i byen, at der med rimelighed forlanges, at der gøres meget ved vejen, at man ikke er udsat for at sidde fast midt på den.
Ja når vi nu taler om Runddelen, så blev den flotte bygning, der rummer Cafe Runddelen opført året efter kirkens indvielse. Her har uret øverst oppe vist halv to de sidste mange år. Bygningen har indeholdt ventesal for sporvogns-passagerer og brandstation.
Og tænk engang det var Henry Heerups barndomshjem.
Den første beboer var fotograf Niels Willumsen. Han opførte et hus på grunden som man kaldte for ”Havehuset”, Han var en af Københavns første fotografer. Han boede her fra 1855 til 1870. Han døde kun 58 år gammel. Mange fotografer døde i en forholdsvis ”ung” alder. Man sagde at det var fordi man brugte så mange farlige kemikalier.
Hørkræmmer Alpers købte grunden og oprettede en butik. Men det gik ikke. Familien udvandrede til New Zealand. Og her fik sønnen en strålende karriere, som lærer, journalist, skuespiller og advokat. Han endte som højesteretsdommer.
Den tredje grundejer var malermester Franck. Han byggede netop den flotte ejendom og en masse andre.
Vi skal da også lige nævne tømrermester Mottlau, der i starten af 1870erne flyttede ind i en stor villa ved Runddelen. Villaen var tegnet af Stefans Kirkens arkitekt. Det var en temmelig rummelig villa med 10 værelser. Senere overtog De Kellerske anstalter villaen med 30 patienter.
Møllen på Runddelen
Ja her på Runddelen lå i mange Ørsteds Mølle. Rygterne vil vide, at under en storm blev der ødelagt så meget, at man pludselig kunne se, at mølleren sad på toilet.
Arbejderne kæmpede
Arbejderne kæmpede for at forbedre forholdene. Men det var nu ikke let. Det var fyringsgrund, hvis man organiserede sig. Lige som præsterne var de fleste politikere og embedsmænd også imod disse socialister.
To år efter kirkens indvielse ville man bruge grundloven til et fælles møde på Fælleden. Resultatet var 74 kvæstede husarer og 23 kvæstede betjente. Antallet af kvæstede arbejdere gad man ikke opgøre. Politimester Krone og justitsminister Krieger var to af dem, der ikke kunne lide socialister.
På Kastellet sad soldater med skarpladte geværer klar til at rykke ud. Arbejderne skulle knækkes. Politimester Crone og justitsminister Krieger kunne heller ikke lide socialister. De satte Grundloven ud af kraft.
Man glemte Pio
De tre socialistiske ledere Pio, Gerleff og Brix blev da også anholdt. Efter flere år i fængsel blev de sendt til udlandet med rige industri foretagender som sponsorer. Men især Pio blev også glemt af sine ege. Man skrev smædeskrifter om ham.
Der kom to stationer
I mange år susede tog gennem Nørrebro uden at holde. Hos de forskellige poster gjaldt det om at holde øje med disse tog, så man kunne få fodgængere væk og bommene ned. På ladegården var mange fra byens lette brigade anbragt. Mange gange tog deres kavalerer eller alfonser turen med jernbanen og kastede smøger over til dem.
Og tænk engang, Statsbanernes personale, der skulle arbejde i helligdagene, fik nytårsaften punch og æbleskiver – det var stort.
Da jernbanen så endelig gjorde, holdt på Nørrebro fik man hele to stationer – Station A og B – men det var hele 14 år efter kirkens indvielse. De fine damer fik dog beskidte kjoler og sank i til knæene, når de skulle forsøge at nå Station A.
Værre var forholdene, da godsstationen blev indrettet. 67 gange gik bommene ned på Nørrebrogade i løbet af et døgn. Og i begyndelsen var det en hest, der erstattede en rangermaskine.
Forceret spekulationsbyggeri
Da kirken blev indviet, var Jægersborggade blot en smal grusvej. Men da banegården var anlagt, kan det da godt være, at der skete en udvikling.
Forceret spekulationsbyggeri bag Stefans-kirken førte til, at der ikke var en egentlig adgangsvej til den nye jernbanestation.
De standsmæssige butikker kom på Nørrebrogade
Efterhånden dukkede de standsmæssige butikker frem på Nørrebrogade. Det var hørkræmmere, spækhøkere og tobakshandlere. Men her lå også flotte tøjbutikker og hattemagere. I sidegaderne lå butikker i kældre. Her var en duft af røget flæsk, Gammel Ost., krydderier og brændt kaffe.
En jordemoder kostede 8 kr. og en konfirmation 5 kr.
Panserbasserne var fede
Panserbasser var dengang fede. En overgang boede de på stationerne som kaserner. Hvis de ville gifte sig, skulle de spørge om lov. Mange steder i butikker og på værtshuse stod der en lille en eller en bajer parat til dem. Man skulle jo helst holde sig gode venner med dem.
Den kollektive trafik – dengang
Uden for kirken kunne man stige på Nørrebro Sporvejs 2- etagers hestesporvogne. Taksten var 5 eller 10 øre afhængig af længden på rejsen. Man brugte røde mærker, der ikke var større end et frimærke. Og så kunne man bare ved at løfte sin hat eller vifte med sin paraply få sporvognen til at stoppe.
Før disse hestesporvogne kunne man køre rundt i såkaldte rumlekasser, ja sådan kaldte man omnibusserne, som var endnu mindre affjedret end hestesporvognene. Når disse kørte over brostenene, så væltede passagerne over hinanden. De to omnibusser, der betjente Nørrebro blev kaldt Napoleon og Victoria.
Nørrebros Sporvejsselskab var dannet i 1863. Og Nørrebro Remise blev efterhånden udvidet til at kunne tage 200 vogne. Det er den nuværende Nørrebrohallen.
Og tænk et år før kirkens indvielse skiftede Lygtevejen fra Runddelen til Lygtekroen navneforandring til Nørrebrogade.
Præsterygter
Nogle år før var der gået præsterygter på Nørrebro – Uha – Uha. Johanne Louise Heibergs mor madam Henriette Pättges ville skjule sin jødiske herkomst og konvertere til kristendommen. Men det løb ud i sandet, fordi præsten var blevet så betaget af madam Pättgges.
Carl Aller’ s eksperimenter
Tre år før kirkens indvielse fik Carl Aller sit svendebrev som bogtrykker. Han havde opfundet en ny trykkermetode. I sin barndom i Odinsgade havde han foretaget forskellige kemiske forsøg. Vinduerne var helt sorte på sit værelse efter alle de eksplosioner, som han havde fremkaldt. Men det havde åbenbart imponeret naboens datter, Laura. De blev forelsket og skabte sammen Nordens største blad imperium.
Jyderne samlede sig
Omkring Nordbanegade havde jyderne forsamlet sig. Det var et mærkeligt folkefærd. De havde et mærkeligt sprog og en mærkelig religion (Indre Mission) og spiste mærkelig. De spiste kartofler. Det var først, da de begyndte at gå på bordel og værtshuse at Nørrebro – borgerne begyndte at acceptere dem.
Og jo, som sønderjyde følte jeg mig også accepteret på Nørrebro efter over 25 år i boghandlen og næsten lige så mange år som sekretær i Nørrebro Handelsforening. Så det kan jo godt være at Nørrebro er en tolerant bydel. Med disse ord vil jeg takke forsamlingen for tålmodigheden.
Kilde:
- dengang.dk – diverse artikler
Hvis du vil vide mere:
- dengang.dk indeholder 2.195 artikler
- Under Nørrebro finder du 333 artikler
- Under Østerbro finder du 113 artikler
- Under København finder du 214 artikler
- Assistens Kirkegård
- Mysteriet på Assistens Kirkegård 1-4
- Da Gertrud rejste sig fra kisten
- Kejserinde Dagmar på Nørrebro
- Livet på Assistens Kirkegård
- Mindeplade for Peter von Scholten
- Assistens Kirkegård – 250 år
- Assistens Kirkegård – en oase
- Begravelse på Assistens Kirkegård 1887
- Genforenet på Assistens Kirkegård
- Røde faner på Assistens Kirkegård
- Præster og døden på Assistens Kirkegård
- Under jorden på Assistens Kirkegård
- Kirker på Nørrebro
- Kirker og mennesker på Nørrebro
- Endnu flere kirker og mennesker på Nørrebro
- Dramaet i Brorsons Kirke
- Grundtvig på Nørrebro
- Kan du råbe mig Nørrebro op?
- Marthahjemmet på Nørrebro
- En kirke på Nørrebro
- Samuels Kirke – 100 år
- Johannes Kirke
- En kirke med frisind – Stefans Kirke
- Mosaisk Nordre Begravelsesplads
- København
- Død eller skindød
- Begravelser – dengang
- Petri – og omgivelserne
- Vesterbros kirkeliv
- Østerbro
- Østerbros kirker
- Holmens kirkegård
- En engelsk kirke på Østerbro
- Garnisons Kirkegård
- Krigergraven på Garnisons Kirkegård