Søerne foran Nørrebro

Et omfangsrig Metro – byggeri vil ødelægge idyllen omkring søerne i meget lang tid. Fiskeri kunne straffes med ophold på Bremerholm. Færgefart blev overvejet. Og syrebåde sejlede lystigt på søerne i fire måneder af året. Der har været forsøgt at bygge mange broer og dæmninger over søerne. Når der var is på, ja så var det dømt skøjteløb. Man gik ikke rundt om søerne, når det havde regnet. Man sank i til knæene. Se denne artikel er fra 2008. Og da vi løb ved Søerne, kom vi igennem hele tre bydele. 

 

I 1624 skriver Christian den Fjerde i et brev om Peblingedammen:

• med Thømmer och Plancker gandske ehr Forferdiggett

 

De mange broer og dæmninger

I 1658 kan man se på et kort, at der er en dæmning tværs over søen. Midt på dæmningen var der en bro. I begyndelsen af det 18. århundrede måtte broen ofte repareres. I 1721 forsøgte Magistarten at få kongen til at betale en grundmuret bro, men først i 1728 lykkedes det i forbindelse med søens rensning og regulering at få forbedret broen på Magistratens bekostning.

Træværket blev fjernet, og hele dæmningen blev muret op med kantsten. Midt på, blev der lavet en såkaldt vindbro. Denne bro blev fornyet i 1779.

I Adresseavisen kunne man læse følgende:

• Da der skal giøres en nye Bro paa Dammen, som fra Nørre – Port gaar over Peblinge – Søe, saa kann hverken kiørende eller Ridende passere bemeldte Dam, saa længe dette Arbejde varer.

I 1800 var der stadig en bro midt på dæmningen. Senere var denne bro forsvundet, men gennemsejling under dæmningen.

Behovet for en større bro over Sortedamssøen meldte sig efterhånden som der kom mere bebyggelse til Nørrebro. Der skulle også gøres plads til sporvognen, der siden 1867 kørte til Bragesgade.

 

Nørrebroe – Broen

Flere projekter blev kasseret. Man blev dog enig om Vilhelm Dahlerups projekt til en ny Nørrebroe Broen. Den blev bygget i 1885 – 87, lidt sydligere end den gamle. Hermed opnåede man, at Frederiksborggade, broen og Nørrebrogade kom til at følge i en lige linje. Det blev et meget solidt bygningsværk opkaldt efter Christian den Niendes dronning.

 

Søpavillionen

I 1869 blev Kjøbenhavns Skøjteløberforening stiftet. I 1885 fik de tilladelse til at benytte den sydlige del af Peblingesøen til skøjteløb. Hvert år blev der indsendt forespørgsler om tilladelse til at opstille interimistiske træbygninger til Condotori og Aftrædelsesværelser for skøjteløberne og kontor. Tilladelserne
blev givet under forudsætning af, at bygningerne blev fjernet, når skøjtesæsonen var over. Bygningerne stod som regel ved Nørre Søgade.

I 1893 sendte man en ansøgning for opførelse af en permanent bygning, der skulle indeholde både restauration, bestyrelsesværelser, kontor samt værelser til skøjteløberne. Her kunne man klæde om og forfriske sig efter strabadserne. I 1894 stod den nye bygning Sø-pavillonen færdig. Meningerne omkring bygningens udformning var delte.

 

Fredens Bro

Det varede længe inden Fredens Bro var en realitet. Inden da havde man et forslag fremme om færgefart over søen. En murermester ville bygge en træbro og forlange 2 øre pr. person, der passerede broen. Men disse forslag blev afvist. I 1878 var der en smal træbro på stedet, men kun beregnet for gående.

I 1887 blev broen afløst af en dæmning anlagt af fabrikant Hanborg, der havde startet en maskinfabrik, der senere skulle blive til Titan. Han forsøgte at få koncession til en sporvognslinje. Men forhandlingerne trak i langdrag. Problemet var, at linjen skulle gå over militært område på Fælleden.

Dæmningen blev i 1904 afløst af den nuværende Fredens Bro.

 

Badebroer og lysthuse

Efter de store reguleringer i 1720’erne skete der noget omkring søerne. Nogle steder havde ejerne fået tilladelse til:

• Ved slynget Buskværk (at) giøre Skilsmisse imellem deres Jorder og Søen og dens Dosseringer uden at bestemme deres Bredde.

Jeg skal indrømme, at det danske sprog dengang, var kryptisk. Men det betød, at badebroer og lysthuse voksede ved vandet. Problemet var, at Vandvæsnet havde ret til selve Dosseringen.

Da man atter i 1790’erne stod for en ny rensning, markerede man søernes grænse med nedslagning af pæle.

Krigskommissær Smith tilbød i 1790’erne at rense Peblinge – og Sortedamssøen imod at få rådighed over den græs, der voksede på dosseringerne. Men han
var ikke tilfreds med ordningen, fordi det var vanskeligheder ved at komme til græsset på Blegdamssiden.  Dyr måtte ikke græsse på dosseringerne, men man måtte godt blege tøj.

For velhavere blev det en trend, at leje sig ind hos blegmænd og gartnere. Søerne blev et rekreativt opholdssted. Masser af badebroer blev bygget. Ro-ture var almindelig på søerne.

 

Fiskeri var forbudt

En fisketur i ny og næ, kunne det også blive til, selv om fiskeri officielt var forbudt på søerne.

I 1786 indrykkede forpagteren af søerne en advarsel i Adresse-avisen, at han nu havde:

• antaget visse Personer til at observere og paagribe dem, som at foretage sig at fiske der, enten med Kroge eller andre redskaber og Instrumenter, værre sig med hvad navn det være kunde, hvorefter de i saa fald kan vente, at blive antastet og straffede, for blandt Tyverie.

I 1631 var straffen for fiskeri på Skt. Jørgens Sø indsættelse på Bremerholm. Det var også almindeligt, at der på Christian den Femte’ s tid var skydeøvelser ud over Peblingesøen. Man skulle skyde efter et ”billede”, der var sat op midt i søen.

 

Ballonopstigning af ”privat karakter”

Der var mange fornøjelser dengang. Således var der fra Blegdam nummer 2, ballonopstigning af privat karakter.

Godt nok havde man stier langs søerne, men man skulle ikke gå på dem, når det havde regnet. Så ville man sænke ned i knæene. Vi må håbe, at det ikke skete for Søren Kierkegaard, der ofte spadserede her på udkig efter sin elskede.

 

Selvmord

Digteren Jens Baggesen overvejede at begå selvmord i søerne. En sommerdag i 1802 vandrede han rundt for at finde et egnet sted. Baggesen havde ikke til det daglige brød. Men han kunne alligevel ikke.

Hvad det ikke lykkedes for Baggesen, lykkedes for billedhuggeren Johannes Wiederwelt. Han kastede sig i december 1802 i Sortedamssøen.

 

Petroleums – og Promenadebåde

Købmand E.M. Olesen fik meget modvillig tilladelse til at bedrive bådfart med petroleumsbåde. Beboerne i nærheden klagede over stanken, og motorerne var nu heller ikke så driftssikker. Bådene blev en slags sidestykke til de såkaldte syrevogne, der var sat ind på strækningen Nørrebro – Gothersgade.

Nye både blev kaldt De elektriske Både. Man reklamerede med, at passagererne fik frisk luft. Man kunne også leje såkaldte Promenadebåde, hvor indtil 12 personer kunne spise frokost.

Fredag aften gav Husarernes Musikkorps koncert fra en illumineret båd. Man kunne så følge med fra passagerbåde, som kostede 50 øre.  I 1903 blev Syrebådene afløst af benzinmotorer. Det var usædvanlig mange passagerer i betragtning af, at man kun måtte sejle 4 måneder om året. I 1911 var der 207.100
passagerer, i 1916 var der 350.000 passagerer.

Man kunne også leje diverse både. Bådudlejningen lå i en lille havn ved Peblingesøen ud for Baggesensgade. Herfra kunne man tage på krydstogter på søerne. Fra 1960 var det også tilladt at besejle søerne med sejl.

 

De mange fester

Skøjteløb og søerne hørte sammen. Ved en skøjteløberfest den 4. februar 1871 var banen oplyst af burelys. Dette var dog ikke et engangsfænomen. Først langt senere blev banen i perioder oplyst permanent.

I 1894 ved den senere Frederik den Ottende’ s og Kronprinsesse Louises sølvbryllup blev der arrangeret et stor sø-fest. En udstillings-by med pæle i vandet var en af de mange ideer. Der skulle være hængende haver og landingsplads for vandflyvere.

Og nu bliver idyllen ødelagt af det meget omfangsrige Metro – byggeri. En løbetur omkring søerne vil slet ikke blive det samme mere.

 

Kilde:

• Litteratur Nørrebro
• Litteratur Østerbro

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dkindeholder1.783artikler
• Under Nørrebro finder du 304 artikler
• Under Østerbro finder du 101 artikler

Redigeret 1. 04. 2022