Slaget på Israels Plads

Dette er en anmeldelse af Søren Kolstrups bog: Slaget på Grønttorvet. Men vi går lidt videre for at finde ud af, hvorfor vi alligevel ikke fik revolutionen. Forfatteren har fået meget med på de 100 sider. Man kan vel ikke bebrejde ham, at han ikke nævner så meget om det, der skete i Nordslesvig. Bogen kan varmt anbefales. Med fastelavnskøller gik det tidligere mod Børsen. ”Spillebulen lukket af arbejdsløse”. Anholdt ude ved Ladegården. ”Spektakel-togter” kaldte politiet det. De ville omstyrte et ”uretfærdigt” system. Socialistisk revolution var tæt på virkelighed. Arbejderne klagede over arbejdsløshed og fattigdom. De fredelige og de revolutionære. Tre anholdte syndikalistiske ledere blev forlangt løsladt. Opfordring til generalstrejke blev ikke til virkelighed. Nu skulle de røde have tæsk. Socialdemokrater blev beskyldt for at være får. Bladet ”Klassekampen” beskyldte hændelsen på Israels Plads for at være blodbad. De gamle træstave blev taget i brug. Mange sårede under kampene. Politiet var klar. Mange forbedringer for arbejderne de kommende år. De revolutionære var ikke internt enige. Socialdemokraterne advarede mod den syndikalistiske organisation. Men protestbevægelsen havde alligevel opbakning 70 fagforeninger. Socialistisk Arbejderparti blev dannet i 1918. Rabarberdrengen Christen Christensen. De arbejdsløses organisation Hver enkelt betjent fik 100 kr. af justitsministeren.

 

Forfatteren har fået meget med

En ny interessant bog har set dagens lys. Og det er den populære serie fra Århus Universitets Forlag. Nu koster de ikke mere 99, 95 med er steget med 30 kr. Man har herfra succes med at tage interessante emner op og så får de folk, der ved hvad de skriver om – til at skrive. Det er i serien 100 Danmarkshistorier. Vi har tidligere anmeldt bøger i den serie på vores side.

Igen en gang må man beundre forfatteren også til denne bog at kunne få så meget med på 100 sider. Men som vi plejer at gøre, har vi kigget i andre kilder.

 

Der skete noget i Nordslesvig

Måske kunne man have nævnt begivenhederne i det nordslesvigske, hvor revolutionen i den grad satte sindene i bevægelse – i særdeleshed i Tønder og i Sønderborg. Men du kan i hvert fald læse om det på vores side. Og den ”Gamle Redaktør” her overvejer om han skal lave en vol. 2 til begivenhederne i Tønder.

 

Bogen kan varmt anbefales

På den anden side har det nok ikke pladsmæssigt kunne lade sig gøre. Det skal nu ikke bebrejdes forfatteren.

Bogen er særdeles velskrevet og kan varmt anbefales.

 

Med fastelavnskøller på vej mod Børsen

1918 var politisk set meget uroligt. Afslutning af Første Verdenskrig, den russiske revolution. Herhjemme begyndte demonstrationerne Fastelavnsmandag den 11. februar, da gik en lille flok demonstranter bevæbnet med fastelavnskøller ind på Børsen og angreb børsmæglerne. Senere blev politiet angrebet med murbrokker. ”Stormen på Børsen” blev fulgt af flere andre episoder.

 

Spillebulen er lukket af de arbejdsløse

Magten skulle overtages og porten til Børsen smækkes og låses med et stort skilt:

• Spillebulen er lukket af de arbejdsløse.

Aktionen krævede nøje planlægning og snilde, men også vovemod og en tro på den kommende revolution.

Politiet vidste ikke hvor den store forsamling var på vej hen. Derfor greb de ikke ind. Og da det blev klart, var det for sent. Da optoget nærmede sig Børsen, begyndte de mange arbejdsløse pludselig at løbe frem mod Børsrampen. Her stod Fritzner og Gissemann klar. De havde overmandet dørvagten og kunne nu lukke dem ind.

”Stormen på Børsen var en protest mod fødevarepriserne, som børsmæglerne pressede op ved at spekulere, men det var samtidig også en bredere protest mod dem, der havde skabt krisen og dem, der profilerede på krigen.

 

Anholdt ude for Ladegården

I august 1918 var tre medlemmer af den revolutionære ledelse blevet anholdt efter uroligheder ved en episode foran Ladegården på Åboulevarden, hvor en militæruniform var blevet hængt op i en lygtepæl. Derefter blev den hånet med opløb, dans og tilråb.

 

Spektakel-togter

Grønttorvet blev samlingsstedet for flere andre episoder. Politi og domstole slog hårdt ned mod ”Spektakel-togter”, som det hed i politirapporterne. Demonstranter, talere og politiske ledere blev mødt med arrestationer, bøder og fængselsdomme.

Marie Nielsen skrev den 10. november 1918 begejstret i ”Klassekampen”

• Et Øjeblik kun – Flammerne har grebet ogsaa os. Men af denne Brand, ved vi, skal en ny Jord opstaa, paa hvilken Retfærdighed bor, et Samfund, i hvilket Udbyttere og Udbyttede er forsvundne, og i hvilket der kun lever Mennesker.

 

De ville omstyrte et ”uretfærdigt” system

Selv om mange Syndikalister med tiden tog afstand fra bolsjevikkerne, var revolutionen eksemplet på, at det var muligt at omstyrte et uretfærdigt system. Det gav dem et håb om forandring og en tro på at det faktisk kunne lade sig gøre.

Syndikalisterne og folkene med anarkistisk tankegang mente, at vejen bort fra kapitalismen samtidig måtte indebære et opgør mod statsmagten.

 

Socialistisk revolution var tæt på

I november 1918 stod politiet og arbejderne over for hinanden i tre dage. En socialistisk revolution var tæt på. Det tænker man nok ikke på i dag, hvor der her er madmarked. Men dengang udspillede der sig på det daværende Grønttorv voldsomme uroligheder. På løbesedler blev der proklameret:

• Arbejdere
• Zahle har svaret, at han hverken kan eller vil løslade vores kammerater
• Nu er tiden inde til handling
• Svar på Regeringens og Overklassens Voldsregimente

Myndighederne blev dengang vurderet til en af de største revolutionære trusler. Tusindvis af vrede arbejdere var mødt op på Grønttorvet den 13. november for at demonstrere imod politiet og magthaverne.

 

Arbejdere plaget af arbejdsløshed og fattigdom

Dengang var Danmark plaget af arbejdsløshed og fattigdom. Arbejderne var vrede over deres dårlige forhold og vrede på de personer, der havde profileret sig på krigen.

Det var Gullaschbaronerne, der tjente vildt med penge på at lave dåsemad og sende forsyninger til soldaterne imens husmødrene herhjemme skulle rationere. Der var heller ikke nok mad til børnene.

 

De fredelige og de revolutionære

Internt i fagforeningerne og Socialdemokratiet var der stor uenighed om metoderne til at nå et mål. Det store arbejderparti var delt i to – de fredelige forhandlere og de revolutionære – syndikalisterne.

 

Tre anholdte Syndikalister krævedes løsladt

Syndikalisterne troede at revolutionen var nær. Det handlede om at mobilisere masserne. Det ville de gøre gennem demonstrationer og uvarslede strejker.

Slaget på Grønttorvet handlede også om at få løsladt tre anholdte syndikalister, som nogle måneder forinden havde stormet Børsen og jaget folk ud.

 

Opfordring til Generalstrejke

Fagoppositionernes Sammenslutning og Socialistisk Arbejderparti opfordrede alle arbejdere til en generalstrejke og nedlægge arbejdet. Myndighederne blev meget ængstelige.

Syndikalisterne bakkede også revolutionen op i Rusland. Den blev betragtet som meget demokratisk. Men herhjemme var arbejderbevægelsen mere moderat. Lederne i Socialdemokratiet og arbejderbevægelsen skyndte sig at lægge afstand til demonstrationen på Grønttorvet.

 

Nu skulle de røde have tæsk

Sporvognene kørte tæt op ad demonstrationen og det var en rød klud for Syndikalisterne. Konduktørerne trodsede generalstrejken. Derfor hoppede syndikalister op på sporvognene og hev køreledningerne ned. Det var den unge 19 – årige syndikalist Johannes Sperling, der sprang op på en linje 15. Politiet overmandede ham hurtigt. Og det var først på dette tidspunkt politiet gik til angreb.

• Nu skulle de røde have tæsk!

Sperling blev lagt i bunden af en skovvogn med fem tykke betjente over sig.

 

Socialdemokraterne blev beskyldt for at være får

I Syndikalisternes blad Solidaritet kunne man dagen efter læs at

• Det har vakt Harme hos de strejkende Arbejdere, som var samlet her, at se Sporvogne, som var noget af det første, som skulle være standset om Strejken skulle blive effektiv, ustandselig rulle forbi, mens de socialdemokratiske Faar, som betjener dem, stod og gloede dumt og uforstaaelig ud i Luften. Dette gav anledning til, at nogle af Mødets Deltagere standsede 3-4 Vogne og satte dem ud af Stand til at køre videre.

Denne iltre Johannes Sperling forsonede sig siden med Socialdemokratiet og blev den første direktør for Dansk Folkeferie.

 

”Klassekampen” kaldte hændelsen for blodbad

Også i brokvarterne rasede kampen i ca. 3 dage. Bladet ”Klassekampen refererede det bl.a. på følgende måde:

• Fuldstændig fra koncepterne arrangerede de nu et blodbad, som er uden sidestykke i de sidste 40 års danske historie. Kvinder og børn og ganske tilfældige tilskuere bliver slået i jorden af disse ansvarsløse uniformerede knippelbevæbnede personer. Flere arbejdere styrter straks forslået om i gadens sten, segnende under knippelslagene. Politiet lader dem falde og tramper på dem, mens folk i vild flugt styrter over Grønttorvet og ind i sidegaderne.

Ja det var ret så kraftige udtryk, der blev brugt dengang i ”Klassekampen”.

 

De gamle træstave blev taget i brug

De angreb politibetjente med byggemateriale som våben. Ved Nørreport var man i gang med at anlægge undergrundsbanen, så her var der masser af byggemateriale. Og politiet begyndte at tæske løs med deres knipler mod hele forsamlingen. Ja vidner berettede om, at de tog deres gamle træstave i brug.

Det var langt fra alle, der bakkede generalstrejken op. Og der var langt op til de 50.000 som man havde regnet med ville dukke op på Israels Plads.

 

Mange sårede under kampene

Flere hundrede demonstranter og hundreder af betjente måtte under lægebehandling. Kampene bølgede frem og tilbage i tre dage. Omkring 50 personer blev anholdt og blev idømt langvarige fængselsstraffe. Splittelsen i arbejderbevægelsen førte til dannelsen af Danmarks Kommunistiske Parti.

 

Politiet var klar

Desværre for Syndikalisterne fik deres demonstration den modsatte effekt af, hvad de ønskede. Politiet kunne argumentere for, at de behøvede ekstra ressourcer. For første gang fik de nu tildelt automobiler som bedre kunne gennemtrænge en menneskemængde og bryde ”sværmene” som menneskemængden blev kaldt. Her egnede politihestene sig ikke så godt.

Man havde lejet en 6 personers Hupmobile og sat en politichauffør ved rattet, desuden holdt 4 drosker parat. Også en motoriseret styrke på 32 revolverbevæbnede mænd og 16 beredne betjente med sabler var klar til at blive sat ind.

Politibetjentene fik nu lov til at fjerne deres numre på deres uniformer. Og et gjorde de faktisk i 98 år. Fra 2016 skulle de igen bære dem. Dengang var den enkelte betjent en stor ”panserbasse”, der skulle slå folk oven i hovedet.

 

Mange forbedringer for arbejderne

I perioden 1918 – 1920 skete der en række forbedringer for arbejderne. Sygekasser, arbejdsløshedsunderstøttelse, aldersrentelov, boliger, afskaffelse af tyendeloven. Det var meget væsentlige forbedringer trods Venstre – regeringens sociale nedskæringer i 1920erne, blev de stort set bibeholdt.

På selve aktonsdagen præsenterede Stauning sine reformforslag for De Radikale. Og de godkendte de foreslåede reformer.

 

De revolutionære var ikke internt enige

Begivenhederne i Danmark var et ekko af de samtidige arbejderrevolutioner. Både oprøre, ordensmagt og politikernes handlinger vidner om at man anså en revolution som en reel mulighed. De revolutionære stod dog svagt i Danmark. Den moderate linje stod solidt forankret i arbejderbevægelsen. De revolutionære socialister havde internt svært ved at finde et fælles ideologisk grundlag.

 

Socialdemokraterne advarede mod den syndikalistiske Ophidselse

Den socialdemokratiske rigsdagsgruppe vedtog et arbejdsprogram, hvor der bl.a. stod:

• Den syndikalistiske Ophidselse, den planløse Strejkeagitation og dens Angreb paa vort Partis parlamentariske Virksomhed er et skændigt Attentat paa Arbejderklassens faglige og politiske Organisation og gavner kun den værste Reaktion. Vi opfordrer Befolkningen til at holde sig fjernt fra de syndikalistiske Urostiftere og Voldsprædikanter.

Socialdemokratiet var tydeligvis bange for, at alt det hårde slid for at blive anerkendt som et serøst politisk parti, der tog del i det parlamentariske arbejde i Folketinget skulle blive kompromitteret af de revolutionære syndikalistiske arbejdere.

Det var kun de faglige organisationer, der kunne vedtage en strejke

 

Protestbevægelsen havde opbakning fra 70 fagforeninger

Men vi skal da også nævne at protestbevægelsen havde fået tilslutning fra 70 fagforeninger, blandt andet fordi politiets overfald også var gået ud over helt uskyldige på vej hjem fra fagforeningsmøder.

 

Socialistisk Arbejderparti stiftet i 1918

Socialistisk Arbejderparti var blevet stiftet i februar 1918 af den revolutionære lærer Marie Nielsen. Hun havde siddet i Socialdemokratiets hovedbestyrelse, indtil hun startede det nye revolutionære parti. I marts var Thøger Thøgersen blevet formand og Marie Nielsen var blevet redaktør på dets avis Klassekampen. Den udkom dagligt.

Ved mødet på Grønttorvet den 10. november talte Marie Nielsen og Thøger Thøgesen, der kort forinden var blevet løsladt. Også de to bagmænd bag ”Stormen på Børsen”, Andreas Fritzner og Poul Gissemann talte.

 

Rabarberdrengen ”Christen Christensen”

Christen Christensen ildsjælen bag Fagoppositionens Sammenslutning skulle også have holdt tale. Men han sad indespærret. Det var i 1910 han tog initiativ til denne sammenslutning. Han kom bl.a. med forslag om usædvanlige krav om kvinders rettigheder og det indebar ret til seksualundervisning og fri abort. Han var en glimrende taler. Jo, og det var også ham, der skrev bogen ”En rabarberdreng vokser op. Du kan læse flere artikler om ham her på siden.

Jo han mærkede fattigdommen på Nørrebro. For at forsørge Christen og hans 11 søskende måtte hans mor gå rundt på Nørrebro og samle spåner, der kunne bruges til at lave ildtændere. De blev brugt til at tænde op i borgerskabets kakkelovne og kunne sælges for nogle få ører.

 

De Arbejdsløses Organisation

I Syndikalisternes organisation, Fagoppositionens Sammenslutning begyndte Fritzner og Christensen at undersøge muligheden for at organisere de mange arbejdsløse. Sammen med Socialdemokratiet oprettedes De Arbejdsløses Organisation, til trods for at Socialdemokratiet egentlig havde forbudt dets medlemmer at være tilknyttet Syndikalisterne.

Men efter bruddet med Socialdemokratiet indkaldte de to gennem De Arbejdsløses Organisation til to møder den 11. februar 1918, et i Folkets Hus på Jagtvej 69 og et i Arbejderens Forsamlingsbygning i Rømersgade, hvor Arbejdermuseet ligger i dag. Man skulle vise fagforeningsbog for at komme ind.

 

Hver enkelt betjent fik 100 kr.

På begge møder opildnede Syndikalister de arbejdsløse gennem kamptaler.

Den 11. november kunne man i Syndikalisternes blad læse at justitsminister Zahle havde beordret forbud mod våbensalg, ammunition og sprængstof. Da det hele var overstået, Statsminister Zahle dukkede op på Nytorvs hovedpolitistation og bragte en gave med til hver mand i styrken på 100 kroner.

 

 

Kilder:

• dengang.dk – diverse artikler
• Søren Kolstrup: Slaget på Grønttorvet 1918
• Christen Christensen: En rabarberdreng vokser op
• Bent Jensen: Hvad skrev aviserne om de arbejdsløse
• H. Petersen: Christen Christensen og den danske Syndikalisme 1-2
• danmarkshistorien.dk
• arbejdermuseet.dk
• dr.dk
• information.dk
• kristeligt-dagblad.dk
• Danmarkshistorien (1-17) red. Ole Olsen

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.133 artikler
• Under København finder du 212 artikler
• Under Nørrebro finder du 324 artikler

 

• De kaldte sig Syndikalister
• Livet i Rabarberland – dengang
• Rabarberlandet
• Tekstilarbejderen Dagmar Harriet Andersen
• Flere arbejdere på Nørrebro
• Arbejdere og Industri på Nørrebro 1-2
• Det var trangt i København
• Da det lugtede i København
• Pio på Nørrebro
• Pio – flugten til Amerika
• Da arbejderne blev organiseret
• Sådan boede arbejderne dengang
• Ned med arbejderne
• Flere arbejdere på Nørrebro
• En arbejder i København
• Arbejderkamp på Nørrebro
• At være fattig
• De Fattiges Fabrik på Ladegården
• Pustervig og Fattigvæsnet
• Det gamle Nørrebro og de fattige og mange flere