Det er mere slaget på Dybbøl, man taler om. Men Slaget om Als kunne have udviklet sig meget mere katastrofalt. For tænk, hvis preusserne havde erobret Fyn og Sjælland. I løbet af få timer, var danskerne nedkæmpet. Dette skyldtes dårlig organisering og misforståelser. Og så det faktum, at de danske tropper var i undertal. Fra krigsministeriet havde man udsendt en proklamation med, at man ikke for enhver pris skulle forsvare Als. Men en masse unge mennesker måtte lade livet for denne beslutning. Mange rekrutter uden kamperfaring måtte forsvare øen.

 

150 år siden

Det er nu ca. 150 år siden, vi havde det smertelige nederlag ved Dybbøl. Man gør nu klar til festlighederne, men hvorfor fejre et nederlag? Og tyskerne må ikke komme i uniform. De må kun medtage blomster i en hvis størrelse. Man kan undre sig. Og glemt er næsten det næste slag, som næsten kunne have udviklet sig til det, der var værre. Danskernes totale underlæggelse for tyskerne. Det var Slaget om Als.

Tænk, hvis man også havde indtaget Fyn og Sjælland!

 

Kun 12.000 mand

Efter stormen på Dybbøl havde hæren mistet 113 officerer, 220 underofficerer og 4.447 menige. Det blev bestemt at hovedkvarteret skulle forlægges til Fyn. Og forsvaret af Als blev overdraget til general Steinmann fra 1. division. I alt havde han 12.000 mand til rådighed.

Man havde ikke de store forhåbninger til fredskonferencen i London. Men lokalbefolkningen stolede på krigsskibet Rolf Krake. Tyskerne havde jo ingen flåde, sagde man. Så det skulle nok gå.

 

Als var alligevel ikke så vigtig

Chefen for Overkommandoen, General Gerlach var allerede gået ud fra, at forsvaret af Als måtte være hovedopgaven. Men allerede inden udgangen af april måned, modtog generalen et brev fra Krigsmisteriet:

• Hverken fra Als eller Fredericia vil det være muligt for den danske hær at angribe fjenden. Øen Als har ganske vist sin politiske betydning, men dog ikke større, end at ministeriet anser de derværende troppers bevarelse og rolige overgang til Fyn for at være mere vigtig for landet.

 

Nederlag var givet på forhånd

Als skulle forsvares med mindst mulig styrke, mens styrken i Nørrejylland skulle forstærkes. Og man skulle sætte alt ind på at forhindre landgang på Fyn. Fredericia skulle rømmes frivilligt.

Gerlach havde forlangt flere tropper. Og det krav kunne man vel godt forstå. Preusserne havde i alt 23.000 mand. Som støtte havde de en reserve på 50 svære og lette kanoner.

 

Preussiske overvejelser

Fra preussisk side overvejede man flere ting. En fuldstændig besættelse af Jylland var på tale. Men imod denne plan, var den prøjsiske generalstabschef Moltke. Han var for øvrigt tidligere
dansk officer. Han havde en plan, der bestod af tre hovedpunkter:

• En overgang til Als fører til det mest afgørende resultat.
• Såfremt et resultat ikke kan opnås uden store ofre, bør Jyllands fuldstændige besættelse gennemføres og landgang på Fyn bør forøges.
• Der bør ikke gennemføres nogen belejring af Fredericia

 

Soldater uden erfaring

Planen om landgang på Fyn vandt tilfredshed i hærledelsen. Men kong Wilhelm fik betænkeligheder. Den 25. april skulle der være fredskonference i London. Og så gjaldt det om, at
have så meget dansk område som mulig. Og prøjserne var lidt betænkelige ved den danske flåde. Danskernes rømning af Fredericia den 29. april medførte nye overvejelser. Våbenhvilen den 12. maj gjorde foreløbig en ende på fjendtlighederne.

Fredskonferencens sammenbrud den 25. juni betød en fortsættelse af krigen. På  dansk side manglede man officerer. For at bøde på manglen af dette, havde man allerede fra krigens start antaget frivillige svenske, norske og finske officerer. Omkring den 1. maj var der tilgået infanteriet 6.000 rekrutter. De blev gjort kampklare efter kun seks ugers uddannelse. Mange manglede erfaring og træning. Manglen på officerer kunne også i den grad mærkes.

Kort tid efter hjemsendtes 8.000 af de ældste soldater. De var veltrænede, modne og besindige, og udgjorde kernen i bataljonerne.

 

Militære stillinger blev ikke forstærket

Forsvars – stillingerne på Als var kun iværksat i ringe omfang. Forsvaret af Dybbøl havde krævet de fleste kræfter. Der var dog anlagt skyttegrave og opført en række batterier.

Indløbet til Kær Vig blev spærret med en bom. På øen Kegnæs anlagdes en landbro ved Drejet og en ved Østerby. Drejet blev sikret ved to skanser, der blev beskyttet og betjent fra linjeskibet Frederik den Sjette. Til brug for evakuering af tropperne fra Als var et antal skibe samlet ved Høruphav.

Våbenhvilen den 12. maj dikterede, at de militære stillinger ikke måtte forstærkes. Dette overholdt man fra dansk side, men ikke fra preussisk side. Dette betød, at en række vigtige
ting ikke blev gennemført til tiden. Løbegraven langs kysten endte således et stykke syd for Arnkilsøre. En påtænkt udlægning af miner nåede man således ikke.

 

De preussiske planer

Allerede under belejringen af Dybbøl havde preusserne forberedt en overgang fra Ballegaard på Sundeved til Nordals. Forsøget var blevet opgivet, men preusserne syslede stadig med tanken. Såfremt det lykkedes at overfører tropper af denne vej, ville preusserne uden større vanskeligheder kunne få de danske tropper væk fra Alssund – stillingen. Endvidere var det mulighed for et angreb mod Sønderskoven, øst for Sønderborg. Et sådant angreb kunne beskydes fra skanserne på Als og flåden. Det kunne derfor blive risikabelt og kostbart for preusserne. Men lykkedes angrebet ville et hurtigt stød mod Augustenborg Fjord afskære de danske styrker på Kær Halvø.

Et angreb over det smalle Alssund ville kun tage ganske kort tid og ville kunne støttes af såvel artilleri som infanteri fra Sundeved.

 

Den 29. juni 1864 kl. 2.00

Den danske overkommando regnede med, at preusserne ville indlede angrebet ved en voldsom artilleribeskydning for straks at knuse vort forsvar og derefter etablere et brohoved på Als. Da flåden støttede stillingen ved Arnkilsøre, og sundet her var relativt bredt, anså divisionschefen den sydlige del af Kær Halvø for at være den mest udsatte.

 

Flåden
havde panserbatteriet Rolf Krake ved Augustenborg Fjord, og et mindre antal kanonbåde ved sydkysten af Als, mens transportflåden ved Høruphav hurtigt kunne dirigeres til Kegnæs, ligesom forsprængte styrker kunne optages tre steder ved østkysten. Den preussiske chef havde den 22. juni givet ordre til at angribe Als snarest. Man ville gennemføre den gamle plan om en overgang fra Ballegaard til Nordals. Men i sidste øjeblik blev angrebet udsat til den 29. juni kl. 2.00. General Mansteins 6. division skulle straks erobre Arnkilskov og gården Rønhave. Man havde samlet ret så mange både.

For at hindre de danske styrker ved Sønderborg i at deltage i kampen længere nord på skulle artilleriet på Dybbøl Banke åbne ild, ligesom en bataljon skulle give det udseende af, at en overgang ville finde sted her.

 

Rolf Krakes 45 minutter

Preusserne havde samlet en del både, som de lod hente i Aabenraa og andre steder. Rolf Krake kom meget sent i gang, mente de lokale. Da krigsskibet endelig dukkede op, var der allerede overført en masse bataljoner. Rolf Krakes bro var dækket af sandsække, men regnen af granater var så tæt, at disse sandsække snart var skudt i stykker. Og ombord på krigsskibet var man af den tro, at tropperne allerede var blevet overført. Denne fejlbedømmelse førte senere til en krigsretssag. Man vurderede også skibets skader, men sejlede videre til næste opgave. Det var dog lykkedes, at sænke et par skibe.

Men egentlig varede Rolf Krakes indsats kun 45 minutter. Selv mente man, at man havde været i aktion i fem kvarter, men preusserne havde noteret at Rolf Krake kun havde været i aktion
i 25 minutter

Fjenden var bragt i den situation, at hovedparten af hans tropper stod på Als, mes resten ikke kunne komme over. Alt afhang faktisk af Rolf Krakes tilstedeværelse. Havde opgaven entydigt været at forsvare Alssund skulle den have blevet. Men skibet havde andre opgaver. Havde skibet været der tids nok, ja så kunne det sagtens have ændret slagets gang.

 

Kunne være blevet opdaget

De preussiske både fra Ballegaard blev af strømmen ført for meget mod nord og landede derfor på begge sider af Arnkildsøre. Lidt før klokken 2.00 opdagede posterne en mørk stribe ude i vandet. Den danske styrke på 50 mand beskød bådene, men måtte straks gå tilbage til skovkanten. Dette sted måtte også hurtigt forlades. Fjenden trængte ind i skoven og sendte en styrke vest om skoven.

Angrebet kom som en stor overraskelse for danskerne. De havde ikke fået nogen varsel om angrebet, og pludselig var fjenden over dem. Aftenen igennem havde man godt nok hørt dæmpet støj hinsides sundet. Men de antog at lyden kom fra preussernes arbejde på batteriet. Og med Rolf Krake ud af syne forstærkedes preussernes overfart fra seks forskellige steder.

Egentlig havde danske spioner underrettet hovedkvarteret om, at preusserne var i gang med at samle både. Og to danske patruljebåde ude i sundet kunne have forhindret overgangen. De hørte en skudsalve i nærheden af Snogbæk. Preusserne havde glemt at informere den tyske strandvagt, om deres foretagende. Så han skød efter nogen, som han troede var danskere. Men danskerne undersøgte ikke sagen nærmere. Det skulle de måske have gjort. Det kunne måske have ophøjet Rolf Krakes indsats fra fiasko til succes.

 

Hurtig overgang

På Spang Kro inde på øen var alvoren ikke gået op for soldaterne. Her sad officerer og underofficerer og et par enkelte menige og drak punch. Humøret var højt. Seks af dem skulle ikke overleve morgenstunden. Yderlige blev fire af dem såret.

Kampene fortsatte en time. Og da chefen, oberst Faaborg blev klar over at slaget var tabt, beordrede han regimentet tilbage til Hørup Kirke for at reorganisere. Her samledes spredte dele
af regimentet. De fik ordre til at marchere til Kegnæs for at blive indskibet, og hermed var 4. regimentets korte kamp forbi.

De fjendtlige transportbåde var efter første vending gået tilbage efter forstærkning og inden kl. 3.00 var der overført endnu en vending, således at der var overført 7 ½ bataljon, hvorimod
der på dette tidspunkt endnu ikke var overført artilleri.

Som reserve i det vigtige område Sundsmark – Ulkebøl – Vollerup stod 2. brigade parat til at komme til undsætning. Fra overkommandoen på Ulkebøl Præstegård var opfattelsen, at fjenden ikke havde fået mere end 3 – 4 bataljoner over Alssund. Man mente derfor, at et angreb med reserven kunne gennemføres med held.

På  den baggrund fik oberst Kauffmann, chefen for 2. brigade, derfor ordre til at sende regiment frem til forstærkning af det hårdt pressede 4. regiment. Obersten beordrede kl. ca. 3.00 18. regiment frem med en bataljon mod Rønhave, en halv bataljon ud ad Nørremarksvejen og en halv bataljon gennem Kær by til Nørremarksskoven.

 

Forfulgte de danske styrker

Kl. ca. 3.45 rykkede regimentet frem, men allerede på halvvejen til Rønhave stødte den vestlige bataljon på de forreste dele af de fjendtlige styrker, der havde besat gårdene nordvest for Kær by.

Kl. 5.00 angreb de fjendtlige styrker med 2 ½ bataljon mod Kær bys vestlige del , mens 3 ½ bataljon angreb mod syd, hvor de var trængt frem til løbegraven og forbindelsesgraven syd for Kær Vig.

Nord for Kær by stod 5 bataljoner klar til angreb, mens en division yderligere var under overførsel, idet de første dele havde besat sydkanten af Arnkilskov og sendt et regiment frem
til forstærkning af de vestlige styrker. Fjendens styrker var således på dette tidspunkt dobbelt så store som danskernes.

Anden brigade fik kl. 5.30 ordre til at afbryde kampen og påbegynde tilbagetoget. Dette foregik meget langsomt, hvilket resulterede i, at overkommandoen bestemte, at brigaden skulle indtage en optagestilling mellem Augustenborg Fjord og den nordlige del af Sønderskoven, hvor forbindelsen med 6. brigade skulle etableres. Også  fjenden rykkede kun langsomt frem og standsede helt i Kær bys sydkant. De tyske bataljoner var blevet stærkt sammenblandede og manglede efterhånden ammunition. For ikke at spilde tiden blev reservedivisionen beordret til at overtage forfølgelsen af de vigende danske styrker og støde frem ved Høruphav.

I løbet af 5 ½ time samledes de 12 bataljoner af Mansteins division på den danske kyst. Og fremrykningen skete hurtigere end beregnet. De danske styrker var uden plan og retning

 

Preusserne fortsatte langs kysten

Ved den sydlige brigade omkring Sønderborg kom kampen til at foregå på en måde, der gav preusserne mulighed for at fortsætte deres fremstød langs kysten direkte mod Sønderborg. Straks efter angrebet mod Arnkilsøre var startet, alarmerede oberst Bülow kanonbådene, der lå ved Als sydkyst. Disse gjorde sig straks klar til at deltage i kampen.

Da fjenden ikke gjorde mine til at angribe mellem Sønderborg og Kær Vig, ville obersten udnytte muligheden for at forstærke styrkerne mod nord, og han beordrede derfor reservekompagnierne fra 5. regiment samt 2. bataljon af 10. regiment ud af forbindelsesgangen til Rønhave.

Chefen for 5. regiment, major Myhre red straks efter angrebets begyndelse mod Kær Vig for at få danne sig et indtryk af situationen. Undervejs modtog han brigadechefens ordre om at lade
reservekompagnierne trække ud af forbindelsesgangen. Han gav denne ordre videre til den sydlige bataljon, men glemte at give den til den nordlige bataljon. Herved blev det vigtige punkt ud for Kær Vig, hvor vejene fra Kær støder sammen med Rønhavevejen ubesat. Forbindelsen mellem 4. og 5. regiment, der i forvejen var afbrudt på grund af manglende løbegrave og forbindelsesgange i dette område, blev ikke etableret.

 

Tilbagetrækning mod Kegnæs

Klokken ca. 3.45, da major Myhre blev klar over, at 4. regiment var under hurtig tilbagegang, ville han samle regimentet. Uheldigvis valgte han at lade sin nordlige bataljon gå mod syd i stedet for at lade den sydlige bataljon gå mod nord. Dette skulle få skæbnesvangre følger, idet det betød, at området mellem Kær by og Kær Vig blev rømmet. Dette gav fjenden mulighed for frit at rykke frem gennem løbegraven og forbindelsesgangen mod Sønderborg, samt endvidere at angribe 18. regiment i flanken. Fjenden udnyttede til fulde disse muligheder.

Femte regiment blev ustandselig alvorligt angrebet i flanken af de langs kysten fremrykkede fjendtlige styrker. Regimentet trak sig derfor tilbage til Sønderskoven. Sundsmark stak man i brand, for at røgen kunne skjule tilbagegangen. Efter at have reorganiseret i skoven fortsatte regimentet mod Kegnæs.

Sjette brigades andet regiment – 10. brigade – under Major Gedde bestod hovedsageligt af slesvigere , hvis moral var noget svækket af det store antal af Slesvig – Holstensk indstillede soldater og preussernes løfte om øjeblikkelig hjemsendelse efter tilfangetagning.

 

Misforståelser

Den nordlige bataljon fik
kl. 3.45 ordre til at indtage en stilling langs Rønhavevejen med front mod nord. Derved blev løbegraven og forbindelsesgangen også i dette område rømmet, og vejen var nu helt fri til Sønderborg by. Klokken 4 fik bataljonen ordre til at støtte 5. regiment ved at rykke frem vest for Rønhavevejen Under fremrykningen blev bataljonen imidlertid angrebet fra kysten, hvor tyskerne nu havde samlet 7 ½ kompagni.

Chefen for den sydlige bataljon, kaptajn Vaupell havde modtaget en nogen uklar ordre fra brigadechefen, hvilket fik ham til straks at påbegynde tilbagegang. Dette blev dog opdaget, og bataljonen blev atter sendt frem. Det kunne dog ikke undgås, at disse bevægelser havde skabt uorden mellem kompagnierne.

 

Bataljonen havde ligeledes
fået ordre til, såfremt en fjendtlig landgang skulle finde sted mellem slottet og Sønderskoven, at gå tilbage langs stranden. Da oberst Bülow klokken 6.30 beordrede 10. regiment tilbage, sendte Kaptajn Vaupell derfor 1 ½ kompagni tilbage langs den sydlige del af Sønderskoven, mens resten fulgte løbegraven og fortsatte hele den lange omvej langs kysten i stedet for den lige vej til Høruphav.

 

Indskibning

Det var regimentschefen hensigt at sætte sig fast i Sønderskoven ved siden af 5. regiment, men som det allerede er nævnt, var dette straks rykket videre til Kegnæs, hvorfor major Gedde kl. 7.30 gav ordre til tilbagegang med et kompagni langs stranden, et gennem den sydlige del af skoven og to ad vejen til Ladegården. Da kompagnierne kom ud af skoven, blev de beskudt nordfra, og det hele endte med at fjenden nåede Høruphav før de. En stor del af mandskabet fra 10. regiment blev herved taget til fange. Andre mindre enheder blev taget op af kanonbåde forskellige steder på kysten og overført til Kegnæs.

Kl. 7.30 havde 5. regiment
som tidligere nævnt passeret Sundsmark, og da det havde fået samlet sine kompagnier i Sønderskovs udkant og mente, at 10. regiment var gået tilbage, tiltrådte det tilbagegangen til Kegnæs, hvorfra det efter ordre blev indskibet.

Anden Brigade havde indtaget en stilling fra Augustenborg Fjord over mod Sundsmark. Divisionen havde beordret, at brigadens videre tilbagegang til Kegnæs skulle udføres i to kolonner. Tredje regiment blev således beordret til at gå tilbage til Vollerup og Hørup Kirke. Attende regiment gik tilbage over Lambjergskov og Hørup. Tilbagegangen begyndte omkring kl. 7.30, og attende regiment ankom til Kegnæs klokken 12 middag og tredje regiment kort tid efter.

Også styrken på Nordals blev indskibet fra Kegnæs. Da hovedstyrken efter beordret tilbagegang nåede Egen Mølle fik den ordre til at marchere over Tandslet til Kegnæs. Ved Ketting var der mødt så mange udskrevne vogne, at et kompagni kunne køres. Det kørte så 5 kilometer, hvorefter det næste kompagni kørte osv.

Klokken lidt i 11 var man nået til vejkrydset i Skovby. Her fik styrken en ny ordre. Den skulle med to kompagnier besætte stillingen ved Drejet, og med to kompagnier tage opstilling ved Hjortholm.

 

Travlhed på Kegnæs

På Kegnæs foregik indskibningen, og det foregik nogenlunde sådan her. Da kommandanten på Kegnæs, major Gulstad om morgenen den 29. var blevet underrettet om den fjendtlige overgang over Alssund, sendte han straks meddelelse om dette til marinebatteriet ved Drejet og traf i øvrigt alle fornødne foranstaltninger med hensyn til orden på broerne, på vejene og trainets parkplads ved Sønderby.

 

Korporal handlede på egne vegne

Imellem Hjortholm og Færgegården var to 4 – punds riflede kanoner sat i stilling med opgave at beskyde fjenden i flanken under hans eventuelle fremrykning langs kysten fra Høruphav mod Kegnæs. Disse kanoner blev den 29. om morgenen uden kommandantens vidende forseglet af den kommanderende artilleriunderofficer, korporal Jørgensen, der efter fornaglingen og efter at have smidt ammunitionen i vandet afmarcherede til indskibnings – broen ved Østerby.

I en senere rapport forklarede Jørgensen, at han var blevet forledt til at gøre dette af fire flygtende infanterister, som mellem klokken 6 og 7 ankom til Kegnæs og fortalte ham, at de var undsluppet fra Sønderskoven, men at resten af hæren var omringet ovre på Als og afskåret fra Kegnæs. Da korporalen meldte sig ved indskibningsbroen fik han ordre til at gå tilbage til stillingen og hente kanonerne, der derefter blev indskibet.

Den 29. juni kl. 13 var alle divisionens afdelinger kommet over Drejet til Kegnæs.

Efter forud truffen aftale med eskadrechefen og chefen for transportflåden, havde divisionen forberedt indskibningen på Kegnæs således at dampkanonbådene og nogle mindre fartøjer
blev placeret ved Fyrtårnsbroen for at bringe infanterister ud til linjeskibet Frederik den Sjette og til fregatten Bellona. Ved den store Østerby – bro indskibedes kavaleri, artilleri og train i transportflådens dampskibe og andre fartøjer. Ved midnatstid den 29. juni var hovedparten af de danske styrker indskibet.

 

Det sidste dampskib

Den 1. juni om formiddagen rykkede en større fjendtlig kavaleri –  styrke frem mod Drejet. De blev mødt med granatskud. Kort efter gjorde en fjendtlig infanterienhed forsøg på stillingen. Også de blev afvist. Klokken 14.30 forlod det sidste dampskib Nordstjernen broen ved Østerby med to delinger infanteri om bord og en transportbåd på slæb.

Ved Drejet forlod premierløjtnant Grønlund og søløjtnant Bardenfleth stillingen ved 14 – tiden. Mandskabet blev forsamlet ved Fyrtårnsbroen i en dampkanonbåd og i en transportbåd, som blev taget i slæb af det svenske dampskib Thor. De sidste danske tropper forlod Als klokken cirka 15.

 

Store tab

Det korte slag havde været hård, og kostet mange menneskeliv. Mange af de faldne blev først fundet, da det blev høstet. De danske tab udgjorde:

• 323 faldne
• 236 sårede
• 361 sårede, taget til fange
• 1.898 andre taget til fange
• 388 sårede slesvigere.

En grundig planlægning og et dygtigt udført arbejde fra tyskernes side, var årsag til den hurtige erobring af øen. Og som nævnt skete der en del fejl fra dansk side, som gjorde det lettere for preusserne. Fra dansk side var der mangel på konsekvens, klarhed og samvirke.

Hvorfor lyttede man ikke til spionerne, der have observeret en massiv indsamling af både. Og samarbejdet mellem landmilitsen og flåden fungerede ikke for godt. Koordinationen var heller
ikke til stede fra dansk side.

 

Danmark fik mindreværdskompleks

Preusserne besatte Jylland helt op til Skagen. Ved de benhårde fredsforhandlinger måtte danskerne acceptere modpartens krav. Danmark måtte afstå tre hertugdømmer, Lauenburg, Holsten og Slesvig til kongen af Preussen og kejseren af Østrig. Med et slag var det danske monarki reduceret med to femtedele. Pludselig var vi blevet reduceret til en af Europas småstater.

Dette betød, at Danmark fik et alvorligt mindreværdskompleks. Vi havde før 1864 troet, at vi kunne måle os med de store.

Igen ville hjælpe Danmark, og det kunne vi takke vore politikere for. De kørte en meget udfordrende linje på det udenrigspolitiske plan. Der var stædighed og modsætningsforhold mellem den civile og militære ledelse.

I 56 år måtte sønderjyderne finde sig i at være underlagt preussisk styre.

 

Kilde: Se

• Litteratur Sønderjylland (under udarbejdelse)

Hvis du vil vide mere:

• www.dengang.dk indeholder 1,780 artikler heriblandt 207 artikler om Sønderjylland
• Begik Kongen højforræderi
• De sidste hertuger på Augustenborg
• Flugten over Grænsen 1914 – 1918
• Haderslev 1917 – 1918
• Haderslev under Første Verdenskrig
• Istedløven brøler stadig
• Krigsfanger i Sønderjylland
• Ned med de dansksindede
• Rendborg 1848
• Sønderjylland til Ejderen
• Sønderjyder i København
• Vejen hjem – Sønderjyske skæbner 1864 – 1920

 

Under Aabenraa (169 artikler)

• Aabenraa – 1864
• Jomfru Fanny fra Aabenraa
• Jomfru Fanny – myte eller virkelighed
• Kysten ud for Aabenraa 1863 – 1864

 

Under Padborg/Kruså/Bov (63 artikler)

• Kampen ved Bov – og de slesvigske krige
• Sejren ved Bov

 

Under Højer (77 artikler)

• Apotekeren fra Højer
• En familie fra Højer
• Heltene i Vadehavet

 

Under Tønder (283 artikler

• Tønder – egnen 1814 – 1848 (1) (b)
• Tønder – egnen 1848 – 1858 (2) (b)
• Da Tønder igen blev dansk
• Dagligliv i Tønder 1910 – 1920
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Minder fra Tønder 1864 – 1920
• Soldat i Tønder 1851
• Tønder mellem dansk og tysk
• Tønder før og efter Genforeningen
• Tønders Dansksindede
• Udvandring fra Tønder 1 – 2
• Ulrik – en Fysikus fra Tønder 1- 2
• Vajsenhuset i Tønder
• Zeppeliner i Tønder

–

• Under 1864 og de Slesvigske Krige finder du 16 + 26 artikler
• Under Indlemmelse, Afståelse eller Genforening finder du 24  + 119 artikler

Redigeret 20-09. 2021