Vi skal høre sagnene om Holger Danskes Briller, Graverkarlen, der var varulv, og de to studenters tyveri fra et genfærd på Assistens Kirkegård. Ja og så var det også Gertrud, der rejste sig fra kisten. Og så skal høre om genfærdet på Ladegården. Der skete også noget da Struensee blev henrettet, for ikke at tale om hans sten. Vi skal også lige høre, hvorfor det hedder Farimagsvejen.

 

Holger Danskes Briller

Det er sagt, at da Holger danske var her i landet, så havde han af en troldkvinde fået et par briller, med hvilke han skulle kunne se gennem den sorte jord. Og han gik da for at prøve kvindens gave ude på Nørrefælled. Han lagde sig fladt på jorden og kiggede. Men da han rejste sig, da var der i marken spor deraf. Man kunne på stedet se, hvor han trykkede med sine briller.

 

Garverkarl som varulv

En bagermester i København fortalte, at da han omkring 1830 var i bagerlære på Nørrebro, var der i en tilstødende gård et garveri, og der tjente en garverkarl, som antoges at være en varulv. En nat kom bagerlærlingen med en favnfuld brænde, som skulle bruges til at klare ovnen med. Idet han kom fra brændeskuret med brændet, kom en stor hund imod ham. Han tog da en knippel og slog med den efter hunden, som han ramte i hovedet. Dagen derefter gik garverisvenden med indbundet hoved.

Bageren fortalte, at det var mødrenes skyld, om deres børn blev til varulve. For dersom en frugtsommelig kvinde krøb igennem en hesteham for derved at blive fri for fødselssmerter blev det barn hun fødte, til et stakkels dyr. Blev det en dreng, blev det til en vareulv. Blev det en pige, blev det til en mare.

 

Gengangerens Hævn

Ved midten af forrige århundrede boede en norsk student ved Assistens Kirkegård. En høstaften havde han besøg af en dansk kammerat. Der blev røget meget og hen på aftenen åbnede de to et vindue for at røgen kunne trække ud.

Bedst som de stod og så ud over kirkegården, trak den ene den anden i ærmet og viskede, Se der. I måneskinnet så de en hvidklædt skikkelse rejse sig fra en grav, hvorpå den afførte sig sine klæder stykke for stykke, og vandrede bort fra kirkegården i retning af byen.

Danskeren sagde med en munter latter: Dette skal vi såmænd have lidt grin af. Nu går vi ned og tager et af klædningsstykkerne og så stiller vi os her og ser, hvad fyren vil tage sig til.

 

Da nordmanden ikke brød sig om denne spøg, gik danskeren alene ned og hen til gravhøjen, hvor han tog et stykke af tøjet, en blegrød silkestrømpe.

Han lagde den på bordet, og de to venner stod nu og ventede på at skikkelsen skulle komme igen. Det gjorde den også, da klokken slog tolv. Den gik hen til graven og iførte sig tøjet igen. Men da den opdagede, at der manglede en strømpe, vendte den sig om, standsede, og kom så sagte bøjet som om den fulgte et spor hen imod huset, og gik ind ad porten.

 

Døren blev livløs åbnet, og den hvidklædte trådte ind, mens den kåde student ligbleg og fuld af rædsel kastede sig på sengen. Skikkelsen skred hen over gulvet og tog strømpen fra bordet, vendte sig om mod sengen og hævede sin hånd bydende i vejret. Med et var den forsvundet. Men studenten lå stille på sengen og gjorde en bevægelse med venstre hånd ned mod højre side. Han var blevet lam på højre side og blev krøbling resten af sit liv.

 

Gertrud Bodenhof

Ja egentlig er historien også et sagn. Men her er der sat navn på. Gertrud var gift med en rig søn af en skibsredder. De boede på Kildevæld på Østerbro. Og ægteskabet varede ikke længe, for ret tidlig døde manden. Og ikke lang tid efter døde Gertrud under mystiske omstændigheder. Ja de var så mystiske, at hedes lig blev gravet op. Der blev skrevet en bog om hende, og historien figurerede på alverdens forsider.

Og selve historien har også mange nuancer. Hendes bor kunne ikke forstå, at hun havde røde kinder, da hun blev begravet. Vi vil her forsøge at rekonstruere sagnet.

 

I slutningen af det attende århundrede blev der på Assistens Kirkegård begravet en ung 19 – årig enke. Hendes mand var død kort tid forinden. Hun sørgede temmelig meget over savnet. Hendes nærmeste pårørende ville opmuntre hende, og fik hende til at holde en fest på sit landsted.

 

Fristelsen var for stor

Hun lod sig overtale til en dans med hendes bror. Men næppe havde hun danset et par omgange, så udstødte hun et skrig og faldt om. En læge erklærede hende for død. Den unge pige blev lagt i kisten i hendes dansetøj med smykker og juveler. Det halve København fulgte hende til graven.

 

Da graverkarlene bagefter skulle kaste graven til, var fristelsen for stor. I den rigtige historie var der masser af røverier på kirkegården. Men de to gravere åbnede nu kisten til Gertrud. Det kneb dog at fjerne en ring fra hendes finger. Den ene tog derfor en kniv og skar fingeren af. Til deres skræk rejste hun sig i kisten, og forfærdelsen bredte sig.  Gertrud råbte, Så befri mig fra dette mørke sted. Og hun lovede dem en rejse til Amerika.

 

Det er ganske vist

Men de tog en spade og rettede et voldsomt slag mod hendes hoved. Og det er ganske vist. For den ene af graverne erkendte sin ugerning for en præst på dødslejet på Frederiks Hospital. Og den præst blev senere biskop Münster. Smykkerne som de havde stjålet havde ikke bragt lykke. Den syge var endt som et fordrukkent vrag.

 

Man lod graven undersøge. Det viste sig, at hans forklaring måske kunne passe. Men efter andres udsagn havde det været en ganske ung pige, der var begravet med sin kostbare dukke. Efter forbrydelsen var sket, gav en af graverne sine børn dukken at lege med, og derved får man både gravrøveriet og mordet opklaret.

 

Men den bog, der udkom omkring Gertrud Bodenhof hverken be – eller afkræfter hændelsen. Dengang var man uhyggelig bange for at blive begravet skindød. Det var også den besked, der stod på bordet, når H.C. Andersen var på rejse.

 

Gengangeren på Ladegården

En mand, der senere døde under koleraen 1853, var i sine unge dage blevet fuldmægtig på Skt. Hans Hospital, senere Ladegården.

En af de første nætter, han sov på sit værelse, var en måneklar nat, vågnede han og så en mandsperson sidde ved skrivepulten med ryggen vendt imod sig. Han rejste sig halvt op og gjorde en bevægelse fremad. Forfærdet skjulte fuldmægtigen sig i dynerne. Næste morgen var det hele som en drøm for ham. Han nævnede det ikke for nogen. Næste nat lod han lyset brænde, da han gik i seng. Han kunne dog ikke sove. Men han ville ikke holde øjnene åbne. Alligevel så han ved midnatstid den samme person sidde der på stolen.

 

Han rejste sig nu, fast besluttet på at opklare sagen. Men i det samme rejste den mystiske person sig og begyndte at lede i pulten, hvor han tog noget og puttede i lommen.

Fuldmægtigen stak nu benene ud af sengen og ville op i en fart. Men spøgelset så med et grufuldt blik på ham og gik hen mod sengen. Fuldmægtigen måtte i en fart gemme sig under dynen, hvor han svedte angstens sved.

Næste formiddag meddelte han direktionen, at han ikke kunne ligge på det værelse længere, og han blev fritaget. Man mente, at det var en afdød kontorist, som af og til gik igen og besøgte sin gamle pult.

 

Farimagsvejen

Denne vej, skal have fået navn fra følgende begivenhed. Engang kom Christian den Fjerde kørende der på vejen. Så mødte de en bonde, der ikke ville vige for kongen. De befalede kongen til sin køresvend at vige for bonden. Idet denne kørte forbi, sagde kongen til ham Far I nu Mag. Derefter blev denne vej kaldt Farimagsvejen.

 

Den synske pige

Et barn sad en aften uden for det hus, hvor hun boede på Blegdammen. Hun ventede på, at hendes far skulle komme hjem. Hun så da ude på vejen to gæs gå og trippe. De var hvide, men havde grønne pletter på ryggen. På hver af dem sad en lille mand med hvide bukser, blå trøje og rund hat. Hun morede sig meget ved at betragte dem og løb over vejen for at se nærmere på dem. Men da hun kom over vejen, var de væk.

Det skete gang på gang.

Hun ville vise hendes far og en af sine søskende, hvad hun så, men de kunne intet se. Da hun kom ind og fortalte moderen det, sagde hun, at det måtte hun ikke tale om før næste dag. Dagen efter blev moderen meget syg.

 

Struensee’s Henrettelse

Dengang Struensee var blevet dømt til halshugning, var det ikke kongens mening, at han skulle miste livet. Han ville benåde ham i sidste øjeblik. Men det ville enkedronningen ikke vide noget af. Hun var så forbitret på ham, at hun ville ham alt ondt. Derfor lod hun alle Københavns klokke stille et ur frem, den dag Struensee skulle henrettes. Det skete fordi, at når benådningen nåede frem, så havde han allerede mistet hovedet. Enkedronningen skulle have befundet sig på et højt tårn på slottet, så hun kunne se, Struensee miste hovedet. Kongen var meget sølle derover, men der var jo ikke noget, at gøre ved det, for nu var han jo død.

 

Stenen, hvor Struensee’s hoved faldt

På Fælleden ved Østre Allé står på en ganske lille forhøjning en sten, som har form af en huggeblok. På dens ende ser man den dag i dag et temmeligt dybt skår i den. Det er slået med et skarpt instrument. Sagnet siger, at her skulle Struensee have mistet livet.

 

På siden kan du under Henrettelse på Østerbro læse om Struensee. Du kan også læse en del artikler om Ladegården og Assistens Kirkegård.