Rytterkilden – et sagn fra Løjt

Store byrder for bønderne. Mads Moes var mere end en bonde. Syndit havde et upassende forhold. Moes glemte truslen. Det gik ned ad bakke for Marquard. Grusomheder uden grænser. Rygtet gik forud. En sognestyrke stod parat. De var håbløse at kæmpe imod. ”Så ses vi endnu en gang Mads Moes!”. Marquard så sin ungdomskæreste. Han berøvede sig selv livet. Man ser stadig en rytter på en kulsort hest på Løjt. Da Peter Tækker ville kløve en sten. Beskrivelse af Rytterkilden og Æ Bachhus.

 

Store byrder for bønderne

I året 1627 drog den berømte general Wallenstein ad forskellige veje ind i Slesvig. De kaldte Slesvig for et sølvrigt land og tropperne røvede i den grad. De enkelte rytteriafdelinger tog, hvad de lystede. Gav folk ikke, hvad de forlangte, anvendte tropperne tortur.

Løjt Sogn som lå afsides i forhold til Hærvejen, ad hvilken tropperne kom slap ikke for ulykkerne. En hel del strandvagter blev liggende i lang tid. De var ikke sparsomme i deres forbrug. Løjt Sogn måtte udrede 1.000 læs brænde. 1.000 læs halm og lige så meget hø.

Desuden måtte hver bonde betale 150 mark i skat. Det var meget, når man betænker at hver hest blev sat til 20 mark i værdi. Et stykke kvæg blev sat til 6 mark.

 

Mads Moes var mere end en bonde

Nede på Kjeldstoft i Nørregade boede en mand ved navn Mads Moes, som helt fra sine unge dage blev regnet som fører i sognet. Han var af gammel søfarerslægt. Han gjaldt med rette for ikke at være en helt almindelig bonde.

Som helt ung mand havde han ført skib på Verdenshavene og havde i 1604 bragt sin kone med hjem til Løjt. I året 1605 fødte det unge ægtepar en datter Syndit, som senere kom til at spille en slags hovedrolle i det drama, som fandt sted mange år senere.

 

Syndit havde et upassende forhold

Syndit var blevet gode venner med en ung rask karl ved navn Marquard, der som barn var kommet til Løjt sammen med en teaterfamilie. Han var ellers blevet røvet af banditter et sted nede i Tyskland.

Dette forhold huede ikke rigtig den formuende Mads Moes. Da han en aften så de to unge sammen ude ved gården, blev han vred og lod Marquard vide, at han ikke længere kunne have ham i tjeneste. Han måtte se at føje sig hen, hvorfra han var kommet. Den unge hidsige fyr blev rasende og hans sidste ord til Moes var:

• I dag er du den stærkeste, men vi ses igen Mads Moes!

 

Moes glemte truslen

Fra den aften sås han ikke mere i sognet. Det hed sig, at han var rejst mod syd. Moes glemte snart den trussel. Snart var Marquard ude af folks tanker. Og dog var der en, der ikke kunne glemme den raske svend. Og det var Syndit. Hun glemte ham ikke, selv om årene gik og hun aldrig hørte fra ham.

 

Det gik ned ad bakke for Marquard

For Marquard gik det snart ned ad bakke i det fremmede. Først søgte han at tjene sit brød på en ærlig måde, men til sidst endte han som røver ude i Havellandets vildsomme egne. Så kom trediveårskrigen. Og så kom feltherre Tillys hvervekarle som lovede dem fri plyndring i stedet for løn.

Blandt dem, der var sunket så dybt, var Marquard. Nu brød det hele sammen for den unge mand. Som et ungt menneske uden samvittighed var han nu kommet i Tillys styrker. Blandt sine lidelsesfælder gik han under navnet ”Hævneren”, fordi han på bestialsk vis ødelagde det for alt og alle.

 

Grusomheder uden grænser

I eftersommeren 1627 stod en del af Tillys tropper under Wallensteins kommando i Holsten. Hævneren havde tjent sig op til officer, da hans mod og grusomhed var uden grænser.

Da det gik længere mod nord, fik han kommandoen over en lille styrke, fordi han var kendt med de egne som nu skulle udplyndres efter alle kunstens regler. Da hæren var kommet til Bjolderup, hvor han brændte kirken af, så kun de nøgne mure stod tilbage, drog hævneren med sine folk mod halvøen Løjt.

Her ville han lægge hele egnen øde. Ved skæbnens ironi var han som barn havnet der, og siden den aften, da han blev jaget bort fra Moes, var han sunket dybere og dybere, indtil han nu næppe kunne kaldes et menneske længere.

 

Rygtet var gået forud

Hærens værste udskud var hans ledsagere og ve det sogn, som nu i nogle dage skulle huse disse karle. De huserede slemt i Aabenraa, skød et par fredelige mænd uden for byen og drog så videre med Løjt som mål.

Brændende huse og gårde kendetegnede den, de drog. Rygtet om disse menneskers komme, løb dem i forvejen. Hist og her syntes det at være nogen modstand, men det gjorde dem kun vildere. Hævneren opæggede sine folk til at tage en frygtelig hævn over befolkningen i Løjt, hvis den vovede at kny end sige at værge sig. Men den ville netop værge sig.

 

En sogne-styrke stod parat

Dagen i forvejen havde mads Moes og Asmus Pedersen (fra gården Vestertoft i Nørregade) mønstret en sognestyrke uden for byen. Det var den 28. september. Den samme aften var der sat vagtposter ved alle veje på alle høje som skulle alarmere hovedstyrken, så snart de så fjenden.

Man kunne have sparet sig for disse vagtposter. De mange brændende huse fortalte tydeligt befolkningen, hvad der var i vente den næste dag.

Om natten gik budstikken gennem sognet. Da solen stod op, stod en med høtyve og leer bevæbnet skare parat til at tage imod deres bødler. Og de kom snart.

 

Det var håbløst at kæmpe imod

En mand fra gården Stolligbjerg som var på vej til samlingspladsen, blev det første offer. Han blev skudt ned af en kroat og banden for videre.  Hvert hus de kom forbi, blev sat ild til. Men det skete først efter at alt, hvad der havde værdi, var blevet stjålet.

Bøndernes førere indså det håbløse i at forsvare sig mod de krigsvante og velbevæbnede tropper. Det var ikke fejhed, der fik dem til at søge tilflugt i skovene, hvor sognets befolkning tyede hen. Ad forskellige veje sneg man sig bort. De sidste der kom af sted, var Mads Moes, Asmus Pedersen og Mads Smed.

 

Så ses vi endnu en gang Mads Moes!

Ikke så snart fjenden så de tre bønder før fjenden jagtede dem med Hævneren i spidsen. I en håndevending blev de tre afvæbnet og kastet foran anføreren. Sejrsstolt så Hævneren med et genkendende nik til Mads Moes. Denne genkendte i den vilde skikkelse sin tidligere karl Marquard.

• Så ses vi endnu en gang Mads Moes!

Med disse ord skød Hævneren den værgeløse mand ned. Kroaterne fulgte deres anførers eksempel og snart lå der tre blodige lig på pladsen.

 

Marquard så sin ungdomskæreste

Så gik det videre op mod den forladte by. Den eneste, der blev tilbage var Marquard som rigtig ville nyde synet af de dræbte og mishandlede bønder. Da kom der ind ud fra skoven. Det var Syndit, der ville se, hvor hendes far blev af.

Hævneren så straks, hvem han havde foran sig. Syndit kunne dog ikke genkende ham som hun som ung havde elsket.

Så skete der noget mærkeligt. Rytteren blegnede, vaklede i sadlen og som en vanvittig sporede han hesten bort ned mod et dybt vandsted som lå i nærheden. Synet af hans ungdoms elskede havde med et forvandlet den rå og umenneskelige Hævner. Han indså nu, hvor dybt han var sunket. Han kom ikke til sin barndomsegn som en hjælper eller befrier, men som en ”vild og rå Hævner”.

 

Han berøvede sig selv livet

Nu gjaldt det for ham at skjule det således at Syndit ikke fik at se, hvem hendes fars morder var og hvem der var skyld i, at hele hendes egn var ødelagt. Marquard var rede til at ofre sit spildte liv for at dette ikke skulle ske. Det dybe vandhul i Løjt i den egn, hvor hans eneste gode minde var, skulle gemme hans legeme og hans stakkels sjæl – mon Syndits forbøn ikke kunne frelse den?

Men det gik ikke, som han ville. Mens han kæmpede med døden, blev den druknede halet i land af nogle bønder. Nogle dage senere blev Marquard kastet ned i den dybe kælder under Bossensgård. Her fandt man ham den følgende morgen død. Han havde selv berøvet sig livet. Liget blev gravet ned på Glasertoft Sti, hvor en stor sten blev lagt over.

 

Man ser stadig en rytter på en kulsort hest

Stedet hver Marquard – Hævneren – ville have druknet sig, hedder endnu i dag Rytterkilden. Den ligger ved Vindeltrappen i Barsmark. Kælderen i Bossensgård er det hvis nok spor af endnu skønt gården brændte i 1914.

Sagnet om de tre bønder som blev slået ihjel den 29. september 1627, lever endnu. På Kragtoft færdes der endnu om natten en rytter på en kulsort hest ligesom der til tider brænder tre lys der.

 

Da Peter Tækker ville kløve stenen

Stenen på Kragetoft Sti som ikke måtte fjernes, da et lig var nedmanet der, ville en mand ved navn Per Tækker kløve for at bruge den til sin Orvel (stald). Han prøvede på at hæve den ved hjælp af en jernstang.  Men en splint fløj ham i øjet og han blev blind resten af livet.

Sagn og historier fra den tid lever endnu fra den rædselsperiode.

 

Beskrivelse af Rytterkilden

Under www.barsmarkby.dk fandt vi følgende beskrivelse:

• Ved huset ”Vindeltrappe” (nr. 107) fandtes en brønd, som blev kaldt Rytterkilden (æ Rytterkæld). Dette navn fik den, fordi nogle kejserlige ryttere i Trediveårskrigen (1618 – 1648) plejede at vande deres heste ved denne brønd, som formodentlig på den tid ikke har været stensat, men var en naturlig kilde ved foden af skråningen ned mod gaden.
• Der skal have været nogle af disse ryttere der dræbte gårdmændene Mads Moos og Asmus Petersen fra Løjt Kirkeby, sagnet tilføjer, at en af rytterne, efter drabet, forsøgte at drukne sig i kilden.

 

Æ Bach Hus

Nu skal vi jo ikke helt afskrive Bossensgård. Dengang havde enhver større gård i landsdelen bygget ovnhuse eller bage-huse, da brandmyndighederne forbød bageovne i stråtækte huse. Og jeg husker da, at der i Barsmark eksisterede restauranten Æ Bach Hus, som var Bossensgårds bage-hus. Om den eksisterer mere, ved jeg ikke.

 

Kilde:

• dengang.dk – diverse artikler
• barsmarkby.dk
• Litteratur Løjt
• Sprogforeningens Almanak

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.845 artikler
• Under Aabenraa finder du 183 artikler

 

• Da barsøerne blev arresteret
• Dengang – på Løjt Land
• Løjt for 170 år siden
• Sømænd fra Løjt og Aabenraa
• Løjt – nordøst for Aabenraa (1)
• Løjt land – i begyndelsen (2)
• Løjt, Løjtninger og Løjt Land (3)
• Anekdoter fra Løjt (4)
• Løjt Land – den femte tur (5)
• Løjt – mellem dansk og tysk (6)
• Løjt – masser af historie og kultur (7)
• Løjt – det 8. besøg (8)

 

• Egentlig har Løjt en stor andel i Aabenraas søfartshistorie, så det er relevant at henvise til disse:

 

• Familien Fischer fra Aabenraa

Da briggen Chico af Aabenraa blev opbragt

• Fra skibsdreng til Redder i Aabenraa
• Søens folk fra Aabenraa
• Aabenraas storhedstid med søfart
• Skibe fra Aabenraa
• Aabenraas storhedstid med søfart
• Skibe fra Aabenraa
• Flere skibe fra Aabenraa
• Søfartshistorie fra Aabenraa
• Skibsbyggeri og industri fra Aabenraa
• Sømandsslægten Fischer fra Aabenraa
• Aabenraa, Skibe og Søfart
• En skibsdreng fra Aabenraa
• Aabenraa som søfartsby