Russiske Krigsfanger i Nordslesvig

Man taler ikke meget om, hvordan nordslesvigerne havde det inden foreningen med Danmark i 1920. De var meget berørt af krigen og varemangel. Og så glemmer man alle de nordslesvigere, der ikke kom hjem fra krigen. Landmænd skulle mod deres vilje kæmpe ved fronten, mens krigsfanger skulle passe deres landbrug derhjemme. Dette er et lang indlæg, ja faktisk et foredrag. Nordslesvigerne fik et godt forhold til russerne. En kvinde og hendes datter kom i fængsel, fordi de havde spillet kort med russerne. Og så havde en ung pige haft et seksuelt forhold til en russer. Det blev takseret til tre måneders fængsel. En del blev tilbage, mens andre tog nordslesvigere med til Sortehavet. Ved Ballum fortalte tatarer, at de havde 3-4 skønne koner derhjemme. Efterhånden blev der indrettet en masse interneringslejre på den anden side af Kongeåen til de flygtende russere. Tyskerne indførte en bonus på 20 Mark for hver pågrebet russer. Desværre blev mange russere også skudt under deres flugt.

 

Kvinderne måtte træde til

Masser af russiske soldater blev taget til fange under Første Verdenskrig blev taget til fange. 6.000 – 7.000 af disse havnede i Nordslesvig. Dertil kom engelske, belgiske og franske soldater. De blev placeret i mindst 14 krigsfangelejre fordelt over hele Nordslesvig. I alt tog tyskerne 1.700.000 krigsfanger.

Samtidig var alle voksne mænd mellem 18 år og 45 år indkaldt. Også dem i Nordslesvig. Det betød, at det var kvinderne, der skulle passe gårdene. Og på industri – arbejdspladserne måtte kvinderne i forstærket grad træde til.

 

35.000 nordslesvigere deltog i krigen

Det er mange ting, som man glemmer, når man taler om grænsedragning, deling, afståelse eller det som man helst vil kalde det Genforening. Det er den store mangelsituation, der var op til 1920 og også de 35.000 krigsdeltagere fra det nuværende Sønderjylland, der deltog i tyskernes krig:

 

• 300 mistede livet ved fronterne
• 000 kom hjem som krigsinvalider
• Et ukendt antal var til tider alvorligt sårede

 

De efterlod:

 

• 500 enker
• 000 faderløse børn

 

Myndighedskontrol og afleveringspligt

Situationen har virket grotesk. De nordslesvigske mænd var sendt ud i en krig som de allerfleste følte, at det ikke var deres, mens deres arbejde derhjemme blev udført af krigsfanger.

Nede i Nordslesvig var man i den grad påvirket af Første Verdenskrig både på den ene og anden måde. Nordslesvigske mænd, også de dansksindede blev sendt i krigen. Kvinderne måtte overtage mændenes arbejde. Det førte til øget myndighedskontrol og afleveringspligt for bøndernes landbrugsvarer. Det gav også grobund for udbredt snyderi, sortbørshandel og en svækket tiltro til myndighederne.

Alle samfundets ressourcer blev mobiliseret. Hele Tysklands produktion blev tilpasset til militærets behov. Et effektivt propagandaapparat blev sat i værk for at holde moral, offervilje og udholdenhed oppe blandt borgerne.

 

Russiske krigsfanger blev nødvendig

Kvinderne måtte overtage det fysiske arbejde på markerne og i staldene. Arbejdskraften fra russiske krigsfanger var nødvendig for at holde det nordslesvigske landbrug kørende. Men noget var alligevel galt. For de kvindelige teglværksarbejdere fik kun halvdelen i løn som de mandlige arbejdere. Den tyske stat havde ganske vist forsørgerpligten over for soldaterhustruer, men udbetalingerne var beskedne, hvilken skabte økonomisk pres på især arbejderfamilierne.

 

Belastning for sundhed og nerver

Kvinderne måtte ofte tage nattetimerne til hjælp. For hende var det lige som de pårørende ved fronten en belastning for sundhed og nerver. Efterhånden som mændene igen vendte hjem overtog de arbejdet igen. Det traditionelle kønsrollemønster var genetableret.

Ved krigsudbruddet måtte tyskerne i 1914 importere 25 pct. af deres fødevarer. Fra 1915 indførtes rationeringsmærker, pligtaflevering af brødkorn samt regulering af handel med korn og mel. Hver person kunne nu kun købe 2 kg brød om ugen. Der opstod store mangelsituationer. Det kunne for eksempel være kaffe fremstillet af brændt rug eller kålrabi.

Der blev nedsat kommissioner, der skulle stå for fordelingen af levnedsmidler i byerne.

 

Mangel på foderstoffer

På landet så man en markant nedgang i dyreholdet på grund af mangel på foderstoffer. F.eks. blev byg, der var hovednæringsmiddel for svin fra 1916 i stigende grad anvendt som brødkorn. Og kvægholdet blev beskåret. Der var ingen til at passe dyrene. Resultatet blev, at mælkeproduktionen svandt ind til under 25 pct. af niveauet i fredstid. I efteråret 1916 var ernæringssituationen kritisk. Kartoffelhøsten slog fejl.

 

Kun en tredjedel af de kalorier, der var nødvendige

I 1917 måtte bønderne i Nordslesvig affinde sig med at skulle tvangsaflevere alt, hvad de producerede. Det var kun tilladt at beholde levnedsmidler til eget forbrug. For at kontrollere, at der f.eks. ikke blev bagt brød eller slagtet i smug, blev lokale gendarmer sat til at inspicere de enkelte gårde og myndighedernes kontrol blev i krigens løb mere og mere omfattende. Med rationeringsmærker var det umuligt at skaffe sig fødevarer, der indeholdt mere end 1.000 kalorier pr. dag. Det var faktisk kun en tredjedel af, hvad en person med fysisk arbejde havde brug for.

Ved krigens slutning var befolkningen i Nordslesvig nedslidt og delvis udsultet. Mangelsituationen betød at der var masser af smugleri, bestikkelse og sortbørshandel i Nordslesvig. Dette påvirkede også den manglende tillid til myndighederne yderligere.

 

De første fangelejre

Der blev hurtigt oprettet et par fangelejre i Nordslesvig, dels ved Bajstrup ved Tinglev, dels ved Løgumkloster. Til Bajstrup – lejren blev der først på året 1915 sendt englændere, belgiere og franskmænd. De blev sat til at udføre vandingsarbejde ved Tinglev Sø. Men efter nogle måneder blev de sendt syd på til tyske industriegne.

Måske var det fordi som Tinglev – borgerne sagde:

 

• De duede ikke som landbrugsarbejder.

 

4.000 russere til Tinglev

I stedet kom der ca. 4.000 russere til Tinglev – egnen. Samtidig blev disse krigsfanger tilbudt arbejde inden for landbrug og industri. Men det var en fare ved det at placere disse i grænseegne med nationale mindretal. Der var risiko for fraternisering og det, der var værre.

Der måtte laves helt præcise og kontante forordninger og bestemmelser om, hvordan krigsfanger skal behandles. Desuden var det øget risiko for, at fangerne kunne flygte hvis de kom uden for pigtråd.

 

Advarsler blev spredt til befolkningen

Myndighederne søgte i de første år at få anbragt krigsfangerne i mindre forlægninger på 8 – 20 mand. Disse arbejdede som regel på større landbrug under opsyn af en vagtmand. Som regel var det ældre landstormsmænd, der fungerede som vagtmænd.

Gennem landråderne spredtes advarsler til hele befolkningen at undlade at gå hen til fangelejrene og forstyrre roen eller endnu værre – at give ”Liebesgaben”. Det vil sige små hilsner til fangerne:

 

• Jeg advarer indtrængende mod gentagelse af slig uværdig optræden, der er til fare for den offentlige sikkerhed.

 

Ja sådan udtalte General von Roehl i sommeren 1915 og tilføjede at overtrædelse mod nærmere kontakt med krigsfangerne kunne straffes med fængsel op til et år.

 

De dansksindede betragtede ikke russerne som fjender

Men lokalbefolkningen var i høj grad påvirket af den nationalpolitiske baggrund. Det dansksindede flertal kunne ikke betragte krigsfangerne som fjender. Fra Løgumkloster er der mange historier om at lokale beboere forsøgte at stikke mad hen til beboerne.

Fangerne havde meget ringe mulighed for kontakt med lokalbefolkningen, da de under arbejdet var konstant bevogtning og lejren var utilnærmelig om aftenen.

 

Der manglede tag over hovedet

Bajstrup-lejren og Løgumkloster-lejren kunne hver især rumme 2.000 – 3.000 fanger, men dertil kom en del mindre forlægninger med henblik på kortere arbejdsopgaver af kortere varighed især afvandings- og jordkultiveringsopgaver.

I Bajstrup blev man delt op i grupper af 25 mand som fremdeles delte sovesal og var sammen til parade, madudlevering m.m. Træbarakkerne som rummede 150 mand var ikke færdigbyggede og manglede tag og vinduer, da de første flygtninge kom. Og maden var elendig.  Pigtråd blev rullet ud og barakkerne blev færdiggjorte.

 

H.P. Hanssen klagede i den tyske Rigsdag

H.P. Hanssen som sad i den tyske Rigsdag klagede over de forhold som krigsfangerne blev udsat for særlig i Bajstrup og Løgumkloster. Ernæringen var ussel. Den bestod af foderoer, Runkelroer og rådne kartofler.

Toiletforholdene var elendigt og vask var umuligt.

Det var spændende for børnene med først en, så hele tre krigsfangelejre så tæt på. De ville gerne snakke med fangerne men de måtte ikke.

Lørdag eftermiddage og om søndagen kunne man i en vis grad socialisere. Spil som fodbold og tennis var tilladt. Andre lege som rundbold holdt humøret oppe.

Også ved Øster Terp lå en lejr. Her var plads til 500 fangere og 50 tyske fangevogtere. De første krigsfanger kom hertil i april 1915.

 

Plettyfus i Løgumkloster

Lejren i Løgumkloster blev oprettet til 2.000 mand i februar 1915. men den kom til at rumme 3.000 mand. Lejren blev anlagt med opdyrkning af Draved Mose. I sommeren 1915 udbrød der plettyfus blandt fangerne. I alt døde op mod 70 mand plus lejrens læge.

Ved hjælp af rensning og rengøring lykkedes det at holde epidemien væk fra Løgumkloster by.

Efterhånden blev alle russere herfra overført til landbrugsarbejde med bopæl i landsbyerne, mens de fleste belgiere og franskmænd blev sendt syd på. Lejren blev efterhånden tømt for krigsfanger. Fra 1917 blev den hovedsagelig anvendt til tyske krigsfanger.

I 1920 udbrød der en omfattende brand og alle spor er i dag forsvundet. Det eneste minde om denne betydelige krigsfangelejr er en lille lund lidt vest for byen med 71 krigsgrave.

 

De tyske fangere blev brugt til forsvarsværket

I løbet af 1916 blev fødevaremanglen mærkbar i hele Tyskland – også i Nordslesvig. Ret hurtig blev fødevaremanglen mærkbar i krigsfangelejrene. De to lejre, Bajstrup og Løgumkloster blev derefter mest brugt som gennemgangslejre. Straffefanger fra de tyske fængsler blev også overført hertil. Disse blev brugt til at udføre militære arbejde på Sicherungsstelle Nord.

I Aabenraa var 75 pct. af krigsfangerne russere. De fleste russere var beskæftiget i landbruget. Men de blev også brugt til jordforbedringsarbejde, afvandings – og inddæmningsarbejde.

 

Havdiget blev ikke højt nok

I 1915 – 1916 byggede 80 russiske krigsfanger et havdige, der var 4,5 km langt. Og 2,5 meter højt. Også havdiget fra Ballum til Rejsby blev bygget af krigsfanger.

I 1915 blev 200 russiske krigsfanger indkvarteret i den forladte præstegård i Rejsby. De byggede havdiget færdigt på et år. Havdiget skulle lukke det sidste åbne stykke af Sønderjylland.

Men havdiget blev ikke højt nok. En udbygning blev vedtaget i begyndelsen af 1920’erne. Før den blev fuldført, kom der i 1923 en stormflod, som kostede 19 mennesker livet. Nu blev det bygget væsentlig højere og stod færdig i 1925.

Der skete også mange andre forbedringsarbejder rundt omkring i landsdelen.

 

En grim oplevelse

Når de ankom til en landsby især om vinteren så vakte deres fremartede udseende og deres lammeskindshuer med øreklapper opsigt i byen.

Ribe Stiftstidende var godt orienteret om, hvad der skete syd på. I to – tre uger var der sket en grim tildragelse ved oprydningsarbejde ved Tevring for en tysker. Når arbejdet var sluttet om eftermiddagen gik fangerne tilbage til lejren.

På hjemvejen den 25. maj 1915 blev en russisk fange en dag så syg at han ikke kunne slæbe sig afsted. , da man nåede vejen i Vinum i nærheden af kroen.

De soldater, der havde opsyn med fangerne, troede at russeren simulerede og skubbede og sparkede ham til forargelse for dem, der så transporten. En kone, der havde ondt af den syge fange, bad om ikke måtte give ham et glas vin for at sørge for at hun kom til kræfter igen. Men denne naturlige medfølelse blev brutalt afvist med et udbrud, som gik på, at han snarere skulle have gift end vin.

Imidlertid kunne fangen ikke slæbe sig frem længere frem trods sparken og skubben. Han måtte så bæres hele vejen. Ved ankomsten til lejren var han død efter få minutter.

Nogle dage senere blev han begravet og fik efter forholdene en smuk jordefærd, hvor det ikke manglede medfølelse fra befolkningens side. Kisten blev båret fra sprøjtehuset til kirkegården, mens medfangerne hele vejen sang deres ejendommelige russiske salmer. På kirkegården talte pastor Jørgensen af Døstrup smukt og gribende over den døde og kom i sin tale ind på at formane opsynet til at behandle fangerne godt. Det var jo ikke deres skyld at krigen raserede.

 

Anbragt i barakker ved de store Landbrug

I begyndelsen var det kun de større gårde, der fik glæde af de russiske krigsfanger. Så blev de indkvarteret i barakker og bevogtet af mandskab fra ”Landesturm Bataillon 24” fra Flensborg.

Fangevogterne skulle hindre flugtforsøg f.eks. ved at overvåge, at fangerne blev afhentet om morgenen og afleveret igen om aftenen af en person fra den gård, hvor de arbejdede. Ja man kunne endda se, at familiens yngste kom gående hånd i hånd med en krigsfange.

Fangevogterne skulle gå med skarpladte og afsikrede våben for at hindre flugtforsøg.  Men fangevogterne havde ingen bemyndigelse til at straffe fangerne. Dette var alene opgave for officerer og underofficerer.

Vagtmandskabet skulle også indberette hvis der fandt unødig kontakt sted eller hvis der blev givet gaver.

 

Kastede sig over møddinger

Nu var det sådan, at de ældre nordslesvigere ikke fik lov til at være vagtmandskab derhjemme. Således blev Jes Hinrichsen, gårdejer fra Varnæs sendt ned til Hamborg. Han var over 40 år og skulle ikke mere til fronten.

I 1916 var den tyske kartoffelhøst slået fejl. Dette bevirkede meget stor fødevaremangel.

Dette bragte så for alvor kålroer frem. Jes Hinrichsen oplevede at krigsfangerne fra Wilhelmsburg ved Hamborg kastede sig over møddinger på deres vej for at finde noget spiseligt. Selv fik han langt mere kost end fangerne. Og en gang imellem fik han tilsendt pakker fra Varnæs.

De fleste nordslesvigske vagtmænd, både danske og tyske var ret humane over for de russiske krigsfanger.

 

Specielle regler på Als og Sundeved

På Als og Sundeved var det helt specielle regler for krigsfangerne. De skulle arbejde de første fem timer gratis hver dag. Og så skulle de have absolut minimum-betaling. Arbejdsgiverne var personlig ansvarlig for, at flygtningene ikke flygtede.

Landråd von Schönberg forsøgte også at få bønderne til at give afkald på tilskud til forplejning, som de var berettiget til. Det var lettere at få stillet fanger til rådighed, når man indgik denne aftale.

Helt anderledes stod det til i Haderslev, hvor friherre von Löw regerede. Han var afholdt og human. I Aabenraa og Tønder sad von Sienow og Böhme. De placerede sig midt imellem de to.

 

Man måtte ikke mishandle fanger

Der blev understreget at man ikke måtte mishandle fangerne. Man måtte heller ikke skyde dem ved arbejdsvægring. Hvis krigsfanger skulle uskadeliggøres, kunne man anvende geværkolben , i svære tilfælde måtte bajonetten anvendes. Forfølgelse med vagthunde var forbudt.

Krigsfanger skulle sove i aflåste barakker med jerntremmer for vinduerne og med vagtmandskabet lige i nærheden. Deres tøj skulle afleveres til vagtmandskabet om aftenen så flugt blev vanskeliggjort. Alle flugtforsøg blev straffet hårdt. Som regel blev fangerne sendt tilbage til hovedlejrene. Dette var frygtet for disse lejre var overfyldte og kosten var særdeles dårlig.

Da fangerne fra 1916 blev placeret ude på gårdene krævede myndighederne fortsat jerntremmer for vinduerne i deres soverum og aflåst døre om natten.

Men krigsfangerne arbejdede som regel uden opsyn i stald og mark om dagen. De havde rig mulighed for at flygte hele dagen.

 

Vagtmandskabet skulle afsløre dovenlarser

Fangerne skulle udføre alt det arbejde de blev pålagt fra staten. Det eneste de kunne nægte var at arbejde i krigsindustrien med fremstilling og transport af våben samt skansearbejde.

Vagtmandskabet skulle afsløre ”Drückenberger” det vil sige dovenlarser. Hvis man ville slippe uden om pligterne skulle vagten sørge for at tilkalde en læge. Denne skulle så afsløre om fangen forsøgte at stimulere sig syg. Sådanne fanger skulle holdes til arbejdet med tvang.

Man måtte gerne betale fangerne noget mere end det anviste for eksempel ved høstarbejde. I de første forordninger var det forbud mod at fangerne måtte lade sig fotografere. Men det slækkede man hvis lidt på. Russerne brugte disse fotos som gaver til deres værtsfamilier.

 

De måtte ikke få bedre mad end landarbejdere

Krigsfangerne måtte ikke få bedre kost end den tyske landarbejderfamilie:

 

• Den, som ernærer krigsfanger for rigeligt, yderstøtte til vore fjenders udhungringsplaner og forsynder sig mod sit eget folk.

 

Sådan hedder det sig i en forordning fra Krigsministeriet fra juni 1917.

 

Hvad skulle de have at spise

Til russiske krigsfanger anbefaledes en tyk suppe om morgenen: Der skal være mindst tre daglige måltider. I reglen skal de indeholde ½ pund kød eller ½ pund fisk pr. dag. Pølse eller bælgfrugter må gives som erstatning højst 1-2 gange om ugen. Vagtmandskabet som ikke udførte kropsligt arbejde havde krav på den dobbelte portion.

Men grundet fødevaremangel blev disse bestemmelser opstrammet.

Mange steder blev dette ikke overholdt. Hos de fleste dansksindede fik de russiske krigsfanger den samme mad som den øvrige husholdning. I Sønderborg var landråd von Schönberg efter arbejdsgiverne. Han mente, at de russiske krigsfanger fik alt for god mad. En typisk dag kunne se sådan ud:

 

• Morgenmad: Grød med skummetmælk eller en tyk grødagtig suppe
• Omkring kl. 9: Brød uden pålæg
• Omkring kl. 12: Middagsmad – to gange om ugen uden kød
• Omkring kl. 16: Kaffe og brød uden pålæg
• Aften: Grød med skummetmælk eller suppe.

 

Det var helt forbudt at servere flæsk, fedt og sødmælk og æg for fangerne. Derimod kunne arbejdsgiverne hos myndighederne bestille sild, rogn og spædkalvekød til at lave krigsfangekost af.

 

De store gårde serverede ikke god mad

Kosten blev efterhånden så kaloriefattig, at man forsøgte med hyppigere måltider for at holde sulten nede. Det kan ikke undre at disse kostforordninger hyppigt blev overtrådt.

Krigsfangerne i de forskellige forlægninger skulle spise sammen. Vagtmandskabet måtte ikke spise sammen med dem. Krigsfangerne i de mindre forlægninger i Nordslesvig synes at have langt bedre forhold end nede i Tyskland.

Der var ofte klager over maden på de store gårde. Alt tyder på, at der har været en fristelse for arbejdsgiveren at sikre en ekstra fortjeneste på denne konto.

 

Man spiste sammen med værtsfamilien

På de almindelige gårde med en eller to krigsfanger var det svært at leve op til myndighedernes krav om en særlig kost til krigsfanger og servering af maden i enerum. Her besluttede de fleste husmødre at fangen skulle deltage i familiernes måltider og have samme kost som alle andre i husstanden.

Dette var en klar overtrædelse af forbuddet mod samkvem med rigets fjender. Der blev også udstedt adskillige bøder – tilsyneladende uden virkning.  

 

Det var vigtigt at være beskæftiget i fritiden

Myndighederne fandt det vigtigt, at fangerne var beskæftiget i fritiden. Så tænkte de ikke på flugt, at slås eller på samkvem med lokalbefolkningen. Derfor understregede myndighederne at arbejdsgiverne gerne måtte kræve søndagsarbejde for eksempel pasning af dyr og andet tilsvarende arbejde.

Det var ikke tilladt fangerne at gå til andre landsbyer for at besøge kammerater. Besøg på kroer og værtshuse var også forbudt for den enkelte krigsfanger. Alle fanger skulle bære identitetsmærke. Der var udgangsforbud om vinteren efter kl. 21 og om sommeren efter kl. 22.

 

Myndighederne mente at kvinder og børn skulle holde sig væk

Myndighederne mente at især kvinder og børn skulle holde sig væk fra russerne. De kunne blive smittet af lus og det, der var værre. Myndighedernes holdning var klar og kontant fra krigens begyndelse til krigens afslutning. Alle krigsfanger var – uanset nationalitet – soldater fra fjendtlige nationer, som man førte krig imod. De skulle behandles rimelig og heller ikke mere.

I Nordslesvig tog befolkningen nu ret afslappet på dette, især de dansksindede. Mange krav og forordninger blev hurtig fortolket på lempelig vis.

 

Englænderne var ikke populære

Englænderne var ikke særlig populære. De ville ikke sove for tæt ved andre og var for fine til at tage ordentlig fat på mark – og staldarbejde. Men deres værste fejl var at de ikke havde sans for at dele med andre.

Englænderne fik mange gavepakker fra hjemlandet med ting for eksempel sæbe. Dette var også en mangelvare hos civilbefolkningen.

 

Italerne var meget rare

Italienerne var ganske vellidte, selv om deres arbejdsindsats ikke roses. De fik gaver fra hjemlandet og de delte med medfanger og civilbefolkningen:

 

• De var for kleine til at tage hårdt fat, men de var meget rare.

 

Franskmændene huskes ikke

Franskmændene huskes ikke for særlige dyder. Måske var det fordi man ikke knyttede særlige kontakter til dem.

 

Russerne var arbejdsomme, muntre og vellidte

Russerne var populære hos næsten alle. De omtales med varme og interesse endda efter flere generationers forløb:

 

• De er arbejdsomme, muntre og vellidte. Vi var vist meget glade for vores russere. Mange var analfabeter. Det var en fornøjelse at se deres glæde over den spartanske kost

 

En soldaterkone fra Dybbøl siger:

• Selvom mange koner gik alene på gårdene, var der vist ingen, som var ræd for deres russere.

Solide folk

På herregården Gammelgård på Als var der omkring 30 krigsfanger. Herregården ejedes af en westphalsk baron. Han havde sikret et stort kontingent krigsfanger. Det var hovedsageligt russere, og deres arbejdsindsats vurderes således af en danske mejerist, der passede gårdmejeriet:

 

• Solide folk, der aldrig gik til side for noget arbejde. De kunne godt slås med hinanden med de var gode og pålidelige som arbejdskraft.

 

Bønderne vil helst have russisk arbejdskraft. I en vurdering blev der sagt:

 

• Russerne er de allerbedste af det hele kram. De er vant til at bestille noget. De andre nationer var for højt studeret.

 

Englænderne ville virke elegante

Englænderne var i aviser fremstillet som løgnere men de viste sig at lægge stor vægt på at de var gentlemen og kavalerer, ærlige men dovne. Hvis de fik besked på at bestille mere, svarede de:

 

• To-morrow, To-morrow

 

Krig er for officerer

Russerne forblev de populære. En af dem sagde engang:

 

• Vodno (krig) er for officerer, der gerne vi gå med medaljer, ikke for os jævne folk, der gerne vil gå med alle vore lemmer.

 

Krieg Kaput – Deutsch kaput

Russerne lærte sønderjyske brokker samtidig med at de lærte børnene at tale russisk. I de sidste krigsår var der næsten kun russiske fanger tilbage. Måske havde myndighederne fundet ud af, at de gik i godt spind sammen.

Når man mødte russerne på landevejen, nikkede man til dem og de sagde bredt ”Godaw”. De pegede så på deres armbind, hvor der stod K.G. som Kriegs Gefangener. Og så svarede de:

 

• Kaput Germania

 

Russerne sagde også altid:

 

• Deutsch Bauer nicht gut. Dania Bauer gut. Krieg Kaput dann Deutsch kaput.

 

Russerne havde afslappet forhold til myndighederne

Forbuddet mod at spise med russere blev brudt i mange dansksindede hjem. Og det var det to årsager til. Russerne blev ikke betragtet som fjender og så var det tidsbesparende at man sad ved samme bord.

Medvirkende til russernes popularitet har også været, at de synes at have et afslappet forhold til myndighedernes restriktioner og med stor lyst har bistået den nordslesvigske landbefolkning i omgåelse af en lang række lovovertrædelser. Det har fremmet følelsen af skæbnefællesskab og solidaritet.

 

Russerne var lettet

Mange russere havde forventet, at nu blev det meget værre med tvangsarbejde m.m., når de flyttede fra hovedlejren De er blevet glædelig overrasket. Fra overfyldte fangelejre i Mecklenburg kom de til et endnu ikke udsultet Nordslesvig.

Franskmænd, belgiere og englændere var klar over deres rettigheder som krigsfanger i henhold til Haag-konventionerne. Disse soldater var ikke særlig taknemmelige over at udføre arbejde til en betaling, der var i strid med internationale aftaler, ligesom deres indkvarteringsforhold også var det.

 

Fængsel for at spille med russerne

I januar 1917 idømtes en gårdmandskone og hendes pige fængsel og bødestraf fordi de havde spillet kort med den russiske krigsfange, der arbejdede på gården.

En landmand blev dømt, fordi han hver søndag i sommertiden badede med russerne i en sø.

 

Forskel på fæstebønder

Særlig på de store gårde fik russerne serveret hundeæde. Her var det ofte tysksindede arbejdsgivere. De mente at sådan skulle man behandle kejserens fjender. Mange russerne måtte sove i stalden som kreaturer.

Tidligere tiders store forskel i fæstebøndernes forhold og livegenskabets udbredelse i hertugdømmerne Slesvig Holsten syntes endnu at spores i behandlingen af krigsfanger under Første Verdenskrig. De russiske krigsfanger syntes at være klar over denne forskel.

Den danske presse i Nordslesvig syntes at have medvirket til at fremme det gode forhold mellem krigsfanger og lokalbefolkningen.

 

Russerne gjorde meget ud af søndagene

I mange landsbyer har russerne lavet håndværksmæssige ting til deres værtsfamilier som uroer eller træskærerarbejde. Man har underholdt med deres hjemlands sange og danse, deriblandt kosakdanse. Harmonikaen har man så lånt til lejligheden. Man havde også selv fremstillet balalajka, som de spillede på til sangene.

Russerne gjorde meget ud af at fejre søndagen, så tog de deres bedste tøj på, hvis de nåede at få det med. Og dem, der havde været med i den russisk – japanske krig havde meget store medaljer, de gik rundt med.

 

De havde 3 – 4 smukke koner derhjemme

Omkring Ballum var der 50 – 60 tatarer, som ifølge pastor Jørgensen i Skærbæk var dannede muhamedanere. De fik mange pakker hjemmefra især med fin tobak til cigaretter. De fortalte, at de derhjemme havde 3-4 smukke hustruer og smukke børn. Ved solens opgang knælede de på deres kapper med ansigtet vendt mod øst og syd mod mekka og Medina. Det gjorde de mens de mumlede deres børn og lod en rem glide mellem deres hænder.

 

En uheldig episode

En uheldig episode indtraf i den lille by Stevning på Als i 1916. Hos landmand Claus Torre var der en russisk krigsfange, der havde fået et brev, der meddelte ham, at hans hus var brændt ned og at hans børn var indebrændte. Krigsfangen gik pludselig amok og stak gårdejeren ihjel med en kniv. Han blev naturligvis straks arresteret og ført bort.

Næsten lige så alvorlig som drabet på Claus Torre var det efter myndighedernes mening hvis der opstod et kærlighedsforhold mellem en nordslesvigsk kvinde og en krigsfange. Men at dette også forekom, kan vel ikke overraske. I en tid med et stort underskud af mænd i alderen 18 – 45 år – og en noget løsere samfundsmoral end normalt – måtte der uundgåeligt opstå et vist samkvem mellem enlige kvinder og nogle af de mange krigsfanger.

Den første russer blev født på Als

I Sønderborg fortaltes, at der i 1916 var nogle af landmandskonerne, der gik og sang:

 

• Lieber Mann, bleibst du in Flandern
• Hier zu Hause liebt mich ein Andern

 

Og der fortaltes med et smil i Aabenraa at samme år var den første russer født på Als.

 

Tre måneders fængsel for et seksuelt forhold

I Avnbøl fik en soldaterkone et barn med en russisk krigsfange. De arbejdede begge som hjælpere på et damptærskeværk, der blev kørt om i sognet. Kvinden og barnets videre skæbne kendes ikke.

En 22 – årig tjenestepige fra Als blev i 1916 ved retten i Flensborg dømt for at have haft et seksuelt forhold til en russisk krigsfange. Straffen for det utilbørlige forhold var to måneders ubetinget fængsel.

En tilsvarende sag dukkede op måneden efter.

 

De fik otte børn

I Ulkebøl på Als var en ung pige kæreste med en russer og flygtede med ham i 1918. Hvorledes de var kommet til hans hjemstavn ved Sortehavet ved ingen. Mern nogle år senere hørte forældrene fra hende. De var nået til hans hjemstavn. Hun var blevet gift med sin krigsfange og havde fået tvillinger.

Iwan Apuschkin arbejdede på Grøngård. I 1921 giftede han sig med den 21 – årige Johanne Sophie. De fik i alt 8 børn. Trods økonomisk smalhals længtes han til sit fædreland og rejste en tur over for at besøge sin familie. Men han havde ikke råd til at komme tilbage. Men så gik det danske konsulat ind og hjalp ham. Han døde i 1937 og er begravet på Saksborg Kirkegård.

For at forhindre for nær og vedvarende kontakt blev fangerne udskiftet en gang imellem.

 

20 mark for at pågribe en russer

I 1915 lykkedes det for op mod hundrede russere at flygte til Esbjerg. Rygtet om heldig gennemførte flugtforsøg gav hurtigt inspiration til andre. Myndighederne strammede grebet og gav nu vagtmandskabet og arbejdsgiverne personlig ansvarlig.

Fra 1916 var det også tyske straffefanger, der flygtede over grænsen. Fra august 1916 blev der anbragt pigtråd i alle grøfter nær landegrænsen for at hindre at flygtninge opholdt sig her. Fra oktober 1916 blev der udleveret en dusør på 20 Mark til alle, både bevogtningsmandskab og civile, der hjalp med at pågribe flygtninge.

Undertiden kunne det ske, at de flygtende krigsfanger slog følge med unge sønderjyder, der deserterede fra værnepligten. Dette var tilfældet i en flygtningegruppe på tre fra Rejsby Sogn.

To russiske flygtninge oplevede efter 16 dages flugt at blive taget direkte på grænsen. De blev indsat i den tyske toldbygning, hvorfra de kunne se Ribe Domkirke – det forjættede land.

 

Antallet af flugtforsøg voksede

Sidst på året 1917 voksede antallet af flugtforsøg blandt de russiske fanger. Mange havde da været i Nordslesvig i et par år. De længtes at se fædrelandet og familien. Flugten kunne foregå til fods over landegrænsen eller pr. båd ved at krydse Lillebælt fra den sønderjyske østkyst. Enkelte vovede sig også gennem Vadehavet. Dette var nok den mest farlige rute. Den krævede nøje kendskab til tidspunkterne mellem ebbe og flod.

Efter indgåelsen af fred i Brest – Litovisk i marts 1918 mellem Tyskland og Rusland voksede flugtforsøgene hastigt. Mange russiske soldater opgav at vendte på den officielle hjemsendelse og forsøgte selv at organisere deres tilbagevenden.

Efterhånden vidste landmændene også hvordan de skulle bestikke vagtmandskabet – med ekstra fødevarer. Så blev de ikke så hurtig indberettet.

 

Mange druknede under flugtforsøg

Mange forsøgte at flygte fra Barsø og Als. Dette var tyskerne opmærksomme på. Så de indskrænkede mulighederne for at man kunne udleje både såvel i Østersøen og som i Nordsøen.

Det så jo let ud sådan en solskinsdag, at Lyø og Ærø lå tæt på.  Fangerne på gammelgård stjal båd, der lå nede ved den lille sø. Andre flettede en båd af grene og overtrak den med sejldug. Atter andre fik to aljetønder transporteret til havs og forbandt dem med brædder som de kunne sidde på. Nogle druknede, andre blev fisket op af tyske vagtskibe, der uafbrudt krydsede vandet. Bevogtningen i området ved landegrænsen blev forøget fra 1918. De tyske vagtposter begyndte at affyre skræmmeskud langs hele grænsen. Mange kræfter blev sat ind for at fange desertører og flygtende krigsfanger.

Hvis man ville flygte over landegrænsen, måtte man skjule sig om dagen og kun vandre nord på om natten. Det kunne godt være adskillige nætter at vandre fra Tønder eller Tinglev – området op til Kongeågrænsen.

 

Tyskerne gik over den danske grænse for at fange flygtninge

Filip Goljeff en russisk bonde var en af de flygtninge der forsøgte flere gange. Han arbejdede nede i Ejderstedt. Efter 16 dage blev han pågrebet. De blev ført til straffelejren i Bajstrup. Her måtte han udstå 14 dages mørk arrest – sammen med 64 andre, der også var blevet pågrebet.

Men ikke alt gik helt lovligt til. Sådan var tilfældet i Farris den 30. oktober 1916, hvor forsøget på at fange flygtende fanger førte til krænkelse af dansk neutralitet. I Ribe Stiftstidende berettedes om den følgende dag, hvorledes en russisk krigsfange var blevet skudt af tyske grænsevagter efter at han havde nået dansk grund. To tyske soldater løb 40 – 50 meter ind på dansk grund efter at have skudt ham og slæbte den sårede russer med sig over grænsen igen.

 

Fanger blev skudt efter at have overgivet sig

Folk i Rejsby – området fortæller at russiske flygtninge blev skudt på nært hold efter at de havde overgivet sig.

I løbet af eftersommeren 1918 begyndte den tyske regering at forberede en udveksling af krigsfanger med Frankrig og Belgien.

Sovjetrepublikken kom ud i en borgerkrig. De russiske fanger var de sidste, der blev hjemsendt. Gårdmand Hoeck på Dynt Mark fik i februar 1919 besked på, at hans russiske fange August Reiter skulle sendes med en transport øst på til stamlejren. Mange kom dog til at vente meget længere end August.

 

57 pct. i Tønder Amt tog skæbnen i egen hånd

Fra Gefangenkommando Tondern blev der meddelt den 4. juli 1919 at de 86 russere som var tilbage i området n u var afsendt til deres stamlejre. Samtidig udfærdiger fangekommandoen en oversigt over de 115 fanger, som var flygtet og har unddraget sig hjemtransporten. Det er således hele 57 pct. af de russiske flygtninge i Tønder – området som valgte at tage skæbnen i deres egen hånd.

 

Interneringslejre langs Kongeåen

I Jylland blev der oprettet interneringslejre langs hele Kongeågrænsen, hvor flygtningene efter deres ankomst blev interneret i fjorten dage. Grænsekontrollen blev varetaget af Grænsegendarmeriet. I lejrene eller på nærmeste sygehus blev de lægeundersøgt for evt. smitsomme sygdomme og renset for utøj.

Efter interneringsperioden blev de sendt til Det Kejserlige Russiske Generalkonsulat i København, hvor man sørgede for hjemtransport til Rusland. De lokale politimestre eller herredsfogeder sendte regningen for kost og logi samt evt. ny beklædning m.v. til konsulatet, som efterfølgende refunderede beløbet.

 

Russere valgte at blive boende

Efter fredsafslutningen mellem Tyskland og Rusland måtte Danmark selv stå for alle udgifter.

De allerfleste krigsfanger blev tilbagesendt i løbet af vinteren og foråret 1919. Men nogle vendte faktisk tilbage igen. De var trætte af at vente i hovedlejren.

Mange valgte også at blive boende. Men så skulle arbejdsgiveren fremsende en erklæring om, at der ikke var lokalt arbejdskraft at få. Således blev 17 russiske krigsfanger i Aabenraa Amt. En del valgte også at blive boende uden tilladelse, men de kom så i klemme senere.

Nogle af de russere, der valgte Danmark som nyt fædreland rejste alligevel tilbage til Rusland efter nogle år. Og det skete selv efter rædselsberetninger derfra. Det gjaldt også for Simon Cholodenko fra Ukraine. Han fik to børn med en sønderjysk tjenestepige under krigen. Han blev daglejer og rygter efter krigen. Men i 1929 opgav han Danmark og sejlede til sin hjemstavn.

Men ak. Han var ud af en ortodoks jødisk slægt og blev betragtet som en paria af familien fordi han havde giftet sig med en kristen pige. Sibirien blev deres nye hjemstavn.

 

I 1922 var der 170 russer tilbage

I Ulkebøl flygtede en landmandsdatter med familiens krigsfange.  Det lykkedes de to at nå til krigsfangens hjemstavn ved Sortehavet. Hendes forældre opnåede kontakt med hende men tilbage til Als kom hun aldrig igen.

Der var endnu 170 russere tilbage i Danmark i 1922. De fleste af dem var i Sønderjylland. Justitsministeriet overvejede at udvise dem. Mange af dem var utrygge ved det nye styre i Sovjet. En russer blev glarmester i Lydersholm mens en anden russer ernærede sig som skomager i Vilsbæk. I Bylderup blev russeren Androsoff boende. Han giftede sig med en krigsenke og blev landmand og grisehandler. Også i Lund forblev krigsfangen på gården. Han giftede sig med datteren og faldt godt til.

Men nu var det de færreste, der blev gårdejere. De blev landarbejdere eller husmænd.

 

Ikke alt endte lige lykkeligt

Fjodor Bjelous, kaldet Belose kom til familien Møller på gården Fausbøl i Todsbøl, Bjolderup sogn i 1915. Han blev boende her indtil sin død som 81 – årig i 1970. Han var ugift. . Skønt han blev i Todsbøl i 55 år lærte han ikke dansk eller tysk.  Ud over det mest nødvendige. Dansk statsborgerskab fik han først i 1958, da han var 65 år.

Kalika bosatte sig i Hammerlev, hvor han havde været krigsfange. Han var uddannet pelsmager. Dette erhverv kunne han ikke udføre i Sønderjylland.  Han søgte en plads som fodermester. På gården arbejdede en pige fra Aabenraa, som han i 1923 giftede sig med. Han havde opgivet at vende hjem. Han var analfabet. Men deres største sorg var at de mistede tre børn. Først langt senere fik de et barn, der overlevede.

Det var et hårdt job som fodermester. I 1936 flyttede de til Aabenraa. Kalikas største ønske var at få søndagsfri. Han kom til at gå langt efter arbejde. To gange 12 km hver dag. I 1949 døde hans kone kun 52 år gammel. På et tidspunkt havde han tre husbestyrerinder. De ville alle giftes med ham. Men han ville ikke og så ville de ikke mere føre rent for ham.

Han endte sine dage på plejehjemmet Grønnegården i Aabenraa. På spørgsmålet om hvorvidt han havde glædet sig med Danmark som nyt fædreland svarede han:

 

• Det kan jeg ikke svare på. Jeg kender ikke noget til Rusland. Jeg ved ikke, hvad der var bedst for mig. Livet her har været surt arbejde hele tiden. Tre børn døde, konen blev grå. Jeg er stadigvæk analfabet. Der har aldrig været stunder til at læse. Ja livet var surt, og nu er det snart forbi.

 

Bange for beskæftigelsen

Fra 1917 ændredes danskernes indstilling til flygtninge. Man var bange for, at deres situation blev udnyttet til billig arbejdskraft så man ikke selv kunne finde beskæftigelse.  De ville efterhånden blive en konkurrent på arbejdsmarkedet.

Efter at det russiske gesandtskab havde lukket kassen udfoldede de danske myndigheder store anstrengelser for at undgå at få russiske flygtninge ind i landet.  Den tidligere åbne dørs politik blev nu vendt til klar afvisning.

Den nutidige danske flygtninge – og fremmedpolitik har således sine rødder i perioden 1914 – 1918.

Flertallet af russerne syntes at have haft det godt. Måske kan dette skyldes den tyskfjentlige holdning i befolkningen.

 

Tårer ved afsked

I Bov Sogn var befolkningen kede af det den dag de russiske fangere forlod sognet. De blev kørt til banegården i Flensborg. Ved banegården holdt et langt tog med lukkede godsvogne. Langs resten af toget stod lange rækker af fanger opstillet med mellemrum. Mellem hvert hold og foran hvert hold stod vagtfolkene.

Der blev udvekslet mange ”Doswedanje”. Fangerne gav udtryk for at de aldrig ville glemme befolkningen i Bov. Og denne opfattelse var gensidig. Mange af værtsfolkene var taget med til Flensborg for at sige farvel.

 

En lille lund syd for Løgumkloster

På en lang række af landsdelens kirkegårde møder vi i dag de fremmede soldaters navne. Stærkest indtryk får man ved at besøge en lille lund syd for Løgumkloster nær Tønder.  Her ligger de 71 soldater, der døde af plettyfus fra lejren i Løgumkloster. I gravlunden er det tillige begravet to russere, der valgte at bosætte sig i området. De fik tilladelse til at blive begravet sammen med deres kammerater. Det skete i 1965.

Også på Tinglev kirkegård er der et smukt monument på en fællesgrav. I smug havde danskere om natten plantet røde og hvide nelliker. Men ellers er der russiske grave mange steder i Sønderjylland – ja ca. 175 stykker.

I oktober og november 1918 døde 20 russer under fangekommando Aabenraa af influenza og lungebetændelse.

 

Kørt over af et tog

På Tønder Kirkegård er der tre gravsteder over russiske krigsfanger. De har været der i mange år og er omtalt i Ingolf Haases bog: Tønder Kirkegård – en kirkegård ved grænsen. Men man har hele tiden troet, at de to af gravene stammede fra Anden Verdenskrig. De to af gravstenene er først rejst i 1957. Men en henvendelse fra Den Russiske Ambassade vendte op og ned på denne opfattelse.

Man fandt ud af, at de to var døde i 1917. I bøgerne fandt man ud af, at de to både var døde og begravet samme dag. Det viste sig at være en dramatisk historie. De havde taget flugten fra en nærliggende fangelejr, havde taget tøjet af for at krydse en å. Og så havde de befundet sig på nogle skinner og blevet kørt ned af et tog.

 

Kilde:

• dengang.dk – div. Artikler
• lokalhistorisk-arkiv-6240-lgkl.dk
• verdenskrigensspor.dk
• thedanishshdcheme.co.uk
• denstorekrig1914-1918.dk
• danmarkshistorien.dk
• da.wikipedia.dk
• jv.dk
• Inge Adriansen: Ivan fra Odessa – Krigsfanger i Nordslesvig og Danmark 1914 – 1920
• Inge Adriansen, Else Dam Jensen m.m.: Sønderjylland A – Å
• Sønderjysk Månedsskrift
• Sønderjysk Årsskrift
• Bent Blüdnokow: Krigsfanger, et billeddrama om krigsfanger i Danmark 1. Verdenskrig

 

• Hvis du vil vide mere: dengang.dk indeholder 1.620 artikler herunder 189 artikler fra Sønderjylland, bl.a.:

 

• Krigsfanger i Sønderjylland
• Haderslev under Første Verdenskrig
• Sønderjyder (Nordslesvigere) i første verdenskrig
• Første verdenskrig i Bov
• Flugten over Grænsen 1914 – 1920
• Dengang ved Fronten