Firmaet var omgivet af mange skandaler. En artikelserie i Berlingske Tidende om firmaets gøren og laden under besættelsestiden førte til at Danmarks ældste avis blev solgt til udlandet. Chefredaktøren blev fyret. Han havde forsøgt at forhindre offentliggørelse. En skibsredder blev vred, en dom blev holdt hemmelig. Mange erhvervsvirksomheder blev slet ikke dømt i retsopgøret. Men det gjorde den jævne mand. Og egentlig startede det hele med det geniale Madsen – maskingevær.

 

Hvem var Riffelsyndikatet?

En række adresser på Østerbro omkring Århusgade udgjorde komplekset Riffelsyndikatet. Det blev egentlig oprettet i år 1900 som Comapgnie Madsen A/S. Hovedproduktet var det berømte Madsen Maskingevær.

 

Siden starten producerede virksomheden metalvarer. Men efter at maskingeværet var blevet et hovedprodukt hed firmaet Dansk Rekyl Riffel Syndikat A/S. I 1936 blev navnet Dansk Industri Syndikat A/S. I folkemunde blev dette til Riffelsyndikatet. Maskingeværer og kanoner fra fabrikken har givet dens ejere store fortjenester.

 

Dommen gjort hemmelig

Omkring 1920 var Riffelsyndikatet en del af Transatlantisk Handelskompagni. Under anden verdenskrig solgte selskabet våben til den tyske værnemagt. Tre gange under besættelsen blev virksomheden ramt af sabotage. Den største af dem og sikkert besættelsens største fandt sted den 22. juni 1944.

 

Efter krigen blev virksomheden dømt for værnemageri. Men dommen blev af en eller anden grund holdt hemmelig for offentligheden. Havde man kendt til de dokumenter, som man kender i dag, var det nok også endt med fængselsstraf.

 

Firmaet eksisterer stadig. I dag hedder det DISA og producerer især Disamatic formemaskiner og støberiudstyr.

 

Men egenetlig var det V.H.O. Madsen, der i 1879 sammen med rustmester Bjarnov konstruerede det luftkølede rekylrepeterende maskingevær, som kom til at få Madsens navn.

 

Mange adresser på Østerbro

Århusgade 130 og Billedgade 8 hørte også til Riffelsymdikatet, men egentlig blev bygningerne opført i 1918 som pakhus og kontorbygning for A/S Russisk Handelskompagni.

 

Redhavnsvej 13A og 13B blev opført i 1896 i to etager for Københavns Sand Cement Fabrik, der var en filial af Aalborg Portland Cementfabrik A/S. I 1938 overtager Riffelsyndikatet hele komplekset. De bruger det til lager og kontor.

 

Masser af skandaler

I dag udgør hele komplekset en et enestående kulturmiljø, der rummede alt fra hærderi, krydderisalg, smedje, marketenderi, lager og kontor. Men stadig bærer komplekset spor fra de tidligere funktioner. Således er der på Jernvej 11 et hejseværk. Man kan stadig forestiller sig de skandaler, der her udviklede sig. Det var en stor arbejdsplads. Da fabrikken var på sit højeste var her 1.600 ansatte.

 

 

Dramatiske følger

Historien om Riffelsyndikatet fik også dramatiske følger for Berlingske Tidende. Det A.P. Møller ejede selskab, der senere skiftede navn til Dansk Industri Syndikat tjente masser af penge på tyskerne. Under hele besættelsen blev våbeneksporten til den tyske Wehrmacht

øget betydelig. Den danske egering havde godkendt salget. De brugte endda virksomheden til salg af våben fra statens egen våbenfabrik.

 

Andre store danske firmaer eksporterede også produkter til Tyskland – dengang. Det drejede sig blandt andet om B&W, F.L. Scmith, Scandia, Atlas, Thomas B. Thrige, Vølund , Frichs, Danfoss m.m.

 

Det blå stempel

Regeringens kurs var klar. Man samarbejde, og gjorde det, fordi man skønnede, at det var nødvendigt, ansvarligt og fornuftigt. Således byggede det danske entrprenørfirma Wright, Thomsen og Kier flyvepladser for Luftwaffe.

Det Danske udenrigsministerium og Den danske Hær gik med i samarbejdet under forudsætning, at samarbejdet blev holdt hemmeligt. Alle ministerier gav dette samarbejde det blå stempel.

 

Men Riffelsyndikatet gik også uden om regeringen og foretog selvstændige initiativer. Ofte satte de regeringen under pres. Fabrikkens handlemåde kunne sagtens have påvirket de allieredes syn på Danmark.

 

Hvor langt kan vi egentlig gå?

Virksomhederne blandede ikke politik og forretning. Man havde ingen moralske skrupler. Og hvis det endelig var nogen, der spurgte, ja så fulgte man bare samfundets og regeringens interesser. Derfor undgik man hele tiden, at svare på spørgsmålet:

 

       Hvor langt kan vi egentlig gå?

 

A.P. Møller var ikke nazist

A.P. Møller var som så mange andre erhvervsdrivende længe naiv i deres syn på nazismen. Man indrettede sig under de rammer, som regering og folketing skabte. Regeringen havde jo valgt at samarbejde.

 

Man kan vel næppe kalde A.P. Møller for at være nazist. Men skibsredderen støttede i 1939 den stærkt antisemitiske og antidemokratiske Victor Pürschel der i 1939 oprettede partiet Nationalt Samvirke. I dagens mønt udgjorde støtten 350.000 kr. Og senere tilgik der et yderligere beløb til Pürschel. Politikeren flirtede helt klart med fascismen.

 

I et foredrag i det toneangivne debatforum Studenterforeningen i 1942 citerede A.P. Møller , Mein Kampf. Han afslørede her en hvis beundring for Hitler. Han tilføjede dengang:

 

       Deri har han Ret som i saa meget andet

 

I 1930’erne skrev skibsredderen en kronik, hvori han lovpriste datidens Tyskland, uden at kommentere alle de overgreb der havde fundet sted.

 

Berlingske Tidende blev solgt

Da afsløringerne om Riffelsyndikatet kom frem i Berlingske Tidende i 1999 fremprovokerede det voldsomme reaktioner. Først forsøgte bladets chefredaktør at standse artiklerne. Efterfølgende resulterede det i, at A.P. Møller satte avisen til salg. Mærsk MC – Kinney Møller blev så oprørt over artikelserien, at han i protest solgte sin aktiebesiddelse i Berlingske Tidende.

 

Også internt i redaktionen skabte historien et heftigt røre. Man havde fået fat i en god historie, som mange ville undertrykke. Men den daværende chefredaktør Peter Wivel ville ikke trykke historierne. Det førte til faglig uro. Journalisterne opfattede det som om, at de skulle stoppe med arbejdet med historien.

 

Og chefredaktøren Peter Wivel blev da også fyret. Besættelsestidens sande historier er stadig farlige.

 

Pludselig var Danmarks ældste avis på udenlandske hænder. Sandheden var ilde hørt. Og pludselig kom der endnu en god historie frem.

 

I får 5.000 maskinpistoler!

A.P. Møller havde under et besøg i Sverige i 1942 bedt modstandsbevægelsens repræsentant Erik Seidenfaden om at henstille til briterne om at stoppe bombninger og sabotage. Så ville han i 1944 garantere betaling af 5.000 Husqvarna – maskinpistoler til modstandsbevægelsen.

 

Rene hænder?

Hele balladen førte til en undersøgelse omkring erhvervslivets rolle under besættelsen. En konference med titlen Rene hænder, nødvendigt samarbejde eller opportunisme? Blev afholdt.

 

Dagbladet Politiken ville ikke stå tilbage for deres konkurrent. De startede en artikelserie om landbrugets og fiskeriets rolle i besættelsestiden. Men der var dog ikke nye afsløringer i dette materiale.

 

Ingen moralske overvejelser

Riffelsyndikatet havde ingen moralske overvejelser, da de leverede våben til tyskerne. De sagde, at de tog hensyn til de ansattes eksistens og beskæftigelse. Men var det ikke i sidste ende omsætningen, der talte.

Men egentlig var det de gjorde – landsforræderi. Men virksomheden blev aldrig dømt efter denne paragraf. I det meget omtalte retsopgør var det de små, der blev dømt. De store slap under devisen – vi blev tvunget til det.

 

En spritdom ødelagde retsopgøret

I retsopgøret var der talrige sager mod direktører, snedkere, fiskere, vognmænd, kantinepiger, fæstningsarbejdere og mange andre med krav om tilbagebetaling af dele af fortjenesterne på det tyske arbejde. De små værnemagere måtte bløde efter retsopgøret. Det måtte den enkelte arbejder også.

 

Store virksomheder slap. De gjorde jo bare som regeringen havde sagt. Dem, der havde fulgt regeringens ordre om at melde sig som frivillig ved østfronten, slap ikke. De fik hårde straffe. Ikke et under, at mange følte, at der ingen retfærdighed var i retsopgøret.

Kommunist og modstandsmand Carl Madsen fik efter besættelsen titel af ekstraordinær stadsadvokat. Han skulle behandle alle sager om værnemageri. Han var tilhænger af hård justits over for dem. Men ak, en spritdom satte en stopper for dette.

 

Også andre af A:P. Møllers virksomheder blev dømt til at skulle betale store bøder til den danske stat. De havde også tjent store summer under krigen.

 

Det står ikke i historiebøgerne

Alle disse ting er ikke noget vi har læst i historiebøgerne. Og det er nok de færreste historikere, der vil skrive om det. Det giver ridser i lakken, når man skal beskrive Danmarks rolle under krigen.

 

Danmark var en vigtig støtte for Det Tredje Rige. Det danske erhvervsliv leverede varer for 200 milliarder kr. målt i nutidens priser. Stadsadvokaten har henlagt 50.000 sager fra den tid. Danmark lå klart i top af de besatte lande i at opfylde tyskernes ønsker.

 

Danmark var Tysklands spisekammer

Danmark var Tysklands spisekammer. Landbrugsprodukterne udgjorde 75 pct af Danmarks eksport under krigen. Også fiskeriet havde gyldne tider. Indtægterne for fiskeeksportørerne steg med 3 – 400 pct. De danske fiskere havde Nordsøen for sig selv. Fiskernes organisationer tog ikke politisk stilling.

 

Fra foråret 1944 begyndte A.P. Møller, der var storaktionær i Riffelsyndikatet at interessere sig for Modstandsbevægelsen. Han gav rundhåndede bidrag, samtidig med at firmaet fortsatte med at producere våben til tyskerne. Men et mærkelig dobbeltspil fulgte. Ansatte på virksomheden på Østerbro hjalp til med at sabotere virksomheden.

 

400 kg. Trotyl

Tre af de ansatte var aktive i modstandsgruppen Holger Danske. De smuglede dele til maskinpistoler ud til modstandsbevægelsen fra sommeren 1944.

Det var den 22. juni 1944 at besættelsestidens største brag lød, da man havde anvendt 400 kg sprængstof til ødelæggelse af fabrikken. Forbipasserende togpassagerer jublede og vinkede med deres lommetørklæder, da de så de ødelagt bygninger.

 

Masser af ømme punkter

Når man taler om besættelsestiden er tale om en mængde manipulation og forsøg på efterrationalisering. Belastende papirer er pludselig forsvundet. Mange af sagerne fra dengang er stadig kontroversiel. Det bliver spændene, når arkiverne bliver helt tilgængelig. Men der er masser af ømme punkter tilbage. 

 

Riffelsyndikatets historie starter i 1864

Tilbage til Riffelsyndikatet. Det hele begyndte i krigen 1864. V.O.A. Madsen mente ikke, at danskerne havde samme gode våben som tyskerne. Det lovede han sig selv, at gøre noget ved. Han interesserede sig meget for videnskab, og var en sjælden guldklump, skulle det senere vise sig. Han underviste efterhånden på Hærens Officerskole i matematik, krudtfabrikation og minelære.

 

Et lille lokale på Dampfærgevej

Han blev gift med en præstedatter og blev udnævnt som kaptajn ved artilleriet. Gennem mange år udviklede han det senere meget berømte gevær. Og det blev afprøvet efter alle kunstens regler. På Hærens Geværfabrik arbejdede værkmester Hergett på at forbedre geværet. Og det tog mere end 10 år, at udvikle det.

 

Man lejede et lille lokale i 1900 i tagetagen i en fabriksbygning på Dampfærgevej i Frihavnen. 40 maskinarbejdere på Hærens Geværfabrik fik til opgave at samle geværene. Men det gik lang tid inden der rigtig kom gang i den. I 1904 havde kun 11 geværer forladt landet.

 

Den russiske hær aftog 300 geværer

Men Rusland og Japan kæmpede et blodigt slag. Det betød at hærledelsen i Rusland aftog 300 geværer. De vakte så stor begejstring, at man yderligere forlangte 1.300 geværer. Rygtet havde nået de forskellige hærledelser rundt omkring. Nu gik salget strygende.

 

Det var ikke mere plads på Hærens Geværfabrik på Amager. Man flyttede nu produktionen til et lejet væksted i Århusgade.

 

Madsen blev krigsminister

Madsen havde nu fået rang af generalmajor. Det var naturligt at tildele ham posten som krigsminister i Venstre – regeringen i 1901.

Madsen sørgede for, at Københavns Befæstning blev udbygget. I folkemunde blev den kaldt Madsens Kasematter.

 

Men han var ikke skabt som politiker. Han nåede dog at få indført tandbørstning og afskaffelse af snapsen i det danske forsvar. I 1904 afgik han som krigsminister.

 

Briter forsøger at snyde

Et britisk våbenfirma forsøgte at snyde firmaet i Århusgade. Det bristiske firma blev dømt til at skulle betale 90.000 engelske pund. Men så mange penge havde de engelske Rexler fabrikker ikke. Så i stedet overtog Riffelsyndikatet en stor maskinpark og masser af værktøj.

 

Et dyrt eventyr

I en nedgangsperiode kom der pludselig en ordre på 15.000 geværer. Man havde bare et lille problem. Det var eksport – forbud. Men så kunne man jo bare bygge en fabrik i Rusland. Man gik i gang,  og fik fat i en investor. Men så væltede ulykkerne over fabrikken. Et skib med maskiner sank. Revolutionen i 1917 gjorde det heller ikke lettere.

Man gjorde tabene op. Den samlede gæld var på 11 millioner kroner. I nutidens mønt svarede det til 300 millioner kroner.

Oven i dette skulle lægges en halv million kroner i godtgørelse til de 130 arbejdere, der var udstationeret i Rusland.

 

En ny direktør

V.H.O. Madsen døde i 1917. Til det sidste underviste han på Hærens Officersskole. Investoren, Harald Plum havde en masse penge til gode. Han forsøgte at samle stumperne. Den ny direktør kom til at hedde Werner Haubroe. Han var rejst rundt i hele verden for at sælge det berømte gevær. Han havde været mønsterelev på Hærens Officersskole. Han drev sin ansatte frem med hård disciplin. Når han bevægede sig ud af den røde administrationsbygning gik budskabet hurtig videre til alle ansatte.

 

Dertil kom også, at Haubroe var næsten døv. Han talte meget højt til de nærmeste, og det samtidig med sin militære baggrund.

 

Reservedele til cykler

I en periode svigtede salget af våben. Man forsøgte sig med reservedele til cykler. Men det var hvis ikke nogen succes. Man satte så alle kræfter i, for at forbedre maskingeværet. Den ekcentriske fynske ejer ville ikke opgive. Og premierløjtnanten i direktørstolen kæmpede også videre.

 

I 1919 indtrådte Aage Henckel som kommerciel direktør. De ansatte så ikke så meget til ham. Han holdt sig i administrationsbygningen. De kaldte ham for, manden fra Illum.

 

Gevær i serieproduktion

Men efterhånden fik man et problem. Det viste sig at holdbarheden på maskingeværet ikke var god nok. For at få udviklet nye ideer blev kaptajn Viggo Balslev ansat som underdirektør.

Han fik den ide, at udvikle geværet i serieproduktion. Efterhånden lykkedes det. Men trods gode salgstal var det ikke let at komme væk fra de røde tal.

 

En ny støttefod

Der blev konstrueret en ny støttefod til geværet og den vakte begejstring. Riffelsyndikatet måtte købe nye fabrikshaller i Frihavnen.

Men pengemanden Harald Plum havde efterhånden opbygget en gæld på 150 millioner kr. og i 1922 sagde Landmandsbanken stop.

 

Maskingevær i kampfly

Situationen var på fabrikshallerne var spændt, Men så fik Haubroe en ide. Maskingeværet skulle monteres i kampfly. Og de første kunder til dette var den tyrkiske hær.

Der var stadig økonomiske problemer trods et godt salg. I 1927 udbrød der et bitter strid mellem de to direktører

Pengemanden Harald Plum blev anklaget for bedrageri. Og selv om han havde modtaget ridderkorset og meget mere, blev det for meget for ham. Han tog en pistol og skød sig selv.

 

Store udvidelser var nødvendige, men man havde stadig en gæld tilbage efter det kuldsejlede russiske eventyr.

 

A.P. Møller kommer ind i firmaet

Haubroe henvendte sig til skibsredder A.P. Møller og overbeviste ham om, at han skulle investere i Riffelsyndikatet. I første omgang blev det til 15 pct.

Den nye maskinkanon blev en succes.

 

Et musikkorps

Men den ny regering med Stauning i spidsen havde indført eksportforbud af våben til krigsførende lande. Og det blev et stort problem for Syndikatet.

Et nyt udspil fra udenrigsminister Munch gjorde Haubroe rasende. Han nedlagde alle landets frivillige musikkorps. Som en protest oprettede Haunroe et militærorkester på Riffelsyndikatet. Fabrikken betalte alle instrumenter.

 

Fabrikken gik i 1934 i gang med at fremstille luftværnssirener. I 1935 havde man så godt gang i den, at man kunne betale overskud til investorerne. Lønningerne var høje og arbejdsforholdene var de bedste i hovedstaden.

 

Operation Wesserübung

I Finland kæmpede finnerne bravt mod russerne med våben fra Riffelsyndikatet. Det gjorde Hitler nervøs. Samtidig var han sikker på, at briterne ville gå ind på Jyllands vestkyst. Operation Weserübung blev planlagt.

 

Vareprøver smuglet med diplomatpost

Dansk Industri Syndikat havde i 1939 1.353 ansatte og man udbetalte et udbytte på 28 pct. til deres investorer. A.P. Møller havde udvidet investeringerne, og sad nu på en tredjedel af aktierne.

Der var erhvervet en ny fabriksejendom i tre etager.

 

Man havde fået tilladelse til at eksportere nogle få våben til tyskerne. Men virksomheden forhandlede også uden om regeringen med tyskerne. I 1939 lykkedes det for virksomheden at smugle nogle vareprøver op patroner via diplomatpost til Berlin.

 

Danmark – en stor handelspartner

Da tyskerne besatte landet og nærmede sig Frihavnen, var man i første omgang klar med at forsvare Riffelsyndikatet. Kanoner og rifler var trukket frem fra lageret. Men længere nåede de ikke. Fabrikkens øverste chef, beordrede til at holde inde. Direktørerne samlede medarbejderne og kundgjorde, at det ikke var noget at gøre.

 

Tyskerne var glade. Efterhånden var Danmark deres næststørste handelspartner kun overgået af det fascistiske Italien.

 

       Danmark havde overskredet de mængder af fødevarer, som de tyske myndigheder før besættelsen havde regnet sig frem til. Og industrien havde gjort den ”tyske krigsindustri vigtige tjenester”

 

Råvarer retur

Den danske nationalbank måtte lægge ud for tyskernes indkøb på en såkaldt clearingskonto. Det var så meningen, at tyskerne skulle betale det hele tilbage, når freden var genvundet i Europa. Eneste modkrav var, at der skulle følge råvarer med hver ordre.

 

De tjener mange penge

Erling Foss afsluttede sin rapport om forholdene i Danmark til englænderne:

 

       Dansk Industri Syndikat i Frihavnen tidligere Dansk Riffel Syndikatet arbejder dag og nat for tyskerne og tjener mange penge.

 

Forskellig opfattelse

Som så ofte, er der forskellige opfattelser af hændelsesforløbet, når det drejer sig om beskrivelsen af besættelsestiden. Således havde ejerkredsen overvejet at lukke fabrikken, inden tyskerne kom, men de følte sig presset af Udenrigsministeriet, om at man skulle indlede forhandlinger med tyskerne.

Andre dokumenter siger dog tværtimod, at Udenrigsministeriet havde frarådet ledelsen til at forhandle med tyskerne.

 

Faglige foreninger blev vist rundt

Fabrikken oparbejde et stort overskud under besættelsen. Man udbetalte, det der i dag svarer til 77 millioner kroner. Samtidig inviterede man faglige foreninger til rundvisning på fabrikken og beværtede dem med øl og smørrebrød.

 

Ved fabrikkens 40 års jubilæum i 1940 fik alle medarbejdere en ekstra månedsløn. For at efterkomme tyskernes ordre, arbejdede man på treholdsskift.

 

Bag ryggen på embedsmænd

Man udvidede fabrikken med lokaler på den anden side af Århusgade. En af bygningerne havde været i Illums ejerskab. Man havde nu fået tilladelse til at fremstille finske og svenske våben. I 1943 oplevede virksomheden et rekord – overskud.

 

Også våben til brug i Danmark og andre besatte lande blev fremstillet. Gang på gang gik Syndikatet bag ryggen på embedsmændene.

 

Sabotager

Modstandsbevægelsen betragtede Syndikatet som den største forbryder herhjemme. Allerede den 10. maj 1943 genlød Frihavnen af et stort brag. Sabotører havde bragt en trotylbombe til sprængning på våbenfabrikken. Ingen ansatte kom til skade.

 

Lynch – stemning

Ledelsen frygtede at ansatte var med i planlægningen. Våbenproduktionen fortsatte. Og den 20. december 1943 genlød Frihavnen atter af et brag. I alt 80 kg. Trotyl blev bragt til sprængning. Sabotørerne havde ringet til ledelsen, og bedt dem om at bringe arbejderne i sikkerhed. Men det undlod ledelsen. Arbejderne arbejdede videre. Men rygterne begyndte, og en del af arbejderne nåede ud inden eksplosionerne. 20 medarbejdere blev dog kvæstet.

 

På fabrikken opstod der en lynchstemning mod værkføreren. En ansat på Syndikatet og en aktiv modstandsmand i BOPA skrev i sin aktionsrapport:

 

       Denne svinehund vil hellere risikere arbejdernes liv end lade maskinerne stå stille. Han må jo være interesseret i, at produktionen af mordvåben til tyskerne ikke bliver sinket et øjeblik.

 

Ledelsen skærpede yderligere deres sikkerhedsforanstaltninger. Man hyrede 70 soldater, fortrinsvis tidligere gardere. Uden for området havde tyskerne forstærket deres patruljering.

 

En kæmpe eksplosion

Men modstandsfolkene gav ikke op. En operation var planlagt til den 22. juli 1944. To lastbiler med 400 kilo trotyl blev kørt ind på fabriksområdet.

Sabotørerne gav ordre til at arbejderne skulle løbe alt hvad de kunne ned ad Århusgade.

Den voldsomme eksplosion, der nu fulgte, kunne høres over det meste af København. Fra hele Østerbro kunne man se en kæmpemæssig sky af tyk røg rejse sig over Syndikatet.

 

Ingen blev dræbt, heller ikke de tyske vagter. Hele gavlen på den gå betonbygning var blæst ud. Flere steder var tre etager endda gået i et. De kendte skader blev opgjort til 10 millioner kr.

 

Modstandsbevægelsen får 72 maskingeværer

Ledelsen fik opbygget virksomheden i løbet af efteråret. Man frygtede nye sabotageaktioner. Virksomheden tilbød modstandsbevægelsen våben. Men det holdt hårdt. Yderligere trusler fra modstandsbevægelsen medførte så endelig udlevering af 72 maskinpistoler.

 

Men trods sabotagerne var Danmark i tyskernes øjne et mønstersamfund. Syndikatet var den næststørste leverandør til tyskerne, kun overgået af B&W.

 

De slap billigt

Straffelovstillægget indeholdt paragraf 13. Heri blev det bekendtgjort, at der var tale om landsforræderi, hvis en person eller en virksomhed havde henvendt sig til besættelsestropperne for at lægge pres på de danske myndigheder og dermed forsøgt at opnå nogle fordele. Dertil kom paragraf 15 og 16 der var vendt mod særlig groft økonomisk samarbejde.

Men Riffelsyndikatet blev aldrig dømt efter den strengeste paragraf.

 

       Som skrevet blev Riffelsyndikatet idømt en bøde på 91,5 millioner kroner.

 

Det må siges, at være billig sluppet.

 

Erhvervs – virksomheder slap billigt

Selv dem, der ufrivilligt havde arbejdet for tyskerne blev dømt til at betale tilbage. En af de firmaer, der havde haft et nært samarbejde med tyskerne var Nordwerk i Rovsingsgade på Nørrebro. De havde repareret tyskernes flymotorer. Men firmaet blev kun dømt for utilbørligt samarbejde med tyskerne.

 

Mange erhvervs – sager blev ikke undersøgt ordentlig. Mange sager var truffet på et forkert og utilstrækkeligt grundlag. Stadsadvokaten tog hensyn til virksomhedernes størrelse og beskæftigelse, da han traf afgørelserne.

 

Masser af sager

Da sagerne blev afsluttet i september 1947 slap de to største syndere gennem systemet uden større skrammer. De to firmaer var B&W og Riffelsyndikatet. Og hvad der senere skulle vise sig, så var dokumenter vedr. det sidste firma på mystisk måde tilbageholdt. Også det faktum, at firmaet skulle betale en klækkelig bøde, fik offentligheden ikke noget at vide om.

15.000 sager om kørselssager mod vognmænd kom til behandling. Og der var hele 62 tons bilag vedr. tyske flyvepladser i Jylland der skulle ses efter.

 

Langt de fleste kendelser i retsopgøret ramte den jævne mand.

Revisionsudvalget havde gennemgået 50.000 sager. I alt beslaglagde udvalget tyske betalinger for 318 millioner kroner. Det svarer i nutidens mønt til fire milliarder kroner.

 

Ny undersøgelser i år 2000

I år 2000 blev der undersøgt, om der var sket fejl i forbindelse med sagen om Riffelsyndikatet. Men efter to måneders efterforskning afviste rigsadvokat Henning Fode og daværende justitsminister Frank Jensen, at foretage sig mere i sagen.

 

Geværet i den danske hær til 1962

De første år efter befrielsen var det vanskelige år for Dansk Industri Syndikat. Først i 1948 da flere smede – og bøssemagere var blevet omskolet til for eksempel at fremstille barnevogne, genoptog regeringen sine ordre hos våbenfabrikken.

Den danske hær kasserede først Madsen – geværet i 1962. Nogle år derefter blev det stadig brugt i hjemmeværnet.

 

DISA som fabrikken nu hedder på Herlev Hovedgade producerer ikke mere våben.

 

Kilde: Se

       Besættelsestidens Litteratur A – L

       Besættelsestidens Litteratur M – Å

 

Hvis du vil vide mere:

       www.dengang.dk indeholder 65 artikler om besættelsestiden. Se en fuldstændig liste, bagerst i artiklen Besættelsestidens Fortrængninger.