Ridser i lakken

Vi har læst en bog ”Ridser i lakken af Peter Kramer. Den forøger at anmelde her. men vi sidder tilbage med en lidt underlig fornemmelse. Ikke alt er ”Nye afsløringer”. Bogen indeholder nærmest skandaløse spekulationer. Husk lige at Danmark samarbejdede med tyskerne under besættelsen. Så fredelig var det i Danmark. Kongen havde familie i Tyskland. Dokumenter fra de kongelige besøg i Berlin er frit tilgængelige på Rigsarkivet. Kongehuset gjorde det ikke i ”sympati. Det var regeringens officielle politik, som repræsenterede. Dansk historieskrivning får en ordentlig en på tuden. Vi har selv mærket det – historisk uvidenhed. Helene blev ikke ”ofret”. Kongen bestemmer ikke, hvem der skal have ordner. Skal besættelsestiden virkelig omtales på denne måde? Ikke så kontroversielt at være nazist i 1930erne. Mange skamroste Tyskland. Alvorlige beskyldninger af forfatteren. Udtaler min bedste tak, sagde kongen. Kongens svar blev opfattet som fornærmelse og provokation. Telegramkrisen medførte tyske stramninger.

 

En underlig fornemmelse

Vi har læst en interessant bog med overnævnte titel. Undertitlen er ”Kongehusets forbindelser til Hitlers Tyskland”. Den er skrevet af journalist Peter Kramer. Og ikke et ondt ord at man er journalist. Vi har set udmærkede historiske bøger skrevet af journalister.

Men i dette tilfælde sidder man en underlig fornemmelse. Det er såmænd sikkert ikke forkert det som står i bogen og dog – konklusionerne er ofte forkert. Det er som om, at man fra start til slut bare skal et sted hen og så er det lige meget om man fejlfortolker hvad der egentlig skete.

 

Ikke alt er ”nye afsløringer”

Og en anden ting er, at alt i bogen skal fortolkes som om det er en ny afsløring. Vi har set mange af disse ”afsløringer” i andre bøger, og selv her på siden har vi skrevet om disse temaer. Men det er sikkert mange, der sluger bogen råt.

Peter Kramer mener, at det danske kongehus havde en tæt forbindelse til det nazistiske Tyskland og især nazi-toppen. Men så tæt har det nok alligevel ikke været, når vi kigger på den såkaldte ”telegramkrise”.

 

Skandaløse spekulationer

Bogens metode og dokumentation og skandaløse spekulationer efterlader en mærkelig følelse. Således får vi at vide, at den svenske konge hvis nok kun besøgte Hitler to gange, mens vores konge besøgte ham tre gange. Svensk TV lavede to udsendelser om det svenske kongehus og nazismen. Svenskerne eksporterede jernmalm til Tyskland og de gav tyske tropper lav til at tage toget gennem Sverige til Nordnorge.

Og den svenske konge sendte et lykønskningstelegram til Hitler, da denne angreb Rusland.

 

Danmark samarbejdede med tyskerne

Forfatteren glemmer også at mange i Danmark indtil 1943 havde sympati for Nazi – Tyskland, bl.a. hos de adelige og blandt militærfolk. Og hvordan var det nu men vores samarbejdspolitik. Den gik ud på at holde os gode venner med tyskerne. Ellers forblev det måske ikke en ”fredelig besættelse”. Husk også på at selv efter den 29. august 1943 steg vores eksport til Tyskland.

 

Så fredelig var det i Danmark

Isoleret set kan man måske give forfatteren ret i, at de kongelige gik over stregen. Mange medier er der også hoppet med på den limpind. Men nu skal kongehusets gøren og laden ses i sin helhed.

Da Christian den Tiende red rundt i byens gader blev det af danskerne betragtet som et frihedssymbol. Men tyskerne brugte det som propaganda, der viste, hvor fredeligt alting gik i Danmark.

 

Kongen havde familie i Tyskland

En del af Christian den Tiendes familie stammede netop fra Nazi -Tyskland. Og så benyttede man lejligheden til kortvarige møder med Nazi-toppen. Og Göring havde jo arbejdet i Danmark og Sverige. Da han sejlede rundt i sin yacht i de danske farvande i 1930erne blev han hyldet, hvor han kom hen.

 

Dokumenter fra kongens besøg tilgængelig på Rigsarkivet

At være æresgæster hos Göring til Bayreuth-festspillene var måske at gå over stregen. Man skal heller ikke glemme, at danske prinsesser var indgift i den nazistiske adel. Men man taler om mørklagte arkiver. Ja de kongelige arkiver er måske ikke lige tilgængelige. Men der findes dog tilgængelige dokumenter på Rigsarkivet, der endda er tilgængelig på nettet af kongens tre samtaler med Hitler.

Forfatteren fortæller at der ikke findes referater af disse møder. Der varede vel mellem 20 og 30 minutter. Ingen af disse møder var statsbesøg. Men de kongelige repræsenterede danske interesser.

 

Kongehuset gjorde det ikke i sympati

De gik ikke forrest i tilpasningen til Hitlers Tyskland og de gjorde det bestemt ikke i sympati. Forfatteren forstår ikke, hvordan kongehuset fungerer i et demokrati og at kongehuset udfører udenrigspolitik dikteret af regeringen.

Kongen ville næppe begå samme fejltagelse som i 1920, da regeringen truede med at afsætte ham, da han havde begået en fejltagelse.

 

Det var regeringens officielle politik

Vi får at vide, at Christian den Tiende og hans familie var symbol på den danske frihedskamp og alligevel rasede han mod den danske frihedskamp. Det var det jo mange, der gjorde indtil 1943 – også vores statsminister Wilhelm Buhl. Det var regeringens officielle politik.

Forfatteren burde måske også have nævnt, at det bestemt ikke alle politikere, der var begejstret for oprøret den 29. august 1943.

 

Dansk historieskrivning får en ordentlig en på tuden

Den danske historieskrivning får en ordentlig en på tuden, fordi man ikke har medtaget kongehusets ”tilnærmelser” til nazismen. Man har bevidst undladt dette. Og det samme siger en masse af de danske medier.

Hvordan en dansk graver-journalist i de danske medier nu kan optræde som den store opdager er uforstående. Bogen udnævnes visse steder som sensationel. Ja man kan bare ryste på hovedet.

De medgiver at historikere indtil nu har givet et forfejlet skønmaleri af kongehusets ageren i 1930’erne og under besættelsen.

 

Vi har selv mærket – historisk uvidenhed

Vi mærkede den samme historiske uvidenhed, da vi i 2017 udgav en bog om et mord i Padborg begået kort efter besættelsen.

 

Helena blev ikke ”ofret”

Det er heller ikke nyt at kongens brors kone, Helena blev udvist af Danmark efter besættelsen. Hun fik dog lov til at komme tilbage under hendes mands sygdom og begravelse. Hendes mand, prins Harald havde vist sin begejstring for nazismen.  Forfatteren taler om ”nye vinde” og at Helena blev ”ofret”. Læs dengang.dk s beskrivelse af, hvad der skete.

 

Kongen bestemmer ikke, hvem der skal have ordner

I løbet af 1930erne tildelte kongen 60 ordener til topnazister. Det er vel næppe noget han selv har haft indflydelse på. Han har blot været budbringere for udenrigsministeriet. Kritikken for uddelingen af disse ordner skal ikke rettes mod kongehuset men mod ministeriet.

 

Skal besættelsestiden skildres på denne måde?

Det var kongehusets opgave at smøre tyskerne. Og indrømmet – ikke alt ser lige pænt ud.

Men forfatteren har ikke sat sig ind i hvilken vanskelig udenrigspolitisk situation Danmark stod i. Han fælder en moralsk dom, der ses i lyset af holocaust. Selvfølgelig skal besættelsen fortsat kastes under en kritisk lup. Men skal dette gøres på denne måde?

Vi får ikke en forklaring på, hvordan småstater skal handle over for stærke udemokratiske nationer.

 

Ikke så kontroversiel at være nazist i 1930erne

Vi ved også godt at ved kronprins Frederik og kronprinsesse Ingrids bryllup i 1935 fik de jagtgården Trend i bryllupsgave. En af hovedkræfterne bag den gave var lensgreve Heinrich Carl von Schimmelmann fra Lindenborg Gods som samtidig var en af landets førende nazister.

Han var med i storrådet i nazistpartiet i Danmark. Han var formand for det nazistiske dagblad ”Fædrelandets” bestyrelse.

Men dengang i 1930erne så man ikke i Danmark så ”kriminelt” på at omgås nazister. Og kongehuset omgikkes da også Christian Frederik Schalburg. I dag betragtes denne nok som en af Danmarks største forrædere.

Men da Frikorps Danmark tog afsted, var der mange topofficerer til stede for at tage afsked. Og ved mindegudstjenesten for Schalburg var mange toppolitikere. Dog ikke kongen.

Det var i 1930’erne ikke så kontroversiel at være nazist, som det blev efter besættelsen. Da Danmark den 9. april 1940 blev besat, kølnedes forholdet mellem Christian den Tiende og Schalburg.

 

Mange skamroste Tyskland

Hitler havde skabt orden i kaos i Tyskland. Arbejdsløsheden var afskaffet. Togene kørte til tiden og der blev bygget boliger, biler og betonveje. Gunnar Nu Hansen og hele Verden valfartede til Berlin til de Olympiske Leje. Gunnar Nu Hansen skamroste tyskerne, men alligevel mener forfatteren at kongehuset gik forrest i tilpasningen til Hitler.

 

Alvorlige beskyldninger fra forfatteren

Vi får også at vide at Kongehuset bevidst forsøger at skjule kongehusets sympati for nazismen. Og som tidligere nævnt beskylder forfatteren også historikere for at de går fuldstændig let og elegant hen over netop denne periode.

Forfatteren påstår, at forbindelserne til Hitler – Tyskland er forsvundet ud af danmarkshistorien, og indtil nu er vi som nation blevet spist af med et glansbillede af kongehuset som et nationalt samlingspunkt under besættelsen.

Som læser får man det indtryk, at Christian den Tiende besøgte Hitler af ren lyst. Men kongen optrådte på regeringens vegne. Han var sendt i byen af regeringen.

Man kunne ønske mere hæderlighed i kildefremstillingen.

 

Udtaler min bedste tak

Der var da bestemt ikke varme følelser mellem Christian den 10. og Hitler i 1942, da Hitler sendte en lykønskning i anledningen af kongens 72 – års fødselsdag. Kongen svarede:

• Udtaler min bedste tak

Dette førte til den såkaldte ”Telegramkrise”.

Denne ”anti-tilnærmelse” omtales ikke i bogen og ville nok også ødelægge forfatterens intentioner.

 

Kongens svar blev opfattet som fornærmelse og provokation

I Berlin blev kongens korte svar opfattet som en stor fornærmelse og provokation. Hitler kogte og syede i raseri. Det blev betragtet som eksplosivt.

Hitler ville nu have en strammere kurs over for Danmark. Nu skulle Danmark betragtes som ”fjendeland”. Og den såkaldte fredsbesættelse skulle ophøre. Alt modstand skulle stoppes med magt. En gang for alle ville han slå fast, hvem der bestemte. Jernnæven slog i bordet.

 

Telegramkrisen medførte tyske stramninger

Det endte med at statsminister Buhl måtte trække sig. Han blev erstattet af udenrigsminister Scavenius. Og så sendte Hitler rigsbefuldmægtiget Werner Best og general Hermann von Hanneken til Danmark for at stramme op.

Telegramkrisen blev en katalysator for en langvarig tysk utilfredshed med tiltagende sabotager og øget tysk-fjendtlig indstilling i befolkningen.

 

Bogen ”Ridser i lakken” er sikkert en god læsning for mange. Men for dem, der har sat ind i, hvad der skete dengang en lidt mærkelig omgang. Ved at undlade, misforstå og forvrænge historien kan man få alt ledt hen til det, man gerne vil.

 

• Peter Kramer

Ridser i lakken

Momentum

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 2.177 artikler
• Under besættelsestiden (før, under, efter) finder du 420 artikler
• Under København finder du 213 artikler

 

• Danmark kæmpede for sit gode rygte
• Augustoprøret 1943
• Hitlers spisekammer
• Royale med brune ideer
• Hvorfor må man ikke fortælle sandheden?
• Besættelsestiden som drama
• Dansk film under besættelsen
• Tysklandsarbejdere og dansk Erhvervsliv
• Historikernes besættelsestid
• Statsminister Buhl og hans stikkertale
• De svenske forbindelser under Anden verdenskrig
• At handle med ondskaben
• Kryssing og Frikorps Danmark
• Besættelsestidens fortrængninger
• Besættelsestiden – skønhedsmaleri eller glemsel?
• Samarbejde med Besættelsesmagten
• Politik under besættelsen
• At handle med ondskaben
• F. von Schalburg – hvem var han?