Pustervig og Fattigvæsnet

Man skulle opdrages til lydighed og flid. De fattige skulle ikke mere gemmes væk. Velbjergede og forarmede levede side om side. Betlere trængte sig på. Arbejdsløse fattige var dovne løsgængere. Der var forfærdelige forhold for de fattige. De fattiges lediggang skulle også udnyttes økonomisk. Man oprettede 6 arbejderhuse. Men ikke alle mente, at der blev arbejdet nok for føden. Ni mand blev ansat for at fange betlere. Også børn mellem 12 år og 15 år skulle mærke straffen. De skulle have prygl. Og så kom tvangsarbejderanstalten i Pustervig ved Hauser Plads. Menuen bestod af Rumford suppe. Og det skulle ikke meget til, inden man endte i ”Det ensomme fængsel”. Men stedet havde kun kort levetid. Jo man skulle gentænke sit slette levned. Efterfølgende var det mest Ladegården, man talte om.

 

Opdrages til lydighed og flid

Vi har på vores hjemmeside en del artikler om Ladegården og fattigvæsnet, men det var også andre steder før Ladegården, der beskæftigede sig med de fattige.

Det var ikke kun ude på landet, at man skulle opdrages til lydighed og flid. Det samme gjaldt for byens befolkning. Ja så var der også de mange fattige, hjemløse og betlere i hovedstaden. I 1700-tallets anden halvdel udgjorde de et stigende moralsk og økonomisk problem.

I perioden var der en almindelig tendens, at storbyens fattige og udstødte skulle ”indganges”, mobiliseres og opdrages. Det helt store forbillede udgjorde den nordtyske by, Hamburg, som havde en gennemtænkt ”Fattiganstalt”.

 

De fattige skulle ikke mere gemmes væk

I årene fra 1771 til 1800 vendte såvel den danske regering som institutionen ”Det københavnske Fattigvæsen” sig i stigende grad fra tidligere tiders praksis med blot at uddele en ussel almisse og ellers overlade den fattige til sig selv.

Den fattige skulle ikke længere blot gemmes væk i baggårdenes og smøgernes usle hummere, men opdrages og forædles til samfundsgavnlig virksomhed via oplæring til flid og ”sand lyksalighed”.

 

Velbjærgede og forarmede, side om side

De velbjærgede og de forarmede i København levede nærmest dør om dør. Byen var ikke større, end at armod og fattigdom altid synligt i bybilledet. De var dengang, da velhaverkvarterer ikke havde afsondret sig i ghettoer i storbyernes udkant.

Tættest på dette fænomen kom vel i København kvarteret omkring Frederiksstaden og Amalienborg, som du også på denne side kan læse om. Her havde Københavns rige deres palæer og huse. Luksus og pragt eksisterede side om side med dybeste armod og elendighed.

 

Betlere trængte sig på

Betlere trængte sig på overalt i byens gader. Den enevældige majestæt havde gennem årene ladet den ene forordning efter den anden udstede. Først og fremmest udstedte han forordninger for at komme fattigdommen til livs. Allerede i 1708 blev det forbudt at betle.

De gavmilde almissegivere skulle i stedet give deres penge til de offentlige fattigbøsser. Alle nødlidende skulle henvende sig i Konventhuset (også kaldet Silkehuset) i Silkegade. Her behandlede en ”Examinationskommission” deres ansøgning om offentlig almisse.

 

Arbejdsløse fattige var dovne løsgængere!

Det offentlige skulle ikke længere kunne påberåbe sig nød og elendighed, når de af byens ”stodderkonger” blev opbragt som betlere. De værdigt trængende kunne til enhver tid henvende sig i Konventhuset og få udleveret almisse – i princippet, altså.

Fra 1771 gjorde man det muligt for den fattige og arbejdsløse, at få forlagsarbejde ved Fattigvæsnet. Det betød, at man fik hjemmearbejde med tekstiler udleveret af Fattigvæsenet.

Tanken var, at kun syge, gamle, svagelige og forældreløse var værdigt trængende, som kunne tilkomme almisser fra det offentlige, mens alle arbejdsføre, men arbejdsløse fattige i princippet var dovne løsgængere, der skulle tvinges til arbejde. Eftersom det ikke altid var arbejde at få hos det private erhvervsliv, måtte det offentlige fattigvæsen træde til og skaffe arbejde til disse fattige.

 

Forfærdelige forhold for fattige

I 1790 fortælles det således, at det næsten ikke var muligt at spadsere i de københavnske gader ”uden at belejres af Tiggere”. For et skikkelig menneske var det såre ubehageligt ikke at kunne:

• Rekreere Sindet ved den mindste Spadseretour, uden at være omgivne af disse grædende Stemmer, og tidlig og sildig at være fulgt af dem, er meget tungt.
• Fruentimmer med leiede Børn paa Armene, eller af skurvede Drenge eller af halvvoksne Piger, som knibe de usle Børn de bære omkring til de skrige, for at bevæge Folk til Medlidenhed.

Tiggerne lod sig imidlertid ikke nøje med at overhænge folk på gaderne. De gik også fra dør til dør og tryglede om hjælp.

Byens gader nærmest svømmede af tiggere:

• Afdankede soldater, svagelige gamle, vanføre, krøblinger og hjemløse børn. Ja hele søskendeflokke, hvis forældre var døde, drev rundt på må og få i byens gader, hvor de fandt liv i baggårde og kælderskakter, indtil en barmhjertig sjæl måske tog dem til sig.

 

De fattiges lediggang kunne udnyttes

Både i det 18. og i det 19. århundrede opstod der større opløb, når politiets vægtere eller Fattigvæsenets Politikommission (oprettet 1792) forsøgte at anholde en betler. I flere tilfælde befriede gadens folk således de anholdte med magt og jod stodderkongen på flugt med hug og slag.

Det var moralsk forargeligt, at fuldt arbejdsføre mennesker på denne måde drev den af i lediggang. Man fik så den tanke, at de fattiges arbejdskraft kunne inddrages til fordel for statens og Fattigvæsenets økonomi.

 

En klædefabrik i 1769 på Almindeligt Hospital

Christian den Fjerde havde forsøgt det uden større held. Men nu forsøgte man atter engang. Og det gjorde man på Almindeligt Hospital – lemmestiftelsen for gamle og svagelige fattiglemmer. Her oprettede man i 1769 en klædefabrik.

Det gik da også godt i begyndelsen. Men da man begyndte at forarbejde finere varer til salg, begyndte det at gå skævt. Fabrikken gav større og større underskud. I 1777 afviklede man i huj og hast, hvorved Fattigvæsenet led betydelig tab.

Den fattige burde fortsat genopdrages til arbejde og til at yde en skærv til fællesskabet.

 

Man skulle yde noget til gengæld

Ingen fattig måtte modtage understøttelse uden at yde noget til gengæld. I selvsamme øjeblik man søgte om offentlig almisse skulle man sættes i sving i et arbejderhus. Vat man uarbejdsdygtig skulle man også melde sig på arbejderhuset.

Man skulle ikke blot forsørge de fattige. Man skulle også ”forædle” dem – dvs. opdrage dem til flid og foretagsomhed.

 

Arbejderhuse

Man gik nu i gang med at oprette arbejderhuse. Der forsvandt for mange materialer, når de fattige fik materialer med hjem og lavede hjemmearbejde. Det første arbejderhus blev oprettet i 1787 i Vor Frue Sogn. Herefter fulgte:

• Helliggejst sogns arbejderhus 1789
• Nicolai sogns arbejderhus 1789
• Trinitatis sogns arbejderhus 1790
• Vor Frelser sogns arbejderhus 1791
• Holmens sogns arbejderhus 1792
• Garnisons arbejderhus 1800

Til arbejderhusene var der desuden knyttet en række fattigskoler – friskoler – hvor uformuende forældre kunne sætte deres børn gratis i skole.

 

Man arbejde ikke nok for føden

Men direktørerne i Det københavnske Fattigvæsen mente, at det var et problem, at de fattige ikke arbejdede nok for føden. Man klagede over deres dovenskab og ørkesløshed. Man hævede at de fattige levede flot på det offentliges bekostning.

Man lavede en ny ordning, som man kaldte ”Planen af 1799” eller blot ”Fattigvæsensplanen” Fattigvæsnet blev en slags arbejdsanvisningskontor. Man satte arbejde i gang inden for spind af hør, blår, hamp, uld, bomuld, bind- eller sejlgarnssnoning, strikning, syning, hørhegling og uldskrupning, vævning af grove oh linnede varer m.v.

 

Fattigvæsenets Politiet

Nægtede man at arbejde for almissen, eller udførte man dårligt og sjusket arbejde kunne man straffes. Det samme gjaldt, hvis man betlede. Gjorde man sig skyldig i disse forseelser, blev man arresteret af den særlige ”Fattigvæsenets Politikommission” og retsforfulgt af den særlige ”Fattigvæsenets Politiret”. Efterhånden havde Fattigvæsnet næsten hånds- og halsret over den fattige.

Siden fattigvæsensforordningen i 1708 havde man opereret med en undersøgelseskommission, der skulle udspørge de fattige om deres forhold, og afgøre om de kunne gøre krav på offentlig almisse. Ja man skulle selvfølge også forfølge dem, som forbrød sig mod bestemmelserne.

 

Ni mand ansat for at pågribe betlere

Det var særlig en mand ved navn Bärens, der klarede det meste selv. Og det gjorde han ril sin død i 1813. Dette år blev den særlige fattigvæsenets ret nedlagt. Så overgik det til den almindelige københavnske domstol – Hof- og Stadsretten.

I 1808 blev der ansat ni opbringere, der skulle opbringe betlere. De skulle også skride ind over for huslig uorden.

Man havde planer om at oprette tvangsarbejderanstalter. Indtil dette skete blev man indsat i Københavns Forbedringshus, det vil sige Tugt, Rasp- og Forbedringshuset på Christianshavn. Men i april 1800 var et tvangsarbejderhus klar i Pustervig.

 

Fattigvæsnet skulle have egne indtægter

De fattige skulle f.eks. forsørges via de legater og kapitaler, som Fattigvæsenet igennem tiden var blevet tildelt ved arv fra borgerne eller ved at man udlånte beløb af kapitalen ril private med en passende høj rente.

Visse bøder eller afgifter tilfaldt også Fattigvæsnet, men alt overvejende skulle man selv sørge for at skaffe kapital nok. Kunne man derfor få de fattige til at arbejde i et af Fattigvæsenets syv arbejderhuse, ville det betyde, at de fattige i virkeligheden forsørgede sig selv, blot med Fattigvæsenet som arbejdsgiver.

Jo alle skulle lære, at det var en lykke ved at arbejde!

Politikommissionen anbefalede ikke, at man byggede sit eget ”Straffehus for Betlere og Almisselemmer”. I stedet foreslog man, at der blev indrettet nogle værelser og kamre på Vartov og andre steder til isolationsfængsler.

Man var overbevist om, at blot nogle ugers hensættelse i isolation ville bevirke langt større forbedring hos de indsatte end mange uger i ”Forbedringshuset på Christianshavn”.

Man mente helt bestemt, at betlere skulle isolationsfængsles. Anden gang skulle man isolationsfængsles i 14 dage på kun vand og brød. Tredje gang skulle man en tur i Københavns Forbedringshus i et halvt år til to år.

 

Børn mellem 12 og 15 år skulle smage kosten

Børn mellem 12 og 15 år skulle også smage kosten. For tredjegangs – forseelse skulle de dog ikke i forbedringshus men have en omgang klø med tampen og så skulle de et sted hen og arbejde under streng bevogtning.

Man afviste at tugte voksne på kroppen, da man ikke mente, at det passede sig på voksne mennesker, der selv havde denne husbondmyndighed over egen husstand. Det var simpelthen upassende.

 

Pustervig tvangsarbejderhus på Hauser Plads

Det nye tvangsarbejderhus blev placeret i Pustervig nr. 73 – der, hvor den nuværende Hauser Plads ligger. Det var lige i nærheden af Trinitatis Arbejderhus i Aabenraa. Det store bygningskompleks havde tilhørt ”gentleman-historikeren” og naturaliesamleren Peter Frederik Suhm.

Selve tvangsarbejderanstalten fik til huse i hans tidligere bibliotek. De øvrige fløje kom til at huse badestuer, politiarrester, spisestuer, forrådskamre, sovestuer, kontorer og boliger for forstander og portner med familier. To etager i den ene sidebygning var forbeholdt forsamlingslokaler, for Fattigvæsnets direktion, ligesom Fattigvæsnets bogholder og kasserer samt Fattigvæsnets Politiret holdt til her.

 

Menuen bestod af Rumfords suppe

Huset stod klar til brug i april måned 1800 og var beregnet til at huse 40 mandlige og 60 kvindelige fanger på samme tid. Hertil kom, at der indrettes 15 ”ensomme fængsler”. Det vil sige isolationsfængsler.

Som faste ansatte på anstalten fungerede en forstander, en kvartermester, en ”lærermoder” og en portner med medhjælpende hustru.

Forstanderen skulle holde øje med, om fangerne fik den reglementerede kost. Det havde nu næppe været vanskelig, da den eneste ret på menuen var ”Rumfords suppe”.

Under forstanderen sorterede kvartermesteren, som skulle holde opsyn med fangerne, såvel de mandelige som de kvindelige. Han skulle desuden være kyndig i det arbejde, som udførtes i huset, således at han kunne undervise deri, særlig i uldplukning, uldspind og værkplydsning. Til hjælp havde han ”lærermoder”, hvis særlige opgave var opsynet med de kvindelige fanger.

Til sidst kom portneren og hans hustru, De skulle sørge for fangernes ”Rensning”. Portneren skulle også feje gården-eller gårdene. Gårdspladserne var opdelt, således at kønnene kunne holdes adskilte.

 

Hvordan gjorde man sig skyldig

De fattige, der blev indsat i Tvangsarbejderanstalten havde gjort sig skyldige i

• Uhørsomhed og Trodsighed imod foresatte, Drukkenskab, Uforligelighed, Modvillighed til Arbejde, slet Opførsel af Forældre mod Børn og af Børn mod Forældre, raa Materialers Skjødesløse Behandling under Forarbejdningen, betroede Varers eller Arbejdsredskabers Forvandskning og anden, offentlig, eller huuslig Uorden eller Udlyd.

Når en fattig almissemodtager havde gjort sig skyldig i en eller flere af disse forseelser, bemyndigedes direktionen til at:

• Bestemme og iværksætte Straffe, som bestaae i offentlige Irettesættelser, Afbigter eller Hensættelse i Tvangsarbejderhuset indtil i fire Uger.

Men hvis disse overtrædelser nu var sket tre gange i ovenstående forseelser overgik sagen til Politiretten for Fattigvæsenet, som derefter skulle straffe dem skyldige.

 

Gennem rensning

Når de fattige ankom til Pustervig skulle de først gennem rensningen, som portneren og hans hustru stod for. De skulle kæmmes og barberes og iføres stiftelsens reglementerede klæder. Deres eget tøj blev vasket, lappet og syet. Det blev lagt væk, så det var klar, når de med tiden blev løsladte.

 

Det ensomme fængsel

”Det ensomme fængsel” som man kaldte isolationscellerne var 5,3 kvadratmeter. Der var foroven et langt smal vindue. I cellen var der en sovebriks med madras og hovedpude begge stoppede med halm. Der var et uldent tæppe til rådighed. Om vinteren endda to.

Ja her var to lagener, en fejekost, hvormed den indsatte skulle gøre sincelle ren. Der var også et håndklæde og en kam.

Til hver celle hørte et lokum af sten, hvori var nedsat en bækken som kunne tømmes fra gangen. Så behøvede man ikke, at komme ind i cellen. På celledøren var indrettet et såkaldt ”Skud”, hvorpå maden, der serveredes i et spisekar af blik, samt vand til at drikke og vaske sig med.

Værelserne var konstant udluftede, eftersom vinduerne stod åbne om natten og:

• På de tider, naar der spises, og ellers saa ofte det findes nødvendigt

En gang om året skulle alle rum hvidtes.

 

Man har let ved at komme i ”ensom fængsel”

Vigtigst af alt var dog arbejdet og den absolutte tavshed:

• Tavs Rolighed maa strengt overholdes. Ingen slags Støj, Latter under Arbejdet, og de nødvendigste Samtaler, uvedkommende Snak, end mindre Sværen, Banden, letsindige Fortællinger, Skjælderi, forhaanende Bebrejdelser af den ene imod den anden, maae derfor taales i Arbejdshuset. Forseelser af denne Natur straffes Sædvanligheden med ensomt Fængsel.

I Arbejdshuset var søndagen heller ingen hviledag. Der blev ganske vist holdt prædiken for fangerne, men:

• Uden for den Tid staaer det i enhvers frie Villie at foretage det i enhvers frie Villie at foretage den for Søgnedage bestemte eller andet nyttigt Arbejde, men ledig maa ingen være.

 

Der var også straf for at tisse i sengen

Der skulle ikke de store fejltrin til, inden man endte i ”ensomt fængsel”. De mest almindelige overtrædelser af husorden udgjordes af skænderier og mindre slagsmål.

Moderat sygdom var heller ingen undskyldning for ikke at arbejde. Dorthea Maria Böhm var ofte af kvartermesteren beskyldt for at være doven. Forstanderen skrev dog i protokollen:

• At hun er meget svag, har meget daarlige og fnattede Been med stærke Smerter forbundne

Bärens idømte alligevel Dorthea to dages ”ensomt” fængsel.

Havde man smuglet snus eller skråtobak ind i huset, stjålet fra de andre indsatte eller fra personalet, medførte også dette omgående straf i form af ensomt fængsel. Det blev heller ikke tolereret, at de indsatte tissede i sengene, hvilket faktisk skete ganske ofte.

Man kunne også blive dømt til nedsat kostration i 14 dage.

 

Ikke lang levetid

Tvangsarbejderhuset i Pustervig fik ingen lang levetid. Søndag morgen den 6. september 1807 ramte en af englændernes granater bygningen, som derefter nedbrændte til grunden. I en efterfølgende beretning blev det nævnt, at ingen fangere var indebrændt.

Hele Fattigvæsnet omfattende arkiv og Bärens private bogsamling, utrykte historier, manuskripter m.m. indebrændte.

 

Gentænke sit slette levned

Man havde ønsket at opdrage, forbedre og forædle de fattige i overensstemmelse med Oplysningstidens patriotiske tankegods. På Ladegården tjente den ensomme fængsler udelukkende som straf for de genstridige.

Hvor man i Pustervig havde ønsket, at den indespærrede i afsondrethed skulle gentænke sit slette levned og komme på bedre tanker, nærede man ikke sådanne illusioner i 1833. Her var det derimod afskrækkelsen, der stod i højsædet. Derfor skulle opholdet i isolationscellen være så rædselsfuldt, at den indespærrede for tid og evighed ville gøre alt for at undgå senere ophold heri.

 

Kilde:

• Fortid og Nutid (Peter Henningsen) juni 2004
• P. Rasmussen: Almindelig Hospitals Historie 1769-1892
• Diverse artikler, dengang.dk (Ladegården)
• Litteratur – København (under udarbejdelse)

 

Hvis du vil vide mere: Om Fattigdom i København – læs her på www.dengang.dk, se her:

• Da det lugtede i København
• Kvinderne i Peder Madsens Gang
• Guldalderens København – sådan var det også
• Børne – og Tugthuset
• Ladegården og åen
• Christian den Fjerdes Ladegård
• De skæve eksistenser på Nørrebro
• Frederik Eriksen, Karen Spidsmus og alle de andre
• Den gale præst på Ladegården
• Skal Ladegårdens vand atter flyde?
• Klunsere og kræmmere på Nørrebro
• Prinserne på Nørrebro
• Derude på Lersøen
• Livet på Ladegården
• Det Gamle Nørrebro – og de fattige
• Lersø-bøller og bisser nok engang
• At bo på Nørrebro
• Ladegården – dengang
• Fattiglemmer på Ladegården
• Moral, etik, horeunger og fattiggården og mange flere