De videreførte traditionerne
Prinserne på Nørrebro holdt til rundt omkring på Nørrebro. Man traf dem stående i småflokke på indtil en halv snes mand på Drejervej og Rebslagervej i det gamle Lersø – kvarter.
Jo, det videreførte de stolte traditioner, som deres navnkundige forgængere, Lersøbøllerne og Fælledbisserne grundlagde.
Egentlig kom en del af Prinserne ude fra Lersøbøllerne. Derude rykkede civilisationen lidt for tæt på efterhånden. Fabrikkerne nærmede sig også. Også spritterflokken fra Nørre Fælled kom ind mod byen. Den ene del tog ophold omkring Drejervej mens den anden halvdel søgte ind mod Blågårds Plads.

Hygge på den kommunale bænk
Man fandt dem i hyggelig samvær i Nørrebroparken og i Fælledparken og ikke mindst på Blågårds plads. Jo her befandt de sig kosteligt på deres egen kommunale bænk blandt legende børn.
Politiet og tidligere vægterne havde kæmpet en forgæves kamp for at få dem fjernet. Men hidtil forgæves. Prinserne pyntede bestemt ikke på samfundet, mente politiet. Det vidste Prinserne nu også selv. De blev nu heller ikke så gamle, disse Prinser. De var alle enige om, hvad der skulle stå på deres gravsten:

– På min gravsten skal der skrives
Der ska´ printes på latin:
Under denne gravsten hviler
Der et smask fordrukken’ svin

Sov på det bare cement
De tiggede ganske åbenlys penge til kogesprit af de forbipasserende. Folk kendte dem, og gav dem penge for at slippe hurtig af med dem. De kunne virke voldsomme, men de var nu uskadelige. Ingen børn var bange for dem, og tjente såmænd også penge til deres sprit ved at fungere som babysittere på Blågårds Plads.
De sov som regel uden tilladelse i en eller anden uhumsk kælder, lige på det vare cementgulv. Sengetøj betragtede de som luksus. De frøs ikke sagde de, for her var det den indre varme, der bestemte.

Et spisekammer fungerede som lokum
På et tidspunkt var der mange nedrivningsejendomme i kvarteret. Her opholdt de sig, og drak sig fra sans og samling, indtil de drattede om. Jo her kunne et gammelt spisekammer sagtens fungere som lokum. Stanken var dog ubeskrivelig.
Når de så havde udvalgt sig en bestemt ejendom, ja så blev de der. Entreprenøren var begyndt nedrivningen, men så flyttede de bare fra værelse til værelse, fra etage til etage. Først da en bulldozer havde jævnet de sidste murbrokker var prinserne igen hjemløse.
De forsøgte, at overbevise myndighederne om at de ikke var subsistensløse og dermed retsløse. Jo de kendte godt reglen.

En rædsel at komme på Drankerhjem
De havde en panisk rædsel for at komme på Drankerhjem. Sundholm eller i tidligere tid Ladegården var i deres optik en rædsel. Jo, Prinserne var smarte. De bevarede deres bopæl længst muligt. Ofte var de tilmeldt hos forældre eller søskende. Den sidste forbindelse til samfundet måtte ikke kappes.
Familierne havde for længst opgivet dem. De så helst, at de drog ud på landevejen og holdt sig borte for bestandig. Egentlig fandtes der to slags prinser. Vi havde grundstammen. Det var de Konstante spritdrankere fra byen, og så var det kvartalsdrankerne, der ofte tilsluttede sig.

Familietragedier
Det var svært omkring 1918. De fattige på Nørrebro havde det usædvanligt hårdt. Forbruget af spiritus var enormt. Mange arbejdere havde vænnet sig til et større eller mindre kvantum hver dag. Det varede adskillige år, før drikkeriet havde fundet et naturligt leje. Andre fandt aldrig dette leje.
Under den tilsyneladende rolige overfalde udspilledes der sig mange familietragedier på Nørrebro, når husfaderen opsøgte prinseflokken eller tog direkte på landevejen.

Indianerfrokost
Meget populært i de kredse var den såkaldte Indianerfrokost. På stegepanden varmede prinserne røget makrel, wienerbrød og rugbrød, fedt, tomater og affaldspålæg. Ja så fik de en spritdram til. Og skrålede de ellers:

– De Frelserpiger
De er så fromme
De går med salmebog
I deres lomme
Med korte skørter
– Og skæve ben
– Og røven går som slivesten.

De flydende oplevelser
Og når vi nu er ved de kulinariske oplevelser, så skulle vi måske på de flydende oplevelser.
Under første verdenskrig satte værtshusholderne altid flaskerne på bordet, når man fik kaffepunch og rødvinstoddy. Som regel blev der en sjat tilbage i flasken. Disse sjatter blev så hældt på en flaske. Dette blev så til en bitter, som Prinserne kaldte hanerumpe. Og grunden til, var, at den kunne have flere farver.
Man blandede portvin og sprit. Men en finere og langt billigere drik var en såkaldt primuslikør. Det er kogesprit og sodavand eller saftevand. Nogen blandede også skummetmælk i sprit. Ja man talte også om karbidsnaps.
Så kunne man også gå på apoteket og få sig en flaske hostesaft. Ja det gjorde vi også inde ved militæret. Men Prinserne på Nørrebro kaldte det for Apotekersnaps.
Fattigmands – snaps når skyhøje priser
Det var gode tider omkring 1908, da kostede en hel flaske Aalborg Taffel kun 55 øre. Og her var det endda en brændevinsafgift til Staten på 6 øre. Fra 1912 til 1917 var prisen for en hel flaske 72 øre til 99 øre. Men så den 26.3. 1917 steg prisen til 2,40 kr. Det var en katastrofe for prinserne og deres lidelsesfæller.
Selv Nørrebro Handelsforening protesterede. Det var sikkert ikke for at hjælpe Prinserne. Men man tænkte sikkert på afsætningen i butikkerne. Og det blev endnu værre. For den 1. januar 1918 steg brændevinsafgiften til staten pludselig til 7,69 kr. Det betød, at en hel flaske Aalborg Taffel kom til at koste den skyhøje pris af 11,00 kr.

Kogespritten blev grøn
Det var frygtelig for Prinserne omkring 1939. Da blev der efterhånden mangel på spiritus, brændevin og likør. Men der blev også mangel på kogesprit. Denne kogesprit var på et tidspunkt grøn.
Men myndighederne tilsatte bevidst bismag. Men det fandt prinserne også ud af. Ved hjælp af eksperimenter, gasblus m.m. fandt man ud af, hvordan man kom af med bismagen. Disse eksperimenter foregik på førstesalen i Rådmandsgade 69.
Forsøgene gik så godt, at man også afsatte flaskerne til restauranterne. 25 kr. pr. falsk. Man havde tilsat kommen m.m. De kunne jo ikke købe flasker fra spritfabrikkerne.

Anholdt for hjemmebrænderi
Det blev selvfølgelig opdaget. Disse Prinser var nu ikke helt tabt bag en vogn. Anholdelsen foregik på denne måde:

– Ja, De er sigtet for hjemmebrænderi. De er arresteret og de må følge med!
– For hva?
– Ja, vi har lavet en husundersøgelse, og nede i Deres kælder, dér har vi fundet alle remedierne til hjemmebrænderi
– Åh, vil De også ta` og arrestere mig for voldtægt?
– Hva vil det sige? Har de også begået voldtægt?
– Nej, Hr. betjent, men jeg har remedierne til det?

Gårdsangerne fik konfiskeret deres instrumenter
Mange af prinserne tjente også til kogespritten ved at være gårdsanger. Men det forbød politiet også. Man havde ligefrem betjente, der gik rundt på Nørrebro og konfiskerede gårdsagernes musikinstrumenter.

En hyldest til flasken
Nu havde Prinserne ofte lavet om på teksterne til populære melodier. Således blev denne sunget på melodien Sov Dukkelise:

– Du dejlige flaske med radium
Du er min ven og min trøst
Lad andre kun prise champagne med skum
Du slukker dog altid min tørst
Du lille flaske – du er så rar
Du følger altid troligt med far
Selv om de værste skæve, jeg har
Altid i lommen jeg dig dog har.

Kilde: Se

– Litteratur Nørrebro

Hvis du vil vide mere:

– Vi har masser af artikler om Nørrebro, hvor flasken desværre er hovedpersonen.