Philip Heyman – en rigtig iværksætter

Han var dominerende og streng. Han stillede store krav til sin familie og ansatte. Tidlig blev han selv grosserer. Han oprettede Københavns Svineslagteri og begyndte at eksportere smør. Sammen med tre andre købte han en stor grund i Hellerup. Meningen var at opføre tre fabrikker. Det var bryggeriet, der reddede det hele. Men først måtte Heyman have hjælp fra J.C. Jacobsen. Direktøren blev fyret og Heyman overtog jobbet. Han var den fødte handelsmand. Der blev opført en kæmpe ølflaske som udkigstårn. Og så startede produktion af mineralvand. Han gav store gaver til den jødiske menighed. Men også til socialt udsatte på Østerbro. Han fik ti børn. Hans strenghed havde karakter af tyranni. Men han var også en kærlig far. Han efterlod sig en formue. Svigersønnen blev direktør. Hvad skete der med Aage Heyman? Og så lå der lige et gasværk i vejen.

 

Dominerende og streng

Når man beskæftiger sig med lokal – og industrihistorie kan man ikke komme uden om dette navn – Philip Heyman. Han var en iværksætter ude over det normale. Han var den første, der solgte mærkevarer til udlandet. Han byggede de første arbejderboliger. Og så var han med til at starte Tuborg. Han var dominerende og streng mod sin familie og sine ansatte. Han krævede disciplin fra morgen til aften.

Heyman-slægten kom til Danmark fra Essen for omkring 1750 og bosatte sig i København. Familien specialiserede sig i at fremstille guldtråde, der efterfølgende blev brugt til broderi og væveri. Wulf Philip Heyman solgte ud af familiens ejendele og startede en manufakturhandel, som han havde stor succes med.

 

På en dyr adresse

Han gik også ind i vekselererbranchen for at prøve denne branche af. Men størstedelen af sin formue tjente han dog ved ejendomshandel og byggeri. Nu var Heyman – familien ikke mere en af de talrige jødiske håndværkerfamilier men en af de velstående jødiske handelsfamilier.

W.P. Heyman blev gennem sine forretninger en meget velhavende mand og en legendarisk skikkelse i det københavnske bybillede. Familien boede nu på en af de fornemste adresser i København – Nytorv 89.

 

Københavnerne var ikke så glade for jøderne

Da Philip Heyman blev født i 1837, havde de københavnske jøder på overfladen et fredeligt liv. Andre steder var de forfulgte. I Danmark var blandede ægteskaber også tilladt. En lov fra 1788 åbnede også for, at håndværkerlavene var åbne for jøder.

Men københavnerne var ikke helt glade for jøderne. De blev stadig betragtet som ”fremmede”. De havde deres egne forretninger og skikke. Mange af den levede afsondret i forhold til resten af befolkningen. Jo, antisemitismen levede i bedste velgående.

Heyman voksede op i et ortodoks hjem. De jødiske skikke blev strengt overholdt. Overholdelse af shabbat var en selvfølge for ikke at tale om regelmæssige besøg i synagogen. Familiens omgangskreds var jødisk og tilknytningen var stor.

 

Heyman blev selv grosserer

Heyman gik på Melchiors Borgerskole. Det var en af hovedstadens største private drengeskoler. Den var henvendt til drenge, der kom fra håndværkerstanden, detailhandelen eller søfart. Skoletiden sluttede for Heyman i 1853, hvor han blev ansat i et kolonialgrossistfirma. Firmaet gik dog konkurs i 1857. Så han måtte se sig om efter en anden beskæftigelse.

Samme år startede han et kommissionsfirma i korn og smør. På det tidspunkt var han 21 år. Fire år senere i 1861 opnåede han grossererborgerskab. Nu kunne han i 1861 officielt kalde sig grosserer i eget navn.

 

Heyman så muligheder alle vegne

Heyman så muligheder alle vegne. Han var en af de første, der udforskede udlandet. Han begyndte i 1862 at eksportere dansk smør til England og Skotland i original emballage. Smørret blev Heymans første succes. Han pakkede smør i hermetisk i blikdåser og sendte dem til oversøiske steder.

I 1866 opførte han på Østerbro Kjøbenhavns Svineslagteri, hvis formål var at eksportere dansk bacon til England. Slagteriet opkøbte magre svin, slagtede dem og solgte efterfølgende baconet som endnu en dansk mærkevare. Forarbejdning af smør og flæsk var et erhverv i rivende udvikling. Heymans forretning blomstrede.

 

En kæmpe grund blev købt

I 1873 opkøbte han sammen med tre af tidens største forretningsmænd C.F. Tietgen, grosserer Rudolph Puggaard og højesteretssagfører G. Brock arealerne omkring Tuborg Havn for 100.000 Rigsdaler.

Heyman havde fået opsnappet at H.P. Prior var villig til at sælge det af ham lejede areal i Hellerup. Han havde i 1869 – 72 anlagt Tuborg Havn. Navnet stammer fra et udskænkningssted, som blev opført af Jonas Thue i 1690’erne med navnet Thuesborg. Selvom Thue selv var brygmester, havde han ikke selv personligt nogen forbindelse til det senere byggeri.

Thuesborg blev senere ombygget og en ny større villa blev tilføjet med navnet Store Tuborg.

 

Man ville anlægge tre fabrikker

Ingen af de fire herrer havde dog nogle særlige planer med arealerne. Men alle håbede, at de kunne bruges til industrielle formål på grund af beliggenheden Efter måneders overvejelser blev det besluttet at anlægge tre fabrikker:

 

• En gødnings – og svovlsyrefabrik
• Et bryggeri til eksport af øl på flasker
• Et glasværk, der skulle fremstille ølflaskerne

For stor en mundfuld

Man ville bl.a. eksportere øl til Sydamerika og importere gødningsstoffer derfra.

At bygge tre fabrikker blev alligevel for stor en mundfuld for de fire mænd. De besluttede sig for at gøre foretagendet til et aktieselskab med Heyman som hovedaktionær. Hermed var grundlaget for Tuborg Fabrikker lagt.

Valget af fabrikkernes produktioner har formentlig været en god blanding af personlig interesse og hvad de fire herrer fornemmede havde gode indtjeningsmuligheder.

 

Bryggeriet reddede det hele

I løbet af et par år viste det sig at være bryggeriet, der reddede hele foretagendet. Men der var problemer i begyndelsen. Bryggeriet blev anlagt for at producere bajersk øl på flaske til eksport men ligesom opkøbet af arealerne ved Tuborg Havn nærmest var sket i blinde, var ideen om eksport af øl også en chance, der blev taget uden megen omtanke.

Det viste sig hurtigt at være et meget dårlig sats. Bryggeriet havde de første par år ikke noget overskud. Konkurrenten Carlsberg, der satsede på hjemmemarkedet, stormede derimod frem. Under Leopold Damm ledelse var det i stræk forfald. Det var Tietgen, der havde foreslået denne.

Kølemaskiner var blevet mere almindelig, så nu kunne man også producere øl i de varme lande. Der var overkapacitet af gødning i Danmark. Og flaskerne kunne ikke produceres til markedspriser. Heyman forlangte direktøren fyret. Han ønskede alt andet end bryggeriet afhændet. Ingen af delene ville Tietgen gå med til. Dette bevirkede at Heyman gik ud af bestyrelsen.

 

Man måtte ændre strategi

Bestyrelsen i Tuborg var klar over at man skulle ændre strategi. Det blev nu arbejdet for at få succes på hjemmefronten. Med ølflasken afveg de fra Carlsberg, der solgte øl på tønder.

Selskabet påbegyndte en ændring af produktionen, så den bedre passede til danske forhold. Omlægningen af produktionen krævede nye investeringer og bestyrelsen måtte derfor i flere år nægte at betale udbytte. Dette afstedkom et spændt forhold til aktionærerne.

Efterhånden blev firmaets gæld konverteret til aktier. Heyman og hans støtte forlangte igen i 1880 at direktøren blev afskediget for uduelighed. Denne gang lykkedes det. C.F. Tietgen trådte samtidig ud af bestyrelsen. Heyman blev nu både administrerende direktør og bestyrelsesformand. Han skulle nu rette skuden op.

Glasværket blev i 1881 solgt til Kastrup Glasværk. Gødningsfabrikken sluttede sin produktionen i 1882.

 

Han bed sin stolthed i sig

Da Heyman i 1882 kom i knibe grundet vildgær i øllet, var gode råd dyre. Hel produktionen var i fare. Han bed dog sin stolthed i sig og gik til den erfarende brygger J.C. Jacobsen efter råd.

Verdensmanden Jacobsen kom straks til Hellerup for at besigtige problemerne. Han bidrog med gode råd til tekniske forbedringer samt ren og nøje opdyrket gær fra Carlsberg, så Tuborgs produktion igen kunne komme i sving.

Dette gjorde han, til trods for at Heyman i tiden forinden havde arbejdet indædt på at alliere de andre københavnske bryggere med den succesrige Jacobsen.

 

En handelsmand var kommet for at blive

Markedet på bajersk øl i Danmark var nærmest eksploderet. I perioden 1869 – 1887 blev produktionen i København nærmest syvdobbelt. Tuborg blev fuldt konkurrencedygtigt med Carlsberg. Ingen af de to bryggerier kunne følge med efterspørgslen fra de mange tørstige københavnere.

Heymans forretningsimperium startede med eksport af smør og flæsk. Men det var produktion af øl på Tuborg, der for alvor slog fast, at Heyman var en handelsmand, der var kommet for at blive.

 

En kæmpe flaske

Danmarks første pilsnertype blev præsenteret. Det var Grøn Tuborg. Det var dog først i slutningen af 1890’erne, at pilsneren endelig slog an. I 1888 fik Heyman bygget Tuborg-flasken til den nordiske udstilling. Kæmpeflasken fungerede som udsigtstårn og var forsynet med en hydraulisk elevator. Det var sidste skrig. Noget tyder på at Heyman havde flair for markedsføring.

Bagefter blev Tuborg – flasken opstillet tæt på hjørnet af Carolinevej og Strandvejen – nu dog uden elevator. Det kostede fem øre at opleve flasken indefra. Men hvis man nød et glas øl i Tuborg-pavillonen fik man femøren tilbage.

Denne pavillon blev et søgt udskænkningssted og desuden kendt for god mad. I 1925 blev pavillonen dog lukket.

 

Produktion af mineralvand

I 1890 gik Heyman ind på et helt nyt marked, idet han startede en produktion af mineralvand. Tuborg blev det første bryggeri, der lancerede citronvand og apollinaris.

Fremmedgørelsen af jøderne i København ændrede sig i takt med at Heyman blev voksen. Han fulgte med den store mængde jøder, der blev stærkt integreret i det danske samfund.

 

”Jeg er jøde, og jeg er dansk”

Han bragte ikke den meget strenge opdragelse med sig, da han flyttede hjemmefra. Han spiste med stor fornøjelse svinekød og arbejdede på shabbatten. Han var selv 3. generationsindvandrer, men betragtede sig selv som dansker. I et af tidens dagblade skrev han om sig selv:

 

• Jeg er Jøde og jeg er Dansk – og jo oftere jeg kan faa Lejlighed til at bekende min tro og min Nationalitet, desto gladere er jeg.

 

Store gaver til menigheden

Religionen var ikke et fuldstændigt afsluttet kapitel, Han havde gennem sit liv en stærk tilknytning til den jødiske menighed. På de store helligdage gik han i synagogen og fastede (næsten) på den store forsoningsdag.

Han gav gennem hele sit liv store pengegaver til menigheden. Han betalte alene for et stort flot orgel til menigheden i Krystalgade. Den største udfordring på det religiøse plan var problematikken omkring kørsel til Børsen om lørdagen.

 

Dyb modstander af blandede ægteskaber

Og Børsen skulle han på – shabbat eller ej. Men det fandt Heyman også en løsning på. Han benyttede sig af en lejet droske med begrundelsen, at ”Den skal jo alligevel køre”. Han holdt imidlertid altid drosken et stykke væk fra Børsen for ikke at støde sine trosfæller.

Det religiøse aspekt kom også til udtryk på det personlige plan. Han var dyb modstander af blandede ægteskaber. Han blev dybt bedrøvet, når han hørte at en forretningsfælle eller medarbejder havde indgået et sådant ægteskab.

 

Masser af donationer til socialt udsatte

Han gav meget sjældent donationer til ikke – jødiske foretagender. På et tidspunkt blev han spurgt om et bidrag til Kronprinsesse Louises Tjenestepigeskole. Til det svarede han:

 

• Ja det synes mig ligefrem forargeligt, om en Jøde bidrager til Noget, hvis Kjendemærke er ”Jesus Kristi Kors”

 

På trods af denne tilsyneladende modstand mod at hjælpe ikke-jødiske foretagender brugte han imidlertid omkring 30.000 kr. årligt på sociale engagementer med bespisning af fattige på Østerbro, et dagligt varmt måltid i vintermånederne til mindre bemidlede, brændselsuddeling i den værste vinterkulde samt drift af vuggestue og børnehjælpsasyl på Østerbro.

Heyman deltog ikke meget i det offentlige liv og han påtag sig hellere ikke borgerlige tillidshverv.

 

Han var sin jødiske baggrund fuldt bevidst

Netop Heymanns religiøse overbevisning har været genstand for mange diskussioner gennem tiden. Nogle hævder, at han allerede som ung lagde religionen og den jødiske baggrund bag sig, mens andre mener, at han bevarede interessen for sin jødiske baggrund, hvilket kan ses gennem hans støtte til jødiske foretagender og overholdelsen af de jødiske helligdage som tidligere nævnt.

Men alt tyder på at han var sin jødiske baggrund meget tydelig bevidst.

 

De fik 10 børn

Heyman giftede sig i 1862 i en alder af 25 år med den to år yngre jødinde Hanne Emilie Adler. Hendes familie var langt fra så velstående som Heyman – familien. De nygifte flyttede i en luksuriøs lejlighed i Store Kongensgade 11 for allerede igen at flytte. Denne gang til pragtvillaen Kristianslund på Strandvejen 11. Villaen havde 19 rum. Der var både malerier af Krøyer og Eckersberg. Der var ægte tæpper og til ejendommen hørte tre tønder land til park foruden ridehus, køkkenhave, rosenbede og en tennisbane.

De fik 10 børn, hvoraf 9 overlevede barndommen.

 

Hans strenghed havde karakter af tyranni

I samtiden var det et anstrengt forhold mellem Carlsbergs stifter J.C. Jacobsen og hans søn Carl Jacobsen en kendt sag. Heyman hånede sin konkurrent for hans opførsel over for sin søn. Måske var det nok lige lidt dobbeltmoralsk da han selv opdrog sine børn yderst strengt. Han var meget dominerende i hjemmet og ikke mindst utålmodig.

Der måtte ikke tales ved bordet og der skulle aflægges regnskab for lommepenge. Der skulle læses lektier. Og der skulle i den grad vises respekt over for den faderlige myndighed. Heymans søn, Aage beskrev sin far således:

 

• Hans Strenghed havde karakter af Tyranni og hans Opdragelsesmetode passede nærmest til den, der havde været Gængs Generationer tilbage.
• Vi Børn var bange for ham og kom jeg hjem fra Skolen med en daarlig Karakter, sad jeg oppe paa mit Værelse og ventede med Skræk i Blodet paa det Øjeblik, da jeg skulde høre Hestens bekendte Klap- Klap ved Indkørslen til Villaen.
• Det var ikke saa meget den Ørefigen, der ventede mig, men hans lynende Blikke, der gjorde mig forsagt.

 

Han krævede loyalitet og arbejdsomhed

Det var især sønnen Aage, der var problemer med på hjemmefronten. Selv i en alder af 19 år blev Aage udsat for sin fars strenge opdragelse. Således beskriver han en oplevelse fra den dag, hvor han netop var hjemvendt fra værnepligten.

Han var kommet til at sætte sig på sin fars plads ved bordet uden at tænke over det. Ti stor forbavselse for søskende og tjenestefolk kaldte faderen det for en forbrydelse og stak ham en ørefigen.

Han var godt klar over, at han var en streng far. Og sådan var han også i sin funktion som chef. Han krævede loyalitet og arbejdsomhed.

 

Han var også en kærlig far

Heyman var dog også en kærlig far, der altid skrev til sine børn, når han var på rejse. Det var også et familieliv med masser af fester, både da børnene var små, og da de var store.

Da drengene var små, blev alle deres venner og klassekammerater inviteret til at slå ”katten af tønden”. Som regel var der mere end 100 drenge, der blot skulle medbringe en knippel.

På balkonen over ridehuset sad et musikkorps om midt i ridehuset var ophængt en mægtig tønde fyldt med frugter. Til kattekongen var der altid en stor gave. Bagefter blev der serveret forfriskninger til alle.

Om vinteren gav Heyman børnene og deres kammerater lov til at skøjte på en stor sø, der lå på Tuborgs grund. Heyman sørgede naturligvis for et orkester.

 

Heyman efterlod sig en formue

Den 15. december 1893 døde Philip Heyman. Han efterlod sig en økonomisk formue for ikke at tale om et solidt slagteri og et bryggeri i evig ekspansion. Som familiefar og arbejdsgiver var han formentlig lige konservativ.

Men Heyman var også en mand med stor social bevidsthed. Han var blandt andet opmærksom på, at arbejderne på bryggeriet skulle have fritid, for ikke at tale om de arbejderboliger han opførte til sine ansatte. Han gav store summer til mindre bemidlede – ikke altid officielt.

 

Den tørstige mand

En af Heymans døtre, Paula blev gift med Benny Dessau, der var blevet ansat i Tuborg i 1891. Han efterfulgte Heyman på direktørposten. Sønnen Aage Heyman overtog faderens øvrige virksomheder.

Dessau indgik en samarbejdsaftale med Carlsberg i 1903. Aftalen betød, at de var to selvstændige virksomheder men samarbejdede. I praksis indgik man i hinandens investeringer. Dette betød, at Carlsberg ikke måtte påbegynde en hvidtølsproduktion.

Tuborg begyndte også en Vitamon – produktion. Det var tale om et bouillonprodukt til husholdningsbrug. Tørgær- produktion til industrien startede man også på. Under Dessau startede man også Guld Tuborg. Det var i 1895. Ja og det var også Dessau, der stod for den flotte plakat ”Den tørstige mand”.

I 1970 blev Carlsberg som bekendt fusioneret med Tuborg. Det meste af fabriksanlægget i Hellerup er i dag revet ned.

 

Produktionen blev helt indstillet

I 1996 blev driften blev driften i Hellerup helt indstillet. Området blev udviklet til en hel bydel med mondæne boliger, erhvervshovedsæder, skole, indkøbscenter, lystbådehavn m.m. Produktionen var efterhånden helt blevet flyttet til Fredericia. Ja Tuborg er i dag repræsenteret på 104 markeder verden over.

 

Hvad skete det med Aage Heyman?

Hvordan gik det så med Aage Heyman? Han blev bl.a. uddannet på varde Svineslagteri og i Canada. Han blev indehaver af firmaet Philip W. Heyman i 1891 og indehaver af et par andre firmaer.

I 1907 lod han et palæ bygge i Ryvangen, Strandvejen 92. Han måtte dog sælge villaen i 1916. men krigstiderne havde åbenbart genskabt hans formue. Allerede i 1918 lod han et nyt palæ bygge på Øster Alle 33.

 

Der lå lige et gasværk i vejen

Københavns Kommune købte Københavns Svineslagteris grund til brug for en fremtidig forlængelse af Strandboulevarden mod nord. Forlængelsen blev dog aldrig til noget, da Østre Gasværk lå i vejen.

 

 

Kilde:

• Historisk Tidsskrift
• Kristof Glamann: Bryggeren – J.C. Jacobsen på Carlsberg
• Kurt Petersen m.m.: Philip W. Heyman
• Ole Lange: Stormogulen, C.F. Tietgen – en finansmand, hans imperium og hans tid 1829 – 1901
• Birgit Nüchel Thomsen: Industrielle foretagender på Tuborg 1873 – 1875
• Salomonsens Konversationsleksikon
• dengang.dk – diverse artikler
• da.wikipedia.dk
• biografisleksikon.lex.dk
• denstoredanske.lex.dk
• unyttigehistoriefacts.dk

 

Hvis du vil vide mere:

• dengang.dk indeholder 1.607 artikler. Vi har en del artikler om Industrihistorie, se bl.a. kategorien ”Industri på Nørrebro”. Denne indeholder 10 artikler. Også under Nørrebro (288 artikler) finder du Industri – artikler.
• Vi har allerede nedfældet en del om Industri i Nordvest, dog endnu ikke lagt disse ind på siden.
• Under artiklen ”Industri på Nørrebro” kan du finde en fortegnelse over yderligere artikler om ”Industri på Nørrebro” samt ”Arbejdere på Nørrebro”