Overvågning i Sønderjylland

Vi følger overvågningen især fra 1945 – 1950 af Det Tyske Mindretal. Ja den fortsatte under mindre intensitet. BdN blev oprettet. Men i Det Tyske Mindretal var der ballade mellem de moderate og de aggressive. Der Nordschleswiger, mindretallets blad skulle bevæge sig mellem de to. Justitsminister Elmquist påpegede, at man sandelig ikke overvågede uskyldige. Men politimester Brix og til dels Bøving fik deres vilje. Der skete en intens overvågning. 80.000 kort endte det med i kartotekerne. Men der kom til åben konfrontation mellem Brix og Mindretallet. Måske havde Mindretallet ret. De blev snydt for et halv år under retsopgøret. Havde Brix og de aggressive fra Mindretallet kunnet beherske sig, havde forholdene i Sønderjylland været forbedret længe før. Brix ville have spioner, de skulle kaldes tillidsmænd og spises af med smørrebrød eller et kop kaffe. Brix blev Danmarks første PET – chef.

 

Anspændt situation

Det var en anspændt situation i Sønderjylland lige efter besættelsen. De danske myndigheder kiggede med ængstelser på pronazistiske strømninger i det tyske mindretal. Og det blev politikommandør for Sydjylland, Ernst Brix der var primus motor i denne overvågning. Han fik det nærmest, som han selv ville have det. I 1951 blev han PET’ s første chef, men det endte også brat.

Og efter Brix var der folk, der ikke mere end villig til at fortsætte med overvågningen.

1.700 fortrinsvis ældre tysksindede mænd meldte sig til ”Zeitfreiwilligedienst”. Dette hørte under værnemagten. De trak i tyske uniformer og blev uddannet i våbenbrug.

 

De moderate forsøgte at samle stumperne

I sommeren 1945 anholdt modstandsbevægelsen 3.500 medlemmer af mindretallet. De fleste blev interneret i Fårhuslejren. I løbet af 1945 – 1950 blev 2.958 tysksindede dømt med tilbagevirkende kraft for deres færden under besættelsen.

De moderate tysksindede kræfter inden for Mindretallet forsøgte at samle stumperne. Økonomien lå i ruiner og de tyske skoler var blevet lukket. Efter befrielsen blev tyske bygninger og mindesmærker sprunget i luften. Tysksindede butikker blev ødelagt, den tyske avis Nordschleswigsche Zeitungs lokaler i Aabenraa blev ødelagt og det store monument på Knivsbjerg blev sprunget i luften.

 

De Moderate udsendte en erklæring

Den 6. september 1945 udsende en gruppe moderate mindretalsmedlemmer fra Haderslev en erklæring, at de tog afstand fra de begivenheder, der havde forgiftet de dansk – tyske forhold de forgangne 12 år.

Det var den moderate kreds af tysksindede, der bestod af pengestærke borgere fra købstæderne, som også under besættelsen havde holdt sig på afstand fra den officielle mindretalslinje. De finansierede også beredvilligt den nye mindretalsavis ”Der Nordschleswiger”, der begyndte at udkomme i februar 1946.

De håbede, at der fra dansk side kunne opnås accept til at genopbygge mindretallet. Men det var åbenbart ikke så let i mindretallet at opnå enighed og en moderat linje.

 

Bund deutscher Nordschleswiger en realitet

Den 22. november 1945 mødtes 30 fremtrædende tysksindede i Aabenraa. Efter meget hidsige diskussioner vedtog man at anerkende de moderates erklæring og en anerkendelse af 1920 – grænsen.

De internerede fik samtidig lovning på ikke at vende hjem til social isolation. Men sådan blev det nu ikke for alle. Men Bund deutscher Nordschleswiger (BdN) var en realitet.

Mathias Hansen fra den moderate fløj blev provisorisk formand. I maj 1945 mødtes foreningen til deres første egentlige generalforsamling. Her nedlagde Mathias Hansen sit hverv og Niels Wernich blev valgt som formand.

 

Situationen blev tilspidset

Men situationen var ret så tilspidset i foreningen. Den var reelt ved at blive splittet. Lokalafdelingen i Haderslev truede med at lave deres egen parti. De mente at foreningen var alt for aggressiv. Der blev truet med økonomiske konsekvenser.

Ernst Brix mente, at Wernich’ s aggressive linje havde 40 pct. tilhængere, mens den mere moderate fløj havde 60 pct’ s opbakning.

Baggrunden for den aggressive linje skulle søges syd for grænsen. Man havde fået fornyet tiltro til ”Kiels voksende Magt”. Men efter de første fem år begyndte forholdene at normalisere sig. Men nogle af de gamle ledere begyndte at vende tilbage til foreningen.

 

Diverse kartoteker tidligt oprettet

En politiadjudant – stilling blev allerede tidligt oprettet, faktisk allerede da nazisterne fik magten syd på. Man skulle fremskaffe oplysninger ved udnyttelse af de oplysninger, der fremkom i pressen. Der blev oprettet fire forskellige kartoteker. Hovedkartoteket indeholdt samtlige navne på de personer, der blev nævnt i de sager, politiadjudanten fik på sit bord.

Yderligere blev der oprettet et specialkartotek, der opsummerede navnene på de personer, der tilhørte yderliggående politiske fraktioner.

Et emnekartotek indeholdt oplysninger af grænsepolitisk betydning og endelig rådede politiadjudanten over et kartotek, der indeholdt navnene på personer fra sager med opholds – og arbejdstilladelser.

 

18. maj 1945: der er kontrol på det

Aabenraa’ s konstituerede politimester T. Martensen – Larsen beskrev situation den 18. maj 1945 situationen for Rigspolitichefen:

• Armbindene er aflagt. Gade – og Landevejspatruljering er påbegyndt. Havne – og grænsekontrol samt andet tilsyn med fremmede og rejsende er etableret. Anholdelserne fortsættes og foretages nu udelukkende af politiet.

 

En undersøgelsesafdeling

Sønderjyllands særstatus som grænseområde gjorde det nødvendigt med endnu en politikommandør, der skulle varetage de særlige politimæssige opgaver i grænselandet. Dette hverv blev i første omgang varetaget af Tønders politimester, Ernst Brix, indtil han 1. august 1945 blev udnævnt til politimester i Aabenraa og dermed politikommandør for Sydjylland.

I sommeren dette år, blev der oprettet en undersøgelsesafdeling i Aabenraa, der skulle tage sig af de særlige sager, der hørte under politikommandørens embede. Afdelingen havde til huse i det tidligere tyske konsulat og bestod af en politifuldmægtig og 12 kriminalpolititjenestemænd. De havde til opgave at skaffe bevismateriale mod enkeltpersoner i Sønderjylland, som havde overtrådt straffelovstillægget af 1. juni 1945.

Sideløbende med disse undersøgelser var afdelingen beskæftiget med at kortlægge mindretallets nationalsocialistiske partis forhold til både det danske nazistparti, det tyske politi og værnemagten.

 

Mange opgaver

Af andre opgaver som også faldt under politikommandørens myndighed hørte den centraliserede behandling af opholds – og arbejdstilladelser for udenlandske borgere og ledelsen af det dansk – britiske paskontor i Flensborg, hvor danske sydslesvigere kunne få udstedt visa til Danmark. Som Brix udtrykte det:

• Med henblik på støtte og fremme af det dansk – nationale og kulturelle liv i Sydslesvig.

 

Overvågningen burde forøges

Brix mente at det var meget vigtigt at udbygge efterretningsarbejdet især over for det tyske mindretal:

• Selv om man vil mene at det tyske mindretal i øjeblikket er lammet, findes der dog i den seneste tid tegn til, at man igen vil forsøge at rejse hovedet og en nøje overvågelse af udviklingen finder jeg det påkrævet med henblik på rettidig fast indgriben

 

• Samtidig pegede de nyeste oplysninger om den tyske infiltration og spionagetjeneste før og under krigen i retning af, at man fortsat ville ”søge den tyske indflydelse forøget i landsdelen”.

 

 

• Alt dette taget i betragtning finder jeg det ubetinget påkrævet at Politiets Efterretningstjeneste udbygges og søges gjort fuldt ud effektiv

 

Ja sådan sagde Brix omkring årsskiftet 1945/46. Han havde forsøgt at få sine kollegaer til indsende stemningsberetninger om tysksindede i landsdelen. Der kom blot en eneste melding retur.

 

Brix og Bøving pressede på

Rigspolitichefen ville ellers afvikle den specielle politikommandørordning omkring december 1945. Et halv år senere blev der udsendt en bekendtgørelse med at de forskellige foranstaltninger til oprettelse af ro og orden var ophævet.

Men allerede to dage inde i det nye år havde Brix skrevet til Rigspolitichefen, at der i Sønderjylland var stærk behov for udevidet efterretnings og oplysningstjeneste. Også hans kollega i Tønder, politimester Bøving skrev at,

 

• Om end principielt en modstander af særordninger hernede, må jeg erkende, at med de problemer, som de danske myndigheder vil have at tumle med i Nord – og Sydslesvig, er det absolut nødvendigt at Grænselandets Politi har en centralmyndighed hernede.

 

Brix fik nærmest frie hænder

Dette lobbyarbejde bar frugt, for justitsminister Elmquist gav nærmest Brix fri hænder til at fortsætte arbejdet.

Efterretningsafdelingen skulle koncentrere sig om undersøgelser af alle former for spionage rettet mod Danmark og andre lande, grænsetrafikken og undersøgelser af personer ved ansættelse i militæret, post – telegraf – og telefonvæsen, samt lærere ved privatskoler.

Desuden skulle afdelingen undersøge yderliggående politisk virksomhed i landsdelen og det tyske mindretal. Den yderliggående politiske virksomhed skulle overvåges ved at følge såvel den legale som den illegale presse. De politiske partier og den terroristiske virksomhed, der udføres af såkaldte ”varulvebevægelser” i Sønderjylland efter befrielsen.

 

Slap godt fra diskriminerende udtalelser

Ifølge Brix havde Sønderjylland i fortiden vist sig at være arnested for disse yderlige politiske bevægelser, og der er næppe grunde til at tvivle om, at landsdelen igen vil blive forsøgsmark for en politik, der tidligere gik under navnet ”Lei – bevægelsen” Cornelius Petersen – Bevægelsen (Bondens Selvstyre) og dansk og tysk nazisme. Disse bevægelser findes blandt ”den tyskstillede, den blakkede og den utilfredse og den uduelige del af den danske bevægelse her”

Ja tænk sådan udtalte han det, og slap godt fra det. Det skulle i det hele taget holdes et skarpt øje med den ”tyskindstillede” del af den sønderjyske befolkning, hvorfor der hver måned burde sendes en fortrolig rapport til samtlige sønderjyske politimestre over mindretallets arbejde, baseret på informationer fra de enkelte politikredse.

 

Var det Berufsverbot?

Derudover skulle tysksindede tjenestemænd identificeres idet ”illoyale kredse vil gøre forsøg på at få deres folk ind i etaterne igen. Tyskerne findes som bekendt vedvarende i såvel Statens som Kommunens tjeneste. De må være kendt og registreret. Hertil er det absolut nødvendigt, at der træffes fornøden aftale med de respektive myndigheder om at rette forespørgsler vedrørende ansøgninger til stillinger”

Om det var en form for ”Berufsverbot” som Brix ville have indført, vides ikke. Men i forvejen havde de dømte fra mindretallet ingen mulighed for at søge offentlige stillinger. Det var jo en tillægsdom de fik foruden interneringen.

 

Spioner skulle kaldes tillidsmænd

Brix ville også have tilknyttet en net af meddelere (vaagne Iagttagere). Og hans planer var, at der skulle være en for hver 200 beboer. Disse skulle så rekrutteres blandt ”den gamle før 5. Maj Modstandsbevægelse”. De ville nemlig gå ind i et arbejde ”ud fra rent ideologiske grunde og med en del af den gamle kampiver i behold”

Alt tyder på, at Brix ville have resultater ud af sine spioner. Og observationerne og rapporterne ville nok være alt andet end neutrale. Disse informanter skulle ikke betales for deres tjeneste. De skulle derfor kaldes ”Tillidsmænd”. Og som betaling kunne man tilbyde et kop kaffe eller et stykke smørrebrød.

 

Sagsmapper var nødvendigt

Ja Brix mente, at de enkelte politikredse burde se stort på bilag, når det var overvågning af det tyske mindretal, det drejede sig om. Der burde vises den enkelte politimand fornøden tillid i denne sag.

Brix gjorde også opmærksom på at nogle af de folk, der sad i spidsen for BDN havde en fortid i NSDAP – N. Så et omfattende kartotekssystem og sagsmapper var absolut nødvendig.

 

Justitsminister er ikke sandfærdig

Men alt tyder på, at Justitsminister Elmquist måske ikke var helt enig med Brix metoder. I Folketinget udtalte han om politiets anvendelse af kartoteker:

• Politiet fører eller bruger ikke, uden at der foreligger mistanke om forbrydelser eller mistanke om lovlig politiske virksomhed og har i hvert fald ikke ført eller brugt sådanne kartoteker siden 5. maj 1945. Til gengæld føres der naturligvis kartotek over personer, der mistænkes for landsskadelig virksomhed eller for at tilhøre Vareulvebevægelser eller som mistænkes for at ville danne grupper med det formål at skabe uro og uorden i samfundet eller foretage anden ulovlig handling.

Nu svarer den udtalelse nok ikke helt til sandheden. Men denne justitsminister er ikke den eneste politiker der i historiens løb har løjet om dette.

 

Særlige omstændigheder

Man Brix modtog dog en fortrolig cirkulæreskrivelse fra Justitsministeriet, der levede op til justitsministerens udtalelse. Og ministeren åbnede dog også for betegnelsen ”særlig ordning”. Og ”særlige omstændigheder”.

 

Uenighed om mødets resultat

Den 8. september 1947 mødtes de sønderjyske politimestre med justitsministerens departementschef Eivind Larsen samt justitsminister Elmquist. Fra starten vidste man, at der ikke ville foreligge en dagsorden, og at der heller ikke ville blive taget referat fra mødet.

Nu var det langt fra alle sønderjyske politimestre, der var lige begejstret for et sønderjysk efterretningstjeneste med base i Aabenraa. Bøving fra Tønder havde vist sin begejstring, men Hartmann fra Haderslev brød sig ikke om det.

Hvad der kom ud af mødet var der vidt forskellige opfattelser af. For to år efter mødet mente Brix, at nogle af de sønderjyske politimestre boykottede efterretningen. Således havde politimester Sundorph videresendt Brix opfordring videre til kirkeministeren og spurgt:

• Er det virkelig meningen, at politiet skal beskæftige sig med den slags spørgsmål?

Politimester Hartmann havde skrevet et brev til justitsministeren, at han ikke var begejstret.

Politimester Bjerre fra Gråsten havde spurgt Justitsministeren om, hvad baggrunden var for at etablere dette store apparat. Og da havde justitsministeren svaret, at der slet ikke skulle foretages noget som helst.

 

En ny plan i 1949

Men Brix fik igen sin vilje igennem og efterretningen fortsatte. I 1949 udfærdigede han derfor en ny plan, der gik ud på en endnu mere effektiv overvågning af det tyske mindretal. Og planen indeholdt en systematisk oversigt over fremgangsmåden.

 

Intens overvågning

Planen var delt i otte hovedområder, som udgjorde mindretallets finansielle, kulturelle og politiske rygmarv. Der skulle kigges intens på lærerne, børnenes forældre i skolen. Havde de været udsat for pression? Man skulle finde ud af, hvad der fra tysk side var blevet gjort for at bevare jord på tyske hænder. Hvordan så det ud med tyske banker? Hvem var de tyske finansielle bagmænd?

Den nuværende politiske kurs skulle undersøges. Hvem havde magten, de aggressive eller de mere moderate? Eksisterede der forbindelser til 6. maj – bevægelsen eller tidligere DNSAP – folk?

Man skulle overvåge ungdomsorganisationer, skytteforeninger, eks – og importører, fabrikker, arbejdspladser og radioamatører.

 

Overvågning fik en anden karakter

Brix afløser i Aabenraa blev en tidligere kontorchef i Justitsministeriet, N. Schaumborg – Christensen. Han var også overbevist om, at det var nødvendigt at følge udviklingen i mindretallet.

Men overvågningen fik nu en anden karakter. Det fik et mere overordnet præg. Overvågningen af det tyske mindretal nåede aldrig den intensivitet som Ernst Brix havde lagt i arbejdet.

I 1955 blev der udfærdiget en rapport om mindretallets udvikling. I 1958 gemte man heller ikke mere programmerne fra Knivsbjerg – festerne.

 

Den lokale betjent oplevede hadet

Det sønderjyske politis opfattelse af mindretallet var i den første tid efter befrielsen påvirket af de erfaringer, man gjorde under besættelsen. Den lokale betjent oplevede også bitterheden og endda had, som var fremkaldt af retsopgøret. Således er der barske indberetninger fra betjente i Ravsted og Højer.

Og i Tinglev havde ”Sheriffen fra Tinglev” sine udfordringer.

 

Brix: En nazibande

Det skortede nu heller ikke med Brix barske udmeldinger mod mindretallet, således udtalte han:

 

• En Nazibande, der laver propaganda efter de bedste gøbbelske metoder.

 

For Ernst Brix betød det tyske mindretal en trussel mod den nationale sikkerhed. Han var misfornøjet med at mindretallet til dels valgte ”ledende nazister” i den ny ledelse. Jo mere han fik at vide om den ny ledelse, jo mindre tillid havde han til dem og jo mere overvågning ønskede han.

 

Brix holdt sig ikke tilbage

Han holdt sig jo heller ikke tilbage med udtalelser og ud fra disse kan vi sagtens se hans holdning.

 

• Efterhånden som man trænger ind i affæren hernede, så er det egentlig utrolig, hvad en lille gruppe ledere har kunnet udrette til fordel for tysk ekspansion nord for grænsen og at en ny tid er oprunden har den ny ledelse ikke erkendt

 

• Den ny ledelse og dens politik gjorde, hvad den for at skade Danmark og danskernes omdømme, især Der Nordschleswigers spalter blev misbrugt til dette formål

 

• Gennem sine ofte urigtige og perfide angreb på danske myndigheder bidrager bladet sikkert i væsentlig grad til i Sydslesvig og Holsten at skabe et fuldkomment skævt billede af forholdene i Nordslesvig, særlig ved den måde, på hvilken retsforfølgningen og behandlingen af det tyske mindretal i det hele taget omtales.

 

• Der var endda forlydender om ” at der skal forefindes et kontor syd for grænsen (muligt i Kiel), hvor al ”Greulepropaganda” mod Danmark, specielt om forholdene i Nordslesvig efter den 5. maj 1945, skal blive samlet.

 

• Der hersker i tyske kredse syd for grænsen utvivlsomt en udbredt opfattelse af, at en sådan forfølgelse virkelig at finde sted, og Der Nordschleswiger må tilskrives en stor del af ansvaret herfor.

 

Åben konfrontation

Brix mistillid til mindretallet og dets ledere var dybfølt – og gengældt. I årenes løb blev Aabenraas politimester for mange tysksindede personificeringen af det i deres øjne uretfærdige retsopgør og hvad de opfattede som forfølgelse.

Politimesterens uforsonlighed kombineret med mange tysksindedes bitterhed eller ligefrem had og dermed provokerende opførsel resulterede i en tilspidset situation, der gjorde en forståelse vanskelig. Parterne var uforstående over for hinanden og i efteråret 1947 eskalerede situationen. Det var en åben konfrontation

 

Brix truede med sagsanlæg

Folketingskandidaten Reuter beskyldte Brix for at chikanere mindretallet ved at nægte indrejsetilladelse til tyskere, der ønskede at besøge mindretallet.

BdN – bestyrelsesmedlem Frederik Christensen havde ved et tyske vælgermøde i oktober 1947 påstået, at Brix i oktober 1946 havde sagt i vidners nærværelse, at man ville undertrykke alt tysk, så der intet var om 50 år. Desuden havde politimesteren ifølge Christensen forhalet opklaringen af de talrige bombeattentater mod tyske mål, der bl.a. havde lagt Knivsbjerg og Nordschleswigsche Zeitungs lokaler i ruiner, selv om

 

• Die Spatzen pfeiffen ja vom Dach, wer es gewessen ist

 

Da Ernst Siegfried Hansen oven i købet valgte at viderebringe påstanden om Brix’ ”udryddelsesplan” i Der Nordschleswiger blev det for meget for Brix. Han havde nægtet, at have udtalt sig som sådan og spekulerede på, at anlægge sag mod chefredaktøren.

Men nu var det sådan at chefredaktøren blev kaldt ned på politigården og lovede at bringe et dementi i bladet.

 

En PET – chef med absurde fjendebilleder

Men egentlig var Brix måske også en speciel fintfølende person, for på Politiskolen holdt han i 1950 en tale, hvor han skitserede trusselsbilledet fra Tyskland på denne måde:

• Men tyske metoder ændrer sig vanskeligt, og ekspansionstrangen uddør næppe. Det farlige perspektiv for os er er, hvis de ca. 50 millioner tyskere i vestzonen skal have Lebensraum og ikke kan få det øst for Oder – Neisselinjen. Hvor skal de søge hen? Al naturlig udbyggelse af tyskheden uden for landets grænser har altid været farlig for Tyskland.

 

• Derfor udgjorde det tyske mindretal med dets 20.000 medlemmer og dets nazificerede ledelse som forpost for Tyskland et latent faremoment. Man kan nok have bange anelser om fremtiden.

 

 

• Det er sådanne problemer, der plager politiet i Nordslesvig i dets arbejde med det tyske mindretal.

 

• Ro, besindighed, omtanke og nøje overvåning over udviklingen er påkrævet i politiets arbejde.

 

 

• Små fejltagelser kan i Nordslesvig bliver udnyttet i propagandistisk henseende til stor skade for landet og for det danske mindretal syd for grænsen.

En mand med disse livsanskuelser blev så valgt til Danmarks første PET – chef.

 

Registeringen fortsatte

Registreringen fortsatte. Alle personer, der var i forbindelse med BdN’ s ledelse kom med i diverse kartoteker. Det gjaldt også børnene til hovedpersonerne. De 38 tysksindende personer, der anbefalede Reuter til folketingen opnåede dens status, at komme med i kartoteket. Dem, der sad i diverse ungdomsforeningers bestyrelse kom med i hovedkartoteket.

Og bag på kortet blev der hele tiden tilføjet nye ting. De sidste abonnementstal for Der Nordschleswiger blev indført i 1957. Man fulgte undervisningen af mindretallets børn, hvor blev de undervist, derhjemme? Eller var de kommet i dansk skole?

De hovedtalere, der optrådte til Knivsbjerg – festerne blev også noteret i hovedkartoteket. Mange blev også nægtet indrejse. De sidste indførelser i kartoteket er fra 1961.

 

Angrebet i Tinglev

Angrebet mod politistationen i Tinglev skabte store overskrifter. En masse medlemmer af det tyske mindretal blev arresteret uden nogen form for beviser. I der Nordschleswiger kunne man læse at disse ikke var begået af medlemmer af det tyske mindretal. Lokalbetjent Andersen fra Tinglev var alt andet end populær.

Det viste sig, at de skyldige var 13 fortrinsvis yngre personer fra Løgumkloster området. De ti var medlemmer af det tyske mindretal, de sidste tre var danske nazister. Vi vil i en senere artikel forklare hændelsesforløbet. Men læs vores artikel om ”Sheriffen fra Tinglev”.

 

Foreningen af 6. maj 1945

Foreningen af 6. maj 1945 med bl.a. redaktør A. Olsen fra Aabenraa havnede også i kartoteket. Det blev opfattet som særdeles vigtigt at få indsamlet oplysninger om disse medlemmer. Brix var overbevist om, at her mødtes de gamle nazister. Den 21. maj 1947 afholdt Foreningen af 6. maj 1945 et møde i Tinglev med 700 deltagere. To betjente fra Tønder var rejst til byen. De deltog ikke selv i mødet. Men fik det referat af en af deltagerne.

 

Revision under opsyn

Man holdt også meget nøje med foreningens blad, Revision. Efter en ”diskret” undersøgelse i 1947 kunne man konstatere, at bladet ugentlig kom i et oplag mellem 1.200 og 1.400 eksemplarer. Ja man kunne endda konstatere, at det udkom i 24 eksemplarer til Aabenraa postdistrikt, fire til Varnæs, 11 i Felsted og hele 45 i Løgumkloster m.m.

Brix havde planer om, at aflytte A. Olsen’ s telefon og kontrollere hans post. Men det lykkedes åbenbart ikke Brix, at få tilladelse til dette. Politiet i Aabenraa vedblev med at læse Revision til 1960.

 

Fårhus – mentaliteten

Fårhus – fangerne havde skabt en fællesskabsfølelse man kaldte for Fårhus – mentaliteten. Man var temmelig sure på de danske myndigheder. Og disse holdt meget nøje øje med dem.

I vinteren 1948 samledes ikke mindre end 138 tidligere fanger i Højer. Nu var disse godt klar over, at de blev overvåget af politiet, så de sendte en deltagerliste og A. Olsen sendte også en kopi af sin egen tale.

 

En ny Fårhus – forening

Halvanden år efter blev der dannet en Fårhus – forening, som intet havde med den i Højer at gøre. Den blev dannet i Tinglev den 2. oktober 1949 og henvendte sig til alle dem, som

• Havde været internerede eller som er dømt efter love med tilbagevirkende kraft.

Både pårørende og danskere var velkommen.

 

Landbrugernes Sammenslutning

Også Lanbrugernes Sammenslutning blev undersøgt. Da de holdt møde den 20. februar 1947 i Aabenraa var politiet til stede. 57 deltagere var mødte op. Det var ifølge meddeleren Fårhusfolk og tidligere nazister. Hovedtaleren talte om retsopgøret, at det var den største skændsel i danmarkshistorien. Politiet tilføjede en del til deres kartotek.

Den 23. september 1947 var der LS – møde i Kværs. Dørvogterne var iført sorte ridebukser, lange sorte støvler og sweater. 90 pct. af deltagerne var tidligere danske og tyske nazister. En person fra Rinkenæs var fortørnet over, alle de midler der blev sendt til Sydslesvig.

 

Stauning fornærmede bønderne

Ja for at forstå, hvad Lei – bevægelsen er for noget, og hvem Cornelius Petersen var, skal vi tilbage til 1925/26, hvor Sønderjylland blev ramt af en alvorlig landbrugskrise. Cornelius Petersen mente, at Danmark selv var skyld i krisen. Og han skabte den sønderjyske selvstyrebevægelse. Den fik vind i sejlene Folk strømmede til møderne med den farverige mand. Mens Cornelius Petersens indflydelse var på det højeste, talte Stauning i Bov.

Her kom Stauning med en meget ubesindig udtalelse om, at hvis 50.000 bønder på grund af landbrugskrisen måtte gå fra deres gårde, stod et lignende antal arbejdsløse parate til at overtage dem. Dette fik Cornelius Petersen til at hidse sig alvorlig op. Han opfordrede til at dræbe Stauning. Og af den grund fik han en fængselsstraf, da han kom ud, var han en knækket mand og blev indlagt på Augustenborg psykiatriske hospital.

Lei – bevægelsen stammer fra en bonde fra Sottrup. Og de arvede synspunkterne fra Cornelius Petersen. Bevægelsen knyttede sig til hjemmetyskerne. Men egentlig støttede de bevægelser op om LS.

 

Otto Strasser – bevægelsen

Sidst i 1940erne florede der rygter om kontakter mellem medlemmer af det tyske mindretal og kredsen omkring Otto Strasser. Organisationens blad skulle florere inden for mindretallet især i Tønder og Aabenraa amter. Denne Strasser var et fremtræden medlem inden for tyske nazistiske kredse.

En betjent havde tilfældigvis fundet en kuvert hos en enkefru i Kollund. Den lå fremme til landpostbuddet og var adresseret ”Otto Strasser, Canada”. Også denne enkefrue blev noteret i kartoteket. Det sidste, der stod om denne Strasser i kartoteket var, at han i 1954 var blevet nægtet indrejse i Sverige.

 

80.000 kort

Kartoteket svulmede op til at indeholde 80.000 kort fordelt på 80 kasser. Hovedkartoteket blev brugt helt frem til 1970. To nye personkarteker blev oprettet blandt andet over ”aktive” tysksindede og over ”ledende” tysksindede.

Et pressearkiv blev også oprettet. Det omfatter seks pakker med detaljerede avisreferater. Og dette arkiv blev ført frem til 1958. Ja så er det også omfattende foreningskartotek.

 

Brix sammenlignet med Köller

Måske skal vi da også lige have med, at Der Nordschleswiger sendte en hilsen, da Ernst Brix fyldte 70 år den 10. juni 1972. Her sammenlignede redaktøren ham med Ernst Matthias von Köller. Denne var overpræsident i provinsen Slesvig – Holsten i årene 1897 – 1901. Han gjorde hårdhændede forsøg på at tvangs – germanisere de dansksindede i Sønderjylland i form af mødeforbud og tvangsudvisning.

 

Det var det national, der trak

Men kan man enlig kalde Det Tyske Mindretal højreorienterede? Den 9. april 1940 vendte de fleste Danmark ryggen. De følte det som et særlig kald for Tyskland. Det var det nationale, som trak. Det var det ikke for de danske frontvillige. Man kan ikke sætte lighedstegn ved de to grupperinger.

 

Blev Mindretallet snydt?

Egentlig havde mindretallets frontvillige på grund af deres sindelag fået en bonus på et halvt år. Men det blev glemt af den daværende stadsadvokat i Sønderborg, Dines Kirk. Dette standpunkt er Ditlev Tamm også kommet frem til.

 

Der er to forskellige grupperinger

Og et eller andet er også galt. For i 1943 stillede det tyske mindretal ikke op til Folketingsvalget, men trods det gik DNSAP med Frits Clausen ikke frem. Man kan ikke rigtig sammenligne de to grupperinger.

 

Der Nordschleswiger mistede 1.000 abonnenter

Med i PET – rapporten om overvågningen af Det Tyske Mindretal, er ikke medtaget at redaktøren af Der Nordschleswiger, Ernst Siegfried Hansen i 1946 under overskriften ”Fluch der Masslosigkeit” gjorde op med nazi – fortiden. Det skrev han selv, om han havde en ledende stilling i den nazistiske avis før Der Nordschleswiger. Hansen stod jo midt i de to grupperingere kamp.

Denne artikel kom til at koste 1.000 abonnementer og Hansen blev således en dyr herre for avisen.

 

Et mord i Løgumkloster

Det mærkelige er også, at mordet på en lærerinde fra Det tyske Mindretal i Løgumkloster ikke er med i rapporten om PET. Det vakte vild forargelse med den lave straf morderne fik i første omgang

Man må give Siegfried Matlok ret i, at København kun blev orienteret om ”de onde kræfter” i det tyske mindretal og blandt tyskerne syd for grænsen. Matlok er tidligere mangeårig redkatør af Der Nordschleswiger.

 

Varulve – angrebene var et hævnangreb

Det såkaldte Wehrwolf – angreb i Tinglev havde jo slet ikke noget med et Varulve – angreb at gøre. Men Brix betragte det hele tiden som sådan. Åbenbart var baggrunden for angrebet, en hævn for den berygtede ”sherif’ s nedskydning af en tysk soldat på banegården i Tinglev. Selv danske aviser kritiserede politimanden for denne brutale og unødvendige handling. Vi har tidligere også nævnt dette i artiklen.

 

Blev Grænsekampen forlænget unødvendig

Matlok mener, at Brix med sin agentvirksomhed i virkeligheden har forlænget grænsekampen unødvendig. Nu har en sag altid to sider. Og inden for mindretallet var det som skrevet også de aggressive, der selv valgte at forlænge grænsekampen. Således foretrak man i en årrække folk, der havde været i Fårhuslejren, når der skulle være valg. Men Matlok har vel ikke uret i sin konstatering.

 

Brix sluttede i Gentofte

Brix afsluttede sin politikarriere som politimester i Gentofte fra 1960 – 1972.

 

Stor interesse for det dansk/tyske

Vi afslutter med en artikelhenvisning. Vi oplever her på siden en stor interesse for det dansk/tyske forhold. Men der kan være lidt svært at finde en afgrænsning lige med dette tema. Men der er nok at gå i gang med.

Du kan læse en del artikler om Asmus Jensen, hvor politiet ikke ser så godt ud med deres fuprapporter. Og så en person, der vidste besked om de faktiske forhold. Ja han fik udskudt sin udvisning ved at true med sin viden.

Og så har vi landbetjenten fra Højer, der blev truet af tyskerne til at rejse fra byen. Ja i samme stil blev Sheriffen fra Tinglev vel også på en måde tvangsforflyttet fra byen. Og vi har mange flere artikler i støbeskeen.

 

Kilde:

• PET’ s Overvågning af den yderste højrefløj 1945 – 1989 – Kommissionens Beretning Bind 2 – Det Politiske overvågning Sønderjylland 1945 – 1950
• Sønderjyske Årbøger
• Gese Friis Hansen: Kampen om Loyaliteten (speciale – Århus Universitet 2003)
• Henrik Becker – Christensen: Det tyske mindretal i Nordslesvig 1920 – 1932
• Henrik Becker – Christensen: Grænsen i 75 år
• Troels Fink: Sønderjylland – siden Genforeningen
• Johan Peter Noack: Det tyske mindretal i Nordslesvig under besættelsen
• Ditlev Tamm: Retsopgøret 1 – 2
• Sabine Lorek: Rechtsabrechung – Retsopgør
• Henrik Skov Kristensen: Det Tyske Mindretal of Fårhuslejren (Særtryk af Historie 2oo5)
• Ernst Siegfried Hansen: Diesteln am Wege
• Siegfried Matlok: PET– rapporten og Det Tyske mindretal (artikel)

 

 

Hvis du vil vide mere: Læs her på www.dengang.dk

Tønder:

• Nazister i Tønder
• De dødsdømte fra Tønder (Familien Júrgensen og mordet i Løgumkloster)
• Socialdemokrat i Tønder – dengang
• Da tyskerne kom til Tønder
• Tønder – efter krigen
• En rebel – og hans gård (Cornelius Hansen)
• Tønder – mellem dansk og tysk
• Obersten fra Tønder
• Hvorfor var Tønder tysk?
• Tønder – under besættelsen
• Tønder og omegn – 9. april 1940

Sønderjylland:

• De mystiske mord ved grænsen (1 – 2) (Mordet på Asmus Jensen)
• Den sønderjyske politiadjudant
• Folketingsvalget 1939
• Jens Møller – folkefører eller folkeforfører
• Den dansk/tyske sameksistens i Sønderjylland
• De fem lange år i Sønderjylland
• Ned med de dansksindede
• Mindretal i brændpunkt
• Sheriffen fra Tinglev
• Den Sønderjyske efterretningstjeneste
• Opgøret efter 1945
• Det Tyske Mindretal
• Jordekamp, Vogelgesang og Domænegårde

Aabenraa:

• Sorgen ramte Aabenraa 1 – 2
• Frits Clausen – lægen fra Aabenraa
• Frits, nazister og et kartotek
• Løjt, mellem dansk og tysk

Højer:

• En sønderjydes liv på godt og ondt (Landbetjent Hartung)

Padborg/Kruså/Bov:

• Mord i Padborg (1-4) (Mordet på Asmus Jensen)
• To skæbner i Kiskelund
• Bov Sogn – mellem dansk og tysk
• Fårhuslejren
• En sønderjyde krydser sine spor

Besættelsestiden:

• Kunne man stole på Centralkartoteket
• Bovrup kartoteket
• Frits Clausen – den tredje historie
• Politik under besættelsen
• Danskerpak og tyskerpak
• Retsopgøret i Sønderjylland
• At handle med ondskaben

København:

• Historien om overvågning 1 – 2
• Overvåget – dengang og mange flere