Ønskede og Uønskede efter besættelsen

Willy Jensen skulle have været udvist. Det gjaldt om, hvem der var ønsket og uønsket. Politikerne rettede sig efter den ophidsede stemning i 1945. Var ”Tyskertøser” værdige til dansk indfødsret? Forslag om, at alle fra det tyske mindretal skulle udvises. Der blev atter vedtaget en lov med tilbagevirkende kraft. Mange mistede deres lovligt erhvervede danske indfødsret. Unge fra tyske hjem burde ikke have indfødsret. Det Tyske Mindretal havde ”foraadt” deres danske ”Statsborgerforpligtelse”. Man så også skeptisk på Skt. Petri skolen. Minister kaldte det for ”en blødsøden præst”, der skaffede bryllupspapirer til en flygtning. ”At gifte sig med en Tysker er en daarlig Indstilling” En masse blev udsat for prøvelser. Politiet måtte foretage utallige afhøringer. Politikerne ville hævne sig på ”tyskertøser” Mænd måtte gerne pleje omgang med ”fjenden”. De blev ”angrebet” af tyske kvinder. Man måtte have gået på tysk skole. Amtmanden redede en ”tyskertøs”. Tysk – jødiske emigranter fik ingen særstilling

Willy Jensen skulle have været udvist

Det var ikke let lige efter besættelsen. Nogle ville man helst have ud med det samme. Og andre udviste man med lidt tvivlsomme begrundelser. Men nu var stemningen dengang en anden end i dag.

Vi har allerede skrevet om problematikken i andre artikler. Nede i Kiskelund i nærheden af Padborg sad Willy Jensen flere gange med kufferten pakket. Han var sikker på, at blive udvist eller i hvert fald at blive indsat i Fårhuslejren.

Den lokale politiminister gad ikke, at fortælle ham, at nu havde Justitsministeriet atter engang forlænget tidsfristen for udvisningen. Og hvorfor det. Villy Jensen havde mindst to gange opsøgt ministeriet med en viden omkring nedskydningen af Asmus Jensen efter besættelsen, hvor myndighederne var indblandet.

Han truede med, at offentliggøre sin viden såfremt han blev udvist.

To betjente skulle indrapportere

De lokale politimestre var uenige med Justitsministeriet. To betjente boede til leje hos Willy Jensen. Her var de anbragt af den lokale politimester, for om muligt at finde ud af, om man kunne finde noget ufordelagtigt hos ham. Endvidere skulle de finde ud af, hvad han egentlig vidste om Asmus Jensen – sagen. Men se det havde Willy Jensen nu også fundet ud af.

Selv om vi havde familiens fuldmagt fik vi aldrig at vide, hvad den ”Sønderjyske Efterretningstjeneste” havde stående om Willy Jensen.

Willy Jensen var tysk statsborger og havde meldt sig til Wermacht under krigen. Først meget sent kom afregningen for Willy Jensen om tilbagebetaling af et mindre beløb. Det blev afgjort i 1949/1950 og beløb sig til 2.500 kr. plus sagsomkostninger. Lige så heldig som Willy Jensen var det bestemt ikke alle, der var.

Han fik aldrig dansk statsborgerskab

Men han og hans kone Elly opnåede aldrig dansk statsborgerskab, selv om de søgte mange gange. Børnene fik først statsborgerskabet som 21 – årige. Du kan læse historien i vores bog ”Grænsen er overskredet”.

Ønsket eller uønsket

Og særlig nede i Sønderjylland var det problematisk med mange af afgørelserne om man nu var ønsket eller uønsket.

Det såkaldte retsopgør omfattede også krigsforbrydelser. Spørgsmålet var også, om der skulle gøres ansvar gældende over for nogen minister eller højere embedsmænd som følge af samarbejdspolitikken. Den Parlamentariske Kommission kom på arbejde. Men opgøret havde også andre aspekter.

Ophidset stemning i 1945

Tyske og japanske statsborgere fik beslaglagt deres formue med henblik på konfiskation. Men også indfødsretten blev en del af opgøret. Holdninger til tyskere i relation til indfødsretten blev påvirket mange år frem.

Det var en meget ophidset stemning i 1945. Vi har tidligere beskæftiget os med ”Gadens Parlament” dengang. Juraen skulle i den grad forsøge at være retfærdig. Men sætter vi spørgsmålstegn ved dette får vi at vide, at det hele gik retfærdigt til, og alt gik meget bedre i Danmark end andre steder.

Upassende eller unational holdning

Men det skulle gøre op med dem, der under besættelsen havde udvist ”upassende adfærd eller unational holdning”. Hertil hørte tyskervenlighed, positive udtalelser om Hitler og nazismen, fraternisering med tyskere og lignende adfærdsmønstre som ikke faldt ind under det strafferetslige opgør.

Var ”Tyskerpiger” værdige til dansk indfødsret

Mange danske piger havde haft omgang med værnemagtens soldater. Nogle blev endda gift med deres tyske kærrester. De blev udsat for foragt og overgreb. Det var handlinger, der ikke blev retsligt forfulgt. Men var disse piger værdige til at beholde deres danske indfødsret?

Ja de blev sidestillet med landsforrædere. Også her stillede man spørgsmålstegn ved om de skulle beholde deres indfødsret.

Efter befrielsen herskede der en meget udbredt antitysk stemning i befolkningen. Man diskuterede bl.a. hvordan man skulle forholde sig til ansøgninger om naturalisation fra herboende tyskere.

Forslag om, at medlemmer af det tyske mindretal skulle udvises

Efter det nazistiske styres undergang og Tysklands totale sammenbrud ønskede mange af dem ud fra forskellige motiver at erhverve dansk indfødsret, men ofte blev de mistænkt for at have gået besættelsesmagtens ærinde.

Ja det var også dem, der mente, at alle der tilhørte det tyske mindretal skulle udvises. Eller i hvert fald alle der havde været i tysk uniform. De kunne da ikke være dansker.

Lov med tilbagevirkende kraft

Den gældende lov om indfødsret var fra 1925 og blev først afløst af en ny lov i 1950 med ikrafttræden den 1. januar 1951. 1925-loven var således gældende før, under og efter besættelsen. Dansk indfødsret kunne efter denne erhverves ved:

• Individuel neutralisation efter ansøgning. Ved bevilling blev personen optaget på en indfødsret (§ 4)
• Ved det fyldte 19 år, forudsat at vedkommende var født her i landet og blivende havde haft hjemsted her (§ 2)
• Ved ægteskab med dansk mand. (§ 3)

Man kunne naturligvis ikke bruge denne lov efter de ekstraordinære forhold lige efter besættelsen. Derefter blev der i 1946 gennemført en ”midlertidig” ændring af 1925-loven med udstedelse af en særlov nr. 379 af 12. juli 1946. (Tyskerlove)

Med ændringen blev adgangen til at erhverve dansk indfødsret ved det fyldte 19. år og ved ægteskab med en dansk mand fra og med den 9. april 1940 sat ud af kraft for:

(Ja man kan sige at denne lov også var med tilbagevirkende kraft)

• Tyske statsborgere og sådanne statsløse, som selv eller hvis forældre senest har været i besiddelse af tysk statsborgerret
• Personer, der som flygtninge ved tysk foranstaltning var ført her til landet eller som ikke var i besiddelse af opholdstilladelse.

Dansk indfødsret blev annulleret

Dette betød, at unge tyskere, der under besættelsen havde opnået indfødsret ved det 19. år, samt tyske kvinder, der ved ægteskab med en dansk mand i samme periode var blevet danske statsborgere, fik annulleret deres danske indfødsret.

Der var i krigens sidste måneder kommet 200.000 tyske civilflygtninge til Danmark. Flertallet af disse var kvinder, som man ikke – heller ikke gennem ægteskab – ønskede optaget i det danske samfund.

Som nævnt havde loven virkning fra 9. april 1940, og bestemmelserne varede til 31. december 1948.

Se denne særlov ændrede sig også for de danske kvinder, som havde giftet sig med tyske statsborgere. Nu fik de frataget deres danske indfødsret og måtte flytte ud af landet. Men man kunne dog forsøge at bevare eller erhverve indfødsretten.

Da særloven udløb, er der en overgangsperiode, inden den ny lov om indfødsret trådte i kraft 1. januar 1951. Fra 1. januar 1948 kunne danske kvinder igen gifte sig med tyske statsborgere uden at miste deres danske indfødsret. ’

Fra 1. januar 1949 kunne unge tyskere født her i landet atter få dansk statsborgerskab ved det det fyldte 19. år. Havde man mistet eller ikke opnået indfødsret var man henvist til at søge om naturalisation, såfremt man ønskede at blive danske statsborgere.

Et tillæg til indfødsretten

For nu at undgå, at de tyske kvinder, som efter særloven havde fået afslag på at bevare eller erhverve dansk indfødsret ved ægteskab med en dansk mand, skulle kunne blive danske statsborgere ved på ny at gifte sig, evt. med den samme mand eller en proforma skilsmisse, vedtog Rigsdagen i december 1948 et tillæg til indfødsretten.

Nu kunne den danske regering heller ikke handle frit. Man var nogle gange nødt til at forhandle med tyskerne. Det skete i en sag med 19 ansøgere med tysk statsborgerskab men født i Sønderjylland med en stærk tilknytning til Danmark. Tilfældigheder gjorde, at de ikke var blevet danske statsborgere i tide. Efter at sagen havde været forelagt i Berlin, kunne det tyske gesandtskab her meddele, at man ikke ville imødekomme ønsket, at de blev danske statsborgere.

I eftersommeren 1945 lå man inde med 850 ansøgninger

I eftersommeren 1945 lå Indenrigsministeriet inde med 850 ansøgninger. Man måtte nu i samarbejde med politiet kigge på de sager. Herunder blev de pågældendes og deres familiers nationale holdning under besættelsen undersøgt.  

Det var ikke noget, der tyder på at indfødsretsloven modsat det strafferetslige opgøre var noget, der var forberedt før befrielsen. I ministeriet overvejede man også om hvorvidt danskere, der var trådt i de forskellige tyske korps tjeneste skulle frakendes deres statsborgerskab.

I den forbindelse holdt man nøje øje med, hvad der skete i Sønderjylland. Her var forekomsten af, hvad man opfattede som unational optræden større end i den øvrihe del af landet.

Unge fra tyske hjem burde ikke have dansk indfødsret

Man modtog således den 11. juni 1945 en anonym skrivelse fra Sønderjylland, hvor det gøres opmærksom på, at en del sønderjyske kvinder herunder også nogle navngivne, havde indgået ægteskab med tyske militærpersoner. En stor del af dem var angiveligt blevet boende her, hvor de ”oppebar en behagelig Understøttelse, der regelmæssigt kom fra den danske Nationalbank”.

Under henvisning til, at de under besættelsen havde ”knyttet deres Skæbne til Tyskerne”, blev det foreslået, at loven blev ændret, så de mistede deres danske indfødsret, selv om de blev boede i Danmark.

Frihedsbevægelsens sønderjyske Råd skrev til ministeriet og gjorde opmærksom på det uønskede i, at unge fra tyske hjem fik dansk indfødsret ved det fyldte 19. år, og man henstillede indtrængende, at loven på det punkt blev lavet om.

Mindretallet havde ”forraadt” deres danske ”Statsborgerforpligtelse”

I den østlige del af Haderslev amt lykkedes det en kreds af danske sønderjyder uden presse og agitation, at samle ca. 8.000 underskrifter på en resolution, der bl.a. krævede, at de tysksindede danske statsborgere, der blev dømt for at have ”forraadt” deres danske ”Statsborgerforpligtelse”, blev fradømt deres danske statsborgerret.

Udenrigsministeriet pegede på de tyske kvinder, der havde giftet sig med danske mænd, efter tysk lovgivning automatisk mistede deres tyske indfødsret. Mistede de nu også den erhvervede danske indfødsret ville de blive statsløs, hvilket stred imod den internationale opfattelse af, at staterne i deres lovgivning så vidt muligt skulle undgå statsløshed.

Justitsministeriet betænkelig ved ”tilbagevirkende kraft”

Justitsministeriet udtrykte betænkeligheder ved, at man ville fratage personer med lovligt erhvervede indfødsret med tilbagevirkende kraft. Det gjorde især for dem, der havde erhvervet indfødsret efter befrielsen til nu et år efter, for der kunne Indenrigsministeriet jo ikke henvise til, at man på grund af besættelsen ikke havde haft mulighed for at ændre lovgivningen.

Man fandt det rimeligere, om der blev fundet muligheder for at fratage konkrete uønskede personer deres indfødsret.

Efter bemærkninger til lovforslaget af 1. maj 1946 tilsigtede regeringen:

• At undgaa at Personer, der ud fra nationale Sikkerhedshensyn og lignende maa anses for uegnede til at være danske, kommer ind under Reglerne om automatisk Erhvervelse af Indfødsret.

Hvad begrebet ”lignende” dækkede, fandt man aldrig ud af.

Indgrebet blev begrundet med, at forudsætningerne for at erhverve indfødsret var bristet under besættelsen. Reglen om erhvervelse af indfødsret ved det 19. år havde været naturligt som forudsætning, at de unge under deres opvækst i Danmark havde fået en god tilknytning til det danske samfund og dansk kultur.

Man så skeptisk mod Skt. Petri Skolen og det tyske mindretal

Det var ikke tilfældet for flere unge mennesker, hvis familie i ly af besættelsen havde dannet en slags stat i staten og gennem en tyske skolegang og medlemskab af Hitler – Jugend.

Her hentydede man sikkert i første omgang til det tyske mindretal i Sønderjylland. Her havde man så godt nok ikke Hitler-Jugend, men man havde dog noget tilsvarende. I anden omgang var det kredsen omkring Skt. Petri Schule i København. Her havde man i høj grad Hitler Jugend, hvor skolens lærere fungerede som lærer.

Danske SS-medlemmer og tyske kvinder

Et ikke ubetydeligt antal danske SS-medlemmer havde under ophold i tyske uddannelseslejre giftet sig med tyske kvinder af udpræget nazistisk sindelag. For disse kvinder, hvoraf mange af deres mænd enten var omkommet under krigen eller var blevet idømt fængselsstraf ville det være tillokkende at bosætte sig i Danmark for også at slippe ud fattigdommen og de kaotiske forhold i Tyskland.

En ”blødsøden Præst” havde skaffet bryllupspapirer

Hertil kom de kvindelige civilflygtninge i flygtningelejrene. Ved ægteskab med en dansk mand kunne de slippe ud af lejrene. Som indenrigsministeren udtrykte sig under behandlingen i Landstinget, kendte han til et tilfælde, hvor ”en blødsøden Præst” havde været behjælpelig med at skaffe de nødvendige papirer, så en kvindelig tysk flygtning kunne indgå ægteskab med en dansk mand. Kvinder, som på tysk foranledning er ført hertil og ”som vi ikke ønsker at have iblandt os”.

Interesserede læsere bør lige tjekke vores artikel om flygtningelejrene i Tønder. Vi henviser lige i slutningen af denne artikel.

Ministeren fik problemer i Rigsdagen

Ifølge bemærkningerne erkendte ministeriet dog, at det ville være urimeligt at udelukke tyske unge og tyske kvinder forudsat de opfyldte 1925 – lovens regler for erhvervelse af indfødsret. Formålet var alene at sondere mellem ønskværdige og uønskværdige. Til de ønskværdige kunne for eksempel høre medlemmer af det danse mindretal i Sydslesvig og sønderjyder, som ikke ved genforeningen automatisk havde erhvervet dansk indfødsret.

Der var ikke bemærkninger til lovforslaget knyttet forklaringer til bestemmelsen om umiddelbar at fratage danske kvinder deres medfødte indfødsret ved ægteskab med tyske statsborgere. Det skulle imidlertid vise sig, at det netop var den paragraf (§ 3), som kom til at volde ministeren de største problemer i Rigsdagen.

Flere af landstingets medlemmer var imod at fratage danske kvinder deres medfødte indfødsret, og det blev især henvist til bestemmelsen om at det ville være et tilbageskridt for den kvindepolitiske indsats.

”At gifte sig med en Tysker er en dårlig indstilling”

Indenrigsministeren fandt derimod:

• At gifter en dansk Kvinde sig med en Tysker, vil det ofte være Udtryk for en Indstilling, der ikke kan godkendes.

Ministeren gav tilsagn om, at der for at erhverve eller generhverve indfødsretten ville blive lagt vægt på ansøgerens nationale holdning og ikke på andre forhold som f.eks. vandel, moral, offentlig støtte eller sprogvanskeligheder, som det var tilfældet ved naturalisation. Men dette blev nu ikke overholdt

Afgørende for, at der til sidst også i Landstinget kunne mønstres et flertal for forslaget, var den tidsfrist, som var kommet ind under behandlingen i Folketinget. Det fjernede de sidste betænkeligheder for flere medlemmer.

Loven blev vedtaget i Landstinget den 11. juli 1946 med 38 stemmer for og 10 imod.

En masse blev udsat for ”prøvelser”

Justitsministeriets forslag om at gå målrettet efter uønskede personer og fratage dem indfødsretten kunne ikke imødekommes, da myndighederne ikke havde nogen form for registrering af potentielle personer.

Det betød, at mange der havde været loyale over for Danmark under besættelsen, måtte igennem en prøvelse af deres forhold. Som forventet kom der også kraftige protester fra familier, som følte sig forulempet ved, at den ene af ægtefællerne blev frataget sin lovligt erhvervede indfødsret. I et tilfælde ønskede ægtemanden i protest at frasige sig sin danske indfødsret, hvilket dog ikke kunne lade sig gøre, medmindre han forinden skaffede sig et andet statsborgerskab.

Heller ikke landsforrædere, værnemagere m.fl. fik frataget deres indfødsret. Her vejede ønsket om at undgå statsløshed tungest. Med hensyn til de kvindelige tyske civilflygtninge i lejrene, så udgjorde de ikke nogen sikkerhedsmæssig risiko. Men det var klar dansk politik fra starten fra befrielsen, at man ikke ønskede dem i landet.

Man fratog kvinder en ”rettighed”

Fort de danske kvinder, der havde indgået ægteskab med tyske statsborgere, var det tale om at fratage dem en medført rettighed, uden at de havde forbrudt sig mod loven. Efter ministerens og flere rigsdagsmedlemmers mening havde de i en for landet skæbnesvanger situation valgt fjenden. Det var derfor svært at se, hvordan en prøvelse af deres nationale holdning skulle kunne skaffe dem deres indfødsret tilbage.

Det skulle jo, som indenrigsministeren have udtrykt det, komme an på, om de ville have handlet ”ud fra de ædleste motiver”. Hvordan skulle man så kunne finde ud af det?

Værnemagtens soldater skulle have tilladelse til at gifte sig med danske piger, og ved bedømmelse af pigerne samarbejdede de danske myndigheder med besættelsesmagten blandt andet om oplysninger om pigens vandel. Dog ville myndighederne ikke bidrage til racemæssige bedømmelser af pigerne.

Politikerne ville ramme ”Tyskerpiger”

Formentlig lå politikerne under for en stemning, der krævede en eller anden form for straf af ”tyskerpigerne”. Da de skuffende for mange ikke blev omfattet af retsopgøret kunne man i det mindste ramme de gifte.

Måske omfatter bestemmelsen det, der under lovens fremsættelse i Rigsdagen, sammen med det sikkerhedsmæssige, blev betegnet ”eller lignende”, men under alle omstændigheder er det vanskelig at forstå fradømmelsen af deres indfødsret som andet end et ønske om hævn.

Mænd fik ikke frataget indfødsretten ved omgang med ”fjenden”

Det er desuden tale om en klar diskrimination af kvinder, eftersom mænd ”der valgte fjenden” ikke fik frataget deres indfødsret. Her kan hensynet til, at mændene som konsekvens af en fratagelse af indfødsretten ville blive statsløse, havde vejet tungt.

Rigsdagen kunne dog også have valgt ikke at hævne sig på gifte kvinder, når man alligevel ikke kunne ramme alle ”tyskerpigerne” og de danske mænd.

Umoralsk, usømmelige, jalousi og krænkelse

Tyskerpigerne var udsat for overfald. Det var deres umoralske og usømmelige opførsel, der havde provokeret til den voldelige selvtægt, men det var også jalousi og krænkelse samt den nationale ære, der blev udtalt. Var det det de samme motiver, der drev politikerne?

I sensommeren 1947 forberedte man i Indenrigsministeriet en forlængelse af lov nr. 379. Ministeriet lagde op til en forlængelse. Det var stadig de samme grunde, der plagede politikerne.

Mindretallet havde hjulpet tyskerne den 9. april 1940

Der blev manet til forsigtighed med at tro, at en tysker er fuldt indleveret i det danske samfund. Der blev henvist til, at den hærværende tyske koloni (medlemmer af det tyske mindretal) ydede ved tyskernes indmarch den 9. april 1940. Man måtte efter ministerens mening fortsat se med nogen mistro på medlemmer af tyske foreninger og forsamlinger, selv om deres opførsel ikke have været af en sådan karakter, at Justitsministeriet havde villet udvise dem.

”Angreb af tyske kvinder”

Det samme gjaldt for kvinder, der søgte at komme bort fra nøden i Tyskland ved at indgå ægteskab med danske mænd. Det anføres, at interessen herom om muligt var større end halvandet år tidligere.

Der henvistes også til de mange tyske flygtninge, der endnu sad i lejrene. Endelig også til de ”angreb”, som det formuleredes, man kunne forvente fra tyske piger på den danske brigade i Tyskland. Proforma – ægteskaber mod betaling anførtes som en mulighed.

Utrolig mange skulle afhøres

Ansøgernes nationale holdning blev hovedsagelig vurderet på baggrund af politiets afhøring af danske personer, der kendte noget til ansøgeren, såsom arbejdsgiveren, arbejdskammerater, husværter, naboer i opgangen, købmanden, ismejerier med flere.

De blev udspurgt om ansøgeren havde udtalt sig positivt om Hitler og nazismen. Man blev spurgt om ansøgeren havde givet udtryk for om Tyskland ville vinde krigen, om ansøgeren havde haft besøg i sit hjem af uniformerede tyskere, havde optrådt provokerende osv. Evt. medlemskab af det nazistiske parti eller tilhørsforhold til den tyske koloni omkring Skt. Petri skole og kirke var ligeledes forhold, der skulle undersøges.

Her henvises læserne også til artikler om overvågning i Sønderjylland efter besættelsestiden. Se bagerst i denne artikel.

Retssikkerheden var bestemt ikke optimal

Det er åbenbart, at retssikkerheden ikke var optimal. De afhørte personer kunne f.eks. benytte lejligheden til at udtale sig negativt om ansøgeren, hvis der var tale om et personligt uvenskab, eller de bare ikke kunne lide dem. Der kunne også med tiden opnå tvivl om, hvorvidt de afhørte virkelig kunne huske ansøgeren, hvorfor der blev indført krav om, at der blev vedlagt et foto af ansøgeren.

Indenrigsministeriet måtte også i et tilfælde gøre den lokale politimester opmærksom på at indfødsretsudvalget ikke brød sig om udtalelser fra unavngivne personer.

Der var i disse sager tale om et stort ressourceforbrug. Politiets afhøringer omfattede typisk 5-8 personer, men kunne i enkelte sager godt komme op på flere end 10 afhørte. Dertil kom, at sagerne ofte blev sendt flere gange mellem de forskellige muligheder for at indhente supplerende oplysninger, herunder fremskaffelse af flere attester eller politiafhøringer.

I nogle tilfælde skulle ansøgningerne gennem Udenrigsministeriet sendes til høring hos de allierede kontrolmyndigheder i Tyskland. Politikernes løfte om, at sagerne skulle behandles hurtigt forekommer derfor at have været svært at opfylde.

En ung pige fra Haderslev

Ikke uventet gav flere sager anledning til usikkerhed i Indenrigsministeriet. En ung pige, der havde gået på tysk skole i Haderslev fik de bedste anbefalinger ved politiets afhøringer, og både amtet og rigspolitiet anbefalede hende, da der ikke var noget at sige hende på i national henseende.

En embedsmand henviste til, at der efter lovens bemærkninger netop var meningen at ramme unge opdraget i ”tysk ånd”, hvorimod en anden gjorde gældende, at det måtte være hendes egne holdninger, der måtte længes til grund.

Ministeriet endte med at indstille hende til optagelse, men samrådet med landstingsudvalget fik hun afslag, dog med den formidlende omstændighed at hun dog ikke ville blive udvist af landet.

Hun kendte ikke nok til dansk kultur

En anden sønderjysk pige, som også fik afslag blev anset for at være indlevet i det danske samfund, men efter amtets mening formentlig ikke i dansk kultur. Hun havde opholdt sig to en halv måned på handelsskole i Tyskland. Dette lå inden for den tid som hun i det danske gesandtskab havde fået oplyst var acceptabelt.

Nogen regel om, hvor længe man måtte være i udlandet og stadig være omfattet af ”19 års – reglen” eksisterede imidlertid ikke.

Afslag, når man havde været i Tyskland

De unge, der ved deres 19. år erhvervede dansk indfødsret, bibeholdt deres medfødte tyske statsborgerskab. Mange af disse blev tvangsindkaldt til tysk krigstjeneste, og flere skulle ved krigens afslutning befinde sig i allieret krigsfangenskab. For dem, der endnu ikke var fyldt 19 år, anvendte Indenrigsministeriet den praksis, at kravet i indfødsretsloven om, at man blivende skulle have haft sit hjemsted i Danmark ikke var opfyldt, uanset om krigstjenesten var kortvarig.

Pigerne blev indkaldt til tysk arbejdstjeneste, som kunne foregå både her i landet og i Tyskland. En pige, der angiveligt var tvunget til fire måneders arbejdstjeneste i Tyskland fik afslag på sin ansøgning ved det 19. år. Hun havde gået på Sct. Petri skole.

Det var mere eller mindre tilfældig, hvem af disse ulykkelige skæbner, der egentlig blev hjulpet. Man anvendte en hård praksis over for dem, der ikke slap for tysk krigstjeneste.

Skt. Petri Skole var ilde set

Det var således oplagt at en ung mand fik afslag, da han havde gået på Sct. Petri skole, været medlem af en tysk ungdomsorganisation og været indkaldt til tysk krigstjeneste. Det samme gjaldt en anden som havde meldt sig frivilligt til det tyske luftvåben som mekaniker. Ansættelse i det tyske gesandtskab i København som hushjælp førte ligeledes til fratagelse af dansk statsborgerskab.

Som et mere kuriøst eksempel kan nævnes en ung mand, som ved afslutningsfesten på Skt. Petri skole holdt en meget nazistisk inspireret tale. Han formåede også at få Udenrigsministeriet til at søge om fritagelse for tysk krigstjeneste for sig, Men det ville de tyske myndigheder dog ikke gå med til. Han bevarede heller ikke sit danske statsborgerskab.

Man måtte ikke have gået på en tysk skole

Hovedreglen var den, at unge tyskere, som havde været indkaldt til tysk tjeneste, havde gået på en tysk skole eller været medlem af en tysk ungdomsorganisation, ikke erhvervede dansk indfødsret. Det samme gjaldt for de tyske piger, der havde fraterniseret med værnemagten og for dem, der havde opholdt sig i Tyskland, uanset hvor kort opholdet havde været.

Men bedømmelserne var individuelle med vide rammer for Rigsdagens skøn.

De dansk-gifte tyske kvinder, der var gift med en SS – mand fik afslag. Det gjorde de kvinder også som havde arbejdet for tyskerne her i landet.

Mænd måtte godt tage tysk kone med hjem

Under besættelsen arbejdede mere end 100.000 danskere i Tyskland. Det var mere eller mindre frivillige. Mange var presset af deres arbejdsløshedskasse eller den kommunale forvaltning. Mange af disse blev gift med tyske piger, som derved fik dansk indfødsret. Som regel fik disse piger lov til at beholde deres indfødsret, men her var der også undtagelser.

Politiet advarede mod proforma – ægteskaber

De tysk-jødiske flygtninge havde ifølge en tysk forordning fra 1941 mistet deres tyske statsborgerskab og var således gjort statsløse. Nogle blev gift med danske mænd og erhvervede derved dansk indfødsret.

Politiet gjorde meget ud af at sikre sig, at der ikke var tale om proforma – ægteskaber. Nogle politikere kunne ikke forstå at lovgivningen skulle gælde for nazismens ofre.

Manden skulle først tage sin straf

Danske mænd skulle søge Justitsministeriet om tilladelse til at gifte sig med en flytning. Inden et par kom så langt havde de naturligvis et vist samkvem. Men det var under besættelsen strafbart at fraternisere med flygtninge. Så inden manden kunne få tilladelse til at gifte sig, skulle han først afsone sin straf, inden et evt. ægteskab kunne komme på tale. Der er her tale om cirka 200 tilladelser.

Amtmanden reddede en ”Tyskerpige”

Antisympatien mod tyskerpigerne afspejlede sig hos politikerne. En dansk kvinde fra Sønderjylland blev i 1943 gift med en tysk soldat. De fik et barn sammen, men nåede kun at leve sammen i tre måneder. Manden var savnet og formentlig omkommet i russisk krigsfangenskab. Hun blev af politimesteren, amtet og ministeriet anbefalet til afslag.

Amtmanden sendte dog en skrivelse til Indenrigsministeriet, hvor han gjorde opmærksom på det problem, som amtet stod i, når de i en sådan ansøgning ville indstille til afslag, men på den anden side mente, at en udvisning måtte anses for:

• En saa stor Haardhed overfor Vedkommende, at den muligt ikke staar i rimeligt Forhold til det Paagældende udviste Forhold.

Amtmanden lagde op til, at spørgsmålet om udvisning blev behandlet samtidig med indfødsretssagen. I den aktuelle sag blev kvinden optaget trods ministeriets afvisning.

Indenrigsministeriet havde lyttet til de allierede

Indenrigsministeriet havde lyttet til de allieredes krav om ikke at være for venlige ved tyskerne. Således blev der anført:

• Danmark er maaske mere end de andre smaa allierede Lande udsat for at blive betragtet som ”mindre stærk i Troen”, hvorfor vi maa være særlig forsigtige med at vække nogen Mistanke om at tage os for venligt af Tyskere

Det blev også peget på at vores holdning på området også kunne have betydning for de i USA indefrosne danske tilgodehavender.

Indenrigspolitisk var der også gode grunde til at vise tilbageholdenhed med at naturalisere tyskerne. Først og fremmest peges der på, at man ikke ville kunne neutralisere dem uden befolkningens følelser og retsbevidsthed.

Embedsmænd med masser af fordomme

Ja holdningen kan vel nærmest udtrykkes ved dette fra en embedsmand i ministeriet:

• Ansøgeren er et typisk Eksempel paa den Gruppe af Tyskere, der kan udsættes noget væsentlig imod. De paaberåber sig en række Tjenester, som de har ydet Danskere og det danske Samfund. Men en virkelig Afstandtagen er først indtraadt sent, da Enhver kunne se, at Tyskerne vilde tabe Krigen.

• De har før Krigen haft rigelig Lejlighed til at sætte sig ind i danske Forhold. Selv om de i det daglige ville være gode. Borger, er der ikke Grund til at antage, at de ikke i en given Situation ikke vil genoptage deres Forkærlighed for det tyske, som sikkert ligger saa dybt i dem, at det aldrig forsvinder.

Tyske-jødiske emigranter fik ingen særstilling

Efter befrielsen fik Indenrigsministeriet talrige henvendelser om naturalisation af tysk-jødiske emigranter. Det blev fremført, at man af moralske grunde burde gøre en undtagelse på grund af de lidelser flygtningene havde været udsat for under det nazistiske styre. Alle havde mistet deres tyske statsborgerskab og var nu statsløse.

De var kommet i perioden 1933-1940, hvorfor ingen af dem opfyldte kravet om 15 års ophold her i landet. I oktober 1943 måtte de atter flygte, denne gang til Sverige Nogle blev taget af tyskerne og ført til KZ Theresienstadt. Mange havde også det tilfældes, at de havde deres nærmeste pårørende i Tyskland.

Omkring 1.500 havde ophold her i landet under besættelsen. Efter befrielsen opholdt ca. 800 af dem sig atter i Danmark. Indenrigsministeriet fandt imidlertid, at man måtte holde fast ved kravet om tilknytning til det danske folkesamfund og opholdskravet på de 15 år som minimum. Det havde man også gjort i tidligere situationer.

Man var bange for, at en positiv særbehandling af jøder kunne give anledning til mishagsytringer eller endog mishagsytringer eller endog antisemitisme.

Denne praksis blev fastholdt med store konsekvenser. Mange fik gode anbefalinger af det lokale politi, byrådet, amtet med blev afvist af rigspolitiet og ministeriet under henvisning til den manglende opfyldelse af opholdskravet, en indstilling som Rigsdagen fulgte.

Udvist trods masser af anbefalinger

En jødisk dreng indrejste i 1939 som 15-årig til Danmark. Han arbejde som medhjælper ved landbruget, men blev i 1943 taget af tyskerne og sendt til KZ – Theresienstadt, hvorfra han kom tilbage i 1945. Begge hans forældre var omkommet i koncentrationslejr.

Politiet afhørte i alt ti personer, heraf fire tidligere arbejdsgivere og alle gav ham det bedste skudsmål. I alt fire adspurgte sogneråd og byråd anbefalede, at ansøgningen blev imødekommet. Tre politikredse havde ikke noget ufordelagtigt at sige om ham.

Både politikredse og amtet pegede dog på hans korte opholdstid her i landet, hvilket var afgørende for, at rigspolitiet ikke fandt ham egnet til at blive dansk statsborger, et synspunkt som ministeriet og Rigsdagen fulgte.

Kilde:

• Frihedsrådets Pjecer: Når Danmark er atter frit
• Ditlev Tamm: Retsopgøret efter besættelsen 1 + 2
• Tage Kaarsted: Krise og Krig 1925 – 1950
• Politikens Danmarkshistorie bd. 13
• Anette Warring: Tyskerpiger – under besættelse og retsopgør
• Eva Ersbøll: Dansk Indfødsret i internatonal og historisk belysning
• Henrik Havrehed: De tyske flygtninge i Danmark 1945 – 1949
• Lone Rüniz: Danmark og de jødiske flygtninge 1933 – 1940
• Uwe Brodersen: Grænsen er overskredet
• Anette Warring: Køn, seksualitet og national identitet (Historisk Tidsskrift 1994)
• Per Frandsen: De ønskede og de uønskede – Indfødsretten og opgøret efter besættelsen (artikel)

Hvis du vil vide mere: www.dengang.dk indeholder 1.365 artikler herunder 269 artikler fra Besættelsestiden (Før/Nu/efter)

• Skt. Petri – en skole med fortid
• De tyske flygtninge på Nørrebro
• Fagbevægelsens indflydelse på Tysklandsarbejdere
• Tysklandsarbejdere og dansk erhvervsliv
• Sverige og jøderne
• Retsopgøret i Sønderjylland
• Overvågning i Sønderjylland
• Tyske flygtninge i Nordslesvig
• Den sønderjyske efterretningstjeneste
• Det tyske mindretal
• Opgøret efter 1945
• Tyskertøser, feltmadrasser og horeunger
• Landmænd og jødeflugt
• Tyskerluder og drageyngel
• Landsforrædere og landssvigere
• De forfulgte jøder
• Flugten over Øresund
• Indvandring på Nørrebro
• Flygtninge i Tønder
• To skæbner i Kiskelund og mange flere