Nørrebro – Historier fra dengang

Vi er på Nørrebro i slutningen af 1890`erne og begyndelsen af 1900´erne. Arbejderne var ikke glade for Fattigvæsnet. Så ville de hellere leve af øllebrød og spegesild. De var velsignet med mange børn. Og arbejderkvinderne var velsignet med mange børn. Lersøen og Ladegårdsåen var spændende legepladser. Der var masser af tykke betjente, bl.a. Kejser Wilhelm og Sorte – Jensen. Her var Rabarbermarker og de ulækre lokummer i gården. Skraldemanden ønskede Godt Nytår. Vi skal høre om Friskoler og Betalingsskoler. Der var særdeles hår disciplin med spanskrør. På Bekkers Mark var der blodige slag. Og så stod der en prædikant ved Nørrebro teater og advarede om, at man ikke skulle gå ind i Syndens Hule. Hvilke butikker havde vi dengang? Og så var det æbleskivebutikken, der ikke kunne løbe rundt.

 

Ikke glade for fattigvæsnet

Vi befinder os på Nørrebro i slutningen af 1890`erne og begyndelsen af 1900 – tallet

Arbejderne søgte ikke uden videre hjælp hos Fattigvæsnet. Det blev betragtet som skam at søge hjælp her. Så var det bedre at spænde livremmen ind en ekstra gang. Man kunne også få hjælp i et af de talrige lånekontorer. Så mange et konfirmationsur er havnet her. Og det er sikkert aldrig blevet afhentet. Det samme gælder en vest til en habit, som måske godt kunne undværes.

Men så fik familien dog et pund madfedt og et kvart rugbrød. Som regel var der salt derhjemme i saltkarret.

 

Øllebrød og spegesild

Det skete da også, at man blev nødt til at spænde livremmen ekstra ind. Og så fik man i lange tider ”øllebrød med klumper i” og spegesild hver lørdag.

Drikfældigheden var stor. Værtshuse og kælderbeværtninger fandtes i stort tal. Slagsmål og skænderier hørte til dagens uorden.

På lune sommeraftener, når vinduerne stod åbne, blev man uvilkårlig vidne til mange huslige opgør, når fatter på lønningsdagen kom fuld hjem. Han havde allerede drukket det meste af lønnen op.

Den billige brændevin førte til meget ondt.

 

Velsignet med en stor børneflok

Mange fattige familier på Nørrebro var velsignet med en større børneflok. Det var ikke ualmindeligt at et forældrepar havde samlet sig op til en halv snes børn i alle aldre. De måtte klumpe sig sammen i en lille lejlighed, hvor det var umuligt at holde orden i noget som helst.

 

Hverdagens heltinder

Mange arbejderkvinder kunne kalde sig ”Hverdagens heltinder”. Døgnet rundt sled de for at holde den værste nød fra døren. I de tidlige morgentimer stod de med deres spånkurve foran bagerbutikkerne i håb, om at kunne købe gammelt brød. Der var masser af sultne munde, der skulle mættes.

De stod i dybe, mørke kældre, hvor de ved skæret af en søvnig petroleumslampe, sled med storvasken ved brug af grøn sæbe, skurebørste og vaskebræt. Mange koner gik ud og klarede storvasken for deres bedres stillede medsøstre. En sådan vaskedag kunne normalt vare 10 – 12 timer. Udbyttet var sølle 2 kroner.

De mange børnefødsler og sliddet, der fulgte, ældede hurtigt Nørrebro – kvinderne

 

Lersøen – en spændende legeplads

Derude ved Lersøen, ja det var en dejlig legeplads. Rørene stod tæt som lianer ved en tropeflod. Legene i den tætte bevoksning, hvor stierne snoede sig ind og ud gennem rørene var et eldorado. Men ofte mødte man Lersø – bøllerne, der betragtede stedet som deres domæne. Men knægtene var som regel hurtigere til bens. Og som regel havde bøllerne også fået en over tørsten.

 

De tykke politibetjente

Det var dengang, at store tykke politibetjente patruljerede gaderne. De var frygtindgydende med deres blanke hjelm og 3 alen brede lakbælte som skulle til for at nå om den svære korpus. Der bankede sikkert et varmt hjerte under deres lange kapper. Men ve den slubbert der blev taget i noget ulovligt. Han fik en ordentlig øretæve af lovens håndhæver. Den har han sikkert kunne mærke i lang tid bagefter.

Den tykke betjent i langskødet uniformjakke kom ofte trækkende med en sølle beruset. Og bagefter kom en skare nusgerrige unger.

 

Kejser Vilhelm

Næsten alle steder måtte værten i mange beværtninger smide besværlige gæster ud. En nat var det Kejser Vilhelms tur til at gøre det. Ja sådan kaldet de ham på Nørrebro. Han havde fat i kraven på den fulde mand, der skulle en tur på stationen. Denne slog hjelmen af betjenten, der så kvitterede med et hug fra staven. Men da Sorte – Jensen fra Korsvejens politivagt kom til stede, blev der ro i gaden. Han var berygtet på hele Nørrebro, og skulle blot vise sig. Så var der ro.

 

Station i Farumgade

På et tidspunkt var der også politistation i Farumgade. Det var altid spændende når betjentene sidst på ugen kom trækkende med alle de berusede fra kolonihaverne i Hillerødgade. Jo havefesterne satte sine spor.

 

Gadebelysningen

I mange år bestod gadebelysningen i kvarteret af gaslygter. Lygtetænderen havde som regel et job ved siden af. Han kom gående med sin lange stok, hvor der i enden var en krog. Med denne kunne han aktivere gassen. Så blev vågeblusset til rigtig lys.

 

Rabarbermarker og Ladegårdsåen

Før alt det grimme byggeri, der dukkede op, lå der udstrakte rabarbermarker for enden af den gamle Nordvestvej. Her var også en herlig tumleplads for kvarterets ungdom. Ja her var også Ladegårdsåen med dens sivklædte bredder. Her badede ungerne, vel og mærke, når der ikke var en betjent i nærheden.

Jo her både badede og fiskede man, når det var mulighed for det. Det startede ved ”Revolveren”, som var en slags mergelgrav. Her lå senere snedkermestrenes træ – og finérskæreri. Den må have været ganske imponerende i det sidste stykke inden søen.

Dengang var åen en langsom glidende vandstrøm. Her kunne man se gedderne stå mellem vandplanterne, der voksede på åens sandbund. Og nu er den helt væk.

 

De stakkels mælkedrenge

I 1907 flyttede mælkeriet Enigheden til Lygten på Nørrebro. Jo disse mælkedrenge var afholdte på grund af deres friske humør. Men mange havde også ondt af dem. De skulle meget tideligt op og på arbejde. Lønnen var kun 50 øre om dagen for halvsagsdrenge og 1 krone for heldagsdrenge.

Mange kuske holdt dem så længe, lige til de skulle i skole. De havde ellers fået besked på, at drengene skulle have mulighed for at komme hjem og spise, inden de skulle i skole.

 

Betjentene jagtede dem om søndagen

Og knægtene måtte ikke arbejde om søndagen, men gjorde det nu alligevel. Sådan fungerede systemet helt op til Første Verdenskrig.

Nu var det også noget betjentene gik op i, at jagte disse knægte. Jo disse lovovertræder skulle straffes. Men knægtene gemte sig i gårde og på trapper, ja somme tider gemte de sig inde i vognene.

 

Lirekassemænd

De var populære lirekassemændene. Når de kom blev der smidt penge ud ad vinduerne. Og der blev danset i gårdene. Ofte var det krigsveteraner fra 1864, der kom.

Men i gårdene kom også skærslipperen, der med sin hæse røst, afleverede en lang remse, der altid endte med ”Her er skærslipperen”.

 

De ulækre lokummer

Ofte bestod en ejendom på Nørrebro af et forhus og en eller to baghuse. Mellem disse var en lille gårdsplads. Her var anbragt skarnskasser og lokummer. Der skete, at man skal stå i kø for at komme til på disse ulækre lokummer, der som regel var overfyldte.

Som toiletpapir var avispapir det mest almindelige. En spøgefugl kunne finde på, at lægge et par klumper brødgær i et par af tønderne. Det udviklede sig til noget forfærdeligt svineri.

 

På toilettet – når det var mørkt

Trappebelysningen bestod af et åbent glasblus på hver etage. Der var ingen belysning på køkkentrappen, som jo var den eneste vej til gården. Det var en væmmelig tur om aftenen og natten, når man på naturens vegne skulle ned på lokummet. Problemet kunne løses med en eller flere natpotter. Men så var det jo lige dem, der skulle tømme disse. Men man kunne også tænde lys i en lille firkantet lygte, hvis man skulle ned ad trapperne. Og så mødte man ofte adskillige rotter. Det var nu ikke videre hyggeligt.

Det påhvilede alle beboere at vaske trappe, fra etage til etage. På køkkentrappen skulle der strøs frisk sand. Hver anden uge kom en sandhandler i gaden.

 

Store vaskedag

Skulle man vaskes dengang, ja så foregik det ved køkkenvasken. Men mange steder havde man indført store vaskedag lørdag aften. Og så foregik det fra baljen, med den mindste til sidst. Han/hun kunne jo finde på at gøre noget baljen. Der blev kun hældt vand i baljen en gang.

Der fandtes også lejligheder, hvor der hverken var indlagt gas eller vand.

 

Lusemor

Hygiejnen var på et meget lavt niveau. Mange lejligheder var befængt med væggetøj og lopper. Mange børn havde hovedlus. Og det var ikke sjovt når ”Lusemor” i skolen opdagede dette utøj.

Dødeligheden var stor. Særlig tuberkulosen krævede mange ofre i de år.

 

Skraldemanden sagde ”Godt Nytår”

Nytårs – morgen blev der som regel ringet eller banket på døren. Der stod en herre i sit stiveste puds. Måske lidt for stort i engelsk stil. Herren var nyvasket og nybarberet. Men skægget strittede nu i alle retninger. Han stod der med hatten i hånden.

Han præstenterede sig som skraldemanden, og ønskede alle et godt nytår. Det resulterede så i en fem øre både fra far og mor.

 

En vinteraften, derhjemme

De lange vinteraftner blev tilbragt på forskellig måde. Man sad og læst, skrev, tegnede og klippede billeder. Belysningen kom fra en stor hængelampe, hvis væge stadig skulle pudses.

Legetøj var dyr, men det kunne jo godt være, at man havde haft råd til en fæstning med tinsoldater. Og så var der kortspil og andre spil, man kunne hygge sig med. Mange, der ikke havde råd til kul eller briketter gik tidligt i seng om vinteren.

 

Hos bageren

Hos bageren kunne man i en lille spand hente for 5 eller 10 øre fløde. Man kunne også få for 4 øres wienerbrød til de voksne og 2 øres til børnene. Og så var det 5 øres kager og et fjerdingspund Vrøvl (småkager).

 

Købmand Christensen

På hjørnet ved Stefansgade boede købmand Christensen. Her blev børnene i nabolaget ofte sendt han. Man kunne tjene 2 øre i ”slæbepenge”. Her boede også spækhøker Jakobsen. Han var en velvoksen mand med et flot kridhvidt ”Cykelstyrsoverskæg” Han havde nogle godmodige øjne i det rødmosede ansigt.

De unge mennesker læssede ofte hele deres formue på diske og forlangte fedtegraver for hele formuen.

 

Gratis i Jægersborggade

Det var også dengang, man tilbød beboerne, at man kunne bo de første 2 – 3 måneder gratis i Jægersborggade, bare man flyttede ind.

 

Varm mælk i potte

Det var også dengang efter lockouten i 1899, at Mælkeriet Enigheden i enkelte vintermåneder sendte en enspændervogn gennem gaden mellem klokken 5 og 6 om eftermiddagen og solgte varm mælk – 5 øre pr. potte. To drenge løb foran med en stor klokke i hånden og råbte. Kusken gik automatisk ved siden af og tappede mælk af.

Hesten var lidt af et unikum. Hver tredje eller fjerde minut gik den en halv snes skridt frem og så stod den stille. Den kiggede sig lidt om. Var alle blevet ekspederet, ja så gik den bare videre.

 

Nordbanen

Nordbanen havde sit udgangspunkt i Gyldenløvsgade. Derfra gik et spor langs Skt. Jørgens Sø bag om Ladegården og skråt ud til Ågade. Videre gik det frem til, hvor den gamle bazarbygninger lå i Laurids Schousgade , over Jagtvejen og langs Hørsholmsgade til Nordbanens ”Klampenborg – Station”. Den lå ved en åben plads i Stefansgade, for enden af Jægersborggade og Bjelkes Allé.

Videre gik det over Nørrebrogade, omtrent hver den gamle sporvognsremisse (Nørrebrohallen) lå. Videre gik det så langs Lersøen ud til Klampenborg.

 

Forvandlet til Nørrebroparken

Langt senere anlagde man på banens terræn, Nørrebroparken. Og det blev meget populært. Her blev en del af parkanlægget overrislet om vinteren, så man fik en skøjtebane. I et hjørne af parken blev der holdt politiske møder. Og ofte endte disse møder med slagsmål.

Det gjorde det også, da Konservativ Ungdom indledte et møde her. Men det tillod Socialdemokratisk Ungdom ikke. De mente, at området tilhørte dem.

 

 

De mange lege – dengang

Nede i den smalle gårdsplads eller på gaden legede børnene ”Skjul”, ”Røver og Soldater”, ”Gorm den gamles kæmper” eller ”Hest og Vogn”.

Ja man legede også ”Betjent og fuld støjer”. Dette var inspireret af dagligdagen på Nørrebro, særlig fredag og lørdag.

 

Hans Tausensgade

Efterhånden var der udviklet et helt anlæg i Hans Tausensgade. Her var en vagtmand i et lille hus ved lågen. Foruden stier, var der en indhegnet boldplads med grus, hvor bl.a. Jagtvejens Skoles elever spillede rundbold og langbold om sommeren. Om vinteren var der lavet skøjtebane på pladsen.

Og så var der en stor legeplads med gynger, vipper, koldbøttestativer, ”slagterbrætter” og en stor sandkasse foran et stort halvtag, hvor mødrene kunne sidde og passe på deres børn

 

Friskole og Betalingsskole

Jagtvejens Skole blev kaldt friskole, for her skulle man ikke betale noget. Det var i modsætning til en betalingsskole, hvor man skulle betale en krone om måneden. En sådan betalingsskole var Husumgade senere Havremarkens Skole.

 

Et buk for autoriteten

Der blev håndhævet en benhård disciplin. Korporlig afstraffelse var daglig kost. Når klokken ringede skulle man to og to stille op i skolegården. Ved siden af hinanden. Man skulle lydløs bevæge sig op af trapperne hen til sit klasseværelse.

Ved udgangen havde klasselæreren placeret sig. Inden man blev lukket helt ud i friheden, skulle man stryge topsejlet og bukke dybt for autoriteten.

 

Fedt bævreflæsk

Der var indført skolebespisning. Maden bestod af varm mad. Ofte var det blodbudding og søbemad med fedt bævreflæsk. Bespisningen foregik i timerne. Og maden skulle sluges i en fart. Man blev truet med inddragelse af spisebilletten, hvis man ikke var hurtig nok.

 

Gymnastik med Hr. Rasmussen

Jagtvejens Skole kunne byde på en gymnastiklærer, som havde været oversergent i Næstved. Han var ualmindelig hjulbenet denne Hr.  Rasmussen. Han var grov nærmest en børste. Hele timen gik han rundt med et spanskrør i håneden og svippede til de ender, han kunne nå.

Dem, der ellers skulle afstraffes på skolen blev også overladt til ham. Afstraffelsen foregik gerne i gymnastiksalen i enerum. Og de stakkels syndere kunne se mærkerne af afstraffelserne flere dage efter.

Det skete, at han mødte op uden madpakke. Så udpegede han elever, der kunne hjem efter madpakken. Han boede Jagtvej 4 i stuen. Og her myldrede det med børn af forskellige aldre og typer, halvvoksne og børn med ble.

 

En nød af Viceinspektør Hansen

Viseinspektøren hed Hansen. Han havde været snedker, og boede på hjørnet af Kapelvejen og Nørrebrogade. Det skete, at han kom for sent. Og det var fordi, at Han skulle gennem kirkegården. Og de åbnedes først visse tiden af året klokken 8.

Engang skulle klassen have fristil. Hansen spurgte om emner. Der blev foreslået ”Udsigt fra Frederiksberg”. Eleverne havde fået en halv time. Da en af eleverne afleverede sin stil og Hansen kiggede på den, blev han godt nok vred og knotten. Hansen spurgte, om han virkelig havde brugt en halv time på dette. For det eneste der stod var ”Ingen udsigt på grund af tåge”.

Han fik et knald oven i hovedet af Hansens sammenknyttede knoer. Den blev kaldt for en nød. Og sporet var en bule på størrelse med en hasselnød.

 

Det gik ikke med æbleskiveforretningen

I klassen gik en knægt med efternavnet Overgaard. Moderen havde drevet en æbleskive – butik. Hvorfor lukkede I den? spurgte Hansen.

Og knægten svarede lige ud af posen:

• Fordi vi havde tjent så meget, at vi kunne leve af renterne

Hansens ansigt var først som en tordensky, men så grinede han, så det kunne høres over hele skolen. Sådan var Hansen.

Men det var en trist skæbne med denne Overgaard. Hans far var tømrer. Hans far arbejde på Københavns Rådhus, da spiret skulle rejses. Faderen meldte sig frivillig til at gå ud med tårnspidsen. Men ak, det gik ikke så godt. Både Overgaard og spiret røg ned.

Københavns Kommune hjalp så enken til et levebrød til sig og børnene i form af en æbleskivebutik i Ordrupgade, men det gik bare ikke.

 

Skoleinspektør Bohn

På Hillerødgadens Skole stod den strenge skoleinspektør og så til, at eleverne gik 2 og 2 og ned af trappen. Han havde vendt sin stok op, så han hurtig kunne gribe fat i de elever, der ikke fulgte anvisningerne.

Såfremt man gik på de pæne trapper i træsko og ikke havde fået gummi under sålerne, blev man skældt ud.

Pigerne gik i den ene halvdel af skolen med tilhørende skolegård. Jo og hvis drengene så ville hilse på den, han bedst syntes om, ja så valfartede man hen til lågerne.

 

Man skulle neje for et ligtog

I bibelhistorie lærte pigerne af Fru Schlichter, at hvis man så et ligtog på gaden, så skulle man stå stille og neje.

 

De støjende hestesporvogne

Når hestesporvognene kom, var det ret støjende. Nørrebrogade var belagt med brosten. Nogle af hestesporvognene var i to etager. Fra Skt. Hans Torv til Christianshavn kørte ”De Gule Hesteomnibusser”. De ophørte i 1903. ”De Grønne Omnibusser” kørte fra Kapelvej.

De mindre transporter dengang foregik med 2 – og 4 – hjulede trækvogne. Men der var hele tiden støj. Gadesælgere faldbød deres varer, der fortrinsvis omfattede frugt, blomster og grøntsager. Men det skete da også at fiskemanden råbte ”Sild er godt!

Når kommunen skulle feje gade eller vande brostenene i sommervarmen var det en sport for ungerne at gå bag vandvognens vandstråle eller ligefrem at hænge sig fast bag i vognen.

 

Kolonihaverne

Fra den vestlige del af Guldbergsgade og over til Tagensvej var der et par kolonihaveselskaber. Over på Tagensvej lå de store fælleder. Her var der om sommeren meget kvæg på græs. Børnene gik ofte derover med deres trækvogne og fyldte dem med kokager. Det var god gødning til kolonihaven.

 

Morsomt liv på Fælleden

På Fælleden var der et morsomt folkeliv om sommeren. Københavns Borgervæbning holdt øvelser her. I pauserne havde familien madkurve med. Og måske skal det nævnes, at ikke alle gik lige ædru derfra. Det var også underholdning af Borgervæbningens Musikkorps.

 

Sporvogn på Tagensvej

På Tagensvej kørte en hestevogn. Dens rute var fra Heimdalsgade ad Sølvgade til Kongens Nytorv. Om vinteren var det et strengt arbejde for kusken, som sad på den åbne forperron. Var snevejret for strengt var der spændt to heste for vognen. Stoppesteder var ukendt dengang, så der var mange stop, og der skulle sættes mange kræfter i at komme i gang. Vognene var indvendig belyst med en petroleumslampe i hvert hjørne. Det var en stor dag, da sporvognen blev elektrisk som linje 10.

 

Hønen – den første sporvogn

Den allerførste sporvogn blev kaldt ”Hønen”. Den var hestetrukket af en stor fed krikke, der altid hed Lotte, selv om der også af og til, var en vallak. Dens rute var ad Nørrebrogade, Nørregade til Gammel Torv, hvor der var endestation.

Lotte dampede af sved, fuldstændig som en stor varmebeholder. Ved bryggeriet Hafnia på Bekkers mark stod den og dampede dagen lang.

 

Bekkers Mark

Bekkers Mark var et større græsareal som var begrænset af Ladegårdsåen fra Jagtvejen til Nordre Fasanvej. Og til Bispeengen og videre til baneterrænet ved Hillerødgade. Derefter fulgte det banen forbi stationen og hen til Jagtvejen.

Indgangen til Bekkers Mark var for enden af Stefansgade, når man havde passeret bommene for toget. Men hvorfor hed det Bekkers Mark?

Jo slagtermester Bekker havde i perioder køer eller heste gående her til græsning. Slagternester Bekker havde forretning på hjørnet af Nørrebrogade og Stefansgade.

 

De rige skulle betale

Han var en menneskekender. Og de fattige fik kødet til lavest mulige pris. Ja dem, der uforskyldt var blevet fattige fik det gratis. Men kom der en kunder, der var lidt bedre klædt og måske også lidt kritisk, ja så fik hun lov til at betale den pris, der kostede hos slagteren på den anden side.

 

De store slag

Bekkers Mark blev også brugt til andre ting. Her udkæmpede der sig mange store slag blandt skoledrenge. Vi har dog ikke hørt om døde.

Det var Rabarberdrengene og drengene fra Nordvestvejen. Det vil sige det stykke af Rantzausgade, som gik fra Gartnergade til jernbanebommen ved Brorsonskirken. Det var egentlig de knægte, der hørte til Jagtvejens Skole.

Og så var det ”Rakkerne”. De hørte til i Baldersgade kvarteret. Og den tredje gruppe hed ”Krügerne”. De kom fra Nordre Fasanvej, hvor de havde deres beskæftigelse på Krügers Tobaksfabrik. De sad der og rullede spunden skrå.

Når sådanne hold tørnede sammen, skulle der ske noget. Og det endte ofte med brodne pander. Der var knipler og køller og slagsange. Ja ”Krügerne” havde også 4 meter staver med.

Det var jo også her, at vi havde bryggeriet Hafnia. Men nu var det kun hvidtøl, som de producerede.

 

Masser af bommænd

Man kunne ikke komme af Borups Alle, for den var der ikke, Det var marker. Ågade gik fra jernbanelinjen til Falkonér Alle. Det var spadseresti fra Åboulevard til Ågade afbrudt af to små bomme til skinnerne til Klampenborglinjen, Holtebanen og Nordbanen.

Der lå en jordvold ved den sidste bom. Der var såkaldte bommænd ved Nørrefælled og Lyngbyvej og også på Strandvejen.

Dengang der kørte godstog fra Frederiksberg Station til Nørrebro Station, gik der også bomme over Rantzausgade. På hjørnet lå også her et ledvogterhus.

 

Liv på søerne

De hvide motorbåde sørgede for passagertrafikken på søerne mellem Gyldenløvsgade og Østerbro. Men da sporvejsdriften efterhånden blev elektrisk kunne det ikke mere betale sig. Mange grundejere havde robåde liggende på søerne.

Ved vintertid var der skøjteløb oppe i nærheden Gyldenløvsgade. Her spillede et hornorkester og forlystede ungdommen. Og Dronning Louises Bro holdt der trækvogne, hvor man kunne købe en pakke sild til 5 øre til de sultne måger.

Der var også masser af musik i café La Rheine og i Søpavillonen. I Ravnsborggade lå det berømte Nørrebro teater, hvor Frederik Jensen var datidens store stjerne.

På hjørnet af Kapelvej og Nørrebrogade kunne man gå i biografen for 5 øre.

 

En prædikant ved Nørrebro Teater

En af højdepunkterne var at gå i Nørrebro Teater. Og her var ofte kø, for mange ville ind og se god underholdning. Men man kunne risikere, at møde en meget lang og ranglet person stå og gestikulere vildt og råbe højt. Og det personen råbte om, var det var den største synd, forældre kunne gøre, at tage deres uskyldige rene børn med i denne utugtshule og lade fordærvelsen tage overhånd.

Det var normalt, at konfirmander søgte herhen. Og det vidste personen. Han fortsatte nemlig, at de unge mennesker ikke skulle ledes i udføre, inden det var for sent. Og personen var præsten fra Skt. Johannes Kirken.

Det skete dog også, at konfirmanderne forsvandt, men nogle af dem tog så ind i Scala, hvor de i stedet kunne se nøgne piger.

 

På Ydre Nørrebro

På Ydre Nørrebro lå den store Titan – fabrik. I en gammel bygning på Tagensvej 22 – 24 lå en gammel bygning, der i koleraåret blev indrettet som lazaret. Senere kom her en cikoriefabrik. Og da dette var slut, blev lokalerne udlejet til mindre virksomheder.

På hjørnet af Jagtvej lå Jagtvejens Mølle og lige over for lå nogle flade bygninger. De bestod af små lave etages huse. De kaldtes Arbejderboliger. De var usle og uhygiejniske. Men huslejen var også billig.

 

Butikkerne – dengang

De største forretninger dengang var Magasin du Nord’ s filial på hjørnet af Nørrebrogade og Stengade. Den havde Nørrebro Handelsforening forsøgt at hindre at den kom til bydelen. Der var også den store isenkram L.W. Erichsens Isenkram på hjørnet af Griffenfeldtsgade.

I sidegaderne var der en mængde butikker, urtekræmmere, spækhøker, hørkram og produkthandlere eller som de blev kaldt, kludekræmmere.

Lørdag aften var der fuldt hus hos urtekræmmeren. Kaffekværnen, som blev drejet med håndsving fik dog senere elektrisk motor. Den store kaffemølletragt og den store dikvægt var af messing og altid skindende blanke. Det samme var messinglodderne.

 

Et andet vægtsystem

Dengang havde man ikke metersystemet. Man købte i pundevis og kvartpund eller fjerdingspund. Ja der var også en vægtenhed, der hed ”Lod”. Man købte alenvis eller kvarter osv.

Når man afsluttede et indkøb, var der altid tilgift, som regel et stk. sæbe og et kræmmerhus bolcher til børnene. Denne tilgift tog dog overhånd. Derfor startede en gruppe urtekræmmere Nørrebro Handelsforening.

Hos tobakshandlerne købte man 3 cigarer til 17 eller 21 øre, og skråtobak i enkelte stænger og snus i et kræmmerhus.

 

Udrykning

Det var et flot syn at de en brandudrykning, med galopperende heste og under vedvarende klokkeklemten af en af brandmændene. Særlig beundring vakte den skindende flotte dampsprøjte, med den rygende skorsten og gnister. Og ofte var det hele fire heste foran.

Ambulanceudrykning foregik pr. enspænder og på vognens bagerste trinbræt, stod der en politibetjent.

 

En mælketoddy for meget

Om torsdagen var de glade på Ladegården. Så mødtes Jomfru Tidsfordriv, Frederik 7 – tal, Laurids 9 – finger, Frederik og Karoline i Bratolinsgade i en kælder. Her fik de mælke toddy for 4 øre. Og så lagde de sig nede ved Sortedams Dosseringen og sov deres rus ud.

Jo, der var liv og glade dage dengang.

 

En lille rund

En lille rund kostede 4 øre, og en stor rund kostede otte øre. En lille rund var en snaps og et glas mælk. En stor rund var bare dobbelt så meget. Og det var særlig værtshuset under Folkets Hus, der kunne tilbyde denne specialitet.

En bajer kostede 9 øre. Ikke hos urtekræmmeren, nej i dette værtshus.

 

Tosse – Frederik

Ja, originaler kunne Nørrebro også byde på den gang. Vi havde for eksempel Tosse – Frederik. Hans arbejdsdistrikt var Wesselsgade, Evaldsgade, Baggesensgade, Blågårdsgade og området deromkring.

Han løb altid på kørerbanen. Opdagede han en hestepære, fik han fart på, indtil han nåede den. Så dansede han på den med sine gamle morgensko, indtil han mente, at det var nok. Så gik det ellers atter på jagt efter den næste.

Rygterne gik på, at han på sin bryllupsdag, efter at han på sin bryllupsdag havde ført bruden hjem senere på dagen havde gledet i en hestepære. Han havde slået nakken så meget, at han nær var død.

 

Krølle – Charles

Så var det Krølle – Charles. Han færdes meget omkring Kultorvet. Han mente, at sin vigtigste opgave var at forkynde at kvindens ældste erhverv var blevet så dyrt, at det nærmede sig åger. Han fortalte, at de gamle ægyptere kunne købe sig en kone gratis. Han mente absolut, at staten måtte gribe ind.

 

Jomfru Tidsfordriv

Jomfru Tidsfordriv brugte det meste af tiden på Købmagergade til sin mission. Hun havde altid et bundt gamle aviser under armen og en fodlang kjole på, som var fuldstændig slidt forneden. Ja hun havde flere lag på i mange farver.

På hovedet havde hun en stråhat med flere slags blomster. Hun var et meget mildt mennesker. Når nogen drillede hende, ja så græd hun.

Hun var af god familie. Men ak en kæreste havde svigtet hende. Derfor var hun blevet sådan.

På Nørre Fælled prækede hun noget forfærdelig vås for dem, der gad at høre på hende.

 

Frederik den Syvendes Søn

Det var jo også Frederik den Syvendes Søn. Han blev altid glad, når man tilbød ham cigarer.

 

Maja

De mødtes alle på Nørre Fælled, og der havde de en i deres midte som var i stand til at skaffe midler, hvis det kneb med kogespritten. Jo hun var Fælledens Dronning og delte gerne ud af de midler, hun kunne skaffe.

Ved Holger Danskes Briller, som var to vandhuller, kunne hun en varm sommerdag tage solbad uden en trevl på.

 

Lersø – bøllerne

Ferdinand og Karen Spidsmus var kendt blandt Lersø – bøllerne. Dem har vi tidligere berettet om. På vores side kan du læse en masse mere om disse Lersø – bøller, originalerne, klunserne og meget mere.

 

Kilde: Se

• Litteratur Nørrebro

 

Hvis du vil vide mere: På www.dengang.dk kan du finde 242 artikler om Det Gamle Nørrebro.